En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, forbrugerpriserne er de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering, banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og gebyrer, energi- og vandafgifterne er uhyrlige på selv moderat forbrug og prisen for kaffe er verdens højeste!

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

Grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt er sort set udækket af de etablerede medier og for de fleste politikere er de en by i Rusland. Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf ligesom Landbrugsstyrelsen flytte betalingsbalancen til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als!

Kommunerne

I sidste måned var vi vidne til forhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner om økonomien for 2020.

Regionerne

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.

Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Det hævdes, at kommunerne ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer nu selv skal finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.

Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.

Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kritik

Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik, der bringer mindelser om 1980’ernes advarsler om den sociale massegrav, og påstande om at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd svirrer i luften.

Man bliver deprimeret, når flere konservative borgmestre blander sig i koret og meddeler, at de ikke kan støtte aftalen om kommunernes økonomi, fordi kommunerne i 2020 har brug for flere af skatteborgernes penge.

Skuespil for folket

Realiteten er, at de aftalte justeringer er peanuts i forhold til kommunernes enorme samlede udgifter, der i 2020 vil løbe op i over 371 mia. kr.

Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter på knap 120 mia. kr.

En ansvarlig regerings tilgang til forhandlingerne med regioner og kommuner burde have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.

Finansloven for 2020

Den sagesløse befolkning er nu vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Finanslovsdebatten er hård, og vi må imødese nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

Efter skrigenes højde, skulle man tro, at finanslovsforhandlingerne vil omfatte hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.

De samlede udgifter på det forslag til finanslov for 2020, som regeringen netop har fremsat, er på 731 mia. kr. og indtægter på 783 mia. kr. – svarende til under 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter.

Samlede offentlige udgifter på 1.220 mia. kr.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter i 2020 vil løbe op i svimlende 1.220 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk brændes af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!

I realiteten vil finanslovsforhandlingerne kun flytte rundt på nogle få milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!

Det Demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus har besluttet at starte en forundersøgelse af, om der er grundlag for en rigsretssag mod Trump.

Det sker efter at en såkaldt whistleblower har fremsat en række påstande vedrørende Trumps omstridte samtale med Ukraines præsident, den tidligere komiker og skuespiller Volodymyr Zelenskij. Trump skulle på en utilbørlig måde have presset præsidenten til at efterforske den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og hans søn Hunter.

Hunter Biden blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab, der er involveret i en skattesag i Ukraine. Spekulationerne er gået på, om den daværende vicepræsident Joe Biden skulle have udnyttet sin indflydelse, således at den daværende ukrainske efterforskningsleder så bort fra Hunter Bidens rolle i sagen.

En udskrift af samtalen er offentliggjort, og Volodymyr Zelenskij har offentligt udtalt, at han ikke har følt noget pres, men det har alt sammen ikke formildet Demokraterne.

Undersøgelsesudvalg i Repræsentanternes Hus

I første omgang har Demokraterne nedsat et særligt undersøgelsesudvalg, der består af seks demokratiske udvalgsformænd, som skal undersøge, hvorvidt der er grundlag for at indlede en rigsretssag mod præsident Trump.

Hvis denne forundersøgelse overbeviser Nancy Pelosi og hendes demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus om, at der er basis for en rigsretssag, skal Repræsentanternes Hus stemme om at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

At få et flertal vil i givet fald være en formalitet, eftersom demokraterne sidder på 235 ud af de 435 pladser i Repræsentanternes Hus, men Repræsentanternes Hus udpeger blot en anklager, der så skal føre sagen i kongressens andet kammer, Senatet.

Senatets afgørelse

Det er senatet, der til sidst skal stemme om, hvorvidt præsidenten er skyldig i anklagerne eller ej. Det kræver to tredjedeles flertal for at dømme præsidenten skyldig. Et flertal på 67 stemmer, der bliver næsten umuligt at finde i Senatet, hvor republikanerne i dag sidder på et flertal på 53 af Senatets 100 pladser.

Historisk er det sket tre gange før, at en amerikansk præsident er blevet ramt af en rigsretssag. Senest var det Bill Clinton, der blev anklaget i den såkaldte Monica Lewinsky-sag, der handlede om at han havde løjet under ed om sit forhold til Lewinsky.

Bill Clinton endte dog med at blive frikendt i Senatet.

Den anden sag ligger 150 år tilbage i historien. Den ramte præsident Andrew Johnson i 1868, da han blev anklaget for uretmæssigt at have fyret en minister. Johnson blev også frikendt af Senatet.

Den tredje – og mest spektakulære af dem alle – var mod præsident Richard Nixon i forbindelse med Watergate-skandalen. Han nåede aldrig at komme for rigsretten, idet han trak sig fra præsidentposten, før sagen mod ham var færdigbehandlet.

Undersøgelsesudvalgets arbejde

Undersøgelsesudvalget har mulighed for at indstævne vider, der under ed skal afgive forklaring.

USA tidligere særlige udsending til Ukraine, Kurt D. Volker, har opsagt sin stilling i det amerikanske udenrigsministerium og han ventes at afgive forklaring for undersøgelsesudvalget allerede torsdag den 3. oktober 2019.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Ukraine, Marie L. Yovanovitch, er indstævnet af efterretningsudvalget og ventes at afgive forklaring den 11. oktober 2019.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, der har oplyst at han overhørte telefonsamtalen mellem Trump og præsident Volodymyr Zelenskij, har samtidig stillet sig på bagbenene i forhold til efterretningsudvalgets indstævning af andre ansatte i udenrigsministeriet. Argumentet er bl.a. at indstævninger med kort varsel ikke levner vidnerne tilstrækkelig tid til at forberede sig. Det drejer sig blandt andre om George P. Kent, vicestatssekretær for europæiske og eurasiske affærer, T. Ulrich Brechbuhl, konsulent i udenrigsministeriet, og Gordon Sondland, den amerikanske ambassadør i EU.

Præsident Donald Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, tidligere New York-borgmester, er også indstævnet. Undersøgelsesudvalget under Repræsentanternes Hus mener, at Giuliani er i besiddelse af vigtige dokumenter, sms’er og telefonoptegnelser i sagen. Det påstås, at Giuliani på Trumps vegne har forsøgt at få ukrainske embedsmænd til at grave snavs frem om Joe Biden og hans familie for at hjælpe Trump til genvalg i 2020. Giuliani har ikke lagt skjul på, at efter hans opfattelse burde Ukraine efterforske, hvorvidt Joe Biden brugte sin magt som vicepræsident til at hjælpe sin søn, Hunter Biden, med at undgå retsforfølgelse i Ukraine som følge af korruptionsanklager.

Nancy Pilosi ville ikke rejse en Rigsretssag på grundlag af Mueller-rapporten

Formanden for og leder af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, afviste i forsommeren en rigsretssag mod præsidenten som opfølgning på særanklager Robert Muellers Ruslands-undersøgelse.

I et interview med Washington Post sagde Nancy Pelosi dengang ligeud, at Trump simpelthen ”ikke var det værd”. En rigsretssag ville desuden være ødelæggende for landets sammenhæng. Med mindre der var tale om forhold, der var overbevisende og overvældende betydningsfuld for begge partier, mente Pilosi ikke det var en vej, man skulle gå ned af, fordi det ville splitte landet: ”Medmindre der kommer noget, der er så tungtvejende og overvældende, og som samtidig kan få tværpolitisk opbakning, så tror jeg ikke, at man skal gå den vej”.

I samme ombæring fik Nancy Pelosi også sagt, at efter hendes mening var Trump ”aldeles uegnet til at være præsident”!

Mange fremtrædende demokrater var dengang enig med Pilosi om ikke at forfølge Rigsretssporet, selvom nogle mente, at Trump faktisk havde ”obstrueret”, at retten kunne gå sin gang.

Nancy Pelosis tidligere afvisning af en Rigsretssag var ydermere i overensstemmelse med den strategi hun havde lagt for Demokraternes kampagnestrategi op til Midtvejsvalget i 2018: Demokraternes skulle fokusere på reelle politiske spørgsmål som f.eks. sundhed frem for idelige og nytteløse angreb på Donald Trump.

Pilosis strategi afspejlede også hendes erfaringer fra Republikanernes rigsretssag mod Bill Clinton i 1990’erne. Læren er, at man ikke skal overspille sine kort, og der mindes om at Republikanerne dengang gik efter Bill Clinton, men det var den republikanske leder, Newt Gringrich, der mistede sit job!

I forbindelse med sagen gik Bill Clintons ratings faktisk op, fordi republikanernes aktion blev betragtet som forfølgelse, og resultatet var, at mange Demokrater blev valgt ved det følgende Midtvejsvalg.

Hvorfor har Demokraterne ændret holdning til en rigsretssag?

Når Nancy Pelosi nu er gået med til at undersøge mulighederne for at rejse en rigsretssag, er der flere grunde:

Den ene er, at med whistleblower-rapporten om præsidentens påståede utilbørlige pres på den ukrainske præsident, mener man, at der nu – i modsætning til Mueller-rapporten – foreligger en ”rygende pistol”, der faktisk kan føre til præsidentens afsættelse.

Et andet forhold er, at Nancy Pelosi har måttet høre på stærk kritik fra en række yngre, venstreorienterede Demokrater, der har ført kampagne for en rigsretssag mod Trump. Det drejer sig blandt andre om Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar, Rashida Tlaib og Ayanna S. Pressley, men også David Cicilline fra Rhode Island har sagt, at hvis “fakta tilsiger, at vi begynder at fjerne præsidenten, er vi forpligtet til at gøre det”. Den fremtrædende demokratiske tilhænger, milliardæren Tom Steyer har også insisteret på at gå efter Donald Trump med alle midler.

Demokraterne i Repræsentanternes Hus har febrilsk overvejet alle muligheder for at indlede undersøgelser af Trumps anliggender, herunder hvordan man kunne kræve Trumps selvangivelser offentliggjort.

Der har således været et stort og voksende pres på Nancy Pelosi, og når hun nu har givet efter, kan det også skyldes, at Det Hvide Hus i forsommeren provokerede ved at rose formanden for at sige fra overfor ”radikale medlemmer” af Det Demokratiske Parti: ”En rigsretssag burde aldrig nogensinde have været på bordet”, sagde den daværende talskvinde Sarah Sanders.

Ved at være sidste udkald

Den afgørende grund til at Demokraterne nu presser på med en Rigsretssag er, at chancen måske ikke kommer igen. Tiden nærmer sig hastigt til valget i 2020, og allerede i februar 2020 afholdes der primærvalg/caucuses i Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina.

Præsidentvalget finder sted den første tirsdag i november. Det er 3. november 2020.

Det er skæbnens ironi, at Charlotte Slente, der i 2013 var skyld i at daværende udviklingsminister Christian Friis Bach måtte trække sig som Udviklingsminister, nu overtager hans stilling som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Charlotte Slente, valgte i 2013 frivilligt valgt at trække sig fra stillingen som udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik. Alligevel undgik hun ikke sammen med 2 andre ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet at blive kaldt i tjenstligt forhør oven på GGGI-sagen.

Tjenestemandssagen førte til at Charlotte Slente i juni 2014 fik kritik for ikke rettidigt at have underrettet departementschefen og/eller ministeren om de urigtige oplysninger vedrørende GGGIs rejseregler. Mirakuløst slap Slente for sanktioner med den begrundelse, at hun allerede havde skiftet stilling.

De to andre tjenestemænd beholdt deres job, men fik en advarsel for henholdsvis ikke at gennemføre tilstrækkelige undersøgelser af forhold omkring vedtagelsen af GGGIs rejseudgiftspolitik og for ikke at have gjort nok for at orientere departementschefen om de fejlagtige oplysninger omkring vedtagelsen af GGGIs rejseudgiftspolitik.

Baggrunden for tjenestemandssagerne var at mens Lars Løkke Rasmussen var i stormvejr som følge af hans rejser som formand for GGGI, undlod embedsmændene i 2 uger at fortælle udviklingsminister Christian Friis Bach, at han selv var til stede på det bestyrelsesmøde i GGGI, hvor klimaorganisationens ekstravagante rejseregler blev vedtaget.

Således fortsatte ministeren med at give urigtige oplysninger til offentligheden om, at han intet kendte til rejsereglerne, der betød, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kunne rejse på første klasse som formand for organisationen.

I stedet for på gråt papir at fyre de 3 ledende medarbejdere og andre, der havde haft med sagen at gøre i Udenrigsministeriet, trak Christian Friis Bach den 21. november 2013 sig som udviklingsminister som følge af sagen.

Lakskoene og blåfrakkerne i Udenrigsministeriet holder traditionelt sammen som ærtehalm, og GGGI-sagen forhindrede ikke, at Charlotte Slente i 2017 blev udnævnt til Danmarks ambassadør i Israel.

https://www.altinget.dk/artikel/ambassadoer-bliver-ny-generalsekretaer-for-dansk-flygtningehjaelp?ref=newsletter&refid=32609&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

Klimadagsordenen bliver formentlig en af de vigtigste i de kommende valgperioder.

EU-målsætningen

Det vedtagne mål i EU for reduktion af drivhusgasser i 2030 er 40 pct. i forhold til udledningerne i basisåret 1990.      

Danmark har samtidig sammen med resten af verdenssamfundet forpligtet sig til at nå Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til et sted mellem 1,5 og to grader. Ifølge nogle eksperter og organisationer vil det kræve en 70-procentsreduktion af drivhusgasser globalt i 2030 at nå ned på 1,5 grader, mens det vil kræve en reduktion på 60 procent at opnå målet om to grader.

Hvad betyder det?

Ifølge Energistyrelsens energistatistik var de faktiske emissioner i 1990 i Danmark på 70,4 mio. tons CO2-ækvivalenter.

I en rapport fra november 2018 påpegede Klimarådet, regeringens uafhængige ekspertorgan, at Danmark med den hidtidige politiske kurs med en drivhusgasreduktion på 47 procent i 2030 rigeligt vil kunne opfylde den nuværende EU-målsætning.

Regeringens målsætning om 70 pct. reduktion i 2030, der tilsyneladende støttes ubeset af et flertal af partier i det danske Folketing, betyder, at der skal sættes turbo på reduktionen af udledningerne, der i 2030 kun må være på 21,1 mio. tons.

I forhold til 1990 skal emissionerne altså reduceres med 49,3 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Udslippet af drivhusgasser fra danske økonomiske aktiviteter toppede i 2006 og faldt derefter hvert år frem til 2015. I 2016 steg det igen, men i 2017 faldt udslippet igen. Det bemærkes, at ifølge Energistyrelsen steg CO2-udledningerne igen fra 2017 til 2018.

I 2018 udgjorde emissionerne 48,6 mio. tons CO2-ækvivalenter svarende til knap 31 pct. af udledningerne i 1990.

Reduktionskravet

Danmark skal således inden 2030 reducere udledningen af drivhusgasser med yderligere 27,5 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Men uden for den i øjeblikket italesatte politiske dagsorden udleder vi yderligere mindst 16 mio. tons CO2-ækvivalenter, som i princippet burde indgå i andre landes CO2-regnskab. Ifølge IPCC’s retningslinjer skal drivhusgasemissioner på nationalt niveau opgøres ud fra et produktionsperspektiv, hvilket vil sige, at emissionerne tælles, hvor udledningen opstår. Et land står dermed til ansvar for emissioner, der sker som følge af udvinding, produktion, transport, brug eller bortskaffelse inden for landets grænser.

Import ikke medregnet

Den CO2 vi i forbindelse med importen af varer m.v. i realiteten ”eksporterer” til de lande, hvor varerne produceres, går også under betegnelsen ”carbon leakage” (lækage).

International flyindustri og shipping ikke medregnet

Hverken international flyindustri eller shipping er reguleret i Kyoto- eller Paris-aftalen (EU kvoteregulerer dog luftfarten inden for EU).

Emissionerne af CO2 ved international flytrafik er gigantiske, men de samlede CO2-udledninger fra shipping er også enorme – alene Mærsk – og det er ikke en konspirationsteori; tallet er hentet fra Mærsks egen bæredygtighedsrapport – udleder årligt 35,5 millioner tons CO2-ækvivalenter. Danske skibsredere tilsammen udleder næsten lige så meget CO2 som den samlede udledning af drivhusgasser i hele Danmark!

En målsætning der forpligter Danmark til at reducere drivhusgasudslippet med 70 procent i 2030, vil betyde, at Danmark – selvom vi kun bidrager med 0,11 pct. af de samlede globale CO2-udledninger – umiddelbart placerer sig blandt verdens mest ambitiøse lande på klimaområdet. Danmark vil igen komme i den globale klimaelite – som regeringen udtrykker det: ”i den grønne førertrøje”!

Spørgsmålet er om det ekstraordinært høje mål er fornuftigt?

Samtidig med at formanden for Det Konservative Folkeparti fra talerstolen i Herning på partiets Landsmøde den 28. september 2019 med patos udtalte, at:

”Vi støtter selvfølgelig målsætningen om at mindske Danmarks udslip med 70 procent. Jeg vil også gerne opfordre alle borgerlige partier til at melde sig fuldtonet ind i klimakampen”

Tweetede partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard:

Politikerne aner ikke hvad de taler om!

At politikerne på Christiansborg ikke aner, hvad de taler om, er bekymrende, men ikke nyt. At politikerne ej heller har den fjerneste idé om, hvordan Danmark skal kunne lede op til målsætningen, er decideret skræmmende.

Sagkundskaben strides også

At sagkundskaben i Klimaråd m.v. også viser, at de er udstyret med tvivlens nådegave, kan give anledning til forstærke uroen, hos vælgere, der ikke ved hvad man skal tro på.

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet har som formand for Klimarådet utallige gange advaret mod at udskyde den grønne omstilling. ”Det er klart, at de sidste ti procentpoint kan blive forholdsvist dyre, hvis vi skal nå dem inden 2030. Og vi har ikke noget godt overblik over, hvad de bedste virkemidler vil være. Så der udestår noget analysearbejde der. Jeg ser 70-procentsmålet som udtryk for et politisk valg, hvor man har sagt: Det her er vi moralsk forpligtede til; så må vi betale de omkostninger, der følger med”, siger Peter Birch Sørensen.

Professor Kirsten Halsnæs, DTU, har ment, at ”Det kan ikke altid betale sig at være ’first mover’ på alle teknologier – eksempelvis kunne man godt indfase elbiler lidt mere gradvist”, siger hun og forklarer, at det kort fortalt skyldes, at teknologierne bliver billigere over tid.

Hun er skeptisk over for argumentet om, at Danmark med en 70-procentsmålsætning bliver et foregangsland, der viser vejen for andre: ”Vi må godt være blandt de fremmeste, men 70 procent er jo ikke at være blandt de fremmeste. Det er at være ti mil foran de andre”.

Peter Birch Sørensen mener, at Danmark også kunne have forsvaret at sætte en målsætning på 60 procent og samtidig melde ud, at vi er villige til at reducere endnu mere, hvis andre lande også skærper deres klimamål.

”De 60 procent flugter med togradersmålsætningen fra Parisaftalen. Og så kunne man have sagt, at hvis tilstrækkeligt mange lande også hæver deres ambitioner, så vil Danmark gå højere op på f.eks. 65 eller 70 procent, som 1,5-gradersmålet tilsiger”, siger Peter Birch Sørensen.

Klimaforsker Sebastian Mernild understreger, at det er en global opgave, der skal løftes: ”Men der er absolut ræson i, at Danmark bliver et foregangsland. Også i højere grad, end det er tilfældet med en 60-procentsmålsætning. Vi er et rigt samfund på højt teknologisk niveau. Vi har alle muligheder for at reducere med 70 procent i 2030. Hvis vi ikke går forrest, satser på forskning og energieffektivisering, energi- og CO2-lagring, hvordan skal vi så kunne sige, at andre lande kan?”

Sebastian Kurz vandt søndagens parlamentsvalg i Østrig. Kurz og hans konservative parti, ÖVP, har nu flere muligheder for en koalition, der vil give hans konservative Folkeparti et stabilt flertal, viser de foreløbige afstemningsresultater. Brevstemmer m.v. vil i de kommende dage kunne påvirke valgresultatet marginalt.

Den 33-årige Sebastian Kurz, hvis højre-koalition måtte gå af i juni 2019, fik 38,4 pct. af stemmerne – langt foran Socialdemokraterne på 21,5 pct., og det ultra-højreorienterede frihedsparti, ÖFP, med 17,3 pct. De Grønne fik 12,4 pct. og det liberale NEOS-parti fik 7,4 pct. ifølge Østrigs indenrigsministerium.

Valget var nødvendigt efter sammenbruddet i den hidtidige regeringskoalition mellem det østrigske Folkeparti, ÖVP, og Frihedspartiet, FPÖ. FPÖ trak sig fra regeringen efter at partiets leder, indenrigsminister Herbert Kickl, blev afskediget som følge af den såkaldte Ibiza skandale, hvor vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ blev tvunget til at træde tilbage efter en video afslørede at han i et møde med en påstået niece med en russisk oligark var villig til at sikre statskontrakter mv som modydelse for finansielle donationer til FPÖ.

Valgets temaer

Forbundsrepublikken Østrig med en befolkning på knap 9 mio. minder på nogle områder meget om Danmark.

Valgets temaer er en række af de grænseoverskridende udfordringer, der også fylder i den danske politiske debat migration, klima, globalisering og handelsaftaler, EU-integration, økonomisk vækst og beskæftigelse.

Migration

Flygtningekrisen var en afgørende faktor ved det sidste valg i Østrig i 2017. Med et klart flertal for en højrenational regering sendte østrigerne dengang et tydeligt budskab til EU: Begræns den illegale indvandring, og respekter medlemslandenes suverænitet.

I 1999 blev Østrig genstand for international kritik, da den daværende FPÖ-formand, den kontroversielle Jörg Haider, overraskende dannede regering med det konservative ÖVP. Dengang var FPÖ et nyt fænomen på Europas politiske landkort. Vælgergruppen bag FPÖ blev set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte derfor på socialdemokratisk initiativ ganske kontroversielt at gennemføre en regulær boykot mod Østrig.

I forhold til 1999 er meget ændret i Europa. I alle medlemslande – og ikke mindst i Østeuropa – er der i varierende omfang indvandringsskepsis.

Valget i Østrig og i andre lande viser, at skillelinjen i politik tilsyneladende ikke længere først og fremmest går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for åbenhed, Willkommenkultur i forhold til asylstrømmene og udviskning af nationalstatens grænser, og patrioterne, der tror på, at nationen yder den bedste beskyttelse, og som er kritiske overfor en udvikling, der truer nationalstatens sammenhængskraft.

Østrig sagde nej til FN-aftale om migration

Sebastian Kurz og ÖVP har længe og i valgkampen haft en klar strammer-profil i asyl og migrationsspørgsmål. Østrig deltog ikke i december 2018 i underskrivelse af FN-Migrationsaftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – i Marakesh i Marokko, ligesom Østrig afstod fra at stemme, da FN’s Generalforsamling efterfølgende i 2019 formelt vedtog aftalen.

Allerede den 31. oktober 2018 meddelte den østrigske kansler Sebastian Kurz og hidtidig leder af regeringskoalitionen med Frihedspartiet, FPÖ, at: “Vi har besluttet, at vi ikke vil deltage i pagten.”

Baggrunden for at Østrig ikke ville bakke op om aftalen, er bekymringer for at det vil sløre forskellen mellem lovlig ulovlig indvandring, og sløre forskellene mellem flygtninge og økonomiske migranter.

Danmarks holdning?

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev trods modstand fra en række partier, organisationer og folkelige bevægelser migrations-aftalen i Marakesh.

Malta-aftalen

På Malta blev indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Malta den 23. september 2019 enige om en foreløbig mekanisme, der skal fordele de migranter, der kommer over Middelhavet til Europa. Aftalen er kommet i stand med den nye koalitionsregering i Italien, der blev etableret efter at det lykkedes Socialdemokraterne i SD og aktivisterne i 5Stjernebevægelsen at marginalisere Matteo Malvinis indvandringskritiske parti, Lega.

Malta-aftalen, der først og fremmest sigter på at lette presset på Italien og Spanien, forpligter Tyskland og Frankrig til at modtage en fjerdedel af de migranter, der bliver samlet op på Middelhavet af flygtningevenlige organisationer og sejlet til Italien og Spanien. Andre lande såsom Kroatien, Finland, Irland og Portugal har også indvilliget i at modtage nogle af Middelhavsmigranterne.

Skarp reaktion fra Østrigs Sebastian Kurz

Aftalen udløste en skarp reaktion fra en af de mest markante asylstrammere på europæisk plan – Østrigs fungerende forbundskansler Sebastian Kurz, der mente, at man nu sender de helt forkerte signaler til Afrika og til menneskesmuglerne. Nu bliver der lagt op til ”mere åbne grænser” og ”åbne havne”. Dermed vil man ifølge Kurz forstærke den stigning i migrantstrømmen til EU, som allerede er i gang.

Vil Østrig blokere for Mercosur-aftalen?

I valgets slutfase har et stort flertal i det østrigske parlament vedtaget at blokere Mercosur-aftalen mellem EU og Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.

Østrig vil derfor kunne blokere den aftale, der efter 20 års forhandlinger blev indgået den 28. juni 2019.

Aftalen blev i øvrigt 2 måneder senere fulgt op af en tilsvarende aftale mellem Mercosur og EFTA-landene Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.

Som det ser ud nu, vil den østrigske beslutning også efter valget forpligte Østrigs repræsentanter i EU’s ministerråd til at stemme imod Mercosur-aftalen. Det var nemlig omtrent alle de østrigske partier, der i parlamentet gik mod Mercosur-aftalen. Baggrunden for modstanden er især frygten for at blive oversvømmet af billige sydamerikanske landbrugsvarer, og Brasiliens holdning i miljøspørgsmål, som er blevet eksponeret af de omfattende skovbrande i Amazonas.

Andre EU-lande er også tøvende

Frankrig og Irland har også truet med at blokere for Mercosur-aftalen pga. Brasiliens politik i Amazonas. Som det siges, er det svært at indgå en aftale, hvis det står klart fra begyndelsen, at parterne ikke vil følge vigtige elementer, og der ikke er nogen måde, hvorpå man effektivt kan håndhæve aftalens indhold.

Problemerne er dels miljøproblemerne omkring den store regnskov i Brasilien, hvor myndighederne måske ikke har gjort nok for at forhindre brandene. Desuden frygter mange, at den øgede import af brasiliansk oksekød, der ligger i Mercosur-aftalen, vil øge CO2-udledningen.

Landbrugets interesser vejer tungt

Ligesom i Østrig er det ikke mindst hensynet til landenes nationale landbrugsinteresser, der ligger bag modstanden mod Mercosur-aftalen. Generelt vil europæisk landbrug græde tørre tårer, hvis aftalen falder på gulvet.

Dansk Industri, mener ligesom andre landes industri-interesser, at en aflysning af aftalen ikke er den rigtige vej at gå: “Dette er den forkerte tilgang. At droppe EU-Mercosur-handelsaftalen vil ikke få præsident Bolsonaro til at ændre sine handlinger. Det, der vil hjælpe, er at have en handelsaftale med stærke bindinger til Paris-aftalen, beskyttelse af truede dyr og bekæmpelse af ulovlig skovfældning”.

Klima

Meget er imidlertid ændret siden Sebastian Kurz’ konservative parti, ÖVP, efter valget i 2017 dannede regering med FPÖ.

Klima er kommet højt op på dagsordenen, og partiet GRÜNE fik en fremgang fra 3,8 pct. af stemmerne til 12,4 pct. Det vil sikre partiet 23 mandater i parlamentet. Med GRÜNE og det liberale NEOS-partis 14 mandater vil Kurz kunne en ny regeringskoalition udenom både FPÖ og socialdemokraterne i SPÖ. Spørgsmålet er, om partiernes forskellige tilgang til asyl- og migrationspolitik kan overvindes?

Afklapsningen af FPÖ og de interne problemer i partiet vil formentlig udelukke en fortsættelse af det rent borgerlige regeringssamarbejde.

Er kontantkrisen i New York i virkeligheden et krisetegn, fordi verdens rigeste enkeltpersoner, selskaber og fonde skruer ned for risikoen og polstrer sig med flere kontanter?

New Yorks Federal Reserve Bank har netop pumpet 110 mia. dollar i kontanter ind i det finansielle system. Det er ottende dag i træk, at the Fed tilførte kontanter i bytte for amerikanske statsgældsbeviser (Treasuries) og realkreditobligationer til interbank-markedet eller det såkaldte repo-marked i New York, hvor pengeinstitutterne indgår korttids såkaldte Repurchase Agreements om bytte af værdipapirer. Den såkaldte Repo-rate er den rentesats, som centralbanken anvender på korttidsudlån til kommercielle banker med sikkerhed i værdipapirer.

Interventionen på pengemarkedet er bemærkelsesværdig, fordi det er første gang i de sidste 10 år det sker.

The Fed I New York tilbød også 2-ugers aftaler – repos – om kontanter i bytte for værdipapirer med henblik på at dæmpe uroen på pengemarkedet.

The Feds repo-operationer er helt usædvanlige. The Fed begyndte at intervenere kort efter at repo-renten nåede op på næsten 10 pct. I sidste uge, da pengeinstitutter desperate efterspurgte kontanter, steg The Secured Overnight Financing Rate, SOFR, steg til rekordhøjden 5,25 pct. ifølge Federal Reserve Bank of New York.

Stigningen af repo-renten til væsentligt over Feds mål for den korte rente for lån mellem banker kan være et tegn på, at centralbanken har mistet kontrollen over finansieringsmarkederne.

På interbankmarkedet var den såkaldte London Interbank Offered Rate (LIBOR) tidligere den toneangivende referencerente på interbankmarkedet for de usikrede lån, som banker tilbyder til andre banker inden for Londons pengemarked (eller interbankmarked).

Det ventes at en ny rentesats – The Secured Overnight Financing Rate, SOFR, vil erstatte LIBOR som den toneangivende rentesats på interbankmarkedet. Markedet har mistet tilliden til LIBOR efter det blev afsløret, at en lille inderkreds i London manipulerede med rentesatsen.

Den opmærksomhed, der nu er opstået på repo-markedet som følge af uroen på markedet for kontantlån betyder, at volatiliteten også resulterer i uventede spring i SOFR-renten, der ellers skulle være stabil.

Udviklingen giver anledning til bekymring, fordi SOFR ellers var udpeget som den foretrukne erstatning for den langvarige benchmark med variabel rente (LIBOR) i 2021. Denne sats, der regulerer lån for milliarder af dollars lån – inklusive boliglån og erhvervslån – er af central betydning.

Udsvingene i SOFR får det til at virke ustabilt og undergraver den tillid, som markederne har brug for efter chokket med LIBOR-svindelen.

I New York breder nervøsiteten sig blandt børshandlerne. Stigninger i repo-renten har tidligere været tæt forbundet med bankkriser og udtørring af lånemuligheder. Under finanskrisen i 2008 steg repo-renten til skyhøjde, da banker vægrede sig mod at låne til hinanden, fordi der var tvivl om de i virkeligheden var insolvente.

Er kontantkrisen i New York i virkeligheden et krisetegn fordi verdens rigeste enkeltpersoner, selskaber og fonde polstrer sig med flere kontanter?

Mere besindige påpeger, at der ved udgangen af 3. kvartal må forventes en naturlig stigning I kontantefterspørgselen fordi en række konti skal udlignes og der skal foretage løn- og skattebetalinger m.v.

I de kredse, hvor der er udbredt frygt for at økonomien bliver ramt af en recession i 2020, skrues der til gengæld ned for risikoen og op for beholdningen af kontanter.

I en undersøgelse har 55 pct. af de adspurgte sagt, at de venter, at der vil komme en recession efter årsskiftet 2019 til 2020. Som forberedelse til dette havde 42 pct. af de adspurgte skruet op for andelen af kontanter, mens 45 pct. havde ændret på investeringsstrategien for at begrænse risikoen. 13 pct. har ikke nogen plan i tilfældet af en økonomisk nedtur, mens 42 pct. har valgt at ændre på investeringsstrategien, så der er kontanter i tilfælde af, at der opstår muligheder i markedet.

”Vi har solgt ud af aktier og i stedet sat penge i obligationer og fast ejendom. Vi lægger også penge til side, så vi kan købe op i tilfælde af et crash”, lyder det fra en unavngiven investeringsdirektør, der har deltaget i undersøgelsen.