USA’s centralbank, Federal Reserve, sænker renten med 0,25 procentpoint til 1,5 – 1,75 pct.
Det er tredje rentesænkning på bare tre måneder og den amerikanske økonomi har dermed fået årets tredje vitaminindsprøjtning siden den 30. juli.

Når USA’s toneangivende rentesats sænkes, forklares rentesænkningen med et forsøg på at holde gang i hjulene i den amerikanske økonomi. Husholdningernes forbrug er fortsat højt, men erhvervslivets investeringer og eksporten viser svaghedstegn, lød begrundelsen for at sænke renten i en tid, hvor jobvæksten får karakteren ”solid”, og den økonomiske vækst er steget i et ”moderat” tempo.

Realiteten er da også, at USA står midt i det længste opsving nogensinde. Økonomien voksede med 1,9 pct. i tredje kvartal, og ledigheden befinder sig på det laveste niveau i 50 år.

Det, der kan true den gunstige økonomiske udvikling, er bl.a. en handelskrig med Kina, en svagere tysk økonomi og ikke mindst, at UK’s brexit kan påvirke det amerikanske opsving.

Ifølge den amerikanske centralbank er den umiddelbart vigtigste parameter inflationsraten, som halter efter målsætningen på 2 pct.

The Federal Open Market Committee, FOMC, komiteen af bankchefer, der står bag Fed’s rentepolitik, er pålagt at forfølge en økonomisk kurs, som sikrer maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Rentesænkningen var ventet, og derfor har mange analytikere allerede nu blikket rettet mod, om Fed mon har endnu en rentesænkning gemt i ærmet til næste rentemøde i december.

Signalet er også, at den amerikanske centralbank igen vil købe obligationer op i markedet og dermed øge pengemængden, men man vil formentlig gå forsigtigt til værks, og det kan ikke udelukkes, at der vil komme endnu en rentesænkning i 2019.

Den amerikanske centralbanks næste rentemøde finder sted den 10. og 11. december.

Statement efter mødet i FOMC den 30. oktober 2019:
https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20191030a.htm

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Abdul-Mahdi som premierminister.
Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Iraks nuværende premierminister, den shiamuslimske Adel Abdul-Mahdi, er nu ifølge præsidenten klar til at trække sig fra sin post efter flere uger med voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Iraks præsident, Barham Salih har desuden oplyst, at den afgående premierminister har bedt om, at “de politiske blokke når et acceptabelt alternativ til den nuværende valglov”.

I sin tale lover Salih desuden, at der snart vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder
I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 257 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.
Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.
Tirsdag kom det frem, at Abdul-Mahdis politiske modstander, den magtfulde shiamuslimske leder Moqtada al-Sadr, bakker op om demonstranters krav om, at den irakiske regering skal gå af.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.
Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer
EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.
Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.
Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.
I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring
Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession.

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.
Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse
Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran
Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktioner fra august og november 2018
Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter i løbet af oktober. I weekenden blev flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon) dermed risikere indenrigspolitisk uro, eller også skal han overlade sine allierede til at klare den selv. Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.
Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Beslutningen om Nord Stream 2
Det stigende importbehov var baggrunden for at Gazprom og en række europæiske gaskunder besluttede at anlægge en rørledning, der kunne fordoble gaskapaciteten gennem Østersøen.

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, der blev påbegyndt i 2017, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

En stor del af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i begyndelsen af 2020.

Modstanden
En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Danmark og Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump har måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig leverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter. Det er ikke anderledes i dag. Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

I Danmark har der også været betydelig politisk modstand mod Nord Stream 2.

EU’s gasdirektiv
Kontroverserne omkring Nord Stream 2 gav anledning til, at EU-Kommissionen for mere end 1 år siden foreslog at udvide anvendelsesområdet for det såkaldte gasdirektiv, der hidtil inden for EU har reguleret gastransmission og bl.a. stillet krav om tredjepartsadgang, adskillelse mellem transmission og produktion/handel, gennemsigtighed og tarif regulering m.v.

Gasdirektivet har ikke været gældende for rørledninger mellem EU og tredjelande, herunder Nord Stream og rørledninger i Middelhavet.
Danmark har støttet EU-Kommissionens forslag, der ville indebære at godkendelsen af Nord Stream 2 blev henlagt til EU og presset på Danmark dermed ville lette. Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Østrig, Grækenland og Cypern blokerede imidlertid for EU-Kommissionens forslag om at lade Gasdirektivets regler omfatte transmissionslinjer fra 3. lande til EU.

Frankrigs kovending
Frankrig, der i varetagelsen af det franske gasselskab Engies interesser frem til begyndelsen af februar 2019 stod last og brast med Tyskland og de øvrige medlemmer af det blokerende mindretal, skiftede pludselig standpunkt: Frankrig meddelte overraskende, at man kunne støtte EU-Kommissionens forslag til ændringer i Gasdirektivet!

Det var angiveligt de negative konsekvenser for Polen og Slovakiet, der havde fået Frankrig til at ændre holdning. Frankrig oplyste dog samtidig, at man arbejdede “med vores partnere, især med Tyskland, om mulige tekstændringer”.
Kansler Angela Merkel måtte gribe ind, og hun kunne efter intense forhandlinger med Frankrig oplyse, at der forelå en aftale mellem landene, der ville gøre det muligt at indføre yderligere betingelser uden at forhindre Nord Stream 2-projektet.
Natten til onsdag den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

EU-aftalen om gasdirektivet
De aftalte ændringer i gasdirektivet betyder, at det er kyststaten hvor Nord Stream 2 ilandføres – Tyskland – og ikke EU-Kommissionen, der skal fastsætte de nærmere regler for rørledningen.

Tyskland vil naturligvis nu være bundet af Gasdirektivet, men det vil ifølge bestemmelserne være muligt at undtage ny infrastruktur fra kravene. For så vidt angår eksisterende infrastruktur (der falder udenfor de nuværende undtagelsesbestemmelser) vil det være muligt at give konkrete og tidsbegrænsede undtagelser fra de væsentligste bestemmelser i direktivet, hvis det vurderes ikke at være til skade for konkurrencen, effektiv markedsfunktion og EU’s forsyningssikkerhed. Det er også i de aftalte regler forudset, at der kan opstå situationer med gasinfrastruktur til og fra tredjelande, hvor der vil være forskellig lovgivning gældende for dele af gasinfrastrukturen – f.eks. fra afsenderlandet ind til EU’s jurisdiktionsgrænse.
I sådanne situationer kan der forhandles en aftale, der kan sikre efterlevelse af EU-retten.

Problemerne kan løses
Ifølge Financial Times undersøger Nord Stream 2 i øjeblikket muligheden for at lægge de sidste 50 kilometer af rørledningen på tysk territorium over i et selvstændigt selskab, for på den måde vil den resterende del af ledningen ikke være omfattet af EU’s regler. Det vil altså sige, at Nord Stream vil kunne forhandle betingelserne for 1200 km af rørledningen på plads med Tyskland uden for EU’s regler om blandt andet gennemsigtighed om tarifferne og tredjepartsadgang. Til gengæld vil det nye selskab og de sidste 50 km være omfattet af EU’s gasdirektiv. En sådan opsplitning ville svare til ejerskabet til den rørledning – Opal, der i Tyskland siden 2011 forbinder den eksisterende Nord Stream med det tyske distributionssystem.

Bemyndigelsen til at godkende Nord Stream 2 i de farvande, rørledningen vil krydse, beror fortsat hos de nationale myndigheder i de pågældende lande: Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

Danmarks dilemma
Det var ikke kun ”Rasmussen Global”, der lagde pres på den danske regering og Energistyrelsen. Den amerikanske præsident og den amerikanske energiminister har ligeledes presset på for at Danmark skulle blokere for Nord Stream 2.

Danmark havde i 2017 hverken et sagligt eller et validt juridisk grundlag for ikke at imødekomme ansøgningen om tilladelse til at føre Nord Stream 2-ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning, der i 2008 blev godkendt af Energistyrelsen uden større dramatik.

I oktober 2017 fremsatte regeringen derfor et lovforslag om ændring af lov om kontinentalsoklen. Lex Nord Stream 2 blev vedtaget i Folketinget den 30. november 2017 med ikrafttræden den 1. januar 2018, men også gældende for ansøgninger indgivet tidligere men ikke færdig behandlet 1. januar 2018.

Lovforslagets formål var at give en klar hjemmel til, at der kan inddrages udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i afgørelsen af, hvorvidt energi-, forsynings- og klimaministeren kan give tilladelse til at nedlægge elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium.

Teknisk set er lovforslaget lavet sådan, at udenrigsministeren giver en indstilling til energi-, forsynings- og klimaministeren. Hvad udenrigsministeren baserer indstillingen på, er et frit politisk skøn, som kan omfatte alt, hvad der kan opfattes som udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitisk relevant i bredeste forstand. Det vil ikke fremgå af indstillingen, hvilke overvejelser udenrigsministeren har gjort sig, men der vil alene være et ja eller et nej til, om anlæggets placering på dansk søterritorium er foreneligt med danske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser og hensyn.

Nord Stream-loven lever langt fra op til normal dansk standard for lovgivningsmæssig præcision og med loven placerer Danmark sig på dette område på banan-stats niveau. Normalt undgås også lovgivning med tilbagevirkende kraft, men Folketingets flertal har altså ment, at et russisk anlægsprojekt ikke har krav på samme retsbeskyttelse som danske borgere.

Danmark godkender endelig Nord Stream 2
EU-løsningen på konflikten om Nord Stream 2 betød, at der alene manglede den formelle tilladelse fra Danmark.
Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen.
Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

I mellemtiden har konsortiet bag rørledningen forberedt alternative linjeføring nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.
Den 28. juni 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningen om at føre Nord Stream 2 gennem dansk farvand var trukket tilbage.

Den 30. oktober 2019 meddelte Energistyrelsen i en pressemeddelelse, at der var givet tilladelse til, at gasledningen Nord Stream 2 kan blive ført sydøst om Bornholm.

Vurdering af Nord Stream 2-forløbet
Hele forløbet omkring den danske godkendelse af Nord Stream 2 er en skammelig historie. Danske politikere påpeger ofte, at et lille land som Danmark har store fordele af den internationale verdensorden med institutioner, traktater, konventioner osv. USA og Rusland bliver jævnligt udskammet, hvis disse lande tillader sig at stille spørgsmål ved internationale aftaler og institutioner, og måske ligefrem afstår fra at deltage, således som USA har trukket sig fra Paris-aftalen og den iranske atom-aftale.

Havretten
FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79.

Linjeføringen skal godt nok godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten – hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler – større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

Danmark var aktiv i arbejdet, der førte til FN’s Havretskonvention og stedse henvist til konventionen som et forbillede for internationalt samarbejde.

Sagen om Nord Stream 2-gasledningen, der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året, har desværre stillet Danmark i et lidet flatterende internationalt lys.

Måske er der udsigt til, at den 16-måneder lange handelskrig mellem USA og Kina kan bilægges. I hvert fald er det aftalt, at den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump skal mødes i margenen af APEC-topmødet (Asia-Pacific Economic Cooperation) i Santiago, Chile.

En kilde, der er orienteret om arrangementerne i Chile har til South China Morning Post oplyst, at Xi Jinping og Donald Trump forventes at mødes den 17. november med det formål at underskrive en midlertidig handelsaftale.

Bestyrkede forventninger

Forventningerne om en snarlig aftale er bestyrket efter udtalelser fra seniorrådgiver i Det Hvide Hus (og Trumps svigersøn), Jared Kushner, hvorefter USA skulle være tæt på at opnå en ”fabelagtig” handelsaftale med Kina.

Der er også andre forhold, der tyder på, at Kina og De Forenede Stater er tæt på at afslutte en midlertidig handelsaftale.

I øjeblikket strømmer kapital ud af Kina, og en handelsaftale kan lette presset på den kinesiske økonomi. Der er slet ingen tvivl om, at Kinas rolle i globale værdikæder, den uhindrede adgang til globale markeder og udsigterne for landets eksportsektorer, der direkte og indirekte beskæftiger 180 millioner mennesker, er blevet ramt af handelskrigen med USA. Forventningen er derfor, at præsident Xi Jinping har interesse i at indgå en faseopdelt handelsaftale, der kan fjerne risikoen for en langvarig og ødelæggende handelskrig.

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump har allerede mødtes to gange i løbet af den 16 måneder lange handelskrig.
Mødet den 17. november i Santiago forudsætter ifølge kilden, at alt ”går glat”.

Trump om forhandlingerne

Præsident Trump sagde selv mandag den 28. oktober, at forhandlingerne om den midlertidige aftale var “forud for tidsplanen”.
”Vi ser ud til at være forud for planen for at kunne underskrive en meget stor del af Kina-aftalen, og vi vil kalde det fase 1, men det er en meget stor del,” sagde Trump. ”Den vil især berøre landbrug, men den vil også tage sig af andre ting”.

Topforhandlerne for de to lande – den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer og den kinesiske vicepremierminister Liu He – talte sammen i telefon sidste fredag. Efter samtalen blev der i USA frigivet en erklæring, hvor det fremgik, at de to parter “er tæt på at færdigbehandle nogle afsnit af den samlede aftale”.

Kinas officielle Xinhua News Agency sagde lørdag at forhandlerne havde ”afsluttet tekniske diskussioner om dele af teksten”. Kina ophæver således det nuværende forbud mod import af amerikansk fjerkræ og anerkender det amerikanske sundhedscertificeringssystem for import af kødprodukter, sagde nyhedsbureauet.
En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, bekræftede tirsdag, at de tekniske forhandlinger om en del af aftalen var afsluttet.

I december sidste år mødtes de to ledere på sidelinjen af G20-topmødet i den argentinske hovedstad Buenos Aires og blev enige om en tre-måneders udsættelse af toldforhøjelserne for at give tid til at forhandlerne kunne udarbejde en aftale.
Som bekendt brød disse forhandlinger sammen i begyndelsen af maj, hvor USA beskyldte Kina for at give gå tilbage på løfter, de havde givet under forhandlingerne, mens Kina beskyldte USA for at forsøge at krænke Kinas økonomiske suverænitet.

Forhandlingerne genstartet i Osaka

Xi Jinping og Donald Trump mødtes igen i slutningen af juni i den japanske by Osaka, hvor de blev enige om at genstarte handelsforhandlingerne.

Der blev i begyndelsen af oktober opnået en slags våbenhvile i handelskrigen, da Beijing lovede at købe amerikanske landbrugsprodukter for mellem 40 og 50 milliarder dollars til gengæld for, at Washington udsatte en forhøjelsen af tolden på en lang række kinesiske varer fra 25 til 30 procent.

Analytikere forventer at en yderligere told på 15 pct. på kinesisk import – inklusive populære produkter som smartphones og forbrugerelektronik – der efter planen skulle træde i kraft i midten af december, også vil blive udsat, hvis en aftale underskrives i Santiago i november.

Hvad vil aftalen indeholde?

Den midlertidige aftale forventes også at indeholde en bestemmelse om beskyttelse af intellektuel ejendomsret, IP, som er et vigtigt krav fra USA. Kina har faktisk allerede taget skridt til at forbedre IP-beskyttelsen, herunder at oprette et system til at straffe og kompensere overtrædelser og forbedre mulighederne for at få afgjort tvister.
Kina og USA skal også være blevet enige om at undgå, at valutakursdevalueringer kan bruges til at få handelsfordele, ved at kodificere en forpligtelse, som begge lande indgik som en del af en G20-aftale for flere år siden. En valutaaftale – svarende til bestemmelserne i aftalen mellem USA og Mexico/Canada – kunne bane vejen for at USA kan ophøre med at betegne Kina som en “valutamanipulator”.

Aftalen vil formentlig også omfatte en ny mekanisme for bilæggelse af tvister. Systemet, der vil give begge sider lige status, skal erstatte et kontroversielt forslag fra USA, som var hovedårsagen til, at handelssamtalerne brød sammen i maj, fordi Kina følte kravene for indgribende og ensidige.

Foruden yderligere køb af amerikanske landbrugsprodukter, indeholder interimsaftalen også forpligtelser for Kina til at købe amerikanske fly og energiprodukter, især flydende naturgas.

Kina syntes også at være indforstået med at ophæve visse begrænsninger på udenlandsk ejerskab af finansielle virksomheder i Kina.

Ifølge oplysningerne vil den midlertidige aftale derimod ikke forholde sig til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den vil heller ikke indeholde noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

USA øgede den 18. oktober 2019 tolden på hundredvis af varer produceret i EU.
Beslutningen om at indføre nye toldsatser på udvalgte EU-varer blev truffet, efter at Verdenshandelsorganisationen (WTO) afgjorde en langvarig sag til USA’s fordel om ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus.

Ulovlig EU-statsstøtte til Airbus
USA anklagede allerede i 2004 flere europæiske lande for at yde ulovlig støtte til det franske selskab. Statsstøtten gav ifølge USA Airbus en uretfærdig fordel over for den amerikanske konkurrent Boeing.
I begyndelsen af oktober 2019 valgte WTO at give USA medhold i sagen og åbnede samtidig for muligheden for at indføre højere told.

USA indførte derfor den 18. oktober 2019 en ekstratold på 25 procent på en lang række varer, heriblandt en række landbrugsvarer: Pork, Cheese, Yoghurt, Butter, Biscuits, Wool products, Fruit, Vegetables og Whisky.

Listen omfatter vin fra Frankrig, oste fra Italien (og UK og Danmark), uldprodukter, single maltwhisky fra Skotland og visse forarbejdede svinekødsprodukter o.m.a.
Amerikanske producenter af whisky har været hårdt ramt af en told på 25 procent, som EU indførte i juni 2018 som svar på, at USA øgede tolden på stål og aluminium.

Italien
Det italienske telegrambureau ANSA kan den 29.oktober oplyse, at den italienske osteindustri er hårdt ramt af den amerikanske straftold.

Parmigiano Reggiano-producenten, Alberto Auricchio, udtaler, at den italienske ostesektor har brug for hjælp: ”Alle lovede os, at de ikke ville overlade os til os selv. Men nu har straftolden været i kraft i en uge, men alle vores politikere er forsvundet”. Auricchio henviste til premierminister Giuseppe Conte, til udenrigsminister Luigi Di Maio og til landbrugsminister Teresa Bellanova.

Virkningen af straftolden er en ekstrapris for den amerikanske forbruger på ni dollars pr. kg – og det er der ingen forbruger i verden, der er villige til at betale for Parmigiano Reggiano. Men også gorgonzola, provolone, taleggio og fåreoste, som er mindre kendte, er ramt af tolden.
Auricchio mente, at 60 pct. af osteforbruget i restauranter og storkøkkener m.v., vil blive erstattet af underlødige produkter med italiensk-klingende navne produkter, og hvis prisstigningerne varer i bare 6 måneder vil de aldrig falde tilbage. Efter WTO-regler har den amerikanske administration 120 dage til at hæve tolden eller tilføje nye kategorier, hvis der ikke sker noget.

Den italienske osteproducent mener, at Trump besluttede at slå til mod importeret ost, fordi Wisconsin er den største amerikanske osteproducent, og Wisconsin bidrog til at Trump vandt præsidentvalget. Straftolden på ost er tilbagebetaling for den støtte.
”Nogle amerikanske venner har fortalt mig, at Trump ikke ville ramme vinimporten, fordi Californien stemte for Hillary Clinton”.

Europæisk landbrug tidligere ramt af Krim-sanktionerne mod Rusland
Auricchio nævner også sanktionerne mod Rusland: “Se på hvad der skete i Rusland, med sanktionerne. I fem år solgte vi ikke et kg charcuterivarer eller ost til Rusland – alene til glæde for New Zealand og Schweiz, som fik ryddet deres lagre”.

Dansk landbrug
For dansk landbrug og danske fødevareproducenter er det skæbnens ironi, at konflikten med USA bunder i at EU har subsidieret den europæiske luftfartsgigant Airbus, der fremstiller flyvemaskiner og dele til flyvemaskiner i Frankrig, Tyskland, Spanien og i UK, men ikke i Danmark.

Hvis Thiese Mejeri og de europæiske producenter overvælter straftolden i priserne, må det forventes, at man vil miste markedsandele i USA. Alternativt vil det gå ud over indtjeningen på det hidtil lukrative amerikanske marked.

Landbrugsstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet har ikke styr på økonomien. Derfor har styrelsen sat gang i en tiltrængt effektivisering, og samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsens opslag om en ledig stilling som agil coach har vakt opmærksomhed, og bekræftede, at det måske er velbegrundet, at halvdelen af styrelsens medarbejdere har deres daglige gang i det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als.

Forklaringen er, at ved udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Dermed blev næsten halvdelen af styrelsens medarbejderne medarbejdere forvist til en kummerlig tilværelse i Sønderjylland.

Desværre har prisen været, at indtil Landbrugsstyrelsen måtte finde sine egne agile ben, er udsigterne for den danske administration af EU’s landbrugsstøtte ikke gode.

Modstand mod udflytningen
Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der modstand mod beslutningen.
Alligevel blev mange beboere vest for Valby Bakke overraskede over de indignerede og ubeherskede ramaskrig fra statsansatte, der blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.
I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, advarede departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til en tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Advarslerne var tragikomiske – Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider!

Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også kostbar for danske skatteborgere. Den danske stat er jævnligt tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen. I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Udflytning og andre trængsler
Udover at mange af Landbrugsstyrelsens medarbejdere er tvangsforflyttet til det tidligere sindssygehospital i Augustenborg, ligger styrelsen jævnligt i krig med landmænd og Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den danske administration af landbrugsstøtten. Rigsrevisionen har således kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.
Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

Ledelsen flygter – ny direktion
Direktionen i Landbrugsstyrelsen består af en direktør og tre vicedirektører. Med alle de vanskeligheder styrelsen står over for, er det ikke overraskende, at to af de tre vicedirektører har opgivet, og valgt at søge ”nye udfordringer”.
Landbrugsstyrelsen søger derfor til omgående tiltrædelse 2 nye agile vicedirektører til henholdsvis ”Kunder & Produktion” og ”Ressourcer”.

Der er nok at tage fat på. Styrelsens 1.100 mindre agile medarbejdere udbetaler årligt omkring 9 mia. kr. til danske landmænd. Det svarer til godt 8 mio. kr. pr. medarbejder.

Må man minde om, at Britta Nielsen i Socialstyrelsen – egenhændigt og uden utidig indblanding fra ledelsen – udbetalte langt større beløb fra satspuljerne (udover de 121 mio. kr. hun udbetalte til sig selv!).

https://www.altinget.dk/karriere/to-vicedirektoerer-til-landbrugsstyrelsen

Den 6. februar 1998 skulle Claude Erignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.
Claude Erignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Erignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Erignac op og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” gælder ikke kun på Sicilien, men er udbredt også på Korsika.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna, gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Erignac. Yves Colonna blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Markeringen af 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac
Daværende præsident Emmanuel Macron besøgte i februar 2018 Korsika for at markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac. Korsikanerne benyttede anledningen til i tusindevis at samles i Ajaccio, regionshovedstaden på Korsika, for at kræve mere selvstændighed fra Frankrig.

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.
Skuffede nationalister på Korsika

Ved det seneste lokalvalg på Korsika i december 2017 opnåede Gilles Simeoni og den regerende koalition af nationalister på Korsika, Pè a Corsica (For Korsika!), Nationalalliancen mellem autonomipartiet Femu a Corsica og separatistpartiet Corsica Libera, fik 56.5 pct. af stemmerne.
Præsident Macrons parti, “REM – La République En Marche!” fik kun 12,7 pct. af stemmerne.
Front National, FN, har kun begrænset opbakning på Korsika. Partiet opstillede ved lokalvalget under en liste med navnet “Rassemblement pour une Corse républicaine”, men måtte nøjes med 11,26 procent af stemmerne.

Nationalisterne ved magten                                                                                         Valgresultatet betød, at Pè a Corsica erobrede et klart flertal af lokalparlamentets 63 pladser, og Gilles Simeoni kunne fortsætte som Nationalrådsformand (Président du Conseil exécutif de Corse).
Selvom med en relativ beskeden valgdeltagelse på omkring 53 pct. er det tydeligt, at der i den korsikanske befolkning på 330.000 er betydelig opbakning til de korsikanske separatistbevægelser.
Valget blev afholdt kun 2 år efter sidste lokalvalg som følge af sammenlægningen af Korsikas hidtidige 2 departementer: Haute-Corse og Corse-du-Sud til én administrativ enhed.

De genvalgte korsikanske nationalister blev skuffede over de efterfølgende forhandlinger med den franske regering. Der var ikke umiddelbart imødekommelse af kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at forhindre at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer.

Nationalismen på Korsika
Korsika, der ikke kun indtager førstepladsen som den region med de fleste drab er også den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme. Korsika er ikke – og har aldrig været som resten af Frankrig!

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik efter oprøret i Corte i 1755 – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien.

Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre Korsikas fulde integration i Frankrig.

Overalt på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.
FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man – i hvert fald officielt – ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. FNLC er blevet forbundet med mindst 40 mord, og ikke mindst blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde officielt våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Retsopgøret efter oprøret er stadig ikke slut, og en række personer er fortsat fængslet for forbrydelser i forbindelse med oprøret, ligesom et antal mistænkte stadig er eftersøgte over hele Frankrig.

Fransk politik på Korsika
Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.
Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Korsikansk mafia
Nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC har tydeligvis kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der ikke kun rækker ind i Marseille – den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere – men overalt i Frankrig og i andre lande, er meget omfattende.

New York Times har netop i en større artikel, der tager udgangspunkt i mordet i september på restauratøren Massimu Susini fra Cargèse på Korsika, beskrevet den omfattende mafia-aktivitet på øen.

Billede af den myrdede Susini på hans bedstemors kaminhylde

Borgmestre og andre øvrighedspersoner myrdes sammen med genstridige forretningspartnere. Borgere der protesterer mod byggerier i strandkanten og andre ulovligheder bliver truet på livet, og anklagemyndighedernes fra Frankrig udsendte anklagere har kun sjældent held til at opklare forbrydelserne.

Sygefravær koster årligt den danske statskasse 30 milliarder kroner og er et stort samfundsøkonomisk og politisk problem.
Reglerne på området blev strammet i 2014 af et flertal i Folketinget. På dette tidspunkt var den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister. Hvor man tidligere havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, inden det skulle vurderes, om man opfyldte et af kriterierne for at få forlænget ydelsen, blev den periode nu sat ned på 22 uger.

Lønmodtagere jaget vildt
Lønmodtagere, der er sygemeldt over en længere periode, bliver dermed automatisk en del af sygedagpengesystemet, hvor kommunen løbende har en pligt til at vurdere, om man stadig er uarbejdsdygtig. En vurdering, der typisk foretages ved, at jobcenteret tager en samtale med den sygemeldte, løbende indhenter lægedokumentation og eventuelt har en dialog med arbejdsgiveren. Mange sygemeldte lønmodtagere føler sig som jaget vildt, og kontakten med jobcenteret, gør, at mange føler sig mistænkeliggjort.

Politikeres misbrug
Folketingsmedlemmer, Regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere skal på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.
Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.
Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Sagerne viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag anerkendte sygdomme, og omgangen med sygemeldinger ret lemfældig.

Aftale om politikeres lukrative vederlags- og orlovsordninger

Jakob Engel-Schmidt
Venstremanden Jakob Engel-Schmidt var fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen
Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten har været sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der muligvis er begået et seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde.

Rune Lund
Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen
Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod
Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.
Politikeres lemfældige omgang med sygeorlov gør næppe kommunernes indsats for at nedbringe sygefraværet i Danmark nemmere.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/indland/194-byrådspolitikere-har-været-på-orlov-med-løn/ar-AAJqOJb?ocid=spartandhp

David Trads elsker Storbritannien og Winston Churchill – så langt så godt. Men ifølge Trads er Boris Johnson en politisk klovn, som næppe har nogen egentlig politik, men som danser i vinden, der får fumlet de britiske øer ud af EU – intet mindre end ”verdens bedste samarbejde”.

Oppositionen ærgrer sig gul og grøn over at David Trads har trukket sig som socialdemokratisk folketingskandidat. Det skete efter at vælgerne vragede David Trads ved valget i juni – ligesom de undervurderede danske vælgere trods alt vrager hårdkogte, selvglade og ekshibitionistiske kandidater. Rasmus Trads er i klasse med Kim Christiansen, der også langede ud efter vælgerne efter Dansk Folkepartis valgnederlag, der betød, at han ikke blev genvalgt til Folketinget.

David Trads er en dansk journalist, forfatter og politiker. Fra 2002 til 2004 var han chefredaktør på Information og fra 2006 til 2008 chefredaktør på Nyhedsavisen. Trads voksede op i Suldrup i Himmerland og gik på Suldrup Skole. Trads var udvekslingsstudent i USA i Michigan i 1984-1985. Siden har han ført sig frem som USA-ekspert. I øvrigt sammen med venstremanden Mads Fuglede, der heller ikke har forstand på det han taler om.
David Trads har selv fortalt, at når man mener noget, synes i bedste fald ti procent om det. Resten synes, man er en idiot. Han har efter amerikansk forbillede forvandlet sig fra almindelig journalist til en meningsdanner, der konstant er på jagt efter noget at mene.
David Trads er på den måde blevet Danmarks mest desperate debattør. Han er så bange for at blive glemt, at han hver eneste dag mener noget om mindst ti forskellige ting. Det er naturligvis umuligt at gøre begavet, allermest når man er Trads. Men han er ligeglad og det er Altinget åbenbart også! Trads gentager bare sine synspunkter i en uendelighed: Løkke er en idiot, socialdemokraterne er geniale, Boris Johnson er en klovn og Trump bør afsættes.

I 2004 forsøgte David Trads sig som socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborgkredsen, men måtte se sig slået af Kirsten Brosbøl.

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 fik David Trads i Nordsjællands Storkreds 2.779 personlige stemmer og kom ikke ind i Folketinget.
David Trads var opstillet i Egedal kredsens – der dækker Egedal og Furesø kommuner. En række socialdemokrater, herunder de to eksministre Poul Nielson og Helle Degn, har offentligt givet udtryk for utilfredshed med David Trads som folketingskandidat.

https://www.altinget.dk/artikel/david-trads-britiske-politikere-har-vaeret-chanceloese-over-for-bruxelles-arrogante-stivstikkere?fbclid=IwAR2bDzTf6t7BUVQqsIR19uvPNcFoE3wsaX5DOPKcwq77F6BxifI3rQ5amKY#.XbK2mx6KUSE.facebook

Den danske ambassadør i Israel, Charlotte Slente, er blevet ansat som ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det fremgår af diverse pressemeddelelser, at Charlotte Slente kommer fra en mangeårig karriere i udenrigstjenesten og hun har blandt andet tidligere været direktør for Danida. Hun tiltræder posten som generalsekretær den 1. december 2019.

Medierne har ikke fundet anledning til at nævne, at det er en stærkt kritiseret embedsmand, der nu skal være generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
Det er skæbnens ironi, at Charlotte Slente, der i 2013 var skyld i at daværende udviklingsminister Christian Friis Bach måtte trække sig som Udviklingsminister, nu overtager hans stilling som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Charlotte Slente, valgte i 2013 klogt frivilligt at trække sig fra stillingen som udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik og dermed udviklingsministerens nærmeste rådgiver. Alligevel undgik hun ikke sammen med 2 andre ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet at blive kaldt i tjenstligt forhør oven på GGGI-sagen.
Tjenestemandssagen førte til at Charlotte Slente i juni 2014 fik kritik for ikke rettidigt at have underrettet departementschefen og/eller ministeren om de urigtige oplysninger vedrørende GGGIs rejseregler. Mirakuløst slap Slente for sanktioner med den begrundelse, at hun allerede havde skiftet stilling.

De to andre tjenestemænd beholdt deres job, men fik en advarsel for henholdsvis ikke at gennemføre tilstrækkelige undersøgelser af forhold omkring vedtagelsen af GGGIs rejseudgiftspolitik og for ikke at have gjort nok for at orientere departementschefen om de fejlagtige oplysninger omkring vedtagelsen af GGGIs rejseudgiftspolitik.
Baggrunden for tjenestemandssagerne var at mens Lars Løkke Rasmussen var i stormvejr som følge af hans rejser som formand for GGGI, undlod embedsmændene i 2 uger at fortælle udviklingsminister Christian Friis Bach, at han selv var til stede på det bestyrelsesmøde i GGGI, hvor klimaorganisationens ekstravagante rejseregler blev vedtaget.

Således fortsatte ministeren med at give urigtige oplysninger til offentligheden om, at han intet kendte til rejsereglerne, der betød, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kunne rejse på første klasse som formand for organisationen.

I stedet for på gråt papir at fyre de 3 ledende medarbejdere og andre, der havde haft med sagen at gøre i Udenrigsministeriet, trak Christian Friis Bach den 21. november 2013 sig som udviklingsminister som følge af sagen.

Lakskoene og blåfrakkerne i Udenrigsministeriet holder traditionelt sammen som ærtehalm, og GGGI-sagen forhindrede ikke, at Charlotte Slente i 2017 blev udnævnt til Danmarks ambassadør i Israel.