Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Abdul-Mahdi som premierminister.
Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.
Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.
Iraks nuværende premierminister, den shiamuslimske Adel Abdul-Mahdi, er nu ifølge præsidenten klar til at trække sig fra sin post efter flere uger med voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.
Iraks præsident, Barham Salih har desuden oplyst, at den afgående premierminister har bedt om, at “de politiske blokke når et acceptabelt alternativ til den nuværende valglov”.
I sin tale lover Salih desuden, at der snart vil blive afholdt valg.
Baggrunden er omfattende uroligheder
I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 257 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.
Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.
Tirsdag kom det frem, at Abdul-Mahdis politiske modstander, den magtfulde shiamuslimske leder Moqtada al-Sadr, bakker op om demonstranters krav om, at den irakiske regering skal gå af.
Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.
Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.
Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.
Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.
De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.
Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.
Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.
Iraks udfordringer
EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.
Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.
Irak har udover en række militser bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.
På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.
Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.
Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.
Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.
Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.
I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.
Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.
Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.
Den økonomiske og finansielle udfordring
Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.
Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.
Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.
Samlet set er irakisk økonomi i recession.
Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.
Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.
Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.
Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.
Protesterne truer Irans indflydelse
Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.
Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.
Iraks økonomiske betydning for Iran
Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.
Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.
Sanktioner fra august og november 2018
Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.
Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.
Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter i løbet af oktober. I weekenden blev flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen.
Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon) dermed risikere indenrigspolitisk uro, eller også skal han overlade sine allierede til at klare den selv. Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 