Vil Donald Trump og Xi Jinping den 17. november 2019 indgå en midlertidig handelsaftale?

Trump Xi Jinping
Måske er der udsigt til, at den 16-måneder lange handelskrig mellem USA og Kina kan bilægges. I hvert fald er det aftalt, at den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump skal mødes i margenen af APEC-topmødet (Asia-Pacific Economic Cooperation) i Santiago, Chile.

En kilde, der er orienteret om arrangementerne i Chile har til South China Morning Post oplyst, at Xi Jinping og Donald Trump forventes at mødes den 17. november med det formål at underskrive en midlertidig handelsaftale.

Bestyrkede forventninger

Forventningerne om en snarlig aftale er bestyrket efter udtalelser fra seniorrådgiver i Det Hvide Hus (og Trumps svigersøn), Jared Kushner, hvorefter USA skulle være tæt på at opnå en ”fabelagtig” handelsaftale med Kina.

Der er også andre forhold, der tyder på, at Kina og De Forenede Stater er tæt på at afslutte en midlertidig handelsaftale.

I øjeblikket strømmer kapital ud af Kina, og en handelsaftale kan lette presset på den kinesiske økonomi. Der er slet ingen tvivl om, at Kinas rolle i globale værdikæder, den uhindrede adgang til globale markeder og udsigterne for landets eksportsektorer, der direkte og indirekte beskæftiger 180 millioner mennesker, er blevet ramt af handelskrigen med USA. Forventningen er derfor, at præsident Xi Jinping har interesse i at indgå en faseopdelt handelsaftale, der kan fjerne risikoen for en langvarig og ødelæggende handelskrig.

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump har allerede mødtes to gange i løbet af den 16 måneder lange handelskrig.
Mødet den 17. november i Santiago forudsætter ifølge kilden, at alt ”går glat”.

Trump om forhandlingerne

Præsident Trump sagde selv mandag den 28. oktober, at forhandlingerne om den midlertidige aftale var “forud for tidsplanen”.
”Vi ser ud til at være forud for planen for at kunne underskrive en meget stor del af Kina-aftalen, og vi vil kalde det fase 1, men det er en meget stor del,” sagde Trump. ”Den vil især berøre landbrug, men den vil også tage sig af andre ting”.

Topforhandlerne for de to lande – den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer og den kinesiske vicepremierminister Liu He – talte sammen i telefon sidste fredag. Efter samtalen blev der i USA frigivet en erklæring, hvor det fremgik, at de to parter “er tæt på at færdigbehandle nogle afsnit af den samlede aftale”.

Kinas officielle Xinhua News Agency sagde lørdag at forhandlerne havde ”afsluttet tekniske diskussioner om dele af teksten”. Kina ophæver således det nuværende forbud mod import af amerikansk fjerkræ og anerkender det amerikanske sundhedscertificeringssystem for import af kødprodukter, sagde nyhedsbureauet.
En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, bekræftede tirsdag, at de tekniske forhandlinger om en del af aftalen var afsluttet.

I december sidste år mødtes de to ledere på sidelinjen af G20-topmødet i den argentinske hovedstad Buenos Aires og blev enige om en tre-måneders udsættelse af toldforhøjelserne for at give tid til at forhandlerne kunne udarbejde en aftale.
Som bekendt brød disse forhandlinger sammen i begyndelsen af maj, hvor USA beskyldte Kina for at give gå tilbage på løfter, de havde givet under forhandlingerne, mens Kina beskyldte USA for at forsøge at krænke Kinas økonomiske suverænitet.

Forhandlingerne genstartet i Osaka

Xi Jinping og Donald Trump mødtes igen i slutningen af juni i den japanske by Osaka, hvor de blev enige om at genstarte handelsforhandlingerne.

Der blev i begyndelsen af oktober opnået en slags våbenhvile i handelskrigen, da Beijing lovede at købe amerikanske landbrugsprodukter for mellem 40 og 50 milliarder dollars til gengæld for, at Washington udsatte en forhøjelsen af tolden på en lang række kinesiske varer fra 25 til 30 procent.

Analytikere forventer at en yderligere told på 15 pct. på kinesisk import – inklusive populære produkter som smartphones og forbrugerelektronik – der efter planen skulle træde i kraft i midten af december, også vil blive udsat, hvis en aftale underskrives i Santiago i november.

Hvad vil aftalen indeholde?

Den midlertidige aftale forventes også at indeholde en bestemmelse om beskyttelse af intellektuel ejendomsret, IP, som er et vigtigt krav fra USA. Kina har faktisk allerede taget skridt til at forbedre IP-beskyttelsen, herunder at oprette et system til at straffe og kompensere overtrædelser og forbedre mulighederne for at få afgjort tvister.
Kina og USA skal også være blevet enige om at undgå, at valutakursdevalueringer kan bruges til at få handelsfordele, ved at kodificere en forpligtelse, som begge lande indgik som en del af en G20-aftale for flere år siden. En valutaaftale – svarende til bestemmelserne i aftalen mellem USA og Mexico/Canada – kunne bane vejen for at USA kan ophøre med at betegne Kina som en “valutamanipulator”.

Aftalen vil formentlig også omfatte en ny mekanisme for bilæggelse af tvister. Systemet, der vil give begge sider lige status, skal erstatte et kontroversielt forslag fra USA, som var hovedårsagen til, at handelssamtalerne brød sammen i maj, fordi Kina følte kravene for indgribende og ensidige.

Foruden yderligere køb af amerikanske landbrugsprodukter, indeholder interimsaftalen også forpligtelser for Kina til at købe amerikanske fly og energiprodukter, især flydende naturgas.

Kina syntes også at være indforstået med at ophæve visse begrænsninger på udenlandsk ejerskab af finansielle virksomheder i Kina.

Ifølge oplysningerne vil den midlertidige aftale derimod ikke forholde sig til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den vil heller ikke indeholde noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s