Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.

Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.
Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kommunale budgetter
Rundt omkring i kommunerne er budgetaftalerne for 2020 så småt ved at falde på plads. I mange kommuner har man tydeligvis prioriteret brede forlig, der stiller alle tilfredse. De hidtil offentliggjorte budgetter er blottet for besparelser og rationaliseringer, og samtidig fastholde kommuneskatterne og grundskylden på uændret niveau. Det betyder med andre ord, at byrødderne med borgerlige stemmer har ladet stå til. Derfor vil kommuneskatten og grundskylden i mange kommuner vokse med tusindvis af kroner. I hovedstadsområdet vil grundskylden for et almindeligt parcelhus stige med cirka 3.000 kroner og nå en samlet årlig regning på over 50.000 kroner (oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten til staten).

Gentofte
Med et budget på godt 7 mia. kr. har den konservativt ledede kommune angiveligt fortsat fokus på en robust økonomi, høj service og endnu mere borgerinddragelse samt en lav beskatning, som også i 2020 vil være landets laveste. Med landets laveste personskat på 22,8 pct. og en grundskyld på 16 promille – den laveste, som loven tillader. Det kan kommunen tillade sig, fordi stigninger i indkomster og grundskyld betyder, at kommunens indtægter helt automatisk stiger med knap 150 mio. kr.
Tankevækkende er det, at den markant største udgiftspost i budgettet fortsat er udligningsskatterne til andre kommuner. I 2020 er beløbet 3,3 mia. kr., som Gentofte Kommunes borgere sender til resten af landet. Det svarer til 57 pct. af de penge, Gentoftes borgere betaler i indkomstskat.
I udligningssystemet er der intet incitament til at gennemføre rationaliseringer og besparelser på ydelserne til borgerne i Gentofte. Med det in mente, er det ganske absurd, når en række jyske kommuner bruger Gentofte som et eksempel på en kommune, der ikke betaler nok til resten af landet.

Skuespil for folket
Realiteten er, at kommunernes samlede udgifter er enorme: i 2018 var de på omkring 369 mia. kr.!

Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

Hvis vi havde haft en ansvarlig regering – og en ansvarlig opposition – ville tilgangen til forhandlingerne med regioner og kommuner have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.
Samlede offentlige udgifter på 1.220 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter i 2020 vil løbe op i svimlende 1.220 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!
Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.
Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.
De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.
Med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber i valgagitationen, skulle det gå galt. For Venstre antog det i valgkampens afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.
Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.
Det nyvalgte konservative folketingsmedlem, Mona Juul, har ganske rigtigt påpeget, at hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det må tværtimod være et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.

Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.220 mia. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren. Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.
Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.
Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå

På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.

Udligningsreform
Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.

Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen. Regeringen har varslet, at forhandlingerne om en ny udligningsreform indledes i februar. For kommunerne i hovedstadsområdet bliver det afgørende, at partierne tager hensyn til de store forskelle i borgernes rådighedsbeløb, når de fastlægger den fremtidige udligning. Nye tal fra Realkredit Danmark viser nemlig, at det årlige rådighedsbeløb for en almindelig familie i hovedstadsområdet er 74.000 kr. mindre end, hvis familien bor i Nordjylland. Det er over 6.000 kr. ekstra om måneden, familien ville få blot ved at flytte fra hovedstadsområdet til Nordjylland. Hvis vi medregner familiens boligudgifter, stiger forskellen til svimlende 139.000 kr. om året.

Oxford University har offentliggjort en erklæring, hvor cirka 11.000 forskere fra 154 lande har underskrevet en fælleserklæring med en række advarsler vedrørende klimaforandringer.

Men selvom mange på listen aldrig har beskæftiget sig med klimaforskning, slet ikke er forskere eller er fiktive figurer som Mickey Mouse og Albus Dumbledore fra Harry Potter, florerede historien i Danmark ukritisk på flere medier og i nyhedstjenesten Ritzau. Berlingske skrev, at ”11.000 forskere slår klimaalarm og bryder tabu: Verdensbefolkningen ’skal stabiliseres’”. Dagbladet Information skrev, at ”11.000 forskere advarer: Klimakrisen truer menneskeheden”, og DR 2-programmet Deadline debatterede erklæringen i udsendelsen i onsdags, ligesom de bragte nyheden på Danmarks Radios hjemmeside, dr.dk.

Den kenyanske statssekretær, Macharia Kamau, og formand for topmødet i FN’s befolkningsfond (UNFPA), som i disse dage finder sted i Kenyas hovedstad, Nairobi:
”Du sagde, at de er forskere? Mon ikke de snarere er narkovrag? Eller måske ballademagere, der er ude på at afspore vores forsøg på at redde vores kontinent. Enhver, der ved bare det mindste om klima og klimaforandringer, vil fortælle dig, at der er ingen sammenhæng mellem befolkningstørrelse og klimaforandringer”.
Én som rent faktisk har forsket i klimaforandringer, er Kirsten Halsnæs, professor ved DTU Management på Danmarks Tekniske Universitet. Hun siger:
”Det, der står i erklæringen, er ikke dokumenteret videnskabeligt, og mange af dem, der har underskrevet, har intet med klimaforskning at gøre. Jeg kan slet ikke forstå, at det er kommet så fint frem i medierne.”

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/forskere-der-ikke-har-forsket-i-klimaforandringer-slaar-klima-alarm
https://politiken.dk/udland/art7490771/Kenyansk-formand-for-topmøde-vil-ikke-acceptere-beskeden-fra-11.000-forskere

Netop på årsdagens for Danmarks besættelse, den 9. april 2016, bragte dagbladet POLITIKEN en kronik, der tydeligvis indgår i dagbladets kontinuerlige forsøg på at forskønne billedet af det Radikale Venstres landsskadelige rolle i den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Med kronikken, ”Danmark har brug for Dem, Erik Scavenius”, fik vi et indblik i det ”politisk-personlige” portræt af Erik Scavenius, Birgithe Kosovic arbejdede på, og som blev til bogen ”Den inderste fare”, hvor første bind kom i 2016, og andet bind udkom i 2018.

Ikke overraskende blev Birgithe Kosovic i 2019 først nomineret til POLITIKENS Litteraturpris, og POLITIKENS læsere bestemte herefter, at prisen på 200.000 kroner skulle gå til Birgithe Kosovic for hendes bog om samarbejdspolitikeren Eric Scavenius, som hun – ifølge POLITIKEN ”forvandler til et menneske, der er lige så optaget af kærlighed – og sex – som af krig”.

Det bekymrende er, at POLITIKEN og nutidige læsere uden historisk ballast med Kosovics fiktioner ikke vil få indblik i de ubehagelige historiske fakta.

Besættelsen

Eric Scavenius, Tysklands udvalgte mand i Danmark under besættelsen, overtog den 8. juli 1940 posten som udenrigsminister efter P. Munch. I forbindelse med det, som frihedskæmper og chefredaktør Børge Outze kaldte ”magtovertagelsen”, bør det ikke glemmes, at samarbejdspolitikkens forkætrede realpolitiker, Eric Scavenius, holdt en tale, hvor han talte om ”Danskernes frygt for Englænderne før Krigen”, og ”Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprunden i Europa under Tysklands Førerskab”.

Den tunge radikale arv
Det Radikale Venstre og Erik Scavenius vedbliver med at fremkalde stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en borger mente, at Gentofte kommune burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i VILLABYERNE stærkt afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges endvidere, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne, og det netværk, de havde skaffet. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Heldigvis er forsøget på at glorificere Scavenius i Gentofte opgivet, men dagbladet POLITIKEN har tydeligvis ikke opgivet at sikre Scavenius et ufortjent positivt eftermæle.

Fra Scavenius til New Public Management
Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemsskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 har vi igen været plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Radikal udlændingepolitik
Det værste er partiets utroværdige indvandringspolitik. Partiet insisterer på, at Danmark har et ansvar for alle verdens flygtninge, og de radikale har hele tiden presset på for at vi skulle tage imod flere og flere flygtninge. Regler, som udskyder familiesammenføring m.v. er krævet ophævet, og forslag om selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik er blevet voldsomt kritiseret.
Resultatet er, at vi nu sidder omgivet af hundredtusinder – det nøjagtige antal lader sig næppe opgøre og mange flere er på vej – Alle ambitioner om hurtig integration kan godt opgives.

Mellemøstlige værdier
Som en muslimsk indvandrer har formuleret det: Man kan løfte folk ud af Mellemøsten, men du kan aldrig løfte Mellemøsten ud af folk. Derfor bliver vi dagligt i det offentlige rum, i TV og aviser og sociale medier konfronteret med gruopvækkende, bloddryppende og mareridtsagtige optrin og film. Uskyldige myrdes i Berlin, Paris og i Bruxelles og vi afkræves igen og igen vores personlige stillingtagen til nådesløs Sharia-lovgivning, Halalslagtning og omskæring.

Gud Nåde og Trøste os hvis vi ikke accepterer alt. Kristne højtider nedtones og gode danske egnsretter fortrænges i offentlige institutioner af kylling, lam, couscous, kebab og shawarma. Offentlige myndigheder baner villigt vejen for flere og flere moskeer og andre arnesteder for ”hellig krig”. Politi og domstole er i tolerancens hellige navn konsekvente i at forfølge borgere, der lidt for tydeligt og højrøstet nægter at tolerere uhyrlighederne og giver udtryk for kritik af udanske værdier af Mellemøstlig eller anden oprindelse.

Det konservative Populære Parti (Partido Popular, PP) vandt 87 pladser ved det spanske valg den 10. november 2019  – en pæn fremgang fra de 66 pladser, som partiet sikrede sig ved valget i april, hvor partiet havde det dårligste valg nogensinde.

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem PSOE og PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal. Søndagens valg var således det fjerde parlamentsvalg i Spanien i løbet af 4 år.

Pablo Casado

PP, der var tidligere ministerpræsident Mariano Rajoys parti, er siden midten af 2018 ledet af den 38-årige Pablo Casado. Efter en meget aggressiv valgkamp i april 2019, hvor Casado på det groveste angreb sine modstandere, og blandt dem især Pedro Sanchez, er Casado modnet. Frem til den 10. november 2019 har Casado ført en meget urban kampagne, som tydeligvis er faldet i konservative vælgeres smag.

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme, og Pablo Casado har også fået sin andel af skandaler.

Cristina Cifuentes

I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

Carmen Mintón

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Pablo Sánchez

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchez’ Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.

Sagen mod Cristina Cifuentes førte også til anklager mod Pablo Casado. Cristina Cifuentes sag drejede sig om hun virkelig havde kvalificeret sig til en Master’s degree i jura fra King Juan Carlos Universitetet, URJC.

Pablo Casado havde angiveligt opnået den same akademiske grad efter studier på URJC, og mistanken om snyd kunne ikke umiddelbart afvises. Casado havde tilsyneladende opnået sin Master mens han var medlem af den regionale lovgivende forsamling, og tilsyneladende uden at have deltaget i forelæsninger og uden at have bestået eksamener.

Anklagen om akademisk snyd hang stadig over hovedet på Pablo Casado, da han på et ekstraordinært landsmøde i PP i juli 2018 blev valgt til at efterfølge Mariano Rajoy som partileder. Anklagerne har dog siden ikke haft nævneværdig indflydelse på Casados politiske virke.

 

Den 11. november 2019 blev det fra Esplanaden i København oplyst, at A.P. Møller Maersks driftsdirektør (COO, Chief Operating Officer), Søren Toft, stopper omgående i rederiet efter 25 år. Det sker ifølge Maersk, fordi han søger en anden udfordring udenfor selskabet.

Søren Toft
Søren Toft har været en markant talsmand for Maersk, der blandt andet har stået for annonceringen af rederiets initiativer vedrørende bæredygtighed, målsætningen om CO2-neutralitet i 200, investeringerne i alternative brændstoffer og – så sent som i sidste uge – rederiets projekt med container-batterier.

Meldingerne fra Søren Toft har undertiden virket lovlig optimistiske. Annonceringen af, at containertrafikken fremover skulle drives af madolie, forekom således forhastet.

Spørgsmålet er om ikke Søren Toft – som så mange andre i Maersk – er fældet på mangel af rettidig omhu?

Allerede den 1. januar 2020 vil Maersk stå over for en kæmpe udfordring. Med årsskiftet træder nye, strengere svovlregler, der er blevet vedtaget i FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, i kraft for den internationale skibsfart. Herefter må skibe kun sejle på brændstof med et svovlindhold på 0,5 procent, medmindre skibet har installeret en såkaldt scrubber, der renser røgen for svovl. Det er en signifikant reduktion fra de nuværende 3,5 procent.

Det betyder, at fra 1. januar 2020 skal et årligt forbrug på mere end 250 millioner ton HFO (Heavy Fuel Oil med 3.5 pct. svovl) omlægges til svovlfattige brændstoffer
I Nordsøen, Østersøen samt farvandet omkring Nordamerika er der allerede i dag endnu skrappere svovlregler. I de såkaldte SECA-zoner må skibene kun sejle med brændstof, der har 0,1 procent svovl.

2.700 skibe forventes at have røggasrenseanlæg (scrubbers) installeret 1. januar 2020 og kan dermed fortsætte med at bruge HFO.

Rederiforeningens Maria Skipper Schwenn
Det er op til de enkelte lande at håndhæve de nye svovlregler. De danske rederier har 2/3 af deres aktivitet uden for Europa, og derfor har det været afgørende at sikre en robust og effektiv håndhævelse af de nye regler på internationalt niveau.
”Danske Rederier har fra start bakket op om indførslen af de nye svovlkrav, da svovlreduktionen vil gavne både sundhed og miljø på hele kloden. Men det er helt afgørende, at reglerne følges op med et effektivt, ensartet og globalt håndhævelsessystem, som indeholder hårde sanktioner over for rederier, der snyder. Det er den eneste måde, vi kan sikre lige konkurrencevilkår for alle samt opnå den miljøgevinst, som reglerne skulle give. Den nye lavsvovlsolie forventes at blive omkring 200 US dollars dyrere per ton end det brændstof, skibene sejler på i dag. Det betyder, at man kan spare i omegnen af 6 mio. kroner på en returfart fra Japan til Europa, hvis man snyder og bruger det brændstof med mere svovl end de nye regler tillader”, siger Maria Skipper Schwenn.
På dansk opfordring har IMO derfor vedtaget det såkaldte ”Carriage Ban”. Det medfører, at det er forbudt at have brændstof om bord med en højere svovlprocent end 0,50 pct. med mindre man har en scrubber installeret. Forbuddet betyder, at håndhævelsen bliver mere simpel og effektiv.
Medlemslandene i IMO mødes i London i næste uge, og en ensartet gennemførelse af det globale svovlkrav, der gælder fra 1. januar 2020, står højt på dagsordenen.

Har USA udnyttet situationen?
Mens Maersk har tumlet med madolie, sejldrift og batterier har USA udnyttet de aktuelt lave priser på højsvovlholdigt brændstof og har opkøbt store mængder af den tungere olie. Det skriver Reuters baseret på unavngivne tradere og analytikere.
Opkøbene sker, fordi USA ifølge nyhedsmediet vil omdanne den tunge brændselsolie til et renere produkt forud for 1. januar 2020.
Handlerne er ifølge olieanalysefirmaet Vortexa blevet indgået med Rusland og lande, der tidligere hørte under Sovjetunionen, skriver Reuters. I oktober importerede USA ifølge Vortexa 1,35 mio. ton brændstofsolie fra de lande, og det niveau ventes at blive fastholdt i november.
Dertil har og kommer USA også til at modtage laster fra Jordan, skriver nyhedsbureauet.

Maersk

CEO for verdens største containerrederi, Maersk, Søren Skou, har vurderet, at det nok er en af de absolut største ændringer i shipping-industrien de seneste 20-30 år. Vi skal til at sejle med en helt anden type brændstof, der indeholder meget mindre svovl. Det støtter vi helt og holdent, for det er jo forurening, der basalt set slår mennesker ihjel i dag,” sagde Søren Skou, på et pressemøde efter koncernens regnskab for første kvartal. Men de mange omkostninger, der er forbundet med skiftet, vil i sagens natur udgøre en finansiel risiko for rederierne. “Det kunne sagtens være noget, der nærmer sig en ekstraregning på 15 mia. dollar for containerindustrien. For vores vedkommende vil det så være 2 mia. dollar, så risikoen er selvfølgelig, at vi ikke kan få vores kunder til at betale for det,” sagde Søren Skou.

Rederierne har allerede i stor stil varslet ratetillæg som konsekvens af ændringen af retningslinjerne. Maersk har således meddelt sine kunder, hvordan svovltillæggene bliver på kontrakter på op til tre måneder. Det sker efter, at rederiet har beregnet sig frem til en prisforskel på 200 dollar pr. ton højsvovlsholdig fuel og lavsvovlsolie.
Maersk har desuden installeret scrubbere på syv af sine helt store Triple-E skibe siden sommer, skriver Alphaliner. Mere end 100 containerskibe i den globale flåde er taget ud for få scrubbere monteret.

Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank vil samarbejde om at investere 1,12 milliarder kroner i danske virksomheder. Samarbejdet er understøttet af den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), der er hovedsøjlen i den såkaldte Juncker Plan, der skal fart i investeringerne i EU.

Samarbejdet giver en vis dækning for eventuelle tab som følge af investeringen. Det giver derfor Vækstfonden og EIB en mulighed for at løbe en større økonomisk risiko end eksempelvis banker.

Med en unik platform til egenkapitalinvesteringer vil parterne bidrage til at understøtte og accelerere danske virksomheders vækst, så de har den nødvendige finansiering til at kunne vokse, innovere og skalere internationalt.

Vækstparate SMV’ere
Investeringerne vil blive placeret i ”vækstparate” små og mellemstore danske virksomheder på jagt efter kapital. De enkelte investeringer forventes at blive i størrelsesordenen 35 til 150 millioner kroner.

Formand for Vækstfonden, Claus Gregersen, fremhæver at investeringssamarbejdet med EIB sikrer at mere end 500 mio. kr. fra EU nu investeres direkte i danske virksomheder og gøre det muligt at fastholde virksomhedernes base i Danmark, når de for alvor skalerer internationalt.

OW Bunker
Claus Gregersen er i øvrigt mest kendt for sin involvering i skandalen omkring OW Bunker. Da tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnte Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, blev det i finansverdenen anset for at være særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør (og Morgan Stanley), som rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.
Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

EU-Kommissionens pressemeddelelse: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/IP_19_6254

For fjerde gang på fire år gik spanierne søndag den 10. november 2019 til valg.
Allerede i begyndelsen af 2019 mistede premierminister Pedro Sánchez fra det socialdemokratiske PSOE (Partido Socialista Obrero Español) sit flertal. Sánchez nægtede at tillade en ny, bindende folkeafstemning om catalansk selvstændighed, og så trak regionens partier deres støtte til ham.
Det udløste et valg i april, hvor socialdemokraterne og Pedro Sánchez i PSOE gik frem, men ikke det afgørende flertal.

Regeringsforhandlingerne med venstrefløjspartiet Podemos brød sammen, og de borgerlige partier ville ikke røre socialisterne med en ildtang.

Selvom regeringen kun var et forretningsministerium, satte premierminister Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español) alt ind på at få vedtaget en finanslov for 2020. Højrefløjen med det konservative Partido Popular, PP, gik sammen med separatister fra Catalonien imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 af Parlamentets 350 medlemmer.

Sanchez havde dermed udtømt alle muligheder, og havde intet andet valg end at udskrive nyvalg.

Meget tyder på, at valget har bidraget til at komplicere situationen
Ved valget skulle der vælges 350 medlemmer til parlamentet og 208 medlemmer til parlamentets overhus, Senatet.
PSOE
Den fungerende statsminister Pedro Sánchez’ socialistiske parti – PSOE- vandt med 120 – men 3 pladser færre end ved valget i april – det højeste antal pladser, men opnåede ikke absolut flertal.
PP
Det konservative Populære Parti (PP) vandt 87 pladser – en stor gevinst fra de 66 pladser, som det sikrede sig i april, hvor partiet havde det dårligste valg nogensinde. Men det højrenationalistiske Vox oplevede den mest markante stigning ved at springe fra 24 til 52 pladser og dermed til at blive den tredjestørste parti i det spanske parlaments underhus, Deputeretkammeret.
VOX
Ved lokalvalgene i december 2018 fik VOX 11 pct. af stemmerne og 12 mandater i Andalusien. Ved valget til EU-Parlamentet i maj 2019 opnåede VOX 6.21 pct. af stemmerne og fik 3 pladser i EU-parlamentet.
Unidas Podemos – en venstre-koalition af United Left og Podemos – beholdt 35 af de 42 pladser, den vandt ved det sidste valg, mens center-højrepartiet Ciudadanos (Citizens) led et knusende nederlag og mistede mere end 40 pladser og gik tilbage til kun 10.

Politisk usikkerhed
I Spanien er magten i årtier skiftet mellem PSOE og PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal, og søndagens valg var det fjerde parlamentsvalg i Spanien i løbet af 4 år.

Spanien står over for mere politisk usikkerhed, da hverken venstre- eller højreblokken har de 176 sæder, der er nødvendige for et absolut flertal. Sammenbruddet af

Ciudadanos og fremgangen til PP og Vox har befæstet de højreorienterede holdninger i parlamentet, mens centrum er praktisk taget irrelevant.
Socialisternes leder Pedro Sánchez har signaleret villighed til at drøfte samarbejde med alle partier med undtagelse af Vox.

Formanden for PP, Pablo Casado, har allerede foreslået, at den fungerende regering straks bør træde tilbage.

Vox-leder Santiago Abascal fejrede sit partis fremgang: ”For elleve måneder siden havde vi ingen politisk repræsentation og i dag er vi den tredje største politiske magt i Spanien.
Pablo Iglesias, lederen af Unidas Podemos, sagde, at valget havde tjent til at ”styrke højre og gøre yderste højre til en af de stærkeste i Europa.” Iglesias opfordrede til en koalitionsregering mellem hans parti og PSOE. ”Hvad der i april var en mulighed – en progressiv koalitionsregering – er nu en nødvendighed,” sagde han, efter at resultaterne blev annonceret.

Indvandrerspørgsmålet
For blot et år siden var Spanien det eneste store land i Europa uden et indvandrerkritisk parti i parlamentet, men VOX har i valgkampen anlagt en klar nationalistisk og indvandrerkritisk linje.

Støtten til den højreekstreme fløj ser også ud til at være steget kraftigt som svar på de voldelige protester i Barcelona, der udbrød i oktober, efter at den spanske højesteret dømte ni catalanske separatister til fængsel for deres inddragelse i oprøret i 2017.

Under en tv-debat forud for valget lovede Vox-leder Abascal at forbyde separatistpartier – herunder det baskiske nationalistiske parti (PNV) – og sende den catalanske premierminister Quim Torra i fængsel.

Vox har også været en stærk kritiker af den nylige fjernelse af de jordiske rester af den spanske diktator Francisco Franco fra Valle de los Caídos (De Faldnes Dal). Partiet er imod den historiske hukommelseslov, som formelt fordømmer Franco-regimet, og partiet har også kæmpet mod indvandring og ligestillingslove.

Catalonien
Alle de store spanske partier er afgjort mod selvstændighed til Catalonien, som er Spaniens næstmest folkerige region.
Op til valget er det catalanske spørgsmål blevet endnu mere brandvarmt. Den spanske højesteret dømte i sidste måned i retssagen, der har kørt siden den 12. februar 2019, ni catalanske ledere i alt 100 års fængsel for deres rolle i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien i oktober 2017, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden var de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.
Dommene udløste det store protester over hele Catalonien. Siden har mediebilledet og den offentlige debat været præget af demonstrationer og voldelige optøjer i den catalanske hovedstad, Barcelona, og resten af regionen.

De voldsomme protester har tvunget premierminister Sánchez, der tidligere var indstillet på dialog, til at tage afstand fra separatisterne. Men det vil formentlig gøre det sværere for ham at sikre opbakning til en ny regering fra venstrefløjen.

På den modsatte fløj har både det konservative PP og det nationalistiske Vox i haft fordel af situationen i Catalonien.
I valgkampen har højrefløjen angrebet Pedro Sánchez og kaldt ham en ”rendyrket forræder”, som gennem sine forhandlinger med de catalanske løsrivelsespartier har pådraget sig medskyld i kupmagernes statsundergravende værk og spillet hasard med nationens territoriale enhed. Et nyt mandat til ham – lød det – ville være den sikre vej til Spaniens opløsning.

Venstrefløjspartierne PSOE og Podemos har i valgkampen advaret mod en tilbagevenden til den autoritære centralisme, hvis højrefløjen kom til magten. Francos spøgelse er ifølge den spanske venstrefløj vendt tilbage i skikkelse af partiet Vox. En stemme på højrefløjen ville være ensbetydende med et farvel til det frisindede, demokratiske Spanien, som opstod efter diktaturets afslutning.

På højrefløjen er det konservative parti PP trods tilbagegangen stadig størst. Hvis der skal mønstres en opposition, skal PP i givet fald finde sammen med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det yderliggående Vox.

Hold øje med Vox!
Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut.
Den liberale fløj i Spanien havde en tid forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP, men søndagens valg var ødelæggende for partiet, der mistede 40 mandater og nu kun har 10 pladser i parlamentet.
Samtidig stormede det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, ved april-valget ind i Parlamentet med 24 mandater – og nu 52 mandater, der gør VOX til Spaniens tredjestørste parti.

Partiets valgmøder har trukket titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag. Til et møde i Madrid bar hundreder af Vox-fans et gigantisk flag på 1000 kvadratmeter hen over Colón-pladsen.

Ifølge venstrefløjen er Vox ”klart frankistisk”, en henvisning til diktaturet i Spanien under Franco fra 1939 til 1975. Det er ubestrideligt, at Vox under ledelse af Santiago Abascal, der med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler er den store sensation i spansk politik.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister – og mod den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Også det spanske imperium er blevet hevet ind i valgkampen som billede på et storslået Spanien af i går, der kan blive stort igen i morgen, hvis ellers spanierne vil ranke ryggen og stoppe med at flove sig over deres egen fortid.

Viggo ”Aragorn” Mortensen
Hollywood-stjernen, Viggo Mortensen, der har danske aner, men også har indspillet adskillige film i Spanien, er blevet sur på VOX. Partiet bruger et billede fra filmtrilogien Ringenes Herre, hvor Viggo Mortensen spillede helten Aragorn, der med sværdet Narsil beskyttede herredet mod onde orker og andre trusler.
På billedet bekæmper VOX yderliggående venstrefløjsgrupperinger som Antifa, kommunister og anarkister samt separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister m.fl.

Øvrige temaer i spansk politik
Den stærke fokus på Catalonien og partiet VOX har givet mindre fokus på de problemer, som spanierne har i det daglige. Ifølge det offentlige opinionsinstitut, Cis, er der en række forhold, der nærer spaniernes utilfredshed. Det største problem er arbejdsløsheden, der steg med 97.948 personer fra september til oktober, og stadig er over 14 procent og det dobbelte for unge.

Befolkningens manglende tillid til landets politikere opfattes nu af flertallet som problem nummer to og kommer dermed før den traditionelle utilfredshed med korruptionen, den vaklende økonomi og sundhedssystemets mangler.
Den spanske økonomi vokser i øjeblikket mere end gennemsnittet i EU, men udover den store statsgæld er landet plaget af den generelle arbejdsløshed og især den katastrofalt høje ungdomsarbejdsløshed. Spanien har samtidig med 26,4 procent det højeste antal i EU af lønmodtagere på tidsbestemte kontrakter, så mange unge føler, at de har en usikker tilværelse.

Vil Spanien igen kunne spille en rolle i EU?
Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en befolkning af overvejende EU-tilhængere, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan.
Den hidtidige svage spanske regering og den usikre parlamentariske situation har betydet, at Spanien har været sat helt uden for EU-indflydelse.

Det vil næppe gøre den store forskel, at den 72-årige Josep Borrell, som har været udenrigsminister i Pedro Sanchez’ PSOE-regering, er udpeget til rollen som EU’s nye udenrigschef.

Om søndagens parlamentsvalg vil påvirke Spaniens manglende indflydelse i EU vil vise sig.

Hvis der ikke skal opstå mistillid til den offentlige forvaltning, er det afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i det offentlige bliver truffet ud fra saglige hensyn. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.
Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt
Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, med mindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder – som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen – oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

I Forsvaret og Forsvarsministeriet verserer der en række habilitetssager. Omfanget og sagernes grovhed giver mistanke om, at der også indenfor andre dele af den offentlige forvaltning sker overtrædelser af Forvaltningslovgivningen, herunder reglerne om habilitet.

Politiet har rejst sigtelse mod Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør Anja Erichsen
Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør er blevet afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi, som også har rejst sigtelse mod hende. Hun er mistænkt for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste tillæg og vederlag på 60.000 kr. uden at oplyse sine foresatte om sin egen inhabilitet.
Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under Anja Erichsen blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for Anja Erichsen, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren.
Politiets efterforskning kredser om, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.
Efter otte måneders efterforskning rejste Midt- og Vestjyllands Politi i sommeren 2019 sigtelse mod Anja Erichsen, der på det tidspunkt havde barselsorlov med det barn, som hun fik med sin kæreste og nu tidligere vicechef i økonomidivisionen i Karup.
Ganske pludseligt sagde hun i sommer sin stilling som finansdirektør op midt i sin barsel og forlod Forsvarskommandoen med udgangen af juli. Opsigelsen har imidlertid ikke forhindret, den sigtelse, der nu er rejst mod hende.
Anja Erichsen var ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Fra juni 2014 var hun den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i øjeblikket er fritaget for tjeneste og sigtet for magtmisbrug. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejdede Anja Erichsen i Karup og refererede direkte til Forsvarsministeriets departement.
Da finansdirektøren i foråret 2018 blev gravid med parrets fælles barn, søgte finansdirektørens kæreste -oberstløjtnanten – væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som i december 2018 kulminerede med en stilling som bataljonschef ved Jydske Dragonregiment.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet
Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.
Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general
Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.
Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor
Chefen for Forsvarsstaben – Hærchef og dermed Viceforsvarschef –  har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Officerskæresten blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.
Hærchefen er hjemsendt, og Auditørkorpset undersøgelser har ført til en sigtelse for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Generalmajor Kenneth Pedersen bliver fra 15. november chef for Forsvarsstaben og dermed også ny viceforsvarschef. Han udnævnes i forbindelse med tiltrædelsen til generalløjtnant. Dermed er det klart, at H.C. Mathiesen under ingen omstændigheder vender tilbage til sin stilling som chef for Forsvarsstaben.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Reenberg har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af.
Kammeradvokaten har tidligere set på sagen, og frifundet Laila Reenberg for nepotisme, da hun erklærede sig som inhabil og oplyste om sit forhold til Anders Friis.

Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpset
Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, gav kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Det er kommet frem, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har offentliggjort et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen siger til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor har man valgt at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps:
”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, siger Peter Harling Boysen.

 

Chefen for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – Pierre Krähenbühl, blev onsdag den 6. november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres fjernet fra sin post og foreløbig erstattet af Christian Saunders.

Fyringen skete på grundlag af en foreløbig rapport fra FN’s interne revision, Office of Internal Oversight Services, OIOS, der fastslår, at der i UNRWA ikke umiddelbart foreliggerindikationer på svindel eller misbrug af organisationens penge, men at der afgjort er sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

UNRWA hjælper de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA forlod UNRWA i 2018
USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.
UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.
UNWRA i stormvejr

Udover tabet af USA som den største donor, er UNWRA nu ude i en veritabel shit-storm som følge af korruptionsskandaler.

Baggrunden for OIOS-undersøgelsen var, at ledelsen af UNWRA i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg blev kritiseret for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken når helt op til agenturets hidtidige chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der var generalkommissær. Den i øvrigt ægteviede Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advisor”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse.

Posten som ”Special Advisor” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrog ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

Organisationens eksistens er truet
Sagen truer hele agenturet og spørgsmålet er om fyringen af Krähenbühl kan redde organisationen. USA har stoppet donationerne til UNWRA og i øjeblikket over vejer en række andre væsentlige donorer deres stilling.

Som det første land efter USA har Holland allerede stoppet sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars. EU er en væsentlig donor og den nye EU-Kommission ventes at tage stilling til fortsatte bidrag så snart den tiltræder.

Hvad gør Danmark?
Danmark har smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.
Spørgsmålet er nu hvad Danmark har tænkt sig at gøre med det årlige bidrag på 90 millioner kr.?

Andre skandaler i FN
Skandalerne i UNWRA kommer kort tid efter at det var helt galt i en anden FN-organisation: FN’s miljøorganisation UNEP. Her blev chefen – nordmanden Erik Solheim – i november 2018 fyret efter kritik af hans rejsevaner og brug af FN-midler.

GGGI-skandalen
Solheim-sagen gav smertelige mindelser om den 5 år gamle skandale omkring Lars Løkke Rasmussens rejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute, GGGI. I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage i GGGI-sammenhæng. Der var tale om 15 rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.

Daværende udviklingsminister Christian Friis Bach måtte trække sig som Udviklingsminister efter at have undladt at informere Folketinget om at han på et bestyrelsesmøde i GGGI havde godkendt formandens rejseregler, mens udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, Charlotte Slente, valgte frivilligt valgt at trække sig fra stillingen. Alligevel undgik hun ikke sammen med 2 andre ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet at blive kaldt i tjenstligt forhør oven på GGGI-sagen.
Tjenestemandssagen førte til at Charlotte Slente i juni 2014 fik kritik for ikke rettidigt at have underrettet departementschefen og/eller ministeren om de urigtige oplysninger vedrørende GGGI’s rejseregler.

Charlotte Slente er i 2019 netop tiltrådt som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Erik Solheim
Kritikken af den tidligere norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, gik også på hans rejsevaner og brug af FN-midler.
Efter udnævnelsen til chef for FN’s Miljøprogram i 2016 kastede Solheim sig ud i et uhæmmet rejseri. Ifølge nyhedsbureauet Reuters rejste Erik Solheim 4 ud af 5 dage mens han sad i jobbet – 529 ud af 668 dage. Den omfattende rejseaktivitet påførte FN udgifter på over 3,2 millioner danske kroner.

En FN-revisionsrapport fra september 2018 dokumenterede, at FN’s Miljøprograms rejseaktivitet var fordoblet siden 2014 og det vurderes, at Erik Solheims konstante og dyre flyrejser havde skadet FN’s miljøprograms rygte og været i konflikt med agenturets målsætning om at sænke sit CO2-aftryk.

Ud over at revisionen kritiserede klimabelastningen fra hans flyrejser, satte den også et spørgsmålstegn ved, om alle rejserne havde været relevante og nødvendige for Solheims virke som chef for UNEP.

Ifølge undersøgelsen havde FN-chefen ikke afleveret passende dokumentation for alle sine rejser. Sammen med ferier blev de godkendt af en underordnet, hvilket er imod FN’s regler.
Ved en lejlighed fløj han på weekend i Paris fra Washington for efterfølgende at returnere til New York. Andre gange stoppede han i Norge på sine rejser rundt i verden.

Ifølge revisionsrapporten skabte miljøagenturets topledelse en administrativ kultur, som lod hånt om de fastlagte interne kontrolsystemer. En gennemgang af 592 rejser gennemført af 32 personer viste, at der ikke var afleveret dokumentation for mere end hver tredje, imens endnu en tredjedel først blev dokumenteret efter reglerne, da FN’s revision efterlyste materialet.

Var Solheim hævet over de generelle regler? Var Krähenbühl?
Ifølge revisionsrapporten skulle Erik Solheim overfor en FN-instans have nægtet at redegøre nærmere for 72 rejsedage til Paris og Norge med den begrundelse, at ”Vi kan ikke acceptere dette spørgsmål om ferie kontra job (…) Vi lever ikke længere i den industrielle tidsalder, og de må holde op med at behandle mig, som om jeg er en 07-17 fabriksarbejder”.
Afsløringerne af nordmandens forbrug af FN-midler blevet mødt med chok hos klimaorganisationer. En klimaforsker kaldte det overfor den britiske avis, The Guardian, for “sjofelt CO2-hykleri”.

Erik Solheim gav som forklaring The Guardian for sine mange rejsedage, at det var nødvendigt at være til stede rundt omkring i verden for at gøre en forskel.
Erik Solheim har tidligere oplyst, at han har betalt penge tilbage for nogle enkelte fejl i rejseafregningerne og bekræftet, at han har udtrykt frustration over overdrevent bureaukrati i FN-systemet.

Solheim antydede også, at revisionskritikken var en reaktion på, at han har villet reformere FN. ”Revisionsrapporten kom som en reaktion på, at jeg var den ledende reformator i FN. Mange var imod reformer og bidrog til at denne rapport blev udgivet” har Solheim sagt til Dagens Næringsliv.

Ifølge The Guardian blev avisen kontaktet af flere whistleblowere fra FN’s miljøprogram. Udover kritik af hans pengeforbrug har de ment, at Erik Solheims ledelsesstil har været diktatorisk og vilkårlig.
Chefen for det norske Greenpeace, Truls Gulowsen, har til BBC sagt, at Erik Solheim har været en meget synlig miljøagentur-leder, hvilket er godt og åbenlyst kræver rejser, men dette omfang og attituden i forhold til miljøaftryk sætter ikke et positivt eksempel.
Efter revisionen af Solheims udgifter mistede UNEP bidrag fra flere lande, herunder midlertidigt fra Danmark og Sverige. Danmarks bidrag til UNEP udgør i 2019 30 millioner kr.

Sagen om fyringen af Pierre Krähenbühl fra UNRWA er den 6. november 2019 nærmere omtalt i New York Times på basis af oplysninger fra Reuters.

USA’s statsgæld er steget med rekordfart i de år, hvor Donald Trump har været præsident.

Den amerikanske netavis The Hill kan oplyse, at den amerikanske statsgæld nu har rundet 23.000.000.000.000 dollar svarende til 154.000 milliarder kroner eller knap 119 pct. af det amerikanske bruttonationalprodukt.

Op mod tre fjerdedele af USA’s statsgæld er udlandsgæld.

Den eneste præsident i nyere tid, som har været tæt på at vende udviklingen, var Bill Clinton, som lykkedes med ikke at øge gælden.
Da tidligere præsident Barack Obama næsten fordoblede den nationale gæld igennem sine to regeringsperioder, førte det til kritik fra især Republikanerne, men statsgælden betragtes faktisk ikke i øjeblikket som et stort problem i USA.

Med 119 pct. i forhold til BNP er den amerikanske gæld stadig mindre end Japans, Grækenlands, Italiens, Portugals, Belgiens, Argentinas m.fl. Frankrig har en gæld på 100 pct. af BNP – Tyskland og UK har en offentlig gæld på omkring 85 pct.

Statsgældens størrelse synes ej heller at skræmme internationale investorer, der gerne køber amerikanske statsobligationer.

Centralbankens opfattelse
USA’s centralbank, Federal Reserve, har da også for ganske nylig fundet, at den amerikanske økonomi faktisk er i ganske god gænge.
Den 30. oktober 2019 besluttede USA’s centralbank ganske vist at sænke renten med 0,25 procentpoint til 1,5 – 1,75 pct.

Selvom det var den tredje rentesænkning på bare tre måneder, opfattes rentesænkningen som symbolsk og måske især som en imødekommelse af præsident Trump, der finder det urimeligt, at det amerikanske renteniveau er væsentlig højere end i Europa.

Når USA’s toneangivende rentesats sænkes, forklares rentesænkningen med et forsøg på at holde gang i hjulene i den amerikanske økonomi. Husholdningernes forbrug er fortsat højt, men erhvervslivets investeringer og eksporten viser svaghedstegn, lød begrundelsen for at sænke renten i en tid, hvor jobvæksten får karakteren ”solid”, og den økonomiske vækst er steget i et ”moderat” tempo.

USA i det længste opsving nogensinde
Realiteten er da også, at USA står midt i det længste opsving nogensinde. Økonomien voksede med 1,9 pct. i tredje kvartal, og ledigheden befinder sig på det laveste niveau i 50 år.

Det, der kan true den gunstige økonomiske udvikling, er bl.a. en handelskrig med Kina, en svagere tysk økonomi og ikke mindst, at UK’s brexit kan påvirke det amerikanske opsving.

Ifølge den amerikanske centralbank er den umiddelbart vigtigste parameter inflationsraten, som halter efter målsætningen på 2 pct.

Rentesænkning i december?

The Federal Open Market Committee, FOMC, komiteen af bankchefer, der står bag Fed’s rentepolitik, er pålagt at forfølge en økonomisk kurs, som sikrer maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Rentesænkningen var ventet, og derfor har mange analytikere allerede nu blikket rettet mod, om Fed mon har endnu en rentesænkning gemt i ærmet til næste rentemøde i december.

Signalet er også, at den amerikanske centralbank igen vil købe obligationer op i markedet og dermed øge pengemængden, men man vil formentlig gå forsigtigt til værks, og det kan ikke udelukkes, at der vil komme endnu en rentesænkning i 2019.

Den amerikanske centralbanks næste rentemøde finder sted den 10. og 11. december.

Statement efter mødet i FOMC den 30. oktober 2019: https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20191030a.htm