Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-vil-hjaelpe-virksomheder-til-at-handle-med-iran-uden-om-amerikanske-sanktioner

Den verdensomspændende nedlukning af økonomisk aktivitet som følge af Corona-epidemien har betydet faldende efterspørgsel efter benzin, diesel og jetbrændstof.

Saudi-Arabien, Rusland og USA blev Påskesøndag enige om gå i spidsen for at begrænse olieproduktionen med op til 12 millioner tønder olie fra 1. maj 2020.

Aftalen betød, at olieprisen (Brent) steg med 5,0 procent til 33,08 dollar pr. tønde, da handelen sidste mandag morgen efter Påsken startede på de asiatiske markeder. Siden er Brent-prisen faldet til omkring 25 dollars pr. tønde.

Investorerne var imidlertid fortsat bekymrede over, at nedskæringerne måske ikke var nok til varigt at støtte højere priser.

Olielagrene i USA er fyldte

USA’s Energiministerium kunne i sidste uge oplyse, at de kommercielle lagre af råolie og olieprodukter på bare en uge var steget med 19 mio. tdr., og yderligere stigninger ventes denne og de kommende uger.

Værst er situationen i Texas, der med 5,7 mio. tdr. i døgnet står for næsten halvdelen af den amerikanske olieproduktion.

Negativ oliepris

Mandag var situationen på oliebørsen i New York, at olielagerkapaciteten på leveringstidspunktet i maj for den handlede olie var tæt på at være opbrugt. Frygten for, at USA inden for få uger løber tør for olielagerkapacitet, sendte mandag aften prisen på amerikansk råolie til levering i maj ned i minus 37,63 dollars pr. tønde.

Så sent som fredag var prisen på amerikansk råolie godt 18 dollars pr. tønde.

Mindre prisfald på Nordsøolien – endnu!

Situationen for råolie fra Nordsøen er anderledes. Råolie fra Nordsøen kan afhentes pr. skib, og der er derfor ikke samme problemstilling i forhold til lagerkapaciteten, som i USA.

Det vil imidlertid ændre sig, når verdensmarkedet hver dag tilføres omkring 10-15 millioner tønder råolie mere, men der efterspørges. Derfor må der også forudses store fald i Brent-prisen på olie.

Præsident Donald Trump vil fylde 75 millioner tønder olie i reservelagrene

Efter det historiske fald i olieprisen mandag oplyste Trump på pressemøde i USA natten til tirsdag dansk tid, at han var indstillet på at fylde USA’s strategiske reservelagre af råolie.

I øjeblikket indeholder USA’s strategiske reservelagre 635 millioner tønder olie. I alt er lagrene godkendt til at opbevare 713,5 millioner tønder. Der er derfor mulighed for at fjerne 75 millioner tønder olie fra markedet i USA.

Den strategiske reserve af råolie er blandt andet tiltænkt nødstilfælde som Irak-krigen i 1991 og orkanen Katrina i 2005.Reservelagrene ligger i et kompleks af fire underjordiske lagre ud til Den Mexicanske Golf i staterne Louisiana og Texas.

Det danske beredskab vedrørende forsyningssikkerhed for olie

Det danske lagerberedskab svarer til omkring 81 dages forbrug og er baseret på, at selskaber, som importerer eller producerer olieprodukter i Danmark, har en lagringspligt, som af selskaberne dækkes af selskabernes egne arbejdslagre, men for hovedpartens vedkommende af Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) på selskabernes vegne.

 

Forud for EU-topmødet den 23. april 2020 opfordrer Italiens premierminister til EU-solidaritet. Den italienske premierminister Giuseppe Conte har gentagne gange opfordret til, at Den Europæiske Union udsteder fælles euroobligationer for at demonstrere EU-landenes solidaritet i bekæmpelsen af ​​Coronavirus-krisen.

Conte siger i et interview mandag den 20. april 2020 i den tyske avis, Sueddeutsche Zeitung, at udstedelse af sådanne såkaldte Corona-obligationer ikke handler om at EU-landene nu skulle være fælles om Italiens nuværende og fremtidige gæld. Conte opfordrer Tyskland og Holland til at ophæve deres forbehold og signalere, at Europa taler med én stemme, og han understreger at de fælles obligationer skulle bruges til helt specifikke formål inden for en begrænset tidsramme.

Tyskland og Holland, har sagt, at de ikke betragter fælles eurozone-obligationer som den rigtige måde at støtte sundhedsudgifter og økonomiske redningspakker indenfor de 19 eurolandes valutasamarbejde.

Berlin peger på den allerede eksisterende europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, men det er også en mulighed, at Den Europæiske Investeringsbank, EIB, kan styrke indsatsen for at give nødlidende europæiske virksomheder lånegarantier.

Conte oplyser, at det var uklart, om ESM-bistand – hvor Italien eventuelt kunne få adgang til mellem 35 og 37 milliarder euro – ville ære ledsaget af hårde betingelser.

Topmøde torsdag den 23. april 2020

EU’s stats- og regeringschefer skal torsdag den 23. april afholde et videotopmøde om, hvordan man takler de økonomiske konsekvenser af krisen på torsdag. Det ventes, at et centralt tema på mødet vil være de sydeuropæiske landes krav om solidariske Corona-obligationer.

På det sidste EU Topmøde, hvor stats- og regeringscheferne var sammen fysisk, skændtes de om EU-budgettet. 75 mia. euro skilte landene, og de er fortsat ikke enige om EU’s langsigtede budget – om den finansielle ramme for 2021-2027.

Den 26. marts afholdtes et nyt topmøde – denne gang virtuelt. Corona-pandemien betød, at stats- og regeringscheferne mødtes til en videokonference. Det centrale tema var finansieringen af Corona-epidemien.

Før tiden med Coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Finansieringen af Corona-pandemien

I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!

Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.

På EU-ledernes videokonference kunne de ikke blive enige om at dele den gæld, der nu stiftes for at finansiere bekæmpelsen af Covid-19.

Angela Merkel og Nord mod Syd

Den tyske kansler Angela Merkel, der deltog i det virtuelle topmøde fra sin lejlighed i Berlin, hvor hun er i selvisolation, efter at hendes læge testede positivt for virussen, indrømmede åbent, at der ikke var enighed om anvendelsen af finansielle instrumenter. Det eneste man kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Borgernes tillid udfordres

For almindelige EU-borgere, der bange for deres helbred, sikkerheden for deres kære, bekymrede for hvor pengene til husleje og mad skal komme fra, efter at virksomheder er lukket ned, er tanken om, at Europas ledere brugte 6 timer på at skændes om ordlyden topmødekonklusioner, der udsatte afgørelsen af hvad EU vil gøre ved corona-virussen, er helt uforståelig.

Lande som Italien og Spanien, der er hærgede af virkningen af ​​virussen på deres befolkning og deres skrøbelige offentlige finanser – var dybt skuffede.

Italien havde allerede inden Covid-19 ramte, vendt sig fra svoren EU-tilhænger til et af EU’s med skeptiske medlemslande.

Grundlæggende mangel på solidaritet

Problemet er, at coronavirussen simpelthen fremhæver allerede eksisterende, velkendte vanskeligheder i EU.

Når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, udstilles den manglende solidaritet i samarbejdet.

Dødsstødet til EU?

“Nordeuropa lader Sydeuropa I stikken” har den tidligere socialdemokratiske leder i Tyskland, Sigmar Gabriel, udtalt: ”Det er bedre at have Corona-obligationer end et EU, der falder fra hinanden”.

Corona-pandemien kan meget vel blive EU’s endeligt, advarer eksperter og sydeuropæiske regeringschefer.

Omvendt er politikerne i velhavende euro-lande som Tyskland og Holland nervøse for deres vælgeres reaktion, når talen kommer på “gældsdeling” eller “solidaritet” og risikoen for, at regningen for de fattige lande i syd tørres af på skatteborgerne i de rigere EU-lande i Nordeuropa.

EU’s finansministre enige om billionstor Covid 19-hjælpepakke

EU’s finansministre nåede sent den 9. april til enighed om en skitse for en stor europæisk genopretningspakke.

Resultatet – en hjælpepakke på over 4000 milliarder kroner – to gange Danmarks bruttonationalprodukt – til imødegåelse af den økonomiske recession i kølvandet på pandemien – blev nået sent onsdag den 9. april efter 3 dages hårde videomøde-forhandlinger.

Skal godkendes på et Topmøde i Det Europæiske Råd

Inden de mange milliarder kommer i omløb, skal oplægget fra finansministrene vedtages på Topmødet i Det Europæiske Råd den 23. april 2020.

Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at stats- og regeringscheferne skal afklare finansieringen af en ny genopretningsfond samt de juridiske og praktiske aspekter ved fonden, herunder relationen til EU-budgettet samt finansieringskilder.

Enighed om fælles støtte med begrænset risiko

Fra finansministrenes forhandlinger er det oplyst, at der ikke kunne opnås enighed om Corona-obligationer, hvor Tyskland, Holland, Danmark og andre nordeuropæiske lande skal hæfte for fælles statsobligationer og dermed fælles finanspolitik.

Til gengæld bliver der nu indført låne- og støtteordninger, hvor de enkelte lande hæfter med garantier svarende til deres EU-vægt.

Støtten til de europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser vil blive ydet over det ordinære EU-budget (der endnu ikke er vedtaget), fra den Europæiske Investeringsbank, fra en ny genopretningsfond, fra den eksisterende lånefond, Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme – ESM samt lån fra EU til lande, der har finansieringsproblemer.

Elementerne i pakken

Hovedelementerne i Covid-19-pakken er ifølge Finansministeriet:

• En garantifond i regi af Den Europæiske Investeringsbank, som skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for ca. 1500 mia. kr. (200 mia. euro)
• Et EU-instrument til støtte af nationale lønkompensationsordninger og visse sundhedsrelaterede tiltag på samlet op til ca. 750 milliarder kr. (100 mia. euro). Ordningen forkortes SURE for ”Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency”.
• En genopretningsfond, som skal støtte genopretningen af europæisk økonomi via støtte til EU-budgetprogrammer.
• Adgang til lån fra eurolandenes fælles lånefond (ESM) for i alt 2 pct. af eurolandenes BNP (ca. 1800 mia. kr./240 mia. euro) på visse betingelser.
• Den næste flerårige finansielle ramme (MFF 2021-2027) vil skulle afspejle krisens konsekvenser.

Finansministrene gør også opmærksom på, at EU-landene allerede har gennemført omfattende nationale finanspolitiske tiltag for at få økonomierne så skånsomt gennem krisen som muligt.

Den Europæiske Centralbank har lanceret et stort program for opkøb af obligationer, og det er blevet muligt for medlemslandene at bruge de resterende strukturfondsmidler i EU’s budget (ca. 275 mia. kr.) på COVID-19 tiltag.

Endelig er der allerede afsat godt 20 mia. kr. på EU’s budget i 2020 til bl.a. transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale.

 

 

The images of China and the World Health Organization, WHO, has been tainted by the cover-up of the coronavirus crisis. The question is if other UN-agencies also might have lost the world’s trust following the Wuhan-Coronavirus?

Dr. Vincent Martin, Representative of FAO China, fails to mention Chinas history of domestic food scandals, which has caused consumers around the world to be wary. Food scandals in China include poisonous meats, counterfeit drugs and alcoholic drinks, soy sauce made from human hair, Sudan I red dye, contaminated exported wheat protein, school food poisoning, sewage used in tofu and contaminated baby formula amo.

Local consumers worry about safety from domestic brands and as Chinese food and ingredients are used globally this is an international concern.

The Wuhan-Coronavirus is the latest health scandal in China and domestic brands and production need to increase overall transparency to rebuild and maintain trust in its consumers both at home and worldwide.

The FAO-representative refer to the Covid-19 outbreak as a stark reminder of the significant risk of wild animal trading and mixing of animal species in local wet markets and the urgent need to tighten market access rules, impose stricter sanitation requirements, enable digitalized supervision and explore new channels of distribution.

It is the responsibility of FAO – as the only international organization overseeing all aspects of the food chain and thereby the only organization able to provide a unique 360-degree vision on food safety – to urge the Chinese authorities to strengthen the national food control regulatory frameworks, capacities and transparency, to support science-based food safety governance, enhance food safety management along the food chains, and develop food safety intelligence and foresight.

Unfortunately, it is doubtful that the Food and Agriculture Organization of the United Nations, FAO, will put any pressure on China as long as the former vice-agricultural minister, Dongyu Qu, is the Director-General of the organization.

 

Når jeg læser Amalie Lyhne i Berlingske Tidende, fremkaldes mindelser om den 80-konservatisme, Lyhnes venstreorienterede forældre tog afstand fra. I Lyhnes generationsopgør indgår neoliberale længsler efter ”rygrad” hos den borgerlige opposition og beklagelser over det manglende mod til rationelle prioriteringer, når det gælder de svære sundhedsspørgsmål, som covid-19 giver anledning til. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Margaret Thatcher, og jeg er sikker på at Lyhne har en komplet samling af Thatchers og Reagans taler.

Snusfornuften hos Amalie Lyhne minder også om en politiker som Mette Abildgaard, der også hænger fast i fortiden – her er det blot vulgærliberale venstrefløjsmeninger fra begyndelsen af 1990’erne.

Mette Selsing har i Berlingske Tidende beskrevet fænomenet således:

”Partiet de Konservative er, som resten af borgerligheden, delt i to: et værdivenstreorienteret segment og et borgerligt segment. I den lille folketingsgruppe sidder nu et par reelt konservative typer som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth. Men så er der også én som Mette Abildgaard, hvis placering i et konservativt parti er en gåde for hver en tænkende, læsende borgerlig. Mette elskede SAS-reklamen og dens nedgørelse af det skandinaviske.

Mette Abildgaard. Denne kakofoni af venstreliberale floskler, solgt som en slags borgerlighed af et væsen, der ingen anelse har om den borgerlige orden. En mur af håndbold og uvidenhed og papegøjeeftersnak af tidsånden. Det er bløde flæskesvær, det er enfoldig pekingeserhund, når man har brug for en schæfer, det er slud i august. Man tænker: hvad skal vi egentlig med det her?

Hvad skal et konservativt parti dog med Mette Abildgaard, hvis vulgære omfavnelse af kulturelt selvhad blot reproducerer de allermest elendige venstrefløjstanker fra 1990erne (selv de røde har forladt dem!): Det ved Mette blot ikke. Mette er bare glad, glad, glad. Vuf. For at sidde i Folketinget, for at bløppe i medierne, for at lege politik. Det bliver lidt tungt i længden, ikke?”

https://www.berlingske.dk/ledere/frygt-goer-genaabningen-af-danmark-mere-forsigtig-og-forvirrende-end

 

 

Så blev spændingen udløst. Den 1. maj tiltræder DR-journalist Oliver Routhe Skov som ny pressechef i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.

Udenrigsministeriet har længe søgt en pressechef til Jeppe Kofod, og selvom det ikke var krævet, at pressechefen havde kendskab til dansk udenrigspolitik, har det været svært at få stillingen besat. I hvert fald måtte ministeriet ud i et genopslag før Oliver Routhe Skov bed på krogen.

Det vil nu vise sig, om Pernille Skippers mand har forståelse for det særlige socialdemokratiske sindelag, og om han evner at bistå sin minister i penible situationer. Pressechef Skov har siden 2015 været gift med den politiske leder i Enhedslisten og det er muligt, at ægteskabet har rustet ham til en arbejdsplads, der – som det hedder i jobopslaget – er præget af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.

Store opgaver venter

Store opgaver venter den nye pressechef. I december 2020 kan Udenrigsministeriet fejre 250-års jubilæum. Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender, der formelt var organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Spørgsmålet er om Oliver Routhe Skov kan finde takten med hærskaren af diplomater på Asiatisk Plads og udeposterne – af kollegaerne på Slotsholmen omtalt som lakskoene og blåfrakkerne. Det bliver også en udfordring at arbejde for den socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod, der i 2008 måtte trække sig som sit partis udenrigsordfører. Det skete efter, at han havde haft et “moralsk upassende forhold” til en 15-årig pige ved et DSU-kursus på Esbjerg Højskole.

Det var også i 2008, at den amerikanske finansmand, Jeffrey Edward Epstein, erklærede sig skyldig i at stå bag prostituering af en pige på under 18 år. Epstein blev igen i 2019 anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, men begik selvmord mens han sad i Manhattan Correctional Center.

Ligesom Jeppe Kofod i 2008 blev Storbritanniens prins Andrew tvunget til at trække sig fra sine pligter. Beslutningen blev truffet efter et fatalt interview, hvor prinsen forsøgte at forklare sit forhold til Jeffrey Epstein.

Besindighed og dialog

At Jeppe Kofod har hårdt brug for professionel pressebistand bekræftede Frank Hvam på Tænketanken Europas EU-konference, hvor Frank Hvam undrede sig over at Jeppe Kofod i forbindelse med alle internationale begivenheder opfordrede til ”besindighed og dialog”.

Hjælp til Italien

Kofod har senest udsat sig for kritik efter at have besvaret Italiens bøn om hjælp i Corona-pandemien med et tilbud om noget forældet medicinsk udstyr fra et militært overskudslager. Det forlyder, at Kofod skal være indstillet på supplere gaven med et parti feltrationer, der har overskredet udløbsdatoen.

Jeppe Kofod henholder sig til, at han har hørt, at man normalt ikke bliver syg af at spise mad, som har passeret udløbsdatoen, hvis der står ”bedst før” på emballagen. I øvrigt skal initiativet ses som Kofods og Udenrigsministeriets bidrag til at mindske madspild.

 

Tirsdag den 14. april 2020 offentliggjorde Den Internationale Valutafond (IMF) sin forårsrapport – World Economic Outlook, April 2020.

Det skete I forbindelse med årsmødet i IMF, der normalt tiltrækker mere end 10.000 deltagere, men på grund af Corona-pandemien var begrænset til et minimum, der blev afviklet som videokonference.

Gita Gopinath, IMF Economic Counsellor, lagde ifølge Reuters ikke skjul på, at verdensøkonomien går mod sit værste fald siden den store depression i 1930’erne på grund af COVID-19 – corona-pandemien.

IMF’s dystre prognose forudser, at verdensøkonomien vil skrumpe med omkring 3 pct. i 2020 for derefter delvis at genvinde pusten i 2021 med en vækst på 5,8 pct.

“Denne bedring i 2021 er kun delvis, da niveauet for den samlede økonomisk aktivitet stadig forventes være lavere i 2012 end vi havde forventet før virussen ramte”, sagde Gita Gopinath ved pressemødet. Tilbageslaget er større end efter finanskrisen i 2008-9, men trods alt mindre end under depressionen i 1930’erne, hvor BNP faldt med omkring 10 pct.

Samlede tab på mere end Japans og Tysklands bruttonationalprodukt – tilsammen!

Det økonomiske tilbageslag som følge af Corona-virussen i IMF’s best-case scenarie vil kunne føre til at verdensøkonomien lider et samlet uigenkaldeligt akkumuleret tab på 9 trillioner eller 9.000 billioner dollars i økonomisk produktion over to år. Det er et tab, der er større end det tyske og japanske bruttonationalprodukt tilsammen, sagde Gita Gopinath.

IMF-prognosen antager, at virusudbruddet i de fleste lande vil toppe i løbet af 2. kvartal og klinge ud i slutningen af året, mens nedlukninger og andre foranstaltninger gradvist ophæves.

IMF har også regnet på scenarier, hvor Corona-krisen er endnu længere og tabene endnu større.

 

”Det tog tilsyneladende også tid, inden den øverste ledelse i Kina blev gjort opmærksom på virussen”, og ”Det kinesiske styre har for tiden udfordringer i Hong Kong, Det sydkinesiske Hav, Taiwan samt med forholdet til Nordkorea og handelsforhandlinger med USA”.

I Federspiels såkaldte analyse fortsættes fedteriet og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. Sidste år udpegede Europa-Kommissionen for første gang Kina som en ”systemisk rival”, og EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Selvom Ulrik Federspiel er kendt for at være glat som en ål og svær at blive klog på, er det alligevel mærkeligt, at den tidligere Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe stadig lurepasser i forhold til Kina?

Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan ellers bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

https://www.berlingske.dk/kronikker/ulrik-federspiel-her-er-de-tre-geopolitiske-scenarier-i-verden-efter

 

 

Saudi-Arabien, Rusland og USA blev Påskesøndag enige om gå i spidsen for at begrænse olieproduktionen, der som følge af at den globale efterspørgsel efter corona-pandemien er faldet med 25-30 pct.

Aftalen betød, at olieprisen (Brent) steg med 5,0 procent til 33,08 dollar pr. tønde, da handelen mandag morgen startede på de asiatiske markeder.

Investorer er fortsat bekymrede over, at nedskæringerne måske ikke er nok til at støtte højere priser i de kommende uger, da den verdensomspændende lockdown har betydet faldende efterspørgsel efter benzin, diesel og jetbrændstof.

Produktionen reduceres med 12 mio. tønder

Aftalen kom i stand efter knap en måneds fejde mellem Saudi Arabien og Rusland, der har tvunget olieprisen helt i bund. Mexico ville ikke gå med til at skære produktionen ned med 300.000 tønder om dagen som krævet af Saudi Arabien. Præsident Trump greb ind og tilbød at USA reducerede produktionen således at Mexico slap med en reduktion på 100.000 tønder om dagen.

Aftalen betyder, at 23 lande har forpligtet sig til at tilbageholde 9,7 millioner tønder om dagen olie fra de globale markeder. Det svarer til en reduktion på omkring 13 pct. af den nuværende produktion, der som nævnt allerede var faldet med 25-30 pct. fra normalniveauet på omkring 100 mio. tønder om dagen.

I forbindelse med aftalen blev det oplyst, at ikke-OPEC-medlemmerne USA, Canada og Brasilien vil sænke udbuddet med 3,7 millioner tønder olie om dagen. Det er ikke oplyst hvor meget Rusland skal reducere produktionen.

Det er dog Saudi-Arabien, Rusland og andre olieallierede, der forventes at bære hovedbyrden af markedstilpasningen. Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait skulle være enige om at reducere produktionen med yderligere 2 millioner tønder om dagen udover de aftalte kvoter. Der er således at produktionen i alt begrænses med knap 12 mio. tønder om dagen.

Forhandlingsforløbet

Aftalen blev indgået på en videokonference søndag mellem OPEC’s 13 medlemmer samt en række andre olieproducenter, herunder Rusland, Norge m.fl. USA deltog ikke selv i mødet, men har været særdeles aktiv for at der kunne indgås en aftale inden oliemarkederne åbnede mandag.

Resultatet må karakteriseres som en diplomatisk sejr for præsident Trump. Hans støtter i den amerikanske olieindustri, som prisfaldet kastede ud i en krise, pressede Trump til at intervenere inden situationen havde udløst en byge af konkurser i industrien, hvor ikke mindst skiferolie- og ethanolproducenter var i farezonen.

Oliepriserne er faldet med over 40 pct. siden begyndelsen af ​​marts, hvor Saudi-Arabien og Rusland ikke kunne blive enige om produktionsbegrænsninger. Rusland trak sig fra forhandlingerne og Saudi-Arabien indledte en aggressiv priskrig i et forsøg på at erobre markedsandele fra Rusland.

Hvad ville Rusland?

Der spekuleres på om Rusland ved at nægte produktionsbegrænsninger i virkeligheden søgte at lægge pres på USA. Med oliepriser på under 30 dollar pr. tønde er mange amerikanske producenter af skiferolie, tjæresand, ethanol m.v. under pres. Det kan have været Ruslands mål at presse USA til at ophæve de økonomiske sanktioner som Rusland og det russiske olieselskab Rosneft er pålagt af USA efter annekteringen af Krim og invasionen i Ukraine.

Om præsident Trump har været tvunget til indrømmelser til Putin vides ikke, men torsdag i sidste uge var Saudi-Arabien og Rusland i hvert fald enige om at afslutte priskrigen. Enigheden mellem Saudi Arabien og Rusland betød, at olieprisen fredag steg til knap 31 dollar pr. tønde.

Nu var det så Mexico, der blokerede for en aftale ved at nægte at reducere med mere end 100.000 tønder om dagen.

Præsident Trump har lagt pres på både Saudi Arabien og den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador, og løsningen blev altså at USA overtog noget af reduktionskravet fra Mexico.

Som led i presset på Saudi Arabien skulle Trump angiveligt have truet med at lægge afgifter på importen af råolie fra Saudi Arabien.

Lørdag talte nogle republikanske senatorer også med den saudiske energiminister i næsten to timer og advarede ham om, at alliance mellem USA og Saudi Arabien ville lide skade, hvis han ikke reducerede produktionen.

Saudi Arabiens olieminister

Den saudiske energiminister er ikke hvem som helst: Prins Abdulaziz bin Salman, søn af den saudiske konge og halvbror til den designerede arving til den saudiske trone, kronprins Mohammed bin Salman. Forhandlingsforløbet har imidlertid efterladt indtrykket af en hård og kantet forhandler. Hans optræden som de facto formand for OPEC var udfordrende fra starten. Han blokerede Angola fra et teknisk møde og hans efterfølgende diskussion med den afrikanske producent over petitesser afsporede næsten hans første store OPEC-topmøde i december.

På en konference i sidste måned, skændtes prinsen åbenlyst med den russiske energiminister Alexander Novak og sagde, at Rusland ville fortryde at nægte at nedbringe produktionen. Uenigheden afsluttede et mere end tre-årigt samarbejde mellem de to oliegiganter og udløste en priskrig.

Saudi Arabien har med henvisning til coronavirussen erklæret våbenhvile i to uger i Yemen. Våbenhvilen kan være et skridt, der kan afslutte den blodige 5 år lange konflikt, der efterhånden har udviklet sig til en belastning for Saudi Arabien.

Lige siden Houthierne i 2015 væltede Yemens regering og besatte landets hovedstad Sanaa har en saudi-ledet koalition kæmpet mod de iransk-støttede Houthi-oprørere. Det har været en brutal og blodig kamp, ​​og ifølge BBC er mere end 110.000 mennesker dræbt i Yemen

Covid 19

Truslen om Covid-19 var blevet umulig at ignorere. Fredag ​​rapporterede Yemen det første bekræftede tilfælde og et bredt udbrud kan være ødelæggende i den arabiske verdens fattigste land. Konflikten har allerede smadret landets sundhedssystem og påført befolkningen på 28 mio. mennesker sult og sygdom.

Houthierne har været forbeholdne overfor våbenhvilen og overfor FN tilkendegivet, at deres overholdelse af våbenhvilen vil være betinget af, at restriktionerne på skibstransporter og flyvninger ophæves.

På trods af den vedvarende spænding håber Martin Griffiths, FNs særlige udsending til Yemen, at Saudi Arabiens våbenhvile vil bane vejen for fredsforhandlinger. Hvis det sker, kan det langt om længe bringe en krig til ophør, der har udløst en af ​​de værste humanitære kriser i verden.

Yemen er et stort land med 28 millioner mennesker, 46 pct. af dem er under 15 år. Saudi Arabien har til sammenligning 33 millioner mennesker; Syrien 18,5 millioner; UAE 9,6 millioner og Libyen 6,6 millioner.

Selvom Yemen er den arabiske verdens fattigste land, er det for stort til at man kan lade det gå ned. En kronisk mislykket stat i Yemen vil betyde evig krise på den arabiske halvø – hvad enten det skyldes krig, terrorisme, flygtninge, sygdom eller det hele i forening.

Baggrund for borgerkrigen

Den sydlige del af Yemen, med Aden som hovedstad, var selvstændig indtil 1990, hvor Nord- og Sydyemen blev forenet. Nordyemen blev selvstændigt allerede da det ottomanske imperium gik i opløsning efter første verdenskrig og Sydyemen blev selvstændig efter Storbritannien trak sig ud efter flere års kamp mod oprørere i 1968.

Magtkampen mellem politiske ledere fra nord og syd udviklede sig til en tre måneder lang borgerkrig i 1994, som blev vundet af Nord.

Krigen der danner fundamentet for den aktuelle humanitære katastrofe, begyndte i 2004, da hæren og oprørsstyrker under ledelse af præsten og politikeren Hussein al-Houthi stødte sammen. Al-Houthi blev dræbt og bevægelsen tog hans navn. Gruppen har sit udspring i landets nordlige bjergegne og medlemmerne tilhører shia-grenen af islam.

Iran støtter oprørerne

Som andre shia-grupper i regionen, for eksempel i Libanon og Irak, bliver Houthi-bevægelsen støttet af Iran. Den støtte har været med til at få Yemens store nabo i nord, det sunni-muslimske Saudi-Arabien, til at gå ind i krigen på regeringens side i 2015.

Saudi Arabien støtter regeringen

Sammen med Saudi-Arabien kom den nære allierede de Forenede Arabiske Emirater, UAE, der heller ikke var interesseret i en Iran-kontrolleret, shia-muslimsk nabo.

Borgerkrigen har dermed sine rødder i forhold i Yemen og i den muslimske verden, der eksisterede længe inden det ”arabiske forår” i 2011 bredte sig over hele Mellemøsten.

Kampene i 2014 begyndte som en væbnet konflikt mellem shia-muslimske houthi-oprørere fra den nordlige del af landet og regeringen, som dengang var ledet af den folkevalgte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi. Houthierne er en del af det shia-muslimske mindretal i Yemen. Ud af Yemens samlede befolkning på ca. 28 millioner udgøres knap to tredjedele af sunnimuslimer og godt en tredjedel af shiamuslimer.

Som følge af kampene overtog houthierne kontrollen med den nordvestlige del af landet, herunder hovedstaden Sanaa. Samtidig udnyttede terrorgruppen Al Qaeda og siden Islamisk Stat (IS) det politiske kaos til at positionere sig i landet.

Saudisk ledet koalition intervenerer

Det sunnimuslimske kongedømme Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var ikke interesserede i en stat domineret af radikale sunni-islamister lige op til deres sydlige grænse. Ifølge Saudi Arabien er houthierne ydermere støttet af ærkefjenden Iran.

De formerede derfor en koalition under saudisk ledelse bestående af: Saudi Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Marokko og Sudan. I 2015 intervenerede koalitionen militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering.

Yemen er dermed blevet en slagmark, hvor rivaliseringen mellem Iran og Saudi Arabien udspilles. Iran har benægtet at støtte houthierne, men ifølge bl.a. New York Times er der anvendt iransk producerede missiler under kampene.

Konflikten har delt landet i en houthi-kontrolleret nordvestlig zone, som bl.a. omfatter hovedstaden Sanaa samt en sydøstlig zone, der kontrolleres af Saudi-ledede styrker og andre styrker, som er loyale overfor regeringen.

USA, UK og Frankrig støtter koalitionen

Allerede mens Barack Obama var præsident begyndte USA, Storbritannien og Frankrig at støtte koalitionen logistisk, med efterretninger og med salg af våben. Den vestlige støtte har i høj grad handlet om at bekæmpe terrorgruppen Al Qaeda og Islamisk Stat, men den amerikanske administration har ifølge analytikere også haft til hensigt at begrænse Irans indflydelse i regionen.

Både Al Qaeda og Islamisk Stat (IS) er til stede i Yemen med hver deres dagsorden. Begge organisationer har påtaget sig ansvaret for en række selvmordsaktioner og andre terroranslag i Yemen. En helt ny rapport fra FN anslår ifølge flere nyhedsmedier, at der findes mellem 250 – 500 IS-krigere i landet, mens Al Qaeda råder over 6.000 – 7.000 krigere.

FN’s rolle

Situationen i Yemen blev allerede i 2015 taget op i FN’s Sikkerhedsråd. Den eneste resolution, der er vedtaget, opfordrer parterne “in particular the Houthis,” to “immediately and unconditionally end violence.”

Ud over de 110.000, der er døde, er 2,6 millioner yemenier fordrevet, og der er mere end 280.000 flygtninge, ifølge FNs højkommissær for flygtninge. Landet har været udsat for bølger af kolera. Sundheds- og uddannelsessystemerne er for det meste kollapset. IMFs personale omtalte efter et besøg i Yemen sidste år økonomien som “krøllet” og sagde, at landet er i “en humanitær krise”, hvilket forklarer, “en kraftig nedgang i økonomisk aktivitet og kulbrinteeksport sammen med en bred suspension af grundlæggende offentlige tjenester har efterladt omkring 17 millioner mennesker akut behov for fødevarehjælp og andre former for hjælp. ” Det skønnes nu, at 17 millioner er vokset til 24 millioner – svimlende 85 pct. af Yemens befolkning.

Yemen, Syrien og Libyen er, hvad Verdensbanken har benævnt skrøbelige stater i konfliktsituationer med høj intensitet, der risikerer endemisk fattigdom og ustabilitet mangler massiv bistand. Denne vurdering blev foretaget før COVID-19-pandemien og faldet i oliepriser.

Saudi Arabiens reformer

Saudi Arabien og kronprins Mohammad Bin Salman har formentlig interesse i at få Yemen-krigen afsluttet så han kan fokusere på sine økonomiske og sociale reformer og samtidig en faktor, der belaster de tætte bånd mellem USA og Saudi Arabien. Demokraterne har uophørligt kritiseret Trump-administrationen for dens støtte til Saudi Arabiens krigsindsats i Yemen.

De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og regimet i Abu Dhabi menes også at være modne til at få krigen afsluttet.

Hvad vil Iran?

Dermed ligger bolden faktisk hos Iran. Selvom Houthierne er skeptiske overfor våbenhvilen kan Teheran vælge at gribe muligheden for at genetablere et tåleligt forhold til sine arabiske naboer.