EU’s finansministre nåede sent den 9. april til enighed om en skitse for en stor europæisk genopretningspakke.

Resultatet – en hjælpepakke på over 4000 milliarder kroner – to gange Danmarks bruttonationalprodukt – til imødegåelse af den økonomiske recession i kølvandet på pandemien – blev nået sent onsdag den 9. april efter 3 dages hårde videomøde-forhandlinger.

Skal godkendes på et Topmøde i Det Europæiske Råd

Inden de mange milliarder kommer i omløb, skal oplægget fra finansministrene vedtages på et Topmøde i Det Europæiske Råd inden 2 uger. Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at stats- og regeringscheferne skal afklare finansieringen af en ny genopretningsfond samt de juridiske og praktiske aspekter ved fonden, herunder relationen til EU-budgettet samt finansieringskilder.

Uenighed om solidarisk hæftelse

På EU-ledernes videokonference den 26.marts kunne de ikke blive enige om hvordan bekæmpelsen af Covid-19 skulle finansieres.

I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!

Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.

Corona-obligationer

Det der skilte vandene, var spørgsmålet om udstedelsen af fælles såkaldte Corona-obligationer. Før tiden med coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Holland og andre nordeuropæiske lande har været modstandere af fælles stiftelse og solidarisk hæftelse for EU-landenes gæld, og det eneste man på det sidste Topmøde kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Situationen har været prekær. I Italien, Spanien og andre sydeuropæiske lande bredte der sig en opfattelse af, at når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, er det et udtryk for den grundlæggende mangel på solidaritet i EU-samarbejdet.

Enighed om fælles støtte med begrænset risiko

Fra finansministrenes forhandlinger er det oplyst, at den samlede pakke kom på plads, efter at der blev opnået enighed mellem Italien og Holland. Enigheden betyder, at der ikke indføres Corona-obligationer, hvor Tyskland, Holland, Danmark og andre nordeuropæiske lande skal hæfte for fælles statsobligationer og dermed fælles finanspolitik.

Til gengæld bliver der nu indført låne- og støtteordninger, hvor de enkelte lande hæfter med garantier svarende til deres EU-vægt.

Støtten til de europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser vil blive ydet over det ordinære EU-budget (der endnu ikke er vedtaget), fra den Europæiske Investeringsbank, fra en ny genopretningsfond, fra den eksisterende lånefond, Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme – ESM samt lån fra EU til lande, der har finansieringsproblemer.

Elementerne i pakken

Hovedelementerne i Covid-19-pakken er ifølge Finansministeriet:

• En garantifond i regi af Den Europæiske Investeringsbank, som skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for ca. 1500 mia. kr. (200 mia. euro)
• Et EU-instrument til støtte af nationale lønkompensationsordninger og visse sundhedsrelaterede tiltag på samlet op til ca. 750 milliarder kr. (100 mia. euro). Ordningen forkortes SURE for ”Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency”.
• En genopretningsfond, som skal støtte genopretningen af europæisk økonomi via støtte til EU-budgetprogrammer.
• Adgang til lån fra eurolandenes fælles lånefond (ESM) for i alt 2 pct. af eurolandenes BNP (ca. 1800 mia. kr./240 mia. euro) på visse betingelser.
• Den næste flerårige finansielle ramme (MFF 2021-2027) vil skulle afspejle krisens konsekvenser.

Finansministrene gør også opmærksom på, at EU-landene allerede har gennemført omfattende nationale finanspolitiske tiltag for at få økonomierne så skånsomt gennem krisen som muligt.

Den Europæiske Centralbank har lanceret et stort program for opkøb af obligationer, og det er blevet muligt for medlemslandene at bruge de resterende strukturfondsmidler i EU’s budget (ca. 275 mia. kr.) på COVID-19 tiltag.

Endelig er der allerede afsat godt 20 mia. kr. på EU’s budget i 2020 til bl.a. transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale.

 

 

Præsident Trump beskyldte tirsdag den 7. april 2020 Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for ikke at være skarp nok i bekæmpelsen af coronavirus-pandemien, og han truede med at tilbageholde amerikanske finansielle bidrag til organisationen.

“Vi kommer til at se nærmere på de penge vi har brugt på WHO. Vi kommer til at overveje det nøje, og så får vi se”, sagde Trump under den daglige corona-briefing i Det Hvide Hus.

“WHO tog fejl”, sagde Trump og kritiserede, at WHO ikke støttede, det stop for rejsende fra Kina, som USA indførte den 31. januar.

Den amerikanske Kongres har bevilget 122 mio. dollars til WHO i finansåret 2020, og Trump-administrationens budgetforslag for 2021 er allerede reduceret til 58 mio. dollars. Det har hidtil været anset for usandsynligt, at Kongressen ville acceptere en så drastisk nedskæring i en situation, hvor corona-pandemien raser.

Præsident Trumps kritik af WHO er ikke ny – på twitter har han ved flere lejligheder kritiseret at selvom det er USA, der i væsentligt omfang finansierer WHO, har organisationen været mere lydhør for kinesiske interesser:

Tweet fra @realDonaldTrump: “The W.H.O. really blew it. For some reason, funded largely by the United States, yet very China centric. We will be giving that a good look. Fortunately, I rejected their advice on keeping our borders open to China early on. Why did they give us such a faulty recommendation?”

Trump ikke alene om at kritisere WHO

WHO har før været udsat for kritik. WHO-rapporten om ernæringsråd fra april 2003, hvor det anbefales, at sukker ikke må udgøre mere end 10 pct. af den daglige kost, blev stærkt kritiseret af sukkerindustrien, inklusive DANISCO i Danmark.

Omstændighederne omkring WHO’s beslutning den 11. juni 2009 om at erklære fugleinfluenzaen for en pandemi, var udsat for kritik.

WHO har også været kritiseret for, at eksperter, der rådgav WHO om vaccinationsprogrammer, samtidig modtog bidrag fra lægemiddelindustrien. Således modtog det finske institut THL ledet af professor Juhani Eshola 47 millioner kroner af vaccinationsproducenten GlaxoSmithKline i 2009, mens Eshola fungerede som vaccinationsrådgiver i WHO’s såkaldte SAGE-gruppe, da WHO traf beslutningerne omkring fugleinfluenzaen.

Derudover rådgives WHO-generalsekretæren af en hemmelige komite, Emergency Committee, hvor navnene på de 18 medlemmer ikke kendes, og deres uafhængighed derfor heller ikke kan bekræftes af offentligheden.

Taiwan

Taiwan har været en varm kartoffel i WHO-sammenhæng. Taiwan anklager WHO for at undlade at reagere på Taiwans advarsler allerede i december 2019 om at corona-virussen smittede fra menneske til menneske. Taiwan har angivet de tætte forbindelser mellem WHO og Beijing som årsag til, at man valgte ikke at advare om corona-smitten fra menneske til menneske.

Taiwan holdes ude af WHO (og andre FN-organisationer) fordi Kina hævder, at Taiwan er en del af Kinas territorium og ikke kan betragtes som en selvstændig stat.

Japan

Den 28. marts 2020 kritiserede den japanske vicepremierminister Tarō Asō WHO’s chef Tedros Adhanom Ghebreyesus for ikke at være i stand til at håndtere koronavirussen eller COVID-19.

Republikanere kræver WHO-chefens afgang

Amerikanske konservative republikanere, har i stigende omfang under den globale pandemi kritiseret WHO og hævdet at organisationen var afhængige af falske data fra Kina om Corona- virusudbruddet.

I sidste uge opfordrede den republikanske senator Marco Rubio til WHO-chefens fratræden, og dette krav har siden fået støtte fra flere republikanske medlemmer af Senatet.

 

Kristeligt Dagblad bringer op til den 9. april 2020 et såkaldt debatinterview med den 87-årige radikale Asger Baunsbak-Jensen, der trods en åbent omtalt depressiv lidelse har været aktiv lærer, folketingsmedlem, radikal landsformand, undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet, præst og forfatter.

Radikale erindringer

Interviewet kommer ind på Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen. Baunsbak-Jensen er efter eget udsagn den sidste nulevende person, der har talt med Erik Scavenius om krigen.

Erik Scavenius er kontroversiel, fordi han forbindes med samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt mellem den 9. april 1940 og 29. august 1943 – i de første år som udenrigsminister med Thorvald Stauning (S) som statsminister, og efter dennes død i maj 1942 tog Vilhelm Buhl (S) over, men den tyske rigsbefuldmægtigede, doktor Best, ville hellere have Scavenius, som blev statsminister i november 1942.

Var Erik Scavenius landsforræder?

Asger Baunsbak-Jensen ønsker ikke at forsvare samtlige handlinger, Scavenius foretog for at komme tyskerne i møde, men han ser et stort behov for at minde om, at Scavenius ikke var den landsforræder, store dele af befolkningen gjorde ham til:

”Jeg vil ikke sige, at Scavenius er blevet uretfærdigt behandlet af eftertiden, Men jeg mener, at han er blevet for unuanceret behandlet. Han gik så langt i forhandlingerne med tyskerne, at det er svært at følge ham. Men når jeg tænker på måden, han fik Danmark gennem krigen på, tænker jeg, at det var rimeligt, han fik et langt tøjrslag.”

Det plejer ellers at være dagbladet Politiken, der hvert år op til den 9. april gør en indsats for at forskønne billedet af det Radikale Venstres landsskadelige rolle i den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Forfatteren Birgithe Kosovic fik i 2019 POLITIKENS Litteraturpris, for hendes bog om samarbejdspolitikeren Eric Scavenius, som hun – ifølge POLITIKEN ”forvandler til et menneske, der er lige så optaget af kærlighed – og sex – som af krig”.

Det bekymrende er, at nutidige læsere uden historisk ballast med POLITIKENs og Kosovics fiktioner ikke vil få indblik i de ubehagelige historiske fakta.

Tysklands udvalgte

Eric Scavenius, Tysklands udvalgte mand i Danmark under besættelsen, overtog den 8. juli 1940 posten som udenrigsminister efter P. Munch. I forbindelse med det, som frihedskæmper og chefredaktør Børge Outze kaldte ”magtovertagelsen”, bør det ikke glemmes, at samarbejdspolitikkens forkætrede realpolitiker, Erik Scavenius, holdt en tale, hvor han talte om ”Danskernes frygt for Englænderne før Krigen”, og ”Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprunden i Europa under Tysklands Førerskab”.

Den tunge radikale arv

Det Radikale Venstre og Erik Scavenius fremkalder vedblivende stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en borger mente, at Gentofte kommune burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i VILLABYERNE stærk afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne og det netværk, de havde opbygget. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Langt ud over pligtens krav

Undertiden stilles spørgsmålet, om Erik Scavenius gjorde andet end at tjene landets interesser ved at samarbejde med tyskerne, som et klart befolkningsflertal ønskede det?

Ja, det er klart dokumenteret, at Erik Scavenius gik længere, end han behøvede. Scavenius og andre samarbejdspolitikere opfordrede befolkningen til at angive sabotører, og de støttede op om tyskernes hvervning af danske frivillige til at kæmpe på østfronten.

Alice Scavenius, der under den tyske besættelse af Danmark var nær veninde til og siden blev gift med Erik Scavenius, plejede venskab med Gestapos chef, Karl Heinz Hoffmann, der ledede jødeaktionen og den tyske modterror og godkendte Gestapos brutale forhørsmetoder.

Alice Scavenius havde et så fortroligt forhold til Karl Heinz Hoffmann, at hun efter krigen sad varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg. De hidtil ukendte oplysninger fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der i december 1945 opgav at sigte hende.

Den nære kontakt mellem Alice og Erik Scavenius og Karl Heinz Hoffmann, som efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser, har overrasket eksperter og kastet nyt lys over Erik Scavenius og den kontroversielle samarbejdspolitik. Karl Heinz Hoffmann blev efter krigen fængslet i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius, i hvis hjem han så ofte var kommet under besættelsen.

Erik Scavenius var også villige til at støtte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham, og Scavenius fortsatte med at korrespondere venskabeligt med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være i tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.

Forholdet til de allierede

Hvis man anlægger et internationalt perspektiv på samarbejdspolitikken under besættelsen, svigtede Scavenius og de øvrige samarbejdspolitikere både politisk og moralsk, fordi de styrkede Tyskland ved at eksportere fødevarer og samarbejdede, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i andre lande, hvor der var en reel modstand.

 

Corona-krisen har afsløret, at det danske beredskab ikke er godt nok.

Fejlvurdering af epidemiens ankomst til Danmark, for langsomme reaktioner på smitte­spredning fra hjemvendte skiturister, spredt fægtning i teststrategi, manglende overblik over værnemidler, oprettelse af et angiversystem, der (heldigvis) blev trukket tilbage igen, tvetydige vejledninger og vidt forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder om alt fra legegrupper til indsatsernes virkning på smittekurven, har præget de første uger af den danske corona-krise.

Mange myndigheder

Beredskabet viser sig at være spredt ud på mange forskellige myndigheder. Vi har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddel­styrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og de enkelte regioner og kommuner, der hver for sig har beredskabsplaner og forskellige roller at spille. Hertil kommer politi og forsvar, som i en situation, hvor landet lukker ned, også har væsentlige roller at spille.

Over det hele svæver regeringen med en tvetydig Sundhedsminister og ikke mindst en statsminister med egne meninger, om hvordan situationen skal håndteres.

At beredskabet er spredt ud på mange forskellige aktører, kunne måske gå under en stram styring. Problemet opstår, når de ikke snakker ordentligt sammen eller ikke er fuldstændig skarpe på, hvem der står for hvad både før og under en hændelse.

Det tyder desværre på, at de forskellige beredskabsoperatører ikke har holdt sig tilstrækkeligt beredt og koordineret planer løbende, inden vi stod med problemet covid-19.

Gamle beredskabsplaner

Seneste epidemiplan fra Sundhedsstyrelsen er fra 2013 og rettet mod en pandemisk influenza, hvormed den ikke er beredt til en virus som covid-19.

Sundhedsvæsenet har været præget af stigende udgifter til medicin og en aldrende befolkning. Sundhedsstyrelsen har været underkastet idelige omorganiseringer og sparekrav – p.t. er der ansættelsesstop i bl.a. Sundhedsstyrelsen. Hertil kommer et seruminstitut, der oplevede en gedigen hjerneflugt efter et ekstremt kluntet og dyrt frasalg af SSI Diagnostica i marts 2016 til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr. og SSI Vaccineproduktion til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines for 15 mio. kr. i juni 2016. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

På den baggrund er det måske ikke så underligt, at forberedelse til en fremtidig ukendt epidemi ikke har stået øverst på prioriteringslisten hos nogen af aktørerne.

Koordinerings- og kommunikationsproblemer

Det gør ikke den aktuelle situation lettere, at manglende kommunikation og koordinering tilsyneladende også har præget de første uger af den aktuelle danske corona-epidemi.

Således har vi set en regionsdirektør, der var af den opfattelse, at det var serum­instituttet, der stod for indkøb af udstyr, selv om det faktisk er regionernes egen opgave. Vi har hørt om virksomheder, der bliver kastet rundt mellem myndighederne i forsøg på at finde ud af, hvor de kan aflevere deres tilbud om potentiel hjælp. Vi ser de samme tal blive produceret og lagt op på hjemmesider af hhv. Sundhedsstyrelsen, SSI og politiets folk. Vi har oplevet to markante myndighedsdirektører, hhv. Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, tale stik imod hinanden i vurdering af smitte­kurver og rådgivning til borgerne.

Krav om kommission

Et bredt politisk flertal i Folketinget kræver nu, at en kommission skal undersøge en række emner omkring håndteringen af coronakrisen for at sikre, at Danmark i fremtiden er bedre forberedt på epidemier.

Idéen om en kommission får opbakning fra Enhedslisten, SF, De Radikale, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er, om man ikke ved samme lejlighed skulle underkaste Fødevarestyrelsen og det veterinære beredskab et eftersyn

I 2001 blev Europa ramt af en omfattende epidemi af mund- og klovesyge, og Danmark oplevede selv et større antal udbrud af den alvorlige fjerkræsygdom Newcastle disease i 2002, hvilket dengang gav anledning til en modernisering af beredskabet.

I 2012 blev der gennemført et ”Serviceeftersyn af det danske veterinære beredskab”, men siden har det traditionelle solide veterinære beredskab i Danmark har ligesom andre forvaltningsområder været underkastet new public management, lean og andre besparelser samt utallige organisatoriske ændringer.

Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen er en offentlig myndighed under Miljø- og Fødevareministeriet og styrelsen er i øjeblikket den kompetente myndighed for kontrollen med fødevarer, foder, dyrevelfærd og dyresundhed.

Fødevarestyrelsen har sektoransvaret for håndteringen af krisesituationer i forbindelse med dyre- eller fødevarebårne sygdomme, forekomst af foderstof- og fødevareforurening og andre risici for menneskers og dyrs sundhed relateret hertil.

Det siger sig selv, at i et land, hvor landbrugs- og fødevareproduktion har afgørende økonomisk betydning, kan dyre- og fødevarebårne sygdomsudbrud have katastrofale konsekvenser.

Det veterinære beredskab omfatter ca. 80 sygdomme hos husdyr, hvoraf nogle kan smitte mennesker. Udbrud af husdyrsygdomme kan have store konsekvenser for dyrevelfærden, erhvervet og eksporten. Det veterinære beredskab har udarbejdet beredskabsplaner for alle betydningsfulde husdyrsygdomme, og de revideres løbende, samt i forbindelse med sygdomsudbrud og efter afholdelse af beredskabsøvelser.

Der udarbejdet specifikke operationelle beredskabsplaner for følgende sygdomme:

• Newcastle disease
• Aviær influenza
• Mund- og klovesyge
• Klassisk svinepest
• Afrikansk svinepest
• Bluetongue
• Sygdomme hos aquakulturdyr
• 10 eksotiske sygdomme (kvægpest, fåre- og gedepest, smitsomt blæreudslet hos svin, epizootisk hæmorrhagi hos hjorte, fåre- og gedekopper, vesiculær stomatitis, lumpy skin disease, rift valley fever samt afrikansk hestepest).

Afrikansk svinepest

Fødevarestyrelsen afholder desuden beredskabsøvelser. Senest blev der i 2019 afholdt en landsomfattende øvelse vedrørende håndteringen af et udbrud af afrikansk svinepest i Danmark, som potentielt kunne koste nationen 10 – 11 mia. kr.

På baggrund af erfaringerne fra øvelsen er udarbejdet en detaljeret ”Udbrudsmanual for afrikansk svinepest- 26. marts 2020”.

Fødevarestyrelsen står ikke helt alene om varetagelse af det veterinære beredskab

Det veterinære beredskab har været påvirket af de talrige organisatoriske ændringer, der i de senere år er gennemført på alle de områder, der tidligere især var dækket af Landbrugsministeriet og Veterinærdirektoratet.

Dansk Veterinær Konsortium

Senest har Miljø- og Fødevareministeriet indgået en myndighedsaftale med Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET), der er betegnelsen for et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI).

Konsortiet med Statens Serum Institut, som vi på godt og ondt kender fra Corona-pandemien, har fra 2020 haft et delansvar for det diagnostiske beredskab i krisesituationer med reference til Veterinærdirektøren, der ikke har de samme beføjelser som tidligere.

Myndighedsbetjeningen omfatter i øvrigt alt fra sygdomsovervågning og varetagelse af konkrete beredskabsopgaver f.eks. ved mistanke om sygdomsudbrud til assistance i form af risikovurderinger, forskningsopgaver, besvarelse af spørgsmål til ministeren osv.

Dette nye myndighedsset-up har endnu ikke været afprøvet i en krisesituation.

Fødevarestyrelsen samarbejder også med andre offentlige institutioner og myndigheder

Under et udbrud af en smitsom husdyrsygdom kan det være nødvendigt for Fødevarestyrelsen at inddrage personale fra andre myndigheder og offentlige institutioner i bekæmpelsesarbejdet. Fødevarestyrelsen arbejder både i fredstid og i krisetid sammen med andre myndigheder og offentlige institutioner for at løfte beredskabsopgaven.

Udover Dansk Veterinær Konsortium drejer det sig f.eks. om Zoologisk Museum, Meteorologisk Institut, Kort- og Matrikelstyrelsen, departementet i Miljø- og Fødevareministeriet, Politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Sundhedsstyrelsen m.m. Fødevarestyrelsen har derudover en lang række rammeaftaler med brancheorganisationer og relevante virksomheder, der kan bistå til at sikre det veterinære beredskabs reaktionsevne og robusthed ved kriser.

På det sidste EU topmøde, hvor stats- og regeringscheferne var sammen fysisk, skændtes de om EU-budgettet. 75 mia. euro skilte landene, og de er fortsat ikke enige om EU’s langsigtede budget – om den finansielle ramme for 2021-2027.
Den 26. marts afholdtes et nyt topmøde – denne gang virtuelt. Corona-pandemien betød, at stats- og regeringscheferne mødtes til en videokonference. Det centrale tema var finansieringen af corona-epidemien.
Før tiden med coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Finansieringen af Corona-pandemien
I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!
Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.
På EU-ledernes videokonference kunne de ikke blive enige om at dele den gæld, der nu stiftes for at finansiere bekæmpelsen af Covid-19.

Angela Merkel og Nord mod Syd
Den tyske kansler Angela Merkel, der deltog i det virtuelle topmøde fra sin lejlighed i Berlin, hvor hun er i selvisolation, efter at hendes læge testede positivt for virussen, indrømmede åbent, at der ikke var enighed om anvendelsen af finansielle instrumenter. Det eneste man kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Borgernes tillid udfordres
For almindelige EU-borgere, der bange for deres helbred, sikkerheden for deres kære, bekymrede for hvor pengene til husleje og mad skal komme fra, efter at virksomheder er lukket ned, er tanken om, at Europas ledere brugte 6 timer på at skændes om ordlyden topmødekonklusioner, der udsatte afgørelsen af hvad EU vil gøre ved corona-virussen, er helt uforståelig.
Lande som Italien og Spanien, der er hærgede af virkningen af virussen på deres befolkning og deres skrøbelige offentlige finanser – var dybt skuffede.
Italien havde allerede inden Covid-19 ramte, vendt sig fra svoren EU-tilhænger til et af EU’s med skeptiske medlemslande.

Grundlæggende mangel på solidaritet
Problemet er, at coronavirussen simpelthen fremhæver allerede eksisterende, velkendte vanskeligheder i EU.
Når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, udstilles den manglende solidaritet i samarbejdet.

Dødsstødet til EU?
Det kan meget vel blive EU’s endeligt, advarer eksperter og sydeuropæiske regeringschefer. Omvendt er politikerne i velhavende euro-lande som Tyskland og Holland nervøse for deres vælgeres reaktion, når talen kommer på “gældsdeling” eller “solidaritet” og risikoen for, at regningen for de fattige lande i syd tørres af på skatteborgerne i de rigere EU-lande i Nordeuropa.

Finanssektorens klimapartnerskab har afleveret sine klimaanbefalinger, og af dem fremgår det, at banker og realkreditinstitutter har en ambition om at øge de grønne lån med 300 mia. kr. frem mod 2030.

Finanssektoren opstiller selv fire ”initiativområder”:

• Sætte mål for at monitorere reduktion af kunders CO2-aftryk
• Aktivt engagere sig i kunder og projekter
• Integrere bæredygtighed i forretningsmodeller
• Reducere udledninger fra finanssektoren selv.

Angående det sidste har virksomhederne i finanssektoren selv en begrænset udledning af drivhusgasser. Derfor ser finanssektorens klimapartnerskab det som sin vigtigste opgave at finansiere initiativer i andre sektorer – vel at mærke på markedsmæssige vilkår.

Hvis nogen havde ventet, at banker, pensionskasser og institutionelle investorer skulle være sprunget ud af skabet som filantroper, skal de belave sig på en kæmpeskuffelse.

Finanssektoren mener selv, at der kan blive tale om lån til energibesparende tiltag i boliger og små og mellemstore virksomheder, risikovillig kapital til udvikling og skalering af grønne teknologier, der blandt andet omdanner el til CO2-frie drivmidler (Power-to-X) og reducerer klimaaftrykket hos landbrugets husdyrhold.

Rapporten stiller i udsigt, at Finanssektoren er parat til at skyde egenkapital ind i store energiinfrastrukturprojekter som udbygning af havvind, el-transmissionsnettet og en energi-ø i Nordsøen.

OPP – offentlige-private partnerskaber

I forhold til klimainvesteringer i havvind, el-transmissionsnettet og de visionære planer om etablering af en veritabel energi-ø i Nordsøen, påpeger Finanssektoren behovet for ændringer i reguleringen af energisektoren. Den nuværende regulering af Energinet og distributionsselskaber, hensynet til energikunderne og de begrænsede indtjeningsmuligheder skaber ifølge Finanssektoren usikkerhed om den nødvendige udbygning bliver foretaget og risikerer også, at den bliver unødvendigt dyr.

Finanssektoren benytter lejligheden til at trække en gammel traver af stalden – offentlige-private partnerskaber – såkaldte OPP-løsninger – som en betingelse for den finansielle sektors deltagelse.

OPP er karakteriseret ved at finansieringen og udførelsen foretages af private, mens ejerskabet af kritisk infrastruktur bevares på offentlige hænder.

Finanssektoren har også interesse i at finansiere elektrificeringen af den kollektive trafik. Her mener Finanssektoren også, at OPP-løsninger kan være relevante, hvor finansieringen og udførelsen foretages af private, mens kontrollen og det langsigtede ejerskab er bevaret på offentlige hænder.

Formanden for finanssektorens klimapartnerskab, Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark, har i årevis arbejdet for at fremme OPP og finansieret udarbejdelsen af en rapport, der agiterer for OPP.

Det ville være en triumf, hvis danske pengeinstitutter, pensionsselskaber og andre institutionelle investorer – som modydelse for at stille klimakapital til rådighed – garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge, at investorernes risiko afgrænses til en håndterbar størrelse og at komplekse regulatoriske barrierer ryddes af vejen.

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

Mantraet fra Torben Möger Pedersen har i årevis været, at OPP – offentligt-private partnerskaber – Voila – kan sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg, infrastruktur og grønne, klimainvesteringer – alt sammen på overkommelige vilkår!

Nu stiller finanssektorens klimapartnerskab i udsigt, at danske finansielle institutioner er klar til at forpligte sig til at investere yderligere 300 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030.

Med rapporten ”Køreplan for finanssektorens klimapartnerskab – Sammenfatning og anbefalinger. Marts 2020” deltager finanssektoren i den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere som en overlegen udbudsform og attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling – heller ikke for grønne projekter.

Det må ej heller glemmes, at det, der kaldes barrierer i forhold til kommuner, pensionskasser og pengeinstitutter er kommet på plads efter finanskrisen og i forhold til kommunerne sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Hvis disse regler ikke fandtes, kunne OPP-modellen være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. Uanset om formålet er klima, er OPP helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

En undersøgelse foretaget af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – bekræfter, at OPP-modellen er en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer den grønne klimaomstilling, infrastruktur, hospitaler m.v.

Peter Brixtofte og ”Farum-modellen”

Selvom socialdemokrater som Dan Jørgensen er fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

Ritzau har rapporteret, at ifølge Bloomberg News fremgår det af en fortrolig efterretningsrapport, at Kina dækker over omfanget af virusudbruddet, og har underrapporteret både antallet af smittede og døde.

Har Kina løjet om corona-epidemiens omfang?

I USA har den republikanske senator Ben Sasse, udtalt, at ”det kinesiske kommunistparti har løjet, lyver og vil forsætte med at lyve om coronavirus for at beskytte regimet”.

Ifølge republikaneren Michael McCaul, der er medlem af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, er Kina “ikke en troværdig partner” i kampen mod Covid-19:

”De løj over for omverdenen om spredning af virusset mellem mennesker, lukkede munden på læger og journalister, som forsøgte at fortælle sandheden, og nu skjuler de tilsyneladende de præcise tal for personer, der er ramt af denne sygdom”, siger McCaul ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gennem en måned gjorde det kinesiske kommunistparti alt, hvad det kunne for at censurere alle informationer om Covid-19 udbruddet, i stedet for at bekæmpe smitten. Efter at præsident Xi Jinping havde erklæret “folkekrig” mod epidemien den 20. januar, opsporede den kinesiske sikkerhedstjeneste 5.111 tilfælde af “fabrikation og bevidst udbredelse af falsk og skadelig information”. De kinesiske menneskerettighedsforkæmpere dokumenterede flere typer af afstraffelse, herunder varetægtsfængsling, forsvinden, bøder, forhør, tilståelser under tvang og “opdragende reprimander”.

Siden løj Kina om det reelle antal døde.

Udbruddet

Udbruddet af det nye coronavirus begyndte i Kinas Hubei-provins i slutningen af 2019 (måske allerede i oktober 2019), men blev først rapporteret til WHO i begyndelsen af januar 2020.

Mens coronavirus hærger over hele Europa, rapporterer et voksende antal lande, at medicinsk udstyr, der er doneret af eller købt fra Kina, er fejlbehæftede, mangelfuldt og ubrugeligt.

Rapporterne skaber alvorlig tvivl om den PR-indsats, som den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kommunistiske parti har iværksat med henblik på til at fremstille Kina som verdens nye humanitære supermagt.

Kinesisk medicinsk udstyr

Den 28. marts blev Holland tvunget til at trække 1,3 millioner ansigtsmasker produceret i Kina tilbage, fordi de ikke opfyldte minimumssikkerhedsstandarderne for medicinsk personale. De såkaldte KN95-masker er et billigere kinesisk alternativ til den amerikanske standard N95-maske, der i øjeblikket er en mangelvare over hele verden. KN95 sidder ikke lige så tæt i ansigtet som N95, hvilket muligvis eksponerer medicinsk personale for coronavirus.

I Spanien har Sundhedsministeriet oplyst, at 640,000 corona-virus tests, ministeriet havde købt af en kinesisk leverandør, var fejlbehæftede. Hertil kommer 1 million tests, der den 30. marts var leveret fra en anden kinesisk leverandør, også var fejlbehæftede.

I Tjekkiet har netmediet iRozhlas (https://www.irozhlas.cz/) rapporteret, at 300.000 kinesiske corona testkits havde en fejlrate på 80 pct. Det tjekkiske sundhedsministerium havde ellers betalt 2,1 mio. dollars for udstyret.

Holdningen hos britiske konservative

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra sundhedsydelser til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”. Det siger den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith.

Danmarks holdning til Kina

Danske politikere har hidtil udvist en bemærkelsesværdig positiv holdning til Kina. Samtidig har man ikke holdt sig tilbage i debatten, og i danske aviser har det ikke skortet på kritik af USA og præsident Trumps handelskrig med Kina.

Vi har også fra officielt dansk hold ved mange lejligheder set en underdanig respekt for Kina praktiseret. Skiftende regeringer glemmer ikke, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Grønland og Færøerne?

Kun i forbindelse med Grønland og Færøerne har Danmark – meget diskret – gjort fælles sag med USA og lagt afstand til Kina.

I sagen om Huawei og opbygningen af 5G internet på Færøerne fik piben en anden lyd. Pludselig lød det fra hidtil Kina-venlige aviser, at vi skulle stå fast mod Kinas ”mafiametoder”.

5G er den næste generation af globalt internet. Her spiller Huawei, der er verdens største producent af telekommunikationsudstyr, en afgørende rolle. Huawei og Ericsson anses for førende indenfor 5G, mens Nokia, ZTE, Qualcomm og Cisco halter efter. Andre 5G-selskaber er AT& T, China Mobile, Samsung og Verizon Communications.

Når 5G er så interessant et vækstmarked, er det fordi, teknologien understøtter fremtidige styrkeområder som kunstig intelligens (artificial intelligence, AI), robotteknologi og Internet of things (IoT) udover ekstreme høje hastigheder på internettet.‎

Frygt for, at kinesiske myndigheder vil bruge Huawei til spionage, har medført, at virksomheden er blevet udelukket fra flere markeder i Vesten.

På Færøerne står Huawei allerede for det eksisterende 4G-net, og har formentlig også på 5G det bedste udstyr til den bedste pris. Kineserne er simpelthen længst fremme, samtidig med at de bruger store summer på forskning.

Straftold

Inden udbruddet af corona-pandemien så det ud til, at handelskrigen mellem USA og Kina var bragt under kontrol. Krigen startede den 1. august 2019, hvor USA annoncerede en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder svarede igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

USA har været kritiseret for, at ved at lægge told på en lang række kinesiske varer overhører USA fuldstændig erhvervslivets og EU’s bekymringer. Problemet er, at dem, der påstår, at præsident Donald Trump startede handelskrigen med Kina, har fået noget galt i halsen.

Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, har det ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Manglende tillid til det multilaterale system

I Danmark er bekymringen også gået på, om Danmark og EU ville blive trukket med ind i Trumps strid med Kina. Af uransagelige grunde har man fra dansk side været bekymret for, at det multilaterale system i handelsorganisationen WTO ville smuldre. Herved har man valgt at ignorere, at WTO forlængst havde udspillet sin rolle.

Hidtil har USA-kritikerne i Danmark og i andre europæiske lande været blind for, at ”Made in China 2025” udgør den absolut største trussel mod USA og andre vestlige lande. ”Made in China 2025” har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Men der er findes også en anden strategi: “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Efter coronapandemien bør vi gøre fælles sag med USA i krigen mod Kina

Hvorfor har Danmark lurepasset i forhold til Kina?

Ét er spionage, cyber security og corona, men alle danske firmaer med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

 

Coronakrisen har i en lang række lande allerede været en undskyldning for at svække de demokratiske spilleregler.

I Danmark vedtog Folketinget allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

I nationens interesse

Ministeren kan fremover:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Lukning af landets grænser

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra at fremsætte yderligere forslag.

Strengere straffe og udvisninger

Den 2. april 2020 vedtog Folketinget endnu en hastelovpakke om dobbeltstraf for en lang række corona-relaterede forbrydelser bl.a. tricktyverier og tyveri af værnemidler som f.eks. håndsprit.

Pakken gælder også strengere straffe for bl.a. overtrædelse af maskeringsforbuddet, hacking og fornærmende tiltale til betjente, indbrudstyverier i nedlukkede butikker, restauranter, frisørsaloner og uddannelsesinstitutioner.

Med pakken er der nu også hjemmel til at udvise en udlænding − uanset vedkommendes opholdsgrundlag i Danmark – hvis han eller hun idømmes en ubetinget frihedsstraf for coronarelateret kriminalitet.

Institut for Menneskerettigheder

 

Medierne har været påfaldende afdæmpede i deres betænkeligheder ved at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, udvise folk og endog lukke Danmarks grænser.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – f.eks. hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Medierne mere optaget af udenlandske anslag mod demokratiet

Medierne har været langt mere optaget af eksempler i udlandet på anslag mod demokratiets spilleregler.

Ungarn

Det mest omtalte eksempel er den ungarske regeringsleder, Viktor Orbáns, såkaldte coronalov, der med et stort flertal blev vedtaget i denne uge af det nu hjemsendte parlament, og som ifølge kritikerne gør Ungarn til et de facto diktatur på ubestemt tid. Loven tillader at suspendere eksisterende lovgivning, udvide en to uger lang undtagelsestilstand på ubestemt tid og gribe til ethvert tiltag, der har til formål at ”garantere sundheden, borgernes personlige og materielle sikkerhed og landets økonomi”.

Orbán er i forvejen under kritik fra EU for sine reformer af især retsvæsenet, der påstås at krænke basale retsstatsprincipper. I Danmark udtaler direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, om Orbans coronalov: ”Det er de facto en afvikling af demokratiet”.

Når Viktor Orban vil forlænge landets nødretstilstand på ubestemt tid for at bekæmpe coronavirus, er det et forsøg på at snige diktaturet ind ad bagvejen, lyder det fra Europa-kenderen Lykke Friis.

Serbien og Tyrkiet

Serbien og Tyrkiet har ligesom Ungarn indført strenge straffe for at ”sprede falske oplysninger”.

Israel

I Israel har premierminister Benjamin Netanyahu lukket domstolene under krisen og dermed standset den retssag om korruption, som han stod over for.

Polen

Polens nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed har ændret valgloven for at kunne udvide mulighederne for at brevstemme og dermed gennemføre det planlagte præsidentvalg den 10. maj med udsigt til en sejr til præsident Andrzej Duda. Det sker på trods af forfatningens bestemmelse om, at valgloven ikke må ændres i krisetid.

Andre lande har udskudt valghandlinger på ubestemt tid. I begge tilfælde er konsekvenserne for demokratiet uforudsigelige.

I stort set alle europæiske lande er der med henblik på at bekæmpe pandemien i varierende omfang indført drakoniske særlove, nødret, udgangsforbud og forsamlingsforbud m.v.

Med Brent-priser på omkring 23 dollars pr. tønde er råolien faldet til det laveste niveau i 18 år i kølvandet på Covid-19 viruskrisen og den mindskede efterspørgsel efter energi og endnu en aggressiv udmelding fra Saudi Arabien i den verserende krig om markedsandele mod deres tidligere russiske allierede.

Der mindes om, at olieprisen I begyndelsen af 2020 lå på 65 dollars pr. tønde inden corona-virussen kuldkastede alle forudsigelser om energiforbruget.

Saudi Arabien har truet med at øge produktionen med yderligere 600.000 tønder pr. dag fra 1. maj og dermed bringe den samlede produktion op på 10.6 mio. tønder pr. dag.

Sammenholdt med et globalt olieforbrug, som falder støt i takt med at en stadig større del af den vestlige verden går i isolation, har denne udmelding bidraget til at presse olieprisen ned.

Lavere benzin- og naturgaspriser

Bilister og naturgaskunder nyder i øjeblikket godt af de lavere energipriser, der bidrager til at holde inflationsraten helt i bund. Til gengæld har olie- og benzinselskaber hårde tider. Goldman Sachs har vurderet at den globale olieefterspørgsel allerede er faldet med 25 pct. og olieprisen vil kunne falde helt ned til 10 dollar pr. tønde. En række selskaber står overfor at skulle tage stilling til at lægge en række produktionssteder i mølpose.

Negative konsekvenser for den amerikanske olieindustri

Præsident Donald Trump, som ellers har været en varm fortaler for lave energipriser, har efterhånden også en interesse i at olieprisen stiger fra de nuværende niveauer, da den lave pris begynder at true den amerikanske olieindustri og ikke mindst skaber problemer for landets mange skiferolie- og ethanolproducenter.

Præsident Trump har derfor indledt ”mæglingsforsøg” i den verserende ”oliekrig” mellem Saudi Arabien og Rusland. Hans telefonsamtaler med såvel Putin som kronprins Mohammed bin Salman har foreløbig stabiliseret olieprisen lige over 23 dollar, men om det vil være muligt at nå frem til en fælles forståelse, før både Rusland og Saudi Arabien gør alvor af deres trusler om at øge produktionen fra 1. maj, er tvivlsomt.

Bliver USA nødt til at ophæve Ruslands-sanktioner?

Hvis USA skal kunne gøre en forskel, vil det formentlig kræve ophævelsen at en række af de energirelaterede amerikanske sanktioner mod Rusland. Det kunne være det der skal til for at få Putin til at vende tilbage til forhandlingsbordet og bidrage til løsningen af konflikten mellem Moskva og Riyadh.

Vil de lave oliepriser vare ved?

Analytikere har imidlertid påpeget, at Saudi Arabiens og Ruslands oliedispositioner ikke betyder meget i forhold til det enorme fald i den globale olieefterspørgsel efter Covid-19-krisen. Afhængigt af krisens varighed, kan der derfor blive behov for en global produktionsbegrænsning, hvis man vil forhindre at bunden går helt ud af markedet.

Hvis en mere omfattende produktionsbegrænsning bliver nødvendigt, kan det betyde, at vi kan imødese stærkt stigende oliepriser, når krisen vender. Det skyldes, at det viol tage tid at genoptage produktionen fra brønde, der har været lagt i ”mølpose”.

 

Danmarks Nationalbank har den 1. april 2020 offentliggjort en analyse, der forudser at dansk økonomi rammes hårdt af corona-pandemien.

Udbruddet af coronavirus, foranstaltningerne til at inddæmme smitten og afledte adfærdsændringer medfører en midlertidig og meget kraftig reduktion af den økonomiske aktivitet, særligt i første halvår af 2020. For året som helhed vurderer Nationalbanken at væksten bliver mellem -3 og -10 pct. end ellers.

Aktiviteten i en række brancher bliver meget hårdt ramt i en kortere periode som følge af virusudbruddet, de afledte omfattende foranstaltninger og ændret adfærd. Herefter vil der ske en gradvis genopretning af aktiviteten, når smittespredningen er under kontrol. Ifølge Nationalbanken er det usikkert hvor hurtigt og i hvilket omfang aktiviteten vil blive genoprettet.

De aktuelle foranstaltninger og ændret adfærd vil reducere aktiviteten med ca. 25 pct., mens de står på. En forlængelse af den nuværende situation med blot nogle få uger påvirker derfor den samlede vækst i 2020 mærkbart.

Nationalbanken påpeger, at den makroøkonomiske udvikling ikke styres af normale økonomiske sammenhænge, men af, hvordan virusudbruddet udvikler sig. Det gør det meget vanskeligt at skønne over udviklingen i 2020.