Franske landbrugsorganisationer stiller krav om ”fødevaresuverænitet”

FoodSovereignty

Syv franske landbrugsorganisationer har som svar på de farer, Wuhan coronavirus-krisen har afdækket, i et åbent brev den 5. maj 2020 opfordret regeringen til at øge fransk fødevaresuverænitet.

Organisationerne fokuserede på en række forhold, hvor den franske landbrugssektor burde gøre sig mindre afhængig af globaliseringen.

Organisationerne mener, at udover de forsyningsmæssige problemer, som Wuhan coronavirus-udbruddet havde afdækket, har krisen også demonstreret mere grundlæggende økonomiske svagheder, herunder at fransk landbrugsimport vokser hurtigere end fransk landbrugseksport som følge af omkostningsforholdene.

Det truer fransk fødevareuafhængighed og dermed fransk suverænitet, siges det i brevet, der er offentliggjort i avisen L’Opinion.

Fransk landbrug står desuden overfor en stor demografisk udfordring, hvor over halvdelen af de franske bønder vil gå på pension inden for de næste 10 år. Organisationerne opfordrer derfor præsident Macron til at fremme landbrugserhvervet blandt ungdommen.

Organisationerne opfordrede også til omstrukturering og hjemtagning af forsyningskæder, og at forbrugerne oplyses om produkternes oprindelse, produktionsforhold, og hvad der nødvendiggør en rimelig ”madpris”.

Ifølge landbrugsorganisationerne vil genopbygningen af fransk fødevaresuverænitet være et langsigtet projekt, som kun vil være muligt med nationalt og europæisk samarbejde og solidaritet.

Spørgsmålet om fransk afhængighed af globalisering er også blevet fremhævet af den franske fagforening Solidaires Côtes d’Armor, der har påpeget, at Frankrig plejede at have en af ​​de største produktionsfaciliteter af FFP2-åndedrætsmasker i Europa i kommunen Plaintel nær byen Saint-Brieuc, indtil dens lukning i 2018. Honeywell, som ejede fabrikken, sendte produktionen til udlandet og ødelagde de maskiner, der blev brugt til at fremstille maskerne.

Fødevaresuverænitet

De franske landbrugsorganisationers åbne brev genåbner diskussionen om fødevaresuverænitet, som ellers har været nærmest fraværende i de senere år. I slutningen af 1990’erne blev fødevaresuverænitet ivrigt drøftet og udviklet af organisationer som La Via Campesina, miljøorganisationer og organisationer, der kæmpede for rettigheder til kvinder og oprindelige folk.

Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev oprettet i 1994 og de internationale aftaler gjorde landbrugsprodukter og fødevarer til råvarer – commodities – som alle andre varer. Alt blev underlagt fri handel, og for aktivisterne i fødevaresuverænitetsbevægelsen var opfattelsen, at det ville føre til sociale, miljømæssige og økonomiske katastrofer for især landbefolkningerne i Nord såvel som Syd.

Udsigt til generelle prisfald på landbrugets produkter

usaltet brød

Danish Crown sænker i næste uge svinenoteringen til landmændene med 60 øre pr. kilo. Der er tale om det største fald på en enkelt uge siden 1997.

Landbruget er i øjeblikket i en udsat position på grund af coronakrisen, afrikansk svinepest, ustabilt vejr, risiko for et hårdt ”Brexit”, potentiel renteuro mv.

Prisen på dansk landbrugs væsentligste produkter gik i starten af coronakrisen fri. Det er ikke længere tilfældet. Krisen rammer nu flere dele af landbruget i form af generelle prisfald.

Nedlukningen af store dele af samfundet i de fleste lande har betydet lavere efterspørgsel efter fødevarer. Hvor coronakrisen i starten primært gav prisfald på minkskind, okse-og kalvekød samt gartneriprodukter, rammer krisen nu landbrugsprodukter generelt, fremgår det af en netop offentliggjort udgave af ”Markedsvurdering for landbrugsprodukter”.

Den afrikanske svinepest i Kina og i en række østeuropæiske lande drev i starten af marts 2020 prisen på grisekød op i 14,30 kr. pr. kg. Sidenhen er prisen faldet til 12,60 kr. og til 12 kr. i næste uge som følge af coronakrisen, som har medført nedlukning af hoteller, restauranter og andre dele af turistbranchen og oplevelsesøkonomien.

Svineprisen er dog fortsat ganske høj stærkt domineret af afrikansk svinepest i Kina og andre lande. Ifølge markedsvurderingen vil Kinas og andre asiatiske landes store behov for import af grisekød støtte priserne en rum tid endnu.

Der er dog så småt tegn på, at den kinesiske egenproduktion af svin er stigende – dog fra et lavt niveau. I takt med stigende egenproduktion vil den kinesiske importefterspørgsel blive reduceret og de kinesiske priser såvel som de globale og danske afregningspriser falde tilbage.

Coronakrisens negative påvirkning af landbrugets priser forventes opretholdt, indtil risikoen for en opblussen af virussen er ovre og nedlukningen ophørt.

Sundhedsministeriets brutale departementschef er ifølge statsrevisorerne en tøsedreng

 

Corona-krisen har afsløret, at vi har en udygtig ledelse i Sundhedsministeriet, og at det danske sundhedsberedskab ikke er godt nok. Det er afsløret, at vores sundhedsmyndigheder i bedste fald er middelmådige og i værste fald håbløst uforberedte og ude på meget dybt vand.

Fejlvurdering af epidemiens ankomst til Danmark, for langsomme reaktioner på smitte­spredning fra hjemvendte skiturister, spredt fægtning i teststrategi, manglende overblik over værnemidler, oprettelse af et angiversystem, der (heldigvis) blev trukket tilbage igen, tvetydige vejledninger og vidt forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder om alt fra legegrupper til indsatsernes virkning på smittekurven, har præget håndteringen af den danske corona-krise.

Mange myndigheder

Beredskabet viser sig at være spredt ud på mange forskellige myndigheder. Vi har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og de enkelte regioner og kommuner, der hver for sig har beredskabsplaner og forskellige opgaver. Hertil kommer politi og forsvar, som i en situation, hvor landet lukker ned, også har væsentlige roller at spille. Over det hele svæver regeringen med en tvetydig Sundhedsminister, og ikke mindst en statsminister med egne meninger, om hvordan situationen skal håndteres.

At beredskabet er spredt ud på mange forskellige aktører, kunne måske gå under en stram styring. Problemet opstår, når de ikke snakker ordentligt sammen eller ikke er fuldstændig skarpe på, hvem der står for hvad både før og under en hændelse.

Det tyder desværre på, at de forskellige beredskabsoperatører ikke har holdt sig tilstrækkeligt beredt og koordineret planer løbende, inden vi stod med problemet covid-19.

Vi har set en regionsdirektør, der var af den opfattelse, at det var serum­instituttet, der stod for indkøb af udstyr, selv om det faktisk er regionernes egen opgave. Vi har hørt om virksomheder, der bliver kastet rundt mellem myndighederne i forsøg på at finde ud af, hvor de kan aflevere deres tilbud om potentiel hjælp. Vi ser de samme tal blive produceret og lagt op på hjemmesider af hhv. Sundhedsstyrelsen, SSI og politiets folk. Vi har oplevet to markante myndighedsdirektører, hhv. Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, tale stik imod hinanden i vurdering af smitte­kurver og rådgivning til borgerne.

Svigtende ledelse, manglende tilsyn og gamle beredskabsplaner

Seneste epidemiplan fra Sundhedsstyrelsen er fra 2013 og rettet mod en pandemisk influenza, hvormed den ikke er beredt til en virus som covid-19.

Sundhedsvæsenet har været præget af stigende udgifter til medicin og en aldrende befolkning. Sundhedsstyrelsen har været underkastet idelige omorganiseringer og sparekrav – p.t. er der ansættelsesstop i bl.a. Sundhedsstyrelsen. Hertil kommer et seruminstitut, der oplevede en gedigen hjerneflugt efter et ekstremt kluntet og dyrt frasalg af SSI Diagnostica i marts 2016 til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr. og SSI Vaccineproduktion til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines for 15 mio. kr. i juni 2016. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

Når Sundhedsministeriet og sundhedsministeren samtidig har forsømt sin tilsynsforpligtelse og ledelsesopgave, er det måske ikke så underligt, at forberedelse til en fremtidig ukendt epidemi ikke har stået øverst på prioriteringslisten hos nogen af aktørerne.

Krav om kommission

Et bredt politisk flertal i Folketinget har krævet, at en kommission skal undersøge en række emner omkring håndteringen af coronakrisen for at sikre, at Danmark i fremtiden er bedre forberedt på epidemier.

Coronakrisen har ikke kun skabt tvivl om pandemi-beredskabet men om det samlede sundhedsvæsens funktionalitet, og Idéen om en kommission får opbakning fra Enhedslisten, SF, De Radikale, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Departementschef Per Okkels i søgelyset

En brutal og enerådig departementschef, der ikke tænker på sundhedsvæsenet, men blot nyder magtspillet i centraladministrationen.

Sådan blev Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, blandt andet portrætteret i Weekendavisen den 17. april 2020. Artiklen kredser om det mystiske sagsforløb omkring hjemsendelsen af direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melby. Til Weekendavisen har Seruminstituttets tidligere direktør, Nils Strandberg Pedersen, intet godt at sige om Per Okkels: ”Man skal bestemt ikke komme på tværs af Okkels, og det kan man komme bare ved at sige sin mening,” siger Nils Strandberg Pedersen til Weekendavisen, hvor han tilføjer: ”Jeg oplevede ham som en person, man ikke kunne stole på, og som rev benene væk under én fuldstændig uden varsel. Per Okkels skalter og valter med mennesker, og det gør han også med sine chefer. Det ligger i hans karakter.”

Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, bakker op om Nils Strandbergs vurdering af Per Okkels: ”Han er uden tvivl velbegavet, men han er et magtmenneske, der ikke tåler modsigelser,” siger Else Smith til Weekendavisen.

Artiklen vakte opsigt i Sundhedsdanmark, og det fik netmediet Altinget på barrikaderne. Den 1. maj 2020 bragte man her et noget mere positivt portræt af Per Okkels.

Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, vurderer, at Per Okkels er bredt respekteret blandt de mange forskellige aktører på sundhedsområdet. KL’s direktør, Kristian Wendelboe, har været ven med Per Okkels i omkring 20 år, og han kan heller ikke genkende Weekendavisens portræt af Per Okkels som en ubehagelig personaleleder, der vil bestemme alt selv: ”Men det er et unfair portræt. Per Okkels er grundlæggende en dygtig departementschef. Han kan sit stof og er god til at følge sine ministres kurs. Og han er generelt respekteret på sundhedsområdet,” vurderer Kristian Wendelboe.

S-SF-RV-regeringens ansvar

Kort efter dannelsen af S-SF-RV-regeringen den 3. oktober 2011 blev Per Okkels den 22. november 2011 udnævnt til ny departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Han kom fra en stilling som administrerende direktør i Danske Regioner.

Den nye sundhedsminister Astrid Krag og Per Okkels var indstillede på at vise at deres udnævnelser ikke var fejltagelser, og de kastede sig villigt over opgaven med at levere på den nye regerings drakoniske spareplan i centraladministrationen.

Det var mens Bjarne Corydon og David Hellemann huserede i Finansministeriet, og de havde ingen betænkeligheder ved at pålægge Sundhedsministeriet besparelser på omkring 108 millioner stigende til 125 millioner i 2015. Ministeriet skulle effektiviseres og fokusere på kerneområder. 140 medarbejdere i ministeriet, styrelser og andre institutioner blev afskediget.

I Sundhedsministeriets departement blev antallet af afdelinger reduceret fra 3 til 2, og opgavevaretagelse mellem departement og styrelser blev justeret, idet DRG-området (Diagnose Relaterede Grupper – DRG) blev overført til Statens Serum Institut, SSI. Samtidig blev sundhedsdokumentation og infektionsberedskab fra National Sundheds-IT – NSI, samt opgaver vedrørende dokumentation og overvågning mv. fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samlet i Statens Serum Institut.

Lægemiddelstyrelsen blev nedlagt og opgaverne indlagt i Sundhedsstyrelsen bortset fra opgaverne vedrørende dokumentations- og statistikopgaver, der blev overført til SSI.

Desuden blev der foretaget en række sammenlægninger af administrative opgaver m.v., og de hidtidige sekretariater for henholdsvis Det Etiske Råd og Den Nationale Videnskabsetiske Komité blev lagt sammen til ét fælles sekretariat.

Statens Serum Institut, SSI

Seruminstituttets økonomi var en belastning for Sundhedsministeriets budget, og i 2013 bad Per Okkels konsulentfirmaet PwC om en rapport, der lagde op til at splitte Statens Serum Institut op og sælge den såkaldte Diagnostica-afdeling og vaccineproduktionen.

I slutningen af 2014 blev salgsprocessen indledt, og der blev opnået tilslutning fra alle partier undtagen Enhedslisten og SF. Alternativet forlod senere aftalen.

I marts 2016 blev SSI Diagnostica solgt til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr.

I juni 2016 blev SSI Vaccineproduktion solgt til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines, for 15 mio. kr. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

VKLA-regeringens sundhedsreform

I marts 2015 fyrede sundhedsminister Nick Hækkerup, der havde afløst Astrid Krag, da SF forlod regeringen, direktøren for Sundhedsstyrelsen, Else Smith. Begrundelsen blev oplyst til at være, at der var brug for at få ryddet op og moderniseret Sundhedsstyrelsen efter at en række sager under skiftende direktører og ministre havde skabt usikkerhed om tilsynet med det danske sundhedsvæsen.

Venstres Sophie Løhde

Efter folketingsvalget den 18. juni 2015 dannede Lars Løkke Rasmussen en Venstre-regering med Sophie Løhde som sundhedsminister. Som sine forgængere blev hun af departementschef Per Okkels rådet til at gøre sig synlig ved at reorganisere ministerområdet. I slutningen af 2015 meddelte Løhde, at med henblik på at styrke fokus på kerneopgaver, sagsbehandling og udviklingen af sundhedsområdet blev der etableret fire nye styrelser i Sundheds- og Ældreministeriet: Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Omorganiseringen blev gennemført på basis af anbefalingerne fra en styregruppe, hvor departementschef Per Okkels havde siddet for bordenden.

Søren Brostrøm og Anne-Marie Vangsted blev udnævnt til direktører for henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Lisbeth Nielsen blev direktør for Sundhedsdatastyrelsen.

Stillingen som direktør for den nye Lægemiddelstyrelse blev pr. 1. april 2016 besat med Thomas Senderovitz.

Sundhedsreform

I de følgende år blev sundhedsvæsenet og specielt sygehusvæsenet jævnligt udsat for offentlig kritik. Samtidig havde regeringen, der i mellemtiden var udvidet med LA og Det Konservative Folkeparti, en bunden opgave i forhold til at nedlægge regionerne.

I slutningen af marts 2019 præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti efter mere end to måneders forhandlinger en aftale om en ny sundhedsreform.

Hvis reformen var blevet realiseret, ville de nuværende fem regioner være erstattet med fem sundhedsforvaltninger ledet af en udpeget bestyrelse. Samtidig skulle der oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber, hvor blandt andet et nyt patient- og pårørenderåd vil få indflydelse på udviklingen. Hele det nye sundhedsvæsen skulle kontrolleres af en ny myndighed – Sundhedsvæsen Danmark – placeret i Aarhus.

Oplægget til sundhedsreform, der var udtænkt i en snæver kreds omkring Per Okkels i Sundhedsministeriet med inddragelse af de sædvanlige eksterne konsulenter, men uden involvering af sundhedsfaglig kompetence fra sygehusvæsen eller praktiserende læger, blev kritiseret sønder og sammen. Efter valget i juni 2019 blev der ikke talt mere om den reform.

Kritik fra Rigsrevisionen

I januar 2018 offentliggør Rigsrevisionen en beretning, der på en række punkter udtrykker kraftig kritik af Sundhedsministeriets håndtering af salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion.

Rigsrevisionen anslog i beretningen, at statens samlede udgifter, mens salget stod på, løb op i 1,3 – 1,5 milliarder kroner. Her vejer driftsunderskuddet i vaccineproduktionen tungest. Salget indbragte som nævnt i alt 15 mio. kr.

Rigsrevisionen fandt, at Sundhedsministeriet undervurderede salgets kompleksitet. Det blev således trods det langstrakte forløb ikke sikret, at helt grundlæggende vilkår for et godt salg i tilstrækkelig grad og på rette tidspunkt blev tænkt ind i forløbet.

Rigsrevisionen kritiserede også, at det var det mest positive forventede økonomiske resultat, der lå til grund for salgsscenariet, og dette grundlag blev ikke opdateret med den nyeste negative udvikling i vaccineproduktionens økonomi.

Rigsrevisionen kritiserede også, at der ikke var en plan for it-adskillelsen mellem SSI og vaccineproduktionen og den sideløbende it-adskillelse for Diagnostica. Derved blev it-adskillelsen og derved hele salget forsinket i en periode, hvor underskuddet for vaccineproduktionen voksede.

Rigsrevisionen forholdt sig ikke til, om det var hensigtsmæssigt at afhænde den statslige vaccineproduktion.

Den ærekære Per Okkels var ikke indstillet på at acceptere den hårde kritik fra Rigsrevisionen, og onsdag 24. januar 2018 erklærede Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterede ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Bortset fra Rigsrevisionens kritik af håndteringen af de med salget af Seruminstituttet forbundne it-problemer afviste sundhedsminister Ellen Trane Nørby blankt alle Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritikpunkter. Ellen Trane Nørby, der ikke var ansvarlig sundhedsminister på tidspunktet for det kritiserede salg af Seruminstituttet, blev tydeligvis presset af Per Okkels til at føre krigen på embedsværkets vegne.

Så i stedet for at sige pænt undskyld og love bod og bedring gik Ellen Trane Nørby sammen med finansminister Kristian Jensen til modangreb og beskyldte Rigsrevisionen for at blande sig i den politiske beslutning om at sælge vaccineproduktionen. Det skete både mundtligt i et samråd i Folketinget og i et officielt svar til Statsrevisorerne.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene. Med tydelig adresse til blandt andre Per Okkels, sagde han: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen var ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne. Han sagde: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Det ville have været interessant hvis Weekendavisen eller Altinget havde fundet anledning til interviewe Peder Larsen til portrætartiklerne om departementschef Per Okkels.

 

 

 

 

 

At fodre hunden med dens egen hale

I Danmark er den socialdemokratiske regering indstillet på at bruge 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Pengene skal bruges til at kickstarte både dansk økonomi og klimakampen oven på corona-krisen.

Regeringen er indstillet på at en væsentlig del af regningen skal betales med de mere end 18 mia. kroner, som beboerne i de almene boliger selv har sparet op i Landsbyggefonden. Hvilke svage samfundsgrupper, der skal betale de resterende 12 mia. kroner, er endnu ikke offentliggjort.

Imens i Amerika

Samtidig planlægger tusinder af amerikanske lejere at strejke fredag ​​mod at betale deres leje i maj – den største koordinerede huslejestrejke siden 1930’erne.

I New York har mere end 12.000 mennesker erklæret, at de ikke vil betale deres leje. Lejerorganisationen i Los Angeles vil også tilbageholde deres huslejeindbetalinger fra 1. maj. Lignende protestbevægelser organiseres i byer som Philadelphia og Chicago.

Aktivisterne kræver, at regeringen er nødt til at træffe drastiske foranstaltninger, hvis de ønsker at hjælpe lejere. Demokratiske politikere som medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez siges at støtte lejerprotesterne.

Baggrunden er de økonomiske vanskeligheder, som mange amerikanere oplever som følge af corona-krisen. I sidste uge steg antallet af arbejdsøse med 3,8 millioner mennesker, og ledigheden er dermed oppe på mere end 30 millioner arbejdsløse, og mange er ganske enkelt ikke i stand til at betale deres leje.

Udlejere advarer om, at en lejestrejke kan have alvorlige konsekvenser for ejere af mindre ejendomme, der har brug for de løbende huslejebetalinger for at betale deres udgifter. Det er derfor, lovgivere også begynder at foreslå økonomiske hjælpepakker til fordel for udlejere.

Det er usandsynligt, at den amerikanske kongres helt vil annullere husleje – men det er angiveligt heller ikke aktivisternes mål. Protestbevægelsen prøver at lægge pres på føderale og delstatslige myndigheder for mere økonomisk hjælp til lejere under en historisk pandemi.

Udenrigsminister Jeppe Kofod – kulminationen på 250 år med laksko, blå frakker og udenrigspolitiske fadæser

Udviklingsminister rasmus prehn og udenrigsministeren lancerer bæredygtighedsstrategi
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lancerer Udenrigsministeriets bæredygtighedsstrategi, i Udenrigsministeriet tirsdag den 26. november 2019.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Den 1. maj 2020 kan vi i Altinget læse, at Kofod ”ikke køber, at Udenrigsministeriet er marginaliseret. Tværtimod. Aldrig har vores rolle være mere relevant”. Samme dag kan vi i Berlingske Tidende læse, at udenrigsminister Jeppe Kofod og klimaminister Dan Jørgensen har ”kørt de diplomatiske kanoner i stilling” med det formål at få ”samlet det internationale samfund om en økonomisk genstart, der skal være både grøn og bæredygtig”.

Storhedsvanviddet og den manglende selverkendelse er evident, og selvom Jeppe Kofod og Udenrigsministeriet måske har viljen, kniber det gevaldigt med evnen.

Forholdet til Italien ødelagt

Jeppe Kofod har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Grønland og Arktis

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen har i sin udredning om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra maj 2016 fremhævet Danmarks betydelige interesser i en fredelig, stabil og økonomisk og miljømæssigt bæredygtig udvikling i Arktis og også et særligt ansvar og særlige muligheder for at påvirke udviklingen i Arktis til gavn for regionen og i særlig grad for befolkningen i Grønland og Færøerne.

Anbefalingen var, at udenrigsministeriet skulle understøtte, at kongeriget kan bevare og udvikle sin position som en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med.

Det ville naturligvis kræve et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og Rigsfællesskabet. Det ville også kræve en dynamisk og en agil organisation, der kan agere hurtigt, omstille sig, og ikke mindst gøre det uden at det hele sker på bekostning af faglig dybde og stærk kompetence.

Andre eksperter har fremsat lignende anbefalinger, og bortset fra Lene Espersen har skiftende regeringer og udenrigsministre i taler ved festlige lejligheder bekræftet prioriteringen af Arktis.

Men hvor var Udenrigsministeriet og den Arktiske Ambassadør, da statsminister Mette Frederiksen i sommeren 2019 kaldte den amerikanske præsidents tilbud om at købe Grønland for ”absurd”?

Præsident Trump valgte som bekendt at aflyse et ellers planlagt officielt statsbesøg i Danmark, og mens Udenrigsministeriet var helt fraværende havde vi pludselig en alvorlig krise i det nordatlantiske forhold.

Det er næppe udenrigsministeriets fortjeneste, at amerikanerne ufortrødent arbejdede videre på projektet. Nu viser det sig, at USA i løbet af få måneder åbner sin første officielle repræsentation i Nuuk siden 1953, og kontoret er bestemt ikke kun til pynt.
Som den første fase i en større strategisk charmeoffensiv står amerikanerne nu parat med en ”substantiel pakke med økonomisk støtte”.

Med den første pulje på 83 millioner kroner vil Trump-regeringen målrettet investere i bedre engelskundervisning og give uddannelseslegater til amerikanske universiteter.
Det største nummer er dog konsulenthjælp til råstofudvinding, hvor USA’s erfaringer fra Alaska skal bruges til at accelerere jagten efter olie, gas og mineraler i de grønlandske fjelde.

I det større sikkerhedspolitiske perspektiv, som de amerikanske diplomater dygtigt har formået at overbevise regeringen og lakskoene på Asiatisk Plads om at følge, handler håndsrækningen til Grønland imidlertid om at holde andre og potentielt fjendtlige supermagter væk fra Arktis.
Rusland er i fuld gang med at udvide sin arktiske flyveplads ved Nagurskoye, hvorfra Thulebasen i Nordvestgrønland kan angribes, mens også Kina har ambitioner i arktis og på Grønland.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”

 

 

 

Tilfældet Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Ritzaus Bureau oplyser, at Liberal Alliances medlem af Folketinget, Ole Birk Olesen, på Facebook har rettet et voldsomt angreb på erhvervsminister Simon Kollerup.

Det sker efter, at de to flere gange har haft hårde politiske diskussion i forbindelse med erhvervsministerens handlinger under coronakrisen. Ikke mindst har Ole Birk Olesen været voldsomt imod, at erhvervsministeren har kritiseret private virksomheder selv om de har holdt siden inden for loven.

Simon Kollerup

”Som minister formår han netop at spille rollen som den politiker, som de fleste af os gerne vil have til at lede landet. Han fremstår velovervejet, rolig og med oprigtigt gode intentioner for landet. Ikke som en, der bare meler sin egen kage. Men er det sådan, Simon Kollerup i virkeligheden er som menneske? Langt fra”, skriver Ole Birk Olesen.

Minister Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen, der i perioden 2016-2019 var transport-, bygnings- og boligminister, har selv ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl. Som minister var han igen, igen i mediernes søgelys.

Én af årsagerne var den fortsatte skandale omkring Niels Bohr Bygningen.

Den nye bygning til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der blev påbegyndt i 2015, skulle oprindeligt have kostet 1,7 mia. kr.

I december 2017 blev budgettet forhøjet til 2,9 mia. kr. Det skete efter konsulentfirmaet Ernst & Young for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemførte en granskning af Bygningsstyrelsens etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækkede, at der i Bygningsstyrelsen ikke var reageret i tide på de udfordringer, som projektet var udsat for. Projektet blev fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Vejdirektoratet har siden overtaget ansvaret for byggeriet og fagbladet Ingeniøren kan nu oplyse, at byggeriet bliver endnu dyrere end forventet.

Budgetoverskridelsen i 2017 gav anledning til tvivl om ministerens og ministeriets tilsynspligt i forhold til Bygningsstyrelsen. Hvordan kunne man overse, at Bygningsstyrelsen ikke havde det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter? Findes der ikke resultatkontrakter og andre styringsinstrumenter i Bygnings- og Boligministeriet?

Sagen gav anledning til berettiget tvivl om Birk Olesens tilsyn med Bygningsstyrelsen og Vejdirektoratet.

Ole Birk Olesens anstrengte forhold til Folketinget

På Transportministeriets hjemmeside forsøgte Birk Olesen egenhændigt at give et positivt billede af hans indsats som minister. De overordnede dagsordener – Frihed, fremgang og fremtid – blev fremhævet, men realiteten var at han som minister vaklede fra krise til krise.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af daværende finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede ministerstormen, var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts 2017 kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, var den direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Ole Birk Olesen er et lysende eksempel på hvordan Liberal Alliance gang på gang opgav alle liberale positioner og kastede al anstændighed og alle valgløfter over bord, for at forblive i Lars Løkkes dysfunktionelle regering. Straffen kom ved Folketingsvalget i juni 2019, hvor partiet kun netop klarede spærregrænsen.

Kvinder er uden moral og ære

Mens Alex Vanopslagh og Henrik Dahl på Christiansborg fortsat prøver at markedsføre Liberal Alliances politik, forfalder Ole Birk Olesen til gamle polemiske uvaner.

Udfaldet mod Simon Kollerup er ikke enestående. Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011.

Til mediet damefrokosten.com udtalte han dengang bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Men hvem er Ole Birk Olesen egentlig?

Ole Birk Olesen, født 21. december 1972 i Gram, søn af fhv. gårdejer Nis Olesen og fhv. kontorassistent Margit Olesen. Gift med fotograf Sif Meincke og Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 15. september 2011.

Inden indvælgelsen i Folketinget i 2011 og ministerposten fra november 2016 var Birk Olesen redaktør af Netavisen 180Grader. Inden da var han i 5 år journalist ved Berlingske Tidende, og før det, journalist på Ekstra Bladet fra 1999 til 2002.

Discount-Pia

I 1998 havde Birk Olesen forfattet en artikel i Ekstra Bladet om Pia Kjærsgaard, ”Discount-Pia”. Af artiklen fremgik det, at ”Pia Kjærsgaards taktik går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister. Pia sad med en kold pizza i den ene hånd og greb ud efter telefonen med den anden, så det hele så ekstra travlt ud”, skrev journalistpraktikant Birk Olesen i artiklen.

Han undlod at fortælle, at det var ham selv, der havde opfordret Pia Kjærsgaard til at sidde med en daggammel pizza i hånden af hensyn til fotografen.

Det er efterhånden længe siden, men i DF har man en lang hukommelse. DF’s tidligere transportordfører, Kim Christiansen, betegnede ham som inkompetent og arrogant og kemien mellem de to var ekstremt dårlig i Birk Olesens ministertid.

Enhedslistens daværende transportordfører, Henning Hyllested, har om Birk Olesen sagt, at: ”Jeg synes at han virker arrogant, men det har jeg tilskrevet, at han er uvant i jobbet. Han kan virke lidt kantet. Jeg vil endda sige kejtet”.

Det med arrogance synes at være et karaktertræk, der har kendetegnet ham siden han som ung praktikant første gang satte sine ben på Christiansborg.

Kristian Thulesen Dahl

”Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder”, hed det på forsiden af Ekstra Bladet i 2001, hvor Kristian Thulesen Dahl beskyldes for at have forfulgt en malaysisk kvinde fra det ene morgenværtshus til det andet.

Artiklen var skrevet af Ole Birk Olesen.

Konservativ Ungdom

De Konservative får også Ole Birks journalistiske krabask at mærke. På partiets landsmøde i 2004 opdager han at nogle beduggede KU’ere ved 01-tiden om natten synger ”Det var et herligt KU-møde”. Ole Birk Olesen beskrev herefter detaljeret i Berlingske Tidende hvordan KU sang fascistisk inspirerede slagsange fra 30erne.

180grader

Ole Birk Olsen var som journalist frækkere end de fleste, og startede efterfølgende den højreorienterede netavis 180grader. Efter det første leveår kommer netavisen ud med et underskud på 900.000 kr. og senere træder Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen til, skyder et ukendt beløb ind i avisen, og køber 40 pct. af selskabet igennem sit holdingselskab Seier Capital.

180 grader eksisterede fortsat efter, at Ole Birk Olesen blev aktiv politiker i Liberal Alliance i 2010. Netmediet har for nylig fået et nyt kapitalindskud og prøver nu med en gymnasiast som chefredaktør at fremme liberal politik ved ukritisk at kopiere telegrammer fra Ritzau.

 

 

Den amerikanske centralbank bekymret over krisens effekter på lavtlønsområdet

Jerome Powell1

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, meddelte onsdag aften (dansk tid) efter et to-dages møde, at banken fortsat ville holde den korte styringsrente tæt på nul for at hjælpe med at støtte den amerikanske økonomi gennem coronavirus-krisen.

Den historisk lave føderale rente har medvirket til at nedbringe renteniveauet for kreditkort og realkreditlån. Det har dog ikke forhindret, at forbrugere med mindre god kreditværdighed har haft svært ved at låne i de nøjeregnende banker.

Støtte til amters og lokalregeringers låntagning

Den amerikanske centralbank tilkendegav, at den er indstillet på at udvide antallet af byer og amter i det obligationskøbsprogram, der skal bidrage til at holde lokale og delstatsregeringer flydende.

Analytikere vurderer, at Federal Reserve har fokus på at kreditmarkederne fortsat fungerer. Hvis det ikke er tilfældet, vil der ikke komme et økonomisk opsving.

Økonomisk tilbagegang på 4,8 pct. i 1. kvartal

Den amerikanske økonomi kunne i 1. kvartal notere den største tilbagegang i mange år på 4,8 pct. og det forudses at tallene for 2. kvartal vil vise fald på 30 pct.

Det bemærkes i øvrigt, at centralbankchef Jerome Powell på pressemødet fremhævede at amerikanere beskæftiget på lavtlønsområdet var hårdest ramt af krisen. Powell gav udtryk for at det var hjerteskærende at se fordi der inden corona-krisen havde været klare tegn på forbedringer netop for lavtlønnede.

Opfordring til at den finansielle sektor udviser samfundssind under coronakrisen

FinansDanmark Tillid

EU-Kommissionen har den 28. april 2020 vedtaget en bankpakke med henblik på at lette kreditgivningen til husholdninger og virksomheder i EU. Ifølge EU-Kommissionens meddelelse spiller den finansielle sektor en væsentlig rolle i kampen mod coronakrisen.

Opfordring til fleksibilitet

De regler, der blev indført efter finanskrisen, har sikret, at banker i EU nu generelt er mere modstandsdygtige og bedre forberedt på at håndtere økonomiske tilbageslag. I meddelelsen understreger EU-Kommissær for finansielle anliggender, Valdis Dombrovskis, at trods opstramningerne giver EU-reglerne såvel banker som de nationale tilsynsmyndigheder vide muligheder for at støtte borgere og virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, på en fleksibel og ansvarlig måde uden at sætte banksikkerheden over styr.

Det er vigtigt, at den finansielle sektor udnytter den fulde fleksibilitet i EU’s bankregler for at sikre forsyningen med likviditet, så husholdninger og virksomheder kan få den finansiering, de har brug for.

Der har udover EU og herunder i Danmark været eksempler på pengeinstitutter, der har afvist långivning med henvisning til gældende regnskabsregler. EU-Kommissionen opfordrer til at reglerne håndteres mindre rigidt og med ”større fleksibilitet”, når bankerne skal bogføre hensættelser på kunder, der midlertidigt er ramt økonomisk på grund af coronakrisen.

Udskydelse af Baselanbefalinger og højere kapitalkrav

EU-Kommissionen meddelte ligeledes den 28. april, at de endelige Baselanbefalinger udskydes med 1 år til den 1. januar 2023.

Baselanbefalingerne indebærer en betydelig skærpelse af kravene til bankernes kapitalgrundlag, og udskydelsen skal sikre, at den finansielle sektor men også tilsynsmyndighederne har den nødvendige operationelle kapacitet til at håndtere konsekvenserne af coronakrisen.

FinansDanmark

Den finansielle sektors interesseorganisation, FinansDanmark, noterer i en pressemeddelelse at EU-Kommissionen er med dette tiltag helt på linje med Basel-komitéen selv, som for præcis en måned siden anbefalede et års udskydelse af den sidste del. Det er velkendt, at FinansDanmark har kæmpet mod indførelsen af skærpede kapitalkrav i Danmark.

FinansDanmark finder dog ingen anledning til at referere, at EU-Kommissionen med bankpakken den 28. april 2020 samtidig kommer med en stærk understregning af behovet for at sikre, at bankerne bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og dermed deres kapacitet til at fortsætte udlån.

Nej til udbytte og aktiekøb

Selvom den finansielle sektor er generelt bedre polstret og bedre rustet til at imødegå økonomiske stød end under finanskrisen i 2008/9, er det ifølge EU-Kommissionen nødvendigt at forberede sig på en forværring af de økonomiske udsigter, som uundgåeligt vil øge de risici og de dermed forbundne omkostninger, bankerne står overfor. Bankerne er nødt til at handle forsigtigt for at sikre, at de bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og implicit deres kapacitet til at fortsætte udlån.

EU-Kommissionen finder det prisværdigt at et stadigt voksende antal banker har besluttet at suspendere udbytteudbetalinger, og i den aktuelle usædvanlige situation opfordrer EU-Kommissionen derfor bankerne til at undlade udbetaling af udbytte og opkøb af egne aktier.

Banksektoren vil kunne sende et stærkt signal om, at den kollektivt er forpligtet til at spille sin rolle i håndteringen af ​​nødsituationen.

Mådehold med vederlag og bonusser

Under de nuværende omstændigheder opfordres bankerne også til at anvende en konservativ tilgang til betaling af vederlag og bonusser. EU-Kommissionen henviser til, at Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, og formanden for bestyrelsen i Den Europæiske Centralbank, ECB, har opfordret bankerne til at udvise tilbageholdenhed og måde med hensyn til bonusser, og en række nationale tilsynsmyndigheder har allerede udsendt retningslinjer med samme effekt.

EU-Kommissionen understreger, at i den nuværende situation er det af største vigtighed, at alle ressourcer, der er til rådighed for banker, inklusive dem, der er afsat til bonusser, så vidt muligt mobiliseres for at styrke bankernes robusthed, deres udlånskapacitet og i sidste ende støtten til deres kunder.

EU-Kommissionen finder, at det er en måde for bankerne at udtrykke solidaritet med dem, der er berørt af udbruddet af COVID-19, at begrænse mængden af ​​bonusser, der udbetales til den øverste ledelse og de højest lønnede i disse udfordrende tider.

“For the banks, moderating the amount of bonuses paid out to senior management and high earners in these challenging times is also a way to express solidarity with those affected by the outbreak of COVID-19”.

 

Når statsfinansierede medier stjæler med arme og ben!

Loud

Den statsfinansierede radio LOUD – hele Danmarks tale- og kulturradio for unge – har næsten ingen lyttere. Stationen har et statsfinansieret budget over fire år på cirka 250 millioner kroner, og de fraværende lyttere har givet anledning til spørgsmål i Folketinget til Kulturministeren.

Det har også givet anledning til løftede øjenbryn, at ejere bag Radio LOUD dagligt plagierer danske aviser. Indblik.net og journalista.dk har afdækker hvordan det foregår i segmentet ”Den Røde Løber”, der udsendes dagligt som en del af programmet ”Dig, Mig & Diablo”. Her læses længere uddrag fra avisernes artikler op, uden at lytterne bliver gjort opmærksomme på, at der er tale om avisartikler.

Selvom Radio LOUD er meget opfarende, når satirikere gør brug af LOUD-varemærket, har stationens svendborgensiske medejere på Radio Diablo et andet forhold til andres ophavsret. Den ses der stort på, når der læses op fra formiddagsaviserne i et fast radiosegment. Det er rent plagiat og i strid med Kulturministeriets vejledende retningslinjer for god citatskik og plagiat i tekster.

Den danske journaliststand og dagbladene er optaget af ophavsret, og er altid på vagt overfor uberettiget anvendelse af deres dyrebare stof.

Franz Beckerlee

Påstandene om plagiering er ofte velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Kulturministeriets retningslinjer

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid værdsatte andre skribenters gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.

Frank Esmann

Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.

Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR.

DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han havde skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser var Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

 

 

 

 

Udenrigsministeriet – 250 år med laksko, blå frakker og udenrigspolitiske fadæser

Udviklingsminister rasmus prehn og udenrigsministeren lancerer bæredygtighedsstrategi
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lancerer Udenrigsministeriets bæredygtighedsstrategi, i Udenrigsministeriet tirsdag den 26. november 2019.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Forholdet til Italien ødelagt

Han har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”