Vækstfonden, der blev grundlagt i 1992 af den danske regering, er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af den danske stat og finansierer innovation og vækst i danske virksomheder.

Vækstfonden yder lån og garantier samt egenkapital til virksomheder i en bred vifte af brancher, herunder virksomheder fra Grønland og Færøerne. Venture investeringer fokuserer primært på teknologidrevne sektorer som biotech, medtech, edtech, it og robotteknologi. Investeringer gennem små og mellemstore fonde dækker et bredere udvalg af brancher.

I 2018 blev Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnt som formand i Vækstfonden.

Claus Gregersens centrale rolle i skandalen omkring OW Bunkers bidrog til den udbredte tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft og har for Vækstfonden været særdeles problematisk.

OW Bunker og Vækstfonden

OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den tilsyneladende store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig.

Foreløbig er den tidligere direktør for Dynamic Oil Trading, Lars Møller, i byretten idømt halvandet års fængsel. Men straffesagen mod Lars Møller, er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler. Der kan således imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.

Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers betydet, at placeringen af den tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, har været særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør, som (sammen med Morgan Stanley) rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.

Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

Sagsanlæg

En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.

Claus Gregersen fyret som formand

Erhvervsminister Simon Kollerup har nu erstattet Claus Gregersen med Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden.

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tue-mantoni-bliver-ny-bestyrelsesformand-for-vaekstfonden?publisherId=9770657&releaseId=13596461

 

Den amerikanske flåde oplyste på den amerikanske uafhængighedsdag, lørdag den 4. juli 2020, at to af flådens hangarskibe – U.S.S. Ronald Reagan og U.S.S. Nimitz – gennemførte øvelser i det sydkinesiske hav, som Kina gør krav på trods indvendinger fra de sydøstasiatiske nabolande. Hangarskibenes øvelser, der også omfatter fire andre krigsskibe, inkluderer angiveligt afprøvning af hangarskibenes forsvarsevne, herunder slagkraften fra de på hangarskibene stationerede jager- og bombefly. Det er således vigtigt at få afklaret hangarskibenes forsvar mod nyudviklede kinesiske mellemdistancemissiler.

Ifølge den amerikanske flåde var formålet med øvelserne at sende et klart politisk signal til allierede, at USA er “forpligtet til regional sikkerhed og stabilitet”.

Frygt for kinesisk kontrol

Det er ingen hemmelighed, at de strategiske havområder længe har været et spændingspunkt mellem Kina og USA, hvis forhold er blevet forværret i løbet af handelskrigen, Coronavirus-pandemien og Beijings nylige underminering af Hongkongs autonomi.

Kineserne gør krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav. Ganske vist har landet tabt en sag til Filippinerne ved Den Internationale Domstol i Haag, men det har ikke afholdt Kinas regering fra at opruste sin militære tilstedeværelse i havområdet og ligefrem bygge baser på kunstige øer.

Det Sydkinesiske Hav byder ikke alene på fiskeri og råstoffer, det udgør også en af verdens vigtigste handelsruter, hvorigennem 20 procent af den globale handel passerer. For Kina gælder det 40 procent af landets eksport, og i Beijing vil man naturligvis gøre meget for ikke at blive lukket inde, mens amerikanerne frygter, at Kina skal få yderligere kontrol med Stillehavets vestlige del.

Således er USA militært til stede på havet og på landjorden i form af baser i lande fra Japan og Sydkorea i nord til Filippinerne i syd, og det er især den amerikanske flåde, der kan blive sårbar i tilfælde af en konfrontation med kineserne.

 

En række partier har den tilgang til de kommende forhandlinger om en grøn skattereform, at CO2-afgifter er et helt nødvendigt redskab, hvis målsætningen om 70 procents reduktion i 2030 skal opnås.

Selv blandt de mest uvidende politikere breder sig dog den erkendelse, at en dansk enegang med CO2-afgifter kan betyde konkurrenceproblemer, lækage og udflytning af arbejdspladser.

En dansk CO2-afgift forudsætter derfor, at der på EU-plan og i alle 27 medlemslande er tilsvarende klimaambitioner og lige så stor villighed til at indføre substantielle CO2-afgifter.

Konkret forudsætter en CO2-afgift, at EU-Kommissionens tanker om en grøn grænseskat, en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Tax”, realiseres inden en CO2-afgift kan indføres i Danmark.

En Carbon Border Adjustment Tax er en skattemekanisme udformet som en grænseskat: Når et produkt fra et tredjeland med høj CO2-udledning rammer det europæiske kontinent, bliver produktet omfattet af en grøn skat på produktets udledning af CO2.

Europa importerer i dag en række produkter fra udlandet, som udleder væsentligt mere CO2 end de produkter, vi producerer i Europa. En CO2-grænseskat kan give store klimagevinster, for en sådan skat kan sikre at priserne på produkter, som bliver importeret til Europa, bedre afspejler produkternes klima- og miljøbelastning. Det vil gøre det væsentligt mindre fordelagtigt at flytte virksomheder ud af EU, selvom virksomheder, der alene afsætter til 3. lande, fortsat vil have et incitament hertil.

En Carbon Border Adjustment Tax er ikke ukompliceret.

Hvem skal fastlægge størrelsen af CO2-afgiften og stå for opkrævningen? Det enkelte medlemsland eller EU? Bilindustrien har demonstreret, at det ikke er uproblematisk at fastlægge CO2-emissionerne knyttet til de enkelte produkter. De nuværende WTO-regler kan også være en hindring, ligesom EU af handelspartnere vil blive mødt af anklager om protektionisme.

Det skal blive interessant at følge beslutningsprocessen i EU om CO2-afgifterne, men først skal landene nå til enighed om Covid-genopretningspakken på 750 mia. euro og om de fin ansielle rammer på 1.100 mia. euro for den kommende budgetperiode.

Måske faldt dansk økonomi kun 3,2 pct. i andet kvartal, viser en ny type beregninger fra Nationalbanken. Det er langt mindre, end mange frygtede, også banken selv.

Nationalbanken har under coronakrisen taget nye værktøjer i brug i det løbende arbejde med at overvåge dansk økonomi. Det er bl.a. modeller, der her og nu kan give et indtryk af udviklingen i bruttonationalproduktet, BNP. De såkaldte nowcastingmodeller er avancerede statistiske modeller, der løbende bearbejder en lang række nøgletal og realtidsindikatorer. I modellerne indgår tal for beskæftigelse, ledighed, inflation, hussalg og mange andre nøgletal, i takt med at de bliver offentliggjort. På den måde er modellerne i stand til løbende at komme med skøn for BNP i det aktuelle kvartal.

Hidtil forventet fald på 6,2 pct.

De hidtil anvendte modeller pegede i uge 26 på, at BNP ville falde med 6,2 pct. i 2. kvartal. Under alle omstændigheder pegede de hidtil anvendte beregningsmetoder på, at der ville være overvejende sandsynlighed for, at BNP ville falde mellem 4 og 8 pct.

I uge 25 pegede den nye beregningsmetode – den såkaldte realtidsmodel – på, at BNP kun ville falde med 3,6 pct. i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal. I ugen efter pegede modellen på et fald på 3,2 pct. Den væsentligste årsag til ændringen var positive tal for udviklingen i detailomsætningen.

Kina vedtog tirsdag trods vestlige indsigelser en ny national sikkerhedslov og tilføjede de nye bestemmelser til Hongkongs mini-forfatning uden først at offentliggøre dem.

Bestemmelserne blev endelig kort før midnat frigivet i Hong Kong, men uden en engelsk oversættelse. Loven lægger op til, at der kan idømmes op til livsvarigt fængsel til dem, der blev fundet skyldige i fire bredt definerede forbrydelser i forbindelse med “separatisme”, “undergravning” samt “terrorisme” og “samarbejde med fremmede magter”.

Den kinesiske leder Xi Jinping underskrev loven tirsdag, og den har virkning fra og med onsdag den 1. juli 2020.

I de seneste dage har der været i hundredvis af demonstrerende borgere på gaderne i Hongkong, der har protesteret mod den nye kontroversielle nationale sikkerhedslov, som mange frygter, vil bremse Hongkongs autonomi.

Protesterne i Hongkong og udenlandske advarsler har ikke gjort indtryk på regimet i Beijing. Lovinitiativet sigter angiveligt på at bevare den kinesiske suverænitet over Hongkong.  Selvom ytringsfriheden ikke direkte antastes er kritikerne på vagt, og de hævder at lovgivningen vil føre til, at borgerlige frihedsrettigheder eroderes.

https://sorenskafte.com/2020/06/04/krudttonden-hongkong/

 

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti, DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater, og tilbagegangen er fortsat i meningsmålingerne, og ikke overraskende har det givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.

Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.

Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.

Søren Espersen symbol på forfaldet

Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn, vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Søren Espersens maniske aktivitet efter valget

Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan, Donald Trump til Danmarks ellers helt usynlige ambassadør i Australien, Tom Nørring. Kønsroller, MeToo og han/hun/hen får også en tur, og undertiden kan man blive helt bekymret over den kraftige mands blodtryk.

Marrakesh-migrationspagten

Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?

Søren Espersen var Dansk Folkepartis udenrigsordfører, men han var tavs. Internt i Venstre var der uenighed. Lars Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Hollands Mark Rutte underskrev Marrakesh-migrationspagten

I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene i 2019. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev ignoreret – ligesom i totalt ignoreret – af både den hollandske og den danske regering!

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Vandt Lars Løkke Rasmussen på hans one-man stunt?

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev trods sit fæle udseende belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand udfordrede VK-regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, mistede sin plads i Folketinget. Han har efter valget bittert peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.

Søren Espersen har været tavs, men mange andre medlemmer af Dansk Folkeparti har tilsluttet sig Ib Poulsens vurdering.

 

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har opretholdt sanktionerne med den begrundelse, at Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwianske befolkning.

Corona

Zimbabwe har i snart 3 måneder været præget af skrappe locdown-foranstaltninger, og regeringen har på ubestemt tid udvidet foranstaltningerne for at bremse spredningen af den coronavirus.

Forbud mod betalingstjenester på mobile platforme

Det er ikke kun Covi-19, der plager Zimbabwe. Regeringen udsendte fredag den 26. juni 2020 en meddelelse om et forbud mod alle mobile pengeplatforme med øjeblikkelig virkning. Informationsministeriet siger, at suspensionen er indført for at give regeringen mulighed for at håndtere spørgsmål om tjenesternes involvering i “økonomisk sabotage” mod den zimbabwianske valuta.

Der er 3 landsdækkende tjenester for pengeoverførsler i Zimbabwe – EcoCash, TeleCash og NettCash. EcoCash siger, at den vil fortsætte med operationerne, indtil den modtager en formel meddelelse fra den rette myndighed, der ifølge EcoCash er nationalbanken. Tjenester som One Money og MyCash vil også blive ramt.

Lukningen har skabt panik i Zimbabwe, hvor mere end 10 millioner af landets 18 millioner indbyggere er helt afhængige af disse mobiltelefon-tjenester. Det er ikke mindst alle dem, der er ansat i den såkaldte ”informal” sektor, der ikke har adgang til bankkonti eller lignende.

I de seneste år har de fleste zimbabwere skiftet fra kontanter til at bruge mobile penge, der ifølge landets centralbank i sidste kvartal af 2019 tegnede sig for 84,8 pct. af alle transaktioner og 22,6 af værdien.

Skal forhindre valutaspekulation

Baggrunden for indgrebet er at landets lokale valuta fortsat mister værdi, og myndighederne håber desperat på at standse nedgangen. Men flytningen har efterladt abonnenter og brugere i en håbløs situation, fordi en meget væsentlig del af alle økonomiske transaktioner foregår via mobile pengeplatforme fordi der simpelthen mangler penge i bankerne – både lokale penge og international valuta.

I 2019 forbød landet den indenlandske brug af udenlandsk valuta og genindførte Zimdollar, som var blevet droppet i 2009 år som følge af den hyperinflation som hærgede landet uanset, at den tidligere leder, Robert Mugabe, havde indført den amerikanske dollar som Zimbabwes officielle valuta.

Regeringen introducerede samtidig i 2019 en ny virtuel valuta: Real Time Gross Settlement (RTGS) dollar. RTGS var en regningsenheden, der var tænkt til brug ved alle bankoverførsler, elektroniske betalinger og forskellige betalingssystemer baseret på mobiltelefoner som EcoCASH, samt Zimbabwianske bond notes og bond coins.

Baggrunden for det, der i realiteten var en samtidig elektronisk pengeombytning og 300 pct. devaluering i forhold til amerikanske dollar, var en økonomi i ruiner.

Zimdollar falder som en sten

Den Zimbabwianske dollar – Zimdollaren – og RTGS tabte dog hurtigt tabt terræn, og offentligt ansatte, der har fået deres løn udbetalt i Zimdollars/RTGS har oplevet en drastisk reallønsnedgang. Markedet efterspørger derfor i stigende grad amerikanske dollar. Præsident Emmerson Mnangagwa var tidligere på måneden tvunget til at betale visse embedsmænd en sum i dollar.

Regeringen i Zimbabwe har i årevis haft et godt øje til pengevirksomhederne på de mobile platforme, især den største tjeneste – EcoCash, har været i søgelyset og anklaget for at bidrage til faldet i den

Andre ofre for regeringens desperate bestræbelser på at dæmme op for Zimdollarens fald er investorer på Zimbabwes fondsbørs. Aktiehandlernes muligheder for at købe aktier i dobbelt børsnoterede selskaber på børsen i Zimbabwe og afhænde dem på enten Johannesburg- eller London-børser, er nu stoppet med Zimbabwes regering forbud mod alle handler på Harare-børsen.

Zimbabwe – en fejlslagen stat

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsident Mnangagwa vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

 

 

Ian Smith

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre.

Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia.

37 år med Robert Mugabe

Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med socialisten Robert Mugabe ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes landreformspolitik.

Dette har efterladt den store majoritet af fattige og jordløse zimbabwianere i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

I Zimbabwe er der jernbanenet på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19 pct. er asfalteret, og der er bygget 7 lufthavne med regulær trafik.

Air Zimbabwe må ikke beflyve EU, fordi selskabet ikke har været I stand til at dokumentere, at de lever op til internationale sikkerhedsregler.

Islands præsident Gudni Johannesson blev ved et jordskredsvalg søndag ifølge de foreløbige resultater genvalgt.

Siden den spektakulære bankkrise på Island i 2008 har Island med omkring 365.000 indbyggere genvundet en vis økonomisk og politisk stabilitet. Det har givet været til fordel for den 52-årige Johannesson.

De tidlige resultater tyder på, at Johannesson har vundet en ny 4-årigt mandat med 90 procent af stemmerne mod højrefløjsudfordreren Gudmundur Franklin Jonsson.

Til gengæld har præsidenten i Frankrig, Emmanuel Macron, vanskeligheder.

Søndag den 28. juni 2020 har man i Frankrig som det andet land efter Corona-lockdown-perioden afviklet 2. omgang af det kommunalvalg, hvor 1. runde blev afholdt den 15. maj 2020. 2. runde skulle have været afholdt den 22. maj, men valget blev udskudt pga. covid-19 og den skrappe franske karantæne og lockdown.

Lav valgdeltagelse

I første valgrunde var valgdeltagelsen usædvanlig lav – 38,8 pct. – den laveste valgdeltagelse ved kommunale valg siden grundlæggelsen af Frankrigs femte republik i 1958.

Søndagens kommunalvalg er afviklet i 4.827 byer rundt omkring i Frankrig, hvor den første stemmerunde ikke kunne afgøre valget. Der har været strenge sanitetstiltag ved afstemningsstederne, hvor masker har været obligatoriske for alle vælgere.

Med en valgkampagne uden valgmøder og gadeagitation, der især har været ført over TV og de sociale medier, er det ikke overraskende, at valgdeltagelsen i søndagens 2. runde var helt nede på 34,7 pct.

Præsident Macron taber valget

For et år siden håbede Macron på, at dette års lokalvalg kunne give hans unge midterparti – La République en Marche – en stærk tilstedeværelse i Frankrigs byer, herunder også i Paris.

Længe inden det endelige valgresultat officielt foreligger, kan det imidlertid fastslås, at valgets sikre taber er præsident Emmanuel Macron.

Kandidaterne fra præsidentens parti, La République en Marche, blev mange steder elimineret allerede i første valgrunde.

Kampen om Paris

Paris påkalder sig særlig interesse i kommunalvalget. I Paris indgik den nuværende socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, for nylig en alliance med de grønnes leder David Belliard. Alliancen var ikke uventet – Hidalgo styrede sammen med de grønne under sit første mandat – men med aftalen blev hun den eneste venstre-kandidat. Anne Hidalgo vandt da også med 50,2 procent af stemmerne over Macrons kandidat.

Nedturen i Paris har stor symbolsk betydning forud for præsidentvalget i 2022.

Et lyspunkt for Macron er, at hans premierminister, Édouard Philippe, vinder kampen om borgmesterposten i byen Le Havre i det nordvestlige Frankrig. Philippe har tidligere været borgmester i Le Havre, og selvom mange gerne ser ham fortsætte som premierminister, kan valget få konsekvenser for den franske regering.

Fremgang til De Grønne

Men ellers er det især De Grønne, EELV, der står til sejr i en lang række af Frankrigs større byer. Det gælder i Frankrigs 3. største by, Lyon, hvor Bruno Bernard gør krav på borgmesterposten. Det gælder også Marseille og Bordeaux, hvor de foreløbige resultater tyder på sejr til grønne kandidater frem for Macrons parti, La République En Marche.

Le Pen

I Perpignan i det sydlige Frankrig har Louis Aliot fra Marine Le Pens parti, National Samling, ifølge de foreløbige resultater sikret sig sin første borgmesterpost i en større by.

Hvad sker nu for Emmanuel Macron og République en Marche?

Den franske præsident har allerede inden valget tilkendegivet, at han med sit parti La République en Marche (LREM) under alle omstændigheder ønsker at fastlægge en ny kurs for de resterende to år af hans embedsperiode.

Regeringsændring

Premierminister Édouard Philippe, hvis popularitet er steget kraftigt over hans håndtering af Covid-19-krisen, genvandt som nævnt sin gamle borgmesterpost i Le Havre, og tab af Philippe vil helt sikkert tvinge Macron til store ændringer i den franske regering.

Macrons problemer er ikke blevet mindre af, at LREM-parlamentarikere i maj dannede deres egen parlamentariske gruppe, kendt som Groupe Écologie Démocratie Solidarité, og dermed fratog LREM flertallet i Nationalforsamlingen (underhuset).

Af Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at WTO er rygraden i det globale handelssystem, og Danmark er ifølge blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads en stærk støtte af WTO og et effektivt multilateralt handelssystem. Fra dansk side arbejder vi målrettet for åben og fair handel og fælles handelsregler, som er til gavn for alle lande, ikke mindst de fattigste udviklingslande.

I forhold til WTO dækker Danmark sig bag EU. Den 16. juni 2020 sagde udenrigsminister Jeppe Kofod i Folketinget om WTO:
”Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at WTO for nuværende ikke er i stand til effektivt at adressere udfordringerne fra unfair handelspraksis som mangelfuld håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller uigennemsigtige statslige subsidier. Her er hovedudfordringen sagt lidt firkantet, at WTO-reglerne er utidssvarende i forhold til Kina og andre lande med stærk statsstyring af økonomien. Som et lille åbent land er Danmark dybt afhængigt af et velfungerende multilateralt handelssystem. Derfor lægger regeringen stor vægt på, at vi fra dansk side via EU styrker indsatsen for at modernisere WTO’s regelsæt. Organisationen skal reformeres, så mere tidssvarende regler kan håndteres, altså de konkrete udfordringer, vores virksomheder kommer ud for i den globale økonomi. Reformindsatsen skal have et bredt sigte om at sikre færre og ensartede globale konkurrencevilkår for alle WTO’s medlemmer frem for at fokusere på enkeltlande. Vi skal arbejde gennem EU, både fordi WTO og handelspolitik er EU-kompetence, og fordi det er det mest effektive. Hver især er EU-landene jo i virkeligheden for små til at påvirke de globale spilleregler. Kun ved at stå sammen og tale med én og stærk stemme kan vi opnå positive forandringer.”

Her taler en småstat, der fuldstændigt har deponeret sin handlefrihed i Bruxelles.

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo, der træder tilbage et år før tid i slutningen af ​​august.

Nomineringerne er åbne indtil 8. juli, og foreløbig har der meldt sig en række kandidater og fire er offiecielt nominerede fra Egypten, Mexico, Nigeria og Moldova.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

Kina

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem.

Da Kina blev medlem af WTO i 2001, skete det på gunstige vilkår, der dels afspejlede et ønske om at få Kinas økonomi og samhandel reguleret ved internationalt fastsatte regler, dels tog hensyn til Kinas dengang lave økonomiske udviklingsniveau. Kina fik derfor status som udviklingsland, og det giver i WTO adgang til en række undtagelser og beskyttelser.

Disse har Kina nægtet at opgive på trods af, at landets indkomstniveau pr. indbygger nu er højere end i en række EU-lande. Kina har heller ikke, som lovet, udviklet sig i en mere markedsøkonomisk retning, men tværtimod opretholdt et statsstyret økonomisk system, der tilsidesætter WTOs fundamentale krav om ligestilling mellem nationale og udenlandske virksomheder.

Medlemskabet af WTO har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Hamid Mamdouh (Egypten), i øjeblikket advokat i Genève, men tidligere handelsforhandler for Egypten og tidligere WTO-embedsmand, som var med til at udarbejde en aftale om handel med tjenester under Uruguay-runden.

Mamdouh, 67, rådgiver i øjeblikket G20-formandskabet, Saudi-Arabien, om handels- og investeringsspørgsmål.

Amina Mohamed, (Kenya) sports- og kulturminister. Mohamed, 58, er en tidligere kenyansk ambassadør for WTO, der var den første kvinde, der formand for WTO’s General Council i 2005.

Hun forsøgte i 2013 forgæves at blive generaldirektør i WTO. Ifølge hendes CV taler hun fire sprog, har en juristgrad og er en “fremragende strateg og visionær”, der er fortaler for bred deltagelse i WTO-reformprocessen.

Arancha Gonzalez Laya (Spanien), spansk udenrigsminister

Som advokat fungerede hun som stabschef for den daværende WTO-chef Pascal Lamy mellem 2005 og 2013. Måske er hun uacceptabel for den amerikanske administration på grund af anstrengte forbindelser med Washington under Lamys ledelse.

Phil Hogan (Irland), europæisk handelskommissær

Han er på sin anden embedsperiode som europæisk kommissær – tidligere dækkede han landbruget. Han er også politiker fra centrum-højrepartiet Fine Gael. Han har også fungeret som minister i to irske regeringer.

Hogan går ind for reformer i WTO og er enige med De Forenede Stater og Japan om behovet for at opdatere globale regler for industrielle subsidier.

Tudor Ulianovschi, (Moldova) tidligere udenrigsminister.

Ulianovschi, flydende i fire sprog, var udenrigsminister mellem 2018-2019 og var tidligere diplomat og har en vis erfaring i den private sektor.

Jesus Seade (Mexico), 73 år, seniorhandelsmedarbejder i den mexicanske regering.

Mexico nominerede Seade, der hjalp med at omarbejde den nordamerikanske frihandelsaftale, til WTO den 8. juni. Han har tidligere undervist på universiteter i Hong Kong.

 

 

Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Den 15. februar 2011 udbrød der formentlig inspireret af Det Arabiske Forår oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen. En NATO-ledet koalition af lande intervenerede til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Under alle omstændigheder er der meget der tyder på, at Libyen må lægge krop til en langvarig stedfortræder-krig, hvor adskillige udenlandske magter er involveret.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering, som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der ledes af teknokraten Fayez al-Sarraj, anerkendes imidlertid ikke af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Ruslands interesse

Grunden til Ruslands interesse i Libyen skulle ifølge kilder i Moskva være, at præsident Vladimir Putin ønsker at få en flådebase på Libyens 1.770 kilometer lange Middelhavskyst som supplement til den luft- og flådebase, han har opnået i Tartus, Syrien.  Rusland har øjensynlig været generøs med militære forsyninger, herunder luftforsvarssystemer. Endnu vigtigere er det måske, at han har givet grønt lys til fire russiske private sikkerhedsfirmaer til at sende militære trænere, rådgivere, teknikere og endda kamptropper til Libyen.

Tyrkiets rolle

Tyrkiet har imidlertid interveneret til fordel for den af FN og EU anerkendte GNA-regering og Fayez al-Sarra.  Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med finansiel støtte fra Qatar og opbakning fra det internationale netværk af Muslimske Broderskab og med Iran på sidelinjen udstyret GNA-styrkerne med hjemmelavede droner, kendt som Bayraqdar (Flagbearer), kopieret fra en forældet amerikansk model.

Ankara har også rekrutteret omkring 6.000 syriske tidligere oprørere, de fleste med muslimsk broderskabsbaggrund, til at kæmpe for GNA.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at retfærdiggøre alle disse elementer i hans neo-osmanniske strategi ved at pege på mere end 30 milliarder dollars i tyrkiske investeringer i Libyen under Gaddafi, da næsten en million tyrkere arbejdede der. Selvom Gaddafi havde givet libysk statsborgerskab til mange tyrkere, vendte de fleste indvandrere hjem efter hans fald.

Nu, hvor massearbejdsløshed truer i Tyrkiet, håber Erdogan at se nogle af dem, der stadig har libysk statsborgerskab, vende tilbage dertil.

I 2019 underskrev Tyrkiet en række aftaler med GNA, hvorefter Ankara fik indflydelse på udnyttelsen af olieressourcer i det østlige Middelhav.

Tyrkiets bistand påvirker kampene

Støtten fra Tyrkiet har ved hjælp af droner og ikke mindst lejesoldater fra Syrien gjort en afgørende forskel og sendt oprørsgeneralen Khalifa Haftar på tilbagetog.

De seneste uger har styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker indledt et angreb for på ny at få kontrol over den nordvestlige del af landet.

I sidste uge erobrede regeringsstyrkerne flere store grænseområder tilbage fra oprørerne, og Khalifa Haftar og LNA mistede dermed sin sidste store bastion i det vestlige Libyen.

Egypten

Mens Tyrkiet støtter GNA-regeringen, støtter nabolandet Egypten oprørerne og Khalifa Haftar. Egypten mener de har ret til at træde ind militært i nabostaten Libyen. Det har den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, i hvert fald udtalt i denne uge.

Men der er langt flere eksterne spillere med i det store kludetæppe ved Middelhavet, og det er ved at udvikle sig til en pinlig affære for EU, hvor medlemslandene heller ikke helt kan blive enige om, hvem der skal støttes.

EU spiller en tvivlsom rolle i Libyen

Desuagtet EU’s medlemslandes forskellige tilgange til Libyen, har EU’s udenrigsansvarlige, den spanske kommissær Josep Borrell, forsøgt at vise handlekraft. EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal håndhæve FN’s våbenembargo mod landet.

Initiativet er imidlertid blevet kritiseret, fordi det primært vil forhindre våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørsgeneralen Haftar kan modtage våben over landegrænsen til venligtsindede Egypten.

Bådflygtninge over Middelhavet

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med Al-Sarraj’s regering i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Kampen om Middelhavet
En af de væsentlige årsager til stridighederne mellem regionale stormagter om konflikten i Libyen er olie og gas. Der er opdaget store forekomster i den østlige del af Middelhavet, og Tyrkiet har lavet en aftale med regeringen i Tripoli om udnyttelse af ressourcerne, der imidlertid er lokaliseret i et omstridt farvand.

Det har vakt utilfredshed, særligt i Cypern som mener, at den påståede libyske olie ligger i cypriotisk farvand. Østaten arbejder samtidig med sit eget store projekt ved navn EastMed Pipeline. Der er planer om en stor rørledning, der skal føre naturgas fra det østlige Middelhav via Cypern og Kreta til det græske fastland.

Her er der oprettet et forum med Cypern, Egypten, Grækenland, Libanon og Israel, mens Tyrkiet ikke har været inviteret med til bordet. Det har medvirket til at skuffe tyrkerne, lyder det i en analyse på European Council on Foreign Affairs.

Frankrig har også søgt medlemskab i EastMed-konsortiet, og franskmændene har samtidig været meget aktive i IRINI og har sendt det store hangarskib Charles de Gaulle til området. Mens Frankrig endnu ikke er kommet med i forummet om EastMed, er det store franske olieselskab, Total, involveret. Det gigantiske olieselskab har været i Libyen i snart 70 år, og i december indgik det en aftale med investeringer for 650 millioner dollar i libyske oliefelter.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i det krigsplagede land. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, kritiserede Erdogan i kraftige vendinger, reagerede den tyrkiske udenrigsminister med at påstå og beklage at Frankrig i det skjulte støttede oprørerne under general Khalifa Haftar og udtale, at der kan være tale om “en solformørkelse i Macrons sind”.

Opfordring til våbenhvile

Mens stormagterne kæmper om Middelhavets gas og olie i Libyen har kampene kostet hundredvis af menneskeliv, og i alt er 200.000 drevet på flugt.

FN’s Generalsekretær Antonio Guterres har i gentagne erklæringer opfordret til en våbenhvile i Libyen.

Bør verdenssamfundet gribe ind

I øjeblikket er der ikke udsigt til, at den lovformelige regering i Tripoli kan afgøre borgerkrigen. En langvarig strid kan bidrage til at ikke alene Libyen fuldstændig ødelægges, men at de 6 nabolande tillige destabiliseres. Ikke mindst en aktiv intervention fra Egypten vil kunne true sikkerheden på hele kontinentet.

I mellemtiden vil bådflygtninge over Middelhavet igen kunne eskalere og yderligere udfordre sammenholdet i EU.

Med både GNA og LNA låst af deres indbyrdes strid har terrorgrupper, begyndende med ISIS og afrikanske udløbere af al-Qaeda, allerede sikret sig fodfæste i Libyen. Til disse kan tilføjes et dusin klaner, der søger at kontrollere deres egne territorier og i bestræbelserne herpå er parat til at tilbyde deres bistand til den side i borgerkrigen, der tilbyder de største fordele for dem selv.

Udsigten til, at Libyen bliver et nyt Syrien, er således helt reel.

Verdenssamfundet kunne i 2011 blive enige om at bombe Muammar Gaddafi. Dermed hørte enigheden op, og resultatet var kaos.

I dag er der desværre ikke udsigt til, at Verdenssamfundet kan blive enige om noget som helst.