Nu må hysteriet omkring klorkyllinger høre op, udtaler formanden for den handels- og landbrugskommission (Trade and Agriculture Commission), den britiske regering netop har nedsat.

Regeringen har nedsat kommissionen for at hjælpe med at sikre, at britiske landmænd ikke underløbes af import af fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af metoder, der er ulovlige i Det Forenede Kongerige.

I britiske landbrugskredse har der floreret advarsler om at produkter som klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet oksekød ville oversvømme det britiske marked efter en kommende handelsaftale med USA.

Formanden for handels- og landbrugskommissionen, Tim Smith, skriver i det britiske dagblad The Telegraph, at der var brug for et nøgternt perspektiv (“clear-eyed perspective”) på handelsaftalers konsekvenser for forbrugerne.

Regeringens handelspolitik bør baseres på evidens og ekspertvurderinger, sagde han: “Den alarmisme og det hysteri, der har været omkring spørgsmål som import af klorbehandlede kyllinger og hormon-opdrættet oksekød – som begge i øjeblikket i henhold til EU-regler er forbudt i Storbritannien – er hverken i fødevareindustriens eller offentlighedens interesse”.

Tim Smith udelukkede i den forbindelse ikke muligheden for, at sådanne produkter fremover vil kunne importeres til UK som led i en handelsaftale med USA, men han lovede at bidrage til at sikre, at de britiske landmænd ikke udsættes for illoyal konkurrence, og at de britiske høje dyrevelfærds- og produktionsstandarder ikke undermineres.

Handelsaftale med USA efter Brexit

Den britiske regering har tidligere afvist, at en britisk handelsaftale med USA vil betyde, at amerikanske klorbehandlede kyllinger ville finde vej til de britiske supermarkeder. Nu er Boris Johnson øjensynlig klar til at lade det ske, har blandt andet The Telegraph og Financial Times berettet.

Emnet har konstant været et konfliktpunkt i handelsforhandlinger mellem EU og USA. I USA er det som led i bekæmpelsen af colibakterier, enterokokker og salmonella og andre sundhedsskadelige stoffer tilladt at vaske kyllinger i bakteriedræbende midler som klor.

Klorbehandling af kyllinger har været forbudt i EU siden 1997 på grund af bekymringer omkring fødevaresikkerhed.

Metoden er meget udbredt i USA, og derfor har amerikanerne stort set ingen kyllingeeksport til EU-landene.

EU’s modstand omhandler ikke frygten for at indtage stoffet klor. Klorvask er blandt andet tilladt, når det kommer til salat. EU frygter i stedet, at brugen af klor i slutningen af forarbejdningsprocessen kan blive en måde at opveje dårlige hygiejnestandarder.

USA har stedse efterspurgt evidens og videnskabeligt grundlag for EU’s forbud mod klorskylning af kyllinger og hormonopdrættet oksekød. Hårdt presset har EU henvist til ”forsigtighedsprincippet”, som af USA betragtes som en undskyldning for en klokkeklar teknisk handelshindring.

Det forlyder, at den britiske regering overvejer at ophæve importforbuddet af de pågældende produkter og i stedet indføre krav om tydelig mærkning og en toldafgift, der skal opveje de amerikanske producenters konkurrence fordel.

 

 

John Wagner har i en pause i hans ellers utrættelige kamp mod konkurrence i detailhandelen, storcentre og specielt Bilka, angrebet Eva Selsing, der i Berlingske Tidende har kritiseret Jacob Ellemann-Jensen.

John Wagner mener kritikken er nederdrægtig og han bebrejder Selsings angreb på en ”resultatsøgende borgerlig opposition”.

Den tidligere generalsekretær i Det Konservative Folkeparti har tydeligvis ikke glemt, at Eva Selsing for nogen tid siden i Berlingske Tidende beskrev den konservative politiske ordfører således:

”Partiet de Konservative er, som resten af borgerligheden, delt i to: et værdivenstreorienteret segment og et borgerligt segment. I den lille folketingsgruppe sidder nu et par reelt konservative typer som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth. Men så er der også én som Mette Abildgaard, hvis placering i et konservativt parti er en gåde for hver en tænkende, læsende borgerlig. Mette elskede SAS-reklamen og dens nedgørelse af det skandinaviske.

Mette Abildgaard. Denne kakofoni af venstreliberale floskler, solgt som en slags borgerlighed af et væsen, der ingen anelse har om den borgerlige orden. En mur af håndbold og uvidenhed og papegøjeeftersnak af tidsånden. Det er bløde flæskesvær, det er enfoldig pekingeserhund, når man har brug for en schæfer, det er slud i august. Man tænker: hvad skal vi egentlig med det her?

Hvad skal et konservativt parti dog med Mette Abildgaard, hvis vulgære omfavnelse af kulturelt selvhad blot reproducerer de allermest elendige venstrefløjstanker fra 1990erne (selv de røde har forladt dem!): Det ved Mette blot ikke. Mette er bare glad, glad, glad. Vuf. For at sidde i Folketinget, for at bløppe i medierne, for at lege politik. Det bliver lidt tungt i længden, ikke?”

De 27 EU-lande skal under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, forhandle om EU-budgettet for 2021 til 2027 og genopretningsfonden, som skal bidrage til, at de europæiske økonomier kommer ud af coronakrisen.

Det er første gang, siden coronakrisen brød ud, at regerings- og statslederne mødes ansigt til ansigt, og samtidig det første Topmøde mens Tyskland har det roterende EU-formandskab.

På det seneste video-topmøde fredag den 19. juni 2020 nåede EU’s regerings- og statschefer ikke til enighed om EU’s enorme genopretningsfond på 750 mia. euro for at overvinde Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner. 500 milliarder euro foreslås ydet som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser. Der var ej heller enighed om EU-Kommissionens forslag til EU-budgetrammen for 2021-27 på knap 1100 milliarder euro. Det er godt 8200 milliarder kroner. En række medlemslandes ”budgetrabatter” er ligeledes til diskussion og endelig var der ikke enighed om EU-Kommissionens skatteforslag til hvordan EU’s ”egne indtægter” kan øges i de kommende år.

Hvis der opnås enighed blandt EU’s stats- og regeringschefer, skal Europa-Parlamentet og de 27 nationale parlamenter efterfølgende godkende forhandlingsresultatet inden pengene kan frigives.

Danmark nettobidragyder

Danmark betaler langt mere til EU end vi modtager. Den danske regering, der tidligere som nettobidragyder og medlem af sparebanden ”The Frugal Four”, har været helt afvisende overfor EU-Kommissionens forslag, har tydeligvis indledt et ”elastisk tilbagetog”. Forud for topmødet har Mette Frederiksen på Marienborg sagt:

”Her er brug for europæisk solidaritet, og her er Danmark som lille åben økonomi afhængig af, at alle de europæiske økonomier hurtigt rejser sig. Her er tilsagnet fra vores side helt entydigt: solidaritet og hjælp, ikke mindst til de hårdest ramte lande. Genopretningsfonden skal have muskel. Og så skal det selvfølgelig finansieres på en ordentlig og ansvarlig måde. Det har Danmark altid ment”.

Har Danmark interesse i øgede udgifter til EU?

Pludselig er et monstrøst EU-budget og tilskud til de uansvarlige og gældsplagede sydeuropæere ligefrem i Danmarks interesse. Mens der i brede dele af befolkning og erhvervsliv er klar opbakning til fordelene ved Det Indre Marked, er der på næsten alle andre områder alvorlig tvivl om Danmarks udbytte af EU-medlemskabet.

I modstrid med kendsgerningerne argumenterer regeringen nu – ligesom tænketanken EUROPA og EU-professor Marlene Wind – med, at danske virksomheder og arbejdspladser generelt står til at vinde ved gennemførelse af Kommissionens forslag, der ovenikøbet forsøges solgt som en grøn og digital genopretningsplan.

Merudgifter på 6,7 mia. kr.

De danske årlige merudgifter ved Kommissionens budgetforslag er konservativt opgjort til 6,7 milliarder kroner af Finansministeriet, svarende til en stigning på over 0,3 procent af Danmarks BNI, der skal lægges oveni de nuværende årlige EU-bidrag på over 21 mia. kr. Forhandlingerne kan desuden ende med at EU bemyndiges til at opkræve skatter m.v. for at øge ”egne indtægter” med op til 2 pct. af det samlede BNI i EU.

Danmark modtager årligt i omegnen af 10 mia. kr. alt iberegnet fra diverse EU-kasser, og Danmark er dermed i forvejen nettobidragyder i særklasse til EU.

Hvordan vil Mette Frederiksen overvinde alle forbeholdene?

Spørgsmålet er, hvordan regeringen har tænkt sig først at overbevise sit eget bagland om fornuften i at danske skatteborgere skal medfinansiere nødlidende virksomheder i Sydeuropa? Hvordan vil man forklare nye EU-skatter? Og hvordan skal den nationale finansiering af det øgede EU-kontingent foregå? Betyder Danmarks solidariske hæftelse for 5600 mia. kroner, at vi aldrig vil kunne forlade EU?

 

Morten Bødskov måtte i december 2013 træde tilbage som justitsminister, fordi han havde løjet overfor Folketinget i en såkaldte Christiania-sag. Det er ikke den eneste brøde Bødskov nåede at begå som justitsminister. I februar 2012 nåede hans jurister i justitsministeriet i strid med alle statsretslige principper frem til, at Danmarks tilslutning til EU’s finanspagt ikke indebar suverænitetsafgivelse og derfor ikke krævede folkeafstemning.

Forhistorien om finanspagten er som følger:

Med Maastricht-traktaten i 1992 blev der i EU iværksat en føderal udvikling, der gradvist skulle føre til realiseringen af en Økonomisk og Monetær Union, ØMU.

Med Danmarks nej til Maastricht-traktaten betød Edinburgh-aftalens undtagelser og specielt ØMU-forbeholdet, at vi stod uden for euro-samarbejdet. Folkeafstemningen i 2000 bekræftede, at Danmark ikke skulle deltage i den fælles valuta. Euro-mønter og -sedler blev i eurolandene indført endeligt i januar 2002.

Euro-forbeholdet havde imidlertid ikke forhindret at flertal i Folketinget besluttede at Danmark skulle deltage i de første faser af ØMU-en.

I juni 1997 besluttede Det Europæiske Råd i Amsterdam Stabilitets- og Vækstpagten, der skulle sikre budgetdisciplin efter euroens indførelse. Samtidig etableredes et nyt kurssamarbejde, ERM2, for at sikre stabilitet mellem euroen og de nationale valutaer tilhørende lande, der endnu ikke er trådt ind i eurozonen.

Danmark tilslutter sig både Stabilitets- og Vækstpagten og valutasamarbejdet i ERM2. Med Stabilitets- og Vækstpagten forpligtede landene sig til et maksimalt budgetunderskud på 3 pct. af BNP og en offentlig gæld på maksimalt 60 pct. af BNP.

Finanspagten

EU’s finanspagt er en traktat, der er indgået mellem de fleste af EU’s medlemslande om stabilitet og styring i den økonomiske og monetære union. Formålet var i kølvandet på den verdensomspændende recession i 2008-09 og den efterfølgende europæiske statsgældskrise at styrke den finanspolitiske disciplin i ØMU-landene, især ved at indføre en snæver ramme om finanspolitikken og supplerende restriktioner for udviklingen i den offentlige strukturelle saldo med en generel grænse på underskuddet på højst 0,5 pct. af BNP.

Traktaten blev vedtaget den 2. marts 2012.

Folketinget besluttede i maj 2012, at Danmark skulle tilslutte sig finanspagten inklusive dens restriktioner på den nationale finanspolitik. De daværende regeringspartier Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF samt oppositionspartierne Venstre og Konservative stemte for, mens Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance var imod.

Inden tilslutningen var der en livlig diskussion om deltagelse i pagten ville stride imod Danmarks euroforbehold og dermed kræve en selvstændig folkeafstemning.

Modstanderne mente, at deltagelse i finanspagten ville medføre, at Danmark sammen med de øvrige deltagere i finanspagten ville blive tvunget til deltagelse i fælles finanspolitiske initiativer, og at Danmark stort set måtte opgive at føre en selvstændig finanspolitik. Folketingsflertallets beslutning ville dermed indebære at Folketinget begrænsede sine egne handlemuligheder uden at spørge befolkningen om lov.

Det blev dog som nævnt afvist af Bødskovs jurister i Justitsministeriet i februar 2012.

Bindende bestemmelser

De finanspolitiske bestemmelser i pagten er bindende for de 19 eurolande samt de tre øvrige medlemmer af EU, der frivilligt har valgt at underlægge sig bestemmelserne: Rumænien, Bulgarien og Danmark. Allerede i 2012 blev disse bestemmelser implementeret i dansk lovgivning via budgetloven, som fastsætter, at Danmark ikke må have et underskud på den strukturelle offentlige saldo, der overstiger 0,5 pct. af BNP.

I forhold til øvrige modstandere af EU-Kommissionens forslag er Danmark i en unik situation. I forhold til Danmarks EU-forbehold er det især den foreslåede genopretningsfond, der er problematisk. Genopretningsfonden skal være på 750 mia. euro for at have effekt i forhold til Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner, der tilvejebringes ved at EU optager lån, som medlemslandene hæfter solidarisk for.

Fonden skal herefter yde 500 milliarder euro som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser.

EU har med Genopretningsfonden tiltaget sig en ny finanspolitisk kompetence, der direkte griber ind i medlemslandenes finanspolitiske kompetence og indirekte dikterer rammerne for landenes økonomiske politik.

 

Kasper Støvring har begået en artikel (”De røde forbedrer ikke minoriteters forhold, de fastholder dem i en selvødelæggende kultur”), der i dagbladet Information bringes i kronikserien om, hvad de blå er vrede over.

Kasper Støvring, der har betegnes sig selv som realist, skriver at den identitetspolitiske venstrefløj fastholder minoriteter i offerrollen, ydmyger dem med medlidenhed og ansporer dem til at reproducere en selvødelæggende kultur. Derfor bør de selvretfærdige røde bekæmpes: ”Venstrefløjsaktivisme betyder en frisættelse af destruktive kræfter, der er nærmest umulige at kontrollere. Derfor må bevægelsen inddæmmes eller helt standses, ikke mødes med kujoneret forståelse og passivitet. Der er nemlig intet som helst overraskende i pøblens amokløb, når anarkiet først er sluppet løs”.

Når Støvring harmdirrende insisterer på at de selvretfærdige røde skal bekæmpes, inddæmmes eller helt standses kommer man uvilkårligt til at tænke på Martin Luther.

Bondeopstanden i 1525 fik Martin Luther til at skrive et af sine mest berygtede skrifter med titlen ”Mod bøndernes røveriske og morderiske horder”, der opfordrede fyrsterne til at slå alle de oprørske bønder ihjel. ”Stik, slå, dræb”, opfordrede Luther.

Den polske præsident Andrzej Duda, vandt snævert i 2. runde i Polens præsidentvalg søndag den 12. juli 2020.

Den nationale valgkommission erklærede mandag formiddag, at Duda fik 51,2 procent af stemmerne og dermed vandt over udfordreren Rafal Trzaskowski, den social-liberale Warszawa-borgmester. Valget var med en valgdeltagelse på 68.9 pct. det tætteste præsidentvalg siden afslutningen af den kommunistiske æra i 1989.

I Polen – og i udlandet – har valget været betragtet som afgørende for Polens fremtid. Mens Andrezej Duda har ført kampagne på en national ”Poland First”-agenda har de to kandidater på centrale spørgsmål indtaget diametralt modsatte positioner, herunder vedrørende Polens forhold til Den Europæiske Union og til homoseksuelles rettigheder.

Andrzej Dudas sejr forventes at medføre kontroversielle ændringer i retsvæsenet og fortsat modstand mod abort og homoseksuelles rettigheder. Rafal Trzaskowski stod for en mere progressiv pro-EU-dagsorden, og skuffelsen over valgets udfald er mærkbar blandt eurokrater i Bruxelles.

Et flertal af svenskerne siger, at de ønsker færre asylansøgninger, end landet oplevede i 2019, og andelen af disse udtalelser stiger fra en lignende meningsmåling fra sidste år.

SVT rapporterer, at ifølge opinionsinstituttet Novus ønsker 63 procent af svenskerne at Sverige skal tage mod færre asylansøgere end sidste år, hvor landet accepterede omkring 22.000 nye ansøgninger.

Resultatet er syv procent højere end en Novus-meningsmåling foretaget året før, hvor 56 procent af de adspurgte sagde, at de ønskede at se færre asylansøgninger.

Kun otte procent sagde, at de ønskede at se flere asylansøgere ankomme til Sverige mens 19 procent sagde, at de ville have det samme antal asylansøgere som sidste år.

Novus har også spurgt svenskerne, om de mente, at landet skulle have en grænse for asylansøgninger om året, og hvor mange de mente var passende.

Den største gruppe, 29 procent, var uafklarede, mens 28 procent sagde under 10.000, 16 procent sagde nul, og 11 procent sagde, at der ikke bør være nogen grænse.

I Sverige er der i øjeblikket en intens debat om asylpolitik, hvor mange på højrefløjen kræver flere restriktioner, mens de grønne har truet med at forlade regeringen, hvis der indføres hårde restriktioner.

I perioden fra 2010 til 2019 udstedte Sverige opholdstilladelse til omkring 1,2 millioner migranter, herunder i forbindelse med familiesammenføringer.

Søtransport er fortsat den eneste sektor uden specifikke EU-forpligtelser til at reducere drivhusgasemissioner. Global skibsfart udleder betydelige mængder drivhusgasemissioner – omkring 2-3 pct. af de samlede globale drivhusgasemissioner – og i 2015 kom 13 pct. af de samlede EU-drivhusgasemissioner fra transportsektoren.

CO2-emissioner fra skibsfart skal reduceres med 40 pct.

Europa-Parlamentets miljøudvalg godkendte tirsdag den 7. juli 2020 med 62 stemmer for, 3 mod og 13 hverken for eller imod Kommissionens forslag om som led i Green Deal at revidere EU-systemet til overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport, de såkaldte MRV-regler, og bringe dem i overensstemmelse med de aftalte bestemmelser i IMO (International Maritime Organization).

Skibsfartsindustrien omfattes af EU’s kvotesystem

Miljøudvalget ville dog højne ambitionsniveauet, og valgte at inkludere skibe på 5000 bruttotonnage og derover i EU’s emissionshandelssystem (Emissions Trading System, ETS) samt et obligatorisk krav til rederierne om at reducere deres årlige gennemsnitlige CO2-emissioner fra alle skibe med mindst 40 pct. i forhold til 2008 inden 2030.

Ocean Fund

Europa-Parlamentets miljøudvalg opfordrer tillige til etableringen af en “Ocean Fund” finansieret af indtægter fra kvoteauktioner under ETS-systemet. Fonden skal bidrage til at gøre skibe mere energieffektive og støtte investeringer i innovative teknologier og infrastruktur, såsom alternativt brændstof og grønne havne. 20 pct. af fondens indtægter skal bruges til at understøtte marine økosystemer, der påvirkes af den globale opvarmning.

International aftale om skibsfartens CO2-emissioner

Europarlamentarikerne i udvalget er enig med Kommissionen i at rapporteringsforpligtelserne i EU skal tilpasses reglerne i IMO, men EU-Kommissionen pålægges samtidig at arbejde for en ambitiøs international aftale om skibsfartens drivhusgasemissioner, der lever op til ambitionerne i Paris-aftalen.

Vedtagelse i Europa-Parlamentet til september

Når forslaget er vedtaget i Europa-Parlamentet under mødet i Strasbourg en 14. – 17. september 2020 vil forhandlingerne med EU’s medlemslande om den detaljerede udmøntning i lovgivning kunne begynde.

Kritik af Pernille Weiss

Altinget kunne den 19. juni 2020 oplyse, at det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, i EU-mediet EU Observer blev kritiseret for ikke at være åben om sine tætte forbindelser til dansk skibsfart. Weiss skulle have undladt at oplyse til Europa-Parlamentet, at hendes valgkampagne til parlamentsvalget sidste år var støttet af Danske Rederier, på trods af at hun arbejdede med EU-Kommissionens forslag om ændring af MRV-reglerne for overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport.

Basisår 2008 eller 2018?

Ifølge EU Observer skulle Weiss aktivt have arbejdet for at de nye MRV-regler skulle føre til mildere reduktionsmål for shippingindustrien ved at sikre, at det basisår, som udledningen skulle måles ud fra, blev 2008.

Jutta Paulus fra den grønne gruppe i Europa-Parlamentet har været rapporteur på MRV-forslaget, og de grønne havde angiveligt foretrukket at basisåret var 2018 og ikke 2008, fordi 2008 et fordelagtigt år for industrien at tage udgangspunkt i. Den verdensomspændende finanskrise resulterede i økonomisk nedgang, mindre handel og mindre skibsfart som afspejledes i at skibsfarten allerede i 2015 havde reduceret emissionerne med 30 pct. i forhold til 2008.

 

Ethvert projekt, der vedrører kul, olie eller naturgas, giver i dag anledning til voldsomme reaktioner og borgerforslag.

EU’s Just Transition Fund

Mandag den 6. juli 2020 stemte energiudvalget i EU-Parlamentet om etableringen af en fond på 40 mia. euro – Just Transition Fund, JTF – der skal bistå med den grønne omstilling af regioner, der i dag er afhængige af fossile brændstoffer og kulindustrier. Det har givet anledning til kritik, at der med fonden var mulighed for at EU kunne subsidiere opførelsen af en ny fossil infrastruktur – for eksempel gasledninger.

Den grønne gruppe i Europa-Parlamentet havde derfor fremlagt et forslag om at udelukke al fossil infrastruktur fra finansiering fra fonden, men det blev stemt ned.

Det har bragt klimaaktivister op i det røde felt, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss og Morten Helveg Petersen, stemte mod ændringsforslaget og for det oprindelige fondsforslag. Begrundelsen var bl.a. at hvis gas erstatter kul, kan det give en CO2-besparelse. Ifølge det danske klimaråd udleder naturgas cirka 57 gram CO2 pr. megajoule, mens det tilsvarende tal for kul er 95 gram pr. megajoule.

Realiteten er da også, at EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft og kul indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi. Den grønne omstilling af Polen og andre lande, der i dag er afhængige af kul, vil ligeledes øge efterspørgslen efter naturgas.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Beslutningen om Nord Stream 2

Det stigende importbehov var baggrunden for at Gazprom og en række europæiske gaskunder besluttede at anlægge en rørledning, der kunne fordoble gaskapaciteten gennem Østersøen.

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, der blev påbegyndt i 2017, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

Nord Stream 2 har været en varm politisk kartoffel i Danmark. Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen. Sagsbehandlingen er først afsluttet i 2020.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Indvendingerne gik dog især på at der var tale om opførelsen af en ny fossil infrastruktur. Argumentet var at EU helt skulle frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændsler og af Rusland.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

Det blev dog ikke aktuelt, da konsortiet bag rørledningen i mellemtiden havde forberedt alternative linjeføringer nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Nord Stream 2 mødte også kraftig modstand fra USA, men en stor del af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil måske begynde at flyde allerede inden udgangen af 2020.

Baltic Pipe

Baltic Pipe er en rørledning til transport af naturgas mellem Nordsøen og Polen via Danmark. Anlægsarbejdet er i gang og forventes færdigt i 2022. Til den tid vil man kunne transportere naturgas fra de norske gasfelter til Polen. Der er stadig masser af gas i Nordsøen, og Polen har et stort behov for energi. Operatørerne bag rørlinjen, danske Energinet og polske GAZ-SYSTEM S.A., har regnet på det og fundet, at der er økonomi i forbindelsen. Naturgas er et fossilt brændsel, men det giver meget mindre CO2-udslip end især kul. Nok skal fossile brændsler udfases i EU, men der vil blive brugt fossile brændsler i Polen og andre østeuropæiske lande i en uoverskuelig fremtid, og her er naturgas et fornuftigt overgangsbrændsel.

Det burde være i dansk interesse at hjælpe polakkerne med en grøn omstilling, som kan reducere Polens CO2-udslip. Det er det, fordi det er det globale udslip, der påvirker klimaet. Det hjælper ikke klimaet nævneværdigt, at Danmark har ambitiøse klimamålsætninger, hvis resten af Europa og verden ikke følger efter.

En gruppe aktivister har imidlertid stillet et borgerforslag om at annullere beslutningen om at anlægge af Baltic Pipe. Hvis det på seks måneder lykkes at skaffe 50.000 underskrifter på forslaget, skal Folketinget overveje, om det vil behandle forslaget.

Blandt forslagsstillerne er forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke og selverklæret klimaktivist Stine Krøijer. Mere overraskende er det måske, at der også er tre socialdemokratiske byrådsmedlemmer, Allan Buch, Steen Otto Dahlstrøm og Peter Sørensen fra Middelfart og Næstved blandt initiativtagerne.

Hovedindvendingen mod rørlinjen er, at den skal transportere fossilt brændsel, og det er efter forslagsstillernes mening uacceptabelt efter vedtagelsen af klimaloven med dens målsætning om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

Nordsøen

Klima- og Energiministeriet åbnede i 2018 den ottende koncessionsrunde – den såkaldte 8. udbudsrunde – i Nordsøen. Resultatet var, at fire olieselskaber har indsendt ansøgninger til regeringen om at få tilladelse til at lede efter og siden frem til 2056 at udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Selvom olie- og gasindvindingen fra den danske del af Nordsøen har indbragt Danmark over 400 milliarder kroner i statskassen, og udbudsrunden blev iværksat med tilslutning fra et flertal i Folketinget, har der vist sig stor modstand mod at tillade nye aktiviteter i Nordsøen, der anses for at være uforeneligt med målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

En aflysning af 8. udbudsrunde betyder jo på ingen måde i sig selv, at anvendelsen af olie og gas i Danmark reduceres. Hverken i 2030 eller i 2050. Det vil først og fremmest betyde tab af arbejdspladser i en højteknologisk sektor og efter al sandsynlighed tab af et provenu, som ellers kunne bidrage til at finansiere den grønne omstilling.

En tidligere socialdemokratisk energiminister har tilkendegivet, at forestillingen om, at vi ikke har brug for mobilisering af alle de ressourcer, vi har adgang til – inklusive opretholdelsen af aktiviteten i Nordsøen i de kommende år – ganske enkelt er uansvarlig.

 

Ungarns håndtering af Corona-krisen kritiseres i en række europæiske medier. I Danmark udtaler direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, om Orbans coronalovforslag: ”Det er de facto en afvikling af demokratiet”. Når Ungarns leder, Viktor Orban, vil forlænge landets nødretstilstand på ubestemt tid for at bekæmpe coronavirus, er det et forsøg på at snige diktaturet ind ad bagvejen, lyder det fra Europa-kenderen Lykke Friis.

Dommerforeningen og formanden, Mikael Sjöberg, har heller ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen og Ungarn, hvis regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Imens i Danmark

Lykke Friis og Dommerforeningen synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan fremover:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Tænketanken Europa, Dommerforeningen, Danmarks Radio og de landsdækkende medier har været særdeles aktive i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har de været påfaldende afdæmpede i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Konsekvenserne?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er om et flertal i Folketinget finder at Corona-krisen har berettiger at Grundloven brydes?