Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, tænker: hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan det oplyses, at andre allerede har givet svaret.

Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats, har allerede i marts 2020 i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år i en rapport fagligt vil vurdere, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og komme med anbefalinger til regeringen.

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

I slutningen af januar 2021 kunne Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen oplyse, at han var udnævnt som formand for IEA’s (Det Internationale Energiagentur) nye globale energikommission, ”Our Inclusive Energy Future: The Global Commission on People-Centred Clean Energy Transitions”. Statsminister Mette Frederiksen var af IEA udpeget til protektor for kommissionen, og ifølge Dan Jørgensen var Danmark dermed sat i spidsen for Det Internationale Energiagenturs (IEA) arbejde med social og økonomisk retfærdig grøn energiomstilling.

IEA har efterfølgende præciseret, at Dan Jørgensen ikke skal styre kommissionen alene, idet formandskabet forstærkes med en co-chair: den senegalesiske Minister of Petroleum and Energy, Sophie Gladima.

Medlemmerne af kommissionen skal identificere og undersøge de vigtigste økonomiske og sociale udfordringer, som den grønne omstilling medfører og komme med løsningsforslag på dilemmaerne. Det drejer sig blandt andet om udfordringer omkring økonomisk rimelighed, grønne jobs og vækst, inklusion, adfærd og befolkningernes deltagelse i den grønne omstilling.

Selvom det i Danmark efter Klimarådets opfattelse går for langsomt, og regeringens klimaindsats hverken er gennemtænkt eller koordineret, sagde IEA’s generaldirektør, Fatih Birol, ved etableringen af kommissionen: ”Medlemmerne af vores nye globale kommission for en retfærdig grøn energiomstilling vil lede den globale dialog og dele oplevelser og forbedre praksis på området. Danmark har allerede vist betydelig globalt lederskab inden for dette emne, og derfor er jeg glad og beæret over, at statsminister Mette Frederiksen har sagt ja til at være protektor for kommissionen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til at være formand”.

Kommissionen mødes første gang den 15. marts 2021, og det er meningen at kommissionen skal fremkomme med konkrete politikanbefalinger i efteråret 2021 forud for COP26, der planlægges afholdt i Glasgow, Skotland, fra 1. til 12. november 2021.

https://www.iea.org/news/ministers-from-around-the-world-join-global-commission-on-people-centred-clean-energy-transitions

I William Shakespeares skuespil, Julius Cæsar, har den 15. marts en særlig betydning. Tag dig i agt for den 15. marts (Beware the Ides of March) hedder det i skuespillet, der ikke er uden historisk belæg.

I år 44 f.Kr. lod Julius Cæsar sig genvælge til konsul, men lod sig samtidig – imod hidtidig romersk tradition – udråbe til diktator på livstid. Især det sidste fremkaldte den sammensværgelse, anført af Brutus og Cassius, som endte med mordet på Cæsar den 15. marts (Idus Martiae); mordet fandt sted i Senatet, der pga. byggearbejder på Forum Romanum midlertidigt var henlagt til Pompejus’ teater på Marsmarken i Rom.

Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg afholder mandag den 15. marts 2021 et lukket temamøde med regeringens ghettorepræsentanter og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek om ghettorepræsentanternes arbejde, vurderinger og anbefalinger til parallelsamfundsindsatsen m.v.

Ihukommende Julius Cæsars kranke skæbne bør Kaare Dybvad Bek tage sig i agt.

Hans velkendte optagethed af påståede modsætninger mellem hovedstaden og provinsen, bør han gemme til en anden lejlighed. Den økonomiske ubalance mellem hovedstaden og resten af landet, der måske opstår fordi hovedparten af den danske velstand skabes i provinsen, men ender i hovedstaden og andre større byer på grund af centraliseringen af erhvervslivet, de landsdækkende organisationer, forsknings- og uddannelsessystemet og den offentlige sektor. Det forhold kræver som bekendt ifølge Kaare Dybvad Bek håndfast socialdemokratisk korrektion.

Det er dog næppe forklaringen på eksistensen af parallelsamfund og ghettoer.

At der til gengæld er en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem den kreative klasse i hovedstadens saloner, som Dybvad nu tilhører, og visse befolkningslag i Jylland, er til gengæld tydeligt demonstreret af diskussionen om Inger Støjberg.

Det er således ingenlunde ligegyldigt, hvor lovgiverne søger råd om indsatsen mod parallelsamfund.

Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993 regering.

Lykketoft tager æren

Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods hans enorme ego har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som kaptajn.

Marianne Jelved

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Vestagers læremester

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

En ny analyse fra Advice afdækker nye tendenser i danskernes forbrugeradfærd før, under og efter corona-nedlukningen.

Afgørende viden for fremtidens marketing-arbejde, mener bureauet, der ellers er mest kendt for deres ulovlige astroturf-kampagne til fordel for Falck i bekæmpelsen af konkurrenten Bios.

Dengang blev bureauet ledet af den tidligere socialdemokratiske partisekretær, Jens Christiansen, der i dag slår sine folder som spindoktor for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybdal Bek.

Advice har som led i deres undersøgelse af danskernes forbrugertrends efter corona-nedlukningen allieret sig med virksomheden Userneeds A/S, der kan det der med spørgeskemaundersøgelser.

Efter grundige studier og sund fornuft kan jeg nu afsløre mine anbefalinger til hvilke tendenser virksomhederes skal være opmærksomme på i deres markedsføring i den nærmeste fremtid:

At opleve er at leve

Frem mod den 1. – 5. april 2021 regner 24 procent med at bruge flere penge på oplevelser med æg og stærke øl med gyldne gashåndtag. I et længere perspektiv må der frem mod den 24. december imødeses stigende efterspørgsel efter velformede grantræer og gavepapir.

 Vis mig din hobby

58 procent vil holde fast i de streaming-tjenester, som de under nedlukningen har tilmeldt betalingsservice, og som de ikke kan finde ud af at afmelde.

Once local …

De 18-34-årige har vænnet sig til at handle på nettet og derfor vil 47 procent – hvis de endelig skal ud at handle – benytte nærliggende butikker, der kan besøges i joggingtøj og uden make-up.

De digitale analfabeter

De ældre forbrugere mellem 50 og 70 år, der endelig fundet ud af hvordan Nem Id fungerer og fået anskaffet et betalingskort, vil formentlig fortsætte med at handle på nettet. Især seniorgruppens diskrete indkøb af vin, øl og spiritus på nettet vil holde ved (82 procent).

Måltidskasser

Forbruget af måltidskasser vil stige/forblive på et højt niveau efter folk har fundet ud af, at det eneste der kræves, er en skarp kniv til at snitte alle grøntsagerne. Mange finder hurtigt ud af, at broccolien kan smides væk og erstattes af takeaway pizza.

Oplevelser

Efterspørgslen efter rejser og oplevelser vil stige kortvarigt – lige indtil kunderne opdager at coronaen har dræbt den konkurrence, der inden krisen sikrede lave priser.

Ikke overraskende vil 25 procent af de 18-34-årige efter isolationen være mere sociale efter corona, mens over 33 procent forventer at bruge flere penge på noget, som gør dem glade nu og her, på den anden side af nedlukningen. Gad vide hvad det kunne være?

Mens rådene her er helt gratis, bemærkes det, at hvis spørgeskemaerne fra Advice skal omsættes i egentlige kampagneoplæg, koster det kassen!

Vi forbinder Syrien med Bashar al-Assads regime og kampen mod Islamisk Stat, IS.

Siden de folkelige protester begyndte i forbindelse med Det Arabiske Forår i marts 2011 er i omegnen af en halv million mennesker døde, flere end 100.000 skønnes at være forsvundet, op imod 12 millioner er på flugt, enten internt eller til nabolandene og Europa, og en række byer og landområder er reduceret til murbrokker og afbrændte marker.

Da det ”Arabiske Forår” brød ud i begyndelsen af 2011, vaklede Assads regime under det folkelige pres, men han er ikke endt i landflygtighed som tunesiske Ben Ali, ikke bag tremmer som egyptiske Mubarak og ikke lynchet som libyske Muammar Gaddafi.

Assad sidder fortsat tungt på magten i Syrien.

De meget forskellige syriske oppositionsgrupper håbede i krigens første tid på en vestlig håndsrækning. Den kom aldrig – til gengæld tog ISIS teten.

Kampen mod ISIS og for Assad

ISIS opstod, da organisationen fra Irak, der var opstået efter den vestlige invasion af Irak, slog sig sammen med An-Nuṣra-fronten i Syrien, eftersom begge var tilknyttede Al Qaida.

Bevægelsen voksede sig stor i Syrien, hvor de både kæmpede mod Bashar al-Assads regeringsstyrker og syriske islamistiske og sekulære oprørsgrupper.

I sommeren 2014 havde ISIS erobret store dele af Irak og Syrien, og bevægelsen erklærede, at de kontrollerede områder nu udgjorde et nyt kalifat. Samtidig ændrede bevægelsen navn til Islamisk Stat, IS. Samtidig begyndte terrorgruppen at udøve terror mod mål i Europa og Mellemøsten.

Fra 2014 opbyggede USA en international koalition for at bekæmpe IS, og USA har siden den 8. august 2014 angrebet IS fra luften i Irak og siden den 22. september 2014 også bombet IS i Syrien.

Siden 2014 har udenlandske militærfly og personel således hjulpet på forskellige fronter imod Islamisk Stat. Rusland og Iran har støttet op om Bashar al-Assad, og kæmpet mod både IS og andre oprørere i Syrien.

Dansk indsats mod IS i Irak og Syrien

Danmark besluttede i august 2014 at bidrage militært til bekæmpelsen af IS – i første omgang kun i Irak.

Det danske bidrag bestod i første omgang af et Hercules-transportfly med mandskab, der løste transportopgaver til støtte for den amerikanskledede operation i Irak. I oktober 2014 blev det ved en folketingsbeslutning vedtaget at udbygge bidraget, der kom til at bestå af tre dele: Et F-16 kampflybidrag der omfattede ca. 140 personer, et stabsbidrag bestående af op til ca. 20 personer og et kapacitetsopbygningsbidrag på op til ca. 120 personer.

Kampflyene blev trukket hjem i oktober 2015.

I april 2016 vedtog Folketinget at udvide det danske militære bidrag yderligere, så mandatet til bekæmpelse af terrororganisationen foruden Irak også omfattede Syrien. Der blev både bidraget med F-16-kampfly og specialoperationsstyrker samt transportfly. I december 2016 blev kampflyene trukket hjem ifølge Ritzau som følge af ”slitage, stress blandt medarbejderne og manglende arbejdskraft”. Siden har Danmark bidraget med specialstyrker og en militær radar, som overvåger Syrien og Irak.

Ved slutningen af 2017 var IS fordrevet fra Raqqa, der siden 2014 havde fungeret som en “hovedstad” for IS i Syrien, og IS har ikke siden kontrolleret noget meningsfuldt territorium i Syrien.

Isolerede kampe i Idlib-provinsen og fred i resten af Syrien

I dag er kamphandlingerne i store træk inddæmmet til den nordvestlige Idlib-provins, hvor forskellige islamistiske fraktioner kæmper imod en umage koalition af syriske styrker, russiske kampfly og tyrkisk artilleri.

I det øvrige Syrien er der i dag fred.

Afslag til asylansøgere fra Syrien og inddragelse af opholdstilladelser

På den baggrund er Danmark begyndt at give afslag til asylansøgere fra Syrien, og Danmark er i færd med at revurdere opholdstilladelsen for omkring 900 syrere fra Syriens hovedstad, Damaskus.

Amnesty International har i begyndelsen af januar kontaktet Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye og advaret om, at asylansøgere fra Damaskus stadig risikerer alvorlige menneskerettighedskrænkelser, hvis de returneres til Syrien: “Selv om de militære fjendtligheder er mindsket i størstedelen af Syrien, risikerer syriske borgere fortsat forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser, herunder også i hovedstaden. Selv om det kan argumenteres, at civile ikke er i generel risiko på grund af militære operationer, peger Amnestys research på, at den generelle risiko for menneskerettighedskrænkelser mod civile består i landet, herunder også i Damaskus”, skriver Amnesty i sit brev dateret den 5. januar.

DRC Dansk Flygtningehjælp mener også, at det stadig er alt for tidligt og alt for farligt at sende flygtninge tilbage til Syrien. Danmark bør fortsat yde beskyttelse til syriske flygtninge og give dem den nødvendige ro til at kunne integrere sig, uddanne sig og arbejde. Danmark skal kort sagt droppe beslutningen om at sende flygtninge tilbage til Syrien, skriver Dansk Flygtningehjælp den 17. februar 2021.

Mattias Tesfayes problem

De syriske asylansøgeres skæbne ligger nu i hænderne på Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye.

Det gør det ikke nemmere at håndtere situationen, at Danmark – i lighed med andre vestlige lande – ikke samarbejder med myndighederne i Syrien. Al diplomatisk kontakt er lukket, og skrappe sanktioner indført.

FN’s generalforsamling samles hvert år fra september til november i FN-hovedkvarteret i New York. Formandskabet løber fra den 15. september og 1 år frem og går på skift mellem de 5 regionale valggrupper: WEOG – gruppen af vesteuropæiske og andre lande (Australien, New Zealand, Canada, Israel, Tyrkiet og USA), den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – gruppen af latinamerikanske og caribiske lande, og gruppen for østeuropæiske lande).

Efter rotationsordningen var turen kommet til, at formanden for FN’s 70. generalforsamling fra september 2015 skulle komme fra den vestlige valggruppe, WEOG.

Allerede i marts 2013 blev Mogens Lykketoft af Danmark bragt i spil som en mulig kandidat til posten. Udenrigsministeriet lobbyede for Lykketofts kandidatur overfor de andre lande i WEOG men også overfor toneangivende lande i de øvrige regioner.

Selvom ikke alle lande var begejstrede for den gamle socialist, havde Obama-administrationen ingen indvendinger og i GRULAC havde man ikke glemt Lykketofts eufemistiske karakteristik af Castro-regimet på Cuba som ”samba socialisme”.

På et møde i New York den 27. november 2014 mellem de faste FN-ambassadører fra landene i den vestlige valggruppe, WEOG, kunne det konstateres, at der ikke var andre kandidater, og WEOG indstillede herefter til FN’s Generalforsamling, at Mogens Lykketoft uden valg blev udpeget til formand for FN’s 70. generalforsamling.

Mogens Lykketoft blev herefter i juni 2015 officielt udpeget som den næste formand for FN’s Generalforsamling fra 15. september 2015 til 15. september 2016.

På Mogens Lykketofts hjemmeside kan man læse:

 ”Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid”. 

Velkommen til min hjemmeside

Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må påregne en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den skatteyderbetalte partistøtte

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr.

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kristian Jensens ambassadørpost

Regeringens udnævnelse af Kristian Jensen til ”særlig repræsentant” har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Selvom regeringen efter det første ramaskrig har haft travlt med at understrege, at Kristian Jensen ikke bliver ambassadør eller noget der ligner, er det helt klart, at statsminister Mette Frederiksen vil gøre op med Udenrigsministeriets monopol på at besætte Danmarks diplomatposter rundt omkring i verden.

Forhåndsaftale med V, K og RV?

At det fremover skal være muligt for fremtrædende og erfarne politikere at blive udnævnt som ambassadører har statsministeren utvivlsomt clearet med i hvert fald Venstre og de Konservative.

Lars Løkke Rasmussen gjorde selv som statsminister flere forsøg på at bryde gennem glasloftet – bl.a. da forsøgte at placere Venstres Bertel Haarder som dansk konsul i Flensborg.

Venstres daværende politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mente at Folketingsmedlemmer, der havde siddet på tunge ministerposter, været partiformænd og bestridt internationale poster, havde kvalifikationer, der kunne bruges i udenrigstjenesten.

Ifølge Politiken gjorde Lars Løkke Rasmussen i sin anden periode som statsminister et nyt forsøg – blandt andet med et mere eller mindre konkret tilbud til Helle Thorning-Schmidt om, at hun kunne få en ambassadørpost. Men planen gik i vasken – ifølge Politiken bl.a. efter indblanding fra Anders Fogh Rasmussen.

Venstre er da også i dag positive overfor regeringens hensigt.

Venstre udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der længe har ivret for politisk udpegede ambassadører, der ”med den rigtige politiske ballast vil kunne åbne døre – ikke mindst uden for Norden” siger ifølge Altinget: “Hvis du kigger på en ambassadør i 2021, så er det faktisk en rolle, som for eksempel skal være god til at tale med politikere, organisationer og presse, ligesom de skal være god til sociale medier. Meget af det, man faktisk også gør som politiker”.

Har intet at gøre med Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd

Udnævnelsen af Kristian Jensen har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Kristian Jensens opgave bliver ifølge Mette Frederiksen at få valgt Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd fra 2025.

Danmark i Sikkerhedsrådet er ingenlunde en sensation. Vi sad der i 1953-54, i 1967-68, i 1985-86 og i 2005-06 (sammen med Grækenland)

Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer, hvoraf de fem er permanente medlemmer. De øvrige pladser besættes for to år ad gangen, og disse medlemmer vælges på FN’s Generalforsamling.

FN-medlemmerne er organiseret i fem valggrupper: WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre lande, den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – den latinamerikanske og caribiske gruppe og gruppen for østeuropæiske lande.

Danmark tilhører WEOG, der udover de faste medlemmer (Frankrig, UK og USA) har 2 pladser. Her har Norge og Irland netop indtaget de to pladser, efter at Tyskland og Belgien var medlem i 2018-2020.

Hvis der er flere kandidater end valggruppens 2 pladser, stemmes der i FN’s Generalforsamling. På nuværende tidspunkt, er der udsigt til fredsvalg – det er kun Danmark og Grækenland, der kandiderer til de to ledige pladser i den vestlige valggruppe for perioden 2025-26.

Hvis det skulle ende med et kampvalg i FN’s Generalforsamling, er det under alle omstændigheder – og uanset Kristian Jensens diplomatiske evner – usandsynligt, at Danmark kan vinde en afstemning.

FN’s Sikkerhedsråd (United Nations Security Council, UNSC) er et af de vigtigste organer i FN med opgave at sikre international fred og sikkerhed, at anbefale optagelse af nye FN-medlemmer til generalforsamlingen og godkende eventuelle ændringer i FN’s Charter.

Rådets beføjelser omfatter etablering af fredsbevarende operationer, vedtagelse af internationale sanktioner og godkendelse af militære aktioner. FN’s Sikkerhedsråd er det eneste FN-organ med myndighed til at tage bindende beslutninger vedrørende medlemslande.

Sikkerhedsrådet består af femten medlemmer, hvoraf de fem sejrherrer i 2. Verdenskrig er permanente: Kina, Frankrig, Rusland, UK og USA.

Permanente medlemmer kan nedlægge veto mod alle beslutninger, herunder beslutninger om optagelse af nye medlemsstater eller kandidater til generalsekretærens kontor.

De resterende ti ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet vælges af FN’s Generalforsamling på regionalt grundlag for at fungere i en periode på to år, der starter den 1. januar.

Formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd roterer månedligt blandt dets medlemmer.

Valggrupper

Med henblik på valg til FN’s Sikkerhedsråd og andre organer og poster er FN’s 193 medlemmer organiseret i fem regionale valggrupper: WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre lande, den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – den latinamerikanske og caribiske gruppe og gruppen for østeuropæiske lande.

Danmark er placeret i WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre stater, der består af 29 medlemsstater (hvis USA medregnes) hovedsageligt fra Vesteuropa, men også fra Oceanien (Australien og New Zealand), Nordamerika (Canada) og Vestasien (Israel, Tyrkiet) .

WEOG har 5 pladser i Sikkerhedsrådet – 2 ikke-permanente og 3 permanente. De nuværende medlemmer af Sikkerhedsrådet fra WEOG er de permanente medlemmer, Frankrig, USA og U.K. samt de ikke-permanente medlemmer: Irland (1. januar 2021 – 31. december 2022) og Norge (1. januar 2021 – 31. december 2022).

Fra WEOG var Tyskland og Belgien medlemmer af Sikkerhedsrådet 1. januar 2019- 31. december 2020.

Danmark sad i Sikkerhedsrådet i 1953-54, i 1967-68 og i 1985-86 og i 2005 og 2006 (sammen med Grækenland).

Clean slate

Når det siges, at FN’s Generalforsamling ”vælger” medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, er det lidt af en tilsnigelse. Hvis der i en valggruppe er flere kandidater end valggruppens pladser, stemmes der i FN’s Generalforsamling, men ofte præsenteres generalforsamlingen for ”a clean slate”, dvs. at antallet af kandidater svarer til antallet af ledige pladser. I disse tilfælde stemmes der ikke, og FN’s medlemmer udenfor den pågældende valggruppe afskæres dermed fra at tilkendegive deres synspunkter gennem stemmeafgivningen.

På nuværende tidspunkt er det kun Danmark og Grækenland, der kandiderer til de to ledige pladser i den vestlige valggruppe i 2025-26. Der er således udsigt til ”a clean slate” og dermed fredsvalg, hvor FN’s Generalforsamling slipper for at stemme.

Hvis der på FN’s Generalforsamling i 2024 er andre fra WEOG end Danmark og Grækenland, der stiller op, afgøres medlemskabet af Sikkerhedsrådet af FN’s Generalforsamling.

Under alle omstændigheder iværksætter kandidatlande normalt et større lobbyarbejde blandt alle landene i egen valggruppe, men også blandt FN’s øvrige medlemslande.

Hvis det skulle ende med et kampvalg i FN’s Generalforsamling, vil det under alle omstændigheder – og uanset Kristian Jensens diplomatiske evner – være vanskeligt for Danmark at vinde en afstemning.

Verdens største legetøjskoncern ejet af landets rigeste familie, Kirk Kristiansen, kommer ud af 2020 med sit bedste regnskab nogensinde.

Rekordresultat

Med en omsætning på 43,7 milliarder kroner runder Billund-virksomheden for første gang 40 milliarder kroner. I 2019 lød omsætningen på 38,5 milliarder kroner.

Driftsresultatet lyder på 12,9 milliarder kroner mod 10,8 milliarder kroner i 2019 – svarende til en vækst på 19 procent.

På bundlinjen kommer Lego ud af 2020 med 9,9 milliarder kroner. Det er 1,6 milliarder kroner mere end i 2019 og knap en halv milliard mere end den hidtidige rekord fra 2016.

Øgede markedsandele

LEGO peger selv på, at man løber fra konkurrenterne og erobrer markedsandele ved at øge salget til forbrugerne med 21 procent, mens det globale legetøjsmarked blot er steget med 10 procent. Faktisk har LEGO taget markedsandele på de 12 største markeder. Samlet er der 678 LEGO-butikker i verden. I 2021 planlægger LEGO at åbne yderligere 120 butikker.

Årsagen til at LEGO-salget stiger med 21 pct. er vækst i Kina og at mange børn som følge af COVID-situationen er tvunget til at være hjemme.

LEGO har oplevet tocifret vækst i Kina, Amerika, Vesteuropa og Asien og Stillehavet.

Voksende netsalg

LEGO’s administrerende direktør Niels Christiansen har til Associated Press udtalt, at tidligere investeringer i Lego.com og virksomhedens netsalg har bidraget til at kompensere for tilbageslag relateret til pandemien, herunder forsinkede lanceringer af nyt legetøj forbundet til film, der pga. CORONA-pandemien er blevet udsat.

“We had factories that had been forcefully shut down and shops closed … some have reopened, others are still closed”, sagde Niels Christiansen. Det har især været i Mexico og Kina, at det har været nødvendigt at lukke fabrikker.

Ole Kirk Kristiansen

LEGO blev grundlagt I 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet kommer fra LEg GOdt – og uden at vide, at LEGO på latin betyder “jeg samler”.

Konkurrenterne

LEGOs nærmeste konkurrent er det amerikanske firma Hasbro med en omsætning på 34,2 milliarder kroner. Hasbro er blandt andet kendt for brætspillet Matador. Selskabet laver ud over brætspil en række kendte legetøjsprodukter. Hasbro står således bag legetøjsvåbenserien Nerf, Transformers-legetøj, G.I. Joe og My Little Pony.

En anden konkurrent er Mattel, USA, med en omsætning på 28,7 milliarder kroner. Mattel ejer kendte brands som Fisher-Price, Barbie og Hot Wheels. Mattel har også i en årrække haft licens til at producere Disney-prinsesser.