Kristian Jensen og politikernes tag-selv-bord

Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må påregne en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den skatteyderbetalte partistøtte

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr.

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kristian Jensens ambassadørpost

Regeringens udnævnelse af Kristian Jensen til ”særlig repræsentant” har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Selvom regeringen efter det første ramaskrig har haft travlt med at understrege, at Kristian Jensen ikke bliver ambassadør eller noget der ligner, er det helt klart, at statsminister Mette Frederiksen vil gøre op med Udenrigsministeriets monopol på at besætte Danmarks diplomatposter rundt omkring i verden.

Forhåndsaftale med V, K og RV?

At det fremover skal være muligt for fremtrædende og erfarne politikere at blive udnævnt som ambassadører har statsministeren utvivlsomt clearet med i hvert fald Venstre og de Konservative.

Lars Løkke Rasmussen gjorde selv som statsminister flere forsøg på at bryde gennem glasloftet – bl.a. da forsøgte at placere Venstres Bertel Haarder som dansk konsul i Flensborg.

Venstres daværende politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mente at Folketingsmedlemmer, der havde siddet på tunge ministerposter, været partiformænd og bestridt internationale poster, havde kvalifikationer, der kunne bruges i udenrigstjenesten.

Ifølge Politiken gjorde Lars Løkke Rasmussen i sin anden periode som statsminister et nyt forsøg – blandt andet med et mere eller mindre konkret tilbud til Helle Thorning-Schmidt om, at hun kunne få en ambassadørpost. Men planen gik i vasken – ifølge Politiken bl.a. efter indblanding fra Anders Fogh Rasmussen.

Venstre er da også i dag positive overfor regeringens hensigt.

Venstre udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der længe har ivret for politisk udpegede ambassadører, der ”med den rigtige politiske ballast vil kunne åbne døre – ikke mindst uden for Norden” siger ifølge Altinget: “Hvis du kigger på en ambassadør i 2021, så er det faktisk en rolle, som for eksempel skal være god til at tale med politikere, organisationer og presse, ligesom de skal være god til sociale medier. Meget af det, man faktisk også gør som politiker”.

Har intet at gøre med Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd

Udnævnelsen af Kristian Jensen har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Kristian Jensens opgave bliver ifølge Mette Frederiksen at få valgt Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd fra 2025.

Danmark i Sikkerhedsrådet er ingenlunde en sensation. Vi sad der i 1953-54, i 1967-68, i 1985-86 og i 2005-06 (sammen med Grækenland)

Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer, hvoraf de fem er permanente medlemmer. De øvrige pladser besættes for to år ad gangen, og disse medlemmer vælges på FN’s Generalforsamling.

FN-medlemmerne er organiseret i fem valggrupper: WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre lande, den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – den latinamerikanske og caribiske gruppe og gruppen for østeuropæiske lande.

Danmark tilhører WEOG, der udover de faste medlemmer (Frankrig, UK og USA) har 2 pladser. Her har Norge og Irland netop indtaget de to pladser, efter at Tyskland og Belgien var medlem i 2018-2020.

Hvis der er flere kandidater end valggruppens 2 pladser, stemmes der i FN’s Generalforsamling. På nuværende tidspunkt, er der udsigt til fredsvalg – det er kun Danmark og Grækenland, der kandiderer til de to ledige pladser i den vestlige valggruppe for perioden 2025-26.

Hvis det skulle ende med et kampvalg i FN’s Generalforsamling, er det under alle omstændigheder – og uanset Kristian Jensens diplomatiske evner – usandsynligt, at Danmark kan vinde en afstemning.