Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er en farlig mand

Først tiltrak han sig opmærksomhed – og ligefrem beundring fra antiliberale partifæller med hang til stalinistisk planøkonomi – i anledning af hans tænkning om forholdet mellem land og by. Modsætningen mellem hovedstaden København og provinsen eller udkantsdanmark er ifølge Dybvad skabt af en mangel på økonomisk balance mellem hovedstaden og resten af landet, men også af en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem de kreative klasser i storbyens saloner og andre befolkningslag.

Dybvad mener, at selvom hovedparten af det danske bruttonationalprodukt skabes i provinsen, betyder centraliseringen, at den politiske magt, at de centrale organisationer, at forsknings- og uddannelsessystemet, at kulturinstitutioner og centrale dele af den offentlige sektor ender op i hovedstaden.

Derfor er der behov for traditionel socialdemokratisk politisk handlekraft. Der må planlægges og reguleres for at rette op på skævhederne. Skatte- og erhvervsfremmesystemet bør indrettes sådan, at der bliver givet økonomiske fordele til virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der vælger at etablere sig uden for hovedstaden og andre bymæssige vækstområder. Den kommunale udligning må flytte penge fra hovedstadsområdet til provinsen, og der kan efter behov suppleres med planmæssige tiltag, der effektivt forhindrer tung transport i og igennem hovedstaden, samt håndfaste indgreb i borgernes frie etableringsret.

Udsatte boligområder

Nu er Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek klar til at sætte ind overfor parallelsamfund i udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af drakoniske indgreb.

Kaare Dybvad Bek håber, at han kan skaffe politisk opbakning til indgrebene blandt de røde og blå partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.

Ministeren forestiller sig, at det kan blive nødvendigt at nedrive almene familieboliger i udsatte boligområder, ligesom kommunerne i forebyggelsesområderne skal kunne henvise borgere til private udlejningsejendomme.

Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, gør opmærksom på, at i Københavns kommune, hvor der er ganske mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bosat, er den eneste mulighed for at nå ned på 30 procent at tvangsflytte den gruppe ud af kommunen. På samme måde som Thulefolkene blev tvangsflyttet, da Thule-basen skulle etableres, ligesom det skete for 50 år siden, da 120 familier blev tvangsflyttet fra deres hjem i de små byer Grærup, Børsmose og Mosevrå ved Oksbøl for at give plads til en udvidelse af militærets øvelsesterræn ved Oksbøl.

Alternativet, at tvangsplacere de almene beboere i private udlejningsboliger, er ikke realistisk, hvis udlejerne ikke vil have dem. Men det kan man måske tvinge dem til?

Borgerlige partier må antages at have forbehold overfor krænkelser af basale frihedsrettigheder og den grundlovssikrede ejendomsret, men Kaare Dybvad Bek har ved flere lejligheder argumenterer for, at liberale simpelthen må lære at anerkende nødvendigheden af indgreb i borgernes frihed og en omfordeling af samfundets værdier af hensyn til fællesskabet.

Som man siger: ”Realiseringen af det socialdemokratiske mønster-Danmark forudsætter tværgående solidaritet og vilje til pragmatisk nytænkning”.