En af Nick Hækkerups forgængere på justitsministerposten var fuld af løgn. At Morten Bødskov er en løgnhals, er naturligvis ikke mit eget påfund, men Folketingets. Historien er, at Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II fra 3.10. 2011 til 12.12 2013, pure afviste ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Tibetsagen i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013.

Selvom Bødskov allerede her var fuld af sorte streger i panden, var det en anden betændt sag, der den 12. december 2013 tvang Bødskov til at gå af i kølvandet på en sag, hvor han heller ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Det stod klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst.

Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov.

I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Er Hækkerup bedre end Bødskov?

Spørgsmålet er, om vi kan have mere tillid til den nuværende justitsminister Nick Hækkerup. En række sager har givet anledning til tvivl, og ikke mindst håndteringen af den såkaldte FE-skandale giver anledning til spørgsmål.

Straffeloven kapitel 12

I Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” fremgår det af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet efter § 109 i straffelovens kapitel 12, der lyder:

”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Nick Hækkerup har ikke blandet sig?

I et interview med DR Nyheder er Nick Hækkerup citeret for at udtale, at ”Jeg har ikke blandet mig”. Nick Hækkerup udtaler i interviewet, at han ikke har blandet sig i de rejste sigtelser mod både Claus Hjort Frederiksen og den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen, som siden december har siddet fængslet.

– Alle væsentlige sager, som involverer Politiets Efterretningstjeneste, skal jeg også orienteres om. Derfor er jeg undervejs i forløbet blevet orienteret om, at der er blevet rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen og mod Lars Findsen.

– Jeg er slet ikke med til at træffe beslutningen. Det er vigtigt at sige, at det er PET, som er i gang med en efterforskning af nogle forhold, og det blander jeg mig ikke i.

Nick Hækkerups hykleri

Nick Hækkerups hykleri når et højdepunkt, da han siger:

– Vi ville nødigt bo i et land, hvor det var os politikere, der besluttede, hvilke sager der skulle efterforskes, og hvilke der ikke skulle efterforskes.

Når Nick Hækkerup hævder, at han som justitsminister blev ”orienteret” om de alvorlige sigtelser mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, er det simpelthen ikke rigtigt.

Justitsministeren er den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og med formuleringen i § 110 f om at påtale sker efter justitsministerens ”påbud” er det helt åbenlyst, at ministeren ikke blot indblandes eller orienteres i straffesager, men faktisk er den der, påbyder påtale. Det betyder, at justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Ifølge et senere interview med dagbladet Politiken afviser Nick Hækkerup da heller ikke, at det er sådan det er, men at han ”ikke har fundet anledning til at afvige fra de indstillinger, jeg har modtaget fra anklagemyndigheden i sådanne sager”.

Er Danmark en retsstat?

I et videre perspektiv betyder det forhold, at det af den danske straffelovs kapitel 12 fremgår, at der ikke i Danmark er en klar adskillelse mellem det retlige og det politiske niveau eller mellem den udøvende og den dømmende magt, at der kan stilles spørgsmål til om Danmark helt og fuldt lever op til kravene til en retsstat.

Den uklare adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i det danske system, betyder samtidig, at det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.

Uanset bestemmelserne i straffeloven har skiftende danske Justitsministre desuden gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Når den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, i det ene øjeblik befinder sig blandt regeringens røde støttepartier og i det næste øjeblik optræder som en del af Blå Blok, er det svært at placere hende. Sådan har det altid været med De Radikale ledere, og heri minder Sofie Carsten Nielsen og hendes forgængere om Loke – en af de interessante figurer i den nordiske mytologi.

Loke

Loke var oprindelig jætte, men opholdt sig en del i Asgård, hvor han foregav at være ven og gøre fælles sag med Odin og de andre guder, mens han samtidig på det groveste bagtalte og bedrog dem. Udover evnen til at forvandle sig ejer Loke også et par ”syvmilestøvler”, hvormed han kan bringe sig i sikkerhed, når det brænder på.

Jætterne

I dansk politik ser vi tydelige modstykker til kendte jætter. Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Nick Hækkerup illuderer udmærket som ildjætten Surt, Fenrisulven og Midgårdsormen. I det historiske perspektiv med Stauning som urjætten Ymer og med traditionel støtte fra fagbevægelsen i skikkelse af lindormen Nidhug.

Aserne

I Blå Blok må vi i øjeblikket kigge langt efter modstykket til asernes ubestridte leder, Odin. Jakob Ellemann-Jensen kan med lidt god vilje genkendes i den rigidt liberale Thor med hammeren Mjølner (hvis ens virkemiddel er en hammer, ligner alle problemer et søm!).

Søren Pape Poulsen er den undertippede Vidar. I den nordiske mytologi holder Vidar sig lidt for sig selv, siger så lidt som muligt og træner til Ragnarok, dvs. næste Folketingsvalg. Han er næsten lige så stærk som sin bror, Thor, men det er også nødvendigt, for det er spået, at Vidar ved Ragnarok skal sætte sin fod i gabet på Fenrisulven, brække dens kæbe og derefter stikke et sværd i ulven.

Det er dog tvivlsomt om Pape Poulsen har alle de nødvendige remedier. Vidar har som bekendt en kæmpe skindstøvle, der nok giver ham en haltende gang, men med støvlen på kan Fenrisulven ikke bide foden af ham. Vidar overlever kampen med uhyret og bliver en af de overlevende aser fra Ragnarok, der opbygger den nye verden.

Pernille Vermund er selvfølgelig Heimdal, der konstant og skingert vogter på, om jætterne skulle krænke asernes mærkesager. Store, stærke Lars Boje Mathiesen er krigsguden, Tyr, og efter sigende den eneste, der tør nærme sig Fenrisulven.

Kristendemokraternes leder, Isabella Arendt, er frugtbarhedsgudinden Freja, og Alex Dominique Kristensen Vanopslagh er den norrøne gud for skjaldekunsten, Brage. Mangler vælgermæssig opbakning, men er i øjeblikket Blå Bloks bedste historiefortæller.

De ledende folk i Dansk Folkeparti genfindes i Tjalfe (Messerschmidt), Røskva (Pia Kærsgaard) og med Martin Henriksen som galten Særimner, der i den nordiske mytologi bor i Valhal, hvor den benyttes i køkkenet som kilde til rigeligt frisk flæsk.

Konflikterne med Loke

Ligesom De Radikale ofte får skabt problemer i Blå Blok (som den konservative Barfoed kan berette mere om) er Loke også anledning til ærgrelser blandt aserne. F.eks. dengang Loke lokkede Tjalfe til at flække en lårknogle så den ene af Thors gedebukke blev halt, eller da Loke lokkede den blinde Høder til at skyde den elskelige Balder med en mistelten.

Udåden vakte vrede blandt guderne i Valhal og tragedien førte faktisk til ragnarok.

Om Sofie Carsten Nielsen og De Radikales seneste svigt i forbindelse med de afgørende forhandlinger om dansk økonomi vil føre til Folketingsvalg er tvivlsomt, men det er også klart, at deres flirten med at pege på en blå statsminister ikke er troværdig.

Tiden, der fulgte…

Der skal mindes om, at det gik Loke ilde i den nordiske mytologi. Guderne lænker ham i en hule i et bjerg i Jotunheim. Over Lokes hoved placeres en kæmpe slange, som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er så pinefuldt, at Loke ryster og skælver; når det sker, ryster bjerget med. Det er i mytologien herfra at jordskælv stammer. Lokes kone, Sigyn, holder et kar, der opsamler giften, før den når Lokes hoved. Men af og til må hun tømme karret, og så skælver Loke og hele bjerget med ham.

I øjeblikket verserer en principiel retssag i Østre Landsret om forfatteren Arne Herløv Petersens dagbøger. Forfatteren har anlagt sag mod Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigsarkivet. Han vil have myndighederne til at destruere kopier af de dagbøger, som PET’s betjente for mere end 40 år siden beslaglagde.

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

Manden de kaldte Ervin

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang med både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater, herunder kvinder, og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale.

Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea.

PET, som mente at Herløv Petersen havde bidraget til, at fremmede efterretningsvæsener kunne virke inden for den danske stats område, ønskede Arne Herløv Petersen dømt for ulovlig agentvirksomhed. PET havde uden justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Sagen mod Herløv Petersen blev bremset af justitsminister Ole Espersen, der bestemte, at sigtelsen efter straffelovens § 108 (med en straframme på 6 år) skulle frafaldes. Der har været spekulationer om, at justitsminister Espersen måske ville undgå en sådan retssag, fordi den kunne have skabt uheldig opmærksomhed på venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Ifølge PET-Kommissionen endte Herløv Petersen-sagen med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Var Mogens Lykketoft også agent?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.

Hvis du har boet i Italien eller bare besøgt landet som turist vil du vide, at espresso ikke bare er kaffe, men et nationalt symbol og en del af den italienske identitet.

Det forekommer derfor såre naturligt, at espresso nu indstilles til optagelse på UNESCO’s liste over immateriel verdensarv. På FN-listen finder man allerede den særlige måde at lave napolitansk pizza på, og nu er tiden kommet til espressoen – en populær variant af kaffe, som omkring 90 procent af italienerne dagligt nyder.

”Espresso er et autentisk ritual og en integreret del af vores nationale identitet og sociale liv, som definerer italienere i forhold til verden,” siger Gian Marco Centinaio, der er statssekretær eller viceminister i det italienske landbrug- og fødevareministerium, Ministero delle politiche agricole alimentari e forestali – MIPAAF, til pressebureauet ANSA.

Opfundet i 1884

Espresso blev opfundet i Torino den 16. maj 1884. Det skete i Torino, hvor Angelo Moriondo tog patent nummer n. 33/256 på espressomaskinen.

Espressoen bredte sig hurtigt til resten af landet i løbet af det 19. århundrede, og siden har den været en central del af livet på italienske caféer, mens der diskuteres fodbold og politik med store armbevægelser.

Ifølge det italienske espressoinstitut, L’Istituto Espresso Italiano (IEI), der arbejder for at bevare og promovere den originale espresso, har det italienske espressomarked en værdi på over 4 milliarder euro om året.

Instituttet har også opskriften på den helt rigtig espresso, som skal indeholde certificerede kaffebønner, og den skal laves på en certificeret kaffemaskine af en professionel barista.

Espresso’en kræver 6 til 7 gram kaffe per kop på 25-30 ml og vandet presses med en temperatur omkring 90 grader ud under 9 atmosfæres tryk, og en god maskine bruger mellem 25-30 sekunder til at “presse”.

Den crema, der flyder oven på den sorte kaffe, skal kunne fastholde sin struktur i mindst 120 sekunder.

Du er selvfølgelig opmærksom på, at prisen afhænger af om du nyder din espresso ”al banco” eller får den serveret ved et bord. Og husk, at i Venedig og andre steder får priserne endnu et hak op, når musikken spiller!

Det bør også bemærkes, at meget få italienerne drikker espresso uden sukker eller sødemiddel, og på ordentlige barer serveres espressoen altid med et glas vand.

National opbakning til indstillingen

“Vi er meget glade for at være nået frem til enighed bag kandidaturet” sagde statssekretær Centinaio, da det blev annonceret at italiensk espressokaffes kandidatur nu ville blive sendt til det italienske nationale UNESCO-udvalg med henblik på godkendelse og fremsendelse til UNESCO i Paris inden den 31. marts.

I indstillingen fremgår, at espressoen for alle italienere repræsenterer et socialt og kulturelt ritual, der også afspejles i litteraturen, og som fascinerer hele landet, fra Napoli til Venedig og Trieste. Ritualet er så meget vigtigere i en tid hvor COVID-restriktioner har begrænset sociale relationer, hvoraf mange normalt foregår ved disken på en bar foran en kop god italiensk kaffe.

Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at kaffepausen om formiddagen og om eftermiddagen er et break, som mange italienerne ikke vil undvære for nogen pris.

Landbrugsorganisationen COLDIRETTI støtter indstillingen, ”der vedrører og beskytter et dagligt ritual for italienere, der har et forbrug på 30 millioner kopper om dagen i barer, restauranter og offentlige steder”.

GAMBRINUS i Napoli

Indstillingen blev ifølge ANSA også hilst velkommen på et af de ikoniske kaffesteder i Napoli.  

På Gambrinus i Napoli skålede ejere, tjenere og kunder i kaffe i restaurantens historiske lokaler, der har udsigt over Piazza del Plebiscito.

“Ritualet med espressokaffe har altid været et gode for alle – sagde Massimiliano Rosati, en af ​​ejerne af Gambrinus – et øjeblik med varme og kultur, der rækker langt ud over en simpel drink. Kaffe har her i Napoli altid været en grund til sammenhold, kultur og selskabelighed, og vi håber nu, at UNESCO officielt vil anerkende det”.

Bar Due Pini i Rom

Det er min personlige erfaring, at på ”Bar Due Pini” på Via degli Orti della Farnesina i det romerske kvarter nord for Tibern, Vigna Clara, får man i en jovial, men professionel stemning, til en rimelig pris serveret Roms bedste espresso – undertiden macchiato – ofte ledsaget af et glas Fernet Branca.

Regeringen og et bredt politisk flertal indgik den 14. december 2021 en aftale om fangst, transport, lagring og anvendelse af CO₂ i Danmark. Samtidig er der afsat i alt 16 mia. kr. til at udvikle markedet, og forhåbningen er, at de første anlæg til at fange og lagre drivhusgasser kan være klar i 2025.

Det er samtidig åbenbart, at de danske aktiviteter på olie- og gasområdet vil blive udfaset over en årrække. Kampen for at nulstille udledningen af drivhusgasser vil derfor efter alt at dømme fjerne eller forandre de 14.000 danske arbejdspladser, der i dag er inden for olie- og gasområdet. Det er job, der inden 2050 vil forsvinde eller skifte karakter.

CO2-fangst og lagring, der i fagsprog kaldes CCS, giver mulighed for at bevare tusindvis af arbejdspladser på Nordsøen, fordi det stort set er de samme kompetencer, som olie- og gasudvinding kræver.

Vurderingen lyder, at der med CCS vil blive skabt omkring 3.000 nye job.

Spydspids for CCS

Det er baggrunden for, at en række danske erhvervsorganisationer og fagforeninger med DI i spidsen er gået sammen for at udnytte undergrunden til at oplagre enorme mængder CO2, og derved gøre Danmark til en international spydspids inden for CO2-fangst og -lagring, og ses som en af de helt centrale klimaløsninger.

Det nye partnerskab mellem erhvervsorganisationerne DI Energi, Dansk Fjernvarme, Dansk Offshore, Danske Rederier, fagforeningen Dansk Metal og tænketanken Axcelfuture vil byde ind med erfaring og viden, så der kan udvikles en helt ny industri i Danmark – både når det gælder fangst, transport og lagring af CO2.

Det skønnes, at hvis vi skal opfylde Paris-aftalen og opnå CO2-neutralitet i 2050, vil der være behov for at lagre store mængder CO2 i undergrunden. Danmark kan fange 4,5-9 millioner ton årligt fra punktkilder og over tid lagre mellem 12 og 22 milliarder ton CO2 i undergrunden.

Det giver en enestående mulighed for at blive et europæisk center for lagring af CO2, der kan blive en dansk erhvervs- og eksportsucces på linje med for eksempel havvind.

Offentlig støtte på 16 mia. kr.

Støttepuljen på 16 mia. kr. har været en væsentlig motivation for dannelsen af partnerskabet. Som branchedirektør for DI Energi, Troels Ranis, siger: ”Partnerskabet skal blandt andet være med til at sikre, at samfundet får mest muligt for støttekronerne”.

Forsvarsudvalget besøger fredag den 28. januar 2022 danske forsvarsvirksomheder i Nordjylland.

Baggrunden for besøget er, at våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel er særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser.

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner.

Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Hydrema har koncernhovedkvarter i Støvring. Produktsortimentet omfatter læssere, grave-læssemaskiner, dumpere, gravemaskiner og mineryddere m.v.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

DC-Supply A/S Nørresundby har siden 1981 produceret og leveret containerløsninger – standard såvel som specialløsninger til både civile og militære formål over hele verden.

Scanfiber Composites A/S i Sindal er en virksomhed med mange års erfaring i ballistisk beskyttelse. Scanfiber udvikler og producerer letvægts pansring baseret på sofistikeret fiberkompositter.

idoc A/S blev grundlagt i 2010 for at assistere det Danske Forsvar og virksomheden er nu en multinational virksomhed bestående af 60+ medarbejdere med kontorer i Aalborg, Ballerup, Vejle og i Poznan, Polen, der stræber efter at være forsvarsindustriens og produktionsvirksomhedernes foretrukne samarbejdspartner til konsulentydelser og outsourcing.

Sky-Watch A/S er et dansk firma som udvikler og producerer taktiske mini UAV’er (unmanned aerial vehicle) også kaldet droner til militært brug indenfor radio relay, mapping, image intelligence, reconnaissance, perimeter security og surveillance. Virksomheden blev grundlagt i 2009 og har hovedsæde i Støvring.

Precision Technic Defence Emerging, der er beliggende i Svenstrup i Nordjylland, tilbyder på basis af EO/IR (Electro-Optical/Infra-Red) en bred vifte af taktiske overvågningssystemer og produkter til militært og politimæssigt brug, herunder mellem- og langtrækkende sensorsystemer, der kan observere, lokalisere og udpege fjendtlige enheder.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

En række af virksomhederne i forsvarsindustrien er organiseret i DI Forsvar og sikkerhed (tidligere FAD – Danish Defence And Security Industries Association), der er en del af Dansk Industri, DI.

Efter 2-dages mødet i den amerikanske centralbanks FOMC (Federal Open Market Committee), blev bankens kommende pengepolitik onsdag den 26. januar 2022 kl. 20 (dansk tid – kl. 14 i USA) offentliggjort med en pressemeddelelse og uddybet under en efterfølgende pressekonference med centralbankchef Jerome Powell.

De forhåbninger, der var i visse børskredse om at centralbanken ville tage hensyn til at den seneste tids betragtelige fald i aktiekurserne, blev gjort fuldstændig til skamme.

Den amerikanske centralbank har øjnene stift rettet mod den amerikanske økonomis velbefindende og de langsigtede målsætninger om fuld beskæftigelse og en inflation omkring 2 pct.

Renteforhøjelse i marts 2022

I den øjeblikkelige situation fastholdes den pengepolitiske rente uændret på 0 – 0,25 pct., men det blev bebudet, at renteforhøjelser meget vel kunne komme på tale allerede fra marts.

På den efterfølgende pressekonference ville Powell ikke udelukke, at renten ville blive forhøjet, så den allerede ved udgangen af 2022 kunne være på 1 – 1,25 pct.

Reducerede opkøb af værdipapirer

Den amerikanske centralbank har i de sidste år støttet de finansielle markeder med enorme opkøb af statsobligationer og realkreditobligationer. Bankens beholdninger er i øjeblikket næsten på svimlende 9.000 mia. dollars. “The Committee decided to continue to reduce the monthly pace of it’s net asset purchases, bringing them to an end in early March”. Da banken vil fortsætte med at understøtte den amerikanske finanspolitik ved at opkøbe statsobligationer, betyder det storudsalg af private realkreditobligationer.

Faldende aktiekurser

Allerede under Powells pressekonference, hvor han blandt andet sagde: “There’s a risk that the high inflation we’re seeing will be prolonged, there’s a risk that it will move even higher. We have to be in a position with our monetary policy to address all of those plausible outcomes”, faldt aktiekurserne på Wall Street og obligationsrenterne steg, mens dollarkursen også begyndte at stige.

I lyset af den ganske høje inflation i USA på omkring 7 pct. havde markederne ventet stramninger i pengepolitikken, og nogle frygtede at centralbanken havde ventet for længe og at opbremsningen derfor ville blive ubehagelig brat:

Som en analytiker sagde: “The policy mistake we’re seeing play out is one where the Fed has allowed inflation to run too hot for too long and are now having to go hard to smash the breaks”.

Ny embedsperiode til Jerome Powell

Centralbankchef står foran en ny 4-årig embedsperiode. De første 4 år er gået med at styre den amerikanske økonomi igennem pandemien. I hans anden periode bliver hoveopgaven at undgå overophedning, men som det siges: ”Move too fast in tightening monetary policy, and the Fed kills the economic recovery. Go too slow, and inflation gets entrenched”.

Embedsmændenes fagforening, DJØF, og tidligere departementschef Bo Smith stiller gerne op og forsvarer de stramninger, der i 2013 blev indført i forhold til offentlighedsloven fra 1985.

Bo Smiths forsvar for det uforsvarlige bringer mindelser om Hafnia Holding. I 1992 iværksatte Den Danske Bank en ”redningsplan”, hvor man fik tillidsvækkende typer som tidligere departementschef og DONG-formand, Holger Lavesen, og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk og kendt som dansk erhvervslivs “redningsmand”, Olav Grue, til at være frontfigurer og lægge navn til en aktieemission.

Det lykkedes Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige mennesker. Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden. En af dem, der blev ramt, var direktør i Københavns kommune, Bo Smith. Selvom det egentlig var i strid med placeringsreglerne, troede Bo Smith, at han gjorde kommunen en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse. Sluttelig blev han afskediget af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Minsandten om ikke hans trofaste fagforening, DJØF, satte ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der heller ikke noget ud af.

Mens alle venter spændt på resultatet af 2-dages mødet i den amerikanske centralbanks FOMC (Federal Open Market Committee), der offentliggøres ved en pressekonference onsdag den 26. januar 2022 kl. 20 (dansk tid), kan der kastes et blik på den økonomiske situation i Hongkong.

Den danske økonomi af omtrent samme størrelse som Hongkong

Hongkong med et indbyggertal på knap 7,5 millioner mennesker har en økonomi, der er af omtrent samme størrelse som Danmarks – omkring 350 mia. $ svarende til omkring 2350 mia. danske kroner.

De finansielle markeder i Hongkong er endnu mere spændte på, om den amerikanske centralbank – The Fed – vil annoncere forhøjelser af den pengepolitiske rente.

Hongkong i en sårbar situation

En renteforhøjelse vil ramme Hong Kong på det værst tænkelige tidspunkt. Hongkongs valuta – Hongkong-dollaren, der i øjeblikket har en værdi på 85 øre – er bundet til den amerikanske dollar, hvor kursen formentlig vil stige som følge af en stigning i det amerikanske renteniveau.

Det sidste, Hongkong ønsker at gøre lige nu, er at øge låneomkostningerne. Men det er præcis, hvad det vil blive tvunget til at gøre, når Federal Reserve begynder at hæve renten.

Hongkongs økonomi er under pres, da ekstreme foranstaltninger mod COVID holder byen isoleret, og en samtidig afmatning i Kina begrænser virksomhedernes indtjening.

Aktiemarkedet i Hongkong performede elendigt sidste år som følge af Beijings indgreb overfor industrier som tech, ejendom og kasinoer. Yderligere har bekymringer over de lukkede grænser og det kommunistiske partis voksende indflydelse ansporet til en decideret hjerneflugt.

Afhængighed af Kina

Selv om Hongkongs økonomi i stigende grad er afhængig af Kina, importerer man fortsat den amerikanske pengepolitik, fordi valutaen er knyttet til dollar. For at beskytte stabiliteten i kursen på Hongkong-dollaren har de lokale monetære myndigheder strammet likviditeten i det finansielle system.

Dan danske rente?

Den danske krone er knyttet til euroen og dermed ikke umiddelbart i samme sårbare situation som Hongkong-dollaren. Den britiske centralbank har hævet renten, og hvis den amerikanske centralbank også strammer pengepolitikken, er det et spørgsmål om tid, før Den Europæiske Centralbank, ECB, også hæver renten.

Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed. Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget

I regeringsgrundlaget for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.