Kan vi heller ikke stole på justitsminister Nick Hækkerup?

En af Nick Hækkerups forgængere på justitsministerposten var fuld af løgn. At Morten Bødskov er en løgnhals, er naturligvis ikke mit eget påfund, men Folketingets. Historien er, at Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II fra 3.10. 2011 til 12.12 2013, pure afviste ethvert ansvar for brud på Grundlov, Politilov og Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Tibetsagen i forbindelse med kinesiske besøg i Danmark i 2012 og 2013.

Selvom Bødskov allerede her var fuld af sorte streger i panden, var det en anden betændt sag, der den 12. december 2013 tvang Bødskov til at gå af i kølvandet på en sag, hvor han heller ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Det stod klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst.

Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov.

I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Er Hækkerup bedre end Bødskov?

Spørgsmålet er, om vi kan have mere tillid til den nuværende justitsminister Nick Hækkerup. En række sager har givet anledning til tvivl, og ikke mindst håndteringen af den såkaldte FE-skandale giver anledning til spørgsmål.

Straffeloven kapitel 12

I Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” fremgår det af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet efter § 109 i straffelovens kapitel 12, der lyder:

”Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.

Stk. 2. Foretages de nævnte handlinger uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Nick Hækkerup har ikke blandet sig?

I et interview med DR Nyheder er Nick Hækkerup citeret for at udtale, at ”Jeg har ikke blandet mig”. Nick Hækkerup udtaler i interviewet, at han ikke har blandet sig i de rejste sigtelser mod både Claus Hjort Frederiksen og den mangeårige chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen, som siden december har siddet fængslet.

– Alle væsentlige sager, som involverer Politiets Efterretningstjeneste, skal jeg også orienteres om. Derfor er jeg undervejs i forløbet blevet orienteret om, at der er blevet rejst sigtelse mod Claus Hjort Frederiksen og mod Lars Findsen.

– Jeg er slet ikke med til at træffe beslutningen. Det er vigtigt at sige, at det er PET, som er i gang med en efterforskning af nogle forhold, og det blander jeg mig ikke i.

Nick Hækkerups hykleri

Nick Hækkerups hykleri når et højdepunkt, da han siger:

– Vi ville nødigt bo i et land, hvor det var os politikere, der besluttede, hvilke sager der skulle efterforskes, og hvilke der ikke skulle efterforskes.

Når Nick Hækkerup hævder, at han som justitsminister blev ”orienteret” om de alvorlige sigtelser mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, er det simpelthen ikke rigtigt.

Justitsministeren er den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og med formuleringen i § 110 f om at påtale sker efter justitsministerens ”påbud” er det helt åbenlyst, at ministeren ikke blot indblandes eller orienteres i straffesager, men faktisk er den der, påbyder påtale. Det betyder, at justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.

Ifølge et senere interview med dagbladet Politiken afviser Nick Hækkerup da heller ikke, at det er sådan det er, men at han ”ikke har fundet anledning til at afvige fra de indstillinger, jeg har modtaget fra anklagemyndigheden i sådanne sager”.

Er Danmark en retsstat?

I et videre perspektiv betyder det forhold, at det af den danske straffelovs kapitel 12 fremgår, at der ikke i Danmark er en klar adskillelse mellem det retlige og det politiske niveau eller mellem den udøvende og den dømmende magt, at der kan stilles spørgsmål til om Danmark helt og fuldt lever op til kravene til en retsstat.

Den uklare adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i det danske system, betyder samtidig, at det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.

Uanset bestemmelserne i straffeloven har skiftende danske Justitsministre desuden gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.