Offentlighedsloven – når borgerlige værdier, ordentlighed og offentlighedens interesser krænkes

offentlighedslov

Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed. Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget

I regeringsgrundlaget for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s