Verdensarven Espresso

Hvis du har boet i Italien eller bare besøgt landet som turist vil du vide, at espresso ikke bare er kaffe, men et nationalt symbol og en del af den italienske identitet.

Det forekommer derfor såre naturligt, at espresso nu indstilles til optagelse på UNESCO’s liste over immateriel verdensarv. På FN-listen finder man allerede den særlige måde at lave napolitansk pizza på, og nu er tiden kommet til espressoen – en populær variant af kaffe, som omkring 90 procent af italienerne dagligt nyder.

”Espresso er et autentisk ritual og en integreret del af vores nationale identitet og sociale liv, som definerer italienere i forhold til verden,” siger Gian Marco Centinaio, der er statssekretær eller viceminister i det italienske landbrug- og fødevareministerium, Ministero delle politiche agricole alimentari e forestali – MIPAAF, til pressebureauet ANSA.

Opfundet i 1884

Espresso blev opfundet i Torino den 16. maj 1884. Det skete i Torino, hvor Angelo Moriondo tog patent nummer n. 33/256 på espressomaskinen.

Espressoen bredte sig hurtigt til resten af landet i løbet af det 19. århundrede, og siden har den været en central del af livet på italienske caféer, mens der diskuteres fodbold og politik med store armbevægelser.

Ifølge det italienske espressoinstitut, L’Istituto Espresso Italiano (IEI), der arbejder for at bevare og promovere den originale espresso, har det italienske espressomarked en værdi på over 4 milliarder euro om året.

Instituttet har også opskriften på den helt rigtig espresso, som skal indeholde certificerede kaffebønner, og den skal laves på en certificeret kaffemaskine af en professionel barista.

Espresso’en kræver 6 til 7 gram kaffe per kop på 25-30 ml og vandet presses med en temperatur omkring 90 grader ud under 9 atmosfæres tryk, og en god maskine bruger mellem 25-30 sekunder til at “presse”.

Den crema, der flyder oven på den sorte kaffe, skal kunne fastholde sin struktur i mindst 120 sekunder.

Du er selvfølgelig opmærksom på, at prisen afhænger af om du nyder din espresso ”al banco” eller får den serveret ved et bord. Og husk, at i Venedig og andre steder får priserne endnu et hak op, når musikken spiller!

Det bør også bemærkes, at meget få italienerne drikker espresso uden sukker eller sødemiddel, og på ordentlige barer serveres espressoen altid med et glas vand.

National opbakning til indstillingen

“Vi er meget glade for at være nået frem til enighed bag kandidaturet” sagde statssekretær Centinaio, da det blev annonceret at italiensk espressokaffes kandidatur nu ville blive sendt til det italienske nationale UNESCO-udvalg med henblik på godkendelse og fremsendelse til UNESCO i Paris inden den 31. marts.

I indstillingen fremgår, at espressoen for alle italienere repræsenterer et socialt og kulturelt ritual, der også afspejles i litteraturen, og som fascinerer hele landet, fra Napoli til Venedig og Trieste. Ritualet er så meget vigtigere i en tid hvor COVID-restriktioner har begrænset sociale relationer, hvoraf mange normalt foregår ved disken på en bar foran en kop god italiensk kaffe.

Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at kaffepausen om formiddagen og om eftermiddagen er et break, som mange italienerne ikke vil undvære for nogen pris.

Landbrugsorganisationen COLDIRETTI støtter indstillingen, ”der vedrører og beskytter et dagligt ritual for italienere, der har et forbrug på 30 millioner kopper om dagen i barer, restauranter og offentlige steder”.

GAMBRINUS i Napoli

Indstillingen blev ifølge ANSA også hilst velkommen på et af de ikoniske kaffesteder i Napoli.  

På Gambrinus i Napoli skålede ejere, tjenere og kunder i kaffe i restaurantens historiske lokaler, der har udsigt over Piazza del Plebiscito.

“Ritualet med espressokaffe har altid været et gode for alle – sagde Massimiliano Rosati, en af ​​ejerne af Gambrinus – et øjeblik med varme og kultur, der rækker langt ud over en simpel drink. Kaffe har her i Napoli altid været en grund til sammenhold, kultur og selskabelighed, og vi håber nu, at UNESCO officielt vil anerkende det”.

Bar Due Pini i Rom

Det er min personlige erfaring, at på ”Bar Due Pini” på Via degli Orti della Farnesina i det romerske kvarter nord for Tibern, Vigna Clara, får man i en jovial, men professionel stemning, til en rimelig pris serveret Roms bedste espresso – undertiden macchiato – ofte ledsaget af et glas Fernet Branca.