Det Konservative Folkeparti har med Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (?) aftalt, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Selvom de konservative anser NATO for at være det vigtigste organ for militært samarbejde, vil et tættere samarbejde med EU-landene være til fordel for det danske forsvar, lyder argumentationen. Danmark bør derfor være ”i hjertet” af EU og fuldt og helt deltage i det sikkerhedspolitiske samarbejde i Europa.

Vi har endnu til gode at høre partiets argumentation for de konkrete fordele for det danske forsvar, som vi ikke allerede opnår i NATO-samarbejdet og ved f.eks. Danmarks deltagelse i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Eller ved deltagelsen i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Eller ved forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Katarina Ammitzbøll

Foreløbig er Katarina Ammitzbøll den eneste, der klart siger, at forsvarsforbeholdet skal væk, og at hun håber, at danskerne stemmer ja ved folkeafstemningen den 1. juni 2022. Hun fremfører budskabet på Facebook med en henvisning til https://katarinaammitzboll.konservative.dk, hvor hun i øvrigt ikke skriver et ord om forsvarsforbeholdet!

Hvorfor omtaler Ammitzbøll ikke Forsvarsindustriens interesser?

Men der tænkes måske på, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Hvis vi skal sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet af hensyn til den danske forsvarsindustris økonomi, bør det siges åbent.

Ikke alle konservative ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet

Det er interessant, at partiet, der er kendt for at være tæt kontrolleret af formanden og partiets EU-skeptiske generalsekretær har tilladt, at Konservativ Ungdom er imod afskaffelse af forbeholdet.

Christian Holst Vigilius fra KU redegør glimrende i et indlæg i INFORMATION for argumentationen bag Konservativ Ungdoms holdning, og hvorfor det er risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os. Kun den danske stat har den demokratiske legitimitet til at sende danskere i krig, og Danmark må aldrig risikere at skulle sende danske soldater i krig på dekret fra Bruxelles.

Vigilius’ argumentation er formentlig dækkende for mange konservative, og dermed skulle de fleste synspunkter i partiet være dækket ind.

Socialdemokratiet

I store dele af Socialdemokratiet er der indgroet skepsis overfor et snævert EU-samarbejde om sikkerhedspolitik og de centraleuropæiske drømme om etableringen af en ”EU-hær”. Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Dansk Metal, der organiserer mange ansatte i forsvarsindustrien, har ikke lagt skjul på, at de gerne så forsvarsforbeholdet ophævet.

Foreløbig har vi ikke set en eneste fremtrædende socialdemokrat ytre sig i debatten forud for folkeafstemningen. Måske vil vi opleve, at den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, ligesom KU indtager den modsatte holdning af moderpartiet?

Socialistisk Folkeparti

I SF har vi foreløbig kun hørt fra den aldrene Holger K. Nielsen, der nu er nået til den erkendelse, at hans eget forbehold nu bør ophæves. Villy Søvndal er også nået til den erkendelse, at vi skal frigøre os fra USA og deltage i forsvarsunionen i EU.

Mens krigen raser i Ukraine efter Ruslands invasion den 24. februar 2022, udsættes vi for Folkesocialisternes påtrængende argumentation for, at danskerne ved folkeafstemningen den 1. juni 2022 bør stemme JA til at ophæve forsvarsforbeholdet i EU.

Hvad der ligger bag socialisternes ændrede holdning til et forbehold, der blev formuleret af SF i 1992, er ikke ganske klart.

Partiets taktiske manøvrer for at bringe sig i stilling til et kommende regeringssamarbejde betyder, at vi simpelthen ikke ved, hvor vi har SF i forhold til Nato, forsvar, forsvars- og sikkerhedspolitikken i EU og krigen i Ukraine.

Efter Ruslands skjulte krig i Donbass-regionen i det østlige Ukraine, herunder i udbryderrepublikkerne Donets og Lugansk, hvor separatister siden 2014 har holdt området besat, havde Rusland allerede i slutningen af 2021 samlet op mod 150.000 tropper ved Ukraines grænse.

Europa-Parlamentet

I en beslutning, der blev vedtaget i Europa-Parlamentet torsdag den 16.december 2021 med 548 stemmer for, 69 imod og 54 hverken/eller, fordømte Parlamentet den store russiske militære oprustning ved den ukrainske grænse. Europa-Parlamentets medlemmer krævede, at regeringen i Moskva trak sine styrker tilbage og ophørte med at true nabolandet.

Med de ukrainske forhåbninger om NATO-medlemskab for øje understregede MEP’erne, at “intet lands valg af alliancepartnere skal godkendes af et tredjeland”, og afviste derfor Ruslands forsøg på at inddrage nogle lande i dets “indflydelsessfære” for at påvirke disse landes fremtid.

Hvorfor stemte SF mod Europa-Parlamentets fordømmelse af Rusland?

Det interessante er, at Kira Marie Peter-Hansen og Margrethe Auken var blandt de 69 Europa-parlamentsmedlemmer, der stemte mod beslutningen.

Efter et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag den 5. april 2022 kunne udenrigsminister Jeppe Kofod oplyse, at Danmark udviser russiske diplomater: ”Vi vil ikke have russisk spionage på dansk jord. Derfor bliver de udvist fra Danmark”, sagde Jeppe Kofod.

Det drejer det sig om 15 russiske efterretningsofficerer, der er registreret som diplomater i Danmark. De har nu fået 14 dage til at forlade landet.

I sådanne sager er Hillerød Posten ikke indstillet på at stå tilbage fra Hovedstadspressen. Avisen kan den 6. april 2022 breake nyheden om, at en tyrkisk kvinde, der bor i Hillerød, ved Retten i Hillerød 2022 er idømt seks måneders fængsel for spionage.

Nyheden bringes med lidt forsinkelse. Faktisk blev kvinden allerede den 29. marts dømt for overtrædelse af den såkaldt milde spionageparagraf – straffelovens paragraf 108, stk. 1. Kvinden sendte fra sit hjem i Hillerød i august 2016 en mail til et politikontor i Ankara i Tyrkiet.

I mailen pegede kvinden 15 personer ud, som ifølge hende kan knyttes til Gülen-bevægelsen. Den bliver af de tyrkiske myndigheder betragtet som en terrororganisation.

Den tyrkiske kvinde har boet i Danmark i over 27 år, og hun risikerede at blive udvist. Hun slipper dog lettere end de 15 russiske spioner, da retten i hendes tilfælde gjorde udvisningen betinget.

Viktor Orbans sejr ved valget den 3. april 2022 betyder, at hans Fidesz-parti opnår 135 pladser i Ungarns parlament med i alt 199 pladser. Orbans valgdag var dog ikke perfekt. Hans forslag om at forbyde bestemte typer af materiale og undervisningsprogrammer for børn, blev opfattet som utilbørlig dæmonisering af LGBTQ og opnåede ikke det krævede flertal og bortfaldt.

Viktor Orban har siden Ruslands invasion af Ukraine bestræbt sig på at holde Ungarn udenfor konflikten. Orban har støttet EU-sanktionerne, men har ikke villet støtte Ukraine med tropper og våben. Ungarn har også – i lighed med en række andre EU-lande – veget tilbage fra boykot af russisk olie og gas, som Ungarn er fuldstændig afhængig af.

Kritikere i EU har forsøgt at dæmonisere Orbáns ønske om en kristendemokratisk samfundsmodel – etableringen af hvad Orbán selv har kaldt et nationalt ”illiberalt demokrati”. Sådanne forsøg er dømt til at mislykkes, så længe en række partier i Europa har tilsvarende aspirationer.

Hele EU lever i dag godt med Ungarns hårde linje under migrantkrisen i 2015, da han som den første lukkede grænserne. I den nuværende konflikt yder Ungarn på linje med Polen et stort bidrag til at klare tilstrømningen af ukrainske flygtninge i EU.

Kommissionen har fået grønt lys fra EU-Domstolen til at iværksætte den såkaldte retsstatsmekanisme og indefryse EU-midler til Ungarn, men et åbent opgør lige nu har hidtil været anset for helt forkert. Kampen mod Putins Rusland må sættes over Orbáns påståede tilsidesættelse af basale EU-værdier, har det heddet.

Krigen i Ukraine kalder på sammenhold i EU, og det er ikke tiden at kaste sig ud i en principiel kamp med EU-medlemmet Ungarn, men kun to dage efter, at Viktor Orban sikrede sig genvalg som premierminister, risikerer Ungarn at få skåret i midlerne fra EU.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddelte tirsdag, at EU-Kommissionen vil igangsætte en proces mod Ungarn for ikke at overholde EU’s retsstatsprincipper.

“EU-Kommissionen vil sende et formelt varsel om, at retsstatsmekanismen bliver iværksat”, sagde von der Leyen tirsdag under et møde i EU-Parlamentet.

Det er første gang i EU’s historie, at processen sættes i gang. Den kan i yderste konsekvens føre til, at der bliver skåret i udbetalingerne fra EU-budgettet til Ungarn.

I Berlingske udtaler Mogens Lykketoft den 5. april 2022, at det er ”bekymrende” at der kan være tvivl om udfaldet af folkeafstemningen den 1. juni 2022 om EU-forsvarsforbeholdet.

Socialisten Lykketoft mener, at det kun er de ”stærkt højreorienterede nationalister” og Enhedslisten, der vil være mod at ophæve forbeholdet.

Lykketoft benytter lejligheden til igen at nedgøre Nato-samarbejdet, der ”lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA føre an.”

For nylig har Rosanna Farbøl i bogen ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” givet en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle, og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger.

Lykketofts negative udtalelser om Nato kan være en god anledning til igen at minde om det landsforræderi, han og andre begik under den kolde krig i forbindelse med socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik.

Fodnotepolitikken

Yngre generationer har allerede glemt hvordan socialdemokraterne Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nielson spillede centrale roller i Socialdemokratiet i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i 1982 førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation, var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Socialdemokratiet

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme!

Tal fra Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i München, hvor opfindere kan få beskyttet deres patenter i op til 44 lande, viser, at 5 lande – USA, Tyskland, Japan, Kina og Frankrig – tegner sig for 64 pct. af samtlige patentansøgninger. Danmark ligger som nr. 12 efter Sverige og Italien blandt de 20 lande, der tegner sig for 95 pct. af samtlige ansøgninger.

I 2021 blev der indsendt 2642 danske patentansøgninger. Det er 9,2 procent flere end året før og samtidig det højeste antal nogensinde.

Når der måles på antallet af ansøgninger per indbygger, er Danmark – efter Schweiz og Sverige – det tredje mest innovative land blandt EPO’s medlemslande.

I sin iver for at Danmark skal ”helt ind i hjertet” af EU, insisterer hattedamen Stine Bosse på, at ”Danmark skal blive EU-voksen og træde ind i indflydelsen, lukke hullet i kæden og vise despoten i Rusland, at vi naturligvis står tæt sammen i EU. Helt uden at ændre et komma i relationen til Nato”.

Jeg ville jo umiddelbart mene, at det ville være mere afgørende, hvis Storbritannien havde været med. Nu er sagen jo, at Storbritannien altid har bekæmpet de franske forsøg på at opbygge en i forhold til Nato selvstændig militær kapacitet i EU.

UK har forladt EU og udover det hul, Danmark påstås at have skabt, mangler kæden Storbritannien, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo, Montenegro, Albanien og Nord Makedonien.

Hvad angår Nato, lykkes det demagogen Stine Bosse at nedgøre den forsvarsalliance, der har været – og også fremover vil være – den reelle garant for Danmarks sikkerhed.

I Bosses nedrige nedgøring af Nato og USA hedder det:

”Mod vest ser vi et USA, som er vores altafgørende allierede, men som ikke desto mindre over en årrække har trukket sig længere tilbage fra verdensscenen. Det er samtidig tænkeligt, at vi får Trump igen i 2024. Eller en anden lige så yderliggående præsident.

Det er endvidere værd at huske på, at Trump, kort efter sin tiltræden i 2016, åbent såede tvivl om, hvorvidt USA ville stå ved Natos musketér-ed; altså princippet om, at et angreb på ét Nato-medlemsland er et angreb på alle Natos medlemslande. Dette, i kombination med hans begejstring for Putin, sænker vores oplevede sikkerhed via Nato.

Netop dét faktum, at vi ikke partout kan regne med USA, er et afgørende argument for, at vi styrker EU’s fælles forsvarsevne”.

Lykke Friis kan da ikke være tjent med at blive sat i bås med Stine Bosse?

Kaare Dybvad Bek, der selv har en fortid på den ekstreme venstrefløj, opfordrer den 4. april 2022 i Berlingske Tidende Enhedslisten til at anerkende Danmarks medlemskab af Nato og det kontingent, det kræver, og ved at tilslutte sig det styrkede militære samarbejde i Europa.

Når vi taler forsvar, har Socialdemokratiet altid været uklar.

Et flertal af partiets medlemmer har utvivlsomt siden 1949 støttet danske medlemskab af Nato. Alligevel kom vi under den kolde krig med partiets fodnote-politik i alvorlig tvivl om partiets Nato-loyalitet.

Hvad Dybvad mener med ”det styrkede militære samarbejde i Europa”, er ligeledes helt uklart.

Tænker Dybvad på det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Eller tænker Dybvad på forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

NORDEFCO, JEF og EII ligger uden for EU og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

Dybvad skylder os at fortælle præcist, hvad det er for et styrket militært samarbejde i Europa, som Danmark bør involvere sig.

I mange sager, hvor der har været et politisk krav om ansvarsplacering, er små fisk blevet identificeret, mens de store er gået fri.

I sagen om svindelen med udbytteskat, der kostede Danmark 12,3 milliarder kroner, er det foreløbig alene Sven Jørgen Nielsen, der er dømt som ansvarlig.

Advokat Lars Lindencrone Petersen fra advokatfirmaet Bech-Bruun har undersøgt, hvad der gik galt, da Skat blev drænet for 12,3 mia. kr. i refusioner af udbytteskat. 14 nuværende og tidligere medarbejdere i Skat og Skatteministeriet er blevet undersøgt og vurderet, men der er ingen skyldige i skandalen om påstået svindel med udbytteskat for 12,3 mia. kr.

Ansvaret i skatteministeriet for at administrationen af milliardudbetalingen af udbytteskatten uden særlig kontrol endte i hænderne på nogle ganske få medarbejdere, herunder Sven Jørgen Nielsen – alias Skatte-Sven – en pensionsmoden HK ‘er med kontor i Høje Taastrup, er aldrig placeret.

I sagen om Britta Nielsen, der i Socialstyrelsen svindlede for 117 millioner kroner, som skulle være gået til socialt udsatte, var det ikke muligt at drage hendes administrative eller politiske foresatte i Socialstyrelsen eller Socialministeriet til ansvar.

Mange tilsvarende sager tegner et billede af det danske retssamfund, der bedst kan beskrives som variationer over Johan Herman Wessels satire Smeden og Bageren.

I Wessels parodi på retfærdighed dræber en smed en mand i et værtshusslagsmål. Smeden bliver dømt til døden. Det lille samfund har dog kun én smed, men mange bagere. Derfor beslutter retten at benåde den nødvendige smed og henrette en overflødig bager i stedet for.

”Den bager græd gudsjammerligt, da man ham førte væk”, skrev Wessel.

Nye tider?

Med de seneste undersøgelseskommissioner anes konturerne af en linje, hvor de egentlig ansvarlige drages til ansvar, og skylden ikke overvæltes på underordnede.

Støjberg-sagen

Instrukskommissionen og den efterfølgende Rigsret placerede ansvaret hos ministeren, mens ledende embedsmænds medansvar samtidig blev blotlagt.

Inger Støjberg havde ikke lagt skjul på, at hun uanset konventioner og almindelige forvaltningsretlige principper ønske en undtagelsesfri adskillelse af mindreårige asylpar.

Da det så faktisk skete, havde Støjberg ingen mulighed for at unddrage sig ansvaret i henhold til minsteransvarsloven.

Tibetsagen

Tibetkommission II placerede ansvaret for talrige krænkelser af Grundlov og forsamlings- og ytringsfrihed hos de daværende ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet. Friis Arne Petersen, Claus Grube m.fl. havde ikke lagt skjul på, at det for enhver pris skulle undgås at de kinesiske gæster ”tabte ansigt” ved at blive udsat for Falun Gong-demonstrationer og tibetanske flag.

Da demonstrationer og flag i strid med Grundlov og forsamlings- og ytringsfrihed blev skærmet/fjernet – ikke ved én, men ved flere lejligheder -kunne Udenrigsministeriet naturligvis ikke unddrage sig et medansvar for de begåede lovbrud.

Minkgate

Minkkommissionen har endnu ikke afsluttet arbejdet, men det ligger klart, at beslutningen om aflivning af alle mink og nedlæggelse af mink erhvervet blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen underbygger, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at medansvaret for at sikre sig hjemmel følger med.

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd må stå udenfor i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre EU-lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i forsvarsunionen, der er EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy).

En række politikere venter utålmodigt på at blive lukket ind til FSFP-forhandlingsbordet, men problemet er, at de skylder os en forklaring på hvad det begrænsede danske forsvar kan opnå ved at deltage i opbygningen af en ny militæralliance i konkurrence med Nato?

Hvad er det for militære operationer under EU-flag og ledet af franske generaler, som danske soldater kan blive tvunget til at deltage i, hvis vi opgiver forsvarsforbeholdet?

Hvis vi endelig skal i krig, vil det så ikke være mere forsvarligt, at det sker under FN-flag og i Nato-regi sammen med vores amerikanske, britiske og canadiske allierede?

Hvad kan vi opnå ved at deltage i Forsvarsunionen?

Efter årtiers mislykkede forsøg har EU-medlemmerne indgået en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO, der formelt blev vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Som følge af forbeholdet er Danmark også kun observatør i det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Sigtet er over tid at bygge fonden op, så de årlige udlodninger kan blive på adskillige mia. euro.

Danmark er dog indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme.

Militære operationer under EU-flag

Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i de militære operationer, der siden 2003 har været gennemført under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

Seneste udvikling i forsvarsunionen i EU

I EU har deltagerne i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) netop godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er således besluttet at oprette en militær indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity, et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, fælles øvelsesaktiviteter og styrke den militære mobilitet.

Der er samtidig enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. De franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO er i processen blevet modereret. Især østeuropæiske EU- og NATO-medlemmer har insisteret på klare referencer til at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Danske militære operationer i NATO-regi og under FN-flag

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Nato-samarbejdet

NATO har siden 1949 udgjort hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.

I Danmarks nærområde deltager danske kapabiliteter i NATO’s fremskudte tilstedeværelse (enhanced Forward Presence (eFP) i Estland.

Danmark bidrager regelmæssigt med F-16 kampfly til NATO’s luftrumspatruljering over de baltiske lande (Baltic Air Policing (BAP)) og over Island (Iceland Peacetime Preparedness Needs (IPPN)).

Danmark har også tilmeldt et substantielt bidrag på 800 mand bestående af styrker fra alle værn til NATO’s reaktionsstyrker – NATO Response Force (NRF) – og til NATO’s pulje af styrker på højt beredskab – NATO Readiness Initiative (NRI).

I Arktis og i Nordatlanten udvikler den sikkerheds- og forsvarspolitiske situation sig i disse år, og Danmark deltager derfor bl.a. regelmæssigt i NATO’s stående flådestyrker, der opererer i hele Alliancens ansvarsområde.

Det er ikke kun i Danmarks nærområde, at der er brug for en indsats. Danmark deltager også aktivt i internationale operationer i bl.a. NATO-regi som led i særligt terrorbekæmpelse, og kapacitetsopbygning. Danmark har længe bidraget til NATO’s indsats i Afghanistan og det ventes, at Danmark overtager ledelsen af NATO Mission Iraq (NMI) som led i NATO’s fokus på de sydlige udfordringer.

Andre forsvarssamarbejder

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danmark har siden 2014 været med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Danmarks tilslutning var oplagt. EII ligger uden for EU-samarbejdet og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

JA-siden skylder os en forklaring

Tilhængerne af en afskaffelse af forsvarsforbeholdet skylder at forklare hvad vi kan opnå ved at opbygge en militæralliance i EU. EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

Er det rimeligt, at det alene skal være dansk forsvarsindustris økonomiske interesser, der skal diktere, at vi skal opgive den fulde suverænitet over dansk forsvars- og sikkerhedspolitik?

Det er åbenlyst, at formuleringen af spørgsmålet ved folkeafstemningen (Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?) er et nedrigt forsøg på manipulation.

Mon ikke langt de fleste alligevel godt ved, hvad det er, de skal stemme ja eller nej til, når de går ind i stemmeboksen. Problemet med formuleringen af spørgsmålet er, at det dokumenterer at Ja-siden simpelthen ikke har reelle hensigter. Men det var de fleste nok også klar over i forvejen – og derfor bliver det et NEJ!