Hvorfor NEJ ved folkeafstemningen den 1. juni 2022

EU-hær1

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd må stå udenfor i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre EU-lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i forsvarsunionen, der er EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy).

En række politikere venter utålmodigt på at blive lukket ind til FSFP-forhandlingsbordet, men problemet er, at de skylder os en forklaring på hvad det begrænsede danske forsvar kan opnå ved at deltage i opbygningen af en ny militæralliance i konkurrence med Nato?

Hvad er det for militære operationer under EU-flag og ledet af franske generaler, som danske soldater kan blive tvunget til at deltage i, hvis vi opgiver forsvarsforbeholdet?

Hvis vi endelig skal i krig, vil det så ikke være mere forsvarligt, at det sker under FN-flag og i Nato-regi sammen med vores amerikanske, britiske og canadiske allierede?

Hvad kan vi opnå ved at deltage i Forsvarsunionen?

Efter årtiers mislykkede forsøg har EU-medlemmerne indgået en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO, der formelt blev vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Som følge af forbeholdet er Danmark også kun observatør i det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Sigtet er over tid at bygge fonden op, så de årlige udlodninger kan blive på adskillige mia. euro.

Danmark er dog indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme.

Militære operationer under EU-flag

Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i de militære operationer, der siden 2003 har været gennemført under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

Seneste udvikling i forsvarsunionen i EU

I EU har deltagerne i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) netop godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er således besluttet at oprette en militær indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity, et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, fælles øvelsesaktiviteter og styrke den militære mobilitet.

Der er samtidig enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. De franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO er i processen blevet modereret. Især østeuropæiske EU- og NATO-medlemmer har insisteret på klare referencer til at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Danske militære operationer i NATO-regi og under FN-flag

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Nato-samarbejdet

NATO har siden 1949 udgjort hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.

I Danmarks nærområde deltager danske kapabiliteter i NATO’s fremskudte tilstedeværelse (enhanced Forward Presence (eFP) i Estland.

Danmark bidrager regelmæssigt med F-16 kampfly til NATO’s luftrumspatruljering over de baltiske lande (Baltic Air Policing (BAP)) og over Island (Iceland Peacetime Preparedness Needs (IPPN)).

Danmark har også tilmeldt et substantielt bidrag på 800 mand bestående af styrker fra alle værn til NATO’s reaktionsstyrker – NATO Response Force (NRF) – og til NATO’s pulje af styrker på højt beredskab – NATO Readiness Initiative (NRI).

I Arktis og i Nordatlanten udvikler den sikkerheds- og forsvarspolitiske situation sig i disse år, og Danmark deltager derfor bl.a. regelmæssigt i NATO’s stående flådestyrker, der opererer i hele Alliancens ansvarsområde.

Det er ikke kun i Danmarks nærområde, at der er brug for en indsats. Danmark deltager også aktivt i internationale operationer i bl.a. NATO-regi som led i særligt terrorbekæmpelse, og kapacitetsopbygning. Danmark har længe bidraget til NATO’s indsats i Afghanistan og det ventes, at Danmark overtager ledelsen af NATO Mission Iraq (NMI) som led i NATO’s fokus på de sydlige udfordringer.

Andre forsvarssamarbejder

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danmark har siden 2014 været med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Danmarks tilslutning var oplagt. EII ligger uden for EU-samarbejdet og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

JA-siden skylder os en forklaring

Tilhængerne af en afskaffelse af forsvarsforbeholdet skylder at forklare hvad vi kan opnå ved at opbygge en militæralliance i EU. EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

Er det rimeligt, at det alene skal være dansk forsvarsindustris økonomiske interesser, der skal diktere, at vi skal opgive den fulde suverænitet over dansk forsvars- og sikkerhedspolitik?

Det er åbenlyst, at formuleringen af spørgsmålet ved folkeafstemningen (Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?) er et nedrigt forsøg på manipulation.

Mon ikke langt de fleste alligevel godt ved, hvad det er, de skal stemme ja eller nej til, når de går ind i stemmeboksen. Problemet med formuleringen af spørgsmålet er, at det dokumenterer at Ja-siden simpelthen ikke har reelle hensigter. Men det var de fleste nok også klar over i forvejen – og derfor bliver det et NEJ!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s