Verdensbanken sænker forventningerne til væksten for i år med 1,2 procentpoint til 2,9 procent og advarer om risikoen for stagflation (lav økonomisk vækst kombineret med høj inflation): ”Faren ved stagflation er betydelig i dag”, skriver David Malpass, der er præsident for banken, i forordet til bankens Global Economic Prospects-rapport.

Det er blandt andet den russiske invasion af Ukraine, som er skyld i den økonomiske nedtur.

For store og små nationer svinder udsigten til at afværge en recession. Årsagerne er krigen i Ukraine, problemer med forsyningskæder, Covid-relaterede nedlukninger i Kina og svimlende stigninger i energi- og fødevarepriser. Ifølge Verdensbanken er disse faktorer i forening gift for væksten.

Verdensvæksten forventes at aftage til 2,9 procent i år fra 5,7 procent i 2021. Udsigterne er dermed under de 3,6 procent, som fremgik af Den Internationale Valutafonds prognose fra april.

Bortset fra nogle få olieeksporterende nationer som Saudi-Arabien, som nyder godt af priser over 100 dollars pr. tønde, har næsten alle lande set væksten aftage. I de mest avancerede økonomier som USA og Europa forventes væksten at aftage til 2,5 procent i år. I Kina forventes væksten falde til 4,3 procent fra 8,1 procent i 2021.

De fattigste nationer vil blive fattigere, mere usikre og flere mennesker vil blive berørt af hungersnød. Omtrent 75 millioner flere mennesker vil stå over for ekstrem fattigdom end forventet før pandemien.

Næsten syv millioner ukrainere, overvejende kvinder og børn, er strømmet over grænsen for at undgå volden. Selvom nogle er vendt hjem, har flygtningekrisen betydet en belastning af EU-landenes budgetter og ressourcer, der allerede var under pres.

FN’s nukleare vagthund, Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), udsendte den 30. maj to nye rapporter til medlemslandene.

IAEA rapporterede, at Irans lager af beriget uran er 18 gange over grænsen fastsat af Iran-atomaftalen – også kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JPCOA) – der blev indgået i Wien i 2015.

IAEA sagde, at mængden af ​​uran beriget til 60% er nået op på 43,1 kg, en stigning på næsten 10 kg siden marts. Eksperter har sagt, at Iran nu kan berige tilstrækkeligt uran til en atombombe inden for få uger.

I en separat rapport sagde IAEA, at Iran endnu ikke har redegjort for tilstedeværelsen af ​​ikke-deklareret nukleart materiale fundet på tre forskellige steder.

Iran og IAEA havde tilbage i marts en aftale om en køreplan for at redegøre for det udeklarerede materiale. Dengang forventede Iran, at den nye JCPOA ville blive underskrevet kort efter. Det er som bekendt ikke sket, og Iran kritiserer nu IAEA-rapporterne, og uenigheden vil yderligere komplicere de allerede stoppede atomforhandlinger.

Iran er desperat for at få ophævet sanktionerne

Iran er fortsat oprigtigt interesseret i en revideret atomaftale og fjernelsen af de generende sanktioner som modydelse for indskrænkninger i Irans atomprogram.

Præsident Trump trak USA ud af aftalen i 2018 og gennemførte skrappe økonomiske sanktioner, der bl.a. har forhindret Iran i at høste det fulde udbytte af landets olieressourcer.

Iran er presset. I sidste måned, hvor regimet i Teheran stadig troede at en fornyet JCPOA var inden for rækkevidde, annoncerede Irans regering reformer af landets tilskudssystem med kontantuddelinger til de fleste iranere, der er hårdt ramt af en accelererende inflation. Imidlertid vil betalingerne øge det i forvejen store budgetunderskud og bidrage yderligere til inflationen.

Ruslands invasion af Ukraine

Implikationerne af krigen i Ukraine rækker langt ud over Europa. De sidste 11 måneders forhandlinger i Wien om en fornyelse af atomaftalen er udover Irans manglende overholdelse af aftalen belastet af russiske krav. Kreml og Putin, der har betragtet sig som en slags selvbestaltet opmand i forhandlingerne i Wien, stillede pludselig krav om at dets handel med Iran ikke ville blive påvirket af de sanktioner, der blev indført mod Rusland i kølvandet på Ukraine-invasionen.

USA og dets europæiske allierede modsatte sig de russiske krav, og forhandlingerne har siden været suspenderet.

Teheran håber at forhandlingerne hurtigt klan genoptages. Ophævelsen af ​​sanktionerne mod Iran ville sætte gang i landets hårdt ramte økonomi, og genoptagelsen af ​​iransk olieeksport kunne bidrage til at afhjælpe de alvorlige konsekvenser af den globale energikrise.

IAEA-møde i Wien

Den 6. juni mødes IAEA’s bestyrelse i Wien, hvor vestlige magter vil beslutte, om de vil kritisere Iran for dets manglende samarbejde med våbeninspektørerne.

Udover problemerne med Irans manglende overholdelse af atom-aftalen, er der problemer med, at den iranske revolutionsgarde, IRGC – Islamic Revolutionary Guard Corps, siden 2019 har stået på USA’s liste over terrororganisationer. Det betyder, at det er en kriminel handling at støtte IRGC samt indefrysning af IRGC’s eventuelle aktiver i amerikanske finansielle institutioner.

Biden-administrationen har indvendinger mod at Iran-aftalen, JCPOA, udelukkende omhandler spørgsmålet om Irans atomprogram. Aftalen behandler ikke Irans undergravning af andre nationer i regionen, den mangeårige støtte til terrorisme eller andre omstridte spørgsmål, som f.eks. Irans ballistiske missilprogram.

Iran har hidtil stået stejlt på, at Irans ballistiske missilprogram “ikke kunne forhandles”. Irans regionalpolitik, herunder dets støtte til væbnede grupper som Hamas, Hizbollah, Houthierne i Yemen og shiamuslimske militser i Irak og andre lande, kunne heller ikke indgå som en del af en eventuel ny aftale.

Holdningen i USA til revideret aftale

Ruslands forsøg på at udnytte forhandlingerne i Wien om en eventuel revideret atomaftale til egen fordel, har ikke øget sandsynligheden for at der hurtigt kan indgås en ny aftale.

Efterhånden som midtvejsvalget i 2022 i USA nærmer sig, vil eftergivenhed overfor iranske krav og en eventuel fjernelse af ​​Revolutionsgarden fra terror-listen helt sikkert blive brugt politisk mod Demokraterne. Denne trussel er blandt grundene til, at Biden-administrationen afviser det iranske krav.

Omkring den 23. juni vil FN’s Sikkerhedsråd modtage den seneste halvårsrapport om implementeringen af ​​resolution 2231, som definerede den skelsættende atomaftale, JCPOA.

Sidst i juni ventes præsident Joe Biden at besøge Israel og andre lande i regionen, og Iran vil sandsynligvis stå højt på dagsordenen.

Manu Sareen lider selv af ADHD, der er en neuropsykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, og ADHD påvirker i varierende grad hjernens evne til at regulere opmærksomhed, aktivitetsniveaut (der kan være for højt eller for lavt) ogiImpulskontrol.

Mennesker med ADHD har ofte svært ved at regulere deres adfærd i forhold til den situation, de er i.

Partihopper

For tredje gang melder Manu Sareen sig ud af et politisk parti – først Radikale Venstre, så Alternativet og nu Socialdemokratiet. Denne gang er begrundelsen, at Sareen skal være formand i ADHD-foreningen.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er fuld af overraskelser. Det er ikke længe siden han gjorde sig bemærket, da han oplyste at han havde kastet sig over sexologien, som den uforlignelige Manu sagde ”pirrer ham”.

Manu Sareen kom med afsløringen i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Hans forrige overraskelse var, da han på Facebook oplyste, at han nu skulle være radiovært på DR’s P1.

Hans program – Manus manege – blev i 2019 sendt hver tirsdag mellem klokken 10 og 11 og drejede sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv – familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Den sidste udgave af programmet blev sendt den 17. december 2019 og drejede sig om ”Selvudvikling for fuld skrue”. I begyndelsen af 2020 blev Manu Sareen skilt.

Tiden hos Alternativet

Inden han startede i DR, havde han allerede i august 2018 meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Det Radikale Venstre i 2016. Udmeldelsen skete, fordi han i DR ønskede at fremstå ”partipolitisk neutral”.

Manu Sareen (f. 1967) i Punjab i Indien, har en ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som sexolog.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er megaglad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, sagde den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus som radikal

Ved valget i 2011 var Manu Sareen opstillet af de Radikale, og han kom ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.

Sareens forhold til kristendom var dog i længden en belastning, og han blev derfor forfremmet til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation for RV.

Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Sareen er forfatter til bl.a. Iqbal Farooq og familien fra Nørrebro. Sareen har faktisk vundet adskillige priser for sine børnebøger – heriblandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2010.

Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev ikke overraskende vraget af vælgerne ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder – han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter.

Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat genstand for presseomtale

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu Sareen fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret, at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger

JA-sidens argumentation lyder, at vi ikke kan regne med at USA og Nato er der til at beskytte os mod Putin. Russiske meningsagenter har i den offentlige debat flittigt bidraget med forsøg på at undergrave tilliden til USA og Nato. Det er påstået, at USA mere og mere vil fokusere på Kina, og EU bliver selv nødt til selv at levere en stigende del af forsvaret mod et aggressivt Rusland. Hertil kommer en række opgaver i Europas nærområde vedrørende pirateri, terror og menneskesmugling, hvor det ikke er oplagt, at Nato er parat til at levere de nødvendige militære muskler.

Propagandaen har virket

Selvom den resolutte indsats fra USA i forhold til krigen i Ukraine og Finlands og Sveriges interesse for medlemskab af Nato fuldstændig modbeviser påstandene om USA’s svigtende engagement i Europa, skal vi her og nu sige JA til EU’s fælles forsvar af vores sikkerhed, og derfor skal vi her og nu sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet.

Vi forsikres om, at vi stadig bevarer vores fulde suverænitet. Der kommer ikke en EU-hær, der kommer ikke mere EU, og vi skal ikke deltage i operationer i Mozambique!

Og nej – uanset hvad Dansk Industri og Dansk Metal har sagt, spiller muligheden for at tjene penge på krudt & kugler ingen som helst rolle!

Og regningen til skatteborgerne? Den bliver minimal!

Spørgsmålene om hvorfor vi skal ophæve forbeholdet, og hvad der helt præcist skal sikre vores sikkerhed, forbliver ubesvarede!

Kan EU overhovedet løfte forsvarsopgaven?

Det EU, vi fra dansk side er vant til at se, har sin primære styrke i det indre marked. Det sikrer, at de fleste varer, tjenesteydelser, penge og personer kan bevæge sig frit på det meste af kontinentet.

På andre områder har vi desværre indtrykket af et udemokratisk, ineffektivt og bureaukratisk apparat, hvis adfærd og mangel på enighed i hårde sammenhænge ikke har imponeret hverken EU-borgerne eller unionens samarbejdspartnere. Tænk bare på EU’s næsten komiske fiasko med noget så basalt som at bevogte Europas ydre grænser.

Det er ikke specielt betryggende, hvis Danmarks sikkerhed fremover skal bero på det EU vi kender. Det militære lederskab, dette vil kræve, er ikke oplagt til stede i nogen af de større europæiske hovedstæder – og slet ikke efter Storbritanniens farvel til EU.

Ændringer på vej i EU

EU-Kommissionen og de toneangivende hidtidige deltagere i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde har da også allerede før Putins invasion af Ukraine, erkendt behovet for grundlæggende ændringer.

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af 5.000 landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Drøftelserne ender med, at Rådet den 21. marts 2022 formelt godkendte det såkaldte ”Strategiske Kompas”, som angiver en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik senest i 2030.  Udover ”EU-hæren” på 5.000 mand er der også mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU, enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Konsekvensen, hvis vi ophæver forbeholdet

Hvis vi ophæver forbeholdet, betyder det derfor, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, Italiens, EU-Kommissionens og de andre toneangivende landes holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Hvis vi først opgiver forsvarsforbeholdet, fanger bordet, og vi kan kun genvinde vores fulde selvbestemmelsesret, hvis vi som UK forlader EU.

Mange danskerne er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i et militariseret EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os, og hvor vi ikke kender spillereglerne, og vi ikke ved, hvad vores rettigheder og pligter vil være.

Skal et simpelt Folketingsflertal kunne bestemme om vi i forbindelse med et eventuelt stadig mere integreret sikkerheds- og forsvarssamarbejde i EU kan afgive dansk suverænitet, eller om det skal kræve fire femtedeles flertal eller om det fortsat skal gå via bestemmelserne i Grundlovens § 20 – dvs. kræve enten 5/6 flertal i Folketinget eller folkeafstemning?

Siger vi Ja til at ophæve forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022 vil det fremover kun kræve et simpelt flertal i Folketinget, før magten kan overlades til EU. Faktisk er det reelt sådan, at mange beslutninger vil blive afgjort af et flertal i Europaudvalget med blot 15 mennesker!

Suverænitet kan ikke tages tilbage, når det først er afgivet. Hvis vi på én gang giver afkald på hele forsvarsforbeholdet, gælder det ”indtil solen brænder ud” eller Danmark følger UK ud af EU.

Det er derfor forstemmende at høre Ja-partiernes uredelige argumentation for forbeholdets ophævelse. Ligesom under afstemningen om retsforbeholdet i 2015, hvor der nærmest blev sat lighedstegn mellem et “Nej” og støtte til pædofile netværk, hører vi nu alarmerende meldinger om, at kun sammenhold i EU kan beskytte os mod Putin. Vi hører advarslerne fra utroværdige politikere, der ikke selv har været soldater og ikke aner det mindste om militære forhold. Det er bemærkelsesværdigt, at de få medlemmer af Folketinget, der faktisk har en vis militær erfaring og med rette er bekymrede for konsekvenserne for Nato-samarbejdet, er helt fraværende i debatten.

Det er derfor tænkeligt, at mange EU-kritiske vælgere den 1. juni ikke tør overlade det til et flertal i folketinget at træffe disse afgørelser alene.

De historiske spor skræmmer – hvor mange gange har Folketingets flertal ønsket at forelægge EU-spørgsmål for danskerne, bortset fra de tilfælde, hvor Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse foreskriver 5/6 flertal i Folketinget eller en folkeafstemning?

Ikke engang den vigtige Lissabon-traktat turde man sende til folkeafstemning – end ikke en vejledende.

Risikoen er, at Danmark – hvis vi opgiver forbeholdet om at stå uden for EU’s forsvarspolitik – bliver trukket ind i militære aktioner vi ikke har interesse i, og må deltage – selv eller som medlem af EU – i uendelige krige fjerne steder i verden uden mulighed for at sig nej. Desuden er en Bruxellesbureaukratiseret styrke – uden deltagelse af Storbritannien og uden tæt forbindelse til USA, Canada og vores andre allierede i Nato-samarbejdet – tæt på at være en vits.

Statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen præsenterede den 31. januar regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Strategien blev fremlagt som et ”kompas for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde udarbejdet for at gavne Danmarks interesser og stå vagt om vores fælles værdier”. Der var ikke et ord om at søge forsvarsforbeholdet ophævet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

JA-siden skylder os derfor at fortælle, hvad det er, vi vil opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet og gå med i EU’s forsvarssamarbejde. I stedet for lirum-larum om, at alt er frivilligt og at Danmark ikke kan tvinges til noget som helst, bør befolkningen informeres om at deltagelse i EU-forsvarspolitik forpligter politisk og at Danmark nu efter 30 år tilslutter os EU’s langsigtede mål for forsvar- og sikkerhedspolitik.

Man må antage, at når partier ivrer for at afskaffe forsvarsforbeholdet og gå med i EU’s forsvarssamarbejde, er det, fordi man ønsker at deltage aktivt.

Hvorfor siger man ikke åbent, hvad det helt konkret er, man ønsker at Danmark skal deltage i?

Forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet, har det fra JA-siden ikke skortet på forsøg på at overbevise vælgerne om, at EU bestemt ikke er på vej mod en EU-hær i en føderal union uden vetoret.

Hører man på Søren Pind, Jakob Elleman-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær. EU-hæren er en varm kartoffel – debattørerne er nemlig udmærket klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU-unionshær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992.

Det, vi i Danmark har taget forbehold imod, er de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

I artikel 42 hedder det:

1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.

2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Når EU-ledere drømmer militære drømme

Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.

Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande:

• Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
• Frankrigs præsident Macron siger i 2018, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
• Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
• EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet. I 2019, skrev hun som Tysklands forsvarsminister, om netop behovet for at skabe en EU-hær, samt hendes ønske om at droppe enstemmighed på området.
• Den tidligere formand for den liberale gruppe i EU-Parlamentet, og kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, tidligere Belgiske statsminister, Guy Verhofstadt skrev den 30. april 2022  om, hvordan Konferencen om Europas fremtid, kom med en række anbefalinger. Her fremdrog han især afskaffelse af enstemmighed og vetoret, samt oprettelse af fælles væbnede styrker, og han står ikke alene.
• Italiens premierminister har den 3. maj 2022 talt for at afskaffe enstemmigheden i EU’s udenrigspolitik.

Det strategiske kompas

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af 5.000 landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Drøftelserne ender med, at Rådet den 21. marts 2022 formelt godkendt det strategiske kompas på et tidspunkt, hvor krigens tilbagevenden i Europa er et ubehageligt faktum.

Kompasset giver EU en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik senest i 2030 og udover ”EU-hæren” på 5.000 mand er der også mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU, enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Det er således åbenbart, at en EU-hær i allerhøjeste grad indgår i forestillingerne mange steder i EU.

Faktisk er hæren her allerede?

I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har i princippet været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet

Hvis vi ophæver forbeholdet, betyder det derfor, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Om det alligevel på et tidspunkt bliver nødvendigt med en traktatændring, vides ikke på nuværende tispunkt.

Under alle omstændigheder står argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt.

Derfor er anbefalingen herfra at der stemmes NEJ.

Hvis vi siger ja til at ophæve forsvarsforbeholdet tilslutter vi os fuldt og helt til et EU på vej mod en EU-hær i føderal union uden vetoret.

Vi overlader det helt og aldeles til et tilfældigt flertal i Folketinget at forholde sig til den suverænitetsafgivelse, der vil ske i forbindelse med den udvikling i EU.

Vi skal altså overlade vores skæbne til et simpelt flertal i Folketinget – ikke to tredjedeles flertal eller Grundlovens krav om at fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for suverænitetsafgivelsen, eller – hvis flertallet er mindre – at forslaget sendes til en folkeafstemning.

En EU-hær i en føderal union uden vetoret er ikke et fatamorgana – et skræmmebillede, som JA-siden påstår er opstillet af NEJ-sigere.

Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron, Guy Verhofstadt og et flertal i Europa-Parlamentet vil den vej, og de første skridt er allerede taget. Med vedtagelsen af det ”Strategiske Kompas” er det allerede i princippet besluttet at afskaffe vetoretten og gå over til flertalsafgørelser, ligesom det er besluttet at etablere en EU-styrke på 5.000 mand.

Det er ikke tilfældigt, at Ukraine ville være med i Nato, ligesom det er sigende at EU-medlemmerne Sverige og Finland, når situationen spidser til, også søger beskyttelse i Nato. Det er da også USA og UK, der især har sikret, at de ukrainske styrker hidtil har kunnet holde stand mod det russiske pres i det sydøstlige Ukraine. Hvad har store EU-lande som Tyskland og Frankrig bidraget med?

EU har ikke været i stand til at sikre de ydre grænser mod illegal indvandring, og realiteten er, at det er højst tvivlsomt, om EU nogen sinde bliver i stand til at sørge effektivt for europæernes sikkerhed.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, forpligter vi os til fuldt og helt at deltage i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i EU. Vi kender ikke spillereglerne og de nærmere vilkår, men vi ved, det bliver dyrt, med mange belastende møder i Bruxelles og Strasbourg, og kommer til at indebære bureaukrati og beslutninger dikteret af langt mere betydningsfulde medlemslande.

Vi skal også fuldt og helt deltage EU’s missioner, lyder argumentet. Problemet er, at EU-missionerne i flere tilfælde har tilknytning til Frankrigs tidligere kolonier og konflikter i Afrika. JA-siden præciserer, at vi skal fokusere på at deltage i EU-ekspeditioner til Somalia, Libyen og Bosnien. Steder hvor Danmark i regi af FN og Nato allerede har gjort en stor indsats.

Det begrænsede danske militær kan trods alt kun være ét sted ad gangen. Det er bekymrende, at med udsendelsen af 750 soldater med udstyr til Letland under Nato-kommando, er den tilbageværende kampkraft til beskyttelse af vores eget territorium formentlig begrænset.

Før du stemmer den 1. juni, skal du huske at spørge din mor, din hustru, din søster og din svigerinde om de syntes det er en god idé, at unge danske soldater skal sendes til Afrika eller Balkan og kæmpe for diffuse EU-interesser?

Hvis du stadig er i tvivl, er det vigtigt at være opmærksom på, at et JA for altid binder Danmark til den fælles, sikkerheds-og forsvarspolitik i EU, hvor et spinkelt flertal i Folketinget kan sætte den danske befolkning uden for indflydelse fremover.

Et NEJ kan altid ændres, mens et JA vil binde Danmark til et føderalt EU uden vetoret indtil ”solen brænder ud” eller indtil vi – ligesom UK – beslutter os for at forlade EU.

Anbefalingen er derfor at stemme NEJ.

Vi kender Nato. Vi har været medlem i over 70 år, og vi har gjort vores. Nato er indiskutabelt garanten for Danmarks sikkerhed. Danmark har langt om længe besluttet at øge forsvarsudgifterne til 2 pct. af bruttonationalproduktet, som Nato foreskriver. Det er godt, selvom vi gerne skulle nå kravet længe inden 2033.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, forpligter vi os til at deltage i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i EU. Vi kender ikke spillereglerne og de nærmere vilkår, men vi ved, det bliver dyrt, mødetungt og kommer til at indebære bureaukrati og beslutninger dikteret af langt mere betydningsfulde medlemslande. Det kan kun betegnes som hasard at gå ind i et eksperiment med en EU-hær, hvor vi heller ikke kender omkostningerne.

Vi skal fuldt og helt deltage EU’s missioner, lyder argumentet. Problemet er, at EU-missionerne i flere tilfælde tilknytning til Frankrigs tidligere kolonier og konflikter i Afrika. Hvad kommer EU-missioner i f.eks. Mali, Tchad, Centralafrikanske Republik, DR Congo eller Mozambique Danmark ved, når vi samtidig skal yde vores bidrag til FN og Nato? Det begrænsede danske militær kan trods alt kun være ét sted ad gangen. Det er bekymrende, at med udsendelsen af 750 soldater med udstyr til Letland under Nato-kommando, er den tilbageværende kampkraft til beskyttelse af vores eget territorium formentlig begrænset.

Rapporter om EU’s internationale missioner i de senere år giver et nedslående indtryk af, hvor ineffektive og uprofessionelle, hvis ikke ligefrem kontraproduktive, de hidtidige missioner har været.

Der har været operationer i bl.a. Den Centralafrikanske Republik, Irak, i det palæstinensiske selvstyreområde, Mali, Libyen, Tchad og Somalia. Der har været tusindvis af udsendte, og missionerne har kostet mange milliarder euro. Men hvis interesser tjener de?

Før du stemmer den 1. juni, skal du huske at spørge din mor, din hustru, din søster og din svigerinde om de syntes det er en god idé, at unge danske soldater skal sendes til Afrika og kæmpe for diffuse EU-interesser?

Hvis du stadig er i tvivl, er det vigtigt at være opmærksom på, at et ja binder Danmark til den fælles, sikkerheds-og forsvarspolitik i EU, hvor et spinkelt flertal i Folketinget kan sætte den danske befolkning uden for indflydelse fremover.

Et NEJ kan altid ændres, mens et JA vil binde Danmark til ”solen brænder ud” eller indtil vi ligesom UK forlader EU.

Anbefalingen er derfor at stemme NEJ.

I næste uge stemmer vi om det danske forsvarsforbehold, men det har været svært for JA-partierne at pege på, hvad det helt konkret vil betyde.

Socialdemokratiets valgplakat er helt ude i hampen, og Det Konservative Folkepartis retroplakat, der viser en tegneseriesoldat, er fuld af fejl.

EU har ikke noget fælles forsvar og forsvarsforbeholdet har ingen betydning for Danmarks territoriale sikkerhed. Så spørgsmålet er, hvorfor det er så vigtigt at få forbeholdet ophævet? Hvad er det vi stemmer om – udover, at vi ikke får mindre, men mere EU?

Ét argument går dog igen i JA-partiernes kampagne, der støttes af gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget: Vi skal i krig. Unge danske soldater skal i større omfang sammen med andre EU-lande deltage i udenlandske krige!

JA-partierne ivrer for, at hvis vi sløjfer forbeholdet, så kan danske soldater deltage i EU-missioner ude i den store verden. Det antydes, at Danmark kan gøre en indsats i EU-regi mod piratangreb mod danske skibe ved Afrikas Horn. Ligeledes nævnes bekæmpelse af menneskesmugling og kontrol af våbenembargoen i Libyen samt deltagelse i den styrke på 1100 europæiske soldater, der i Bosnien-Herzegovina holder øje med en ulmende konflikt, der giver mindelser om optakten til 90’ernes blodige borgerkrig.

Danmark har været aktiv i regi af FN, Nato og internationale koalitioner

JA-partierne antyder, at forsvarsforbeholdet har forhindret Danmark i at gøre sin pligt i verdens brændpunkter.

Realiteten er, at forsvarsforbeholdet i EU har ikke har forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet!

Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

Afrikas Horn

Danmark har siden 2008, hvor truslen fra pirateriet ved Østafrika for alvor tog til, leveret markante bidrag til den internationale indsats for at imødegå pirateriet og anden maritim kriminalitet til søs i farvandet ud for Afrikas Horn og Guineabugten i det vestlige Afrika. Foruden skibsbidrag har Forsvaret jævnligt haft udsendt Challengerfly til overvågning af kysten ud for Somalia.

Indsatsen er foregået i regi af den multinationale maritime koalitionsstyrke, Combined Maritime Forces (CMF) Task Force 150 og 151, samt NATO’s antipiraterioperation Ocean Shield.

Libyen

EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og håndhæve FN’s våbenembargo mod landet, der siden fjernelsen af Gaddafi i 2011 har været præget af borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

EU-strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

IRINI-initiativet er blevet kritiseret, fordi det primært forhindrer våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørerne kan modtage våben over landegrænsen til Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med GNA-regeringen i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Spørgsmålet er om ikke Danmark allerede har gjort nok i Libyen?

I Libyen bidrog Danmark som bekendt militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien var en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Den danske indsats bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man ellers havde håbet. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen blev tidligere betegnet som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Balkan

JA-siden påpeger ideligt, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien, og gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget, ønsker at unge danske soldater i større omfang skal føre krig sammen med andre EU-lande.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Kursen på SAAB-aktier er steget med 80 pct. i løbet af det sidste år.

Regeringen og JA-partierne har endnu ikke været leveringsdygtige i lødige argumenter for hvorfor vi skal stemme JA til at fjerne forsvarsforbeholdet.

Tidligere forsvarsminister Tine Bramsen og andre har til overflod dokumenteret, at vi faktisk allerede sidder med ved bordet af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Da Socialdemokratiet var imod en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, advarede partiet flere gange imod, at der vil være et politisk krav om at stille med soldater til EU uden forbeholdet.

Selvom vi lytter grundigt til debatten, har vi endnu ikke hørt konkrete argumenter, som skærer ud i pap, hvad Danmark vinder ved at smide forsvarsforbeholdet væk.

Dansk Industri og Dansk Metal

Det er bemærkelsesværdigt, at kun Dansk Industri og Dansk Metal overhovedet nævner de danske forsvarsindustrielle interesser.

De politiske partier er omhyggelige med at undgå at nævne våbenindustrien. Det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, er dog en af dem, der forsigtigt nærmer sig den varme grød.

Weiss understreger, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

PESCO-samarbejdets kommercielle betydning

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Er det her hunden ligger begravet?

Hvis det er her, hunden ligger begravet, bør det siges åbent. Er det hensynene til den danske våbenindustri, der tilsiger at vi nu hu hej vilde dyr skal ophæve forsvarsforbeholdet?

Hvis det væsentligste argument for at sige JA er muligheden for at danske virksomheder kan tjene penge på krudt og kugler, bør det siges tydeligt.

Personligt har jeg ikke større sympati for den europæiske våbenindustri end for den amerikanske, så argumentet har ikke vægt hos mig. Derfor bliver det et TAK, men NEJ TAK herfra den 1. juni.