Krigspropaganda

I næste uge stemmer vi om det danske forsvarsforbehold, men det har været svært for JA-partierne at pege på, hvad det helt konkret vil betyde.

Socialdemokratiets valgplakat er helt ude i hampen, og Det Konservative Folkepartis retroplakat, der viser en tegneseriesoldat, er fuld af fejl.

EU har ikke noget fælles forsvar og forsvarsforbeholdet har ingen betydning for Danmarks territoriale sikkerhed. Så spørgsmålet er, hvorfor det er så vigtigt at få forbeholdet ophævet? Hvad er det vi stemmer om – udover, at vi ikke får mindre, men mere EU?

Ét argument går dog igen i JA-partiernes kampagne, der støttes af gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget: Vi skal i krig. Unge danske soldater skal i større omfang sammen med andre EU-lande deltage i udenlandske krige!

JA-partierne ivrer for, at hvis vi sløjfer forbeholdet, så kan danske soldater deltage i EU-missioner ude i den store verden. Det antydes, at Danmark kan gøre en indsats i EU-regi mod piratangreb mod danske skibe ved Afrikas Horn. Ligeledes nævnes bekæmpelse af menneskesmugling og kontrol af våbenembargoen i Libyen samt deltagelse i den styrke på 1100 europæiske soldater, der i Bosnien-Herzegovina holder øje med en ulmende konflikt, der giver mindelser om optakten til 90’ernes blodige borgerkrig.

Danmark har været aktiv i regi af FN, Nato og internationale koalitioner

JA-partierne antyder, at forsvarsforbeholdet har forhindret Danmark i at gøre sin pligt i verdens brændpunkter.

Realiteten er, at forsvarsforbeholdet i EU har ikke har forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet!

Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

Afrikas Horn

Danmark har siden 2008, hvor truslen fra pirateriet ved Østafrika for alvor tog til, leveret markante bidrag til den internationale indsats for at imødegå pirateriet og anden maritim kriminalitet til søs i farvandet ud for Afrikas Horn og Guineabugten i det vestlige Afrika. Foruden skibsbidrag har Forsvaret jævnligt haft udsendt Challengerfly til overvågning af kysten ud for Somalia.

Indsatsen er foregået i regi af den multinationale maritime koalitionsstyrke, Combined Maritime Forces (CMF) Task Force 150 og 151, samt NATO’s antipiraterioperation Ocean Shield.

Libyen

EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og håndhæve FN’s våbenembargo mod landet, der siden fjernelsen af Gaddafi i 2011 har været præget af borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

EU-strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

IRINI-initiativet er blevet kritiseret, fordi det primært forhindrer våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørerne kan modtage våben over landegrænsen til Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med GNA-regeringen i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Spørgsmålet er om ikke Danmark allerede har gjort nok i Libyen?

I Libyen bidrog Danmark som bekendt militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien var en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Den danske indsats bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man ellers havde håbet. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen blev tidligere betegnet som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Balkan

JA-siden påpeger ideligt, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien, og gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget, ønsker at unge danske soldater i større omfang skal føre krig sammen med andre EU-lande.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.