Hvad er det vi skal deltage i, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet?

Mange danskerne er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i et militariseret EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os, og hvor vi ikke kender spillereglerne, og vi ikke ved, hvad vores rettigheder og pligter vil være.

Skal et simpelt Folketingsflertal kunne bestemme om vi i forbindelse med et eventuelt stadig mere integreret sikkerheds- og forsvarssamarbejde i EU kan afgive dansk suverænitet, eller om det skal kræve fire femtedeles flertal eller om det fortsat skal gå via bestemmelserne i Grundlovens § 20 – dvs. kræve enten 5/6 flertal i Folketinget eller folkeafstemning?

Siger vi Ja til at ophæve forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022 vil det fremover kun kræve et simpelt flertal i Folketinget, før magten kan overlades til EU. Faktisk er det reelt sådan, at mange beslutninger vil blive afgjort af et flertal i Europaudvalget med blot 15 mennesker!

Suverænitet kan ikke tages tilbage, når det først er afgivet. Hvis vi på én gang giver afkald på hele forsvarsforbeholdet, gælder det ”indtil solen brænder ud” eller Danmark følger UK ud af EU.

Det er derfor forstemmende at høre Ja-partiernes uredelige argumentation for forbeholdets ophævelse. Ligesom under afstemningen om retsforbeholdet i 2015, hvor der nærmest blev sat lighedstegn mellem et “Nej” og støtte til pædofile netværk, hører vi nu alarmerende meldinger om, at kun sammenhold i EU kan beskytte os mod Putin. Vi hører advarslerne fra utroværdige politikere, der ikke selv har været soldater og ikke aner det mindste om militære forhold. Det er bemærkelsesværdigt, at de få medlemmer af Folketinget, der faktisk har en vis militær erfaring og med rette er bekymrede for konsekvenserne for Nato-samarbejdet, er helt fraværende i debatten.

Det er derfor tænkeligt, at mange EU-kritiske vælgere den 1. juni ikke tør overlade det til et flertal i folketinget at træffe disse afgørelser alene.

De historiske spor skræmmer – hvor mange gange har Folketingets flertal ønsket at forelægge EU-spørgsmål for danskerne, bortset fra de tilfælde, hvor Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse foreskriver 5/6 flertal i Folketinget eller en folkeafstemning?

Ikke engang den vigtige Lissabon-traktat turde man sende til folkeafstemning – end ikke en vejledende.

Risikoen er, at Danmark – hvis vi opgiver forbeholdet om at stå uden for EU’s forsvarspolitik – bliver trukket ind i militære aktioner vi ikke har interesse i, og må deltage – selv eller som medlem af EU – i uendelige krige fjerne steder i verden uden mulighed for at sig nej. Desuden er en Bruxellesbureaukratiseret styrke – uden deltagelse af Storbritannien og uden tæt forbindelse til USA, Canada og vores andre allierede i Nato-samarbejdet – tæt på at være en vits.

Statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen præsenterede den 31. januar regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Strategien blev fremlagt som et ”kompas for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejde udarbejdet for at gavne Danmarks interesser og stå vagt om vores fælles værdier”. Der var ikke et ord om at søge forsvarsforbeholdet ophævet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

JA-siden skylder os derfor at fortælle, hvad det er, vi vil opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet og gå med i EU’s forsvarssamarbejde. I stedet for lirum-larum om, at alt er frivilligt og at Danmark ikke kan tvinges til noget som helst, bør befolkningen informeres om at deltagelse i EU-forsvarspolitik forpligter politisk og at Danmark nu efter 30 år tilslutter os EU’s langsigtede mål for forsvar- og sikkerhedspolitik.

Man må antage, at når partier ivrer for at afskaffe forsvarsforbeholdet og gå med i EU’s forsvarssamarbejde, er det, fordi man ønsker at deltage aktivt.

Hvorfor siger man ikke åbent, hvad det helt konkret er, man ønsker at Danmark skal deltage i?