Manu Sareen lider selv af ADHD, der er en neuropsykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.
ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, og ADHD påvirker i varierende grad hjernens evne til at regulere opmærksomhed, aktivitetsniveaut (der kan være for højt eller for lavt) ogiImpulskontrol.
Mennesker med ADHD har ofte svært ved at regulere deres adfærd i forhold til den situation, de er i.
Partihopper
For tredje gang melder Manu Sareen sig ud af et politisk parti – først Radikale Venstre, så Alternativet og nu Socialdemokratiet. Denne gang er begrundelsen, at Sareen skal være formand i ADHD-foreningen.
Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er fuld af overraskelser. Det er ikke længe siden han gjorde sig bemærket, da han oplyste at han havde kastet sig over sexologien, som den uforlignelige Manu sagde ”pirrer ham”.
Manu Sareen kom med afsløringen i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.
I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.
Hans forrige overraskelse var, da han på Facebook oplyste, at han nu skulle være radiovært på DR’s P1.
Hans program – Manus manege – blev i 2019 sendt hver tirsdag mellem klokken 10 og 11 og drejede sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv – familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”
Den sidste udgave af programmet blev sendt den 17. december 2019 og drejede sig om ”Selvudvikling for fuld skrue”. I begyndelsen af 2020 blev Manu Sareen skilt.
Tiden hos Alternativet
Inden han startede i DR, havde han allerede i august 2018 meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Det Radikale Venstre i 2016. Udmeldelsen skete, fordi han i DR ønskede at fremstå ”partipolitisk neutral”.
Manu Sareen (f. 1967) i Punjab i Indien, har en ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som sexolog.
Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er megaglad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.
I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, sagde den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.
Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.
Manus som radikal
Ved valget i 2011 var Manu Sareen opstillet af de Radikale, og han kom ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.
Sareens forhold til kristendom var dog i længden en belastning, og han blev derfor forfremmet til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.
Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation for RV.
Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Sareen er forfatter til bl.a. Iqbal Farooq og familien fra Nørrebro. Sareen har faktisk vundet adskillige priser for sine børnebøger – heriblandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2010.
Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.
Manu Sareen blev ikke overraskende vraget af vælgerne ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.
Interview i Politiken
Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.
Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder – han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.
Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter.
Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.
Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.
Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.
Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.
Sareen fortsat genstand for presseomtale
Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu Sareen fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.
Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.
Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:
“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.
Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”
Sareen har over for Politiken forklaret, at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 