Er vi på vej mod en EU-hær i en føderal union uden vetoret?

EU-direktiv energirenovering

Forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet, har det fra JA-siden ikke skortet på forsøg på at overbevise vælgerne om, at EU bestemt ikke er på vej mod en EU-hær i en føderal union uden vetoret.

Hører man på Søren Pind, Jakob Elleman-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær. EU-hæren er en varm kartoffel – debattørerne er nemlig udmærket klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU-unionshær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992.

Det, vi i Danmark har taget forbehold imod, er de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

I artikel 42 hedder det:

1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.

2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Når EU-ledere drømmer militære drømme

Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.

Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande:

  • Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
  • Frankrigs præsident Macron siger i 2018, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
  • Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
  • EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet. I 2019, skrev hun som Tysklands forsvarsminister, om netop behovet for at skabe en EU-hær, samt hendes ønske om at droppe enstemmighed på området.
  • Den tidligere formand for den liberale gruppe i EU-Parlamentet, og kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, tidligere Belgiske statsminister, Guy Verhofstadt skrev den 30. april 2022  om, hvordan Konferencen om Europas fremtid, kom med en række anbefalinger. Her fremdrog han især afskaffelse af enstemmighed og vetoret, samt oprettelse af fælles væbnede styrker, og han står ikke alene.
  • Italiens premierminister har den 3. maj 2022 talt for at afskaffe enstemmigheden i EU’s udenrigspolitik.

Det strategiske kompas

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af 5.000 landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Drøftelserne ender med, at Rådet den 21. marts 2022 formelt godkendt det strategiske kompas på et tidspunkt, hvor krigens tilbagevenden i Europa er et ubehageligt faktum.

Kompasset giver EU en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik senest i 2030 og udover ”EU-hæren” på 5.000 mand er der også mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU, enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Det er således åbenbart, at en EU-hær i allerhøjeste grad indgår i forestillingerne mange steder i EU.

Faktisk er hæren her allerede?

I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har i princippet været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet

Hvis vi ophæver forbeholdet, betyder det derfor, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Om det alligevel på et tidspunkt bliver nødvendigt med en traktatændring, vides ikke på nuværende tispunkt.

Under alle omstændigheder står argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt.

Derfor er anbefalingen herfra at der stemmes NEJ.

One thought on “Er vi på vej mod en EU-hær i en føderal union uden vetoret?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s