Unge veluddannede russere, især dem, der arbejder i it-sektoren, er flygtet fra landet i hobetal siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Efter at præsident Vladimir Putin i september annoncerede en delvis mobilisering af befolkningen, eskalerede udviklingen.

Op mod 10 procent af it-virksomhedernes medarbejdere har forladt landet og er ikke vendt tilbage. I alt opholder omkring 100.000 russiske it-specialister sig i udlandet, sagde Maksut Shadayev, minister for digital udvikling, i december.

Strengere visumregler har gjort det vanskeligt at komme ind i EU-landene. Mange er derfor rejst til nabolande som Kasakhstan, Georgien og Tyrkiet samt Latinamerika.

Argentina

Det er ikke kun it-specialister, der flygter fra Rusland. Det er svært at sætte tal på, hvor mange der er flygtet fra Rusland. Flere medier rapporterede i oktober, at op mod 700.000 kan have krydset de russiske grænser, siden mobiliseringen blev annonceret, hvilket Kreml har benægtet.

“Buenos Aires” er spansk for “milde vinde” eller “god vind”, og Argentina siges at være blevet et yndet rejsemål for gravide russere, der ønsker et andet statsborgerskab for deres fremtidige børn og dem selv.

Siden Rusland i februar 2022 lancerede en fuldskala invasion af Ukraine, har Argentina ifølge den britiske avis The Guardian oplevet en kraftig vækst i russisk “fødselsturisme”.

Avisen oplyser at ifølge den russiske ambassade i Argentina er mellem 2000 og 2500 russere flyttet til Argentina det seneste år, og mange af dem er russiske kvinder, der planlægger at føde i landet.

Argentina kræver ikke visum af russiske statsborgere.

Det er derfor blevet et yndet rejsemål for russiske familier, der ønsker at sikre deres fremtidige børn et andet statsborgerskab. Da grænserne begyndte at lukke sig som følge af sanktionerne mod Rusland fandt mange russere ud af at et argentinsk pas kunne være en vej ud.

Flere virksomheder, der tilbyder hjælp til russiske familier, der ønsker et nyt statsborgerskab for deres børn og dem selv, rapporterer om stor efterspørgsel.

At få argentinsk statsborgerskab som forælder til et argentinskfødt barn beskrives som en relativt glat affære.

Professor emeritus Jørn Vestergaard er et lysende eksempel på, at venstrefløjen fortsat lever i bedste velgående og stadig har afgørende indflydelse på meningsdannelsen i det danske samfund. Den venstreintellektuelle kriminolog og tidligere professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er et synligt bevis på modkulturens Gramsciske March gennem institutionerne.

Han er født i Aalborg og blev student fra byens katedralskole i 1966. Karrieren som indehaver af alle de rigtige venstrefløjsmeninger og den livslange kamp mod USA-imperialismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur blev indledt som lektor i kriminalret og kriminologi på Den Sociale Højskole.

Fra 1975 slog Vestergaard sine folder på Københavns Universitet som kandidatstipendiat, adjunkt, lektor, docent og endelig som professor i strafferet.

Blekingegade-banden

I en kronik i Information den 7. juni 1989 kritiserede de tre venstreintellektuelle kriminologer, Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, dagbladet Informations dækning af Blekingegade-banden og dens tilknytning til den danske militante og voldsparate venstrefløj. Journalist Lars Villemoes blev af venstrefløjens beskyttere anklaget for at tilsidesætte ”fundamentale journalistiske principper”, bryde med retssikkerheden og viderelevere ”løsagtig snak” og ”fiction”.

Jørgen Dragsdahl

Da historikeren Bent Jensen i januar 2007 i Jyllands-Posten skrev, at PET anså Jørgen Dragsdahl fra Information for at være agent, var Jørn Vestergaard, dengang docent i strafferet ved Københavns Universitet, hurtig ude med kritik: ”Det, som Bent Jensen i en meget polemisk form har gjort med sin artikel, svarer jo til en selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje.”

Jørgen Dragsdahl blev efter en langvarig proces til sidst i Højesteret frikendt for at have været russisk agent. Bent Jensen forsvarede sig med, at han mente, at offentligheden burde vide, at beskrivelsen af Jørgen Dragsdahl i DIIS-udredningen om Danmark under Den Kolde Krig (2005) var misvisende. Ifølge PET-papirerne, som både Bent Jensen og DIIS havde set, havde Jørgen Dragsdahl kontakt til KGB-officerer, og det var menige PET-medarbejderes opfattelse, at Dragsdahl var agent, men DIIS skrev alene, at han var i PET’s søgelys på grund af sine kontakter til østlige journalister.

Straffelovens bestemmelser om at religion og kultur ikke kan undskylde forbrydelser og mindske straffen

Jørn Vestergaard forsvarer fortsat villigt og gerne anslag mod dansk kultur og sammenhængskraft. Siden 1. april 2019 er det af straffeloven fremgået, at religion eller kultur ikke tæller som formildende omstændigheder, når domstolene afsiger kendelser. Af den nye bestemmelse fremgår det, at ved fastsættelsen af straffen ”kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende”. Det er med andre ord nu lysende klart at tro eller medbragte skikke fra andre lande, aldrig kan undskylde forbrydelser og mindske straffen.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, finder lovændringen ”fagligt stærkt betænkelig”: ”Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at man ønsker at udsende et signal i forhold til parallelsamfund. Og hvem er det, der har en hovedrolle her? Det er selvfølgelig den muslimske befolkningsgruppe”.

Mette Frederiksens retlige ansvar i minksagen

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder, at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

Anklagen mod Morten Messerschmidt for EU-svindel og dokumentfalsk

At Jørn Vestergaards juridiske vurderinger langt fra er ufejlbarlige viser hans optræden i sagen om anklagen mod Morten Messerschmidt for EU-svindel og dokumentfalsk.

Morten Messerschmidt blev i august 2021 idømt seks måneders betinget fængsel for EU-svindel og dokumentfalsk i Lyngby Byret, hvor Søren Holm Seerup var retsformand.

Ekstra Bladet kunne allerede tilbage i august fortælle, at dommer Søren Holm Seerup havde trykket ”like” på et Facebook-opslag fra tidligere Venstre-politiker Søren Pind.

Morten Messerschmidt offentliggjorde herefter selv en række andre eksempler på dommerens Facebook-kommentarer om Dansk Folkeparti, Meld-sagen og Morten Messerschmidt.

Eksemplerne rejste ifølge Messerschmidt tvivl om Søren Holm Seerups habilitet, og det fik ham til at klage over dommerens adfærd til Den Særlige Klageret og rejse spørgsmålet i landsretten, som skulle behandle ankesagen.

I dagbladet Politiken den 20. august 2021 udtaler strafferetsprofessor emeritus Jørn Vestergaards efter at have læst både Facebook-opslagene og klagen til Den Særlige Klageret:

”Der er næppe udsigt til, at landsretten vil hjemvise sagen.

Dommerens mange tilkendegivelser på Facebook er tydeligvis udtryk for, at han ikke er nogen stor fan af hverken DF i almindelighed eller Morten Messerschmidt i særdeleshed. Det betyder ikke nødvendigvis, at han har været partisk og dermed inhabil som retsformand i sagen. Som udgangspunkt er det tilladeligt for en dommer at give udtryk for sin generelle mening om forskellige samfundsrelevante spørgsmål. Højesteret har tidligere fastslået. at dommere ligesom alle andre borgere har ytringsfrihed. Men en udtalelse om hvordan en konkret sag skal afgøres, vil selvsagt gøre en dommer inhabil. Det er der imidlertid slet ikke tale om her”, mente Jørn Vestergaard.

I Landsrettens kendelse den 22. december 2021 hedder det blandt andet:

“Efter en samlet vurdering af dommerens likes og kommentarer finder landsretten, at der foreligger konkrete objektive omstændigheder, hvorefter der kan rejses en sådan tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, at han ikke måtte handle som dommer i sagen.”

Den Særlige Klageret var også kritisk. I afgørelsen af klagen den 11. februar 2022, udtaler retten sin misbilligelse af dommer Søren Holm Seerup, fordi han på Facebook likede et opslag fra tidligere folketingsmand og minister Søren Pind efter byretsdommen i straffesagen mod Morten Messerschmidt.

Et flertal på fire af klagerettens fem medlemmer vurderede, at det var tilstrækkeligt at udtrykke misbilligelse, men en femte mente, at sagen var så grov, at dommer Seerup burde være pålagt en bøde.

Det er flertallets afgørelse, som tæller, og Seerup slipper derfor for bøden.

Slipper vi nu for Jørn Vestergaards fejlagtige juridiske vurderinger?

I sin fremskredne alder har Jørn Vestergaard nu for en stund opgivet kritikken af den førte udlændingepolitik og tilsluttet sig forsvaret af bysbarnet Mette Frederiksens gerninger.

Studehandlerne i forbindelse med dannelsen af SMV-regeringen har foreløbig sat en stopper for yderligere vurderinger af Mette Frederiksens retlige ansvar i den største skandale i den nyere Danmarkshistorie. Der kan dog dukke forhold op til overfladen, der kan være anledningen til at nogen alligevel kigger nærmere ind i den betændte sag.

Ole Espersen (født 20. december 1934 i Nylars, død 4. december 2020 i Rønne), nåede 21 år i Folketinget for Socialdemokratiet, var Justitsminister og professor på Københavns Universitet.

Berlingske Tidende nævner i sin omtale i anledning af Ole Espersens 85-års fødselsdag den 20. december 2019, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister i 1981 at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

I professor Bent Jensen historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger. En tilsvarende karakteristik fremgår af Bent Jensens erindringsbog ”Modløber”, der udkom ligeledes på Gyldendal i november 2022.

Ole Espersens udbredelse af sovjetisk desinformation

Ifølge Bent Jensen bidrog Ole Espersen med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Et andet eksempel på Ole Espersens Moskva-venlige holdning var hans deltagelse i en desinformerende KGB-kampagne rettet mod den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008).

Spaniens diktator, Francisco Franco, døde i november 1975. Den siddende regering under Franco ledet af Carlos Arias Navarro fortsatte frem til juli 1976. Adolfo Suárez blev herefter af kong Juan Carlos udnævnt til Prime Minister på trods af hans Franco-fortid, der udløste protester fra især venstrefløjen.

Fire måneder senere i 1976 kommer forfatteren Solsjenitsyn til Spanien – et land, der befinder sig i en usikker transitionsperiode fra diktatur til demokrati. Perioden – la Transición española – var turbulent og radikale kræfter på både venstre- og højrefløj kæmpede mod moderate centrumsfolk, der ikke var parate til at opgive alle traditionelle spanske (og frankistiske) værdier.

Ole Espersen begræd i Berlingske 4. oktober 1976 med henvisning til et spansk kommunistisk ugeblad, El Triunfo, at den store russiske dissident ikke fuldtonet bakkede op om den radikale frigørelses- og demokratiseringskamp, der støttet af den yderste venstrefløj og de spanske kommunister, foregik i Spanien.

På det tidspunkt gik El Triunfo ind for fundamentale ændringer i det spanske samfund. Ugebladet El Triunfo havde under Franco indtaget en venstreorienteret og kritisk linje mod regimet. Efter Francos død indtog ugebladet imidlertid en kompromisløs holdning, hvor der uophørligt blev opfordret til en demokratisk revolution, hvor alle autoriteter skulle nedbrydes og alle ideologiske værdier – inklusive religiøse – fra Franco-tiden skånselsløst skulle bekæmpes.

Fra 1976 forsvarede El Triunfo i lighed med det spanske kommunistparti radikal disruption eller “ruptura democrática” af tidligere kulturelle og moralske værdier i alle dele af det spanske samfund – i den offentlige såvel som den private sfære, og herunder fuldstændig sekularisering af statsmagt og myndigheder.

Valgene den 15. juni 1977 viste at de moderate kræfter havde størst opbakning, og valget indebar at centrum-højrepartiet Unión de Centro Democrático (UCD) under ledelse af Adolfo Suárez, vandt regeringsmagten med det spanske socialdemokrati, PSOE, på 2. pladsen.

Partierne på såvel venstre- som højrefløjen fik slet ikke den ventede tilslutning, og det spanske kommunistparti, PCE, der havde stået bag El Triunfos ”revolutionære” linje, opgav konfrontation til fordel for en samarbejdsstrategi og opfordrede alle militante tilhængere til at demobilisere.

Fra det øjeblik var El Triunfo uden noget klart politisk projekt, og avisen prøvede at etablere sig som en vagthund, der advarede mod kommunistpartiets glidning i retning af Eurokommunisme og truslen fra bevægelser på den yderste højrefløj. Internt var der uenighed om ugeavisens linje og samtidig fik avisen økonomiske vanskeligheder og tilmed var avisen udsat for overtagelsesforsøg fra PSOE.

Steffen Groths forsøg i Politiken på hvidvaskning af Ole Espersen

I et indlæg i dagbladet Politiken den 5. januar 2023 ”Historiker Bent Jensen gør vold på virkeligheden” kritiserer skribent på netmagasinet POV, Steffen Groth, fremstillingen af Ole Espersen i Bent Jensens bøger.

Bent Jensens kritik Ole Espersen i anledning af indlægget i Berlingske Tidende om den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn, er således helt forkert.

Når Bent Jensen fremstiller Espersens kritik som et led i en desinformerende KGB-kampagne, er det ifølge Steffen Groth en forvanskning af historien, der forvandler legitim kritik af Solsjenitsyn til sovjetisk propaganda og grundlæggende mangler blik for den spanske virkelighed i 1976.

Spørgsmålet er, om Steffen Groth i forsøget på at rehabilitere Ole Espersen, har gjort vold på den spanske virkelighed i 1976.

Hvorfor gjorde Ole Espersen hvad han gjorde?

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen ville gå Sovjetunionens ærinde, og overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der i Sakharov-sagen er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham.

PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed. Det blev forhindret af Ole Espersen, som på det tidspunkt var justitsminister, og som måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Det er siden kommet frem, at avisen Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Da statsminister Mette Frederiksen i 2020 og i 2021 holdt sine Nytårstaler fra Marienborg, kunne man i baggrunden se et lille maleri af en høstarbejder. Billedet var L.A. Rings ”I høsten” som indgår i Statsministeriets samling af L.A. Ring-malerier.

Malerierne er en testamentarisk arv til Statsministeriet fra forretningsmanden O.P. Christensen, der var en nær ven af statsminister H.C. Hansen. O. P. Christensen forærede midten af 1950’erne sin malerisamling til ministeriet. Han mente, at L.A. Rings virkelighedsnære og socialt engagerede malerier ville kunne inspirere enhver statsminister i dennes gerning.

Laurits Andersen Ring (født Laurits Andersen den 15. august 1854 i Ring, Hammer Sogn, Næstved, død 10. september 1933 i Skt. Jørgensbjerg, Roskilde) var en af dansk kunsts fremmeste malere ved indgangen til det 20. århundrede. I 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved, og kendes siden som L.A. Ring. (Vennen, maleren Hans Andersen tog ligeledes navn efter sin fødeby, landsbyen Brændekilde, og kom til at hedde H.A. Brendekilde).

Danmark befandt sig i perioden 1875 til 1894 under konseilspræsident Estrup og hans provisorielove i en politisk turbulent tid. L. A. Ring var politisk aktiv i en revolutionær gruppe, og det berettes at Ring i en periode gik rundt med en skarpladt pistol i baglommen.

Ring var optaget af de fattiges vanskelige vilkår og social retfærdighed for underklassen, som han har skildret i sin kunst, der især består af landsby- og landskabsmotiver fra Sjælland. L. A. Ring var kendt både som naturalistisk maler af landskaber, mennesker og miljøer og som repræsentant for symbolismen.

Trods ungdommens revolutionære tilbøjeligheder, var Ring i begyndelsen af 1900-tallet blevet et anerkendt medlem af det danske kunstliv og sad i bedømmelsesudvalget ved de årlige censurerede Charlottenborgudstillinger. Han fik i 1913 bygget et hus ved Sankt Jørgensbjerg i Roskilde med udsigt over fjorden – her tilbragte han de sidste år af sit liv, før sin død i 1933.

I Brøndgade på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde ligger i dag et lille besøgscenter for L.A. Ring. Besøgscentret er malerens tidligere atelier, som han ejede fra 1915-25.

Maleriet ”Kunstnerens hustru ved familiens sommervogn” en sommerdag ved Greve Strand fra 1911 indgår også i Statsministeriets samling. Kvinden på billedet er altså Rings hustru, Sigrid Kähler, som var kunstmaler og datter af keramikeren Herman Kähler.

Nytårstalen 2022

I lighed med tidligere blev Mette Frederiksens Nytårstale 2022 optaget på Marienborg. Man bemærkede, at L.A. Rings billede ”I høsten” er udskiftet med et værk af kunstneren Milena Bonifacini.

Billedet er udlånt af Statens Kunstfond, der erhvervede værket på kunstudstillingen Art Herning i 2017. Milena Bonifacini fortæller i en video om sit kunstneriske virke på en video, der kan ses her.

Det er ikke ganske klart hvilket signal Mette Frederiksen har ønsket at sende med Bonifacinis abstrakte billede udover at der i modsætning til Ring er tale om en kvindelig kunstner, født 1963 i Lima, Peru, og at billedet til daglig hænger i Valby hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Nytårstalen 2023

I år var der til akkurat samme plads på væggen på ny nøje udvalgt et værk af en herboende udenlandsk kunstner, Iryna Makhovska, som bor i Randers, men kommer fra Ukraine. Hendes maleri har titlen ”Lake in Viborg”, hvilket understreger, at inspirationen til værket er hentet på hendes nye jyske hjemegn.

I vindueskarmen i TV-billedet til højre for statsministeren kunne man ved siden af det ukrainske flag se bogen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” – den danske forfatter Thomas Korsgaards debutroman fra 2017.

Med bogen signalerer statsministeren muligvis, at regeringen har fokus på forholdene for de svageste, de unge og mennesker uden for de store byer.

”Hvis der skulle komme et menneske forbi” er den første bog i Korsgaards trilogi om drengen Tue, der vokser op under kummerlige forhold for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum lidt uden for Skive.

Signal fra Lars Løkke Rasmussen?

Det er også muligt, at bogen er opstillet på anbefaling fra Lars Løkke Rasmussen, der selv på Facebook varmt har anbefalet Thomas Korsgaards bog.

Under alle omstændigheder forekommer det troværdigt, at Lars Løkke Rasmussen fra Græsteds udkant, der selv har et blik for drenge med ondt i livet, manglende forældreopbakning og udenfor pædagogisk rækkevidde, har værdsat bogen.

Hvad med Jakob Ellemann-Jensen?

Hvis Mette Frederiksen i sit baggrunds-bogvalg ville have delt sol og vind lige mellem Løkke og Ellemann-Jensen, kunne hun også i vindueskarmen have henkastet en Wallander-bog.

I et interview med Altinget skinner det igennem, at Jakob Ellemann-Jensen ikke er nogen stor læsehest, men på spørgsmålet ”Hvad er den bedste bog, du har læst i år?” svarer Ellemann:

”Jeg har omsider fået taget mig sammen til at få læst en del af Henning Mankells Wallander-bøger. Hovedpersonen Kurt Wallander er en fantastisk person. Han er en antihelt – han er et sammensat, kompliceret og på mange områder et lidt sørgeligt menneske, hvilket gør det lettere at identificere sig med helten i bogen”.

Det korte interview i Altinget tegner næppe hele billedet, men at Jakob Ellemann-Jensen finder det let at identificere sig med en sammensat, kompliceret og en på mange områder lidt sørgelig antihelt, er ganske overbevisende.

Efter Israels femte valg på lidt over tre et halvt år den 1. november, godkendte Israels parlament – Knesset – torsdag den 29. december 2022 Benjamin Netanyahus nye regering.

Den 73-årige Benjamin Netanyahu vendte dermed tilbage til en 6. periode som regeringschef for den mest højreorienterede og religiøst konservative regering i Israels 74-årige historie. Benjamin Netanyahu var premierminister i Israel fra 2009 til 2021. Inden da havde han også en periode på posten fra 1996 til 1999.

Det bemærkelsesværdige comeback for Netanyahu, der med en korruptionssag hængende over hovedet for 18 måneder siden blev fortrængt fra premierministerposten af en koalition af 8 partier med Naftali Bennett som premierminister.

Hans nye regering blev godkendt med 64 stemmer i det israelske parlament, Knesset. Der er 120 parlamentsmedlemmer.

Netanyahus regeringskoalition består af en række højrefløjspartier: Likud (32), Shas (11), United Torah Judaism (7), Religous Zionism (7), Otzma Yehudit (Jewish Power) (6) og NOAM (1).

Tirsdag blev en ny lov stemt igennem i parlamentet. Den var med til at bane vej for, at regeringen kunne blive en realitet. Lovgivningen betyder, at hvis man ikke har en fængselsdom, kan dømte udnævnes til minister. (En af Netanyahus samarbejdspartnere i den nye regering, Aryeh Deri fra det ultraortodokse Shas-parti, fik i januar en betinget dom for skattesvindel).

Efter godkendelsen i Knesset holdt Netanyahu et kort møde med sit nye kabinet og sagde, at hans prioriteter ville omfatte at standse Irans atomprogram, styrke lov og orden, bekæmpe landets høje leveomkostninger og udbygge Israels forbindelser med den arabiske verden.

Umiddelbart er det regeringens såkaldte reformpakke, der har fremkaldt stærke reaktioner og demonstrationer i gaderne i de større byer. Den nye justitsminister, Yariv Levin fra Likud-partiet, har planer om en række nye love, der vil gribe ind over for det israelske retsvæsen og svække Højesterets indflydelse. Israel er uden en detaljeret Grundlov og derfor ender mange også højpolitiske sager i retsvæsenet. Kritikerne hævder at reformplanerne går ud på at sætte en siddende regering i stand til at underkende højesteretsdomme.

Den israelske premierminister Netanyahu er som bekendt involveret i flere sager om påstået mandatsvig og korruption, og det er den almindelige opfattelse blandt demonstranterne, at regeringens planlagte lovreform vil gøre retsvæsenet tandløst i sagen mod Netanyahu. En regering under Netanyahus ledelse vil med andre ord kunne annullere enhver dom i sagerne og dermed reelt frikende ham, hedder det blandt regeringens modstandere.

Det er imidlertid forholdet til palæstinenserne og den israelske bosættelsespolitik, der ipå længere sigt vil vise sig nok så kontroversielt. I regeringsgrundlaget anføres det som retningsgivende princip, at “det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle områder af landet Israel”. Det omfatter den besatte Vestbred og regeringen vil “fremme og udvikle” bosættelser der.

Omkring 600.000 jøder bor i omkring 140 bosættelser bygget siden Israels besættelse af Vestbredden og Østjerusalem i 1967. Der er også omkring 100 forposter – små bosættelser bygget uden den israelske regerings tilladelse – på Vestbredden.

I en koalitionsaftale med det ultranationalistiske parti Religious Zionism, som han underskrev i sidste uge, gik Netanyahu med til at legalisere forposterne med tilbagevirkende kraft. Hvornår et sådan kontroversielt skridt vil blive taget, beror på en ”nøje afvejning af staten Israels nationale og internationale interesser”.

I modsætning til Netanyahus Likud-parti afviser koalitionspartnerne tanken om en to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. To-statsløsningen er som bekendt den internationalt støttede formel for fred, der forestiller sig en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden ved siden af Israel med Jerusalem som fælles hovedstad.

Det er næppe i denne regerings tid, at der findes en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Lederen af Religous Zionism, Bezalel Smotrich, der selv er bosætter på Vestbredden, bliver finansminister og ansvarlig for tilsynet med de myndigheder, som godkender bosættelsesbyggeri på Vestbredden og kontrollerer vigtige aspekter af palæstinensernes liv.

Lederen Otzma Yehudit (Jewish Power) Itamar Ben-Gvir, en anden bosætter og ultranationalistisk politiker, der tidligere er blevet dømt for racisme og støtte til en terrororganisation, bliver national sikkerhedsminister med ansvar for politiet.

I anledning af den nye israelske regering udtalte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at han ”så frem til at arbejde sammen med den nye israelske regering for at løse de mange udfordringer og muligheder, som Israel og Mellemøsten står over for, herunder truslen fra Iran. USA vil fortsat være forpligtet til at fremme lige mål for frihed, retfærdighed, sikkerhed og velstand for både israelere og palæstinensere”.

Den nye færøske regering vil have reduceret det årlige bloktilskud, som Færøerne modtager af Danmark. Det fremgår af regeringsgrundlaget, der blev præsenteret torsdag den 22. december 2022.

Over de næste fire år ønsker regeringen, at der skæres 25 millioner kroner om året i bloktilskuddet. I dag er tilskuddet på 642 millioner kroner årligt.

Efter lagtingsvalget 8. december har partierne Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale Framsókn dannet regering under ledelse af formanden for Javnaðarflokkurin, Aksel V. Johannesen, som lagmand.

Færøerne indgår som bekendt sammen med Grønland og Danmark i et Rigsfællesskab, hvor historien viser, at det er den danske statskasse der i den sidste ende hæfter for den samlede gæld.

Det færøske hjemmestyre og den nye landsstyre-koalition ønsker ikke færøsk løsrivelse fra Danmark og rigsfællesskabet, men ønsket om større råderum på flere områder, herunder det udenrigspolitiske område, står stadig ved magt.

Højkonjunktur på Færøerne – 25 millioner kroner er peanuts!

Efter et relativt mild tilbageslag i forbindelse med corona, er den økonomiske aktivitet på Færøerne i kraftig fremgang. Der er samtidig høj vækst i boligpriser og kredit.

Den positive økonomiske udvikling drives af situationen i den altdominerende fiskesektor.

Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet. En voksende turisme har ligeledes ført til stigende aktivitet og indkomster på Færøerne.

Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft.

Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er vendt til overskud i Landskassen og forbruget og investeringerne i kommunerne er høje.

Sårbar banksektor – henstilling om forhøjelse af den systemiske buffersats på Færøerne

Det Systemiske Risikoråd, der har til opgave at identificere og overvåge systemiske finansielle risici på Færøerne, indstillede at den generelle systemiske buffersats fra 2,0 til 3,0 pct. på Færøerne blev midlertidigt suspenderet i begyndelsen af pandemien i marts 2020.

Nu har Det Systemiske Risikoråd henstillet til erhvervsministeren, at den kontracykliske kapitalbuffer på Færøerne aktiveres med en sats på 1 pct. fra 31. marts 2023.

Der er på nuværende tidspunkt ikke på det færøske boligmarked implementeret bestemmelser, der begrænser adgangen til risikable låntyper for husholdninger med en høj gældsfaktor og belåningsgrad. Der er heller ikke implementeret et udbetalingskrav i forbindelse med boligkøb. Rådet vurderer, at det ville være passende at indføre tiltag, der begrænser muligheden for risikoopbygning på det Færøske boligmarked.

Bag henstillingen om øget polstring i de færøske pengeinstitutter er det faktum, at den færøske økonomi er lille og åben med en koncentreret erhvervsstruktur, der i høj grad afhænger af fiskeri og fiskeopdræt. Det gør økonomien sårbar over for negative økonomiske stød, der gennem direkte eller indirekte effekter kan medføre tab i banksektoren og forstærke udsving i realøkonomien.

Historisk har der været store udsving i den færøske økonomi og stor variation i de færøske bankers nedskrivninger.

Den færøske banksektor er tidligere kollapset, og det er derfor Rådets vurdering, at den færøske finansielle sektor er sårbar over for de strukturelle forhold, der kendetegner den færøske økonomi. Rådet finder, at den systemiske buffer for Færøerne kan adressere disse sårbarheder. Formålet med den systemiske buffer er at forebygge og begrænse strukturelle sårbarheder. Bufferen øger bankernes kapitalisering, så mere polstrede banker bedre er i stand til at modstå negative økonomiske stød. Det bidrager til at sikre finansiel stabilitet på Færøerne.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og allerede i 2015 nåede produktionen pr. indbygger på Færøerne op på siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Færingerne har højere indkomster end danskerne

Det betyder, at den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI.

På Færøerne vurderes den disponible BNI at være stigende, mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Hvis de er rige på Færøerne, hvorfor fik de så i 2018 eftergivet 500 millioner kr.?

Daværende finansminister Kristian Jensen fra Venstre eftergav i 2018 Færøerne et lån på 500 millioner kr.

Baggrunden var, at samtidig med at Mette Frederiksens forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, i 1993 overtog regeringsmagten i Danmark, fik han også ansvaret for de monumentale økonomiske problemer på Færøerne. Bankerne bukkede under og Landskassen var truet – statskassen måtte træde til, og da røgen havde lagt sig, indgik den danske stat i 1998 en aftale med den færøske regering omkring den færøske banksag og Færøernes bankerot.

Baggrunden var som bekendt at Færøerne efter nogle år, hvor økonomien gik helt over gevind, i perioden 1989-1995 blev ramt af en dyb økonomisk krise som følge af faldende fiskepriser. Krisen blev forstærket og forlænget af en bølge af konkurser i banksektoren og Landskassen kunne ikke leve op til de talrige garantier, der var stillet.

Den danske stat indgik en aftale om at omstrukturere 4.023 mio. kr. af det færøske landsstyres gæld til et 20-årigt annuitetslån, eftergive gæld for 900 mio. kr. og give et 20-årigt rente- og afdragsfrit lån på 500 mio. kr., der kunne eftergives, hvis det færøske landsstyre efter 20 år ikke ”har startet udvinding af råstoffer”.

Meningen med denne formulering var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne, men selvom Færøerne lever højt på det lukrative fiskeri, har det som bekendt endnu ikke været muligt at starte ”udvinding af råstoffer”.

Situationen er højspændt på grænsen mellem Serbien og Kosovo på Balkan.

Kosovo – med en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere – udråbte sig selv som et uafhængigt land den 17. februar 2008 med Pristina som hovedstad.

Kosovo var tidligere en del af Serbien med et befolkningsflertal af kristne, og under den nu afdøde serbiske leder Milosevic blev den overvejende muslimske albanske befolkning undertrykt. Da der var optræk til et regulært folkemord, greb det internationale samfund ind i 1999.

Kosovo er ikke anerkendt af FN, men Danmark har siden 2008 sammen med 98 andre lande, herunder de fleste EU-medlemslande, anerkendt Kosovo som et selvstændigt land.

FN har iværksat en internationale overvågningsplan, der blandt andet skal sikre at Kosovos serbiske mindretal og andre etniske grupper skal beskyttes.

Serbisk mindretal

Der lever omkring 50.000 serbere i den nordlige del af Kosovo, og de nægter at anerkende regeringen i hovedstaden Pristina eller i det hele taget staten Kosovo.

Siden den 10. december har serbere i det nordlige Kosovo rejst flere vejspærringer i og omkring Mitrovica, den største serbisk befolkede by i det nordlige Kosovo.

Spændingerne eskalerede, da der skulle afholdes valg den 18. december i de serbiske flertalskommuner Zvecan, Leopsavic, Zubin Potok og North Mitrovica, efter at repræsentanter trådte tilbage i massevis i protest over et krav om nye bilnummerplader. Pristina krævede, at etniske serbere skulle aflevere de serbisk udstedte nummerplader, som de stadig bruger, og erstatte dem med “Republikken Kosovo” -plader.

For Pristina var det et spørgsmål om at hævde Kosovos suverænitet. For kosovoserbere repræsenterede nummerpladerne deres identitet, og kun en håndfuld foretog ombytningen af nummerplader indenfor fristen.

Kosovomyndighederne i Pristina truede med at udstede bøder for den manglende ombytning, men det udløste omfattende opsigelser fra etniske serbere i alle Kosovos nationale institutioner. Dette omfattede også politiet, hvor mere end 600 etniske serbiske betjente afleverede deres badges.

Det planlagte valg den 18. december er udsat, og En EU-formidlet kompromisaftale om nummerpladerne har ikke formildet serberne, der fortsat har afbrudt alt samarbejde med Kosovos myndigheder.

Plan om begrænset serbisk selvstyre

Samtidig har den serbiske regering i Beograd insisteret på, at Kosovo skal leve op til et løfte i en Bruxelles-aftale fra 2013 om at give serberne begrænset selvstyre gennem en sammenslutning af serbiske flertalskommuner.

EU har opfordret Kosovoregeringen til at gennemføre planen, men Kosovos premierminister, Albin Kurti, er stærkt imod ideen. Han mener, at det vil resultere i en ministat i Kosovo kontrolleret af Serbien.

Kosovo har også beskyldt Serbien for at gå Ruslands ærinde ved at forsøge på at skabe problemer på Vestbalkan for at aflede den internationale opmærksomhed fra krigen i Ukraine.

NATO-ledet international fredsmission

NATO leder en international fredsmission i Kosovo Force (KFOR). KFOR omfattede omkring 50.000 soldater, da missionen var på sit højeste i begyndelsen af år 2000, men i øjeblikket er styrken på 3.700 mand, og blandt andre lettiske tropper er placeret på nøglepunkter, herunder ved grænsen til Serbien.

Danmark i Kosovo

Danmark har bidraget til KFOR siden 1999. Hovedopgaven for de i dag cirka 35 danske soldater i Kosovo Force (KFOR) er bevogtning af Camp Marechal De Lattre de Tassigny ved Novo Selo. De danske soldater løser også opgaver i KFOR’s hovedkvarter i Pristina.

Den højspændte situation i området kan betyde, at det bliver nødvendigt at styrke KFOR samt indsætte militære kapaciteter fra EU.

Spørgsmålet er, hvor et eventuelt dansk militært bidrag i givet fald skulle komme fra?

Chefen for hæren, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, siger til Berlingske, at hæren ikke har flere soldater at tage af. Det seneste år har været presset for Forsvaret og Hæren, hvor stort set alt, der har kunne kravle og gå, har været udstationeret i blandt andet Letland og Estland.

Kampberedt serbisk hær

Beograd har øget sin væbnede tilstedeværelse ved grænsen i de seneste dage efter modstridende rapporter om en skudepisode, hvor ingen kom til skade. Rapporter fra Beograd påstod, at etniske serbere kom under angreb, men påstanden blev afvist af Kosovos myndigheder i Pristina.

Den serbiske hær siger nu, at den er på sit “højeste niveau af kampberedskab” efter uger med eskalerende spændinger mellem Serbien og Kosovo.

Grænseovergangene mellem det nordlige Kosovo og Serbien er blokeret. Og tirsdag den 27. december blev der sat nye vejspærringer op i det nordlige Mitrovica, Kosovos største serbiske by.

Iran, der med 86 millioner indbyggere er et af verdens 20 mest folkerige lande, har siden september været præget af landsomfattende protester og uroligheder siden den 22-årige Mahsa Aminis død i forbindelse med hendes anholdelse af landets moralpoliti. Hendes brøde var angiveligt, at hun ikke overholdt det islamiske tørklædekrav, og foreløbig er ifølge internationale rettighedsgrupper over 450 demonstranter blevet dræbt og 14.170 anholdt, siden urolighederne begyndte.

Trods de mest omfattende uroligheder siden den islamiske revolution i 1979, ryster landets gejstlige herskere ikke på hånden.

Den iranske præsident, Ebrahim Raisi, fastslog tirsdag den 27. december, at der ikke vil blive udvist nogen form for nåde over for demonstranter i landet.

Udtalelserne faldt i forbindelse med en begravelsesceremoni, hvor 400 uidentificerede soldater, der døde under Irans krig mod Irak i 1980’erne og først for nylig er fundet på de gamle slagmarker.

Tusinder af iranere fulgte de flagsmykkede kister med resterne af “uidentificerede martyrer”, mens Irans præsident langede ud efter USA og andre, der blev beskyldt for at stå bag urolighederne.

Krigen mod Irak

Iran-Irak-krigen mellem Iran og Irak varede fra september 1980 til august 1988 og kostede mellem 1 og 2 millioner mennesker livet med de største tab på den iranske side. Overalt i Iran er der murmalerier, parker, kirkegårde og mindesmærker for krigens ofre.

Krigen begyndte med den irakiske invasion af Iran. Iraks primære begrundelse for angrebet var angiveligt for at forhindre at den islamiske revolutions ideologi blev eksporteret til Irak, der med en befolkning overvejende bestående af shiamuslimer kunne betyde at Saddam Husseins sunnidominerede Baʽath-regime ville være truet.

Irak ønskede også at overtage Irans rolle som den dominerende magt i Den Persiske Golf, hvilket ikke havde været muligt før den islamiske revolution, hvor Shah Reza Pahlavis Iran havde en enorm økonomisk og militær styrke samt tætte relationer til USA og Israel.

Den amerikanske ambassadebesættelse

Den dybt konservative præsident Ebrahim Raisi kaldte også demonstranterne for hyklere og monarkister, under ceremonien, der ligesom den traditionelle markering den 4. november 2022 af besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979, tjener til at appellere til den iranske befolknings nationalfølelse.

Mindehøjtideligheden foran den tidligere amerikanske ambassadebygning i Teheran markerede, at militante studenter og revolutionsgardister klatrede over hegnet ved ambassaden den 4. november 1979 – ophidsede over, at daværende præsident Jimmy Carter havde tilladt den dødeligt syge Shah Mohammad Reza Pahlavi at modtage kræftbehandling i USA.

Hovedparten af de amerikanske ambassadeansatte blev taget som gidsler, men seks amerikanske diplomater søgte tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran, før de flygtede fra landet med hjælp fra CIA, en historie dramatiseret i filmen “Argo” fra 2012.

 Den 444 dage lange krise forvandlede Amerika, og grundlagde en dybfølt aversion mod Iran efterhånden som billeder af amerikanske gidsler med bind for øjnene kunne følges på amerikanske TV.

Iran frigav først gidslerne den dag, Carter forlod Det Hvide Hus på Ronald Reagans indsættelsesdag i 1981.

Atomaftalen

Det uforsonlige fjendskab mellem Iran og USA har siden bølget op og ned. I 2015 blev en såkaldte Atom-aftale (Joint Comprehensive Plan of Action – JCPOA) indgået i Wien mellem på den ene side USA og de fire andre permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland og Iran på den anden side. Aftalen indebar begrænsninger i det iranske atomprogram til gengæld for ophævelse af internationale sanktioner.

Daværende præsident Donald Trump trak ensidigt USA ud af aftalen i 2018, og trods intense forhandlinger er det ikke lykkedes at genoplive aftalen.

I USA har urolighederne efter Mahsa Aminis død ikke fremmet lysten til at forny atomaftalen. Under et valgmøde op til Midtvejsvalget i USA den 8. november 2022 sagde præsident Biden ifølge Washington Post som svar på tilråb om ”FREE IRAN”: ”Bare rolig, vi vil befri Iran”, og han tilføjede: “De vil befri sig selv ret snart.”

En talsmand beskrev fredag Bidens kommentarer som et udtryk for “den solidaritet med demonstranterne, han har haft hele tiden, men det bliver op til iranerne at afgøre deres fremtid. Og det har ikke ændret sig”.

Bidens udtalelse gik ikke upåagtet hen i Teheran.

I sin tale fredag den 4. november henviste Irans præsident, Ebrahim Raisi, til Bidens kommentarer: ”Måske sagde han det på grund af svækkede åndsevner. … Han sagde, at vi sigter mod at befri Iran, men Hr. præsident! Iran blev befriet for 43 år siden, og det er fast besluttet på ikke at blive din fange igen. Vi bliver aldrig igen malkeko for amerikanerne!”

Irans involvering med Ruslands krig i Ukraine

Efter de seneste oplysninger om Irans levering af droner til Ruslands krig i Ukraine er udsigten til en fornyelse af atomaftalen længere væk end nogensinde.

For første gang indrømmer Iran nu, at landet har solgt såkaldte kamikazedroner til Rusland, og både EU og Storbritannien har indført nye sanktioner mod Iran for at forsyne Rusland med droner til brug i Ukraine.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer indrømmelsen fra Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian.

Han annoncerer salget efter flere måneders uklare kommentarer om de iranske droner, som Rusland nu bruger mod ukrainsk infrastruktur og civile mål i blandt andet landets hovedstad, Kyiv.

Den danske investeringsbank Saxo Bank har netop offentliggjort en analyse af det kommende år, med en række ”uhyrlige” forudsigelser.

Saxo Bank mener, at den globale økonomi bevæger sig ind i et skift til en “krigsøkonomi”, hvor uafhængige staters økonomiske gevinster trumfer globaliseringen.

Som følge heraf mener banken, at prisen på guld vil stige. Chefstrateg Ole Hansen mener, at prisen vil stige med 67 procent næste år, da guld vil føles som et mere sikkert sted for penge end valutareserver.

Det er næppe den mest opsigtsvækkende forudsigelse, da guld ofte betragtes som en sikker havn under recessioner, men Saxo Bank tror også på, at der i løbet af det kommende år kommer forbud mod kød!

Kødproduktion står for 57 procent af al udledning af drivhusgasser i fødevareproduktionen. Flere lande har et mål om at nå nuludledningen, så det er naturligt, at flere skærer ned på kødproduktionen, mener banken.

Saxo skriver i analysen, at det er muligt, at mindst et land helt dropper kødproduktion inden 2030, og banken tror at der in den 2025 indføres en klimaafgift på kød.

Chefstrategen i Saxo Bank, Steen Jakobsen, siger, at han ikke vil blive overrasket, hvis skoler i Danmark og Sverige helt forbyder kød. ” Det går den vej, selvom det lyder som det rene vanvid for os ældre” siger Steen Jakobsen.

I UK afviser fødevare-og landbrugsministeriet, at der er planer om kødskatter eller kødforbud.

Saxo mener også, at den franske præsident, Emmanuel Macron, træder tilbage, og at EU vil danne sit eget militær. Banken forudser også, at Storbritannien vil foretage en kovending og genindtræde i EU.

Saxo understreger selv, at analyserne skal tages med et gran salt, og at de selv vurderer, at der kun er 5-10 procent chance for at forudsigelserne faktisk opfyldes.

Mandag den 12. december besluttede EU’s udenrigsministre på et møde i Bruxelles at oprette en militær mission i Niger. Formålet er at støtte landet i kampen mod terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda, der er på fremmarch i flere lande i det såkaldte Sahel-bælte syd for Saharaørkenen.

Det europæiske tiltag kommer, efter at militære styrker og specialstyrker fra bl.a. Frankrig og Danmark tidligere i år blev tvunget til at forlade Mali i Sahel-regionen på grund af en strid med landets militærjunta, der kuppede sig til magten i 2020. Det skete efter en ni år lang og mislykket vestlig militæraktion, der skulle bekæmpe terrorgrupperne.

Danske militære eventyr i Afrika

Tyskland meddelte den 22. november 2022, at den tyske deltagelse i FN-operationen MINUSMA og dermed tilstedeværelse i Mali ophører i maj 2023.

Tyskland er det seneste af en række lande, som trækker sig fra FN-operationen i det jihadist-hærgede Mali.

Tyskerne melder om tiltagende problemer i Mali. Blandt andet at de bliver modarbejdet af den regerende junta, efter at der angiveligt er kommet russiske lejesoldater fra den såkaldte Wagnergruppe til landet for at styrke regeringsstyrkerne.

Tidligere uge trak Storbritannien og Elfenbenskysten sig fra MINUSMA-operationen.

Frankrig har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af jihadist-oprørere. Frankrig har ligeledes været den drivende kraft i MINUSMA og aktivt ledet Operation Barkhane og Task Force Takuba, men præsident Emmanuel Macron trak i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

Efter Frankrigs, Tysklands og UK’s exit fra Mali kan der være god grund til at reflektere over erfaringerne fra det danske forsvars indsættelser i Mali og i Sahelregionen (MINUSMA, Operation Barkhane og Task Force Takuba).

FN-operationen MINUSMA

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 blev MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) etableret i 2013 på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2100.

Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

Missionen har blandt andet til opgave at støtte Malis regering i kampen mod de væbnede grupper samt at sikre beskyttelsen af civile.

Danmark har bidraget til FN’s mission i Mali, MINUSMA, siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen (2014, 2017 og 2019/2020). I 2016 var et dansk specialoperationsstyrkebidrag på ca. 30 personer del af en nederlandsk enhed i Gao-regionen i Mali. I 2019-2020 bidrog Danmark med et personelbidrag på ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Danmark har derudover ydet substantiel finansiel støtte til MINUSMA.

Ud over Danmark støtter også andre lande missionen heriblandt Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

P.t. bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA i Mali.

Fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Frankrig etablerede Operation Barkhane til bekæmpelse af terrorisme i Sahelregionen. Operationen bestod af omkring 5000 franske soldater, og der indgik desuden bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækkede Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den franskledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane. I 2019-2020 har Danmark bidraget med to transporthelikopter og op til ca. 70 personer til Operation Barkhane.

I maj 2021 blev regeringens beslutningsforslag om at udsende nye militære bidrag til den europæiske specialoperationsstyrke i Mali, Task Force Takuba, vedtaget. Bidraget blev deployeret, men måtte hjemtages igen kort herefter pga. Malis regerings udmeldinger om, at de danske soldater ikke var velkomne.

Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist. Det danske bidrag blev ifølge Forsvaret hjemtaget 29. april 2022.

Har Danmarks et medansvar for situationen i Mali?

Regeringen ville med deltagelsen i Task Force Takuba udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgjorde ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Deltagelse i Barkhane og Task Force Takuba

Regeringen fik dermed Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag kunne indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag skulle bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af dansk cyberkapacitet.

Specialoperationsstyrkebidraget skulle bestå af op til ca. 60 personer, der skulle udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kunne midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der skulle opstå behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen.

Kirurgholdet ville bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der kunne derudover udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023.

Som logistisk støtte til de øvrige bidrag skulle et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer udsendes fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

Tanken med de danske militære bidrag var at gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. ville indebære offensiv magtanvendelse. Herudover havde bidragene mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker.

Operationsområdet forventedes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og kunne også omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Sammenhæng med situationen i Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali som bidrag til FN-operationen MINUSMA og den fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst.

Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig som tidligere kolonimagt har historiske såvel som økonomiske interesser.

Som tidligere nævnt, trak præsident Emmanuel Macron i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

Danmark deltager fortsat i MINUSMA i Mali med et par danske stabsofficerer.

Skal Danmark deltage i Niger?

Danmark har i Bruxelles givet fuld støtte til EU’s nye militærmission, som den danske stat efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet skal være med til at finansiere. Men det vides endnu ikke, om den nye SVM-regering ønsker at sende danske soldater afsted.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ønsker ifølge Jyllands-Posten endnu ikke at kommentere missionen, men Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at Danmark med afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet har ”fået mulighed for at deltage i EU’s militære missioner og operationer, herunder på det afrikanske kontinent”.

Spørgsmålet er, hvor skal et eventuelt dansk militært bidrag komme fra?

Chefen for hæren, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, siger til Berlingske, at hæren ikke har flere soldater at tage af. Det seneste år har været presset for Forsvaret og Hæren, hvor stort set alt, der har kunne kravle og gå, har været udstationeret i blandt andet Letland og Estland.