Ole Espersen (født 20. december 1934 i Nylars, død 4. december 2020 i Rønne), nåede 21 år i Folketinget for Socialdemokratiet, var Justitsminister og professor på Københavns Universitet.
Berlingske Tidende nævner i sin omtale i anledning af Ole Espersens 85-års fødselsdag den 20. december 2019, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.
Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister i 1981 at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.
Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.
I professor Bent Jensen historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger. En tilsvarende karakteristik fremgår af Bent Jensens erindringsbog ”Modløber”, der udkom ligeledes på Gyldendal i november 2022.
Ole Espersens udbredelse af sovjetisk desinformation
Ifølge Bent Jensen bidrog Ole Espersen med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.
Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.
Et andet eksempel på Ole Espersens Moskva-venlige holdning var hans deltagelse i en desinformerende KGB-kampagne rettet mod den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008).
Spaniens diktator, Francisco Franco, døde i november 1975. Den siddende regering under Franco ledet af Carlos Arias Navarro fortsatte frem til juli 1976. Adolfo Suárez blev herefter af kong Juan Carlos udnævnt til Prime Minister på trods af hans Franco-fortid, der udløste protester fra især venstrefløjen.
Fire måneder senere i 1976 kommer forfatteren Solsjenitsyn til Spanien – et land, der befinder sig i en usikker transitionsperiode fra diktatur til demokrati. Perioden – la Transición española – var turbulent og radikale kræfter på både venstre- og højrefløj kæmpede mod moderate centrumsfolk, der ikke var parate til at opgive alle traditionelle spanske (og frankistiske) værdier.
Ole Espersen begræd i Berlingske 4. oktober 1976 med henvisning til et spansk kommunistisk ugeblad, El Triunfo, at den store russiske dissident ikke fuldtonet bakkede op om den radikale frigørelses- og demokratiseringskamp, der støttet af den yderste venstrefløj og de spanske kommunister, foregik i Spanien.
På det tidspunkt gik El Triunfo ind for fundamentale ændringer i det spanske samfund. Ugebladet El Triunfo havde under Franco indtaget en venstreorienteret og kritisk linje mod regimet. Efter Francos død indtog ugebladet imidlertid en kompromisløs holdning, hvor der uophørligt blev opfordret til en demokratisk revolution, hvor alle autoriteter skulle nedbrydes og alle ideologiske værdier – inklusive religiøse – fra Franco-tiden skånselsløst skulle bekæmpes.
Fra 1976 forsvarede El Triunfo i lighed med det spanske kommunistparti radikal disruption eller “ruptura democrática” af tidligere kulturelle og moralske værdier i alle dele af det spanske samfund – i den offentlige såvel som den private sfære, og herunder fuldstændig sekularisering af statsmagt og myndigheder.
Valgene den 15. juni 1977 viste at de moderate kræfter havde størst opbakning, og valget indebar at centrum-højrepartiet Unión de Centro Democrático (UCD) under ledelse af Adolfo Suárez, vandt regeringsmagten med det spanske socialdemokrati, PSOE, på 2. pladsen.
Partierne på såvel venstre- som højrefløjen fik slet ikke den ventede tilslutning, og det spanske kommunistparti, PCE, der havde stået bag El Triunfos ”revolutionære” linje, opgav konfrontation til fordel for en samarbejdsstrategi og opfordrede alle militante tilhængere til at demobilisere.
Fra det øjeblik var El Triunfo uden noget klart politisk projekt, og avisen prøvede at etablere sig som en vagthund, der advarede mod kommunistpartiets glidning i retning af Eurokommunisme og truslen fra bevægelser på den yderste højrefløj. Internt var der uenighed om ugeavisens linje og samtidig fik avisen økonomiske vanskeligheder og tilmed var avisen udsat for overtagelsesforsøg fra PSOE.
Steffen Groths forsøg i Politiken på hvidvaskning af Ole Espersen
I et indlæg i dagbladet Politiken den 5. januar 2023 ”Historiker Bent Jensen gør vold på virkeligheden” kritiserer skribent på netmagasinet POV, Steffen Groth, fremstillingen af Ole Espersen i Bent Jensens bøger.
Bent Jensens kritik Ole Espersen i anledning af indlægget i Berlingske Tidende om den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn, er således helt forkert.
Når Bent Jensen fremstiller Espersens kritik som et led i en desinformerende KGB-kampagne, er det ifølge Steffen Groth en forvanskning af historien, der forvandler legitim kritik af Solsjenitsyn til sovjetisk propaganda og grundlæggende mangler blik for den spanske virkelighed i 1976.
Spørgsmålet er, om Steffen Groth i forsøget på at rehabilitere Ole Espersen, har gjort vold på den spanske virkelighed i 1976.
Hvorfor gjorde Ole Espersen hvad han gjorde?
Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen ville gå Sovjetunionens ærinde, og overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der i Sakharov-sagen er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham.
PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.
Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.
Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.
Arne Herløv Petersen
Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed. Det blev forhindret af Ole Espersen, som på det tidspunkt var justitsminister, og som måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.
Det er siden kommet frem, at avisen Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.
Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.
I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.
Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).
I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 