Fyens Stiftstidende kan den 17. juni 2020 oplyse, at Odense-virksomheden Dantaet har valgt at ansætte tidligere borgmester, Anker Boye, i en stilling som seniorrådgiver.

Dantaet er en elektronikvirksomhed, der igennem tre årtier har udviklet anlæg, som kan bruges til at sikre bygninger mod lækager, så man kan undgå vandskader. Firmaet håber, at Anker Boye kan være med til at udbrede Dantaets produkter, der kan forhindre vandskader, der hvert år koster samfundet flere milliarder kroner.

Anker Boyes tid som borgmester i Odense

Trods meget begrænset intelligens betød et nobelt og tillidsvækkende ydre, at socialdemokraten Anker Boye, klarede sig godt i kommunalvalgene i Odense. Boye førte sig frem med en vis stil, og hans hvide sommerdress og stråhat gjorde indtryk på f.eks. Folkemøderne på Bornholm.

Efter Anker Boyes tid som socialdemokratisk borgmester i Odense i 17 år fik han cementeret et ry for bag den noble facade at være en kæmpe idiot.

Som borgmester var han indblandet i en lang række kritisable sager, men hans navn vil for evigt især være knyttet til Tina Turners ”Simply The Best”. Det blev et af årets største kulturpolitiske skandaler, da hun i 2005 optrådte til fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i Parken.

Det kom efterfølgende frem, at hun havde modtaget 5,8 millioner kroner for at synge to numre i et show, der havde massivt millionunderskud og af den brede offentlighed blev opfattet som både meningsløst og kikset.

Anker Boye fik som bestyrelsesformand for H.C. Andersen Fonden ansvaret for det dundrende underskud, men det var ikke den eneste skandale, der klæber til Anker Boye.

At gennemgå alle sager vil føre for vidt, men i 2014 dukkede en telefonregning for alvor op på de landsdækkende mediers radar og skabte stor ståhej omkring Anker Boye.

Telefonregningen var egentlig fra 2011. Dengang kom borgmesteren hjem fra en ferierejse i Tyrkiet. Hjem kom også en telefonregning på en kvart million kroner.

I september 2014 førte regningen til, at et enigt byråd gav Anker Boye en næse. Odense Kommune og telefonselskabet TDC indgik i øvrigt forlig i sagen. Regningen blev halveret til 125.000 kroner – et beløb, som borgmesteren selv valgte at betale af egen lomme.

 

 

Mens antallet af nye coronasmittede er rekordhøjt i en lang række af USA’s delstater, og sygdommen også i Kina er blusset op, og myndighederne i Beijing hæver beredskabet og genindfører restriktioner, er der økonomiske lyspunkter.

I USA steg detailomsætningen i maj 2020 med 17,7 pct.

Stigningen er på månedsbasis er den største nogensinde da detailhandelen oversteg alle fagøkonomernes forventninger da amerikanske forbrugere efter corona-lockdown begyndte at shoppe igen.

Stigningen i omsætning på 17,7 pct. inklusive salg af fødevarer slog rekorden på 6,7 pct. fra oktober 2001 – 1 måned efter terrorangrebene på World Trade Center den 11. september.

Hvis man fraregner motorkøretøjer m.v. fra detailomsætningen, var stigningen på 12,4 pct. hvilket også er den største stigning siden 1967. Omsætningen af motorkøretøjer steg i maj med 44,1 pct.

Tallene for detailomsætningen, der blev frigivet tirsdag morgen inden aktiehandelen begyndte på Wall Street, bevirkede at Dow Jones-indekset steg med omkring 2 pct. Aktiemarkedet understøttes fortsat af den amerikanske centralbank, der udover intervention i statspapirer har et bredt opkøbsprogram for erhvervsobligationer.

Godt nyt for Donald Trump og forventning om investeringer i infrastruktur

Præsident Donald Trump var tirsdag morgen hurtig med at offentliggøre nyhederne og tweetede, at det “ligner en STOR DAG FOR AKTIE MARKEDET OG JOBSKABELSEN”.

De nye tal for beskæftigelsen i USA vil først blive offentliggjort senere, men tirsdag kunne Bloomberg News også berette om fremdrift i en ny hjælpepakke på 1.000 mia. dollars til investeringer i infrastruktur, veje, broer og 5G-netværk. Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, har som bekendt tilkendegivet, at hvis den amerikanske økonomi yderligere skal stimuleres, vil det kræve en mere aktiv finanspolitik, der omfatter justeringer af skatter og offentlige udgifter.

 

 

Statsminister Mette Frederiksen er trods en opvækst på stenbroen i Aalborg en sand ven af naturen. Hun har ikke holdt sig tilbage. Der bliver færre harer, sommerfugle og lærker, konstaterede Socialdemokratiets leder i en kronik i Fyens Stiftstidende, hvor hun sammen med SF inden valget i 2019 gjorde rede for de to partiers fælles naturudspil: 75.000 hektar urørt skov. 15 nye vilde naturparker. Og en ny national plan for en mangfoldig natur, lød løftet fra de to partier.

Mette Frederiksen har ikke glemt sine løfter til naturen. Statsministeren skriver i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for.

Statsministeren oplyser, at den helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viser, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.

I Den danske Rødliste 2019, der netop den 14. januar 2020 er offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019. En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren har ret

Statsministeren har ret i, at bortset fra guldsmedene har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Samtidig bliver regeringen kritiseret. Regeringen har på finansloven afsat to milliarder kroner over 10 år til at tage såkaldte lavbundsjorde ud af landbrugsproduktion og desuden 80 millioner kroner over fire år til at sikre mere urørt skov. 100 millioner kroner er sat af til at etablere en såkaldt skovfond, hvor private har mulighed for at byde ind med penge blandt andet til at rejse skov. Regeringen har også fremsat et lovforslag om forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af arealer, der er beskyttet efter paragraf 3 i naturbeskyttelsesloven – det gælder lysåbne områder som heder, enge og moser.

Samtidig har regeringen og støttepartierne indgået en aftale, hvor man blandt andet blev enige om at stoppe skovhugst i 32 danske skove, og man udpegede 6000 nye hektar urørt skov, så der i alt nu er udpeget 29.000 hektar urørt skov i Danmark.

Men det er alt sammen utilstrækkeligt i forhold til de løfter, der blev givet:

Der er stadig meget langt fra 29.000 hektar urørt skov til de 75.000, som regeringen har lovet at udpege og til at 17 procent af landarealet skal være beskyttet natur, som Danmark er forpligtet til gennem FN.

Regeringen har bebudet en stor, samlet naturplan til efteråret, hvor alle hængepartier vil blive adresseret.

Men det er ikke nok med naturparker, blomsterenge og urørt skov

Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på levesteder

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet.

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Trusler mod levesteder

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Ormemidler

Kvaliteten af lorten er også en udfordring – især hvad angår ormemidler, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/groenne-organisationer-i-faelles-opraab-regeringen-svigter-valgloefter-til-naturen

 

 

Med støtte fra De Konservative har statsminister Mette Frederiksen onsdag morgen fået flertal bag sig til at forhandle om det nye syvårige EU-budget. ”Nu handler det om, at vi skal have Danmark med til forhandlingsbordet, og det skal ske på en ansvarlig måde. Derfor støtter vi op om regeringens restriktive linje” siger den konservative EU-ordfører, Katarina Ammitzbøll.

Fredag den 19. juni 2020 afholdes endnu et virtuelt topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer. På mødet skal Danmarks repræsentant – Mette Frederiksen – tage stilling til forslag, der ikke kun indebærer væsentlige forhøjelser i de danske nettobidrag til EU, men også betyder, at Danmark skal være med til at hæfte for gigantiske fælles lån, der for størstedelens vedkommende skal uddeles til sydeuropæiske EU-lande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis der blandt alle landene opnås enighed, vil det betyde, at EU nu endelig er på vej mod den Føderale Union, som EU-tilhængerne så brændende har ønsket sig.

Hvad skal Danmark sige ja til?

EU-Kommissionens udspil til budgetrammen for 2021-27 er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Skal EU selv opkræve skatter?

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforståede, kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

For De Konservative har det været vigtigt at få med i regeringens forhandlingsmandat, at der skal lægges “afgørende vægt på”, at EU ikke kan få lov til at opkræve skatter direkte fra borgere og virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under Corona-viruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

Det Konservative Folkepartis holdning til EU-budgettet og vilkårene for Corona-genopretningsfonden, rejser tvivl om partiet EU-politik. Med en EU-skeptisk formand og generalsekretær har Det Konservative Folkeparti i de sidste år holdt en lav profil i den hjemlige debat. Det har ikke afholdt det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, og den nuværende delegat, Birthe Weiss, i Bruxelles at føre sig frem med en pro-aktiv EU-linje.

Partiet er tilsyneladende ikke opmærksom på, at den Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion?

Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

Er det nu blev konservativ politik?

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tysklands centrale rolle

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Vejen for EU-Kommissionens vidtgående forslag er enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at redde EU, som igen-igen har vist sig impotent i forhold til udfordringer som flygtningekrise, finanskrise og Coronakrisen. Midt i maj præsenterede Angela Merkel og Emmanuel Macron et fælles bud på genopretning af den europæiske økonomi: 500 milliarder euro skulle EU’s 27 medlemslande i fællesskab låne, og størstedelen skulle deles ud til trængte medlemslande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis Mette Frederiksen tilslutter sig

Uanset det brede forhandlingsmandat, vil der – hvis Mette Frederiksens regering tilslutter sig EU-Kommissionens forslag – blive ballade. Det ville være en større fadæse, end dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen egenhændigt underskrev Marrakesh-migrationspagten, uden at spørge befolkningen.

Læren fra Marrakesh

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede dengang fra oppositionsbænken striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på den hårde udlændingepolitik, som Inger Støjberg var eksponent for. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

Belønningen til Lars Løkke Rasmussen udeblev

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev med posten som formand for Det Europæiske Råd belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen. Lars Løkke Rasmussen må nøjes med at friste en kummerlig skæbne som foredragsholder og klummeskribent.

Hvad er belønningen til Søren Pape Poulsen?

 

Fredag den 19. juni 2020 afholdes endnu et virtuelt topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer. På mødet skal Danmarks repræsentant tage stilling til forslag, der ikke kun indebærer væsentlige forhøjelser i de danske nettobidrag til EU, men også betyder, at Danmark skal være med til at hæfte for gigantiske fælles lån, der for størstedelens vedkommende skal uddeles til sydeuropæiske EU-lande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis der blandt alle landene opnås enighed, vil det betyde, at EU nu endelig er på vej mod den Føderale Union, som EU-tilhængerne så brændende har ønsket sig.

Hvad skal Danmark sige ja til?

EU-Kommissionens udspil til budgetrammen for 2021-27 er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Skal EU selv opkræve skatter?

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforståede, kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

De Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion? Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Socialdemokratiet tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tysklands centrale rolle

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Vejen for EU-Kommissionens vidtgående forslag er enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at redde EU, som igen-igen har vist sig impotent i forhold til udfordringer som flygtningekrise, finanskrise og Coronakrisen. Midt i maj præsenterede Angela Merkel og Emmanuel Macron et fælles bud på genopretning af den europæiske økonomi: 500 milliarder euro skulle EU’s 27 medlemslande i fællesskab låne, og størstedelen skulle deles ud til trængte medlemslande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis Mette Frederiksen tilslutter sig

Hvis Mette Frederiksens regering tilslutter sig EU-Kommissionens forslag bliver der ballade. Det ville være en større fadæse, end dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen egenhændigt underskrev Marrakesh-migrationspagten, uden at spørge befolkningen.

Læren fra Marrakesh

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på den hårde udlændingepolitik, som Inger Støjberg var eksponent for. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

Belønningen til Lars Løkke Rasmussen udeblev

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev med posten som formand for Det Europæiske Råd belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen. Lars Løkke Rasmussen må nøjes med at friste en kummerlig skæbne som foredragsholder og klummeskribent.

Fredag morgen faldt kurserne I Australien og på de asiatiske markeder efter torsdagens markante kursfald i USA.

Det var en række dårlige nyheder, der gjorde at investorerne ikke længere kunne lade som om økonomien fuldstændig havde genvundet sin styrke efter Corona-epidemien.

I USA er smittetrykket steget i takt med, at mange delstater har åbnet mere og mere. Det har ført til en øget frygt for, at en anden bølge vil ramme landet, hvor flere end 112.000 mennesker i forvejen er døde med covid-19. Samtidig er Kongressen delt i spørgsmålet om yderligere hjælpepakker

De globale aktiemarkeder er efter flere ugers optur kastet ud i kraftige fald. Torsdag smed investorerne alt, hvad der havde med risiko at gøre, og kursfaldene ser ud til at fortsætte fredag. Alene det toneangivende Dow Jones-indeks faldt med 6,9 pct. – det største fald i tre måneder. S&P-indekset og Dow Jones smed begge over 5 pct. I Asien dykker børserne fredag morgen også kraftigt.

Analytikere mener, at markederne har været præget af en overdreven optimisme, og da USA’s centralbank, Federal Reserve, onsdag tegnede et dystert billede af USA’s økonomi, mistede børserne optimismen. Formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, advarede om at det fortsat var usikkert om bunden var nået, ligesom genopretningen var “extraordinarily uncertain.”

Der er udsigt til nulrente, så langt øjet rækker – frem til mindst udgangen af 2022 – og den opdaterede økonomiske prognose fra centralbanken lød på en minusvækst i 2020 på 6,5 pct. og en arbejdsløshed på 9,3 pct. ved årets udgang.

Jerome Powell, efterlyste samtidig yderligere økonomisk hjælp fra politikerne i USA, som foreløbig har vedtaget tre hjælpepakker til samlet 3.300 mia. dollars.

I Hongkong er der udbrudt uroligheder, efter at den kinesiske regering igen søger at øge kontrollen med byen med en national sikkerhedslov, der grundlæggende vil bryde med konceptet om, at byen kan styre sig selv efter mere demokratiske principper end dem, der gælder i resten af Kina.

Den strammere sikkerhedslovgivning i Hongkong fik i princippet opbakning på kommunistpartiets netop afviklede Folkekongres i Beijing i slutningen af maj 2020. Den bebudede lov om national sikkerhed for Hongkong, skal angiveligt forhindre oprør og løsrivelsestendenser i enklaven.

Loven er blandt andet kontroversiel, fordi den åbner mulighed for, at Kina kan etablere sit eget sikkerhedsorgan i Hongkong og dermed gøre det lettere at slå ned på dissidenter blandt byens 7,5 millioner indbyggere.

Regimet i Beijing kunne næppe have valgt at gøre noget, der ville provokere Vesten mere end at stramme grebet om Hongkong.

Coronakrisen har skabt en mistillid til Kina og en mistro over for dets ledere, som gør, at Vesten er parat til at tro det værste. Hongkong er et symbol på denne manglende tillid til det kinesiske regime.

Brud med løftet om autonomi i 50 år

Da byen blev overdraget til Kina i 1997, var det med et løfte fra Beijing om en høj grad af autonomi i 50 år frem til 2047. Autonomien blev garanteret allerede i 1984 med princippet om “one country, two systems”, der var knæsat i den fælles erklæring, der blev underskrevet af den daværende kinesiske premierminister, Zhao Ziyang, og den britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Optimistiske iagttagere håbede dengang, at Hongkong blev et forbillede for resten af Kina. Mindre optimistiske iagttagere mente, at det håb var en undskyldning for at overlade Hongkong til Beijings nåde. Men der var få egentlige pessimister i debatten.

Som det britiske nyhedsmagasin the Economist lakonisk opsummerede i marts 2018, så har Vesten satset på, at Kina ville bevæge sig mod demokrati og markedsøkonomi, satset på, at Kina ville blive som Hongkong: ”the gamble has failed”.

Ved at stramme grebet om Hongkong bekræfter Kina Vestens bange anelser om at regimet i Bejing ikke har reelle hensigter. Mange i Hongkong ser en national sikkerhedslov som endnu et faretruende tegn på, at Kina forsøger at stramme sin kontrol med byen. Derfor har udsigten til en snarlig vedtagelse givet anledning til nye protester i Hongkongs gader, hvor stilheden ellers havde sænket sig på grund af coronavirussen.

Afgørende hensyn til den ”sociale stabilitet”

Realiteten er formentlig, at Xi Jinpin betragter provokationen af Vesten som en pris, der er værd at betale for at få orden på Hongkong. Det kinesiske kommunistparti vurderer enhver udvikling i forhold til de potentielle virkninger på den “social stabilitet”.

Demonstrationerne på Tiananmen Square i 1989, Afrikansk svinepest, Corona-virus og Hongkong-studenternes demonstrationer vurderes i forhold til om det kan undergrave den ”sociale stabilitet”, og dermed befolkningens blinde tillid til, at kommunistpartiet er i fuld kontrol.

Kina kan undertrykke tibetanere og uighurerne i ro og mag, fordi Tibet og Xinjiang-provinsen ligger dybt i Centralasien, fjernt fra de globale kommunikationslinjer.

Hongkong er på mange måder en del af Vesten. Lufthavnen modtager 71 millioner passagerer om året, og der er ikke mange sømil til den nærmeste amerikanske hangarskibsgruppe.

Hvis Beijing ønsker en egentlig konfrontation i Hongkong, kan man ikke udelukke, at mange af de 7,5 millioner indbyggere og i hvert fald studenterne vil reagere.

Internationale reaktioner

I byen bor 300.000 mennesker, som har et britisk pas; hvis der opstår borgerkrigslignende tilstande i Hongkong, vil det være vanskeligt for Storbritannien og USA at undgå at blive involveret.

EU – hvad vil EU gøre? I forholdet til Kina har EU traditionelt bestræbt sig på at holde en lavere profil end USA. Og selvom EU på det seneste er blevet mere skeptiske og advaret mod kinesiske opkøb af kritisk europæisk infrastruktur, har den historiske rettesnor været tungtvejende kommercielle grunde til at gå med listesko i forhold til Kina.

EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har dog alligevel opfordret medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. Sidste år udpegede Europa-Kommissionen for første gang Kina som en ”systemisk rival”, og EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Hvad mener vi i Danmark?

I Danmark har vi bestemt ingen planer om at støde det kommunistiske diktatur i Kina. Udenrigsminister Jeppe Kofod holder lav profil, men andre påtager sig gerne at lefle for kineserne:

”Det tog tilsyneladende også tid, inden den øverste ledelse i Kina blev gjort opmærksom på virussen”, og ”Det kinesiske styre har for tiden udfordringer i Hong Kong, Det sydkinesiske Hav, Taiwan samt med forholdet til Nordkorea og handelsforhandlinger med USA”.

Formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab, Ulrik A. Federspiel, beskæftiger sig i et indlæg i Berlingske Tidende den 15. april 2020 med Kina og verdensordenen efter Corona-krisen.

I Federspiels såkaldte analyse fortsættes fedteriet og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Selvom Ulrik Federspiel er kendt for at være glat som en ål og svær at blive klog på, er det alligevel mærkeligt, at den tidligere Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe stadig lurepasser i forhold til Kina?

Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan ellers bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

 

 

Den 2. juni 1992 stemte 50,7 procent af de danske vælgere nej til Maastricht-traktaten om en europæisk union. Året efter udløste folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen med de 4 danske undtagelser voldsomme optøjer i København. Politiet skød med skarpt mod demonstranterne og mirakuløst var der ikke omkomne.

USA har i de sidste dage oplevet optøjer, som ikke er set værre siden mordet på Martin Luther King i 1968.

Midt i en dødelig pandemi udløser en video af en sort mand, der bliver kvalt af en politimand, fredag en bølge af massedemonstrationer i USA’s storbyer med ildspåsættelser og plyndringer. I Washington DC er der voldsomme optøjer i Lafayette Park, umiddelbart over for Det Hvide Hus, og Secret Service leder præsident Trump i sikkerhed i den underjordiske bunker under Det Hvide Hus.

Aldrig før i sin historie er USA blevet ramt af tre så hårde slag på en og samme gang.

Midt i dette ragnarok har USA’s præsident, Donald Trump, besluttet at udskyde G7-topmødet fra juni og invitere Australien, Indien, Rusland og Sydkorea med.

Lørdag var præsident Donald Trump på Cape Canaveral i Florida, hvor han overværede opsendelsen af SpaceX shuttle – USA’s første raketaffyring siden 2011.

På hjemturen til Washington D.C. natten til søndag dansk tid om bord på præsidentflyet Air Force One oplyste Trump de ledsagende journalister om udskydelsen af G7-mødet.

Udskydelsen har ikke noget med de aktuelle uroligheder at gøre. Trump siger, at G7-topmødet i sit nuværende format “er en meget forældet gruppe af lande”. Trump ønsker at Ruslands Putin deltager: ”Jeg føler ikke, at G7 på behørig vis repræsenterer, hvad der sker i verden” sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

G7-topmødet skulle oprindeligt havde fundet sted i marts. Men Coronaepidemien verden over betød, at mødet måtte udsættes i første omgang til juni, hvor det skulle have fundet sted på Camp David, præsidentens landsted, uden for Washington D.C.

Trump sagde tidligere i maj, at han hellere vil have et personligt møde med lederne fra G7-landene, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Canada, end at holde et videomøde.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, meddelte lørdag at hun ikke ville deltage i topmødet grundet den “pandemiske situation”.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, havde inden aflysningen tilkendegivet, at “There are significant health preoccupations that we have around holding an in-person meeting” – Skulle vi så gå I selvisolation, når vi vendte tilbage fra mødet som reglerne i Canada foreskriver? spurgte han.

Den japanske premierminister ville også være tvunget til at gå i isolation, hvis han vendte tilbage fra et møde i USA.

Et nyt G7-møde vil eventuelt kunne finde sted i weekenden inden FN’s Generalforsamling, der begynder den 15. september, eller eventuelt efter det amerikanske præsidentvalg i november.

Det er allerede i kalenderen, at G-20 mødes i november i Riyadh i Saudi Arabien.

Donald Trump har angiveligt også drøftet mødet med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der efterfølgende har udsendt en meddelelse om, at det er vigtigt, at alle regeringscheferne deltager, og at han næppe ville være kommet, hvis ikke kansler Angela Merkel var kommet.

G7 er en organisation uden egentligt ansatte, hovedkvarter eller budget. Det er et forum, hvor en række af verdens førende industrinationer mødes. G’et står for “gruppe”.

Der er topmøde en gang om året. Lederne fra medlemslandene mødes på skift i landene og diskuterer emner, der står højt på den internationale dagsorden.

G7 har aner tilbage til 1975, hvor gruppen af de seks store og dominerende industrilande, USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Italien og Japan, blev oprettet. Det var G6. Canada kom med i 1976.

Rusland blev tilføjet i 1998, men blev ekskluderet på grund af annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

USA’s præsident, Donald Trump, vil udskyde G7-topmødet fra juni og invitere Australien, Indien, Rusland og Sydkorea med.

Det oplyste præsident Trump natten til søndag dansk tid om bord på præsidentflyet Air Force One på sin tur hjem til Washington D.C fra Cape Canaveral i Florida, hvor han havde overværet opsendelsen af SpaceX shuttle – USA’s første raketaffyring siden 2011.

Trump siger, at G7-topmødet i sit nuværende format “er en meget forældet gruppe af lande”. Trump ønsker at Ruslands Putin deltager: ”Jeg føler ikke, at G7 på behørig vis repræsenterer, hvad der sker i verden” sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

G7-topmødet skulle oprindeligt havde fundet sted i marts. Men Coronaepidemien verden over betød, at mødet måtte udsættes i første omgang til juni, hvor det skulle have fundet sted på Camp David, præsidentens landsted, uden for Washington D.C.

Trump sagde tidligere i maj, at han hellere vil have et personligt møde med lederne fra G7-landene, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Canada, end at holde et videomøde.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, meddelte lørdag at hun ikke ville deltage i topmødet grundet den “pandemiske situation”.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, havde inden aflysningen tilkendegivet, at “There are significant health preoccupations that we have around holding an in-person meeting” Skulle vi så gå I selvisolation, når vi vendte tilbage fra mødet som reglerne i Canada foreskriver, spurgte han.

Den japanske premierminister ville også være tvunget til at gå i isolation, hvis han vendte tilbage fra et møde i USA.

Et nyt G7-møde vil eventuelt kunne finde sted i week-enden inden FN’s Generalforsamling, der begynder den 15. september, eller eventuelt efter det amerikanske præsidentvalg i november.

Det er allerede i kalenderen, at G-20 mødes i november i Riyadh i Saudi Arabien.

Donald Trump har angiveligt også drøftet mødet med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der efterfølgende har udsendt en meddelelse om, at det er vigtigt, at alle regeringscheferne deltager, og at han næppe ville være kommet, hvis ikke kansler Angela Merkel var kommet.

G7 er en organisation uden egentligt ansatte, hovedkvarter eller budget. Det er et forum, hvor en række af verdens førende industrinationer mødes. G’et står for “gruppe”.

Der er topmøde en gang om året. Lederne fra medlemslandene mødes på skift i landene og diskuterer emner, der står højt på den internationale dagsorden.

G7 har aner tilbage til 1975, hvor gruppen af de seks store og dominerende industrilande, USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Italien og Japan, blev oprettet. Det var G6. Canada kom med i 1976.

Rusland blev tilføjet i 1998, men blev ekskluderet på grund af annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Sognepræst Kathrine Lilleør, cheføkonom og vicedirektør i Cepos, Mads Lundby Hansen og fhv. minister og folketingsmedlem for de Konservative, Per Stig Møller. Det er de tre, som Den Berlingske Fonds bestyrelse nu har nomineret til Fonsmark-prisen 2020.

Prisen blev indstiftet i denne vinter og er på 250.000 kroner. Den uddeles årligt til en person, som har bidraget mere end de fleste til den borgerlige idédebat. Som har peget på borgerlige løsninger på samtidens problemer og udfordringer, leveret nytænkning – eller som er gået forrest i et opgør med vedtagne sandheder og sædvaner.

Fonsmark-prisen har taget sit navn efter Henning Fonsmark (1926-2006), Berlingskes chefredaktør 1976-82 og i sin samtid netop en borgerlig tænker af den karat, som Fonsmark-prisen er tiltænkt.

Med mit personlige kendskab til Henning Fonsmark vil jeg tro, at han ville have modsat sig at en pris med hans navn blev givet til Per Stig Møller.

Den fhv. konservative politiker Per Stig Møller er nok blevet gammel, men når han i sin alderdom forlanger ”kapitalismekritik”, er det ikke fordi han er blevet senil. Udover hans diskutable personlige egenskaber og karakter, har han altid været en desorienteret vindbøjtel. Belæst, tænksom og velskrivende, javel, men aldrig med et fast standpunkt i forhold til skiftende ideologiske strømninger.

Per Stig Møller har et væsentligt medansvar for det Konservative Folkepartis stadig uafklarede holdning til liberal individualisme og social kollektivisme. Per Stig Møllers bidrag til forvirringen og opfordring til at finde middelvejen mellem Adam Smiths liberalisme og Maos marxisme, betyder, at partiet stadig famler efter sit politiske ståsted i forhold til udfordringer som (velfærds)staten, EU, USA, Kina og Rusland. Til gengæld har partiet lagt sig fast på ambitiøse klimamålsætninger – koste hvad det vil. Den holdning havde Per Stig Møller også som miljøminister, hvor han til overraskelse for partiets støtter i dansk erhvervsliv overhalede radikale og venstrefløjen indenom!