Budgetdisciplinen i EU og det tyske valg

macron-1486040146-76.jpg

Det tyske valg den 26. september 2021 kan blive afgørende for udviklingen af den økonomiske og monetære union i EU.

I Tyskland har Kristendemokraterne i CDU advaret mod, at en eventuel kommende tysk regering af bestående af socialdemokraterne i SPD og De Grønne med støtte fra Venstrepartiet Die Linke kan komme til at stå for en efterladende linje i den økonomiske politik – ikke kun i Tyskland men i hele EU.

Stabilitets- og Vækstpagten

Spillereglerne for Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU’en) og eurosamarbejdet er fastlagt i Stabilitets- og Vækstpagten, SGP. Her fastlægges grænser for offentligt underskud og bruttogæld – og den foreskriver, hvad der sker, hvis grænserne overskrides.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger.

Formålet med Stabilitets- og Vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde. Landenes budgetunderskud må ikke overstige 3 pct. af BNP og statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP. Manglende overholdelse af reglerne kan udløse bøder på 0,5 pct. af BNP.

Budgetreglerne blev under COVID-krisen suspenderet til udgangen af 2022 for at give medlemslandene et større frirum til at imødegå de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Frankrig og sydeuropa presser på for mere fleksible regler

Siden sommeren 2019 har den franske præsident Emmanuel Macron ikke været karrig med kritik af budgetreglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Han har gentagne gange opfordret til, at EU’s finansielle bestemmelser kasseres. For ham er gældsloftet på 3 procent af BNP noget, der “hører hjemme i det forrige århundrede”.

Han har også beskrevet Tysklands rolle i eurosamarbejdet som følger: “Tyskerne er de store vindere i eurozonen, og det “tyske system” måtte erkende, at situationen var “ikke bæredygtig”.

Angela Merkel og den tyske regering har dog ikke været tilbøjelig til at lytte til Macrons sirenesang.

Hvad skal der ske efter 2022?

EU’s finansministre har påbegyndt diskussionen af hvad der skal ske med reglerne efter 2022, og om de skal ændres, så de passer bedre til ændrede økonomiske realiteter, når de genindføres fra 2023.

Der er enighed om, at der er behov for at afbalancere finanspolitisk bæredygtighed med behovet for at understøtte det økonomiske opsving, men en række lande er ikke indstillet på at opgive reglerne, der skal sikre at budgetdisciplinen opretholdes.

Samtidig er der opmærksomhed omkring det særlige problem med offentlige investeringer, der traditionelt har været det første offer for eventuelle udgiftsnedskæringer under kriser.

”Grønne” investeringer

Offentlige investeringer i klima, “grønne” investeringer, der sigter mod at reducere CO2-emissioner i overensstemmelse med målsætningen om nul inden 2050, digitalisering og infrastruktur bør underkastes en særlig behandling, og måske holdes helt uden for beregninger af budgetunderskud. Ikke mindst Frankrig har været fortaler for et sådan system.

Forhandlingerne om EU’s finanspolitiske regler er politisk følsomme, hvor man på den ene side har en række lande, der traditionelt er mere finansielt sparsomme, overfor Frankrig og mere svage sydeuropæiske økonomier.

Et af problemerne er at definere hvilke ”grønne” udgifter, der eventuelt skal holdes udenfor beregninger af budgetunderskud.

I øjeblikket siger reglerne, at regeringer ikke må køre budgetunderskud højere end 3 pct. af BNP og statsgælden bør holdes under 60 pct. af BNP. Hvis gælden er højere, bør den hvert år reduceres med 1/20 af overskuddet over grænsen på 60 pct.

Men nogle lande, som Italien, har gæld på 160 procent af BNP, hvilket gør en årlig reduktion på 5 procentpoint urealistisk, især hvis landet skal investere stort i at gøre sin økonomi “grøn” og mere digitaliseret.

Sparebanden

EU’s finansministre fra Holland, Finland, Sverige Slovakiet, Tjekkiet, Østrig, Danmark og Letland har i et fælles brev erklæret, at være ”åbne for en debat om forbedring af økonomisk og finanspolitisk styring, herunder stabilitets- og vækstpagten. Mens vi holder fast ved en regelbaseret finanspolitisk ramme, bør der foretages forbedringer”. Danmark har tilkendegivet, at man støtter indholdet af brevet.

Regeringen afviser hurtigt indgreb på boligmarkedet

poof-1485782973-78.jpg

Regeringen vil ikke gribe ind over for afdragsfrie boliglån, men dog forstærke overvågningen af udviklingen i risikable boliglån, herunder afdragsfrie lån, der optages i kombination med variabel rente.

Det Systemiske Risikoråd med Danmarks Nationalbank i spidsen henstillede i juni til regeringen, at der gennemføres en opstramning i adgangen til afdragsfrie lån, så låntagere med en belåningsgrad over 60 pct. fremadrettet kun kan optage realkreditlån eller realkreditlignende lån med afdrag.

Et indgreb ville især ramme de økonomisk svageste, men regeringen mener ikke, at udviklingen på boligmarkedet er alarmerende og konstaterer, at prisstigningerne på boliger ikke har været så store som i årene op til finanskrisen.

Den internationale finanskrise i 2008

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

Roskilde Bank

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Finanskrisen

Det viste sig imidlertid, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Bankerne havde stor gæld, lille kapital og begrænset risikokontrol

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt at opkøbe store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, ECB, fulgte trop.

Bankpakkerne

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

Det Systemiske Risikoråds bekymringer

Det Systemiske Risikoråd har peget på, at der er pres på boligmarkedet især i København og Århus. Samtidig har der været bekymrende tendenser til øget risikovillighed på finansmarkederne. Derfor kunne der være anledning til at stramme vilkårene for afdragsfrie lån for de mest gældsplagede låntagere.

Spørgsmålet for Det Systemiske Risikoråd er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger og virksomheder, når renterne på et tidspunkt igen stiger? Kommer vi til at stå over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i forhold til de økonomisk svageste befolkningsgrupper? Og hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Skal der laves nye bankpakker? Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten?

Regeringen afviser

Regeringen deler ikke Det Systemiske Risikoråds bekymringer og gør også opmærksom på, at der siden finanskrisen i 2008 er gennemført en række tiltag i den finansielle regulering af boliglån. Det drejer sig om

1) at låntagere skal kreditvurderes op mod et lån med afdrag og fast rente for at have adgang til mere risikable lånetyper, herunder lån med afdragsfrihed

2) udbetalingskrav på i udgangspunktet minimum fem procent

3) begrænsninger på hvor mange afdragsfrie lån ved høje belåningsniveauer et realkreditinstitutut kan have

4) vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder

5) retningslinjer for boliglån i husstande med høj gæld, der blandt andet indebærer, at man kun kan vælge afdragsfrihed på sit lån, hvis det sker i kombination med fast rente i tilfælde, hvor gældsfaktoren og belåningsgraden er høj.

Hvad skal Rigsretten egentlig afklare i Støjberg-sagen?

Lykke Sørensen2

Baggrunden for Støjberg-sagen var en omtale i Berlingske Tidende den 25. januar 2016, at der på danske asylcentre boede par, hvor pigen er under 18 år, og manden i nogle tilfælde væsentligt ældre.

Socialdemokraternes ordfører, Dan Jørgensen, kaldte Støjberg i samråd, fordi det var ”dybt utilfredsstillende”, at sagen skulle graves frem af medierne, før ministeren reagerede. Et stort set enigt folketing krævede omgående handling, og selv den radikale gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, glædede sig over, at ministeren nu ville tage affære.

Støjberg udsendte den 10. februar 2016 en pressemeddelelse om at adskille barnebrudene fra deres partnere, men et par klagede over adskillelsen. Ombudsmanden konstaterede, at sagsbehandlingen var ulovlig, fordi der skulle træffes individuelle afgørelser i de konkrete sager og gennemføres partshøringer.

Sagens kerne – beskyttelsen af mindreårige og danske normer, hvor barnebrude ikke accepteres – blev glemt og et flertal i Folketinget iværksatte kommissionsundersøgelsen af omstændighederne omkring den ulovlige adskillelse af asylpar.

Ansvaret for den ulovlige forvaltning

Kommissionsundersøgelsen gik særdeles hårdt til værks over for Inger Støjberg. Den tilsidesatte hendes forklaring og vurderer, at hun af sine embedsmænd var blevet gjort opmærksom på, at en undtagelsesfri adskillelse af asylpar ville være ulovlig. At hun ikke desto mindre udtrykte ønske om en sådan adskillelse, og at det førte til en klart ulovlig praksis.

Det er imidlertid en fejltolkning af kommissionsberetningen at tillægge Inger Støjberg hele ansvaret.

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016 blev udsendt med departementschef Uffe Toudal Pedersens udtrykkelige godkendelse.

Det er bemærkelsesværdigt og uforståeligt, at kommissionen alligevel (side 825) i det hele tilsidesætter Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet ”utvivlsomt mistede sin betydning” som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen.

Hvordan kommissionen uden videre kan tilsidesætte notatet af 2. februar 2016 er en gåde.

Ministeriet har overfor Justits- og Statsministeriet forsikret, at der ville blive administreret lovligt, og departementschefen har i kommissionen direkte henvist til det den 9. februar 2016 godkendte notat.

Det er ligeledes en gåde, hvorfor Ombudsmanden i den efterfølgende undersøgelse slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat, som instrukskommissionen har fastslået blev oversendt til Ombudsmanden?

Hvem var ansvarlig for instruksen?

Instruksen til Udlændingestyrelsen, som kommissionen betegner som ”klart ulovlig”, består af 3 elementer:

  • Pressemeddelelsen af 10. februar 2016,
  • afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens telefoniske meddelelse den 10. februar 2016 til Udlændingestyrelsen og
  • Line Skytte Mørk Hansen oversendelse til Udlændingestyrelsen af pressemeddelelsen til Udlændingestyrelsen.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016, der blev udsendt med departementschef Uffe Toudal Pedersens godkendelse, var ikke i sig selv en tjenstlig instruks. Det var dermed ifølge kommissionen afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement Line Skytte Mørk Hansen, der gjorde pressemeddelelsen til en decideret instruks ved at ringe til Udlændingestyrelsen – Lene Linnea Vejrum (i Ditte Kruse Dankerts delvise påhør) og pålægge styrelsen at administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen – som hun samtidig oversendte til styrelsen.

Afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens rolle

Kommissionen tilsidesætter forklaringen fra Line Skytte Mørk Hansen, der har hævdet, at hun ringede til Lene Linnea Vejrum og understregede, at styrelsen ikke skulle følge pressemeddelelsen, men i stedet gøre undtagelser til reglen om at adskille asylparrene.

Instrukskommissionen udpeger hermed afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen som den egentlige ansvarlige for den ”klart ulovlige” instruks til Udlændingestyrelsen.

Embedsmænd har en klar forpligtelse til at sige fra og nægte at udføre noget der er ”klart ulovligt”, og det er formentlig også derfor Line Skytte Mørk Hansen den 14. december 2020 er suspenderet.

Rigsrettens oplysninger

I Rigsretten tilkendegiver tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Lykke Sørensen, den 20. september 2021, at hun og ministeriet godt vidste, at man ikke kunne adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ægtefælle helt uden undtagelser.

På et tidspunkt gik det op for Lykke Sørensen, at der ikke var enighed om, hvad Udlændingestyrelsen mundtligt havde fået besked om, efter at Støjberg i 2016 havde meddelt, at hun ville adskille asylpar. Lykke Sørensen er med andre ord ikke vidende om, at afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement havde gjort pressemeddelelsen til en decideret instruks ved allerede den 10. februar at ringe til Udlændingestyrelsen – Lene Linnea Vejrum (i Ditte Kruse Dankerts delvise påhør) og pålægge styrelsen at administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen – som hun samtidig oversendte til styrelsen.

Trods forbud sælger danske firmaer militærudstyr til Emiraterne

Terma Systematic

I Danmark er Rigspolitiet i gang med at undersøge Systematics våbeneksport til De Forenede Arabiske Emirater, UAE. Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup til TV 2.

– Hvis man godt ved, hvem slutbrugeren er, men ikke fortæller, hvem slutbrugeren er, så er vi ovre i noget, hvor man potentielt har brudt straffeloven og kan blive retsforfulgt for det.

– Lige nu undersøger Rigspolitiet, hvad der præcis er sket, og derefter må man selvfølgelig tage stilling til, om der skal følges op med en straffesag eller andet, siger Nick Hækkerup til TV 2.

Den danske it-virksomhed Systematic har angiveligt via et britisk datterselskab solgt et militært softwaresystem til De Forenede Arabiske Emirater, UAE, selv om den danske regering har indført et eksportforbud til landet.

Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Grækenland, Italien og Holland har indført restriktioner på eksport af våben til de krigsførende magter i Yemen, herunder ikke mindst den Saudi Arabisk-ledede koalition bestående af Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten, Jordan, Marokko og Sudan, der siden 2015 har interveneret militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering. I november 2018 indførte den danske regering et eksportforbud af militært udstyr til Emiraterne.

Allerede i 2015 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en våbenembargo mod Houthi-oprørerne i Yemen.

Terma

Tidligere har den danske våbenproducent Terma været under anklage for at bidrage med udstyr til krigen i Yemen

Allerede i maj 2020 vakte det opmærksomhed, at den danske våbenproducent Terma har bidraget med udstyr til UAE’s – De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen.

TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Medierne oplyser, at Terma har solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.

Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949.

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner.

Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

Sigtelsen mod Terma er siden opgivet.

Systematic

Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn, har i dag datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA. Firmaet beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

Flere eksperter vurderer, at Systematic, der er Danmarks største it-virksomhed, dermed bevidst omgår det danske eksportforbud, som har været gældende i tre år på grund af risiko for, at militært udstyr ville blive anvendt i krigen i Yemen, som Emiraterne har spillet en ledende rolle i.

Systemet hedder “SitaWare” og bliver brugt af flere landes militær, herunder det danske.

Systemet giver ifølge TV 2 overblik under militære operationer – herunder til at koordinere angreb og udpege bombemål.

I november 2018 indførte den danske regering et eksportforbud af militært udstyr til Emiraterne. I årene inden havde Systematic eksporteret til landet fra Danmark.

Systematic trak måneden inden en ansøgning om en eksporttilladelse fra Danmark til Emiraterne tilbage. Ifølge Systematic var det, fordi man ikke fik en ordre som forventet og ikke på grund af det danske eksportforbud.

I starten af 2019 fik Systematic en eksporttilladelse til Emiraterne fra Storbritannien.

Virksomheden selv afviser anklagerne og siger, at der ikke er noget sammenfald mellem det danske eksportforbud og den britiske tilladelse.

Filmmand beskyldes for at behandle kendt forfatter dårligt

sara-omar-tryk-foto-Manyar-Parwani-696x464Dokumentaristen Manyar Parwani, der står bag et dokumentarfilmsprojekt om forfatteren Sara Omar, blev onsdag den 2. februar 2022 i retten på Frederiksberg beskyldt for at behandle bestsellerforfatteren Sara Omar dårligt

Rasit Ufuk Tas, ejer af produktionsselskabet Anagov Diary IVS, udtalte ifølge Jyllands-Posten om Manyar Parwani, at ”Han er ekstremt nedladende over for Sara under produktionen”. Rasit Ufuk Tas og kaldte det endvidere ”ovre i det manipulerende”.

En konkret episode stod klar i Tas’ hukommelse. De tre sad i Ørestad i København og fik en vegansk is, da Manyar Parwani ud af det blå angiveligt sagde: ”Hold din kæft, din lille kurder, eller jeg smadrer dig”.

Forfatteren

Baggrunden for retssagen er, at den dansk-kurdisk statskundskabsstuderende og forfatter, Sara Omar – født 21. august 1986 i Sulaymaniah i den kurdiske del af Irak – og forfatteren bag succesromanerne ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren”, vil have nedlagt et fogedforbud over for Manyar Parwani og Omar Marzouk for at forhindre offentliggørelsen af en dokumentarfilm om Sara Omar, som hun hævder at have rettighederne til.

Instruktøren Manyar Parwani og producenten Omar Marzouk blev angiveligt uvenner med Sara Omar under tilblivelsen af en dokumentar, der ikke blev til noget. De er nu alligevel i gang med at lave en dokumentar om Sara Omar på basis af de optagelser, de lavede til det oprindelige projekt.

Uenigheden har ifølge Sara Omar blandt andet baggrund i den dårlige behandling hun blev udsat for af Manyar Parwani.

Under retssagen er det således fremgået, at Sara Omar blev hun forulempet flere gange, spyttet i ansigtet, overfuset og revet i håret.

Sara Omar oplevede tillige Manyar Parwani som “nedladende” og “manipulerende”, ligesom han ifølge Sara Omar skulle have konstrueret og instrueret scener og ytringer ved tvang.

Samtidig hævder Sara Omar, at Manyar Parwani bevidst triggede hendes PTSD for efterfølgende at filme hende i sårbare situationer.

Sara Omars læge har under retssagen bekræftet at forfatteren var i et forløb for sin PTSD på Odense Universitetshospital fra 2015 til 2019. I oktober 2021 måtte lægen udskrive en sygeattest for Sara Omar, men lægen ville med henvisning til tavshedspligten ikke oplyse den præcise årsag.

Dokumentaristen

Manyar Parwani, der er født i Kabul, Afghanistan, i 1978 og kom til Danmark i 1986, har afvist anklagerne om at han skulle have behandlet Sara Omar dårligt. Påstandene er fabrikeret i et forsøg på at stoppe dokumentarfilmen om Sara Omar, som Parwani og Marzouk hævder, de har rettighederne til.

Manyar Parwani er af Filmmagasinet Ekko blevet kaldt en ”magnet for kontroverser”, og Radio 24syv stillede spørgsmål til troværdigheden af hans historier om at være blevet truet med pistol af maskerede medlemmer af banden Loyal to Familia (LTF).

I 2016 fik dokumentarinstruktøren Manyar Parwani og Zentropa støtte fra Det Danske Filminstitut til udvikling af et projekt om terroristen Omar El-Husseins og angrebet på Krudttønden og Synagogen den 14. februar 2015. Imidlertid kom det hurtigt frem, at Parwani havde givet forkerte oplysninger til Filminstituttet og overdrevet sin adgang til nære kilder. Eksempelvis hævdede han i ansøgningen at have mulighed for kommunikation med Omar El-Husseins søster, som imidlertid ikke eksisterer.

Det har i mange år været en del af fortællingen om dansk-kurdiske Sara Omar, forfatteren til ”Dødevaskeren” (2017) og ”Skyggedanseren” (2020), at hun lever under politibeskyttelse, og at hun modtager dødstrusler. Truslerne skyldes angiveligt, at hun i sine bøger sætter fokus på social kontrol, vold og incest i muslimske miljøer.

Socialdemokrater anklages for sex-krænkelser

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Kristelig Dagblad kan den 17. september 2021 oplyse, at en advokatundersøgelse af anklagerne mod Flemming Pless er i fuld gang, og Pless afleverer nu sammen med en advokat fra Præsteforeningen sit svar på klagerne.

Mads Havskov Hansen er stoppet i sit job

Berlingske Tidende kan den 14. september 2021 oplyse, at den tidligere S-partiansatte Mads Havskov Hansen, som ifølge syv kvinder har udsat dem for grænseoverskridende adfærd, nu er stoppet i sit job som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Berlingske har siden begyndelsen af september forsøgt at få en kommentar fra Aktive Ejere og et interview med Mads Havskov Hansen, men det har ingen af parterne ønsket at deltage i.

Aktive Ejere slettede i begyndelsen af september alle spor af Mads Havskov Hansen fra sin hjemmeside. Således blev hans navn slettet, ligesom både nyheden, om at han i sin tid var blevet ansat og siden blev sygemeldt, begge er fjernet fra hjemmesiden.

Det socialdemokratiske kvindesyn

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar 2021 blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Ib Knudsen sagde ikke noget om, at kvinderne også var vigtige ved selskabelige partisammenkomster, og slet ikke noget der kom i nærheden af Trumps ”Grab them by the pussy”, men helvede brød alligevel løs. Det endte med, at kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Krænkelsessager vælter ud af Socialdemokratiets skabe – minister involveret

Knudsens afgang kunne dog ikke lukke debatten om de særlige socialdemokratiske omgangsformer. Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet.

Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninde, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faderen til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faderen henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Danmarks Radio genopliver sagen om Carsten Hansen

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente socialdemokrater, der er anklaget for sexkrænkelser, tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, udenrigsminister Jeppe Kofod og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformand Svend Auken og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg, Jakob Buksti, anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var sexsagen ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind. DSU har imidlertid siden relegeret Mads Halskov Hansen.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Tvivlen om dommernes uafhængighed truer retsstaten

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da regeringen i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!

Fortsat tvivl om domstolenes uafhængighed

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som blev fundet skyldig i svig med EU-midler, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.

Manden fra krænkelsessag i Socialdemokratiet er stoppet i sit job

Identitetspolitik

Berlingske Tidende kan den 14. september 2021 oplyse, at den tidligere S-partiansatte Mads Havskov Hansen, som ifølge syv kvinder har udsat dem for grænseoverskridende adfærd, nu er stoppet i sit job som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Berlingske har siden begyndelsen af september forsøgt at få en kommentar fra Aktive Ejere og et interview med Mads Havskov Hansen, men det har ingen af parterne ønsket at deltage i.

Aktive Ejere slettede i begyndelsen af september alle spor af Mads Havskov Hansen fra sin hjemmeside. Således blev hans navn slettet, ligesom både nyheden, om at han i sin tid var blevet ansat og siden blev sygemeldt, begge er fjernet fra hjemmesiden.

Det socialdemokratiske kvindesyn

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar 2021 blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Ib Knudsen sagde ikke noget om, at kvinderne også var vigtige ved selskabelige partisammenkomster, og slet ikke noget der kom i nærheden af Trumps ”Grab them by the pussy”, men helvede brød alligevel løs. Det endte med, at kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Krænkelsessager vælter ud af Socialdemokratiets skabe – minister involveret

Knudsens afgang kunne dog ikke lukke debatten om de særlige socialdemokratiske omgangsformer. Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet.

Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninde, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faderen til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faderen henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Socialdemokratiet i København

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, udenrigsminister Jeppe Kofod og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformand Svend Auken og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg, Jakob Buksti, anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Danmarks Radio

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var sexsagen ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind. DSU har imidlertid siden relegeret Mads Halskov Hansen.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

I Norge afholdes i dag ‎‎valg‎‎ til Stortinget

Norge1

Arbejderpartiets leder Jonas Gahr Støre står til efter 8 år at kunne fravriste Erna Solberg statsministerposten, når nordmændene mandag den 13. september 2021 stemmer til Stortingsvalget.

Arbejderpartiet spås ganske vist tilbagegang, men støttepartierne går frem. Spørgsmålet er, om Arbejderpartiet vil få flertal alene med de tidligere regeringspartnere, Centerpartiet og Socialistisk Venstreparti, eller om Joans Gahr Støre vil få brug for venstrefløjspartierne – Miljøpartiet De Grønne og partiet Rødt.

Alt tyder på, at hvis Erna Solberg og højrefløjen mister regeringsmagten, skyldes det især fremgang til Socialistisk Venstreparti og partiet Rødt. Jonas Gahr Støres vej til statsministerposten kan imidlertid godt blive besværlig, hvis han skal finde et fælles regeringsgrundlag for fire til fem partier.

Under alle omstændigheder vil valget have konsekvenser for miljø- og klimapolitikken i Norge. ‎

Vegansk kvægavler

Når det kommer til klimapolitikken, er Norge blevet sammenlignet med en vegansk kvægavler. Norge er utvivlsomt blandt de mest miljøbevidste og progressive lande i verden. Eksempelvis sikrer generøse offentlige tilskud, at omkring 70 pct. af alle nye solgte biler er elektriske. ‎

Samtidig er olie og gas Norges vigtigste industri. Sektoren beskæftiger mere end 5 pct. af Norges arbejdsstyrke og tegner sig for mere end 40 pct. af den samlede eksport. Norge har også takket være indtægter fra fossile brændstoffer opbygget en oliefond på 11.100 milliarder norske kroner (8.100 milliarder danske kroner).

Det er ikke i spørgsmålet om olie- og gasproduktionen, at der har været en afgørende skillelinje mellem Erna Solbergs regering bestående af Høyre, Venstre og Kristeligt Folkeparti, og Arbejderpartiet. Der har været rimelig bred enighed om en langsom og velovervejet norsk overgang væk fra olie- og gasproduktionen. ‎

Skal Norge frigøre sig fra afhængigheden af olie og gas?

Socialistisk Venstreparti, Miljøpartiet De Grønne og partiet Rødt har alle en mere markant miljø- og klimaprofil og de har ikke lagt skjul på, at Norge hurtigere skulle frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændstoffer.

Der vil derfor være mange i den norske olie- og gassektor, der er mere end almindelig spændte på valget og udfaldet af de kommende regeringsforhandlinger.

Dan-Bunkering tiltalt for i strid med internationale sanktioner at sælge brændstof til borgerkrigshærget Syrien

Dan-Bunkering Syrien

Det Middelfart-baserede Selfinvest, der rummer den globale USTC-koncern, leverede et rekordregnskab for 2019/20 med et resultat før skat, der runder én milliard kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Koncernen, som ud over Bunker Holding også tæller logistikfirmaet SDK Freja, oplyser, at de er ”A PRIVATELY OWNED GROUP WITH STRONG FAMILYVALUES”.

Bag USTC, United Shipping & Trading Company, der blandt andet tæller oliehandelsvirksomheden, Bunker Holding – moderselskab til det kontroversielle Dan-Bunkering, står en far og hans to døtre: Torben Østergaard-Nielsen, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen

Berlingske Tidende beretter servilt, at USTC er Torben Østergaard-Nielsens livsværk, men selskabet er på vej gennem et generationsskifte, og de to døtre fik sidste år overdraget hovedparten af aktierne. Berlingske Tidende finder dog ikke anledning til at nævne, at selskabet er tiltalt for i strid med internationale sanktioner i 2015 -2017 at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede Syrien.

Retssagen begynder 26. oktober 2021

Sagen går i gang ved retten i Odense den 26. oktober 2021 og der er afsat 18 dage frem til 14. december. Hvis Dan-Bunkering, Bunker Holding og administrerende direktør i Bunker Holding, Keld R. Demant, bliver dømt efter anklageskriftet, kan der blive tale om klækkelige bøder til selskaberne, fængselsstraf til topchefen og konfiskation af fortjenesten på 18 mio. kr.

Det tog tid at rejse tiltale mod Dan-Bunkering for at overtræde EU-embargo mod Syrien

Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet, SØIK, er kendt for en helt utrolig sendrægtighed.

Den 11. november 2020 kan Ritzau oplyse, at SØIK nu langt om længe har taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

På det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et “forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”.

Sigtelse i januar 2020

Tilbage i januar 2020 blev der af SØIK efter et uskønt efterforskningsforløb rejst sigtelse mod Dan-Bunkering, ejeren – holdingselskabet Bunker Holding, og en direktør. At der nu er rejst tiltale betyder, at anklagemyndigheden har vurderet, at den sag, politiet har arbejdet på, kan bære at der rejses tiltale ved retten.

Det var DR, der kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete i 2019 på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev allerede i 2019 af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s jetbrændstofforbud i forbindelse med transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, men efter de amerikanske myndigheders involvering havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen har Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste vurderer anklagemyndigheden til at være mindst 18 mio. kr.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegner selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation. I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for at de tiltalte undgår domfældelse som følge af forældelsesfrister er desværre overhængende.

Dan-Bunkerings ejerforhold

Bunker Holding, der ejer virksomheden Dan-Bunkering, omsatte i 2019 for omkring 70 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding er den største virksomhed i USTC Group, der ejes af Selfinvest Aps, der ejes af selskabets stifter Torben Østergaard-Nielsen og hans 2 døtre.

USTC Group beskæftiger sig med bunkervirksomhed, tankskibsfart, transport, risikohåndtering og IT. Koncernen har over 2.500 ansatte og kontorer i 33 lande.

Fra koncernens hovedkvarter i Middelfart på Fyn jonglerer stifteren, den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen med olie og skibe – og en mindre it-virksomhed.

Torben Østergaard-Nielsen bryder sig ikke om at skille sig ud fra mængden, men faktum er, at manden fra Middelfart er alt andet end ordinær. Torben Østergaard-Nielsen – eller Tøn, som de fleste kalder ham – har bygget sit eget virksomhedsimperium, og han er blandt Danmarks rigeste, men han må altså nu lide den tort, at hans virksomhed er tiltalt for kriminelle forhold.