I en kortfattet pressemeddelelse mandag den 31. januar 2022, meddelte UNICEF Danmark at generalsekretær gennem de sidste tre år, Karen Hækkerup, stopper til sommer.
Hun udtaler i den forbindelse:
“Den professionalisering, jeg blev hentet til UNICEF for at stå i spidsen for, er nu efter knap tre år tilendebragt. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået; tredoblingen af vores økonomiske resultat til gavn for de mest udsatte børn i verden, men også af de mere interne strukturelle organisationsændringer jeg har været med til at gennemføre – både i UNICEF Danmark og internationalt. Tiden er nu kommet til, at jeg skal tage hul på et nyt kapitel. Jeg lukker døren bag mig med et smil på læben, for jeg ved, at UNICEF Danmark er i god form og har utroligt dygtige og dedikerede medarbejdere, der fortsat vil kæmpe for alle verdens børn. Jeg vil stå til rådighed indtil sommer, når en ny generalsekretær er fundet og på plads.”
“Vi er kede af at måtte tage afsked med Karen, der sammen med holdet i UNICEF Danmark har leveret fornemme resultater til gavn for verdens børn,” siger formand for UNICEF Danmarks bestyrelse, Jesper Lok, og tilføjer:
”Jeg ved, at jeg på vegne af alle i UNICEF kan sige, at vi kommer til at savne Karen og ikke mindst hendes store energi og entusiasme for den vigtige opgave, vi alle i UNICEF brænder for.”
UNICEF Danmark er gået i gang med at finde en ny generalsekretær.
Den 47-årige Karen Hækkerup var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 2005 til 2014.
Hun har både været social- og integrationsminister, fødevareminister og justitsminister – alle under Helle Thorning-Schmidts regeringer. Det bemærkes, at hun den 12. december 2013 overtog hvervet som justitsminister efter Morten Bødskov, der måtte gå af efter at have fyldt Folketinget med løgn i Christiania-sagen.
I 2014 forlod Karen Hækkerup posten som justitsminister for at blive direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer som afløser for Søren Gade. Her sad hun i direktørstolen frem til 2018.
Statsminister Mette Frederiksen overtog dengang posten som justitsminister fra Karen Hækkerup.
Karen Hækkerup er gift med Ole Hækkerup, der tidligere har været medlem af Folketinget, men nu er direktør hos Dansk Ejendomsmæglerforening, og Karen Hækkerup er dermed svigerinde til den stærkt kritiserede justitsminister, Nick Hækkerup.
Karen Hækkerup sygemeldt
Den 19. november 2021 skrev Karen Hækkerup på hendes Facebook-profil: ”I en tid med coronavirus, hvor verdens børn har haft brug for mere hjælp end nogensinde før, har jeg arbejdet solen sort, og ikke fået passet nok på mig selv”.
Karen Hækkerup fortæller, at hun har kørt sin krop så træt, at hun er endt med at få stress, og derfor er hun nu sygemeldt på ubestemt tid.
Hvad nu?
Karen Hækkerup har ikke oplyst hvad det er for et ”nyt kapitel” hun nu skal tage hul på. På Christiansborg spekuleres der nu på, om Karen Hækkerup skulle være på vej tilbage i dansk politik, selvom Karen Hækkerup i et interview i Berlingske Tidende den 1. november 2014 var ganske kritisk:
”Meget af det politiske handler om, at man hele tiden skal dukke sig, fordi der kommer lussinger og knive og ting og sager alle mulige andre steder fra, som ikke kun handler om at skabe, men som også handler om, at der er nogen, der vil ødelægge. Det er et miljø, hvor man nogle gange tænker, hvorfor er folk egentlig i det? Er de der, fordi de vil noget godt eller … Man kan godt få følelsen af, at det for nogle bare handler om at ødelægge og være destruktive og ikke om at skabe noget. Og så spilder man lidt hinandens og sin egen tid”.
I et interview i ugebladet FEMINA i marts 2015 slog Karen Hækkerup fast, at døren til politik var helt lukket: ”Jeg vil ikke længere ses som politiker. Hvis jeg sagde: ”Nå, men nu får vi se, og det kan man aldrig vide”, så bliver jeg aldrig andet end politiker. Det andet hensyn er, at jeg tror på, at jeg er færdig med det. Jeg er MÆT. Og jeg er sikker på, der kan være noget godt i tilværelsen til mig et sted, hvor jeg kan skabe og stadig gøre en forskel og bruge de kompetencer, jeg har. Jeg ønsker ikke længere at være en del af det politiske miljø med det, der ligger i det på godt og ondt”.