Prins Felix stopper på løjtnant uddannelsen under Hærens Officersskole i Slagelse.

Også hans storebror, Prins Nikolai, droppede efter blot to måneder ud af sin uddannelse i forsvaret.

Deres far, Prins Joachim, var som oberst af reserven i Hæren særlig sagkyndig i Forsvaret med henblik på at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven, da han – nu pludselig med rang af brigadegeneral – pr. 1. september 2020 – under komfortable økonomiske vilkår – blev sendt til Paris som forsvarsattache. Stillingen besættes for 3 år med mulighed for forlængelse.

Kongefamiliens medlemmer var tidligere gjort af en ganske anderledes støbning. Prins Aage (født Prins til Danmark 10. juni 1887 i København, død 29. februar 1940 i Taza, Marokko) var søn af Prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9., var officer og gjorde karriere i den franske Fremmedlegion.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Fra Malis hovedstad, Bamako, blev det oplyst, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane.

Militærkuppet var det andet kup på 9 måneder, og kuppet skete kort tid efter, at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som præsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Wagner Group

Det har givet anledning til international bekymring, at der er foregået konsultationer og måske endda indgået aftaler mellem Malis regering og den russiske militærorganisation Wagner Group. Styrker fra Wagner Group har været involveret i militære aktiviteter i Libyen og i Den Centralafrikanske Republik, og i disse forbindelser have overtrådt FN’s våbenembargo og krænket basale menneskerettigheder.

Det forekommer bizart, at tropper fra Danmark og andre europæiske lande, skal operere side om side med russiske lejesoldater, og det må nødvendigvis give anledning til endnu mere tvivl om det betimelige i dansk militær tilstedeværelse i Mali.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Det er helt uforståeligt, at forsvarsminister Bramsen er lykkedes med at overtale et flertal i Folketinget til Maliengagementet. Hvad tænker Konservative og Venstre på?

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Til gengæld var det ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. SIFI-kravet på mellem 0 og 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

Outputgulv

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv efter planen implementeres gradvist i EU fra 2023 til 2028. Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

FinansDanmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, FinansDanmark, er inderligt imod forslaget om at genopbygge den kontracykliske buffer og andre forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Hvis Risikorådets anbefaling følges, vil Danmark gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling. En forceret opbygning af bufferen vil alt andet lige hæmme bankernes mulighed for at hjælpe virksomheder, der skal på ret køl igen efter coronakrisen, udtaler direktøren for FinansDanmark, Ulrik Nødgaard.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Den gældende flerårsaftale for Kriminalforsorgen, der udløber ved årsskiftet, blev forhandlet på plads af daværende justitsminister Søren Pape Poulsen. Uanset de gode intentioner om at styrke sikkerheden og trygheden for de ansatte er det gået stik modsat. Situationen er simpelthen, at Kriminalforsorgen personalemæssigt er gået konkurs. Der er alt for mange indsatte, utrygge arbejdsbetingelser med voldelige overfald af fængselsbetjente og decideret personaleflugt.

Ledelsen i Kriminalforsorgen – Ina Eliasen

Ina Eliasen var tidligere HR-direktør ved Rigspolitiet, men siden 1. juli 2020 har hun været direktør for Kriminalforsorgen. Det var således Ina Eliasen, der var ansvarlig for den klokkeklare fejl, at placere U-bådsmorderen, Peter Madsen, i Herstedvester Fængsel.

Ina Eliasen har været tæt involveret i skandalen omkring en af hendes afdelingsledere i Rigspolitiet, Bettina Jensen. Skandalen har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016.

I tiden før Ina Eliasen i 2017 blev HR-direktør i Rigspolitiet, blev udbudsreglerne ikke overholdt i en stor del af Rigspolitiets aftaler. Det viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingsleder gav Bettina Jensen opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Rigspolitiets ledelse gjorde ingenting, og reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner.

Rigspolitiet ved Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.

Afdelingsleder Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Lykke Sørensen

I perioden 2017-2020 var Lykke Sørensen såkaldt ”Straffuldbyrdelsesdirektør” i Kriminalforsorgen. Lykke Sørensen er kendt fra den verserende rigsretssag mod Inger Støjberg, da hun i 2015-2017 var juridisk chef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Inden hendes involvering i indkvarteringen af asylansøgere og barnebrude var hun medansvarlig for de skandaløse ledelsesforhold i Politiets Efterretningstjeneste mens Jakob Scharf var chef.

Siden 2020 har Lykke Sørensen minsandten med titel af Politidirektør været ansvarlig for politiområdet i Rigspolitiet.

Claus Oxfeldt

Claus Oxfeldt stoppede som forbundsformand for Politiforbundet for at blive områdechef for sikkerhed i Kriminalforsorgen, Hovedstaden.

Det er altså Claus Oxfeldt vi skal have fat i, når farlige fanger som Peter Langkjær Madsen, aka Ubådsmorderen eller Raket-Madsen, undviger.

De nuværende energipriser er historisk høje. Elpriserne er to en halv gange højere, og gaspriserne er seks gange højere end det tilsvarende niveau for et år siden, og der er ikke udsigt til at priserne vil falde i den kommende fyringssæson. Vi må derfor alle vente markant højere el-, gas- og varmeregninger.

Socialt problem

Problemet er, at de økonomisk svageste vil blive særligt hårdt ramt. Alle mennesker har et basis-energiforbrug. Vi har alle sammen wifi, køleskab, lys og så videre. Men en større del af din indkomst går til dækning af energiregningen, hvis du er på overførselsindkomst. Økonomisk udsatte ser ind i en vinter, hvor der i de enkelte familier skal prioriteres hårdere for at kunne betale regningen.

Nedsæt energiafgifterne

En væsentlig del af energiregningen til danske forbrugere udgøres af energiafgifter. Regeringen bør derfor overveje at modvirke de høje energipriser med en nedsættelse af disse afgifter. Samtidig kan udbygningen af den vedvarende energi fortsætte, men det vil tage tid at opbygge de nødvendige vindmølle- og solcelleparker.

Hvad er årsagen til de høje energipriser?

Ambitiøse klimamålsætninger har ført til, at forbrugere og virksomheder har fået tudet ørerne fulde af nødvendigheden af elektrificering. Der investeres massivt i varmepumper og generelt er efterspørgslen efter strøm stigende.

Samtidig betyder de samme klimahensyn, at brunkul og stenkul er under udfasning fra energiproduktionen. I flere lande er det besluttet at afvikle a-kraft.

Nedbøren i Norge og Sverige har været mindre end den plejer. Det betyder, at man ikke producerer den samme mængde vandenergi. Samtidig har det ikke blæst særligt meget, hvilket betyder, at man ikke har produceret lige så meget vindenergi. Sommeren har tilmed været meget varm, og derfor har man brugt el til køling.

Hvad gør vi, når solen ikke skinner, og det ikke regner eller blæser?

Når strømforbrug ikke kan dækkes af hydro og vedvarende energi, er kraftvarmeværkerne nødsaget til at bruge større mængder af naturgas og kul. Den stigende efterspørgsel betyder at gaspriserne stiger.

Udbuddet af gas kan ikke øges på kort sigt. EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland og Danmark ventes at falde, vil importbehovet stige. Norge har besluttet at udbygge gasproduktionen, men det vil tage tid.

Rusland har nøglerolle

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger – samlet i Transgas – gennem Ukraine (120 mia.).

Der er ikke tale om, at Rusland har skåret ned på gasleverancerne, men det har længe været klart, at det europæiske behov for importeret naturgas ville stige.

Det er baggrunden for konstruktionen af den 1230 km lange pipeline – Nord Stream 2 – der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året.

Arbejdet med gasledningen blev påbegyndt i 2018, men som bekendt gav rørledningen anledning til ballade med modstandere som USA, Ukraine, Polen og andre. Det forlyder, at rørledningen, der løber fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald i Tyskland, faktisk er færdig, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i slutningen af dette år.

Den unge amerikanske kvinde Gabby Petitos forsvinden har i den sidste tid fået massiv omtale i amerikanske og internationale medier.

På en pressekonference tidligere på ugen kunne FBI oplyse, at der er fundet et lig, som efter alt at dømme er identisk med den blot 22-årige Gabby Petito, i nærheden af Grand Teton National Park i den amerikanske delstat Wyoming.

Hvordan den afdøde kvinde – som alt tyder på er Gabby Petito – døde, ved FBI dog endnu ikke.

Hendes 23-årige forlovede, Brian Laundrie, som Gabby Petito var på roadtrip med tværs gennem USA, er stadig forsvundet, efter at han ellers var dukket op hjemme i North Port i Florida den 1. september.

Gabby Petitos familie meldte hende savnet 11. september, efter at hun endnu ikke var vendt tilbage eller havde givet livstegn fra sig i mere end to uger.

Det sidste livstegn fra Gabby Petito på de sociale medier kom 25. august, hvor hun delte et billede.

Grand Teton National Park

Grand Teton National Park er en nationalpark i Rocky Mountains i det vestlige Wyoming i USA. Parken har navn efter bjerget Grand Teton, der med sine 4.197 meter er det højeste bjerg i Teton bjergkæden. Det meste af bjergkæden ligger inde i nationalparken, der har et areal på 1.255 km², og som besøges af ca. 2.5 millioner gæster årligt.

Teton Range rejser sig stejlt fra dalen Jackson Hole over en strækning på ca. 65 km. Foruden Grand Teton er otte andre bjergtoppe over 3.600 meter høje. Ud over bjergene rummer nationalparken også en del af dalen, foruden over 100 søer, hvoraf den største er Jackson Lake.

Klimaet i nationalparken varierer meget fra sommer til vinter. Om sommeren kan der måles temperaturer på omkring 34 grader mens vintertemperaturerne kan komme under -40 grader. Den laveste temperatur, der er målt i nationalparken er -52 grader C.

I parken er der et rigt plante- og dyreliv. Blandt dyrene ses brun bjørn, sort bjørn, puma, ulv, elg, wapitihjort, mulhjort, bison, gaffelbuk, hvidhovedet havørn, kongeørn og fiskeørn.

Parken ligger kun ca. 75 km syd for Yellowstone National Park, så mange turister besøger begge parker, og adskillige dyr vandrer mellem de to parker. U.S. Highway 89 forbinder de to nationalparker.

Jackson Hole symposium

Den største begivenhed i centralbankverdenen er det årlige symposium i Jackson Hole i Wyoming, der normalt finder sted i slutningen af august.

Den storslåede dal i Jackson Hole ved foden af bjergmassivet Teton Range i den amerikanske delstat Wyoming forbindes i USA med utallige beretninger om begivenheder fra erobringen af det vilde vesten i USA.

The Federal Reserve Bank of Kansas City har i 40 år været vært for et utal af centralbankchefer, der mødes i Jackson Hole til det årlige økonomiske symposium.

Nationalbankens nuværende bygning blev tegnet af Arne Jacobsen, og den blev opført i perioden fra 1965 til 1978. Bygningen blev fredet tilbage i 2009, men bygningen er nu så slidt, at den skal igennem en stor renovering. Marmorplader er beskadigede, og problemerne med beskadigede og utætte ruder er så grelle, at der trænger vand ind på kontorerne, når det regner.

Nationalbanken har under renoveringen lejet sig ind hos ATP Ejendomme og har siden september 2020 huseret på adressen Langelinie Allé 47, 2100 København Ø, hvor det er meningen, at banken skal bo frem til januar 2025.

Lars Rohde

Spørgsmålet er, om ikke også nationalbankdirektør Lars Rohde trænger til udskiftning eller i hvert fald til en gennemgribende renovering? For hvad i alverden tænker han på?

Bankerne er underlagt så mange og komplicerede regler om kapital, likviditet og drift, at det er på tide at overveje en lempelse, lød den opsigtsvækkende melding fra nationalbankdirektør Lars Rohde på årsmødet i 2019 for brancheorganisationen FSR – Danske Revisorer, der havde bedt nationalbankdirektøren tale om tilliden til finanssektoren.

På et tidspunkt, hvor der absolut intet belæg var for – som foreslået af den nuværende nationalbankdirektør, Lars Rohde, at lempe reguleringen af den finansielle sektor – valgte Rohde at please folkestemningen i den finansielle sektor.

”Flugten til Amerika”

Hvis Lars Rohde bare en gang imellem forlod lænestolen i København og orienterede sig lidt i den internationale finansverden, havde han måske været mere tilbageholdende.

I august 2017 – var Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming genstand for opmærksomhed fra alle verdens økonomiske iagttagere. The Federal Reserve Bank of Kansas City har i 40 år været vært for et utal af centralbankchefer, der mødes til det årlige økonomiske symposium, og i 2017 var overskriften for mødet “Fostering a Dynamic Global Economy”.

Hvis Lars Rohde nogensinde måtte have overvejet at opdatere sin økonomiske indsigt i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming, er det sikkert gået ham som drengen i Christian Winthers klassiske digt, ”Flugten til Amerika”; Trods alle gode intentioner, har oplysningen om at sagosuppen stod på bordet, fået ham til at glemme enhver rejseplan!

Behov for regulering af de finansielle markeder

Mens mange havde håbet på nyheder om rente- og kursudviklingen på de finansielle markeder, talte både den daværende amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, og den daværende præsident for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, om behovet for regulering af banker og de finansielle markeder.

Janet Yellen adresserede direkte de tidlige tilkendegivelser fra Trump-administrationen om behovet for lempelser i de skrappe reguleringer, der blev indført i USA efter finanskrisen. Fed-formanden så bekymrende tendenser til øget risikovillighed på finansmarkederne, og hun forsvarede generelt den tættere kontrol, der var etableret efter det finansielle sammenbrud i 2008.

I en tale, der bredt sigtede på at forsvare globaliseringens fordele, sagde Mario Draghi, at det er afgørende, at åbne politikker for international handel og global finansiering suppleres med reguleringer, der har til formål at sikre, at globaliseringen bliver ”retfærdig” og sikker. Draghi påpegede, at i en situation hvor centralbanker massivt støttede økonomien med ekspansive pengepolitikker, kunne det være særligt farligt at give efter for markedernes øgede risikovillighed og slække på reguleringen.

Iagttagere noterede, at den kombinerede effekt af Yellens og Draghis taler var et direkte angreb på de kræfter, der målbevidst arbejder for deregulering af de finansielle sektorer.

Janet Yellen er i dag finansminister i Biden-administrationen, og Mario Draghi er premierminister i Italien.

Nationalbankens og Finanstilsynets advarsler

Når finanssektoren i Danmark taler om hæmmende reguleringer sigtes der bl.a. til EU’s krisehåndteringsdirektiv, der for at undgå nedsmeltninger som under finanskrisen, stiller en række krav til finansielle institutioner.

Der er kommet regler for både kapital og likviditet, for om bankledelserne er egnede eller “fit and proper”, og der er regler for investorbeskyttelse.

Samtidig har både Banktilsynet og Nationalbanken advaret om faretruende tendenser til ”increased risk taking”  i finanssektoren.

De historisk lave renter øger risikoen for, at banker og deres kunder tager for store risici, når de investerer penge.

I Danmark har der stort set været negative renter uafbrudt siden 2012. Det lave renteniveau har presset indtjeningen i den finansielle sektor, og tilskyndet nogle til at kaste sig over mere risikofyldte investeringer. Det gælder både aktier, som er højt prissat i øjeblikket, og for eksempel alternative investeringsfonde, hvor bankernes investorkunder kan have svært ved at gennemskue risikoen.

Ejendomsmarkedet

Det Systemiske Risikoråd med Danmarks Nationalbank i spidsen henstillede i juni til regeringen, at der gennemføres en opstramning i adgangen til afdragsfrie lån, så låntagere med en belåningsgrad over 60 pct. fremadrettet kun kan optage realkreditlån eller realkreditlignende lån med afdrag.

Det Systemiske Risikoråd har peget på, at der er pres på boligmarkedet især i København og Århus. Samtidig har der været bekymrende tendenser til øget risikovillighed på finansmarkederne. Derfor kunne der være anledning til at stramme vilkårene for afdragsfrie lån for de mest gældsplagede låntagere. Nationalbanken har også anbefalet at regeringen begrænsede rentefradragsretten.

Spørgsmålet for Det Systemiske Risikoråd er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger og virksomheder, når renterne på et tidspunkt igen stiger? Kommer vi til at stå over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i forhold til de økonomisk svageste befolkningsgrupper? Og hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Skal der laves nye bankpakker? Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten?

Regeringen afviser Nationalbankens advarsler

Regeringen vil ikke gribe ind over for afdragsfrie boliglån, men dog forstærke overvågningen af udviklingen i risikable boliglån, herunder afdragsfrie lån, der optages i kombination med variabel rente.

Når selv en tumpet knægt som den nuværende erhvervsminister, Simon Kollerup, der er ubelastet af økonomisk indsigt og erfaring, tillader sig at hælde Lars Rohdes anbefalinger ned ad brættet, har vi et problem.

Regeringen har svært ved at levere på et af sine helt centrale naturløfter. Socialdemokratiet stillede før valget i udsigt, at der skulle etableres naturnationalparker ”med et samlet areal, der svarer til hele Bornholm”, d.v.s. 60.000 hektar. Foreløbig har regeringen med støtte fra rød blok udpeget de første fem naturnationalparker, der har et samlet areal på knap 10.000 hektar.

Nu er man indstillet på i alt at etablere 15 parker, der kun vil bidrage med maksimalt 35.000 hektar beskyttet natur.

På regeringens bruttoliste er der forslag til 23 nye områder, som altså i sidste ende skal skæres ned til ti. De 23 forslag varierer i størrelse og har i gennemsnit et areal på omkring 1.400 hektar.

Et samlet areal på 35.000 hektar beskyttet natur etableret på statslige arealer er umiddelbart for lidt, men hvis man bestræber sig på at vælge områder, hvor der er mulighed for løbende udvidelse med enten kommunale eller private arealer, kan det på sigt blive til mere.

Lokalt er der flere steder modstand mod etablering af flere indhegnede naturnationalparker, men som middel til at vende naturens tilbagegang i Danmark er naturnationalparkerne faktisk et helt rigtigt værktøj.

Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen er trods en opvækst på stenbroen i Aalborg en sand ven af naturen. Hun har ikke holdt sig tilbage. Der bliver færre harer, sommerfugle og lærker, konstaterede Socialdemokratiets leder i en kronik i Fyens Stiftstidende, hvor hun sammen med SF inden valget i 2019 gjorde rede for de to partiers fælles naturudspil: 75.000 hektar urørt skov. 15 nye vilde naturparker. Og en ny national plan for en mangfoldig natur, lød løftet fra de to partier.

Mette Frederiksen har ikke som statsminister glemt sine løfter til naturen. I begyndelsen af 2020 skrev hun i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for.

Statsministeren oplyste, at den dengang helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viste, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.

I Den danske Rødliste 2019, der den 14. januar 2020 blev offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Vurderingen omfatter således en væsentlig del af Danmarks ca. 35.000 kendte arter og den rummer bl.a. information om hvor truede alle disse arter er. Resultatet af en rødlistevurdering er, at en art henføres til en rødlistekategori, som afspejler artens risiko for at uddø: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD), livskraftig (LC), eller ikke relevant (NA). Endelig henføres arter til kategorien ikke vurderet (NE) hvis de ikke vurderes.

Formålet med at udarbejde en dansk rødliste er at tilvejebringe et grundlag, som kan bruges til at vurdere den nuværende status og udvikling af mangfoldigheden af arter i Danmark. Rødlisten er således et nøgleværktøj for en nøgleindikator for hvordan det går med Danmarks biodiversitet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019.

En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren havde faktisk ret

Statsministeren havde ret i, at bortset fra guldsmedene har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Samtidig hævder eksperter i biodiversitet, at den mest effektive måde at gavne naturen og biodiversiteten i Danmark netop er øget naturbeskyttelsen gennem etablering af naturnationalparker på statslige arealer og i de statsejede skove.

Skovhugst

Samtidig har regeringen og støttepartierne indgået en aftale, hvor man blandt andet blev enige om at stoppe skovhugst i 32 danske skove, og man udpegede 6000 nye hektar urørt skov, så der i alt nu er udpeget 29.000 hektar urørt skov i Danmark.

Naturparker, blomsterenge og urørt skov vil ikke alene øge biodiversiteten

Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på levesteder

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse såkaldte møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

I relation til produktionsdyrene er ormemidler og anden medicinering et særligt problem. Ormemidler reducerer kvaliteten af lort som levested, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Fordel med variation i levesteder

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet. 

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Trusler mod levesteder

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Nødvendigt med dyr i nationalparkerne

Naturnationalparker kan yde et væsentligt bidrag, hvis danske naturarealer i langt højere grad blev afgræsset af hjorte, kronvildt, robuste kvægracer, vilde heste, får, bisonokser m.fl. Hvis det skal gennemføres, kræver det at naturnationalparkerne indhegnes. Der findes gode tekniske muligheder i form af færiste, selvlukkende led m.v. som betyder, at naturnationalparkerne fortsat kan udnyttes rekreativt.

Det tyske valg den 26. september 2021 kan blive afgørende for udviklingen af den økonomiske og monetære union i EU.

I Tyskland har Kristendemokraterne i CDU advaret mod, at en eventuel kommende tysk regering af bestående af socialdemokraterne i SPD og De Grønne med støtte fra Venstrepartiet Die Linke kan komme til at stå for en efterladende linje i den økonomiske politik – ikke kun i Tyskland men i hele EU.

Stabilitets- og Vækstpagten

Spillereglerne for Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU’en) og eurosamarbejdet er fastlagt i Stabilitets- og Vækstpagten, SGP. Her fastlægges grænser for offentligt underskud og bruttogæld – og den foreskriver, hvad der sker, hvis grænserne overskrides.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger.

Formålet med Stabilitets- og Vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde. Landenes budgetunderskud må ikke overstige 3 pct. af BNP og statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP. Manglende overholdelse af reglerne kan udløse bøder på 0,5 pct. af BNP.

Budgetreglerne blev under COVID-krisen suspenderet til udgangen af 2022 for at give medlemslandene et større frirum til at imødegå de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Frankrig og sydeuropa presser på for mere fleksible regler

Siden sommeren 2019 har den franske præsident Emmanuel Macron ikke været karrig med kritik af budgetreglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Han har gentagne gange opfordret til, at EU’s finansielle bestemmelser kasseres. For ham er gældsloftet på 3 procent af BNP noget, der “hører hjemme i det forrige århundrede”.

Han har også beskrevet Tysklands rolle i eurosamarbejdet som følger: “Tyskerne er de store vindere i eurozonen, og det “tyske system” måtte erkende, at situationen var “ikke bæredygtig”.

Angela Merkel og den tyske regering har dog ikke været tilbøjelig til at lytte til Macrons sirenesang.

Hvad skal der ske efter 2022?

EU’s finansministre har påbegyndt diskussionen af hvad der skal ske med reglerne efter 2022, og om de skal ændres, så de passer bedre til ændrede økonomiske realiteter, når de genindføres fra 2023.

Der er enighed om, at der er behov for at afbalancere finanspolitisk bæredygtighed med behovet for at understøtte det økonomiske opsving, men en række lande er ikke indstillet på at opgive reglerne, der skal sikre at budgetdisciplinen opretholdes.

Samtidig er der opmærksomhed omkring det særlige problem med offentlige investeringer, der traditionelt har været det første offer for eventuelle udgiftsnedskæringer under kriser.

”Grønne” investeringer

Offentlige investeringer i klima, “grønne” investeringer, der sigter mod at reducere CO2-emissioner i overensstemmelse med målsætningen om nul inden 2050, digitalisering og infrastruktur bør underkastes en særlig behandling, og måske holdes helt uden for beregninger af budgetunderskud. Ikke mindst Frankrig har været fortaler for et sådan system.

Forhandlingerne om EU’s finanspolitiske regler er politisk følsomme, hvor man på den ene side har en række lande, der traditionelt er mere finansielt sparsomme, overfor Frankrig og mere svage sydeuropæiske økonomier.

Et af problemerne er at definere hvilke ”grønne” udgifter, der eventuelt skal holdes udenfor beregninger af budgetunderskud.

I øjeblikket siger reglerne, at regeringer ikke må køre budgetunderskud højere end 3 pct. af BNP og statsgælden bør holdes under 60 pct. af BNP. Hvis gælden er højere, bør den hvert år reduceres med 1/20 af overskuddet over grænsen på 60 pct.

Men nogle lande, som Italien, har gæld på 160 procent af BNP, hvilket gør en årlig reduktion på 5 procentpoint urealistisk, især hvis landet skal investere stort i at gøre sin økonomi “grøn” og mere digitaliseret.

Sparebanden

EU’s finansministre fra Holland, Finland, Sverige Slovakiet, Tjekkiet, Østrig, Danmark og Letland har i et fælles brev erklæret, at være ”åbne for en debat om forbedring af økonomisk og finanspolitisk styring, herunder stabilitets- og vækstpagten. Mens vi holder fast ved en regelbaseret finanspolitisk ramme, bør der foretages forbedringer”. Danmark har tilkendegivet, at man støtter indholdet af brevet.

Regeringen vil ikke gribe ind over for afdragsfrie boliglån, men dog forstærke overvågningen af udviklingen i risikable boliglån, herunder afdragsfrie lån, der optages i kombination med variabel rente.

Det Systemiske Risikoråd med Danmarks Nationalbank i spidsen henstillede i juni til regeringen, at der gennemføres en opstramning i adgangen til afdragsfrie lån, så låntagere med en belåningsgrad over 60 pct. fremadrettet kun kan optage realkreditlån eller realkreditlignende lån med afdrag.

Et indgreb ville især ramme de økonomisk svageste, men regeringen mener ikke, at udviklingen på boligmarkedet er alarmerende og konstaterer, at prisstigningerne på boliger ikke har været så store som i årene op til finanskrisen.

Den internationale finanskrise i 2008

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

Roskilde Bank

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Finanskrisen

Det viste sig imidlertid, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Bankerne havde stor gæld, lille kapital og begrænset risikokontrol

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt at opkøbe store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, ECB, fulgte trop.

Bankpakkerne

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

Det Systemiske Risikoråds bekymringer

Det Systemiske Risikoråd har peget på, at der er pres på boligmarkedet især i København og Århus. Samtidig har der været bekymrende tendenser til øget risikovillighed på finansmarkederne. Derfor kunne der være anledning til at stramme vilkårene for afdragsfrie lån for de mest gældsplagede låntagere.

Spørgsmålet for Det Systemiske Risikoråd er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger og virksomheder, når renterne på et tidspunkt igen stiger? Kommer vi til at stå over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i forhold til de økonomisk svageste befolkningsgrupper? Og hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Skal der laves nye bankpakker? Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten?

Regeringen afviser

Regeringen deler ikke Det Systemiske Risikoråds bekymringer og gør også opmærksom på, at der siden finanskrisen i 2008 er gennemført en række tiltag i den finansielle regulering af boliglån. Det drejer sig om

1) at låntagere skal kreditvurderes op mod et lån med afdrag og fast rente for at have adgang til mere risikable lånetyper, herunder lån med afdragsfrihed

2) udbetalingskrav på i udgangspunktet minimum fem procent

3) begrænsninger på hvor mange afdragsfrie lån ved høje belåningsniveauer et realkreditinstitutut kan have

4) vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder

5) retningslinjer for boliglån i husstande med høj gæld, der blandt andet indebærer, at man kun kan vælge afdragsfrihed på sit lån, hvis det sker i kombination med fast rente i tilfælde, hvor gældsfaktoren og belåningsgraden er høj.