Forud for rapporten er den socialdemokratiske regering travlt optaget af at formilde støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til enten at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” eller udskrive valg. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre ved man aldrig.

Det Radikale Venstre

I tv-serien Matador er den radikale dr. Hansen i Ove Sprogøes skikkelse det fornuftige modstykke til den koleriske oberst Ditlev Hachel. Dr. Hansen er i Matador endog en modig frihedskæmper, der også redder jøden hr. Stein til Sverige.

Totalt utroværdigt. Vi ved jo alle, at netop De Radikale var de ivrigste efter samarbejde med tyskerne, og kun meget få blev modstandsfolk. På den anden side havde De Radikale efter krigen brug for al den hjælp de kunne få til at rense eftermælet efter krigen.

MeToo

Det var Manu Sareen, der som Det Radikale Venstres kirkeminister fik indført kønsneutrale ægteskaber, ligesom det viser sig, at der i partiet længe har været en usund, seksualiseret og klam samværskultur.

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, men det var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør mod seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til partiets tidligere modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001.

Inden havde partiet skiftet holdning til forsvaret, EU og Nato.

Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

Efter folketingsvalget i juni 2019 er vi igen endt med en socialdemokratisk ledet regering. I udgangspunktet sidder regeringen på Det Radikale Venstres og venstrefløjens nåde, og støttepartiernes reaktion på Minkkommissionens konklusioner vil være afgørende for regeringens fremtid.

Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt har svært ved at få inflationen og de finansielle markeder under kontrol. Baggrunden for det krisemøde, som banken holdt i Frankfurt onsdag den 15. juni 2022, var den galopperende inflation i Eurozonen og udviklingen på de finansielle markeder med kursfald på statsobligationer og rentestigninger.

Udviklingen er imidlertid ikke jævnt fordelt.

I de kriseramte økonomier i Sydeuropa – først og fremmest Italien, er der oplevet stærkt stigende renter på den store statsgæld, og spændet på renten mellem tyske og italienske statsobligationer var ved at nå historiske højder. Renten på italienske 10-årige statsobligationer er steget til over fire procent for første gang siden 2014.

Centralbanken har derfor været nødt til at holde et krisemøde i Frankfurt onsdag, hvor det blev gjort klart, at man er parat til at holde sammen på hele Eurozonen, selvom det især er situationen i Italien, der er i fokus.

ECB leder efter det rette ”instrument”!

Efter mødet blev det oplyst, at ECB er parat til at investere midlerne fra det såkaldte PEPP-program (Pandemic Emergency Purchase Programme), der var den pengeudpumpning i forbindelse med opkøb af statspapirer, der blev iværksat for at bekæmpe de finansielle problemer i forbindelse med coronakrisen.

ECB er klar til at reinvestere – på fleksibel vis – de obligationer, der udløber fra sit PEPP-program for at sikre prisstabilitet på markedet. Men først skal man finde det rette instrument til at hjælpe Italien og de øvrige lande i Eurozonens periferi.

Meldingen fra ECB har alligevel været skuffende, og finansmarkederne reagerede med rentestigninger, hvor ikke mindst de italienske statsrenter skød i vejret.

Det nye ”instrument” som ECB vil udvikle skal medvirke til at undgå såkaldt fragmentering i eurozonen – altså, at spændet mellem f.eks. tyske renter og italienske renter bliver for stort i forbindelse med de rentestigninger, som ECB har bebudet i de kommende måneder.

Hvis ECB skal gøre sin del for at bekæmpe den inflation, der raser i indenfor og udenfor eurozonen, er det helt uomgængeligt, at ECB bliver nødt til at sætte styringsrenten op, i lighed hvad der allerede sker i USA.

Må ECB finansiere den italienske statsgæld?

Planerne om at kanalisere penge fra PEPP-programmet til målrettede opkøb i Italien, kan måske forhindre, at eurozonen bliver sprængt til atomer.

Tilhængere af sparsommelighed og mådehold har været skeptiske overfor ECB, PEPP-programmet og andre interventioner på finansmarkederne. Kritikere har hævdet, at obligationskøbene har oversvømmet markeder med billige penge, finansieret medlemslandes statsgæld og tilskyndet især sydeuropæiske gældtyngede regeringer til overforbrug.

Den 5. maj 2020 erklærede den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht), at Den Europæiske Centralbank ikke havde retfærdiggjort de massive obligationskøb, og dokumenteret at disse køb opfyldte “proportionalitetsprincippet” som krævet i EU-traktatens artikel 5.

Proportionalitetsprincippet, der bestemmer, at en EU-aktion skal begrænses til det, der er nødvendigt for at nå et angivet mål, regulerer udøvelsen af de beføjelser, som medlemslandene har overført til EU.

Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol anerkender, at EU-lov står over national lovgivning på de områder, der klart ligger inden for EU’s traktatmæssige kompetence. Men det gælder ikke nødvendigvis, når man skal bedømme, om EU opererer inden for eller uden for et klart defineret kompetenceområde. Og det gælder altså f.eks. den europæiske centralbanks aktiviteter med relation til medlemslandenes eget ansvar for finansiering af deres nationale aktiviteter.

Den tyske forfatningsdomstol lod sig tilsyneladende tilfredsstille, da den Europæiske Centralbank efterfølgende fremlagde dokumentation for formålet med opkøbsprogrammerne, og at proportionalitetsprincippet var opfyldt.

Det bliver spændende at følge, om den tyske forfatningsdomstol vil acceptere det ”instrument” som ECB når frem til med henblik på at undgå alt for store spændinger indenfor euro-zonen.

En række ‎‎nye og ‎‎bekymrende inflationsrapporter‎ har været på bordet under mødet i den amerikanske centralbanks FOMC-komité, tirsdag og onsdag 14. – 15. juni 2022.

På mødet besluttede The Fed at forhøje styringsrenten. Renten har hidtil været på 1 pct., men forhøjes nu med 0,75 pct.-point til 1,75 pct. – den største rentestigning i 28 år!

 Forud for centralbankmødet, havde kilder ‎oplyst, at de var parate til at hæve renten med et halvt procentpoint i denne uge og igen med et halvt procentpoint på næste møde i juli. Men de havde også sagt, at alt afhang af hvordan økonomien udviklede sig. ‎‎Sidste uges inflationsrapport‎‎ fra det amerikanske arbejdsministerium viste en større stigning i priserne i maj, end forventet.‎

‎To forbrugerundersøgelser har også vist, at husholdningernes forventninger til den fremtidige inflation er steget de seneste dage.

‎The Fed hævede på ‎‎sit møde i sidste måned‎‎ renten med et halvt procentpoint til 0,75 – 1 pct.

Den nye chef for PR og kommunikation i it-virksomheden Netcompany får nok at se til, men hun forventes til fulde at kunne udnytte hendes store erfaring med håndtering af monumentale møgsager.

Karen Clement har siden marts 2021 stået i spidsen for Forsvarsministeriet presseindsats. Inden da kom hun fra en stilling som ledende pressesekretær i Statsministeriet.

Karen Clement har tidligere været ansat som presserådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og som journalist på TV 2, Berlingske Nyhedsbureau og Radio24syv.

Netcompany, der er grundlagt og ledes af André Rogaczewski, står blandt andet for it-systemerne bag det kritiserede offentlige postsystem, mit.dk., Skats nødlidende inddrivelsessystem og Aula.

Den 17. januar tog politiet et nyt administrativt system i brug. Det nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), der er leveret af Netcompany, har fået kritik for lang sagsbehandlingstid på udstedelsen af våbentilladelser, og det betyder, at mindst 20.000 jægere ikke fik udstedt deres tilladelser til rette tid. Systemet er også årsagen til at danske vagt- og sikkerhedsvirksomheder nu deltager i kritikken af Rigspolitiet. Vagt- og sikkerhedsvirksomhederne kan kun udføre deres arbejde, hvis samarbejdet med politiet og andre offentlige institutioner forløber effektivt og gnidningsfrit.

Hver gang en ny vagt bliver ansat, kræver det en vagtgodkendelse og et legitimationskort fra Rigspolitiet. Desværre er ansøgningsprocessen blevet en rodet omgang. Der er ikke styr på rækkefølgen, ansøgningerne bliver behandlet i, så ansøgninger, der har ligget i længere tid, risikerer at blive sprunget over af nye ansøgninger. Der er også eksempler på, at ansøgninger simpelthen forsvinder, og at beskeder til godkendte kandidater ikke er blevet sendt afsted.

Førhen lå ventetiden på omkring 14 dage, men med det nye it-system er sagsbehandlingstiden for vagttilladelser nu eksploderet til op mod 35 dage, og den er ved at udvikle sig til at være den største udfordring for vagt- og sikkerhedsindustrien.

It-systemet hos Rigspolitiet, blev iværksat uden testfase. Efterfølgende er der konstateret fejl, som har betydet lange sagsbehandlingstider.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup måtte i Folketinget love at rette op på det fejlbehæftede nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), ved blandt andet at sætter flere medarbejdere på sagen.

Desværre er problemerne medio juni langt fra løst.

Den amerikanske obligationsrentekurve vendte igen mandag, hvilket øgede bekymringen for, at økonomien er på vej mod en recession. Renten på korte 2-årige statsobligationer steg over de 10-årige statsobligationer for første gang siden april. Renten på femårige obligationer gik så højt som 17 basispoint over renten på 30-årige papirer.

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte afkastkurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når afkastkurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt afkastkurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

En række ‎‎bekymrende inflationsrapporter‎‎ i de seneste dage er på bordet under mødet i den amerikanske centralbanks FOMC-komité, tirsdag og onsdag 14. – 15. juni 2022. Det forventes, at den amerikanske centralbank, The Fed, på mødet vil besluttet at forhøje styringsrenten. Renten er i øjeblikket på 1 pct. og spørgsmålet er om den forhøjes til 1,5 pct. eller til 1,75 pct. Hvis renten forhøjes med 0,75 pct.-point, vil det være den største rentestigning siden 1994.

Når Mellemøsten er en veritabel krudttønde, er årsagen ikke først og fremmest modsætninger mellem vestlige demokratier og regionens islamiske samfund. Årsagen er først og fremmest rivaliseringen mellem shiamuslimer og sunnier.

Sunni-islam og shia-islam udgør islams to største hovedretninger. De har fra tiden efter Muhammeds død haft en arvestrid, som er et spørgsmål om, hvem den rette leder for islam skulle være.

Da islams grundlægger, profeten Muhammed døde i begyndelsen af det 7. århundrede var der uenighed om, hvem der skulle træde i hans fodspor.

Størstedelen af datidens muslimer pegede på Abu Bakr – en nær rådgiver for Muhammed – som ny ”kalif ” – leder af det politiske organ, kalifatet.

En anden, mindre gruppe mente derimod, at det var Muhammeds fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib, der var den retmæssige arvtager efter Muhammed.

Begge grupper kæmpede for deres sag, men det blev flertallets valg, Abu Bakr, der til sidst, i 632, blev den første kalif.

For både sunni- og shiamuslimer anses Koranen som den primære kilde til regler for livsførelse, men i sunni-islam eller sunnismen anses Koranen som den afgørende kilde til Muhammeds levevis.

Shia-muslimer eller shiister derimod særlig vægt på den særlige status og fortolkningsret, de tillægger imam-slægten efter Muhammed – den såkaldte ”Ahl al-Bayt”-profetslægt, hvor imam-rækkefølgen kan spores i en direkte linje fra Muhammed og fætteren Ali.

Efter Abu Bakr fulgte to kaliffer, og det var først efter mordet på den tredje kalif, Uthman, at Muhammeds fætter, Ali, i 656 blev valgt som den fjerde kalif efter Muhammed. Der herskede stor uenighed om arvefølgen blandt imamer og kaliffer, og Ali måtte kæmpe flere slag, for at blive accepteret som retmæssig kalif. Alligevel har der siden været strid mellem sunni- og shia-muslimer om den rette opfattelse af islam.

Ikke mindre end 23 procent af verdens befolkning er muslimer. Der lever i dag cirka halvanden milliard muslimer i verden. Islam er dermed verdens andenstørste religion efter kristendommen. På verdensplan udgør sunni-muslimer cirka 85 procent af verdens muslimer, mens cirka 15 procent er shia-islam-tilknyttede.

Shia-islam har cirka 200 millioner tilknyttede og er relativt udbredt i lande som Irak, Pakistan, Yemen og Azerbaijan.

I Iran tilhører omkring 90 procent af befolkningen shia-islam, som er statsreligion, hvilket gør landet til den største politiske repræsentant for Shia-islam i dag.

Konflikten i England om ”The Lady of Heaven”

Vrede protester fra især sunni-muslimske demonstranter har i England fået biografkæden Cineworld til at stoppe visningen af filmen ”The Lady of Heaven” (Kvinden fra himlen), af hensyn til de britiske kunders og ansattes sikkerhed.

Protesterne går dels på at filmen er blasfemisk og samtidig kritiseres filmen for at dæmonisere sunni-muslimer.

Filmen ripper op i den over 1400 år gamle strid mellem shia- og sunni-muslimer. Filmen fortæller historien om profeten Muhammeds datter Fatima set fra et shia-muslimsk synspunkt, hvilket har ført til protester fra primært sunni-muslimer.

Filmen portrætterer tætte venner og rådgivere for profeten, som var sunni-muslimer. Filmen antyder, at det minder om den opførsel, som vi så fra Islamisk Stat.

Et andet element i filmen er, at den kort viser profeten Muhammed, om end ingen skuespiller er krediteret for at spille rollen, og ansigtet er sat sammen med computerteknologi. Men det har blandt andet fået det shia-muslimske Iran til at forbyde filmen.

I Frankrig blev 1. runde i valget til Nationalforsamlingen afviklet søndag den 12. juni 2022.

Alle kandidater, som i første valgrunde har fået over 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, går videre til anden valgrunde søndag den 19. juni 2022, hvor kun én kandidat i hver valgkreds får et af de 577 sæder i Nationalforsamlingen.

Den udbredte skepsis overfor det politiske system blandt franskmændene førte ikke uventet til en meget lav valgdeltagelse på kun 47,2 pct.

Præsidentvalget i april 2022 gav Emmanuel Macron fem år mere på præsidentposten efter en duel med den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

I valgkampen op til parlamentsvalget er det ikke Marine Le Pen og højrefløjen, der har sat dagsordenen med fokus på indvandring og Frankrigs nationale identitet.

Det har i stedet været venstrefløjen og dens leder, Jean-Luc Mélenchon, som nu er Emmanuel Macrons hovedmodstander takket være et nyt valgforbund mellem Mélenchons parti ”Det rebelske Frankrig” og De Grønne samt Socialistpartiet og kommunisterne. Valgforbundet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale) er gået til valg underparolen ”Mélenchon som premierminister”.

Jean-Luc Mélenchon ligger et godt stykke til venstre for de traditionelle socialdemokratiske positioner, og hvis en valgsejr fører til at han bliver premierminister, kan han blive en konstant sten i skoen for Emmanuel Macron de næste fem år.

NUPES har op til valget ligget i front i meningsmålingerne med 28 procent af stemmerne mod 27 procent til Emmanuel Macrons centrumorienterede valgforbund, ENSEMPLE.

Resultatet af 1. runde er, at Melenchons NUPES-valgforbund og Macrons ENSEMPLE ligger næsten lige med omkring 26 pct. af stemmerne, men med et lille forspring til Macron.

Præsidenten kan dog langt fra vide sig sikker på et flertal i Nationalforsamlingen – og dermed på at kunne realisere sin politik. Det vil kræve, at Macron og hans allierede i valgforbundet ENSEMPLE i 2. runde næste søndag vinder over 289 pladser ud af de i alt 577.

Risikoen for et parlament uden fast flertal har betydet, at den regering med premierminister Élisabeth Borne i spidsen, Macron udpegede efter sejren ved præsidentvalget, og som vil skulle bekræftes af det næste flertal i Nationalforsamlingen, åbnede en decideret gavebod i valgkampens slutspurt.

Regeringen har således lovet, at pensionisterne i juli måned får udbetalt ekstra pension og annonceret en inflationshjælp til fattige familier. Hertil kommer en købekraftspakke senere denne sommer. Alt sammen for at undgå, at frustration over højere priser skulle forringe Macrons valgforbund, ENSEMPLES, muligheder i parlamentsvalget.

Blandt valgløfterne fra NUPES er mindsteløn på 1.500 euro, ulydighed mod EU-lovgivning – særligt budgetregler og konkurrencelove – og en langt hurtigere grøn omstilling med investering i vedvarende energi og udfasning af atomkraften.

Den hårde højrefløj med Marine Le Pen og Éric Zemmour har ikke spillet en større rolle ved parlamentsvalget, og pladsen som Macrons hovedmodstander er derfor overladt til venstrefløjen.

Marine Le Pens Rassemblement National (RN) fik godt 18 procent, og bliver dermed ikke en betydende magtfaktor i Nationalforsamlingen. Alt tyder dog på at Marine Le Pen i Nordfrankrig genvinder sin egen plads i Nationalforsamlingen.

De ”gamle” borgerlige i Les Républicains (LR) fik knap 14 pct. af stemmerne i 1. valgrunde, og er dermed også uden for afgørende indflydelse.

Blandt søndagens store valgnyheder var, at Éric Zemmour fra den hårde højrefløj i hans Sydfranske valgkreds ikke kvalificerede sig til anden valgrunde. Han bliver dermed ikke medlem af det franske parlament, og hans Reconquête!-parti klarede sig med kun godt 4 procent af stemmerne på landsplan så dårligt, at de forventes at få mellem nul og to parlamentsmedlemmer.

Hvis venstrefløjens forhåbninger om et godt valgresultat bekræftes i 2. runde, skal NUPES vælge, om venstrefløjen skal modarbejde eller forsøge at samarbejde med præsidenten. Hvis venstrefløjen vælger konfrontationen, kan det lamme fransk politik i de næste 5 år.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i et hårdt angreb på Jakob Ellemann-Jensen anklaget Venstre for at adoptere Donald Trumps kampagnemetoder.

Hummelgaard anklager blandt andet Venstre for – ligesom Trump – at så mistillid til samfundets institutioner. Han henviser til FE-sagen, hvor Folketinget, herunder Venstre, endte med at sige nej til at ophæve tidligere V-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Angrebet kommer efter kritik af regeringen for at have politiseret embedsværket, FE-sagen, minkskandalen og kritik af Mette Frederiksens magtfuldkomne måde at forvalte statsministerembedet på.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at Peter Hummelgaards angreb er et forsøg på at modvirke det billede, der tegner sig af Socialdemokratiet, som et parti, der ikke tåler kritik.

Ekstra Bladet kunne i marts 2021 afsløre, at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre. Siden har den hårde fremfærd mod FE-chef Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, bekræftet, at regeringen ingen midler skyer for at imødegå kritik.

Ekspert i digital, politisk kommunikation, Benjamin Rud Elberth, har offentligt tilkendegivet, at noget tyder på, at Socialdemokratiet har en eller anden form for tæskehold siddende klar til at rykke ud, når partiet angribes.

Til eksempel nævnes forfatteren Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik den socialdemokratiske ordfører Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn”.

”Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier”, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

”Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler”, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema.

Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men typer som Peter Hummelgaard har villigt indtaget deres plads.

Billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Har det altid været sådan?

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket og frabedt sig kritik fra offentligt ansatte eksperter. Besværlige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

Frem mod valget

Kan vi vente flere angreb ”med knopperne forrest” fra Socialdemokratiet frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes senest den 4. juni 2023?

Jeg tror det!

I Frankrig afholdes der valg til Nationalforsamling den 12. og 19. juni, hvor de franske vælgere skal udpege 577 parlamentsmedlemmer.

Alle kandidater, som i første valgrunde får over 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, går videre til anden valgrunde, hvor kun én kandidat i hver valgkreds får sæde i Nationalforsamlingen.

Præsidentvalget i april 2022 gav Emmanuel Macron fem år mere på præsidentposten efter en duel med den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

Nu er det medlemmerne af landets parlament, der skal udpeges. Og denne gang er det ikke Marine Le Pen og højrefløjen, der sætter dagsordenen med fokus på indvandring og Frankrigs nationale identitet.

Det gør i stedet venstrefløjen og dens leder, Jean-Luc Mélenchon, som nu er blevet Emmanuel Macrons hovedmodstander takket være et nyt valgforbund mellem Mélenchons parti ”Det rebelske Frankrig” og De Grønne samt Socialistpartiet og kommunisterne. Valgforbundet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale) går til valg underparolen ”Mélenchon som premierminister”.

Jean-Luc Mélenchon ligger et godt stykke til venstre for de traditionelle socialdemokratiske positioner, og hvis han bliver premierminister, kan han blive en konstant sten i skoen for Emmanuel Macron de næste fem år.

NUPES ligger i front i meningsmålingerne med 28 procent af stemmerne mod 27 procent til Emmanuel Macrons valgforbund, Ensemble. Præsidenten kan derfor ikke vide sig sikker på et flertal i Nationalforsamlingen – og dermed på at kunne realisere sin politik. Det vil kræve, at Macron og hans allierede i valgforbundet Ensemble vinder over 289 pladser ud af de i alt 577.

Risikoen for et parlament uden fast flertal har betydet, at den regering med Premierminister Élisabeth Borne i spidsen, Macron udpegede efter sejren ved præsidentvalget, og som vil skulle bekræftes af det næste flertal i Nationalforsamlingen, har åbnet en decideret gavebod i slutspurten.

Regeringen har således lovet, at pensionisterne i juli måned får udbetalt ekstra pension og annonceret en inflationshjælp til fattige familier. Hertil kommer en købekraftspakke senere denne sommer. Alt sammen for at undgå, at frustration over højere priser skal forringe Macrons valgforbund, Ensembles, muligheder i parlamentsvalget.

Blandt valgløfterne fra NUPES er mindsteløn på 1.500 euro, ulydighed mod EU-lovgivning – særligt budgetregler og konkurrencelove – og en langt hurtigere grøn omstilling med investering i vedvarende energi og udfasning af atomkraften. Den kritiske EU-linje har fået en del socialdemokrater og grønne til at forlade partierne eller stille op som alternative kandidater.

Den hårde højrefløj med Marine Le Pen og Éric Zemmour ser ikke ud til at kunne spille en større rolle ved parlamentsvalget, og pladsen som Macrons hovedmodstander er derfor overladt til venstrefløjen.

Hvis venstrefløjens forhåbninger om et godt valgresultat indfries, skal NUPES vælge, om venstrefløjen skal modarbejde eller forsøge at samarbejde med præsidenten. Hvis venstrefløjen vælger konfrontationen, kan det lamme fransk politik i de næste 5 år.

Den udbredte skepsis overfor det politiske system blandt franskmændene ventes – igen – at føre til en meget lav valgdeltagelse. Under halvdelen af franskmændene forventes at stemme.

Økonomer advarer om, at det for USA og EU kan ende som i 2008, hvor krakket i Lehman Brothers satte finanskrisen i gang.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked, der i en periode havde været overophedet. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor, og den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

Meget er ændret, men?

Meget er ændret siden 2008. Selvom ejendomsmarkerne har vist tegn på overophedning, er de fleste boligejere i dag mere polstrede end i 2007-08. Det må dog ikke overses, at forbrugertilliden i både USA og EU er historisk lav.

USA’s bruttonationalprodukt faldt i første kvartal af 2022, inflationen raser og renterne er stigende. Er USA (og dermed verdensøkonomien) på vej ind i en recession (defineres som negativ økonomisk vækst i mindst 2 kvartaler)?  Mange økonomer og f.eks. Bank of America tvivler på vi står over for en egentlig recession, men økonomisk står vi overfor store bump på vejen – ikke mindst som følge af at den amerikanske centralbank – Federal Reserve – vil stramme pengepolitikken.

Renternes optur har da også taget fart siden årsskiftet, og for danske boligejere betyder det, at der nu er fastforrentede lån til fire procent på hylderne, hvor der for kun et par år siden var lån til nul procent at få. Så sent som ved årsskiftet var den toneangivende rente på halvanden procent på fastforrentede lån.

For flekslånenes vedkommende er renterne også steget til de højeste niveauer i årevis, og det sætter sig direkte i den såkaldte boligbyrde – omkostningen ved at finansiere en ejerbolig. Den ligger nu i hovedstadsområdet og Nordsjælland på et højere niveau end gennemsnittet for de seneste 25 år.

Rente og inflation

Torsdag den 9. juni 2022 var der rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, og ECB forventer nu åbent, at renten vil blive sat op med et kvart procentpoint i juli og september. Samtidig tilkendegives det, at inflationen kan gøre det nødvendigt med en større renteforhøjelse i 3. kvartal.

Centralbankernes onde ånd er den stigende inflation. Mens de fleste centralbanker styrer mod en inflation på omkring 2 pct. er forbrugerpriserne i Danmark steget med over syv procent i maj i forhold til året før.

Der er ingen tegn på, at stigningerne i de danske forbrugerpriser er ved at ebbe ud. Tværtimod kan man godt forestille sig, at priserne på en række tjenesteydelser vil stige sammenlignet med sidste sommer, der fortsat var præget af restriktioner.

Udover krigen i Ukraine har presset på råvaremarkederne bidraget til inflationen. Desuden har der været forsyningsproblemer som følge af Corona-nedlukninger i Kina og flaskehalse, der har givet rekordhøje priser på transport af varer på verdenshavene.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har opjusteret forventningerne til inflationen i euroområdet i år og næste år ganske markant. De danske inflationstal for maj betyder, at det samme vil ske i Danmark.