Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt har svært ved at få inflationen og de finansielle markeder under kontrol. Baggrunden for det krisemøde, som banken holdt i Frankfurt onsdag den 15. juni 2022, var den galopperende inflation i Eurozonen og udviklingen på de finansielle markeder med kursfald på statsobligationer og rentestigninger.
Udviklingen er imidlertid ikke jævnt fordelt.
I de kriseramte økonomier i Sydeuropa – først og fremmest Italien, er der oplevet stærkt stigende renter på den store statsgæld, og spændet på renten mellem tyske og italienske statsobligationer var ved at nå historiske højder. Renten på italienske 10-årige statsobligationer er steget til over fire procent for første gang siden 2014.
Centralbanken har derfor været nødt til at holde et krisemøde i Frankfurt onsdag, hvor det blev gjort klart, at man er parat til at holde sammen på hele Eurozonen, selvom det især er situationen i Italien, der er i fokus.
ECB leder efter det rette ”instrument”!
Efter mødet blev det oplyst, at ECB er parat til at investere midlerne fra det såkaldte PEPP-program (Pandemic Emergency Purchase Programme), der var den pengeudpumpning i forbindelse med opkøb af statspapirer, der blev iværksat for at bekæmpe de finansielle problemer i forbindelse med coronakrisen.
ECB er klar til at reinvestere – på fleksibel vis – de obligationer, der udløber fra sit PEPP-program for at sikre prisstabilitet på markedet. Men først skal man finde det rette instrument til at hjælpe Italien og de øvrige lande i Eurozonens periferi.
Meldingen fra ECB har alligevel været skuffende, og finansmarkederne reagerede med rentestigninger, hvor ikke mindst de italienske statsrenter skød i vejret.
Det nye ”instrument” som ECB vil udvikle skal medvirke til at undgå såkaldt fragmentering i eurozonen – altså, at spændet mellem f.eks. tyske renter og italienske renter bliver for stort i forbindelse med de rentestigninger, som ECB har bebudet i de kommende måneder.
Hvis ECB skal gøre sin del for at bekæmpe den inflation, der raser i indenfor og udenfor eurozonen, er det helt uomgængeligt, at ECB bliver nødt til at sætte styringsrenten op, i lighed hvad der allerede sker i USA.
Må ECB finansiere den italienske statsgæld?
Planerne om at kanalisere penge fra PEPP-programmet til målrettede opkøb i Italien, kan måske forhindre, at eurozonen bliver sprængt til atomer.
Tilhængere af sparsommelighed og mådehold har været skeptiske overfor ECB, PEPP-programmet og andre interventioner på finansmarkederne. Kritikere har hævdet, at obligationskøbene har oversvømmet markeder med billige penge, finansieret medlemslandes statsgæld og tilskyndet især sydeuropæiske gældtyngede regeringer til overforbrug.
Den 5. maj 2020 erklærede den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht), at Den Europæiske Centralbank ikke havde retfærdiggjort de massive obligationskøb, og dokumenteret at disse køb opfyldte “proportionalitetsprincippet” som krævet i EU-traktatens artikel 5.
Proportionalitetsprincippet, der bestemmer, at en EU-aktion skal begrænses til det, der er nødvendigt for at nå et angivet mål, regulerer udøvelsen af de beføjelser, som medlemslandene har overført til EU.
Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol anerkender, at EU-lov står over national lovgivning på de områder, der klart ligger inden for EU’s traktatmæssige kompetence. Men det gælder ikke nødvendigvis, når man skal bedømme, om EU opererer inden for eller uden for et klart defineret kompetenceområde. Og det gælder altså f.eks. den europæiske centralbanks aktiviteter med relation til medlemslandenes eget ansvar for finansiering af deres nationale aktiviteter.
Den tyske forfatningsdomstol lod sig tilsyneladende tilfredsstille, da den Europæiske Centralbank efterfølgende fremlagde dokumentation for formålet med opkøbsprogrammerne, og at proportionalitetsprincippet var opfyldt.
Det bliver spændende at følge, om den tyske forfatningsdomstol vil acceptere det ”instrument” som ECB når frem til med henblik på at undgå alt for store spændinger indenfor euro-zonen.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 