Valg i Frankrig

Franske flag

I Frankrig afholdes der valg til Nationalforsamling den 12. og 19. juni, hvor de franske vælgere skal udpege 577 parlamentsmedlemmer.

Alle kandidater, som i første valgrunde får over 12,5 procent af stemmerne i deres valgkreds, går videre til anden valgrunde, hvor kun én kandidat i hver valgkreds får sæde i Nationalforsamlingen.

Præsidentvalget i april 2022 gav Emmanuel Macron fem år mere på præsidentposten efter en duel med den højrenationale kandidat Marine Le Pen.

Nu er det medlemmerne af landets parlament, der skal udpeges. Og denne gang er det ikke Marine Le Pen og højrefløjen, der sætter dagsordenen med fokus på indvandring og Frankrigs nationale identitet.

Det gør i stedet venstrefløjen og dens leder, Jean-Luc Mélenchon, som nu er blevet Emmanuel Macrons hovedmodstander takket være et nyt valgforbund mellem Mélenchons parti ”Det rebelske Frankrig” og De Grønne samt Socialistpartiet og kommunisterne. Valgforbundet NUPES (Nouvelle Union Populaire Écologique et Sociale) går til valg underparolen ”Mélenchon som premierminister”.

Jean-Luc Mélenchon ligger et godt stykke til venstre for de traditionelle socialdemokratiske positioner, og hvis han bliver premierminister, kan han blive en konstant sten i skoen for Emmanuel Macron de næste fem år.

NUPES ligger i front i meningsmålingerne med 28 procent af stemmerne mod 27 procent til Emmanuel Macrons valgforbund, Ensemble. Præsidenten kan derfor ikke vide sig sikker på et flertal i Nationalforsamlingen – og dermed på at kunne realisere sin politik. Det vil kræve, at Macron og hans allierede i valgforbundet Ensemble vinder over 289 pladser ud af de i alt 577.

Risikoen for et parlament uden fast flertal har betydet, at den regering med Premierminister Élisabeth Borne i spidsen, Macron udpegede efter sejren ved præsidentvalget, og som vil skulle bekræftes af det næste flertal i Nationalforsamlingen, har åbnet en decideret gavebod i slutspurten.

Regeringen har således lovet, at pensionisterne i juli måned får udbetalt ekstra pension og annonceret en inflationshjælp til fattige familier. Hertil kommer en købekraftspakke senere denne sommer. Alt sammen for at undgå, at frustration over højere priser skal forringe Macrons valgforbund, Ensembles, muligheder i parlamentsvalget.

Blandt valgløfterne fra NUPES er mindsteløn på 1.500 euro, ulydighed mod EU-lovgivning – særligt budgetregler og konkurrencelove – og en langt hurtigere grøn omstilling med investering i vedvarende energi og udfasning af atomkraften. Den kritiske EU-linje har fået en del socialdemokrater og grønne til at forlade partierne eller stille op som alternative kandidater.

Den hårde højrefløj med Marine Le Pen og Éric Zemmour ser ikke ud til at kunne spille en større rolle ved parlamentsvalget, og pladsen som Macrons hovedmodstander er derfor overladt til venstrefløjen.

Hvis venstrefløjens forhåbninger om et godt valgresultat indfries, skal NUPES vælge, om venstrefløjen skal modarbejde eller forsøge at samarbejde med præsidenten. Hvis venstrefløjen vælger konfrontationen, kan det lamme fransk politik i de næste 5 år.

Den udbredte skepsis overfor det politiske system blandt franskmændene ventes – igen – at føre til en meget lav valgdeltagelse. Under halvdelen af franskmændene forventes at stemme.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s