Socialdemokratiets brutale angreb på kritikere – med knopperne forrest!

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i et hårdt angreb på Jakob Ellemann-Jensen anklaget Venstre for at adoptere Donald Trumps kampagnemetoder.

Hummelgaard anklager blandt andet Venstre for – ligesom Trump – at så mistillid til samfundets institutioner. Han henviser til FE-sagen, hvor Folketinget, herunder Venstre, endte med at sige nej til at ophæve tidligere V-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Angrebet kommer efter kritik af regeringen for at have politiseret embedsværket, FE-sagen, minkskandalen og kritik af Mette Frederiksens magtfuldkomne måde at forvalte statsministerembedet på.

Man kan ikke undgå at få den tanke, at Peter Hummelgaards angreb er et forsøg på at modvirke det billede, der tegner sig af Socialdemokratiet, som et parti, der ikke tåler kritik.

Ekstra Bladet kunne i marts 2021 afsløre, at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre. Siden har den hårde fremfærd mod FE-chef Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, bekræftet, at regeringen ingen midler skyer for at imødegå kritik.

Ekspert i digital, politisk kommunikation, Benjamin Rud Elberth, har offentligt tilkendegivet, at noget tyder på, at Socialdemokratiet har en eller anden form for tæskehold siddende klar til at rykke ud, når partiet angribes.

Til eksempel nævnes forfatteren Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik den socialdemokratiske ordfører Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn”.

”Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier”, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

”Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler”, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema.

Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men typer som Peter Hummelgaard har villigt indtaget deres plads.

Billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Har det altid været sådan?

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket og frabedt sig kritik fra offentligt ansatte eksperter. Besværlige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

Frem mod valget

Kan vi vente flere angreb ”med knopperne forrest” fra Socialdemokratiet frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes senest den 4. juni 2023?

Jeg tror det!