Minkkommissionens beretning/rapport forventes at foreligge den 30. juni 2022 kl. 11

Forud for rapporten er den socialdemokratiske regering travlt optaget af at formilde støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til enten at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” eller udskrive valg. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre ved man aldrig.

Det Radikale Venstre

I tv-serien Matador er den radikale dr. Hansen i Ove Sprogøes skikkelse det fornuftige modstykke til den koleriske oberst Ditlev Hachel. Dr. Hansen er i Matador endog en modig frihedskæmper, der også redder jøden hr. Stein til Sverige.

Totalt utroværdigt. Vi ved jo alle, at netop De Radikale var de ivrigste efter samarbejde med tyskerne, og kun meget få blev modstandsfolk. På den anden side havde De Radikale efter krigen brug for al den hjælp de kunne få til at rense eftermælet efter krigen.

MeToo

Det var Manu Sareen, der som Det Radikale Venstres kirkeminister fik indført kønsneutrale ægteskaber, ligesom det viser sig, at der i partiet længe har været en usund, seksualiseret og klam samværskultur.

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, men det var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør mod seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til partiets tidligere modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001.

Inden havde partiet skiftet holdning til forsvaret, EU og Nato.

Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

Efter folketingsvalget i juni 2019 er vi igen endt med en socialdemokratisk ledet regering. I udgangspunktet sidder regeringen på Det Radikale Venstres og venstrefløjens nåde, og støttepartiernes reaktion på Minkkommissionens konklusioner vil være afgørende for regeringens fremtid.