Den 6. juli 2022 offentliggjorde den amerikanske centralbank – The Fed – referatet fra mødet den 14. – 15. juni 2022 i bankens markedsudvalg (Minutes of the Federal Open Market Committee, June 14-15, 2022). Referatet vider, at der på mødet var stemning for yderligere aggressive renteforhøjelser – udover den stigning på 0,75 procentpoint, der blev meldt ud efter mødet.

Der var på mødet angiveligt enighed om behovet for hurtigere og højere renteforhøjelser for at afkøle den amerikanske økonomi og bremse den høje inflation.

 “Deltagerne var enige om, at de økonomiske udsigter berettigede til en restriktiv pengepolitisk holdning,” hedder det i referatet. En “restriktiv holdning” henviser til satser, der er høje nok til at bremse den økonomiske vækst.

På mødet vedtog centralbanken en forhøjelse med 0,75 procentpoint af den korte pengepolitiske styringsrente – den største stigning siden 1994.

Siden mødet har nogle af centralbankcheferne antydet, at de vil støtte endnu en forhøjelse i samme størrelsesorden på det næste møde tirsdag-onsdag den 26. – 27. juli 2022.

Ifølge amerikanske analytikere har den aggressive Fed-position skabt bekymring for en mulig recession.

Inflationen steg i Euroområdet med 8,6 procent i juni, og Europa-Parlamentet diskuterede tirsdag den 5. juli 2022 hvad der kunne gøres.

Under den stadig skarpere debat om de stigende leveomkostninger opfordrede parlamentsmedlemmer fra alle lejre til at EU gjorde noget, og flere krævede umiddelbar handling fra såvel EU-Kommissionen som Ministerrådet.

Forslagene til at tackle inflationen spændte fra at indføre en mindsteløn, indføre loft over energipriser, sætte fart i isolering og energiforbedringer til beskatning af de overnormale profitter, som nogle energiselskaber har kunnet høste under krisen.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen nævnte, at de resterende pandemifonde – omkring 200 milliarder euro i ubrugte lån – kunne bruges til at fremskynde investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Dette kan bidrage til at sænke husholdningernes el- og gasregninger på sigt, men vil ikke hjælpe de fattigste med at håndtere de akutte økonomiske problemer.

Den Europæiske Centralbank

Under normale omstændigheder er den institution i Europa, der har til opgave at opretholde stabile priser, Den Europæiske Centralbank, ECB.

Men ECB har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Dets vigtigste redskab til at bekæmpe inflationen er højere renter. Forøgelse af låneomkostningerne vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet og sænke efterspørgslen og i sidste ende presse inflationen ned.

Problemet er, at det vil ske på bekostning af lavere lønninger og arbejdsløshed, hvilket vil forværre den økonomiske situation for husholdningerne og virksomhederne, som lovgiverne ønsker, at EU skal beskytte.

Samtidig vil et forhøjet renteniveau ramme Italien og andre gældsplagede sydeuropæiske lande, der må imødese væsentlige stigninger udgifterne til at servicere gælden.

Kollektiv lånoptagelse?

Under debatten i Europa-Parlamentet blev det da også foreslået i stedet at stifte ny fælles EU-gæld og stille midlerne til rådighed i form af tilskud eller lån til medlemslandenes indsatser på at modvirke faldet i købekraft som følge af den høje inflation.

‎Hvad med budgetdisciplinen?

Stabilitets- og vækstpagten, der fastsætter lofterne for statsgæld og budgetunderskud i Eurozonen, bør ifølge Frankrig snarest ændres.

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, så stabilitet og vækst kan styrkes. Medlemsstaterne er ifølge stabilitets- og vækstpagten forpligtede til at overholde budgetdisciplin i forhold til de offentlige finanser, hvilket betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på balance. Underskuddet må ikke overstige tre pct. af BNP.

Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af bruttonationalproduktet, og endelig må inflationen i de enkelte lande ikke overstige den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne i de tre EU-lande med den laveste inflation med mere end 1,5 procentpoint.

Grænserne i stabilitets- og vækstpagten har under COVID-pandemien midlertidigt været suspenderet, men EU-Kommissionen og en række medlemslande har ønsket at genindføre regler, der kunne sikre en vis budgetdisciplin.

Begrænsningerne er ifølge den franske finansminister, Bruno Le Maire, ikke længere relevante i en tid med pandemi, krig og hyperinflation. I et interview med Financial Times sagde Bruno Le Maire, at gældsreglerne var ”obsolete” – forældede, ubrugelige og utidssvarende.

Den 5. juli 2022 tildelte ‎Den ‎‎Internationale Matematiske Union‎‎ (IMU) den såkaldte Fields Medal til matematikeren June Huh fra Princeton University. Medaljen uddeles hvert fjerde år til forskere under 40 år baseret på deres hidtidige arbejdes store betydning og på forventningerne til deres ”fremtidige præstationer”.‎ June Huh er født i Californien, men er vokset op i Syd Korea.

Fields Medaljen, der ofte omtales som “Nobelprisen i matematik”, blev tildelt Huh og tre andre forskere ved IMU-prisuddelingen i Helsingfors i Finland.‎ Blandt de andre 3 modtagere var den ukrainske professor Maryna Viazovska, der dermed blev den anden kvinde, der har modtaget Fields Medaljen.

Sri Lanka befinder sig i den værste økonomiske krise, siden landet fik sin uafhængighed fra Storbritannien den 4. februar 1948.

Der er mangel på mad, brændstof og medicin, og internationale medier er fyldt med billeder af voldsomme uroligheder i Colombo.

Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka.

I månedsvis har Sri Lanka været i en økonomisk dødsspiral: En offentlig gældskrise, der først blev forværret af COVID-19 og derefter de forstyrrelser, der er fremkaldt af Ruslands invasion af Ukraine, har ført til mangel på mad, brændstof, madlavningsgas, medicin, kontanter og andre vigtige råvarer.

Ifølge en FN-undersøgelse har omkring 70 procent af de srilankanske husstande måttet skære ned på fødevareforbruget, hvor fødevarepriserne er steget med omkring 57 pct.

Rajapaksa-familiens centrale rolle i Sri Lanka.

I november 2019 kom Gotabaya Rajakpaksa til magten, og som præsident lagde han hurtigt samarbejdet med Den Internationale Valutafond, IMF, på is.

Dengang hed det sig, at Sri Lanka kunne selv, og fri fra IMF’s finanspolitiske spændetrøje kunne den nybagte præsident med sin bror, Mahinda Rajapaksa som premierminister og en anden bror, Basil Rajapaksa som finansminister, give los for øgede offentlige udgifter, hvilket sikrede hans parti en storsejr ved parlamentsvalget i 2020.

Timingen af den finanspolitiske lempelse, blot få måneder inden udbruddet af covid-19, kunne næsten ikke have været værre. Resultat blev, at underskuddet på statens budgetter de seneste 2 år har ligget på over 10 pct. af BNP, mens den offentlige gæld er eksploderet fra 93 pct. af BNP ved Rajakpaksas indsættelse til over 113 pct. ved udgangen af 2021.

Den 7. marts 2022 måtte centralbankens opgive fastkurspolitikken. På få dage faldt rupee’en med 31 pct. over for den amerikanske dollar.

Den voldsomme depreciering lægger yderligere pres på landet, da udlandsgælden, der skal tilbagebetales i dollars, vokser i tråd med faldet i rupee’en, samtidig med, at importen af olie og fødevarer også er blevet dyrere. Og efter to år, hvor seddelpressen har kørt på højtryk, vil inflationen, som allerede er på 15 pct. stige yderligere.

Kritikken af administrationen er hård, da den i forsøget på at afværge en statsbankerot og samtidig forsvare sin fastkurspolitik, på kun 2 år har formøblet det meste af landets valutareserve, der var på over 50 mia. kr. ved Rajakpaksas tiltrædelse, men nu er reduceret til knap 15 mia. kr. Det er et beløb, der knap nok kan dække landets import i én måned, og som er utilstrækkeligt til at servicere udlandsgælden, der årligt kræver over 40 mia. kr.

I maj 2022 kunne Sri Lanka da heller ikke klare sine betalingsforpligtelser, og for første gang i sin historie som selvstændig nation var Sri Lanka i realiteten bankerot.

Regeringen væltes

Stigende offentlig vrede og protester væltede premierminister Mahinda Rajapaksas regering i maj. Et forretningsministerium ledet af den kyndige veteranpolitiker, premierminister Ranil Wickremesinghe, forsøger at styre landet ud af sine problemer, herunder ved at anmode om hjælp fra regionale magter Indien og Kina og fra IMF.

Imens fortsætter krisen, og frygten nye voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og almindelige, vrede civile stiger.

Rullende strømafbrydelser og lange køer ved tankstationer og flaskegasdepoter er nu en almindelig del af det daglige liv, ligesom skoler og kontorer har været lukket i et forsøg på at holde srilankanerne væk fra gaderne.

I sidste uge marcherede læger, sundhedspersonale, lærere og bankfolk i hovedstaden Colombo i protest mod manglen på den nødvendige benzin eller diesel til at udføre deres arbejde.

Dystre udsigter

Men vejen frem er fortsat dyster for et land, der ikke er i stand til at betale for sin import. Regeringen har tyet til temmelig desperate appeller: Den indførte en ordning for at give offentligt ansatte en ekstra fridag til at dyrke afgrøder i deres baghave, og tilbød også alle landets 1,5 millioner offentligt ansatte muligheden for at tage fem års ulønnet orlov, så de kunne finde beskæftigelse i udlandet, emigrere og sende tiltrængte pengeoverførsler hjem.

Køerne på paskontorerne er lange, og landets online ansøgningssystem har været overbelastet i månedsvis. De mest desperate forsøger at flygte med båd til nærliggende lande som Indien.

Analytikere har sammenlignet sammenbruddet af den srilankanske økonomi med det finansielle kaos i slutningen af 1990’erne i Sydøstasiens store økonomier. Andre advarer om, at Sri Lanka bliver til “Sydasiens Libanon”, gældsplaget og dysfunktionelt.

Ti dages forhandlinger, der begyndte 20. juni mellem landets midlertidige regering og embedsmænd fra Den Internationale Valutafond, IMF, om en potentiel redningspakke, blev afsluttet i sidste uge uden nogen løsning.

Sri Lankas problemer er på mange måder unikke for landets situation og selvforskyldte. Men landets totale sammenbrud er også uløseligt forbundet med en bredere, sammenflettet række af globale fænomener: Krigen i Ukraine har øget de globale fødevare- og energipriser og skubbet en i forvejen hård situation i Sri Lanka ud over kanten.

Om Sri Lanka

Ceylon var landets navn frem til 1972, hvor landets officielle navn blev ændret til Democratic Socialist Republic of Sri Lanka. Navnet Sri Lanka er afledt af sproget Sanskrit, hvor Lanka betyder ø og Sri betyder hellig eller strålende. Sri Lanka betyder derfor Hellig Ø.

Sri Lanka er godt halvanden gang større end Danmark, men med godt 22 millioner indbyggere har Sri Lanka en befolkningstæthed på 323 personer pr. km2. Til sammenligning har vi i Danmark en befolkningstæthed på 130 personer pr. km2.

Landets historie er præget af en konflikt mellem den singalesiske majoritet og den tamilske minoritet. Singaleserne udgør 74 pct. af landets befolkning, mens tamilerne udgør 26 pct.

I 1983 udviklede konflikten sig til en regulær borgerkrig med hundredvis af dræbte og sårede, og 100.000 berørte civile. Mere end 40.000 tamiler fra Sri Lanka emigrerede til den indiske delstat Tamil Nadu, og et stort antal flygtninge fortsatte til Europa. Krigen sluttede den 19. maj 2009.

Sri Lankas hovedstad er Sri Jayawardenapura Kotte – i daglig tale blot Kotte. Colombo er med 5,6 millioner indbyggere Sri Lankas største by og regnes også for landets kommercielle hovedstad eller handelscentrum.

Buddhisme er den største religion i Sri Lanka med hele 70 pct., og de fleste buddhister er Singalesere. Herefter følger Hinduisme med 12 pct., hvor den overvejende del er Tamiler. Islam er den tredjestørste religion med 10 pct., og de øvrige religioner, herunder Kristendom, udgør de resterende 8 pct.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink lægger Mette Frederiksens forklaring om, at hun ikke var bekendt med, at der manglede hjemmel til aflivning af alle mink, til grund.

Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil.

Kommissionen har herved ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed, og om der således var grundlag for en rigsretssag mod statsministeren.

Radikale Venstre har den 2. juli 2022 meddelt, at partiet i lyset af Minkkommissionens rapport vil have udskrevet valg efter sommerferien og senest ved Folketingets åbning 4. oktober.

Snarligt Folketingsvalg

Med Radikale Venstres beslutning er der ikke politisk flertal for en advokatundersøgelse, men til gengæld må vi imødese et folketingsvalg i dette efterår.

I Nationalbanken bliver udsigt til et valg mødt med sammenbidte kæber, blege ansigter og sved på panden. Her er man pinligt bevidste om, at valg er ensbetydende med overbudspolitik og ekspansiv finanspolitik, hvor partierne kappes om at tilgodese så mange vælgergrupper som muligt.

Politikerne i Folketinget bør hurtigst muligt lægge en dæmper på samfundsøkonomien, siger direktør for Nationalbanken Lars Rohde.

Hvis efterspørgslen ikke bliver begrænset, er der en overhængende fare for, at vi får det, som vi frygter mest: en løn- og prisspiral, siger Lars Rohde.

Med det mener han, at stigende priser fører til højere løn, der fører til endnu højere priser og dermed mere inflation.

”Netop fordi vi ser ind i muligheden for en løn- og prisspiral, er det vigtigt, at den samlede finanspolitik bliver strammet. Herunder at vi får en markant opstramning af finanspolitikken for 2023 for ikke at presse arbejdsmarkedet yderligere”.

Behov for finanspolitiske stramninger

Nationalbankdirektøren mener, at der er brug for en stramning, som reducerer den samlede efterspørgsel med i størrelsesordenen én procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Hvis den høje inflation og de stigende lønninger bider sig fast, kan den danske samfundsøkonomi ifølge Lars Rohde stå over for en alvorlig økonomisk nedtur: ”Det vil have en meget negativ effekt, hvis inflationen og lønstigningstakterne vedblivende bliver høje”.

Det har vakt opsigt i Norge, at den norske avis Dagbladet den 1. juli 2021 har dokumenteret et samarbejde mellem USA og Norge, der gør det muligt for USA at sælge norske våben på det internationale marked, som om der var tale om amerikanske våben og efter amerikanske regler.

USA vil derefter muligvis kunne sælge norskfremstillede våben til lande som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Lande, der er krigsførende i Yemen og derfor omfattet af en våbenembargo i Norge.

UAE og Saudi-Arabien er blandt de lande, der køber flest våben fra USA.

Samarbejdet fremgår af en såkaldt “teaming agreement” mellem våbenproducenterne Raytheon og Kongsberg. Aftalen gælder for det såkaldte NSM – Naval Strike Missile – og for JSM – Joint Strike Missile -, som produceres af Kongsberg Defence & Aerospace.

Ifølge kontrakten skal eventuelt videresalg af norske våben være i overensstemmelse “norske og/eller amerikanske” regler.

Det norske forsvarsministerium vil ikke kommentere samarbejdsaftalen mellem Raytheron og Kongsberg, men bekræfter, at norsk materiel kan afsættes gennem det amerikanske udenlandske militære salgssystem. Ministeriet fastholder dog, at norske eksportregler ikke skal omgås.

Den danske våbenproducent Terma indgik i 2018 en samarbejdsaftale med Raytheon. Detaljerne i aftalen er ikke kendte, og det vides således ikke, om aftalen gør det muligt at sælge radarudstyr m.v. fra Terma til krigsførende lande efter amerikanske regler og derved omgå den våbenembargo som EU-landene opretholder mod blandt andre Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Forud for rapporten har den socialdemokratiske regering mobiliseret alle støtter med henblik på at præparere støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og miskreditere alle faglige vurderinger, der peger på statsminister Mette Frederiksens ansvar.  

Intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” og udskrive valg. Socialistisk Folkeparti vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre og Enhedslisten ved man aldrig.

Hvad kan vi vente?

Det er Minkkommissionens opgave at udrede alle trådene og de ofte modstridende udsagn, der er fremkommet.

Mette Frederiksens forsvare syntes at have et fælles stærkt argument: Uanset hvad Minkkommissionen når frem til, vil aben aldrig kunne lande på statsministerens skuldre jvf. Grundlovens paragraf 14.

Der argumenteres med, at Danmark har et sektoropdelt ministerstyre, og at det udtrykkeligt står i Grundlovens paragraf 14:

”Enhver minister, som har underskrevet love og vigtige beslutninger, er ansvarlig for beslutningen.” ”Det gælder i forhold til grundloven og over for Folketinget”.

Videre fremhæves, at konkret i denne sag havde Fødevareministeren ansvaret for loven. Fødevareministeren stod til ansvar overfor Folketinget. Fødevareministeren blev mødt med mistillid. Mogens Jensen gik af.

Hvem har ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink og nedlægge mink erhvervet uden lovgrundlag?

Realiteten er, at beslutningen blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen indikerer, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at ansvaret for hjemmel følger med.

Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har hele tiden krampagtigt holdt fast i, at hele ansvaret lå hos ressortministeren, og som bekendt måtte Mogens Jensen gå af som fødevareminister som følge af sagen.

Ministeransvarsloven

Statsministeriet kan imidlertid ikke uden videre fralægge sig ansvar. Af Ministeransvarslovens § 4 fremgår: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”.

På baggrund af Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens dokumenterede kraftige involvering i beslutningen om aflivning af alle mink, er det grænsende til det absurde at hævde, at statsministeriet ikke har et ansvar.

Normalt ville ansvaret for den retlige håndtering ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men minksagen blev i realiteten håndteret i Statsministeriet, og derfor er det en åbenbar fejl, at Barbara Bertelsen ikke sikrede sig, at der var hjemmel til at nedlægge mink erhvervet i forbindelse med aflivningen af landets minkbestand. Justitsministeriets departementschef, der ligeledes var involveret i sagsbehandlingen, vil formentlig blive pålagt et vist medansvar.

Tibetkommissionen

I Tibetkommissionen blev Udenrigsministeriets og PET for ganske nylig tillagt et hovedansvar for at Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed blev krænket i bestræbelserne på at undgå kinesiske ”ansigtstab”.

Krænkelserne blev begået af Københavns Politi, men Kommissionen fandt det ikke troværdigt, at Københavns Politi skulle have haft deres egne interesser i at krænke Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed.

Tilsvarende er det ikke troværdigt, at fødevareminister Mogens Jensen, fødevareministeriet og veterinærdirektøren, der i oplægget til Koordinationsudvalget havde præsenteret andre modeller, skulle have haft deres egne interesse i en nedslagtning, der ikke var hjemmel til.

Vladimir Putin begynder at ligne den paranoide ledelse af det russiske kommunistparti, der stod i spidsen for Sovjetunionen i 70 år.

Som de tidligere skiftende generalsekretærer og medlemmer af det russiske kommunistpartis politbureau, frygter Vladimir Putin mest af alt et ”statskup organiseret udefra”, der kan mobilisere den russiske befolkning.

Sovjetunionens nedkæmpning af opstandene i Ungarn og i Polen i 1956 var motiveret af frygt for at kritikken af det kommunistiske regime ville brede sig.

Baggrunden for den sovjetiske invasion i Afghanistan 1978-87 var den islamiske mujahedin-bevægelses forsøg på at vælte den kommunistiske regering, der var kommet til magten ved et blodigt kup i april 1978. Moskva var nervøs ved udsigterne til en islamisk magtovertagelse i Afghanistan (støttet af USA, fordi den var vendt mod kommunismen og Sovjetunionen, og støttet af Saudi-Arabien m.fl., fordi den var islamisk).

Sovjetregimet ville ikke risikere, at der internt i Sovjetunionen var andre steder med store islamiske befolkningsgrupper, der kunne få gode ideer om tilsvarende oprør mod den kommunistiske samfundsmodel.

Vendepunktet i 2004

Især efter 2004, hvor Nato optog syv nye medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien (Polen, Ungarn og Tjekkiet var allerede i 1999 blevet medlemmer af Nato), og Ukraine også begyndte at orientere sig mod Vesten for politisk og økonomisk støtte, er Putins fjendtlighed vokset.

Putin (og despoten i Minsk, Lukashenko) er kritiske overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA, og stærkt bekymrede over Vestens hang til ”demokratieksport”, herunder initiering og støtte til såkaldte ”farve-revolutioner”, som Putin opfatter som statskup organiseret udefra, og som også meget vel kunne forekomme i Rusland.

Det var som bekendt lige ved at ske i Belarus efter det korrupte præsidentvalg den 9. august 2020, hvor Belarus’ diktator Lukashenko udråbte sig som vinder. Hele Europa var i oprør over den vold, Lukashenko kastede ud over fredelige demonstrationer, som især kvinderne stod for dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Det lykkedes desværre Lukashenko med Rusland i ryggen – ikke blot at fjerne demonstranterne fra gaderne, men også at flytte Europas fokus fra det egentlige problem til for eksempel håndteringen af de migranter, som han importerede fra Irak og sendte videre ind i EU.

Putins autokrati

Vladimir Putin agerer som var han leder af Sovjetunionen, og den særlige Putinske styreform er ofte beskrevet som ”et stalinistisk fortidslevn”.

Det er imidlertid aldeles misvisende.

Den autoritære styreform, der praktiseres i Rusland (og i Belarus) bygger på en slags social kontrakt med borgerne: ”I får stabilitet, sikkerhed og rimelige økonomiske forhold, til gengæld overlader i politikken til mig.”. Den samme besked får oligarkerne, og modydelsen er, at de kommer med pengene, når Putin har brug for hurtige finansielle muskler, som f.eks. ved den hastige bygning af en bro til Krim efter annekteringen i 2014.

Oppositionen bliver skiftevis forfulgt og tålt, men altid modarbejdet. Den stikker fra tid til anden hovedet frem, men bliver slået hårdt ned og er indbyrdes splittet og svag. I den bedste stil fra de tidlige revolutionsår afholder Putin-regimet sig ikke fra at likvidere modstandere i ind- og udland med arrangerede ulykker og giftmord m.v. 

Gennem kontrollen med oligarkerne og statsvirksomhederne, kontrollerer Putin-regimet også adgangen til jobbene – og de dermed forbundne goder som pension og gratis lægebehandling.

Enhver opposition – også fra en søn eller datter – kan hurtigt få konsekvenser for job og økonomi.

Putins sociale kontrakt med de russiske borgere betyder samtidig, at det største pres mod Putin ikke kommer fra krigsmodstanderne, men fra russiske nationalister, der ikke er bange for at råbe op.

De raser i øjeblikket på det sociale medie Telegram over, at Rusland ikke går hårdere til den i Ukraine og sønderbomber præsidentboligen i Kyiv og grænseovergangene til Vesten.

Der er ligefrem nogle, der anser Putin for at være en ”forræder” og ”svagpisser”. Det er ikke noget nyt – der har altid været en del af samfundet, der har anset Putin for at være for moderat. De rabiate nationalister ser privatiseringerne i 1990erne som noget, Vesten stod bag, og de forstår ikke, hvorfor oligarkerne får lov at beholde alle deres penge. En genindførelse af den statsstyrede økonomi er drømmen for mange hard core nationalister, der mener, at de gamle sovjetstater burde vende tilbage til Rusland – i tætte alliancer eller ved direkte annektering.

De seneste ti år har Putin i stadig højere grad baseret sin politiske magt på støtte fra denne patriotiske del af befolkningen i stedet for alene at bero på støtten fra russiske eliter, det være sig oligarker eller intellektuelle. I konsekvens af denne udvikling, foregår der en betydelig udvandring af yngre, veluddannede russere.

Det er derfor, Putin umuligt kan stoppe krigen i Ukraine, før han også har erobret mindst hele Donetsk-regionen, som nationalisterne anser for historisk russisk territorium.

Mange almindelige russere deltager ikke i det nationalistiske kor, men vender sig indad – retter ind efter regeringens direktiver, men har kun tillid til den nære familie og den inderste kreds af venner, og de prøver at løse daglige problemer inden for dette netværk.

Udsigt til ændringer?

Putin hidtil kunnet skaffe sig midler til at dække befolkningens behov gennem store indtægter fra olie- og gassalg. Men de økonomiske sanktioner, der er iværksat mod Rusland efter invasionen af Ukraine, begynder at kunne mærkes – inflationen stiger, væksten går i står, børserne er lukkede og den russiske stat kan gå bankerot. Problemet er, at der kan gå rigtig lang tid før det fører til grundlæggende ændringer i Rusland.

Foreløbig har Rusland tabt den hurtige krig i Ukraine, men Putin satser formentlig nu på, at Rusland kan vinde udmattelseskrigen, fordi han anser russerne som de mest modstandsdygtige. At de er klar til at ofre mere og er mere villige til at klare sig igennem hårde tider, end man er i Vesten.

I Danmark er 40 pct. af befolkningen på overførselsindkomst, 40 pct. er beskæftiget med forskellige former for offentlig virksomhed og bureaukrati, mens 40 pct. i de produktive erhverv, sikrer det økonomiske grundlag.

Demografien betyder, at udsigterne for en borgerlig regering er ringe. Der er simpelthen ikke vælgere og politikere nok til i dette land, der har interesse i at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, national suverænitet, et troværdigt forsvar, maksimal frihed for den enkelt og som modererer statsmagtens indflydelse på den enkeltes tilværelse. Ethvert spørgsmål om verdens højeste skattetryk mødes med en gysen af de 60 pct. af befolkningen, der er afhængige af løn, ydelser eller overførsler fra de offentlige kasser.

Formynderstat

Danmark med Venstres og Konservatives fulde opbakning siden 1960’erne blevet en formynderstat, hvor den enkeltes liv er stærkt afhængig af statsmagtens dispositioner. Denne afhængighed skaber stærke loyalitetsbånd mellem det offentlige og den enkelte borger. Ikke bare i undervisnings-, social- og sundhedssektorerne, men også i medierne, der modtager store beløb i statsstøtte, og i erhvervslivet, der gør sig store anstrengelser for at støtte regeringens mærkesager.

Vi sælger gladeligt ud af vores suverænitet, vores selvbestemmelse og vores nationale og personlige frihed for at få sikkerhed, beskyttelse og tryghed i vores liv. Folkets ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet er det seneste eksempel på, at usikre og uselvstændige borgere først og fremmest vælger det sikre.

Udviklingen har været fremadskridende siden RVK-regeringen i slutningen af 1960’erne, men allerede i 2001 var det i realiteten slut med det borgerlige Danmark.

For at holde sammen på regeringsmagten måtte Anders Fogh Rasmussen i 2001 sammen med Dansk Folkeparti stjæle Socialdemokratiets socialpolitik, der i dag er den fælles standard for alle Folketingets toneangivende partier.

Alle partier har velfærd som topprioritet, og der udspiller sig en usund og decideret ulækker konkurrence mellem de borgerlige partier om hvem, der bedst kan sikre velfærden for unge, for gamle – ja faktisk for alle.

Og nu kommer Mette Frederiksen samtidig med Løkke Rasmussen og erklærer, at det bedste for Danmark er en samlingsregering ”hen over midten”.

Javel, men vil det sikre at der indføres et effektivt skattestop, genopretning af forsvaret, afskaffelse af den katastrofale iværksætterskat, tilbagerulning af den uretfærdige kommunalreform, afvikling af den idiotiske sundhedsplatform og genindførelsen af en effektiv og pålidelig ordensmagt?

Polen har i lang tid ønsket at få deres del af pengene fra EU’s genopretningsfond, som er en pulje på over 800 milliarder euro, der skal hjælpe medlemslandene med blandt andet at fremme grøn omstilling og digitalisering i tiden efter coronapandemien.

EU har siden 2020 tilbageholdt betalingen af 35 milliarder euro til Polen, fordi EU-lande har ment, at Polens konservative PiS-regering har undermineret retsstaten og ikke respekterer grundlæggende retsstatsprincipper. Polen har således i noget tid fået kritik for politisk indblanding i retssystemet.

Danmark og andre EU-lande har også problemer med retsstatsprincipperne

Polen er dog ikke det eneste EU-land, hvor der stilles spørgsmål til domstolenes uafhængighed. Under corona fik også danske domstole politisk diktat om at lukke deres aktiviteter ned, og senest har det givet anledning til panderynken, at FE-sagen har sat fokus på Justitsministerens rolle i straffesager.

På et ministerrådsmøde i Luxembourg fredag den 17. juni 2022 har EU-landenes finansministre besluttet at frigive de 35 milliarder euro, som siden 2020 har været tilbageholdt. Ingen lande stemte imod, men Holland valgte som eneste land at afstå fra at stemme.

EU’s medlemslande har dermed blåstemplet den polske regerings genopretningsplan og åbner dermed for at sende 180 milliarder kroner i tilskud til Polen – og yderligere 86 milliarder kroner i lån.

Derfor bliver de mange milliarder kun udløst, hvis den polske regering forbedrer retstilstanden i landet.

Kravene lyder blandt andet på, at et dommerdisciplinærkammer skal opløses, og at dommere ikke skal forfølges på grund af deres domme eller holdninger. EU har opgivet kravet om automatisk genindsættelse af alle dommere afskediget og suspenderet i strid med kravet om domstolenes uafhængighed.

Polens indsats under krigen i Ukraine

Den politiske enighed i EU er opnået på baggrund af Polens indsats under krigen i Ukraine. Polakkerne har taget mod over én million flygtninge og vundet sympati for aldrig at have købt ind på Vestens og især tyskernes kræmmer og ”Wandel Durch Handel”-tilgang til Rusland.

Det har måske også haft betydning, at Polen retter ind i forhold til en global skatteaftale. Polen har hidtil blokeret en aftale om indførsel af en minimumsselskabsskat på 15 procent. Selskabsskatteaftalen er forhandlet på plads i OECD, og både EU, USA og andre forhandler nu om at implementere den i deres lovgivning.

Aftalen har været en af topprioriteterne for det franske EU-formandskab, som slutter inden længe, og på et ministerrådsmøde i starten af april var Polen eneste land, der var modstander af at implementere aftalen, som kræver enighed blandt alle 27 medlemslande.

Men nu – efter både Kommissionen og medlemslandene har blåstemplet den polske genopretningsplan – er Polen klar til at stemme for minimumsselskabsskatten.

I mellemtiden har Ungarn vist sig genstridig. Det gjorde den ungarske regering med et argument om, at krigen i Ukraine og den høje inflation gør, at indførslen af en minimumsselskabskat “vil medføre seriøs skade på den europæiske økonomi”.

Det bemærkes, at Ungarn endnu ikke har fået godkendt sin genopretningsplan.