Ukraine og Putins basis i folkestemningen

Putin

Vladimir Putin begynder at ligne den paranoide ledelse af det russiske kommunistparti, der stod i spidsen for Sovjetunionen i 70 år.

Som de tidligere skiftende generalsekretærer og medlemmer af det russiske kommunistpartis politbureau, frygter Vladimir Putin mest af alt et ”statskup organiseret udefra”, der kan mobilisere den russiske befolkning.

Sovjetunionens nedkæmpning af opstandene i Ungarn og i Polen i 1956 var motiveret af frygt for at kritikken af det kommunistiske regime ville brede sig.

Baggrunden for den sovjetiske invasion i Afghanistan 1978-87 var den islamiske mujahedin-bevægelses forsøg på at vælte den kommunistiske regering, der var kommet til magten ved et blodigt kup i april 1978. Moskva var nervøs ved udsigterne til en islamisk magtovertagelse i Afghanistan (støttet af USA, fordi den var vendt mod kommunismen og Sovjetunionen, og støttet af Saudi-Arabien m.fl., fordi den var islamisk).

Sovjetregimet ville ikke risikere, at der internt i Sovjetunionen var andre steder med store islamiske befolkningsgrupper, der kunne få gode ideer om tilsvarende oprør mod den kommunistiske samfundsmodel.

Vendepunktet i 2004

Især efter 2004, hvor Nato optog syv nye medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien (Polen, Ungarn og Tjekkiet var allerede i 1999 blevet medlemmer af Nato), og Ukraine også begyndte at orientere sig mod Vesten for politisk og økonomisk støtte, er Putins fjendtlighed vokset.

Putin (og despoten i Minsk, Lukashenko) er kritiske overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA, og stærkt bekymrede over Vestens hang til ”demokratieksport”, herunder initiering og støtte til såkaldte ”farve-revolutioner”, som Putin opfatter som statskup organiseret udefra, og som også meget vel kunne forekomme i Rusland.

Det var som bekendt lige ved at ske i Belarus efter det korrupte præsidentvalg den 9. august 2020, hvor Belarus’ diktator Lukashenko udråbte sig som vinder. Hele Europa var i oprør over den vold, Lukashenko kastede ud over fredelige demonstrationer, som især kvinderne stod for dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Det lykkedes desværre Lukashenko med Rusland i ryggen – ikke blot at fjerne demonstranterne fra gaderne, men også at flytte Europas fokus fra det egentlige problem til for eksempel håndteringen af de migranter, som han importerede fra Irak og sendte videre ind i EU.

Putins autokrati

Vladimir Putin agerer som var han leder af Sovjetunionen, og den særlige Putinske styreform er ofte beskrevet som ”et stalinistisk fortidslevn”.

Det er imidlertid aldeles misvisende.

Den autoritære styreform, der praktiseres i Rusland (og i Belarus) bygger på en slags social kontrakt med borgerne: ”I får stabilitet, sikkerhed og rimelige økonomiske forhold, til gengæld overlader i politikken til mig.”. Den samme besked får oligarkerne, og modydelsen er, at de kommer med pengene, når Putin har brug for hurtige finansielle muskler, som f.eks. ved den hastige bygning af en bro til Krim efter annekteringen i 2014.

Oppositionen bliver skiftevis forfulgt og tålt, men altid modarbejdet. Den stikker fra tid til anden hovedet frem, men bliver slået hårdt ned og er indbyrdes splittet og svag. I den bedste stil fra de tidlige revolutionsår afholder Putin-regimet sig ikke fra at likvidere modstandere i ind- og udland med arrangerede ulykker og giftmord m.v. 

Gennem kontrollen med oligarkerne og statsvirksomhederne, kontrollerer Putin-regimet også adgangen til jobbene – og de dermed forbundne goder som pension og gratis lægebehandling.

Enhver opposition – også fra en søn eller datter – kan hurtigt få konsekvenser for job og økonomi.

Putins sociale kontrakt med de russiske borgere betyder samtidig, at det største pres mod Putin ikke kommer fra krigsmodstanderne, men fra russiske nationalister, der ikke er bange for at råbe op.

De raser i øjeblikket på det sociale medie Telegram over, at Rusland ikke går hårdere til den i Ukraine og sønderbomber præsidentboligen i Kyiv og grænseovergangene til Vesten.

Der er ligefrem nogle, der anser Putin for at være en ”forræder” og ”svagpisser”. Det er ikke noget nyt – der har altid været en del af samfundet, der har anset Putin for at være for moderat. De rabiate nationalister ser privatiseringerne i 1990erne som noget, Vesten stod bag, og de forstår ikke, hvorfor oligarkerne får lov at beholde alle deres penge. En genindførelse af den statsstyrede økonomi er drømmen for mange hard core nationalister, der mener, at de gamle sovjetstater burde vende tilbage til Rusland – i tætte alliancer eller ved direkte annektering.

De seneste ti år har Putin i stadig højere grad baseret sin politiske magt på støtte fra denne patriotiske del af befolkningen i stedet for alene at bero på støtten fra russiske eliter, det være sig oligarker eller intellektuelle. I konsekvens af denne udvikling, foregår der en betydelig udvandring af yngre, veluddannede russere.

Det er derfor, Putin umuligt kan stoppe krigen i Ukraine, før han også har erobret mindst hele Donetsk-regionen, som nationalisterne anser for historisk russisk territorium.

Mange almindelige russere deltager ikke i det nationalistiske kor, men vender sig indad – retter ind efter regeringens direktiver, men har kun tillid til den nære familie og den inderste kreds af venner, og de prøver at løse daglige problemer inden for dette netværk.

Udsigt til ændringer?

Putin hidtil kunnet skaffe sig midler til at dække befolkningens behov gennem store indtægter fra olie- og gassalg. Men de økonomiske sanktioner, der er iværksat mod Rusland efter invasionen af Ukraine, begynder at kunne mærkes – inflationen stiger, væksten går i står, børserne er lukkede og den russiske stat kan gå bankerot. Problemet er, at der kan gå rigtig lang tid før det fører til grundlæggende ændringer i Rusland.

Foreløbig har Rusland tabt den hurtige krig i Ukraine, men Putin satser formentlig nu på, at Rusland kan vinde udmattelseskrigen, fordi han anser russerne som de mest modstandsdygtige. At de er klar til at ofre mere og er mere villige til at klare sig igennem hårde tider, end man er i Vesten.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s