Mens vi venter på Minkkommissionens beretning/rapport den 30. juni 2022 kl. 11

Minkavl

Forud for rapporten har den socialdemokratiske regering mobiliseret alle støtter med henblik på at præparere støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og miskreditere alle faglige vurderinger, der peger på statsminister Mette Frederiksens ansvar.  

Intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” og udskrive valg. Socialistisk Folkeparti vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre og Enhedslisten ved man aldrig.

Hvad kan vi vente?

Det er Minkkommissionens opgave at udrede alle trådene og de ofte modstridende udsagn, der er fremkommet.

Mette Frederiksens forsvare syntes at have et fælles stærkt argument: Uanset hvad Minkkommissionen når frem til, vil aben aldrig kunne lande på statsministerens skuldre jvf. Grundlovens paragraf 14.

Der argumenteres med, at Danmark har et sektoropdelt ministerstyre, og at det udtrykkeligt står i Grundlovens paragraf 14:

”Enhver minister, som har underskrevet love og vigtige beslutninger, er ansvarlig for beslutningen.” ”Det gælder i forhold til grundloven og over for Folketinget”.

Videre fremhæves, at konkret i denne sag havde Fødevareministeren ansvaret for loven. Fødevareministeren stod til ansvar overfor Folketinget. Fødevareministeren blev mødt med mistillid. Mogens Jensen gik af.

Hvem har ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink og nedlægge mink erhvervet uden lovgrundlag?

Realiteten er, at beslutningen blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen indikerer, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at ansvaret for hjemmel følger med.

Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har hele tiden krampagtigt holdt fast i, at hele ansvaret lå hos ressortministeren, og som bekendt måtte Mogens Jensen gå af som fødevareminister som følge af sagen.

Ministeransvarsloven

Statsministeriet kan imidlertid ikke uden videre fralægge sig ansvar. Af Ministeransvarslovens § 4 fremgår: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”.

På baggrund af Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens dokumenterede kraftige involvering i beslutningen om aflivning af alle mink, er det grænsende til det absurde at hævde, at statsministeriet ikke har et ansvar.

Normalt ville ansvaret for den retlige håndtering ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men minksagen blev i realiteten håndteret i Statsministeriet, og derfor er det en åbenbar fejl, at Barbara Bertelsen ikke sikrede sig, at der var hjemmel til at nedlægge mink erhvervet i forbindelse med aflivningen af landets minkbestand. Justitsministeriets departementschef, der ligeledes var involveret i sagsbehandlingen, vil formentlig blive pålagt et vist medansvar.

Tibetkommissionen

I Tibetkommissionen blev Udenrigsministeriets og PET for ganske nylig tillagt et hovedansvar for at Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed blev krænket i bestræbelserne på at undgå kinesiske ”ansigtstab”.

Krænkelserne blev begået af Københavns Politi, men Kommissionen fandt det ikke troværdigt, at Københavns Politi skulle have haft deres egne interesser i at krænke Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed.

Tilsvarende er det ikke troværdigt, at fødevareminister Mogens Jensen, fødevareministeriet og veterinærdirektøren, der i oplægget til Koordinationsudvalget havde præsenteret andre modeller, skulle have haft deres egne interesse i en nedslagtning, der ikke var hjemmel til.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s