Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed.

Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Ninn-Hansens oprindelige Offentlighedslov

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget for VKLA-regeringen

I regeringsgrundlaget af 27. november 2016 for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Intet skete

VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.

Med Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet har det været en smal sag og sabotere alle lempelser af offentlighedsloven. Spørgsmålet er også om den uerfarne justitsminister overhovedet gjorde et behjertet forsøg på at leve op til beslutningen på Det Konservative Landsråd og løftet i regeringsgrundlaget.

Løfte om lempelser i offentlighedsloven brydes igen

På pressemødet den 1. juli 2022 om minkkommissionens beretning om forløbet, hvor regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ihjel, bebudede statsminister Mette Frederiksen således en revision af offentlighedsloven, så det ville blive nemmere for offentligheden at få aktindsigt.

Statsministerens tilkendegivelse var bemærkelsesværdig, fordi alle krav om ændringer hidtil var blevet afvist af Socialdemokratiet uden at et flertal i Folketinget kunne tvinge ændringer igennem.

Socialistisk Folkeparti har godt nok haft opbakning til et forslag, der pålagde regeringen at indkalde til forhandlinger om lempelser af offentlighedsloven. Men intet er sket selvom både Danske Medier og Dansk Journalistforbund løbende har krævet ændringer – ligesom Ytringsfrihedskommissionen har anbefalet en revision.

I Mørkelygtens skær

Den 10. august 2022 overraskede regeringen med et forslag om at skærpe offentlighedsloven.

Regeringen vil med tilslutning fra Venstre og Det Konservative Folkeparti nu ændre offentlighedsloven og forvaltningsloven med henblik på at styrke ”beskyttelsen af offentligt ansatte i sager om aktindsigt”. Forslaget vil især gælde særligt ansatte med ”borgernære funktioner, hvis arbejdsopgaver indebærer en høj risiko for konflikt med borgere, f.eks. ansatte i politiet, kriminalforsorgen, psykiatrien og på det sociale område”.

Udspillet er overraskende i lyset af, at statsministeren til pressemødet i anledning af Minkkomissionens rapport lovede os det modsatte. Venstre og Konservative har også talt for, at offentlighedsloven skal rulles tilbage, men nu sikrer de bizart nok regeringen flertal for et lovforslag, der vil gøre det nemmere for myndighederne at afvise ansøgninger om aktindsigt, der kan opfattes som chikane.

Vi bliver fortalt, at det handler om at beskytte fængselsbetjente mod fangerne, men i realiteten ligner det et lovforslag, der har til formål at beskytte offentligt ansatte mod borgerne og i forlængelse heraf politikerne mod pressen.

Mette Frederiksen har overfor Berlingske Tidende ikke lagt skjul på, at hun opfatter strømmen af aktindsigtsansøgninger til Statsministeriet som chikane, og hun undrer sig over, at “landets bedste jurister” skal beskæftige sig med henvendelser fra journalister, som efter Frederiksens mening har til formål at mistænkeliggøre hende.

Justitsminister Mattias Tesfaye har sagt, at de nye statutter ikke skal kunne bruges mod pressens anmodninger om aktindsigt, men lovændringen vil netop kunne bruges til at hindre almindelige borgere forsøg på at få indsigt og pressens rolle som demokratiets vagthund.

Tidligere var der ikke tradition for at fyre departementschefer i Statsministeriet efter et valg.

Men det er ændret. Statsminister Mette Frederiksen gjorde det, da hun i januar 2020 udskiftede Christian Kettel Thomsen, der havde været departementschef i Statsministeriet siden 2010, med Barbara Bertelsen, der blev ansat som departementschef i Justitsministeriet, umiddelbart efter at Mette Frederiksen blev justitsminister i 2014.

Kettel Thomsen havde sådan set ikke gjort noget galt, men det var almindeligt kendt, at både Christian Kettel og Finansministeriets tidligere departementschef Martin Præstegaard, var nogle af de topembedsmænd, som Mette Frederiksen og hendes nærmeste folk allerede inden valget ikke var begejstrede for.

Det eneste tidligere eksempel på en departementschefsfyring er Peter Wiese, der var departementschef i Statsministeriet under den konservative Poul Schlüter. Wiese fik kritik i Tamil-rapporten, og efter Poul Schlüters afgang i januar 1993 blev den tiltrædende socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, af Ekstra Bladet spurgt, om Statsministeriets departementschef Peter Wiese kunne fortsætte som departementschef.

Svaret var et klart NEJ.

I stedet hev Poul Nyrup Rasmussen så Udenrigsministeriets direktør, Ulrik Federspiel, ind som departementschef.

Peter Wiese døde i august 1993.

Hvad med Barbara Bertelsen?

Statsministeriets nuværende departementschef, Barbara Bertelsen, har længe været kontroversiel, og kritikken er vokset efter Minkkommissionens vurdering:

”Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige skal søge at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.”

Det ville måske være rimeligt at høre statsministerkandidaternes vurdering af mulighederne for at beholde Barbara Bertelsen på departementschefsposten efter et Folketingsvalg.

Vi har allerede erfaret, at Mette Frederiksen har tillid til Barbara Bertelsen trods Minkkommissionens hårde kritik, men hvad mener Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen?

Pandemien har været en krise uden fortilfælde i nyere tid, og under krisen har vi oplevet en uhørt magtcentralisering under en topstyret socialdemokratiske regering.

Under Coronakrisen har vi alle skullet udvise ”samfundssind” og blindt underlægge os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder, som vi så under epidemiloven og minksagen.

Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge, blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronakrisen har i sjælden grad bragt embedsmænd frem i mediernes spotlys og danskernes bevidsthed. Den højest placerede embedsmand af dem alle undgik dog under det meste af krisen i forhold til den brede offentlighed at stå på mål for de drakoniske (og i visse tilfælde ulovlige) kriseforanstaltninger.

Barbara Bertelsen

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden skulle orienteres om de beslutninger, som hun uden undtagelse har været med til at træffe.

Offentligheden fik dog via Minkkommissionen indblik i den tætter kommunikation mellem Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. I veritable byger af SMS’er fik de besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen, og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Samtidig har Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen i Minkkommissionen forklaret, at Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Statsministeriet og Regeringens Koordinationsudvalg ikke havde noget at skulle have sagt. Det var daværende fødevareminister Mogens Jensen og embedsmændene i Fødevareministeriet, der drev på med hastværk og ulovlige beslutninger!

Minkkommissionens undren

Minkkommissionen undrede sig over Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens påståede uvidenhed om hjemmelsproblemerne og de klare brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse af den ulovlige beslutning om aflivning:

”Barbara Bertelsen, der selv er jurist, burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den 4. november 2020, med henblik på at sikre, at der var fornøden lovhjemmel, også henset til, at Barbara Bertelsens stilling som departementschef i Statsministeriet sammenholdt med muligheden for et potentielt medvirkeransvar for statsministeren for den trufne beslutning og statsministerens egen udmelding heraf.”

Oplysninger mangler

Trods tvivlen kunne Minkkommissionen ikke bevise, at Mette Frederiksen havde handlet i strid med rådgivning/advarsler fra embedsværket:

 ”Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil.”

I forhold til Barbara Bertelsen var Minkkommissionen imidlertid ikke i tvivl om, at der forelå beviser for Barbara Bertelsens forseelser:

”Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige skal søge at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.”

Minkkommissionen fik ikke alle oplysninger

De manglende beviser kunne Minkkommissionen sandsynligvis have fundet i den kommunikation, der bevidst blev slettet i Statsministeriet.

Hvis Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens sms’er kommer for en dag, vil de vise, hvordan de under møder og pressekonferencer detailinstruerede embedsmænd og ministre om, hvad de skulle sige. Det vil dokumentere, at alt er Mette Frederiksens ansvar.

Det giver rigtig god mening, hvis årsagen til Mette Frederiksens usvækkede tillid til Barbara Bertelsen er, at statsministeren og departementschefen faktisk var opmærksomme på hjemmelsproblemet og risikoen for brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse af den trufne beslutning om aflivning, men alligevel fremturede.

Skatteministeriet har med ansøgningsfrist den 14. august 2022 opslået stillingen som styrelsesdirektør for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen varetager statens arbejdsgiverfunktioner, og blandt andet vil der være centrale opgaver forbundet med at levere faglig og troværdig rådgivning af statens arbejdsgivere på det arbejds- og ansættelsesretlige område.

Det er således Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der skal behandle det videre forløb i personalesagerne for de 10 helt centrale embedsmænd, der fik kritik af Minkkommissionen – herunder Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

Til at løfte disse opgaver har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen brug for en direktør med solid ledelses- og forhandlingserfaring, dybdegående kendskab til den danske arbejdsmarkedsmodel og med god forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation.

Den 18. juli 2022 meddelte Statsministeriet, at fordi den personalemæssige opfølgning på Minkkommissionens beretning i forhold til Statsministeriets departementschef ikke er afsluttet, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således fortsat bistår statsministeren hermed, vil Statsministeriets departementschef og Statsministeriets medarbejdere i øvrigt ikke deltage i behandlingen af ansættelsen af en ny direktør for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Skatteministeriet benytter sagen til at reklamere for ministeriets fortjenester. I opslaget, der må være i strid med alle regler for god markedsføringsskik og anprisning hedder det:

”Vi skaber fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor

I Danmark, hvor den offentlige sektor er finansieret af skatter og afgifter, spiller skattesystemet og administrationen af området en nøglerolle. Det er en forudsætning for, at alle andre dele af det offentlige Danmark kan varetage deres kerneopgave. I Skatteministeriets departement er vi derfor med til at skabe rammerne og sætte retningen for et velfungerende skattesystem og en veldrevet skatteforvaltning, som der er tillid til. På den måde er vi med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor i Danmark.”

Tidligere minister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, ville ifølge en frisk meningsmåling få 11,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu.

Partiet har ikke fremlagt et detaljeret program, så hvad ligger der bag den store opbakning, der skaber forventninger om et kommende jordskredsvalg?

Ved valget den 4. december 1973 betød massive vælgervandringer, at de 4 gamle partier blev straffet og 3 nye partier blev repræsenteret i Folketinget – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Folketingsvalget den 11. marts 1998 sikrede Dansk Folkeparti, der stod for en klar politik, der opfangede brede samfundsgruppers holdning i udlændingespørgsmålet, den største fremgang med 13 mandater.

Det kommende Folketingsvalg, der afholdes på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik, tegner også til at blive noget særligt.

Under den socialdemokratiske regering har vi accepteret en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder som vi så under epidemiloven og minksagen. Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronaen lurer fortsat, og med en anskudt regering med ansvar for minkskandalen og en Kommissionsrapport, der for flere måneder siden pegede på 10 topembedsmænd, der groft havde fejlet i forbindelse med minkskandalen, men indtil videre uden, at det har haft kendte negative konsekvenser for nogen af dem, er der lagt op til drama.

I mellemtiden har skyhøje energipriser og generelle prisstigningers forringet befolkningens forbrugsmuligheder. Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft har ikke haft partiernes bevågenhed i samme grad som det allerede er tilfældet i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

Venstre har allerede tilsluttet sig den velfærdslinje, den socialdemokratiske mindretalsregering har lagt. Partiet ønsker f.eks. ikke at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension. Venstre har desuden meddelt, at man vil prioritere unge familiers muligheder for at etablere sig i en ejerbolig. En tanke de Konservative nølende har tilsluttet sig.

Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden.

Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed” og valgfrihed for borgerne, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?

De konservative lurepasser, men lader forsigtigt forstå, at skatterne bør sænkes. Dansk Folkeparti er brudt sammen.

Når nogle ignorerer det gode råd om aldrig at gå tilbage til en fuser og flokkes om Lars Løkke Rasmussen, og nogle stadig mener, at Nye Borgerlige kan fremtvinge borgerlig politik, er det borgerlige alternativ til Mette Frederiksens beton-socialisme svært at få øje på.

Det er godt og rigtigt at nogle borgerlige vil have skatten ned, men flertallet, der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.

Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.

Vil Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremlægge konkrete bud på en politik, der bryder med den socialdemokratiske opfattelse af samfundsøkonomien som en given størrelse? Kan de borgerlige partier formulere en politik, der gør op med opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor enhver fremgang til én samfundsgruppe nødvendigvis kun kan ske på bekostning af andre?

Vil de borgerlige partier på Christiansborg, der åbenlyst appellerer til storbyboeres mishag ved det gylle- og valutaproducerende landbrug, komme produktionen i Udkantsdanmark i møde?

Hvad med at formulere en vækstfremmende politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?

Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?

Spørgsmålet er, om vi med de gamle partier får en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun socialdemokratiske eller liberale og borgerlige tanker, men sammenfatte væsentlige strømninger i den del af befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel, der lever udenfor Hovedstaden?

Det sker næppe.

De fine saloner i København

Når der henvises til ”de fine saloner i København” tænkes der på den kvalmende politiske korrekthed, der florerer i samfundets top, hos tronfølgerparret og blandt den politiske og intellektuelle elite. Den politiske korrekthed omfatter klima, regnbuefarver, antiracisme, woke, mangfoldighed, menneskerettigheder, internationalt samarbejde og verdensmål.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne ser foreløbig ud til at kunne opfange befolkningens frustrationer og lukrere på, at ingen af de hidtidige borgerlige partier i Folketinget har været tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og at velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne.

Politikere som Rasmus Jarlov og Jan E. Jørgensen syntes mere sensitive overfor ethvert udskamningsforsøg fra en woke venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter, mens man er tonedøv overfor de almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for.

Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer?

I Frankrig udtalte lederen af Front National, Marine Le Pen, allerede efter regionalvalgene i december 2015, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden at holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Den globale inflation er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med også at ignorere befolkningens skepsis over for bekæmpelsen af COVID, unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk i provinsen forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed?

Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne kan vise sig at være en hjælp til disse vælgere.

For det er jo ikke bare en tvangstanke, at diverse strukturreformer har fjernet en lang række af de vigtige symboler på, at de små lokale samfund hænger sammen med det store samfund: Fjernede den kollektive trafik i landområderne, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og statens arbejdspladser, fik huspriserne og friværdierne i udkantsdanmark til at falde og obstruerede landbrug og andre bærende erhverv i landområderne.

Moody’s har nedvurderet forventningerne til den italienske økonomi fra ”stable” til ”negative”. Moody’s fastholder for nærværende Italiens Baa3-rating.

Moody’s begrunder nedjusteringen med at på trods af posuitive resultater i 2021 og i begyndelsen af 2022 er Italiens risikoprofil stadig mere truet som følge af konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine. Hertil kommer den seneste politiske udvikling med Draghi-regeringens dimission og udskrivelsen af parlamentsvalg til den 25. september 2022.

Situationen indebærer forhøjet risiko for at nødvendige strukturelle reformer, herunder de reformer, der er omfattet af Italiens EU-godkendte National Recovery and Resilience Plan (NRRP), ikke gennemføres. Desuden er der forhøjet risiko for at begrænsninger på energiforsyningen kan svække den økonomiske vækst. Endelig vurderer Moody’s at Italiens økonomiske styrke vil blive svækket af begrænset vækst, højere låneomkostninger og mulig svækket finansiel disciplin.

Op til parlamentsvalget i Italien den 25. september 2022 står den italienske centrum-venstrefløj totalt splittet. Centerpartiet Azione under ledelse af Carlo Calenda har forladt valgalliancen med Partito Democratico (PD), der også omfattede partiet Impegno Civico under ledelse af den tidligere 5-Stjernemand, Luigi di Mario.

Årsagen til splittelsen er, at PD har indbudt de radikale venstrefløjspartier Sinistra Italiana og Europa Verde, der har dannet valgforbundet Alleanza Verdi Sinistra, til at deltage i valgalliancen.

Carlo Calenda, der står til 5-6 pct. i meningsmålingerne, er ifølge Reuters rasende over at PD har rakt hånden ud til partier, der ifølge Calenda i 54 tillidsafstemninger havde stemt mod Mario Draghi og ydermere havde stemt imod Finlands og Sveriges medlemskab af NATO.

Højreorienteret regeringskoalition?

Efter valget den 25. september 2022, er der udsigt til fremgang til højre og til en regering bestående af Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, Berlusconis parti, Forza Italia, og Fratelli d’Italia.

Fratelli d’Italia, der ledes af den 45-årige Giorgia Meloni, er det eneste parti, der har stået uden for samlingsregeringen, og partiets kritiske linje har fået betydelig opbakning i meningsmålingerne. Partiet ligger nu forrest med opbakning fra 23 pct. af vælgerne. (Lega og Forza Italia har henholdsvis 17 og 6 pct.). På venstrefløjen har Partito Democratico under ledelse af Enrico Letta, 22 pct. mens 5Stjernebevægelsen -Movimento 5 Stelle – under ledelse af Giuseppe Conte – har oplevet vigende tilslutning og nu er nede på 10 pct.

Udsigten til en højreorienteret regering i Italien under ledelse af Fratelli d’Italia har især i venstreorienterede kredse ført til advarsler om at det kan betyde en uansvarlig økonomisk politik, der kan true euro-samarbejdet, og en mere kritisk NATO-politik, der kan påvirke bistanden til Ukraine.

Baggrund

Den direkte anledning til parlamentsvalget i Italien den 25. september 2022 var krisen for Mario Draghis 17-måneder gamle koalitionsregering. Koalitionspartneren, 5Stjernebevægelsen, trak i juli støtten til regeringens plan for disponeringen af de i alt 26 milliarder euro fra EU’s genopretningsstøtte til Italiens National Recovery and Resilience Plan (NRRP) samt de planlagte kompensationsordninger i anledning af den galopperende inflation og stigende energiomkostninger.

Præsident Bidens popularitet styrtdykkede sidste år efter amerikanernes kaotiske exit fra Afghanistan, høje benzinpriser og voksende inflation og efter indædte politiske kampe mellem Demokrater og Republikanere.

Det er derfor afgørende, at Biden forud for Midtvejsvalgene i november 2022 kan notere en politisk sejr med vedtagelsen søndag den 7. august 2022 i det amerikanske Senat af den såkaldte ”Tax and Energy Bill”.

Vedtagelsen var snæver – 50 for og 50 mod, så den demokratiske vicepræsidents stemme var afgørende. Vedtagelsen på fredag i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertallet, anses for en formsag.

Lovpakken blev vedtaget efter mange måneders forhandlinger, utallige forsøg på benspænd og en gyser af en maraton-debat i den amerikanske kongres. At præsident Joe Biden endelig har fået stemt Tax and Energy Bill gennem det amerikanske senat, kan meget vel blive hans største, varige aftryk på amerikansk politik.

Meningsmålinger

En meningsmåling fra ABC News/Ipsos, der blev offentliggjort søndag viser at mere end to tredjedele af alle amerikanere frygter at den økonomiske situation vil forværres, og kun 37 pct. tilkendegiver tilfredshed med præsidentens håndtering af økonomien. Andre meningsmålinger viser, at inflationen, der er på sit højeste i 40 år, har topprioritet hos de amerikanske vælgere.

Reduceret plan med flere elementer

Selvom vedtagelsen søndag af Tax and Energy-planen er en politisk sejr for Demokraterne er vi langt fra de ambitiøse forslag til omkring 4.000 mia. dollars, som Biden fremlagde ved sin tiltræden – og endnu længere fra de op mod 10.000 mia. dollars, som en kreds af progressive Demokrater fremlagde for et års tid siden.

Økonomien i Tax and Energy-lovforslaget er på cirka 430 milliarder dollar. Det svarer til over 3100 milliarder kroner. Den ambitiøse pakke skal blandt andet med omkring 370 mia. dollars være med til at bekæmpe klimaforandringer frem mod 2030 – noget under de 550 mia. dollars Demokraterne oprindeligt krævede.

Lovforslaget med energiforslag, der hævdes atnedbringe USAs CO₂-udledning med 40 procent frem mod 2030, omfatter en række elementer:

Minimumsskat på virksomheder

Den almindelige selskabsskat på 21 pct. fastholdes, men suppleres med en skat på 15 pct. af virksomhedens regnskabsmæssige resultat – og ikke på den skattemæssige opgørelse med en række fradrag.

Skat på virksomheders tilbagekøb af egne aktier

Fra begyndelsen af 2023 beskattes opkøb af egne aktier med 1 pct. Tiltaget vil kunne stimulere udbetaling af udbytte frem for aktieopkøb.

Styrkelse af skattevæsenet

Det amerikanske skattevæsen – The Internal Revenue Service – tilføres øgede bevillinger på 80 mia. dollars til ansættelse af revisorer, forbedret kundeservice og digitalisering. Demokraterne håber at skatteprovenuet kan øges med over 200 mia. dollars fra bekæmpelse af skattesnyd m.v.

Tilskud til el-biler

Lav- og mellemindkomstgrupper får et skattefradrag på 4.000 dollars ved køb af en brugt el-bil og 7.500 dollars ved anskaffelse af en ny el-bil.

Skattefradrag til producenter af vedvarende energi

Der afsættes 60 mia. dollars til skattefradrag til indenlandske producenter af solpaneler, vindmøller, batterier og indvindingen af kritiske mineraler. Der indføres ligeledes skattefradrag for investeringer i produktionsanlæg for vedvarende energi.

Skattefradrag for husholdningers investeringer i vedvarende energi

Folk, der installerer varmepumper, solpaneler, elektriske varme- og kølesystemer m.v., kan opnå skattefradrag for udgifterne. Desuden afsættes der 9 mia. dollars til tilskud til energiforbedringer i lavindkomstgruppers boliger.

Medicinpriser

Regeringen vil indlede forhandlinger med medicinalproducenter om at sænke priserne på visse medikamenter. Producenterne forpligtes til at yde rabat til Medicare, hvis medicinpriser forhøjes mere end inflationen tilsiger. Der indføres et maksimum på 2.000 dollars for medicinudgifter for pensionister omfattet af Medicare.

Obamacare

En ordning med tilskud til betaling af præmien på Affordable Care, der står til udløb i januar 2023, forlænges til 2025.

Tørkestøtte

Der afsættes 4 mia. dollars til støtte for tørkeramte stater i det vestlige USA. Der kan bl.a. bruges føderale midler til opkøb af private vandrettigheder og tilskud til lokalsamfunds indsatser for at højne vandstanden i Colorado-flodsystemet.

Siden Flemming Møller Mortensen den 19. november 2020 blev udnævnt til minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde, har vi ikke hørt meget til regnbueministeren. Men nu sker der noget.

Tirsdag den 9. august flyver udviklingsministeren til Indien. Udenrigsministeriet har ikke gjort meget for at udbrede kendskabet til Møller Mortensens lyst til at opleve Østens Mystik, men under besøget i det hindunationalistiske land, vil Flemming Møller Mortensen og hans følge slå et slag for samarbejdet mellem Danmark og Indien om grøn omstilling, vand- og energiprojekter.

Flemming Møller Mortensen bør dog ikke et øjeblik glemme, at selvom Danmark har et ”strategiske partnerskab” med Indien er vi på ingen måde ligesindede.

Den 2. marts 2022 var der i FN’s Generalforsamling afstemning om en resolution, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine.

141 lande af 193 stemte FOR. 5 lande stemte IMOD (Rusland, Syrien, Hviderusland, Eritrea og Nordkorea) og 35 lande afstod fra at stemme. Herunder lande som Kina, Vietnam og Indien.

Hvis Danmark havde forventet, at Indien ville bakke op om den internationale fordømmelse af Rusland, tog man fejl.

Når Danmark, europæere og amerikanere forventer, at Indien skal fordømme Ruslands invasion af Ukraine, er det et udtryk for manglende historisk og realpolitisk forståelse for Indien.

Indien har sine egne problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Ønsker om et Hindustan

De seneste valg viser, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af den næsten to år lange grænsekonflikt i Himalayabjergene mellem Indien og Kina og terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af imperialistiske kinesere, bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP). Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommission for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Lørdag den 6. august 2022 kunne vind og sol dække 117.9 pct. af det danske elforbrug. Alligevel var den såkaldte spotpris på 173 øre/kWh. Som elforbruger betaler du desuden moms, transport og afgifter til staten, så din elpris kommer op på omkring 3,85 pr. kWh.

Det er prisen i dag – næste uge kan den blive lavere, men sandsynligvis vil den stige!

Før privatiseringen af elsektoren for omkring 20 år siden kunne man ikke tjene penge på at producere strøm i Danmark. Driften skulle hvile i sig selv. Privatiseringen og kommercialiseringen skulle sikre konkurrence og effektivitet, men gevinsten er ikke blevet elkunderne til del.

I dag er er det elhandlerne og vedvarende energiproducenter, der tjener kassen mens almindelige elkunder bliver flået.

Nord Pool

Det meste strøm bliver handlet på et spotmarked, hvor prisen findes ved de marginale driftsomkostninger på det sidst tændte anlæg. Kulkraft og atomkraft er under udfasning, og når de vedvarende teknologier – sol og vind – ikke kan opfylde behovet, betyder det, at man må trække på back-up kapaciteten, der ofte er gasanlæg. Og når gaspriserne så er høje, bliver strømmen dyr.

Realiteten er derfor, at elprisen, som vi betaler i Danmark, bestemmes af det tyske marked, som vi i dag er sammenkoblet med. Selvom elektriciteten kun delvist produceres på gaskraftværker, er det marginalomkostningerne for den dyreste produktionsenhed, der bestemmer udbudsprisen for hele elproduktionen. Altså også den elproduktion, der kommer fra vindmøller og solpaneler. Gasprisen er tre-firedoblet siden sidste efterår som følge af begrænsningen af eksport af gas fra Rusland til det europæiske marked, og derfor, elprisen er steget voldsomt.

Elpriserne fastsættes hver dag på elbørsen Nord Pool for elhandelen den følgende dag på mellem markederne i de nordiske lande, i Baltikum, i det centrale Vesteuropa og i UK.

Den groteske situation i Norge

Vandkraft (og vind) betyder, at Norge har en enorm elproduktion. Når der er vand i magasinerne, er produktionsprisen forsvindende. I Nordnorge, hvor forbruget er begrænset, og der heller ikke er moms eller andre afgifter på strøm, er prisen pr. kWh ofte kun på nogle få ører.

I Sydnorge er situationen anderledes. Transmissionskapacitet mellem Nord- og Sydnorge er begrænset og samtidig er vandkraftkapaciteten i Sydnorge langt mindre end i Nordnorge ligesom forbrugsefterspørgslen er langt større i de store byer Oslo, Bergen, Stavanger og Kristiansand.

Den afgørende faktor er imidlertid, at Sydnorge er kabelforbundet med Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og UK. Elprisen i Sydnorge påvirkes derfor af elprisen på elbørsen Nord Pool. Derfor ligger elprisen i Oslo og især Kristiansand ofte på det samme skyhøje niveau, vi kender i Danmark.  

Politisk debat

Mens elprisen er nogenlunde ens i hele Danmark, har de astronomiske forskelle i elprisen i Norge givet anledning til politisk debat.

Den norske regering har indført en såkaldt ”strømstøtte”. Husholdninger med et forbrug på op til 5.000 kWh pr. måned får en del af prisen excl. moms over 70 øre per kWh kompenseret fra staten. I øjeblikket er der intens politisk diskussion om spørgsmålet og resultatet kan meget vel blive en væsentlig højere energistøtte til almindelige familier.

I Danmark

 Regeringen har reageret på de stærkt forhøjede varmepriser for familier med gasfyr ved at give et tilskud på 6.000 skattefrie kroner til 419.0000 familier.

I Danmark er det desuden besluttet at udfase alle gasfyr, og der forberedes nye krav til isolering af bygninger m.v.

Ellers er foreløbig især på udgiftssiden, at de fleste mærker energikrisen. Spændende om vi vil se gule veste under demonstrationer i den kommende valgkamp?

De fleste europæiske land har desuden indført strenge strømbesparende tiltag.

En række andre lande har valgt forskellige modeller for at friholde forbrugerne for konsekvenserne af de voldsomt stigende energipriser.

EU har i sidste uge bedt medlemslandene om at nedsætte det totale strømforbrug med 15 pct.

Der er undtagelser. Spanien, der ikke er så afhængig af russisk gas, som andre europæiske lande, kan nøjes med at begrænse strømforbruget med 7 pct. De spanske myndigheder har dekreteret, at airconditionen i offentlige bygninger ikke må stå lavere end 27 grader, og rumtemperaturen må højest være 19 grader om vinteren. Det er foreløbigt frivilligt om private husstande skal følge disse retningslinjer.

De nye regler, der gælder frem til november 2023, forbyder også oplysningen af offentlige bygninger og monumenter, ligesom butikker skal slukke vinduesbelysningen kl. 22.

Generelt opfordres folk til at arbejde hjemmefra og forretninger skal have dørene lukket når airconditionen kører.

Turistmyndighederne i Madrid er imidlertid ikke begejstrede: Kravene vil skabe utryghed, skade turismen og forårsage mørke, fattigdom og tristhed.

I flere tyske byer er de ophørt med at oplyse bygninger og i Hannover har myndighederne lukket for det varme vand i offentlige bygninger, ligesom byens springvand er slukket.

I Italien og Grækenland er der forbud mod at køle til under 27 grader og i Paris risikerer forretninger bøder hvis de lader dørene stå åbne mens aircondition kører. Restauranter, caféer og barer må heller ikke længere tænde for de udendørs varmelamper.