Danmarksdemokraternes berettigelse

Tidligere minister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, ville ifølge en frisk meningsmåling få 11,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu.

Partiet har ikke fremlagt et detaljeret program, så hvad ligger der bag den store opbakning, der skaber forventninger om et kommende jordskredsvalg?

Ved valget den 4. december 1973 betød massive vælgervandringer, at de 4 gamle partier blev straffet og 3 nye partier blev repræsenteret i Folketinget – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Folketingsvalget den 11. marts 1998 sikrede Dansk Folkeparti, der stod for en klar politik, der opfangede brede samfundsgruppers holdning i udlændingespørgsmålet, den største fremgang med 13 mandater.

Det kommende Folketingsvalg, der afholdes på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik, tegner også til at blive noget særligt.

Under den socialdemokratiske regering har vi accepteret en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder som vi så under epidemiloven og minksagen. Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronaen lurer fortsat, og med en anskudt regering med ansvar for minkskandalen og en Kommissionsrapport, der for flere måneder siden pegede på 10 topembedsmænd, der groft havde fejlet i forbindelse med minkskandalen, men indtil videre uden, at det har haft kendte negative konsekvenser for nogen af dem, er der lagt op til drama.

I mellemtiden har skyhøje energipriser og generelle prisstigningers forringet befolkningens forbrugsmuligheder. Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft har ikke haft partiernes bevågenhed i samme grad som det allerede er tilfældet i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

Venstre har allerede tilsluttet sig den velfærdslinje, den socialdemokratiske mindretalsregering har lagt. Partiet ønsker f.eks. ikke at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension. Venstre har desuden meddelt, at man vil prioritere unge familiers muligheder for at etablere sig i en ejerbolig. En tanke de Konservative nølende har tilsluttet sig.

Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden.

Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed” og valgfrihed for borgerne, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?

De konservative lurepasser, men lader forsigtigt forstå, at skatterne bør sænkes. Dansk Folkeparti er brudt sammen.

Når nogle ignorerer det gode råd om aldrig at gå tilbage til en fuser og flokkes om Lars Løkke Rasmussen, og nogle stadig mener, at Nye Borgerlige kan fremtvinge borgerlig politik, er det borgerlige alternativ til Mette Frederiksens beton-socialisme svært at få øje på.

Det er godt og rigtigt at nogle borgerlige vil have skatten ned, men flertallet, der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.

Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.

Vil Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremlægge konkrete bud på en politik, der bryder med den socialdemokratiske opfattelse af samfundsøkonomien som en given størrelse? Kan de borgerlige partier formulere en politik, der gør op med opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor enhver fremgang til én samfundsgruppe nødvendigvis kun kan ske på bekostning af andre?

Vil de borgerlige partier på Christiansborg, der åbenlyst appellerer til storbyboeres mishag ved det gylle- og valutaproducerende landbrug, komme produktionen i Udkantsdanmark i møde?

Hvad med at formulere en vækstfremmende politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?

Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?

Spørgsmålet er, om vi med de gamle partier får en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun socialdemokratiske eller liberale og borgerlige tanker, men sammenfatte væsentlige strømninger i den del af befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel, der lever udenfor Hovedstaden?

Det sker næppe.

De fine saloner i København

Når der henvises til ”de fine saloner i København” tænkes der på den kvalmende politiske korrekthed, der florerer i samfundets top, hos tronfølgerparret og blandt den politiske og intellektuelle elite. Den politiske korrekthed omfatter klima, regnbuefarver, antiracisme, woke, mangfoldighed, menneskerettigheder, internationalt samarbejde og verdensmål.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne ser foreløbig ud til at kunne opfange befolkningens frustrationer og lukrere på, at ingen af de hidtidige borgerlige partier i Folketinget har været tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og at velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne.

Politikere som Rasmus Jarlov og Jan E. Jørgensen syntes mere sensitive overfor ethvert udskamningsforsøg fra en woke venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter, mens man er tonedøv overfor de almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for.

Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer?

I Frankrig udtalte lederen af Front National, Marine Le Pen, allerede efter regionalvalgene i december 2015, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden at holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Den globale inflation er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med også at ignorere befolkningens skepsis over for bekæmpelsen af COVID, unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk i provinsen forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed?

Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne kan vise sig at være en hjælp til disse vælgere.

For det er jo ikke bare en tvangstanke, at diverse strukturreformer har fjernet en lang række af de vigtige symboler på, at de små lokale samfund hænger sammen med det store samfund: Fjernede den kollektive trafik i landområderne, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og statens arbejdspladser, fik huspriserne og friværdierne i udkantsdanmark til at falde og obstruerede landbrug og andre bærende erhverv i landområderne.