Offentlighedsloven – når regeringen krænker offentlighedens interesser

Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed.

Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Ninn-Hansens oprindelige Offentlighedslov

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget for VKLA-regeringen

I regeringsgrundlaget af 27. november 2016 for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Intet skete

VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.

Med Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet har det været en smal sag og sabotere alle lempelser af offentlighedsloven. Spørgsmålet er også om den uerfarne justitsminister overhovedet gjorde et behjertet forsøg på at leve op til beslutningen på Det Konservative Landsråd og løftet i regeringsgrundlaget.

Løfte om lempelser i offentlighedsloven brydes igen

På pressemødet den 1. juli 2022 om minkkommissionens beretning om forløbet, hvor regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ihjel, bebudede statsminister Mette Frederiksen således en revision af offentlighedsloven, så det ville blive nemmere for offentligheden at få aktindsigt.

Statsministerens tilkendegivelse var bemærkelsesværdig, fordi alle krav om ændringer hidtil var blevet afvist af Socialdemokratiet uden at et flertal i Folketinget kunne tvinge ændringer igennem.

Socialistisk Folkeparti har godt nok haft opbakning til et forslag, der pålagde regeringen at indkalde til forhandlinger om lempelser af offentlighedsloven. Men intet er sket selvom både Danske Medier og Dansk Journalistforbund løbende har krævet ændringer – ligesom Ytringsfrihedskommissionen har anbefalet en revision.

I Mørkelygtens skær

Den 10. august 2022 overraskede regeringen med et forslag om at skærpe offentlighedsloven.

Regeringen vil med tilslutning fra Venstre og Det Konservative Folkeparti nu ændre offentlighedsloven og forvaltningsloven med henblik på at styrke ”beskyttelsen af offentligt ansatte i sager om aktindsigt”. Forslaget vil især gælde særligt ansatte med ”borgernære funktioner, hvis arbejdsopgaver indebærer en høj risiko for konflikt med borgere, f.eks. ansatte i politiet, kriminalforsorgen, psykiatrien og på det sociale område”.

Udspillet er overraskende i lyset af, at statsministeren til pressemødet i anledning af Minkkomissionens rapport lovede os det modsatte. Venstre og Konservative har også talt for, at offentlighedsloven skal rulles tilbage, men nu sikrer de bizart nok regeringen flertal for et lovforslag, der vil gøre det nemmere for myndighederne at afvise ansøgninger om aktindsigt, der kan opfattes som chikane.

Vi bliver fortalt, at det handler om at beskytte fængselsbetjente mod fangerne, men i realiteten ligner det et lovforslag, der har til formål at beskytte offentligt ansatte mod borgerne og i forlængelse heraf politikerne mod pressen.

Mette Frederiksen har overfor Berlingske Tidende ikke lagt skjul på, at hun opfatter strømmen af aktindsigtsansøgninger til Statsministeriet som chikane, og hun undrer sig over, at “landets bedste jurister” skal beskæftige sig med henvendelser fra journalister, som efter Frederiksens mening har til formål at mistænkeliggøre hende.

Justitsminister Mattias Tesfaye har sagt, at de nye statutter ikke skal kunne bruges mod pressens anmodninger om aktindsigt, men lovændringen vil netop kunne bruges til at hindre almindelige borgere forsøg på at få indsigt og pressens rolle som demokratiets vagthund.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s