Det er afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i den offentlige forvaltning bliver truffet ud fra saglige hensyn, så der ikke skabes mistillid til den offentlige organisation. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.

Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt

Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, med mindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder, som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen, oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden. I det følgende en række aktuelle habilitetssager fra Udenrigsministeriet og Forsvaret.

Lars Gert Loses, departementschef i Udenrigsministeriet, tidligere ambassadør i USA

Udenrigsministeriet blev kort før jul opmærksom på, at ministeriets departementschef fra 1. januar 2019, Lars Gert Lose, muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten har den 24. januar 2019 afsluttet sin gennemgang, og konklusionen er, at Lars Gert Lose ikke har overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kan bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone Ulla Rønberg var ved at blive ansat som konsulent, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet

Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general

Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.

Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

Finansdirektør Anja Erichsen i Værnsfælles Forsvarskommando

Auditørkorpset undersøger, om finansdirektøren var kæreste med en officer, da hun først fik ham ansat i sin egen afdeling og siden forfremmet til sin vicechef med højere rang og større løn. Samtidig vækker det undren, at finansdirektøren kunne fortælle detaljeret om mandens nye karrierejob, et år inden han fik det.

De indledende undersøgelser i Auditørkorpset er ved at bane vejen for en beslutning om en egentlig strafferetslig efterforskning om tjenestemisbrug.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor

Hærchefen har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Hun blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.

Hærchefen er hjemsendt, mens Auditørkorpset undersøger, om der skal rejses en strafferetslig tiltale for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Kontorchefen har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af. En underordnet må dog ikke håndtere en sag, som chefen er personligt involveret i. Den slags skal altid håndteres af pågældendes overordnede.

Sagen undersøges internt i ministeriet.

https://olfi.dk/2019/02/12/vicedirektoer-tilboed-sin-direktoers-mand-droemmejob-og-fik-85-000-kr-i-vederlag/?fbclid=IwAR292jxvGxvI66EWrX2Ha3AKfrj8eT3DkAstXGjzJqE1xEgaq6iqel2GVgM

Kommunerne

I kommunerne er en lang række sager kommet til offentlighedens kendskab. I København har forholdene i Teknik- og Miljøforvaltningen f.eks. givet anledning til nærmere undersøgelser af habilitetsproblemer i forvaltningens afdeling for byggetilladelser. I et eksempel havde en chef ved siden af sit job i kommunen et firma, der yder rådgivning om byggesagsbehandling. Det har fået en person til at indrapportere sin bekymring om chefens habilitet.

Thomas Blachmann er her og der og alle vegne. Blachmanns status som kändis fra dommergerningen i X-Faktor udnyttes til det yderste. Mens han stadig var på DR, kunne han ses som uddannelsesdebattør, og i TV-programmet, ”Blachmann på skemaet”, som gæstelærer i faget kreativitet og ideudvikling på Frydenhøjskolen i Hvidovre.

Blachmann, havde især ét budskab med til lærere og elever: Det skal være slut med nulfejlskulturen i folkeskolen.

Selvom de færreste var klar over, at der i Folkeskolen var en decideret ”nulfejlskultur”, tillades det ikke at tvivle på oraklet.

Jazz-musiker

Thomas Blachmann siger selv, han ikke var god i skolen, og det – i kombination med en karriere som musiker indenfor et upåagtet hjørne af jazzmusikken – kvalificerer ham åbenbart til gerningen som pædagogisk guru.

Man tror det er løgn, når man lytter til Blachmanns talestrøm af banaliteter, uklarheder, vilde ideer og mærkværdigheder serveret i insisterende toneleje med tilhørende selvhøjtidelig mimik og kropssprog.

Han gentager om og om igen sin remse om at sætte mennesket frit og generere mere kærlighed. ”Jeg keder mig ad helvede til i det her land”.

At en moden mand henvender sig til ungdommen for at give dem vejledning ud fra sin egen livserfaring er for så vidt prisværdigt. Det er dog ikke ganske klart, hvorfor vi skal lytte til en idiot, bare fordi han mener, den nuværende understøttende undervisning i folkeskolen skal udskiftes med et fag om kreativitet og idéudvikling.

Forfatter af selvhjælpsbog til ungdommen

I efteråret 2017 udgav Thomas Blachmann pamfletten ”Længe leve den kreative masse – Beføjelser til ungdommen”. Hvis man var ung og synes, at Thomas Blachman er sagen, fik man med pamfletten Blachmans vejledning i kreativitet for begyndere og dermed en guide til at bluffe sig til ånd.

Anmeldere og andre voksne, der har læst pamfletten, har vurderet vejledningen som sikkert velment, men det er også nogenlunde det eneste positive, der har været sagt om den sjaskede omgang kryptiske formuleringer, strittende tankemylder og krukkede tricks til at fremstå mere interessant, end man er. Pamfletten blev vurderet til i nødstilfælde at kunne bruge som mandelgave til folk med humoristisk overskud og nysgerrighed efter at vide hvordan der ser ud i hjernen på en mand, der leder efter en genvej til åndelig anseelse.

Dagbladet Politiken mente, at det som udgangspunkt var sympatisk, at Thomas Blachman havde skrevet en pamflet til ungdommen, om hvordan man får gode, levedygtige idéer. Problemet var, at den lille bog er ”en virkelig rodet landhandel, en blanding af prædiken, selvhjælpsbog, dameblad, studieordning, spejderlederopsang”. Anmelderen mente, at Blachman i lange passager lyder som én ”der taler til sig selv for at afstive sit eget skrøbelige ego”. En iagttagelse seere af X-Factor, der nu er flyttet til TV2, kan bekræfte.

Kulturradikal kynisme

Det er imidlertid ikke kun X-Faktor der er flyttet til TV2. Noget af åndshovmodet fra DR er flyttet med. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman også på TV2 får lov til at fylde et åndløst program som X-Factor med sort snak, nedrigheder og snus fornuft fredag efter fredag?

Forklaringen er da også, at Blachmans hjerteløse nedgøring af talentløse stakler med showbiz-ambitioner har vist sig at være godt TV. Seertallene underkastes kyniske analyser mens folk fredag efter fredag sidder rundt ved kakkelbordene med Matador-Mix og godter sig over ydmygelsen og afstraffelsen af det, der meget vel kunne være naboens uvorne og ubegavede unger.

Den grønne dagsorden rykker på globalt plan, men der er sket en afkobling mellem den danske eksport af energiteknologi og de globale investeringer i grøn energi.

Paris-aftalen og mange internationale virksomheder har skruet op for de grønne ambitioner. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal verden investere 2.000 mia. kr. i grøn energi om året, hvis vi skal leve op til 1,5 grader målsætning.

I EU er det aftalt, at 32 procent af EU’s energiforbrug skal dækkes af grøn energi i 2030. Hidtil har samme mål kun været på 27 procent.

Vigende markedsandele – eksporten af grøn energiteknologi er faldet for tredje år i træk

Den danske eksport af energiteknologi nåede i 2014 højeste niveau med 78,4 mia. kr. Eksporten af energiteknologi er siden 2014 faldet, og den samlede energiteknologieksport var i 2017 på 75,0 mia. kr. Tilbagegangen i eksporten af energiteknologi skal hovedsageligt forklares med udviklingen i eksporten af grøn energiteknologi, som i 2017 faldt til 39,2 mia. kr.

Det er ikke mindst EU-markedet, der svigter – eksporten af grøn energiteknologi faldt her med 13 pct. til 28,8 mia. kr.

Mens eksporten af grøn energiteknologi er faldende, stiger den samlede danske eksport – fra 2016 til 2017 med 4,5 pct. til 669 mia. kr.

Hvad er grøn energiteknologi?

Grøn energiteknologi dækker over to grønne erhvervsområder, som er defineret af Eurostat: 1) Udnyttelse af vedvarende energi – dvs. varer og teknologier forbundet med vindkraft (onshore og offshore), omdannelse af biomasse til bioenergi, jordvarme, bølgekraft og solenergi. 2) Bedre udnyttelse af energi – dvs. varer, teknologier forbundet med elbesparende teknologier, energistyring og -lagring, grønne transportløsninger, kraftvarmeteknologi, varmepumper osv.

Øvrig energiteknologi

Øvrig energiteknologi omfatter primært energiteknologi knyttet til fossile brændsler, herunder offshoreteknologi og produktionsteknologi til el. Desuden indgår teknologi knyttet til distribution og transmission af el, idet el overvejende produceres med fossile brændsler. Produktionsteknologi knyttet til vedvarende energi indgår i grøn energiteknologi.

Det er Dansk Industri, Dansk Energi og Energistyrelsen, der har fremlagt beregningerne over udviklingen i eksporten af energiteknologi.

Tilbagegangen i eksporten af grøn energiteknologi afholder gav anledning til at tidligere Erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsatte et såkaldt vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. Vækstteamet er nu kommet med 10 konkrete anbefalinger til bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv, når det gælder muligheder for at bruge den grønne omstilling og øget digitalisering til vækst og innovation.

De Ti anbefalinger fra vækstteamet skal sætte turbo på eksporten af grønne løsninger og sikre, at verdens grønne energiløsninger også i fremtiden er ”Made in Denmark”.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, oplyser den 10. januar 2018 i et opslag på Facebook, at han nu skal være radiovært på DR’s P1. ”Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang”, skriver den 51-årige eks-politiker i opslaget.

Sareen oplyser ikke titlen på det nye program, men det vil blive sendt tirsdag mellem klokken 10 og 11 og dreje sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv”, forklarer han: ”Familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Netmediet Altinget kunne allerede den 24. august 2018 oplyse, at Manu Sareen netop har meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Radikale Venstre i 2016.

Manu Sareen oplyste dengang, at fra han fra nytår skulle arbejde for ”et stort dansk mediehus”, og han ønskede derfor at fremstå partipolitisk neutral.

Manu Sareen har e ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som programmedarbejder i Danmarks Radio.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er mega glad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, siger den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus forunderlige historie

Ved valget i 2011 kom Manu Sareen ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014. Derefter minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev vraget Ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter. Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat leveringsdygtig i såkaldte nyheder til Altinget

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger

Af uransagelige grunde valgte netavisen Altinget at bidrage til reklamen for Sareen-bogen. Den 6. november refereres udførligt hvordan Manu Sareen i den kommende biografi, vil rette en kontant kritik mod pædagogernes fagforening BUPL. Ifølge Sareen var det fagforeningens grådighed, der var en af de afgørende årsager til, at SR-regeringens stort anlagte børnepakke først kunne fremlægges i maj 2015, og derfor ikke kunne nå at blive vedtaget, inden valget i juni rykkede rundt på de parlamentariske magtforhold. Som bekendt har Venstre-regeringen fuldstændig skrottet det pauvre resultat af Manu Sareens parlamentariske evner.

Altinget valgte også kritikløst den 12. november 2015 at bringe kapitlet “Millionen og Djøf-partiet” fra bogen. I kapitlet berettes om tiden omkring Zornig-sagen i Socialministeriet og om Manu Sareens oplevelse af embedsværket.

Den demografiske udvikling betyder, at antallet og især andelen af ældre borgere vokser. Gamle mennesker indlægges oftere på sygehus end yngre, og med flere gamle stiger presset på sygehusene. Sådan lyder argumentationen, men det er ikke en naturlov, at ældre har en højere indlæggelsesfrekvens. I 1930erne blev gamle kvinder sjældnere indlagt på sygehus end yngre. Og for mændenes del var der kun en svag stigning med alderen.

I moderne tid stiger hyppigheden af indlæggelser markant med alderen. Ældre mænd har en højere indlæggelsesfrekvens end ældre kvinder, men eftersom der er flere ældre kvinder i befolkningen, er der også flere ældre kvinder på sygehusene, selv om de faktisk indlægges sjældnere end mændene.

I de yngre aldersgrupper er forholdet omvendt: Yngre kvinder indlægges oftere end de jævnaldrende mænd, især når de er i den fødedygtige alder.

Der har været en stor vækst i de gamles indlæggelsesfrekvens over de sidste ca. 40 år. I 1981 var der 308 indlæggelser pr. 1.000 indbyggere i aldersgruppen over 65 år, og i 2017 var tallet steget til 487, altså en stigning på næsten 60 pct.

Til sammenligning var indlæggelsesfrekvensen for personer mellem 15 og 64 år 138 i 1981, men 163 i 2017, dvs. en stigning på kun 18 pct.

Samtidig er der faktisk ikke sket en stigning i antallet af indlæggelser for mænd under 45 år.

Bedre behandlingsmuligheder

Hvorfor sker der en stadig vækst i indlæggelserne?

Det er ikke kun et resultat af den demografiske udvikling og udviklingen i antallet af ældre og deres større andel af befolkningen. Behandlingsmulighederne er bedre i dag. Der er behandlinger for flere sygdomme og lidelser, og ikke mindst kan man i dag behandle mennesker, som er mere fysisk svækket end tidligere. Grå stær-operationer er et eksempel på en behandling, der er forbedret, og i dag skal man have meget mindre synssvækkelse for at blive henvist til operation end tidligere. Samtidig er der sket forbedringer, så nogle behandlinger ikke kræver sygehusindlæggelse. Man kan behandle mavesår med antibiotika i stedet for med kirurgi.

Udviklingen går således ikke entydigt mod mere sygehusbehandling. Desværre er mulighederne for at få pleje uden for sygehusene forringet. Der er både relativt og absolut færre plejehjemspladser og hjemmesygeplejersker til rådighed og mange kommuner er ved at segne under byrden af den rehabilitering, de har ansvaret for, når fortsat plejekrævende patienter hurtigt og brutalt udskrives fra sygehusene.

Måske er den vigtigste forklaring på væksten i de gamles indlæggelser stigende forventninger til sundhedstilstanden. Det gælder blandt de gamle og deres pårørende og blandt sundhedspersonalet. Sundhedsproblemer, der tidligere blev set som en del af almindelig aldring, søger man i dag læge for.

Vil holdningen ændre sig? Næppe – der er ingen grund til at tro, at nye generationer af gamle vil være mere tilbageholdende og mindre krævende, tværtimod.

Den stigende indlæggelsesfrekvens for ældre borgere viser, at man ikke alene gennem en fremskrivning af antallet af ældre kan prognosticere efterspørgslen på sygehusbehandling. Som følge af stadig stigende forventninger, vil behovet for sygehusbehandling efter al sandsynlighed blive ved med at vokse mere end antallet af ældre.

Har Regionerne betydning?

Hvis man ikke vil forsøge at opdrage befolkningen og sundhedsprofessionerne til at være mindre krævende, må man tage højde for den udvikling. De stigende forventninger og det dermed følgende pres på sygehusvæsenet vil helt sikkert fortsætte og måske i højere takt, når efterkrigsgenerationerne bliver gamle.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke desto mindre bebudet, at han vil forsøge at bryde trenden med stadig større pres på sygehusene. I 2019 vil regeringen fremlægge forslag, der med afsæt i 21 nye lokale sundhedsfællesskaber skal bygges bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger.

Systemet skal angiveligt bygge på personalets faglighed og patienten skal sættes før systemet.

Grundtanken er, at hvert sundhedsfællesskab skal bygges op omkring de 21 nuværende akutsygehuse. De får hovedansvaret for, at sundhedssystemet hænger sammen, men præcis hvordan systemet skal skrues sammen er endnu helt uoplyst.

Hvad vil man med Sundhedsreformen?

Vi har endnu til gode at høre om de politiske partiers holdning til en sundhedsreform. Det er et følsomt emne, og ingen vover at skræmme potentielle vælgere væk. Under alle omstændigheder vil regionerne næppe overleve sådan en reform. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative ønsker alle at nedlægge regionerne, men statsministeren er under pres fra Venstres bagland, der ikke er glade for at miste den politiske platform, som Regionsrådene udgør.

Nationalbanken oplyser, at banken i december netto solgt valuta for 11,6 mia. kr. i forbindelse med interventioner i valutamarkedet. Når Nationalbanken intervenerer i valutamarkedet i form af køb og salg af fremmed valuta mod danske kroner sker det med henblik på at stabilisere kronekursen i forhold til euro.

Baggrunden er bl.a. at udlandet nedbringer beholdningen af Danske Bank-aktier, Novo Nordisk-aktier og A.P. Møller-aktier. Udover presset på kronen er resultatet store kursfald på Danske Banks aktier og et kursfald på A.P. Møller og Novo Nordisk-aktier.

Baggrunden kan også være en generelt svækket tiltro til dansk økonomi. Hvidvaskskandalen i Danske Bank har i pinlig grad øget udlandets opmærksomhed på Danmark, og det er ikke gået upåagtet hen, at investorer i Danmark – herunder pensionskasserne – har haft svært ved at tjene penge i 2018. Dele af virksomhedssektoren har haft et svært år – for eksempel led flere eksportvirksomheder og landbruget under vanskelige vejrbetingelser, dansk eksport havde også andre vanskeligheder.

I det bredere perspektiv hænger kronesvækkelsen sammen med, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har bebudet en strammere pengepolitik. Det er bl.a. kommet til udtryk ved at ECB fra årsskiftet har indstillet opkøbet af obligationer for nye penge.

Når ECB stopper med aktivt at pumpe euro ud i systemet, og krone-omløbet samtidig øges som følge af statens dispositioner og udlandets salg af danske værdipapirer, vil det uvægerligt betyde, at euroen styrkes over for kronen. Dette billede vil fortsætte ind i 2019, hvor det kan blive forstærket af, at mange banker i eurozonen skal tilbagebetale nogle store lån til ECB. Det vil også bidrage til at begrænse omløbet af euro. Samtidig vil situationen i Italien, Portugal (og Frankrig) tale for en svækket euro i 2019.

Det er således ikke en naturlov, at Nationalbanken i 2019 må fortsætte støtteopkøb af kroner for at undgå et kursfald i forhold til euro. På sigt kan Nationalbanken næppe undgå at hæve renten, men banken ligger inde med en meget stor valutareserve på 457,4 milliarder kroner. Renteudviklingen i Danmark vil derfor især blive bestemt af udviklingen i renteniveauet i eurozonen og i USA. Det bemærkes, at i begge områder går forventningerne i retning af stigende renter.

Tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for museumsreform

Der er således et enormt behov for at reformere, men det har været forsøgt før uden held; Bertel Haarder havde som kulturminister ambitioner, men måtte indse, at det var uhyre vanskeligt at ændre på et system, så nogen får mindre end før – især på museumsområdet, der er vigtigt for de enkelte politikeres valgkredse.

Nu er aben endt hos kulturminister Mette Bock, og de politiske forhandlinger om en museumsreform er så småt gået i gang.

Analyser dokumenterer skævheder

Under forhandlingerne kan politikerne støtte sig til flere analyser af museumsområdet. Landsforeningen Danmark på Vippen har således udarbejdet en analyse, der viser at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum sidste år modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Reduceret statstilskud til ARKEN, Louisiana, ARos og Designmuseum Danmark?

Museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Chr. Nørbach, har til Magisterbladet udtalt, at det er på høje tid, at der gøres op med den ulige fordeling af museumsstøtten.

“Der er en skævvridning rundtom i landet, som har historiske rødder, men som også kan skyldes, at nogle har haft nemmere ved at få åbnet døren til ministeriet. Tag f.eks. de største byer. I København og Aarhus giver staten meget store tilskud, mens det modsatte er tilfældet i Odense og Aalborg”. Nørbach siger også, at “Selvfølgelig er der tale om et nulsumsspil, men så må man tage fra de rige og give til de fattige og indfase det over en årrække”.

Dansk Folkeparti har tidligere advokeret for at museer som Arken og Louisiana burde kunne klare sig med reduceret støtte. Partiet har under de igangværende forhandlinger i Kulturministeriet konkret foreslået at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året. Det vil betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kan vinke farvel til millioner af støttekroner.

Museum Sønderjylland, Den Gamle By og Moesgaard og Ny Carlsberg Glypoteket vil efter forslaget blive friholdt, men den foreslåede ”haircut” vil alligevel frigøre 43,9 mio. kr., der kan overføres i støtte til mindre museer, særligt i yderområderne.

Kan ARKEN overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med at statstilskuddene til Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos bliver der brug for at øge de fremtidige egenindtægter.

Spørgsmålet er, om ikke de ganske populære museer formår at tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med billetindtægterne kan kompensere for det reducerede statstilskud.

Det vil måske kræve, at museerne tilpasser aktivitetsniveauet og indarbejder og integrerer en øget kommerciel kultur og fokusering i virksomheden.

Selvom ARKEN er placeret i et område med mange mennesker uden konkurrerende museumstilbud, er udfordringen måske størst for dette museum, der måske er mest kendt for museets vidtløftige første direktør, Anna Kastberg.  

I ny debatbog – ”Eksperimentet, der slog fejl. Status over 35 års dansk asylpolitik” – gør Mikkel Andersson og Niels Jespersen status over dansk asylpolitik. I bogen påpeges det, at Danmark siden 1980’erne har ført en asyl- og indvandringspolitik, der har betydet store ændringer i den danske kultur og befolkningssammensætning.

I 1983 var der cirka 60.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark. I 2018 er der knap en halv million.

Andersson og Jespersen kommer i bogen vidt omkring, men med henvisning til statistik, analyser og ghettobesøg er konklusionen, at de konstant voksende integrationsproblemer ikke kan løses uden et grundlæggende opgør med FN’s Flygtningekonvention, der trådte i kraft i 1954 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der trådte i kraft i 1953.

Opgør med konventionerne

Niels Jespersen og Mikkel Andersson argumenterer overbevisende for, at konventionerne relateret til asyl i praksis både er utidssvarende og usolidariske; Konventionerne har aldrig været tænkt og formuleret til at håndtere folkevandringslignende migrantstrømme. Den manglende solidaritet kommer af, at Danmark hjælper et meget lille antal relativt ressourcestærke flygtninge, som har kræfter og penge til at rejse gennem seks-otte sikre lande for enorme beløb, mens man svigter det langt større antal, der ikke har de ressourcer, men kunne hjælpes langt bedre for de samme penge. Den prioritering er absurd og tvingende nødvendig at gøre op med – også selvom det vil vække international opmærksomhed, hvis Danmark bliver det første land, som tager det nødvendige opgør med konventionerne, hvilket skal ske, inden den næste asylkrise rammer.

Nyttig debat

Forfatterne – især Mikkel Andersson, der har været synlig i udlændingedebatten i flere år – skal have tak for at have leveret et vægtigt indlæg i den meget følsomme asyldebat.

Bogen har allerede givet anledning til betydelig debat. Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har på TV2 udtalt, at: ”Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre at kalde [retten til at træffe afgørelser] hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer”. Han fortsatte: ”Så jeg mener, at det her med, at vi har fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det.”

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har efterfølgende præciseret, at Socialdemokratiet ikke har planer om at Danmark skal forlade FN’s Flygtningekonvention fra 1951. Partiet har ej heller planer om at udtræde af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der blev oprettet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Regeringspartierne?

Regeringspartierne var inden sidste Folketingsvalg ganske klare i mælet: FN’s Flygtningekonvention fra 1951 er forældet i forhold til nutidens flygtninge- og migrantstrømme og bør derfor moderniseres, fordi den forhindrer Danmark i at føre den rigtige flygtningepolitik.

Efter valget har regeringspartierne trukket i land. Nu er det alene Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der skaber problemer.

I regeringsgrundlaget understreger VLAK-regeringen, at Danmark har en “klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder”. Men der er “imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.

Integrationsminister Inger Støjberg har meddelt Folketinget, at regeringen ikke har planer om at modernisere – endsige opsige – FN’s Flygtningekonvention: ”Det er regeringens holdning, at arbejdet med at sikre en bedre balance mellem beskyttelse af menneskerettigheder og vores mulighed for selv at bestemme, hvordan vi indretter vores samfund, skal centrere sig om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, og ikke Flygtningekonventionen”, har Inger Støjberg skrevet i et svar til Folketingets integrationsudvalg. ”Regeringen mener ikke, at der i forhold til Flygtningekonventionen er tale om en fortolkning, der er kommet ud af trit med de oprindelige intentioner.”

Regeringens løfte om at gøre noget ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske konventionsfortolkning er løbet ud i sandet. Regeringen har ganske vist under det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité fra 15. november 2017 til 18. maj 2018 afholdt en international ekspertkonference om konventionen, men det kom der ikke noget ud af.

Udsigt til politisk borgfred?

Mens regeringspartiernes valne holdning alene kan forklares med ønsket om at regeringsperioden kan blive så lang som overhovedet muligt, giver den socialdemokratiske gruppeformands kritiske holdning til konventionerne relateret til asyl god mening. Den voksende forståelse, der synes at være mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, på udlændinge- og asylområdet, ligger bag Socialdemokratiets forslag om at stoppe for al spontan asylmodtagelse i Danmark og i stedet opbygge flygtningelejre i Nordafrika – et veritabelt paradigmeskifte, der forudsætter et opgør med konventionerne!

At der desuden skal sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres, vil ligeledes indebære en grundlæggende ændring.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark. Der opstilles en stribe nye kriterier, og folk bosiddende i 40 belastede boligområder, herunder de 22 på den såkaldte ghettoliste, kan ikke længere få familiemedlemmer hertil fra udlandet.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge fortsat i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982. Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Sagen førte til en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager og i 1982 til det første udkast til den nye udlændingelov.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men var – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Når Firkløverregeringen overhovedet indgik den politiske aftale, må det erindres, at der i de 4 folketingsgrupper dengang var ganske mange åbenlyse tilhængere af en mere imødekommende flygtningelovgivning. Dertil kom, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS faktisk havde et flertal, der kunne have vedtaget loven udenom regeringen.

Først senere kom en række socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske Vestegn på banen, med kritik af den meget imødekommende udlændingepolitik.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet. Ved flygtningelovens vedtagelse i 1983 var der under 60.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 500.000 – omkring 8 pct. af landets befolkning! Antallet er tidoblet på knap 40 år, og det er indlysende en udvikling, som ikke kan fortsætte, hvis det danske samfund skal hænge fornuftigt sammen.

Når debatten afspores

·         Når det påpeges, at de enorme ressourcer, der er brugt på forsøgene på at integrere historisk store grupper af ikke-vestlige indvandrere med overvejende muslimsk baggrund i vores velfærdssamfund ikke er lykkedes.

·         Når man drister sig til at konkludere at de sidste 35 års asylpolitik er slået fejl.

·         Når man forudser, at en fortsættelse af den førte politik kun vil forværre de i forvejen omfattende problemer

Udskammes kritikerne og beskyldes for at ville internere flygtninge bag pigtråd i lejre i Oksbøl, som det kendtes efter 2. Verdenskrig.

Realiteten var, at i Verdenskrigens sidste måneder strømmede mere end 250.000 flygtninge ind i Danmark. Langt hovedparten af dem var tyskere fra områderne omkring Østersøen, der flygtede både fra krigshandlingerne og frygten for Den Røde Hærs efterfølgende besættelse. I Danmark blev de mødt med udbredt skepsis, indkvarteret i skoler og lejre, herunder i Oksbøl, under mildest talt interimistiske forhold og holdt skarpt adskilt fra den øvrige befolkning. I 1949 forlod de sidste af dem Danmark igen. At deres ophold var midlertidigt, og at de skulle vende tilbage til Tyskland, stod ikke til diskussion. Det var blot et spørgsmål om hvornår, og hvis man læser datidens danske aviser, er der ingen tvivl om, at de fleste hellere så flygtningene sendt retur til Tyskland før end senere.

Dansk Folkepartis integrationsordfører skulle for nylig på TV indkredse, hvordan et nyt paradigme for udlændingepolitikken kunne udkrystalliseres. I sin iver efter at understrege, at paradigmeskiftet indebar at flygtninge, der skalle opholde sig i Danmark midlertidigt ikke skulle forsøges integreret, sagde hun: ”En Oksbøl-lejr, sådan som vi havde for de tyske krigsflygtninge, noget i den retning”.

Mere skulle der ikke til for at afspore debatten.

Episoden kunne være en påmindelse til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om ikke at forsøge på at monopolisere kritikken af den hidtidige udlændingepolitik, men at lade asyldebatten sprede sig ud.

Landbrugsstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet har ikke styr på økonomien. Derfor har styrelsen sat gang i en tiltrængt effektivisering, og samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder.

Det betyder, at styrelsen i oktober skal afskedige 60 til 70 medarbejdere på tværs af styrelsen, og udsigterne for den danske administration af EU’s landbrugsstøtte er ikke gode.

Fyringerne kan ramme både i København og i Sønderjylland. Ved udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Dermed blev næsten halvdelen af medarbejderne i det der dengang hed NaturErhvervsstyrelsen flyttet til Sønderjylland.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsen, var der modstand mod beslutningen.

Mange provinsdanskere blev utvivlsomt overraskede over de indignerede ramaskrig fra statsansatte, der af den onde regering blev tvunget til at forrette tjeneste i et tidligere sindssygehospital på Als.

I centraladministrationen nøjedes man ikke med at udstøde høje véråb til københavnerpressen – man bekæmpede med næb og kør regeringens planer!

Dagbladet Politiken kunne mandag den 18. januar 2016 berette, at planerne inden regeringens formelle beslutning blev udsat for deciderede sabotageforsøg.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, advarer departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard mod regeringens plan om at flytte NaturErhvervstyrelsen til sindssygehospitalet i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Advarslerne var tragikomiske – NaturErhvervstyrelsen havde længe overalt i landbrugskredse været kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider.

Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også kostbar for danske skatteborgere. I 2009 blev den danske stat tvunget til at betale 750 millioner kroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i NaturErhvervstyrelsen.  I korrespondancen med finansministeriet bekræfter Miljø- og Fødevareministeriet, at der ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

NaturErhvervstyrelsen

Allerede inden forvisningen til Sønderborg på Als havde styrelsen en tumultarisk historie:

I 2000 blev FødevareErhverv skabt ved sammenlægningen af Strukturdirektoratet og det dysfunktionelle EU-Direktorat. Strukturdirektoratet boede i Toldbodgade i København med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Filialen i Tønder blev ikke berørt, men personalet i Toldbodgade måtte flytte til Nyropsgade.

I 2011 blev NaturErhvervstyrelsen etableret ved sammenlægning af FødevareErhverv, Fiskeridirektoratet og dele af Plantedirektoratet.

Styrelsen har siden 2011 haft til huse i Nyropsgade i det centrale København og med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Ved samlingen i 2011 måtte Fiskeridirektoratets medarbejdere flytte fra hovedkontoret på Langelinie Allé i København, mens Plantedirektoratets medarbejdere måtte flytte fra grønne omgivelser i Lyngby nord for København.

Udflytning og andre trængsler

392 af de ansatte i NaturErhvervstyrelsen har i løbet af de sidste 2 år flyttet arbejdsplads til Sønderjylland – 376 til det tidligere sindssygehospital i Augustenborg og 16 til styrelsens Tønder-filial.

Efter offentliggørelsen af Rigsrevisionens beretning om kvotekoncentrationen i dansk fiskeri i august 2017, blev Esben Lunde Larsen fyret som fiskeriminister. Samtidig blev to ledende medarbejdere fra fiskeriområdet forflyttet, men ikke fyret.

Ligestillingsminister og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann fik umiddelbart det politiske ansvar, og forvaltningen med bevillinger og over 200 medarbejdere blev udskilt fra NaturErhvervsstyrelsen og henlagt til en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet med en ny ledelse.

NaturErhvervsstyrelsen skiftede samtidig navn til Landbrugsstyrelsen.

Landmænd og Rigsrevisionen i åben krig med Landbrugsstyrelsen

NaturErhvervsstyrelsen havde i forbindelse med udflytningen til Sønderjylland fået midlertidige ekstrabevillinger som efterhånden er bortfaldet. Samtidig betød oprettelsen af Fiskeristyrelsen i Udenrihgsministeriet en regulær åreladning af bevillinger og kvalificerede medarbejdere.

Fra slutningen af 2017 var det derfor en presset Landbrugsstyrelse, der haltede bagefter på en række punkter i forvaltningen af de cirka 7 milliarder kr., som Danmark modtager i årlig landbrugsstøtte fra EU.

Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den danske administration af landbrugsstøtten. Rigsrevisionen har således kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Miljø- og Fødevareministeriets manglende tilsyn

Miljø- og Fødevareministeriets departement har som kompetent myndighed ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene som netop er Landbrugsstyrelsen og rapportere herom til Kommissionen. Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener ikke at departementet til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

På det seneste har styrelsen kontrolindsats også givet anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiseret styrelsens ”kontrolovergreb”.

”Kontrolovergreb”

Bæredygtigt Landbrug har kritiseret de kontrollanter, som opfører sig utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt overfor foreningens medlemmer: ”Landbrugsstyrelsen er en offentlig myndighed, der skal opfatte sig selv som en serviceorganisation, der vejleder landmanden. Når direktøren ikke har styr på sine medarbejdere, og de overtræder deres beføjelser overfor BL’s medlemmer, er det naturligt, at vi som organisation træder til. Hvis direktøren ønsker det, er jeg naturligvis villig til et møde, men jeg vil gerne understrege, at jeg også i fremtiden vil nævne de medarbejdere ved navn, som ikke har den pli, der er nødvendig. I øvrigt er jeg af den opfattelse, at kontroller, der ikke er varslet, er en uskik. Kontrollanten med hjælpere er velforberedte og den kontrollerede totalt uforberedt – en uholdbar situation. Det er derfor naturligt, at den kontrollerede skal have bisiddere i en sådan situation, hvilket BL forlanger”, skrev formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, i organisationens ugebrev.

Den 21. august 2018 blev det meddelt, at Vestjyske Endrup Mejeri, der blev etableret for 134 år siden, lukker og slukker inden årets udgang. Ejeren, mejerikoncernen Arla, har besluttet at lukke det lille mejeri ved Esbjerg. Begrundelsen er, at afsætningen af Endrup-ostene svigter, og derfor har Arla vurderet, at den bedste løsning for alle parter er at lukke mejeriet. Det er ikke alle ansatte enige i, og der henvises til, at ”nogle i Arla har fået en hjerneblødning”!

Endrup Mejeri blev etableret af egnens landmænd 18. juli 1884, og har været verdens ældste andelsmejeri i drift.

Baggrunden for andelsmejerierne

Allerede fra omkring 1830 havde dansk landbrug levet godt af korndyrkning. Købmænd opkøbte kornet og eksporterede til det europæiske marked via Hamborg, men det var først i anden halvdel af århundredet, at den teknologiske udvikling i landbruget for alvor tog fart. Det var ikke kun mejemaskiner, der blev taget i brug af de danske landmænd. Også damptærskeværker og kunstgødning vandt frem, ligesom svingploven afløste hjulploven. Desuden oprettede man Landbohøjskolen i 1856, hvorved Danmark havde fået en væsentlig institution, der kunne introducere og afprøve nyskabelser inden for planteforædling, gødskning, sygdomsbekæmpelse osv.

I 1870’erne blev den danske korneksport imidlertid ramt af en alvorlig krise, da amerikansk og østeuropæisk korn oversvømmede det europæiske marked. Det danske korn kunne ikke konkurrere på hverken pris eller kvalitet. Noget nyt måtte ske. Og det blev så skiftet fra det ekstensive kornbrug til intensiv husdyrproduktion.

Dansk smør og bacon blev i stort omfang solgt i Storbritannien – allerede i begyndelsen af 1870’erne blev mere end en tredjedel af produktionen eksporteret – og efterhånden var det ikke mere de store købmænd, der stod for eksporten, men landmændene selv. Eksporten skete gennem det væld af andelsselskaber, der skød op i 1880’erne.

Her blev udviklingen af den såkaldte kontinuerlige Maglekilde Centrifuge i 1878 af stor betydning, idet man nu blev i stand til at adskille fløde og skummetmælk ved hjælp af centrifugalkraften. Dermed var man i stand til at producere i større skala. Grunden var dermed i Roskilde lagt til den voldsomme ekspansion i den danske landbrugsproduktion, der gjorde landbruget til Danmarks vigtigste eksporterhverv.

Maglekilde Maskinfabrik

Det er ikke almindeligt kendt – ikke engang i Roskilde – at der på Maglekilde Maskinfabrik i Roskilde i 1878 skete noget epokegørende.

På fabrikken udviklede man, og fik patent på, en såkaldt kontinuerlig centrifuge, der kunne øge udbyttet ved hurtigt og billigt at skille sødmælken, så fløden blev ”skummet” fra mælken. Smør kunne nu fremstilles langt billigere og med en mere ensartet kvalitet.

Allerede i 1881 solgte Maglekilde Maskinfabrik dog patentet til B&W – den lille maskinfabrik i Roskilde kunne slet ikke følge med i efterspørgslen.

Før Maglekilde Centrifugen talte man om to slags smør: ”herregårdssmør” og ”bondesmør”, hvor man hidtil alene havde kunnet sælge det såkaldte ”herregårdssmør” til eksport.

Fremkomsten af Maglekilde Centrifugen og andelsbevægelsen ændrede hurtigt på det forhold.

Andelsbevægelsen og udviklingen på landet

Det var i meget høj grad fremkomsten af centrifugen, der satte skub i hele andelstanken. Når bønderne slog sig sammen, kunne de alle opnå en langt højere pris for deres smør. I 1882 blev det første andelsmejeri oprettet Vestjylland, og i 1894 var der over 900. Antallet af herregårdsmejerier faldt tilsvarende, hvor der i 1894 havde været 283, faldt antallet til 89 i 1904. De mindre gårde havde fundet en måde at kunne klare sig på i forhold til de gamle, store herregårde.

En epoke er slut

På den baggrund er det derfor med vemod, at lukningen af Endrup Mejeri, også indebærer at en epoke, der startede for 134 år siden, definitivt er afsluttet.

I Mejeriudsalget er opsat et håndskrevet skilt: