Udfordringer for sundhedsvæsenet – hvad vil partierne?

Den demografiske udvikling betyder, at antallet og især andelen af ældre borgere vokser. Gamle mennesker indlægges oftere på sygehus end yngre, og med flere gamle stiger presset på sygehusene. Sådan lyder argumentationen, men det er ikke en naturlov, at ældre har en højere indlæggelsesfrekvens. I 1930erne blev gamle kvinder sjældnere indlagt på sygehus end yngre. Og for mændenes del var der kun en svag stigning med alderen.

I moderne tid stiger hyppigheden af indlæggelser markant med alderen. Ældre mænd har en højere indlæggelsesfrekvens end ældre kvinder, men eftersom der er flere ældre kvinder i befolkningen, er der også flere ældre kvinder på sygehusene, selv om de faktisk indlægges sjældnere end mændene.

I de yngre aldersgrupper er forholdet omvendt: Yngre kvinder indlægges oftere end de jævnaldrende mænd, især når de er i den fødedygtige alder.

Der har været en stor vækst i de gamles indlæggelsesfrekvens over de sidste ca. 40 år. I 1981 var der 308 indlæggelser pr. 1.000 indbyggere i aldersgruppen over 65 år, og i 2017 var tallet steget til 487, altså en stigning på næsten 60 pct.

Til sammenligning var indlæggelsesfrekvensen for personer mellem 15 og 64 år 138 i 1981, men 163 i 2017, dvs. en stigning på kun 18 pct.

Samtidig er der faktisk ikke sket en stigning i antallet af indlæggelser for mænd under 45 år.

Bedre behandlingsmuligheder

Hvorfor sker der en stadig vækst i indlæggelserne?

Det er ikke kun et resultat af den demografiske udvikling og udviklingen i antallet af ældre og deres større andel af befolkningen. Behandlingsmulighederne er bedre i dag. Der er behandlinger for flere sygdomme og lidelser, og ikke mindst kan man i dag behandle mennesker, som er mere fysisk svækket end tidligere. Grå stær-operationer er et eksempel på en behandling, der er forbedret, og i dag skal man have meget mindre synssvækkelse for at blive henvist til operation end tidligere. Samtidig er der sket forbedringer, så nogle behandlinger ikke kræver sygehusindlæggelse. Man kan behandle mavesår med antibiotika i stedet for med kirurgi.

Udviklingen går således ikke entydigt mod mere sygehusbehandling. Desværre er mulighederne for at få pleje uden for sygehusene forringet. Der er både relativt og absolut færre plejehjemspladser og hjemmesygeplejersker til rådighed og mange kommuner er ved at segne under byrden af den rehabilitering, de har ansvaret for, når fortsat plejekrævende patienter hurtigt og brutalt udskrives fra sygehusene.

Måske er den vigtigste forklaring på væksten i de gamles indlæggelser stigende forventninger til sundhedstilstanden. Det gælder blandt de gamle og deres pårørende og blandt sundhedspersonalet. Sundhedsproblemer, der tidligere blev set som en del af almindelig aldring, søger man i dag læge for.

Vil holdningen ændre sig? Næppe – der er ingen grund til at tro, at nye generationer af gamle vil være mere tilbageholdende og mindre krævende, tværtimod.

Den stigende indlæggelsesfrekvens for ældre borgere viser, at man ikke alene gennem en fremskrivning af antallet af ældre kan prognosticere efterspørgslen på sygehusbehandling. Som følge af stadig stigende forventninger, vil behovet for sygehusbehandling efter al sandsynlighed blive ved med at vokse mere end antallet af ældre.

Har Regionerne betydning?

Hvis man ikke vil forsøge at opdrage befolkningen og sundhedsprofessionerne til at være mindre krævende, må man tage højde for den udvikling. De stigende forventninger og det dermed følgende pres på sygehusvæsenet vil helt sikkert fortsætte og måske i højere takt, når efterkrigsgenerationerne bliver gamle.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke desto mindre bebudet, at han vil forsøge at bryde trenden med stadig større pres på sygehusene. I 2019 vil regeringen fremlægge forslag, der med afsæt i 21 nye lokale sundhedsfællesskaber skal bygges bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger.

Systemet skal angiveligt bygge på personalets faglighed og patienten skal sættes før systemet.

Grundtanken er, at hvert sundhedsfællesskab skal bygges op omkring de 21 nuværende akutsygehuse. De får hovedansvaret for, at sundhedssystemet hænger sammen, men præcis hvordan systemet skal skrues sammen er endnu helt uoplyst.

Hvad vil man med Sundhedsreformen?

Vi har endnu til gode at høre om de politiske partiers holdning til en sundhedsreform. Det er et følsomt emne, og ingen vover at skræmme potentielle vælgere væk. Under alle omstændigheder vil regionerne næppe overleve sådan en reform. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative ønsker alle at nedlægge regionerne, men statsministeren er under pres fra Venstres bagland, der ikke er glade for at miste den politiske platform, som Regionsrådene udgør.