Når Oksbøl forgifter udlændingedebatten

I ny debatbog – ”Eksperimentet, der slog fejl. Status over 35 års dansk asylpolitik” – gør Mikkel Andersson og Niels Jespersen status over dansk asylpolitik. I bogen påpeges det, at Danmark siden 1980’erne har ført en asyl- og indvandringspolitik, der har betydet store ændringer i den danske kultur og befolkningssammensætning.

I 1983 var der cirka 60.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark. I 2018 er der knap en halv million.

Andersson og Jespersen kommer i bogen vidt omkring, men med henvisning til statistik, analyser og ghettobesøg er konklusionen, at de konstant voksende integrationsproblemer ikke kan løses uden et grundlæggende opgør med FN’s Flygtningekonvention, der trådte i kraft i 1954 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der trådte i kraft i 1953.

Opgør med konventionerne

Niels Jespersen og Mikkel Andersson argumenterer overbevisende for, at konventionerne relateret til asyl i praksis både er utidssvarende og usolidariske; Konventionerne har aldrig været tænkt og formuleret til at håndtere folkevandringslignende migrantstrømme. Den manglende solidaritet kommer af, at Danmark hjælper et meget lille antal relativt ressourcestærke flygtninge, som har kræfter og penge til at rejse gennem seks-otte sikre lande for enorme beløb, mens man svigter det langt større antal, der ikke har de ressourcer, men kunne hjælpes langt bedre for de samme penge. Den prioritering er absurd og tvingende nødvendig at gøre op med – også selvom det vil vække international opmærksomhed, hvis Danmark bliver det første land, som tager det nødvendige opgør med konventionerne, hvilket skal ske, inden den næste asylkrise rammer.

Nyttig debat

Forfatterne – især Mikkel Andersson, der har været synlig i udlændingedebatten i flere år – skal have tak for at have leveret et vægtigt indlæg i den meget følsomme asyldebat.

Bogen har allerede givet anledning til betydelig debat. Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har på TV2 udtalt, at: ”Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre at kalde [retten til at træffe afgørelser] hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer”. Han fortsatte: ”Så jeg mener, at det her med, at vi har fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det.”

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har efterfølgende præciseret, at Socialdemokratiet ikke har planer om at Danmark skal forlade FN’s Flygtningekonvention fra 1951. Partiet har ej heller planer om at udtræde af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der blev oprettet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Regeringspartierne?

Regeringspartierne var inden sidste Folketingsvalg ganske klare i mælet: FN’s Flygtningekonvention fra 1951 er forældet i forhold til nutidens flygtninge- og migrantstrømme og bør derfor moderniseres, fordi den forhindrer Danmark i at føre den rigtige flygtningepolitik.

Efter valget har regeringspartierne trukket i land. Nu er det alene Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der skaber problemer.

I regeringsgrundlaget understreger VLAK-regeringen, at Danmark har en “klar interesse i en stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder”. Men der er “imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.

Integrationsminister Inger Støjberg har meddelt Folketinget, at regeringen ikke har planer om at modernisere – endsige opsige – FN’s Flygtningekonvention: ”Det er regeringens holdning, at arbejdet med at sikre en bedre balance mellem beskyttelse af menneskerettigheder og vores mulighed for selv at bestemme, hvordan vi indretter vores samfund, skal centrere sig om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, og ikke Flygtningekonventionen”, har Inger Støjberg skrevet i et svar til Folketingets integrationsudvalg. ”Regeringen mener ikke, at der i forhold til Flygtningekonventionen er tale om en fortolkning, der er kommet ud af trit med de oprindelige intentioner.”

Regeringens løfte om at gøre noget ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske konventionsfortolkning er løbet ud i sandet. Regeringen har ganske vist under det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité fra 15. november 2017 til 18. maj 2018 afholdt en international ekspertkonference om konventionen, men det kom der ikke noget ud af.

Udsigt til politisk borgfred?

Mens regeringspartiernes valne holdning alene kan forklares med ønsket om at regeringsperioden kan blive så lang som overhovedet muligt, giver den socialdemokratiske gruppeformands kritiske holdning til konventionerne relateret til asyl god mening. Den voksende forståelse, der synes at være mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, på udlændinge- og asylområdet, ligger bag Socialdemokratiets forslag om at stoppe for al spontan asylmodtagelse i Danmark og i stedet opbygge flygtningelejre i Nordafrika – et veritabelt paradigmeskifte, der forudsætter et opgør med konventionerne!

At der desuden skal sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres, vil ligeledes indebære en grundlæggende ændring.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark. Der opstilles en stribe nye kriterier, og folk bosiddende i 40 belastede boligområder, herunder de 22 på den såkaldte ghettoliste, kan ikke længere få familiemedlemmer hertil fra udlandet.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge fortsat i 2018 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982. Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Sagen førte til en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager og i 1982 til det første udkast til den nye udlændingelov.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men var – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Når Firkløverregeringen overhovedet indgik den politiske aftale, må det erindres, at der i de 4 folketingsgrupper dengang var ganske mange åbenlyse tilhængere af en mere imødekommende flygtningelovgivning. Dertil kom, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS faktisk havde et flertal, der kunne have vedtaget loven udenom regeringen.

Først senere kom en række socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske Vestegn på banen, med kritik af den meget imødekommende udlændingepolitik.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet. Ved flygtningelovens vedtagelse i 1983 var der under 60.000 ikke-vestlige indvandrere i Danmark.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 500.000 – omkring 8 pct. af landets befolkning! Antallet er tidoblet på knap 40 år, og det er indlysende en udvikling, som ikke kan fortsætte, hvis det danske samfund skal hænge fornuftigt sammen.

Når debatten afspores

·         Når det påpeges, at de enorme ressourcer, der er brugt på forsøgene på at integrere historisk store grupper af ikke-vestlige indvandrere med overvejende muslimsk baggrund i vores velfærdssamfund ikke er lykkedes.

·         Når man drister sig til at konkludere at de sidste 35 års asylpolitik er slået fejl.

·         Når man forudser, at en fortsættelse af den førte politik kun vil forværre de i forvejen omfattende problemer

Udskammes kritikerne og beskyldes for at ville internere flygtninge bag pigtråd i lejre i Oksbøl, som det kendtes efter 2. Verdenskrig.

Realiteten var, at i Verdenskrigens sidste måneder strømmede mere end 250.000 flygtninge ind i Danmark. Langt hovedparten af dem var tyskere fra områderne omkring Østersøen, der flygtede både fra krigshandlingerne og frygten for Den Røde Hærs efterfølgende besættelse. I Danmark blev de mødt med udbredt skepsis, indkvarteret i skoler og lejre, herunder i Oksbøl, under mildest talt interimistiske forhold og holdt skarpt adskilt fra den øvrige befolkning. I 1949 forlod de sidste af dem Danmark igen. At deres ophold var midlertidigt, og at de skulle vende tilbage til Tyskland, stod ikke til diskussion. Det var blot et spørgsmål om hvornår, og hvis man læser datidens danske aviser, er der ingen tvivl om, at de fleste hellere så flygtningene sendt retur til Tyskland før end senere.

Dansk Folkepartis integrationsordfører skulle for nylig på TV indkredse, hvordan et nyt paradigme for udlændingepolitikken kunne udkrystalliseres. I sin iver efter at understrege, at paradigmeskiftet indebar at flygtninge, der skalle opholde sig i Danmark midlertidigt ikke skulle forsøges integreret, sagde hun: ”En Oksbøl-lejr, sådan som vi havde for de tyske krigsflygtninge, noget i den retning”.

Mere skulle der ikke til for at afspore debatten.

Episoden kunne være en påmindelse til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om ikke at forsøge på at monopolisere kritikken af den hidtidige udlændingepolitik, men at lade asyldebatten sprede sig ud.