Thomas Blachmann er her og der og alle vegne. Blachmanns status som kändis fra dommergerningen i X-Faktor udnyttes til det yderste. Mens han stadig var på DR, kunne han ses som uddannelsesdebattør, og i TV-programmet, ”Blachmann på skemaet”, som gæstelærer i faget kreativitet og ideudvikling på Frydenhøjskolen i Hvidovre.
Blachmann, havde især ét budskab med til lærere og elever: Det skal være slut med nulfejlskulturen i folkeskolen.
Selvom de færreste var klar over, at der i Folkeskolen var en decideret ”nulfejlskultur”, tillades det ikke at tvivle på oraklet.
Jazz-musiker
Thomas Blachmann siger selv, han ikke var god i skolen, og det – i kombination med en karriere som musiker indenfor et upåagtet hjørne af jazzmusikken – kvalificerer ham åbenbart til gerningen som pædagogisk guru.
Man tror det er løgn, når man lytter til Blachmanns talestrøm af banaliteter, uklarheder, vilde ideer og mærkværdigheder serveret i insisterende toneleje med tilhørende selvhøjtidelig mimik og kropssprog.
Han gentager om og om igen sin remse om at sætte mennesket frit og generere mere kærlighed. ”Jeg keder mig ad helvede til i det her land”.
At en moden mand henvender sig til ungdommen for at give dem vejledning ud fra sin egen livserfaring er for så vidt prisværdigt. Det er dog ikke ganske klart, hvorfor vi skal lytte til en idiot, bare fordi han mener, den nuværende understøttende undervisning i folkeskolen skal udskiftes med et fag om kreativitet og idéudvikling.
Forfatter af selvhjælpsbog til ungdommen
I efteråret 2017 udgav Thomas Blachmann pamfletten ”Længe leve den kreative masse – Beføjelser til ungdommen”. Hvis man var ung og synes, at Thomas Blachman er sagen, fik man med pamfletten Blachmans vejledning i kreativitet for begyndere og dermed en guide til at bluffe sig til ånd.
Anmeldere og andre voksne, der har læst pamfletten, har vurderet vejledningen som sikkert velment, men det er også nogenlunde det eneste positive, der har været sagt om den sjaskede omgang kryptiske formuleringer, strittende tankemylder og krukkede tricks til at fremstå mere interessant, end man er. Pamfletten blev vurderet til i nødstilfælde at kunne bruge som mandelgave til folk med humoristisk overskud og nysgerrighed efter at vide hvordan der ser ud i hjernen på en mand, der leder efter en genvej til åndelig anseelse.
Dagbladet Politiken mente, at det som udgangspunkt var sympatisk, at Thomas Blachman havde skrevet en pamflet til ungdommen, om hvordan man får gode, levedygtige idéer. Problemet var, at den lille bog er ”en virkelig rodet landhandel, en blanding af prædiken, selvhjælpsbog, dameblad, studieordning, spejderlederopsang”. Anmelderen mente, at Blachman i lange passager lyder som én ”der taler til sig selv for at afstive sit eget skrøbelige ego”. En iagttagelse seere af X-Factor, der nu er flyttet til TV2, kan bekræfte.
Kulturradikal kynisme
Det er imidlertid ikke kun X-Faktor der er flyttet til TV2. Noget af åndshovmodet fra DR er flyttet med. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman også på TV2 får lov til at fylde et åndløst program som X-Factor med sort snak, nedrigheder og snus fornuft fredag efter fredag?
Forklaringen er da også, at Blachmans hjerteløse nedgøring af talentløse stakler med showbiz-ambitioner har vist sig at være godt TV. Seertallene underkastes kyniske analyser mens folk fredag efter fredag sidder rundt ved kakkelbordene med Matador-Mix og godter sig over ydmygelsen og afstraffelsen af det, der meget vel kunne være naboens uvorne og ubegavede unger.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 