Historien om, hvordan italienske immigranter gik fra en status som racemæssige pariaer i det 19. århundrede til ansete hvide amerikanere i det 20. århundrede giver et indblik i hvordan synet på forskellige racer i USA har ændret sig over tid.

Opfattelsen af italienere
New York Timers har i en artikel i anledning af Columbus Day beskrevet hvordan syditalienere med mørk lød i 1800-tallet måtte tåle ydmygelser på begge sider af Atlanten. I Italien havde norditalienere længe haft den opfattelse, at syditalienere – især sicilianere – var ”uciviliserede” og racemæssigt underlegne folk, der tydeligvis var for afrikanske til rigtig at være en del af Europa.

Racistiske dogmer om syditalienere fandt frugtbar jord i USA, hvor de nyankomne mødte bøger, magasiner og aviser, der bombarderede amerikanere med billeder af italienere som racemæssigt mistænkelige. Italienere blev undertiden udelukket fra skoler, biografer og fagforeninger eller i kirker henvist til bænke, der var reserveret til farvede. De blev beskrevet i pressen som “sortsmudskede”, “krushårede” medlemmer af en kriminel race, og blev af gadens pøbel hånet som “dago”, “guinea”, “hvid nigger”, ”goomba” og “nigger wop” (fra det italienske ord “guappo”, der betyder alfons).
I de amerikanske sydstater gik nedværdigelserne langt videre end blot øgenavne. Italienere, der var kommet til landet som ”frie hvide personer”, blev ofte markeret som sorte, fordi de accepterede ”sorte” job i Louisiana-sukkermarkederne, eller fordi de valgte at bo blandt afroamerikanere. Dette gjorde dem også sårbare overfor lynchninger, hvor tusinder af sorte mænd, kvinder og børn over hele Syden blev hængt, skudt, lemlæstet eller brændt levende.

Columbus Day
Columbus Day, der i USA markers den anden mandag i oktober (i 2019 den 14. oktober), markerer Christopher Columbus’ ankomst til Amerika den 12. oktober 1492.
Markeringen spiller imidlertid en vigtig rolle i den uforbeholdne anerkendelse af italienere som rigtige hvide mennesker i USA. Da præsident Benjamin Harrison proklamerede i 1892 Columbus Day som national festdag, var det ikke alene for at hædre Columbus. Baggrunden var en blodige lynchning i New Orleans, der i 1891 havde kostet 11 uskyldige italienske indvandrere livet.

Proklamationen af Columbus Day var derfor led i et bredere forsøg på at dæmpe det ramaskrig, der havde rejst sig blandt amerikanere af italiensk herkomst efter lynchningen, og som også i Italien var tæt på at føre til en krigserklæring mod USA.

Lynchninger i USA
Lynchningen af italienerne kom på et tidspunkt hvor selv anerkendte medier forsvarede lynchninger og systematisk fremstillede de afroamerikanske ofre som ”brutale vilddyr”, ”kvinde- og børneskændere”, ”uforbederlige kriminelle” eller ”ballademagere”. The Times brugte angiveligt gentagne gange overskriften “En brutal neger lynchet”.
Tilsvarende nedsættende betegnelser blev knyttet til italienske indvandrere, der i begyndelsen blev hilst velkommen til Louisiana efter borgerkrigen, da plantageejerne havde desperat behov for billig arbejdskraft til at erstatte de frigivne slaver, der havde forladt sliddet i markerne til fordel for mere vellønnet beskæftigelse.
Disse italienere syntes i første omgang at være svaret på både arbejdsmangel og den stadig mere presserende søgen efter borgere, der ville støtte den fortsatte hvide dominans. Louisianas begejstring for den italienske arbejdskraft kølnedes imidlertid, da de nye indvandrere begyndte at protestere mod lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

Italienere på linje med afroamerikanere
De nyankomne valgte også at bo sammen i italienske kvarterer, hvor de talte deres modersmål, bevarede italienske skikke og udviklede succesrige virksomheder, der ikke mindst handlede med afroamerikanere, som de også omgikkes og giftede sig med. Med tiden førte italienernes fraternisering med afroamerikanere til, at hvide sydstatsfolk betragtede især sicilianere som nogle ikke helt hvide, der berettigede til den forfølgelse – og lynchning – der ellers havde været rettet mod afroamerikanere.
The Times beskrev dem som banditter og medlemmer af de kriminelle klasser, ”miserable, elendige, fattige, sultne og ufaglærte”. Stereotypiske opfattelser af medfødte kriminelle tilbøjeligheder fremgår tydeligt af en avishistorie fra 1874 om italienske indvandrere, der blev vaccineret, hvor en immigrant beskrives som en “sværlemmet fyr med et skummelt udseende som en traditionel landvejsrøver fra Abruzzerne”.
Disse karakteristika nåede et ærekrænkende højdepunkt i en artikel fra 1882, hvor redaktøren under overskriften ”Our Future Citizens” skrev:
”Aldrig har der siden New Yorks grundlæggelse været en så lavtstående og uvidende klasse af indvandrere, som de syditalienere, der har fyldt vores anløbshavne i det forløbne år”. Om de italienske indvandrerbørn, hed det, ”at de var fuldstændig uegnede – uopdragne, beskidte og uredelige som de var – til at blive placeret i de offentlige grundskoler blandt børn af anstændige amerikanere”.
Den racistiske myte om afroamerikanere og sicilianere som medfødte og uforbederlige kriminelle gik igen i en avishistorie fra 1887 om et lynchningsoffer i Mississippi: “Dago Joe”.
Offeret blev beskrevet som ”halvblods” og søn af en siciliansk far og en mulatmor, der havde arvet de værste egenskaber fra begge racer. Han var snu, forræderisk og grusom og var af sine naboer blevet betegnet som ”snigmorder af natur”.

Drabet på David Hennessy i New Orleans i 1890
Lynchningen i New Orleans blev sat i gang i efteråret 1890, da byens populære politichef, David Hennessy, blev myrdet på vej hjem en aften. Hennessy havde mange fjender, men fordi et uvederhæftigt vidne hævdede at han havde hørt Mr. Hennessy sige, at det var “dagoer” havde skudt ham, blev 19 italienere anklaget for drab eller medvirken til politichefens drab.
Beviserne var da også svage, og af de ni første, der blev bragt for retten, blev seks frikendt.
Lederne for den pøbel, der derefter i 1891 stormede fængslet i New Orleans og lynchede 11 af italienerne, annoncerede deres planer på forhånd, uden at nogen greb ind.
Efter lynchningen erklærede en Grand Jury i en undersøgelse, der er beskrevet som ”muligvis en af de største hvidvaskninger i amerikansk historie”, at der ikke var noget at komme efter.

Forståelse i medierne
The Times beskrev alle de blodige detaljer i en nyhedshistorie: ”Chief Hennessy Avenged: Eleven of his Italian Assassins Lynched by a Mob”.
Det rapporterede, at pøbelen hovedsagelig havde bestået ”af samfundsstøtter i New Orleans”. I en opfølgende artikel, blev lynchningen retfærdiggjort, og ofrene blev beskrevet som umennesker med de velkendte racistiske stereotyper: ”Disse snigende, lumske og kujonagtige sicilianere – efterkommere af banditter og snigmordere, der til dette land har medtaget deres hjemlands lovløse lidenskaber og vaner med at skære halsen over på skikkelige folk… er for os skadedyr uden forsonende træk. Vores egne klapperslanger er lige så gode borgere som de er. Vores egne mordere er mænd med følelse og noblesse sammenlignet med dem”.
Redaktørerne konkluderede, at det ville være vanskeligt at finde en person, der beklagede lynchningen.

Præsidentens reaktion
Præsident Harrison ville formentlig have ignoreret blodbadet i New Orleans, hvis ofrene havde været sorte. Men den italienske regering og opstandelsen bland italiensk-amerikanere gjorde det umuligt. Italien afbrød de diplomatiske forbindelser med USA og krævede en skadeserstatning, som Harrison-administrationen betalte. Harrison opfordrede endda kongressen i sin tale til unionen i 1891 til at beskytte udenlandske statsborgere – dog ikke sorte amerikanere – mod lynchninger.

Lotte Svendsen

De radikale vil pålægge streamingtjenester som HBO og Netflix en afgift på fem procent af abonnementsprisen, der skal gå til dansk-produceret public service-indhold.
Forslaget støttes af SF og Enhedslisten, og en afgift på streamingtjenesterne vil blive en del af forhandlingerne om finansloven for 2020.

HBO, Netflix m.fl. skal ifølge de røde partier være med til at bidrage til et mangfoldigt mediebillede, hvor streamingtjenesterne skal støtte dansk indhold.

De Radikale talerør for Filminstituttet

Den radikale Jens Rohde har ikke udtænkt forslaget om en streamingafgift på egen hånd. Ideen kommer fra Det Danske Filminstitut, der har opdaget, at når danske børn og unge selv kan vælge, griber de headset og tastatur og lukker sig inde i Fortnites virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens mest populære computerspil.

Fortnite og andre computerspil bør ifølge Filminstituttet ikke stå alene. Derfor har instituttet bearbejdet venstrefløjen med opfordringer til, at der kulturpolitisk rettes langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til ”danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv” på deres foretrukne platforme.
Instituttet har egenhændigt påtaget sig denne kulturpolitiske opgave og søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.

Overskriften er ”UNIVERS – tværmedielle projekter til børn” – og er ifølge Filminstituttet ”fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme”. Ikke ganske klart, men det er meningen, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.

Streamingtjenester skal betale
Hvis Det Danske Filminstitut skal redde danske børn ud af kløerne på internationale gamingproducenter koster det. Instituttet har derfor overfor de røde partier foreslået, at streamingtjenester som Netflix og Viasat m.fl. skal aflevere 5 pct. af omsætningen i Danmark. Med den nuværende omsætning på omkring 2 mia. kr. svarer det til 100 millioner kr. om året.
Streamingtjenesterne er i forvejen forpligtet til at bruge 2 pct. eller 40 millioner kr. i nyt dansksproget indhold. Stigningen på 3 pct. point, svarende til 60 millioner kr. skal gå til – ja, godt gættet: Filminstituttet.
Den nuværende Public Service Pulje skal fastholdes på mindst 70 millioner kr. om året, og 25 pct. af puljen skal øremærkes til indhold rettet mod børn og unge.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut, der er sat i verden for at sikre de bedste vilkår for dansk film og billedbårne fortællinger, har i 2019 mulighed for at fordele tilskud til film m.v. på samlet 463,1 millioner kr. – når Public Service Puljen på 68,1 millioner kr. medtages, når vi op på 531,9 millioner kr.
Til at drive filmstøtten har vi en bestyrelse, direktion, 9 kommunikationsmedarbejdere og over 100 ansatte. Nettodriftsudgifterne løber op i 117 millioner kr. Det vil sige, at det i Danmark i runde tal koster 25 kr. at uddele 100 kr. i filmstøtte.
Svarer til en skatteforhøjelse på 75 millioner kr.
Hvis Filminstituttet får held til at ændre Medieaftalen, og streamingtjenesterne skal betale yderligere 60 millioner kr., vil det betyde, at det bliver nødvendigt at øge Filminstituttets driftsbevilling med 15 millioner kr.
En afgift på 5 pct. af streamingtjenesternes omsætning vil uvægerligt blive overvæltet på brugerne og forslaget fra Det Danske Filminstitut vil dermed indebære en merudgift – eller skatteforhøjelse – på 75 millioner kr.

Filmkonsulent Lotte Svendsen
Det er børne- og ungdomsfilmkonsulent Lotte Svendsen, der er en af drivkræfterne bag UNIVERS-projektet og tanken om at vælte udgifterne over på streamingtjenesterne og deres kunder.
Da Det Danske Filminstitut den 3. juli 2018 overraskende oplyste, at Lotte Svendsen den 1. september skulle tiltræde som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm, var der mange, der både var chokerede og havde bange anelser.
Inden ansættelsen på Filminstituttet havde den radikalt venstreorienterede Lotte Svendsen instrueret for DR – blandt andet en meget kontroversiel julekalender.

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.
Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.
”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.
Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.
Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:
“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”
“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”
“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”
“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”
“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”
“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”
“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?
”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen
Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.
Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.
”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut politiserer
Det er tydeligt at Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut igen er ude i et politisk ærinde og prøver at gøre sig lækker overfor de nye politiske magthavere.
Den tidligere regering og Dansk Folkeparti indgik inden valget en medieaftale, der bl.a. rundbarberede Danmarks Radio og trak stikket fra Radio 24/7, som vi kender det.
Den socialdemokratiske mindretalsregering har tilkendegivet, at man er indstillet på at styrke dansk public service.
Kulturminister Joy Mogensen vil gøre status på implementeringen af aftalen, som ikke længere støttes af et flertal, og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser. Målsætningen – at styrke dansk public service – er for så vidt sympatisk, og hvis der kan findes en måde, hvor streamingtjenesterne bidrager mere til danskproduceret indhold uden at det sker på bekostning af sagesløse danske skatteborgere, er det også ok. Hvad der giver anledning til kuldegysninger, er hvis det er Lotte Svendsen og Dansk Filminstitut, der skal være censor og kommissær for hvilke danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger danske børns og unges liv.

Sagen om Anahita Malakian og burgerbaren The Barn på Nørrebro i København har skabt opmærksomhed om den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront.
Mange er også blevet opmærksom på den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale grupperinger.
For moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans er kvartererne regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra.

Da Konfront, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab. De verbale og fysiske trusler har som bekendt tvunget medlem af Nye Borgerlige, Anahita Malakian, til at forlade burgerbaren og Nørrebro.
Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes. Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross. Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.
Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997 og finansierer sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.

Hvem ved, om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

Søren Pind er partner og arbejdende bestyrelsesformand i virksomheden Langkjaer Cyber Defence.

Det giver derfor god privatøkonomisk mening, når Pind i sin klumme insisterer på, at man på europæisk plan må sikre, at Europa selv har den cyber- og hybridkapacitet, som det 21. århundrede kræver, hvis vi skal kunne forsvare vores livsform og samfund.

Når Pind hævder, at den amerikanske præsident er en forræder med blod på hænderne og at Tyrkiets invasion i Syrien må få ethvert rettænkende menneske til at indse at Vestens sikkerhed er truet, og vore interesser er på spil, må man imidlertid betvivle at stifteren af Reagan-selskabet er vel forvaret.

Pind mener nu, at Europa må kræve, at Tyrkiets NATO-medlemskab sættes på pause. Alle NATO-baser i Tyrkiet bør rømmes, Tyrkiet bør ikke længere inviteres til nogen former for møder, og ethvert våbensamarbejde bør sættes på standby.

Hvor var Gummihøgen Pind og hans regering, mens Islamisk Stat i Syrien udfoldede sit terrorregime, og utilpassede unge efterkommere af ikke-vestlige indvandrere på Nørrebro slugte videoer af vilkårlige ISIS-henrettelser og halshugninger af homoseksuelle og kristne?

Hvor var Pind, da den danske fotograf Daniel Rye sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen ISIS, og godt kunne have brugt en håndsrækning fra den danske stat?

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/trump-er-en-forraeder-med-blod-paa-haenderne

Morgens Lykketoft har udgivet endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse
Bogen har fået en blandet modtagelse. Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.

Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.
I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.
Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.

I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.
”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN
For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.
Men hvorfor gjorde han det?
Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego
Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.
Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.
Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid
Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.
For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende mentalt ustabile politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN
Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi villeikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!
Det eneste der manglede var er, at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!
Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.
En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.
Resultatet er, at i 2019 giver Danmark minimum 385 millioner kroner til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.

Dansk Folkeparti
Pludselig mener Dansk Folkeparti at det er ”rystende” og kræver øjeblikkelig handling fra regeringen.
Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viser resolut handlekraft.
Espersen bekræfter dermed og er et synligt udtryk for Dansk Folkepartis deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.
Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma. Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Det fremgår af den socialdemokratiske regerings forslag til finanslov (34 § 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene.

I 2019 har tilskuddet udgjort 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

I tilfælde af ændrede ejendomsskatter og dermed ændrede tilskud som kompensation herfor til Den Russiske Ambassade, foretages der en justering af bevillingen på de årlige bevillingslove.

Det bemærkes, at også Det Europæiske Miljø agentur, Nordisk Ministerråds sekretariat, Nordisk Råds sekretariat og Nordisk Kulturfond ligeledes modtager ejendomsskattekompensation fra staten.