Dansk Kulturinstituts historie går tilbage til 1940, hvor Instituttets stifter, lektor i polsk ved Københavns Universitet, den radikalt orienterede Folmer Wisti, oprettede Det Danske Selskab.
Det Danske Selskabs formål var at arbejde for mellemfolkelig forståelse gennem oplysning om Danmark og udveksling af kultur, ideer og erfaringer mellem Danmark og andre lande.
De første afdelinger i udlandet blev oprettet i 1947. I 1989 ændrede Det Danske Selskab navn til Det Danske Kulturinstitut, og siden 2016 omtales instituttet blot som Dansk Kulturinstitut.

Dansk Kulturinstitut har siden grundlæggelsen lagt vægt på den lokale tilstedeværelse gennem afdelinger i udlandet, og med instituttets etablering i Indien er man nu repræsenteret i følgende lande:
• Brasilien (Rio de Janeiro)
• Benelux, Tyskland, Østrig og Schweiz (Bruxelles)
• Estland, Letland og Litauen (Riga)
• Polen (Warszawa)
• Rusland (Skt. Petersborg)
• Kina (Beijing) – Dansk Kulturcenter i 798 International Arts District.
• Indien (New Delhi)

Formål
Den selvejende institution under Kulturministeriet, Dansk Kulturinstitut, skal fremme de dansk-internationale kulturelle relationer. Dansk Kulturinstituts formål er, i vekselvirkning med udlandet, at oplyse om Danmarks kultur, kunst og samfundsliv samt at fremme kendskabet til udenlandsk kultur i Danmark.
Det bemærkes, at instituttets kulturbegreb dækker kunst, kultur og samfundsforhold, herunder kulturens betydning for børn/unge, inklusion, konflikter, bæredygtig by- og landudvikling, uddannelse/forskning og velfærd/erhvervsudvikling.
Budget
Dansk Kulturinstituts årlige budget er på omkring 28 millioner kr., hvoraf godt 17 millioner dækkes af skatteyderbetalte tilskud fra Kulturministeriet og det offentlige. Instituttets økonomi er sikret frem til udgangen af 2020 ved en rammeaftale med Kulturministeriet.

Konflikten med udenrigsministeriet
Allerede fra instituttets etablering måtte Folmer Wisti kæmpe mod en uvilje fra officielle, udlandsrettede kredse, der ikke brød sig om at en privat ledet organisation skulle formidle dansk kultur i udlandet. Spørgsmålet, om det overhovedet er hensigtsmæssigt med selvstændige kulturinstitutter eller om kulturaktiviteter igen burde integreres i ambassadernes almindelige virksomhed, er stadig aktuelt.

New Delhi
Kulturinstituttets nyåbnede afdeling i Indien illustrerer hvorfor instituttets virksomhed til stadighed er til diskussion.
Baggrunden for, at Det Danske Kulturinstitut for år tilbage fik den groteske tanke, at der i Delhi skulle oprettes et dansk kulturinstitut, fortaber sig. Hvorfor inderne skulle have lyst til at give sig i kast med kristen dansk kunst og kultur, danske svinekødsbaserede eksportvarer eller dansk opfattelse af grøn vækst, er en gåde.

Klassesamfundet Indien
Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct.
Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner alene i Indien!
Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.
Situationen i Indien i dag svarer ikke til de idylliske forestillinger i Det Danske Kulturinstitut. I Danmark har vi faktisk fået indblik i problemerne gennem den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal oprørsgruppe i det nordvestlige Indien. Siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse. Siden Østre Landsret i 2011 afviste udlevering, har det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Andre, uafhængige kulturaktører
Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, DEDI, i Cairo indgår i Det Arabiske Initiativs strategiske program for perioden 2017-2021, og har som formål at bidrage til at fremme dansk-europæisk-arabisk dialog om spørgsmål af aktuel betydning for Egypten og Mellemøst-regionen såvel som for Europa, såsom demokratisering, retsreformer, menneskerettigheder, kulturel identitet, medieudvikling og styrkelse af civilsamfundene.
Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom (Accademia di Danimarca) er en selvejende institution under Kulturministeriet.

Det Danske Institut i Athen, der blev oprettet i 1992, er en almennyttig, selvejende institution under Uddannelsesministeriet. Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Kulturministeriet samt Ministeriet for Børn og Undervisning bidrager til finansieringen.

Det Danske Institut i Damaskus er en selvejende institution, der blev oprettet i 1995 af Undervisningsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet. Instituttets formål er at fremme forskning, undervisning og kulturformidling inden for de arabiske og islamiske landes kultur, kunst og videnskab, såvel klassisk som moderne.
I marts 2012 blev det besluttet at foretage en midlertidig lukning af instituttet pga. voldsomme politiske uroligheder i Syrien. Instituttet har dog stadig visse aktiviteter.

Rusland

Nu er der udpeget en ny leder af instituttets afdeling i Sankt Peterborg, Rusland.

https://www.danishculture.com/henriette-borg-reinholdt-er-ny-leder-af-dansk-kulturinstitut-rusland/?lang=da

Fødevareminister Mogens Jensen har for 11 mio. kr. købt fire cirkuselefanter og en kamel af Cirkus Arena og Cirkus Trapez. Knuthenborg Safaripark bliver endestationen for elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali. Ali var ikke oprindelig med i entreprisen, men fordi man var blevet oplyst om, at ”det ville være forkert at adskille” Ramboline og Ali, fik staten fået Ali med i købet.

Knuthenborg Safaripark skal nu bygge et anlæg til elefanterne, der vil inkludere et stort areal, hvor elefanterne kan bade i mudder og sand, spise og socialisere med hinanden. Det vil stå klar om cirka otte måneder.

I mellemtiden er dyrene opstaldet i Slagelse, hvor Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg tager sig af dem.

Selvom historien forekommer utrolig og frit opfundet er den sand, og den slutter ikke her: Fødevareminister Mogens Jensen vil måske snart åbenbare sig som en veritabel Dr. Dolittle!

Det bliver spændende, hvis en af Jensens mange indfødte indianerbekendte, når han hører om Jensens dyrefascination, sender ham en sjælden Pushmi-pullyu, et væsen, der ligner en lama, men med et hoved i begge ender.

Indianervennens tanke er, at Jensen/Dolittle ved at fremvise kreaturet kan tjene penge til at finansiere sin dyrefetisch!

Mogens Jensens tydelige forbillede, Dr. Dolittle, bringer Pushmi-pullyu-skabningen til et nærliggende cirkus, hvor Pushmi-Pullyu bliver stjerneattraktionen.
Mogens Jensen/Dolittle bliver ven med en cirkussæl ved navn Sophie, der længes efter at vende tilbage til sin mand på Nordpolen.

Dolittle smugler Sophie ud af cirkus, forklæder hende i dametøj, transporterer hende til kysten og kaster hende derefter i havet.
Det hele bliver desværre iagttaget af nogle skikkelige fiskere, der ved en fejltagelse antager sælen Sophie for en kvinde, og Mogens Jensen/Dolittle arresteres med en sigtelse for drab.

Dommeren frikender dog Jensen/Dolittle, da Dolittle ved at tale med dommerens hund beviser, at han ikke kun kan tale ligesom Poul Nyrup Rasmussen, men faktisk kan tale med dyr , og herunder afslører detaljer, som kun dommeren og hunden kunne vide.

Historien slutter ikke her, og der er ingen tvivl om, at med historien om elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali, har vi kun fået en flig af fødevareminister Mogens Jensens eventyrlige liv.

Mere følger!

Frem til kupforsøget i juli 2016 var Tyrkiet et yndet rejsemål for danske turister – i 2015 knap 410.000. Kupforsøget mod præsident Erdoğan slog som bekendt fejl, og uanset de politiske forhold i Tyrkiet lokkes turisterne af billige tilbud om ”all inclusive” og ved at vende tilbage. Det danske udenrigsministerium gør dog opmærksom på, at der efter kupforsøget i juli 2016 var undtagelsestilstand i Tyrkiet frem til juli 2018. Der ses politi/militær i gaderne og der er øget kontrol ved indgange til turistattraktioner osv. Udenrigsministeriet anbefaler, at rejsende altid har gyldigt billed-ID og rejser til områder inden for en afstand af 10 km fra grænserne til Syrien og Irak frarådes.

Danskeres ferieboliger i Tyrkiet
Mange danskere har også været fristet af klimaet og det moderate prisniveau og købt feriebolig i Tyrkiet. Husejerne og hele ejendomsbranchen fik naturligvis, som alle andre, en grim overraskelse i forbindelse med kupforsøget i 2016 og præsident Erdogans efterfølgende anslag mod grundpillerne i et demokratisk retssamfund. I dag kan de mere end 6.000 danskere, der ejer en feriebolig i Tyrkiet, dog trøste sig med, at trods krænkelser af liberale frihedsrettigheder, er det i hvert fald endnu ikke gået helt så skidt på ejendomsmarkedet, som de kunne frygte.

NATO-landet Tyrkiet
Udover Tyrkiets status som billigt ferieland er Tyrkiet af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet – næsten – været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold.

Forholdet til USA er ambivalent
Som medlem af NATO har Tyrkiet stået i en stærk position i regionen, som Erdoğan udnytter ved enhver lejlighed som et modspil, når han udfordres af Vesten.
Men hvad er årsagen til, at det tidligere tætte forhold til USA og resten af NATO er belastet?
I Tyrkiets øjne er der to væsentlige årsager: For det første har krigen i Syrien og det nordlige Irak påvirket forholdet mellem USA og Tyrkiet.
Tyrkiet har været en arg modstander af USA’s støtte til den kurdiske militære enhed YPG – People’s Protection Units – i Nordsyrien, som Tyrkiet ser som affilieret med det forbudte Kurdiske Arbejderparti (PKK), der opfattes som en terrorgruppe, der truer den tyrkiske stat.
Dernæst blev NATO-landenes begrænsede og afventende reaktion under militærkupforsøget i juli 2016 noteret af Erdoğan og hans støtter, og begge forhold bliver af Tyrkiet tolket som NATO’s manglende solidaritet med Tyrkiets stabilitet.

Forholdet til Rusland
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Erdoğan er gode venner. Opførelsen af Tyrkiets første atomkraftanlæg i Mersin regionen ved Middelhavet, atomkraftanlægget Akkuyu, der er budgetteret til over 16 milliarder euro (over 119 milliarder kroner), blev allerede aftalt med Rusland og påbegyndt i begyndelsen af 2015, men det blev midlertidigt stoppet, da Tyrkiet nedskød et russisk krigsfly på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Nedskydningen udløste en dyb krise mellem de to lande, men de gode relationer er for længst genetableret, og Putin har siden solgt russiske S-400 missilsystemer til Tyrkiet. NATO har ganske vist stationeret Patriot-missiler i Tyrkiet, men Tyrkiets manglende kontrol betyder, at disse missiler ikke anses for tilstrækkelige til at sikre Tyrkiets suverænitet.

Kurderne – hvad vil Erdoğan?
En tyrkisk militæroperation i det nordøstlige Syrien er nu tilsyneladende lige op over. Tyrkiets militærstyrker vil inden for “kort tid” krydse grænsen til Syrien, oplyser en talsmand for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, den 8. oktober 2019. Det tyrkiske militær vil sammen med Den Frie Syriske Hær, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads styrker i Syrien, krydse den tyrkisk-syriske grænse. YPG-soldater har to muligheder: De kan desertere, eller vi vil som led i vores aktion mod ISIS bekæmpe dem, skriver den tyrkiske talsmand, Fahrettin Altun.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, meddelte allerede lørdag, at hans militær inden længe vil gå ind i de kurdisk-kontrollerede egne af Syrien. Samtidig har USA’s præsident, Donald Trump, beordret de amerikanske styrker i det nordøstlige Syrien til at trække sig ud af området. Med støtte fra en international koalition anført af USA har YPG-militsen ellers stået i frontlinjen i bekæmpelse af Islamisk Stat.
Erdoğans mål er angiveligt at angribe tilbageværende ISIS-styrker (og kurdiske militser, hvis de gør modstand) og skabe en såkaldt sikkerhedszone på mindst 20 miles i området mellem Tyrkiet og Syrien.

Flygtningepresset
Over for verdenssamfundet begrunder Tyrkiet invasionen med, at den nuværende flygtningesituation er uholdbar. Tyrkiet har i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq.
EU støtter Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. euro om året, men Tyrkiet mener selv at de mange flygtninge er en langt større belastning for Tyrkiet. Den stadige uro i Syrien og Irak har forhindret repatriering af flygtningene. Tyrkiet har tidligere truet med at lade flygtningene rejse videre til Europa. Nu er planen at skabe en sikker bufferzone i Syrien, hvortil de mange flygtninge kan returneres.
Tyrkiets nøglerolle er årsagen til, at EU-landene – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder – i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer, opretholder kordiale forbindelser til et stabilt Tyrkiet under ledelse af præsident Recep Tayyip Erdoğan.
Det må derfor forventes, at EU – ligesom USA – forholder sig passivt mens den tyrkiske hær sikrer ”ordnede forhold” i det nordlige Syrien.

Tyrkisk frygt for et ”Kurdistan”
Selvom det enorme flygtningepres i Tyrkiet ikke skal undervurderes, er et væsentligt motiv for den militære intervention en udbredt fornemmelse i Tyrkiet af, at landets sydlige grænse er truet af de kurdiske sikkerhedsstyrker i ”terrororganisationen” YPG.
PKK (Kurdistans Arbejderparti) har som bekendt siden 1984 med våben kæmpet mod den tyrkiske stat med sigte på at opnå en selvstændig stat – Kurdistan.

Hvis kurderne får lov at bide sig fast i det nordlige Syrien og i Nordirak er dette mål indenfor rækkevidde.

De tyrkiske medier dækker invasionen massivt, og landets kendte kunstnere, musikere og andre kendisser har offentligt erklæret deres støtte til invasionen. Det er ligeledes klart, at langt hovedparten af den tyrkiske befolkning støtter de militære operationer. Erdoğan har gentagende gange fastslået, at de militære operationer for at sikre Tyrkiets grænse om nødvendigt vil fortsætte i de kurdisk kontrollerede områder i Syrien og i Irak.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.
Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

Tele-skandalen har sammen med andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået under Søren Pape Poulsens vagt som justitsminister.
I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder.

Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:

”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.
De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet?

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast. Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

Det ser heller ikke ud, som om Søren Pape Poulsen fik megen hjælp fra Justitsministeriet.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.

Barbara Bertelsen blev udnævnt i februar 2015 af Socialdemokraternes nuværende formand, statsminister Mette Frederiksen, der blev justitsminister efter den såkaldte nødløgnssag. Sagen kostede justitsminister Morten Bødskov og PET-chef Jakob Scharf deres stillinger, mens den daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, efter en midlertidig hjemsendelse blev degraderet til Kirkeministeriet og siden er gået videre til ATP.

Barbara Bertelsen kom fra en stilling som vicedirektør i den forkætrede Moderniseringsstyrelse, hvor hun havde spillet en nøglerolle i lærerkonflikten i 2013 i tæt samarbejde med den daværende arbejdsminister, Mette Frederiksen.

https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/usynligt-embedsvaerk-goer-sig-saarbart

Konkurrencerådet har uddelt en lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.
Det fremgår af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Peter Goll, 3F og kommunikationsbureauerne
Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.
Uanset andres involvering var det Peter Goll, der fra sit direktørsæde i Falck orkestrerede hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig. Sagen blev anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet (SØIK) og kendt som bagmandspolitiet. Som så mange andre sager er Falck-sagen forsvundet i det åbenbart inkompetente morads i SØIK.

Allan Søgaard Larsen persona non grata
Det var den tidligere koncernchef i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck, og Peter Goll måtte kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck forlade sin direktørstilling, hvor han var en del af koncernledelsen med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager.
Efter Falck startede den 43-årige Peter Goll sin egen rådgivningsvirksomhed, Goll Impact, som han drev frem til ansættelsen som vice president og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne 1. november 2018.
Peter Goll har tidligere været særlig rådgiver for daværende justitsminister – nuværende skatteminister – Morten Bødskov (S) og rådgiver for daværende partiformand i SF, Holger K. Nielsen,
Fra tiden som nordisk partner og administrerende direktør i kommunikationsselskabet Geelmuyden Kiese, har BT oplyst, at magasinet Computerworld beskrev, hvordan Peter Goll i 2009 forsøgte at fremme TDC ved at skabe et negativt omdømme om den lille konkurrent, MidtVest Bredbånd.

Netop at skabe negative omdømme om en konkurrent var også en del af strategien, da Falck med Peter Goll blandt de ledende figurer indledte en smædekampagne mod Bios, som efterfølgende måtte opgive deres ambulancekørsel i Region Syddanmark.
Peter Goll har desuden frem til 1. november 2018 fungeret som politisk kommentator i blandt andet tv-programmet Jersild minus spin.
Peter Goll må anerkendes som en sand mester i løgnagtig kommunikation. Inden hans centrale rolle i Falck/Bios-sagen blev kendt i offentligheden, nåede han et højdepunkt med rådgivningen af Morten Bødskov, og ærgerligt må det have været, at løgnen om Christiania blev afsløret.

Mindre kendt er det, at Dansk Boldspil-Union, DBU, havde hyret Peter Goll til at hjælpe i striden om aflønning. Det forklarer hvordan DBU kunne nedværdige sig selv til at involvere sig i så uskønne slagsmål, der tydeligt gik ud på at få både det kvindelige og det mandlige fodboldlandshold ned med nakken.
DBU har siden fyret direktør Claus Bretton-Meyer.
Spindoktoren og ”The Master of Lies” blev selv taget med bukserne nede, da BT kunne afsløre, at Peter Goll havde snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Fortsat negativ opmærksomhed omkring Falck
Bios-sagen har skabt opmærksomhed omkring det tidligere erhvervsklenodie Falck. TryghedsGruppens køb af en stor aktiepost i selskabet i 2017 er nu genstand for granskning.
TryghedsGruppen, der forvalter en formue på 38 milliarder, har på et repræsentantskabsmøde ifølge dagbladet Børsen drøftet både Peter Gæmelke og Jørgen Huno Rasmussens roller. Det skyldes, at de begge sad på bestyrelsesposter, da TryghedsGruppen investerede i Falck. Jørgen Huno Rasmussen var formand for selskabets bestyrelse, mens Peter Gæmelke var menigt medlem af bestyrelsen.

TryghedsGruppen øgede med købet i 2017 sin ejerandel i Falck til 14 procent. Et dårligt køb, for TryghedsGruppen har siden måttet nedskrive værdien med flere hundrede millioner kroner.

I samme periode var Jørgen Huno Rasmussen også formand for Lundbeckfonden, mens Peter Gæmelke sad i bestyrelsen for Kirkbi, og da de to selskaber stod som hovedaktionærer i Falck, måtte Jørgen Huno Rasmussen og Peter Gæmelke på repræsentantskabsmødet svare på spørgsmål om deres roller.

Begge afviser at have indtaget problematiske dobbeltroller i forløbet. TryghedsGruppen har afvist, at der skulle være problemer, og derfor har TryghedsGruppens repræsentantskab heller ikke modtaget nærmere oplysninger om sagens omstændigheder.
Repræsentantskabet kan på mødet i oktober 2019 stille spørgsmål til sagen.

Millionunderskud hos Falck
Falck kom ud af andet kvartal af 2019 med et underskud på 90 millioner kroner. Underskuddet skyldes primært det forlig, som Falck indgik med ambulanceselskabet Bios. Forliget betød, at Falck skulle betale erstatning som følge af de handlinger i 2014-15, der førte til Konkurrencerådets kendelse imod Falck for brud på konkurrenceloven.
Forliget blev indgået imellem Falck, Region Syddanmark, Bios’ hollandske ejer og konkursboet efter Bios i Danmark.
Falck endte med at måtte kompensere sagens parter med i alt 152,5 millioner kroner.

I sin tale ved Folketingets åbning den 1. oktober 2019 oplyste statsministeren, at hun havde aftalt med lagmand Bárður á Steig Nielsen, at hun snart ville besøge Færøerne.
Færøerne har netop haft valg. Der er dannet et nyt landsstyre, og statsministeren er ivrig efter at komme i gang med samarbejdet mellem den danske regering og Færøernes hjemmestyre.

Færøerne indgår som bekendt sammen med Grønland og Danmark i et Rigsfællesskab, hvor historien viser, at det er den danske statskasse der i den sidste ende hæfter for den samlede gæld.

Lars og Sólrun
På Færøerne kan Mette Frederiksen næsten ikke undgå at rende ind i Lars Løkke Rasmussen, der med råd og dåd støtter hustruen Sólruns selskabsrejser til øerne i Nordatlanten.
Hvis det ikke kunne være nok, skal statsministeren være klar over, at der nu er borgerligt styre på Færøerne.

Borgerligt styre på Færøerne
Lagtingsvalget den 31. august 2019 førte til at Venstres søsterparti, det liberale Sambandsflokkurin, Det Konservative Folkepartis søsterparti Fólkaflokkurin og det kristendemokratiske Miðflokkurin nu udgør Hjemmestyrets ledelse.
Lagmand (eller statsminister) er Sambandsflokkurins formand, Bárður á Steig Nielsen, der overtog posten som lagmand fra socialdemokraternes eller Javnaðarflokkurins formand, Aksel V. Johannesen.
Landsstyret har et flertal på 17 af de 33 mandater i det færøske parlament, Lagtinget.

Fiskeriet
Mette Frederiksen vil ved selvsyn konstatere, at det altdominerende erhverv på Færøerne er fiskeri, der også har været et hovedemne i valgkampen.
Det nye Landsstyre vil tilbagerulle en meget omdiskuteret fiskerireform, som blev gennemført af det tidligere Landsstyre bestående af Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn, som sad på magten fra 2015 frem til valget i august i år.
Fiskerilicenser skal ikke længere sættes på auktion, og rederne får nu igen lov til at beholde fiskelicenser i længere tid. Den tidligere koalition ønskede, at licenserne til at udnytte de færøske fiskeressourcer hovedsageligt skulle være på færøske hænder. Derfor gjorde reformen det sværere for udlændinge at eje færøske fiskelicenser. Det bliver nu rullet tilbage.

Desuden vil koalitionen give færingerne skattelettelser og bekæmpe den stigende boligmangel, som er en af konsekvenserne af, at den færøske økonomi buldrer derudaf, og befolkningstallet stiger.
Det skal desuden være lettere at få finansiering til at bygge og bosætte sig i de mindre byer på de mindre øer langt væk fra Tórshavn og Klaksvik.

Mette Frederiksen kan tage det roligt
Det færøske hjemmestyre og den nye landsstyre-koalition ønsker ikke færøsk løsrivelse fra Danmark og rigsfællesskabet, sådan som den forrige koalition ønskede det på sigt. Men ønsket om større råderum på det udenrigspolitiske område står stadig ved magt.

Højkonjunktur på Færøerne
Trods tidligere store forventninger har Færøerne endnu ikke udviklet en råstofsektor og derfor heller ikke oppebåret indtægter fra olie- og gasindvinding. Ikke desto mindre er Færøsk økonomi inde i en højkonjunktur, der især drives af den positive udvikling i den altdominerende fiskesektor.
Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet. En voksende turisme har ligeledes ført til stigende aktivitet og indkomster på Færøerne.
Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft. Arbejdsløsheden er nede på 2,2 pct.

Nationalbanken bekymret
I modsætning til det nye landsstyres intentioner, burde finanspolitikken på Færøerne efter Nationalbankens opfattelse strammes.

Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er ganske vist vendt til overskud i Landskassen. I 2019 ventes således et såkaldt DAU-overskud på omkring 400 mio. kr., men ifølge Nationalbanken er forbruget og investeringerne i kommunerne dog fortsat for høje.

Sårbar banksektor – henstilling om forhøjelse af den systemiske buffersats på Færøerne
Det Systemiske Risikoråd, der har til opgave at identificere og overvåge systemiske finansielle risici på Færøerne, henstillede i sin rapport fra april 2018 til daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen, at den generelle del af den systemiske buffersats for eksponeringer på Færøerne øges til 2 pct. fra 1. januar 2019 og til 3 pct. fra 1. januar 2020.

Nationalbanken har gentaget henstilling om øget buffer i bankens årsrapport
Begrundelsen er at den færøske økonomi er lille og åben med en koncentreret erhvervsstruktur, der i høj grad afhænger af fiskeri og fiskeopdræt. Det gør økonomien sårbar over for negative økonomiske stød, der gennem direkte eller indirekte effekter kan medføre tab i banksektoren og forstærke udsving i realøkonomien.
Historisk har der været store udsving i den færøske økonomi og stor variation i de færøske bankers nedskrivninger. Den færøske banksektor er tidligere kollapset, og det er derfor Rådets vurdering, at den færøske finansielle sektor er sårbar over for de strukturelle forhold, der kendetegner den færøske økonomi. Rådet finder, at den systemiske buffer for Færøerne kan adressere disse sårbarheder. Formålet med den systemiske buffer er at forebygge og begrænse strukturelle sårbarheder. Bufferen øger bankernes kapitalisering, så mere polstrede banker bedre er i stand til at modstå negative økonomiske stød. Det bidrager til at sikre finansiel stabilitet på Færøerne.

Højere økonomisk vækst på Færøerne
Den økonomiske vækst på Færøerne er væsentlig højere end i Danmark. Búskaparráðið – Færøernes Økonomiske Råd – har vurderet at væksten i BNP nu er oppe på mere end 6 pct.
Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og allerede i 2015 nåede produktionen pr. indbygger på Færøerne op på siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Færingerne har højere indkomster end danskerne
Det betyder, at den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI.
På Færøerne vurderes den disponible BNI, der i 2017 lå på omkring 425.000 kr. at være stigende, mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Færingerne vil ikke opgive bloktilskuddet
Gallup gennemførte i perioden 16. februar – 1. marts 2018 en meningsmåling vedrørende færingernes holdning til rigsfællesskabet. 531 tilfældigt udvalgte personer deltog.
Spørgsmålet lød: Hvis der i dag var folkeafstemning om selvstændighed fra Danmark, dvs., at Færøerne melder sig ud af rigsfællesskabet og mister bloktilskuddet på 640 mio. kr. – hvad havde du så stemt?
Svarene fordelte sig således:
• Ja til selvstændighed 28 pct.
• Nej til selvstændighed 59 pct.
• Ved ikke 13 pct.
Lagtingsvalget har bekræftet resultatet af denne meningsmåling.

Hvorfor fik Færøerne sidste år eftergivet 500 millioner kr.?
Daværende finansminister Kristian Jensen fra Venstre eftergav sidste år Færøerne et lån på 500 millioner kr.
Baggrunden var, at samtidig med at Mette Frederiksens forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, i 1993 overtog regeringsmagten i Danmark fik han også ansvaret for de monumentale økonomiske problemer på Færøerne. Bankerne bukkede under og Landskassen var truet – statskassen måtte træde til, og da røgen havde lagt sig, indgik den danske stat i 1998 en aftale med den færøske regering omkring den færøske banksag og Færøernes bankerot. Baggrunden var som bekendt at Færøerne efter nogle år, hvor økonomien gik helt over gevind, i perioden 1989-1995 blev ramt af en dyb økonomisk krise som følge af faldende fiskepriser. Krisen blev forstærket og forlænget af en bølge af konkurser i banksektoren og Landskassen kunne ikke leve op til de talrige garantier, der var stillet.
Den danske stat indgik en aftale om at omstrukturere 4.023 mio. kr. af det færøske landsstyres gæld til et 20-årigt annuitetslån, eftergive gæld for 900 mio. kr. og give et 20-årigt rente- og afdragsfrit lån på 500 mio. kr., der kunne eftergives, såfremt det færøske landsstyre efter 20 år ikke ”har startet udvinding af råstoffer”. Meningen med denne formulering var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne.

Mette Frederiksens forberedelser til Færø-rejsen
Uden at det skal tolkes som mistillid til stabschef Martin Rossen i Statsministeriet, bør statsminister Mette Frederiksen inden rejsen til Færøerne indhente et responsum fra Nationalbanken om den sande økonomiske situation på Færøerne.