Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank vil samarbejde om at investere 1,12 milliarder kroner i danske virksomheder. Samarbejdet er understøttet af den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), der er hovedsøjlen i den såkaldte Juncker Plan, der skal fart i investeringerne i EU.

Samarbejdet giver en vis dækning for eventuelle tab som følge af investeringen. Det giver derfor Vækstfonden og EIB en mulighed for at løbe en større økonomisk risiko end eksempelvis banker.

Med en unik platform til egenkapitalinvesteringer vil parterne bidrage til at understøtte og accelerere danske virksomheders vækst, så de har den nødvendige finansiering til at kunne vokse, innovere og skalere internationalt.

Vækstparate SMV’ere
Investeringerne vil blive placeret i ”vækstparate” små og mellemstore danske virksomheder på jagt efter kapital. De enkelte investeringer forventes at blive i størrelsesordenen 35 til 150 millioner kroner.

Formand for Vækstfonden, Claus Gregersen, fremhæver at investeringssamarbejdet med EIB sikrer at mere end 500 mio. kr. fra EU nu investeres direkte i danske virksomheder og gøre det muligt at fastholde virksomhedernes base i Danmark, når de for alvor skalerer internationalt.

OW Bunker
Claus Gregersen er i øvrigt mest kendt for sin involvering i skandalen omkring OW Bunker. Da tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnte Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, blev det i finansverdenen anset for at være særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør (og Morgan Stanley), som rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.
Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

EU-Kommissionens pressemeddelelse: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/IP_19_6254

For fjerde gang på fire år gik spanierne søndag den 10. november 2019 til valg.
Allerede i begyndelsen af 2019 mistede premierminister Pedro Sánchez fra det socialdemokratiske PSOE (Partido Socialista Obrero Español) sit flertal. Sánchez nægtede at tillade en ny, bindende folkeafstemning om catalansk selvstændighed, og så trak regionens partier deres støtte til ham.
Det udløste et valg i april, hvor socialdemokraterne og Pedro Sánchez i PSOE gik frem, men ikke det afgørende flertal.

Regeringsforhandlingerne med venstrefløjspartiet Podemos brød sammen, og de borgerlige partier ville ikke røre socialisterne med en ildtang.

Selvom regeringen kun var et forretningsministerium, satte premierminister Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español) alt ind på at få vedtaget en finanslov for 2020. Højrefløjen med det konservative Partido Popular, PP, gik sammen med separatister fra Catalonien imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 af Parlamentets 350 medlemmer.

Sanchez havde dermed udtømt alle muligheder, og havde intet andet valg end at udskrive nyvalg.

Meget tyder på, at valget har bidraget til at komplicere situationen
Ved valget skulle der vælges 350 medlemmer til parlamentet og 208 medlemmer til parlamentets overhus, Senatet.
PSOE
Den fungerende statsminister Pedro Sánchez’ socialistiske parti – PSOE- vandt med 120 – men 3 pladser færre end ved valget i april – det højeste antal pladser, men opnåede ikke absolut flertal.
PP
Det konservative Populære Parti (PP) vandt 87 pladser – en stor gevinst fra de 66 pladser, som det sikrede sig i april, hvor partiet havde det dårligste valg nogensinde. Men det højrenationalistiske Vox oplevede den mest markante stigning ved at springe fra 24 til 52 pladser og dermed til at blive den tredjestørste parti i det spanske parlaments underhus, Deputeretkammeret.
VOX
Ved lokalvalgene i december 2018 fik VOX 11 pct. af stemmerne og 12 mandater i Andalusien. Ved valget til EU-Parlamentet i maj 2019 opnåede VOX 6.21 pct. af stemmerne og fik 3 pladser i EU-parlamentet.
Unidas Podemos – en venstre-koalition af United Left og Podemos – beholdt 35 af de 42 pladser, den vandt ved det sidste valg, mens center-højrepartiet Ciudadanos (Citizens) led et knusende nederlag og mistede mere end 40 pladser og gik tilbage til kun 10.

Politisk usikkerhed
I Spanien er magten i årtier skiftet mellem PSOE og PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal, og søndagens valg var det fjerde parlamentsvalg i Spanien i løbet af 4 år.

Spanien står over for mere politisk usikkerhed, da hverken venstre- eller højreblokken har de 176 sæder, der er nødvendige for et absolut flertal. Sammenbruddet af

Ciudadanos og fremgangen til PP og Vox har befæstet de højreorienterede holdninger i parlamentet, mens centrum er praktisk taget irrelevant.
Socialisternes leder Pedro Sánchez har signaleret villighed til at drøfte samarbejde med alle partier med undtagelse af Vox.

Formanden for PP, Pablo Casado, har allerede foreslået, at den fungerende regering straks bør træde tilbage.

Vox-leder Santiago Abascal fejrede sit partis fremgang: ”For elleve måneder siden havde vi ingen politisk repræsentation og i dag er vi den tredje største politiske magt i Spanien.
Pablo Iglesias, lederen af Unidas Podemos, sagde, at valget havde tjent til at ”styrke højre og gøre yderste højre til en af de stærkeste i Europa.” Iglesias opfordrede til en koalitionsregering mellem hans parti og PSOE. ”Hvad der i april var en mulighed – en progressiv koalitionsregering – er nu en nødvendighed,” sagde han, efter at resultaterne blev annonceret.

Indvandrerspørgsmålet
For blot et år siden var Spanien det eneste store land i Europa uden et indvandrerkritisk parti i parlamentet, men VOX har i valgkampen anlagt en klar nationalistisk og indvandrerkritisk linje.

Støtten til den højreekstreme fløj ser også ud til at være steget kraftigt som svar på de voldelige protester i Barcelona, der udbrød i oktober, efter at den spanske højesteret dømte ni catalanske separatister til fængsel for deres inddragelse i oprøret i 2017.

Under en tv-debat forud for valget lovede Vox-leder Abascal at forbyde separatistpartier – herunder det baskiske nationalistiske parti (PNV) – og sende den catalanske premierminister Quim Torra i fængsel.

Vox har også været en stærk kritiker af den nylige fjernelse af de jordiske rester af den spanske diktator Francisco Franco fra Valle de los Caídos (De Faldnes Dal). Partiet er imod den historiske hukommelseslov, som formelt fordømmer Franco-regimet, og partiet har også kæmpet mod indvandring og ligestillingslove.

Catalonien
Alle de store spanske partier er afgjort mod selvstændighed til Catalonien, som er Spaniens næstmest folkerige region.
Op til valget er det catalanske spørgsmål blevet endnu mere brandvarmt. Den spanske højesteret dømte i sidste måned i retssagen, der har kørt siden den 12. februar 2019, ni catalanske ledere i alt 100 års fængsel for deres rolle i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien i oktober 2017, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden var de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.
Dommene udløste det store protester over hele Catalonien. Siden har mediebilledet og den offentlige debat været præget af demonstrationer og voldelige optøjer i den catalanske hovedstad, Barcelona, og resten af regionen.

De voldsomme protester har tvunget premierminister Sánchez, der tidligere var indstillet på dialog, til at tage afstand fra separatisterne. Men det vil formentlig gøre det sværere for ham at sikre opbakning til en ny regering fra venstrefløjen.

På den modsatte fløj har både det konservative PP og det nationalistiske Vox i haft fordel af situationen i Catalonien.
I valgkampen har højrefløjen angrebet Pedro Sánchez og kaldt ham en ”rendyrket forræder”, som gennem sine forhandlinger med de catalanske løsrivelsespartier har pådraget sig medskyld i kupmagernes statsundergravende værk og spillet hasard med nationens territoriale enhed. Et nyt mandat til ham – lød det – ville være den sikre vej til Spaniens opløsning.

Venstrefløjspartierne PSOE og Podemos har i valgkampen advaret mod en tilbagevenden til den autoritære centralisme, hvis højrefløjen kom til magten. Francos spøgelse er ifølge den spanske venstrefløj vendt tilbage i skikkelse af partiet Vox. En stemme på højrefløjen ville være ensbetydende med et farvel til det frisindede, demokratiske Spanien, som opstod efter diktaturets afslutning.

På højrefløjen er det konservative parti PP trods tilbagegangen stadig størst. Hvis der skal mønstres en opposition, skal PP i givet fald finde sammen med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det yderliggående Vox.

Hold øje med Vox!
Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut.
Den liberale fløj i Spanien havde en tid forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP, men søndagens valg var ødelæggende for partiet, der mistede 40 mandater og nu kun har 10 pladser i parlamentet.
Samtidig stormede det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, ved april-valget ind i Parlamentet med 24 mandater – og nu 52 mandater, der gør VOX til Spaniens tredjestørste parti.

Partiets valgmøder har trukket titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag. Til et møde i Madrid bar hundreder af Vox-fans et gigantisk flag på 1000 kvadratmeter hen over Colón-pladsen.

Ifølge venstrefløjen er Vox ”klart frankistisk”, en henvisning til diktaturet i Spanien under Franco fra 1939 til 1975. Det er ubestrideligt, at Vox under ledelse af Santiago Abascal, der med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler er den store sensation i spansk politik.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister – og mod den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Også det spanske imperium er blevet hevet ind i valgkampen som billede på et storslået Spanien af i går, der kan blive stort igen i morgen, hvis ellers spanierne vil ranke ryggen og stoppe med at flove sig over deres egen fortid.

Viggo ”Aragorn” Mortensen
Hollywood-stjernen, Viggo Mortensen, der har danske aner, men også har indspillet adskillige film i Spanien, er blevet sur på VOX. Partiet bruger et billede fra filmtrilogien Ringenes Herre, hvor Viggo Mortensen spillede helten Aragorn, der med sværdet Narsil beskyttede herredet mod onde orker og andre trusler.
På billedet bekæmper VOX yderliggående venstrefløjsgrupperinger som Antifa, kommunister og anarkister samt separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister m.fl.

Øvrige temaer i spansk politik
Den stærke fokus på Catalonien og partiet VOX har givet mindre fokus på de problemer, som spanierne har i det daglige. Ifølge det offentlige opinionsinstitut, Cis, er der en række forhold, der nærer spaniernes utilfredshed. Det største problem er arbejdsløsheden, der steg med 97.948 personer fra september til oktober, og stadig er over 14 procent og det dobbelte for unge.

Befolkningens manglende tillid til landets politikere opfattes nu af flertallet som problem nummer to og kommer dermed før den traditionelle utilfredshed med korruptionen, den vaklende økonomi og sundhedssystemets mangler.
Den spanske økonomi vokser i øjeblikket mere end gennemsnittet i EU, men udover den store statsgæld er landet plaget af den generelle arbejdsløshed og især den katastrofalt høje ungdomsarbejdsløshed. Spanien har samtidig med 26,4 procent det højeste antal i EU af lønmodtagere på tidsbestemte kontrakter, så mange unge føler, at de har en usikker tilværelse.

Vil Spanien igen kunne spille en rolle i EU?
Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en befolkning af overvejende EU-tilhængere, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan.
Den hidtidige svage spanske regering og den usikre parlamentariske situation har betydet, at Spanien har været sat helt uden for EU-indflydelse.

Det vil næppe gøre den store forskel, at den 72-årige Josep Borrell, som har været udenrigsminister i Pedro Sanchez’ PSOE-regering, er udpeget til rollen som EU’s nye udenrigschef.

Om søndagens parlamentsvalg vil påvirke Spaniens manglende indflydelse i EU vil vise sig.

Hvis der ikke skal opstå mistillid til den offentlige forvaltning, er det afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i det offentlige bliver truffet ud fra saglige hensyn. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.
Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt
Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, med mindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder – som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen – oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

I Forsvaret og Forsvarsministeriet verserer der en række habilitetssager. Omfanget og sagernes grovhed giver mistanke om, at der også indenfor andre dele af den offentlige forvaltning sker overtrædelser af Forvaltningslovgivningen, herunder reglerne om habilitet.

Politiet har rejst sigtelse mod Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør Anja Erichsen
Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør er blevet afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi, som også har rejst sigtelse mod hende. Hun er mistænkt for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste tillæg og vederlag på 60.000 kr. uden at oplyse sine foresatte om sin egen inhabilitet.
Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under Anja Erichsen blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for Anja Erichsen, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren.
Politiets efterforskning kredser om, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.
Efter otte måneders efterforskning rejste Midt- og Vestjyllands Politi i sommeren 2019 sigtelse mod Anja Erichsen, der på det tidspunkt havde barselsorlov med det barn, som hun fik med sin kæreste og nu tidligere vicechef i økonomidivisionen i Karup.
Ganske pludseligt sagde hun i sommer sin stilling som finansdirektør op midt i sin barsel og forlod Forsvarskommandoen med udgangen af juli. Opsigelsen har imidlertid ikke forhindret, den sigtelse, der nu er rejst mod hende.
Anja Erichsen var ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Fra juni 2014 var hun den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i øjeblikket er fritaget for tjeneste og sigtet for magtmisbrug. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejdede Anja Erichsen i Karup og refererede direkte til Forsvarsministeriets departement.
Da finansdirektøren i foråret 2018 blev gravid med parrets fælles barn, søgte finansdirektørens kæreste -oberstløjtnanten – væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som i december 2018 kulminerede med en stilling som bataljonschef ved Jydske Dragonregiment.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet
Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.
Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general
Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.
Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor
Chefen for Forsvarsstaben – Hærchef og dermed Viceforsvarschef –  har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Officerskæresten blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.
Hærchefen er hjemsendt, og Auditørkorpset undersøgelser har ført til en sigtelse for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Generalmajor Kenneth Pedersen bliver fra 15. november chef for Forsvarsstaben og dermed også ny viceforsvarschef. Han udnævnes i forbindelse med tiltrædelsen til generalløjtnant. Dermed er det klart, at H.C. Mathiesen under ingen omstændigheder vender tilbage til sin stilling som chef for Forsvarsstaben.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Reenberg har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af.
Kammeradvokaten har tidligere set på sagen, og frifundet Laila Reenberg for nepotisme, da hun erklærede sig som inhabil og oplyste om sit forhold til Anders Friis.

Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpset
Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, gav kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Det er kommet frem, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har offentliggjort et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen siger til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor har man valgt at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps:
”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, siger Peter Harling Boysen.

Chefen for FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – Pierre Krähenbühl, blev onsdag den 6. november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres fjernet fra sin post og foreløbig erstattet af Christian Saunders.

Fyringen skete på grundlag af en foreløbig rapport fra FN’s interne revision, Office of Internal Oversight Services, OIOS, der fastslår, at der i UNRWA ikke umiddelbart foreliggerindikationer på svindel eller misbrug af organisationens penge, men at der afgjort er sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

UNRWA hjælper de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA forlod UNRWA i 2018
USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.
UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.
UNWRA i stormvejr

Udover tabet af USA som den største donor, er UNWRA nu ude i en veritabel shit-storm som følge af korruptionsskandaler.

Baggrunden for OIOS-undersøgelsen var, at ledelsen af UNWRA i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg blev kritiseret for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken når helt op til agenturets hidtidige chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der var generalkommissær. Den i øvrigt ægteviede Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advisor”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse.

Posten som ”Special Advisor” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrog ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

Organisationens eksistens er truet
Sagen truer hele agenturet og spørgsmålet er om fyringen af Krähenbühl kan redde organisationen. USA har stoppet donationerne til UNWRA og i øjeblikket over vejer en række andre væsentlige donorer deres stilling.

Som det første land efter USA har Holland allerede stoppet sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars. EU er en væsentlig donor og den nye EU-Kommission ventes at tage stilling til fortsatte bidrag så snart den tiltræder.

Hvad gør Danmark?
Danmark har smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.
Spørgsmålet er nu hvad Danmark har tænkt sig at gøre med det årlige bidrag på 90 millioner kr.?

Andre skandaler i FN
Skandalerne i UNWRA kommer kort tid efter at det var helt galt i en anden FN-organisation: FN’s miljøorganisation UNEP. Her blev chefen – nordmanden Erik Solheim – i november 2018 fyret efter kritik af hans rejsevaner og brug af FN-midler.

GGGI-skandalen
Solheim-sagen gav smertelige mindelser om den 5 år gamle skandale omkring Lars Løkke Rasmussens rejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute, GGGI. I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage i GGGI-sammenhæng. Der var tale om 15 rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.

Daværende udviklingsminister Christian Friis Bach måtte trække sig som Udviklingsminister efter at have undladt at informere Folketinget om at han på et bestyrelsesmøde i GGGI havde godkendt formandens rejseregler, mens udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, Charlotte Slente, valgte frivilligt valgt at trække sig fra stillingen. Alligevel undgik hun ikke sammen med 2 andre ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet at blive kaldt i tjenstligt forhør oven på GGGI-sagen.
Tjenestemandssagen førte til at Charlotte Slente i juni 2014 fik kritik for ikke rettidigt at have underrettet departementschefen og/eller ministeren om de urigtige oplysninger vedrørende GGGI’s rejseregler.

Charlotte Slente er i 2019 netop tiltrådt som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Erik Solheim
Kritikken af den tidligere norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, gik også på hans rejsevaner og brug af FN-midler.
Efter udnævnelsen til chef for FN’s Miljøprogram i 2016 kastede Solheim sig ud i et uhæmmet rejseri. Ifølge nyhedsbureauet Reuters rejste Erik Solheim 4 ud af 5 dage mens han sad i jobbet – 529 ud af 668 dage. Den omfattende rejseaktivitet påførte FN udgifter på over 3,2 millioner danske kroner.

En FN-revisionsrapport fra september 2018 dokumenterede, at FN’s Miljøprograms rejseaktivitet var fordoblet siden 2014 og det vurderes, at Erik Solheims konstante og dyre flyrejser havde skadet FN’s miljøprograms rygte og været i konflikt med agenturets målsætning om at sænke sit CO2-aftryk.

Ud over at revisionen kritiserede klimabelastningen fra hans flyrejser, satte den også et spørgsmålstegn ved, om alle rejserne havde været relevante og nødvendige for Solheims virke som chef for UNEP.

Ifølge undersøgelsen havde FN-chefen ikke afleveret passende dokumentation for alle sine rejser. Sammen med ferier blev de godkendt af en underordnet, hvilket er imod FN’s regler.
Ved en lejlighed fløj han på weekend i Paris fra Washington for efterfølgende at returnere til New York. Andre gange stoppede han i Norge på sine rejser rundt i verden.

Ifølge revisionsrapporten skabte miljøagenturets topledelse en administrativ kultur, som lod hånt om de fastlagte interne kontrolsystemer. En gennemgang af 592 rejser gennemført af 32 personer viste, at der ikke var afleveret dokumentation for mere end hver tredje, imens endnu en tredjedel først blev dokumenteret efter reglerne, da FN’s revision efterlyste materialet.

Var Solheim hævet over de generelle regler? Var Krähenbühl?
Ifølge revisionsrapporten skulle Erik Solheim overfor en FN-instans have nægtet at redegøre nærmere for 72 rejsedage til Paris og Norge med den begrundelse, at ”Vi kan ikke acceptere dette spørgsmål om ferie kontra job (…) Vi lever ikke længere i den industrielle tidsalder, og de må holde op med at behandle mig, som om jeg er en 07-17 fabriksarbejder”.
Afsløringerne af nordmandens forbrug af FN-midler blevet mødt med chok hos klimaorganisationer. En klimaforsker kaldte det overfor den britiske avis, The Guardian, for “sjofelt CO2-hykleri”.

Erik Solheim gav som forklaring The Guardian for sine mange rejsedage, at det var nødvendigt at være til stede rundt omkring i verden for at gøre en forskel.
Erik Solheim har tidligere oplyst, at han har betalt penge tilbage for nogle enkelte fejl i rejseafregningerne og bekræftet, at han har udtrykt frustration over overdrevent bureaukrati i FN-systemet.

Solheim antydede også, at revisionskritikken var en reaktion på, at han har villet reformere FN. ”Revisionsrapporten kom som en reaktion på, at jeg var den ledende reformator i FN. Mange var imod reformer og bidrog til at denne rapport blev udgivet” har Solheim sagt til Dagens Næringsliv.

Ifølge The Guardian blev avisen kontaktet af flere whistleblowere fra FN’s miljøprogram. Udover kritik af hans pengeforbrug har de ment, at Erik Solheims ledelsesstil har været diktatorisk og vilkårlig.
Chefen for det norske Greenpeace, Truls Gulowsen, har til BBC sagt, at Erik Solheim har været en meget synlig miljøagentur-leder, hvilket er godt og åbenlyst kræver rejser, men dette omfang og attituden i forhold til miljøaftryk sætter ikke et positivt eksempel.
Efter revisionen af Solheims udgifter mistede UNEP bidrag fra flere lande, herunder midlertidigt fra Danmark og Sverige. Danmarks bidrag til UNEP udgør i 2019 30 millioner kr.

Sagen om fyringen af Pierre Krähenbühl fra UNRWA er den 6. november 2019 nærmere omtalt i New York Times på basis af oplysninger fra Reuters.

USA’s statsgæld er steget med rekordfart i de år, hvor Donald Trump har været præsident.

Den amerikanske netavis The Hill kan oplyse, at den amerikanske statsgæld nu har rundet 23.000.000.000.000 dollar svarende til 154.000 milliarder kroner eller knap 119 pct. af det amerikanske bruttonationalprodukt.

Op mod tre fjerdedele af USA’s statsgæld er udlandsgæld.

Den eneste præsident i nyere tid, som har været tæt på at vende udviklingen, var Bill Clinton, som lykkedes med ikke at øge gælden.
Da tidligere præsident Barack Obama næsten fordoblede den nationale gæld igennem sine to regeringsperioder, førte det til kritik fra især Republikanerne, men statsgælden betragtes faktisk ikke i øjeblikket som et stort problem i USA.

Med 119 pct. i forhold til BNP er den amerikanske gæld stadig mindre end Japans, Grækenlands, Italiens, Portugals, Belgiens, Argentinas m.fl. Frankrig har en gæld på 100 pct. af BNP – Tyskland og UK har en offentlig gæld på omkring 85 pct.

Statsgældens størrelse synes ej heller at skræmme internationale investorer, der gerne køber amerikanske statsobligationer.

Centralbankens opfattelse
USA’s centralbank, Federal Reserve, har da også for ganske nylig fundet, at den amerikanske økonomi faktisk er i ganske god gænge.
Den 30. oktober 2019 besluttede USA’s centralbank ganske vist at sænke renten med 0,25 procentpoint til 1,5 – 1,75 pct.

Selvom det var den tredje rentesænkning på bare tre måneder, opfattes rentesænkningen som symbolsk og måske især som en imødekommelse af præsident Trump, der finder det urimeligt, at det amerikanske renteniveau er væsentlig højere end i Europa.

Når USA’s toneangivende rentesats sænkes, forklares rentesænkningen med et forsøg på at holde gang i hjulene i den amerikanske økonomi. Husholdningernes forbrug er fortsat højt, men erhvervslivets investeringer og eksporten viser svaghedstegn, lød begrundelsen for at sænke renten i en tid, hvor jobvæksten får karakteren ”solid”, og den økonomiske vækst er steget i et ”moderat” tempo.

USA i det længste opsving nogensinde
Realiteten er da også, at USA står midt i det længste opsving nogensinde. Økonomien voksede med 1,9 pct. i tredje kvartal, og ledigheden befinder sig på det laveste niveau i 50 år.

Det, der kan true den gunstige økonomiske udvikling, er bl.a. en handelskrig med Kina, en svagere tysk økonomi og ikke mindst, at UK’s brexit kan påvirke det amerikanske opsving.

Ifølge den amerikanske centralbank er den umiddelbart vigtigste parameter inflationsraten, som halter efter målsætningen på 2 pct.

Rentesænkning i december?

The Federal Open Market Committee, FOMC, komiteen af bankchefer, der står bag Fed’s rentepolitik, er pålagt at forfølge en økonomisk kurs, som sikrer maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Rentesænkningen var ventet, og derfor har mange analytikere allerede nu blikket rettet mod, om Fed mon har endnu en rentesænkning gemt i ærmet til næste rentemøde i december.

Signalet er også, at den amerikanske centralbank igen vil købe obligationer op i markedet og dermed øge pengemængden, men man vil formentlig gå forsigtigt til værks, og det kan ikke udelukkes, at der vil komme endnu en rentesænkning i 2019.

Den amerikanske centralbanks næste rentemøde finder sted den 10. og 11. december.

Statement efter mødet i FOMC den 30. oktober 2019: https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20191030a.htm

USA’s centralbank, Federal Reserve, sænker renten med 0,25 procentpoint til 1,5 – 1,75 pct.
Det er tredje rentesænkning på bare tre måneder og den amerikanske økonomi har dermed fået årets tredje vitaminindsprøjtning siden den 30. juli.

Når USA’s toneangivende rentesats sænkes, forklares rentesænkningen med et forsøg på at holde gang i hjulene i den amerikanske økonomi. Husholdningernes forbrug er fortsat højt, men erhvervslivets investeringer og eksporten viser svaghedstegn, lød begrundelsen for at sænke renten i en tid, hvor jobvæksten får karakteren ”solid”, og den økonomiske vækst er steget i et ”moderat” tempo.

Realiteten er da også, at USA står midt i det længste opsving nogensinde. Økonomien voksede med 1,9 pct. i tredje kvartal, og ledigheden befinder sig på det laveste niveau i 50 år.

Det, der kan true den gunstige økonomiske udvikling, er bl.a. en handelskrig med Kina, en svagere tysk økonomi og ikke mindst, at UK’s brexit kan påvirke det amerikanske opsving.

Ifølge den amerikanske centralbank er den umiddelbart vigtigste parameter inflationsraten, som halter efter målsætningen på 2 pct.

The Federal Open Market Committee, FOMC, komiteen af bankchefer, der står bag Fed’s rentepolitik, er pålagt at forfølge en økonomisk kurs, som sikrer maksimal beskæftigelse og prisstabilitet. Rentesænkningen var ventet, og derfor har mange analytikere allerede nu blikket rettet mod, om Fed mon har endnu en rentesænkning gemt i ærmet til næste rentemøde i december.

Signalet er også, at den amerikanske centralbank igen vil købe obligationer op i markedet og dermed øge pengemængden, men man vil formentlig gå forsigtigt til værks, og det kan ikke udelukkes, at der vil komme endnu en rentesænkning i 2019.

Den amerikanske centralbanks næste rentemøde finder sted den 10. og 11. december.

Statement efter mødet i FOMC den 30. oktober 2019:
https://www.federalreserve.gov/newsevents/pressreleases/monetary20191030a.htm

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Abdul-Mahdi som premierminister.
Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Iraks nuværende premierminister, den shiamuslimske Adel Abdul-Mahdi, er nu ifølge præsidenten klar til at trække sig fra sin post efter flere uger med voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Iraks præsident, Barham Salih har desuden oplyst, at den afgående premierminister har bedt om, at “de politiske blokke når et acceptabelt alternativ til den nuværende valglov”.

I sin tale lover Salih desuden, at der snart vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder
I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 257 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.
Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.
Tirsdag kom det frem, at Abdul-Mahdis politiske modstander, den magtfulde shiamuslimske leder Moqtada al-Sadr, bakker op om demonstranters krav om, at den irakiske regering skal gå af.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.
Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer
EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.
Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.
Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.
I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring
Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession.

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.
Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse
Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran
Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktioner fra august og november 2018
Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter i løbet af oktober. I weekenden blev flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon) dermed risikere indenrigspolitisk uro, eller også skal han overlade sine allierede til at klare den selv. Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.
Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Beslutningen om Nord Stream 2
Det stigende importbehov var baggrunden for at Gazprom og en række europæiske gaskunder besluttede at anlægge en rørledning, der kunne fordoble gaskapaciteten gennem Østersøen.

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, der blev påbegyndt i 2017, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

En stor del af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i begyndelsen af 2020.

Modstanden
En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Danmark og Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump har måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig leverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter. Det er ikke anderledes i dag. Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

I Danmark har der også været betydelig politisk modstand mod Nord Stream 2.

EU’s gasdirektiv
Kontroverserne omkring Nord Stream 2 gav anledning til, at EU-Kommissionen for mere end 1 år siden foreslog at udvide anvendelsesområdet for det såkaldte gasdirektiv, der hidtil inden for EU har reguleret gastransmission og bl.a. stillet krav om tredjepartsadgang, adskillelse mellem transmission og produktion/handel, gennemsigtighed og tarif regulering m.v.

Gasdirektivet har ikke været gældende for rørledninger mellem EU og tredjelande, herunder Nord Stream og rørledninger i Middelhavet.
Danmark har støttet EU-Kommissionens forslag, der ville indebære at godkendelsen af Nord Stream 2 blev henlagt til EU og presset på Danmark dermed ville lette. Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Østrig, Grækenland og Cypern blokerede imidlertid for EU-Kommissionens forslag om at lade Gasdirektivets regler omfatte transmissionslinjer fra 3. lande til EU.

Frankrigs kovending
Frankrig, der i varetagelsen af det franske gasselskab Engies interesser frem til begyndelsen af februar 2019 stod last og brast med Tyskland og de øvrige medlemmer af det blokerende mindretal, skiftede pludselig standpunkt: Frankrig meddelte overraskende, at man kunne støtte EU-Kommissionens forslag til ændringer i Gasdirektivet!

Det var angiveligt de negative konsekvenser for Polen og Slovakiet, der havde fået Frankrig til at ændre holdning. Frankrig oplyste dog samtidig, at man arbejdede “med vores partnere, især med Tyskland, om mulige tekstændringer”.
Kansler Angela Merkel måtte gribe ind, og hun kunne efter intense forhandlinger med Frankrig oplyse, at der forelå en aftale mellem landene, der ville gøre det muligt at indføre yderligere betingelser uden at forhindre Nord Stream 2-projektet.
Natten til onsdag den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

EU-aftalen om gasdirektivet
De aftalte ændringer i gasdirektivet betyder, at det er kyststaten hvor Nord Stream 2 ilandføres – Tyskland – og ikke EU-Kommissionen, der skal fastsætte de nærmere regler for rørledningen.

Tyskland vil naturligvis nu være bundet af Gasdirektivet, men det vil ifølge bestemmelserne være muligt at undtage ny infrastruktur fra kravene. For så vidt angår eksisterende infrastruktur (der falder udenfor de nuværende undtagelsesbestemmelser) vil det være muligt at give konkrete og tidsbegrænsede undtagelser fra de væsentligste bestemmelser i direktivet, hvis det vurderes ikke at være til skade for konkurrencen, effektiv markedsfunktion og EU’s forsyningssikkerhed. Det er også i de aftalte regler forudset, at der kan opstå situationer med gasinfrastruktur til og fra tredjelande, hvor der vil være forskellig lovgivning gældende for dele af gasinfrastrukturen – f.eks. fra afsenderlandet ind til EU’s jurisdiktionsgrænse.
I sådanne situationer kan der forhandles en aftale, der kan sikre efterlevelse af EU-retten.

Problemerne kan løses
Ifølge Financial Times undersøger Nord Stream 2 i øjeblikket muligheden for at lægge de sidste 50 kilometer af rørledningen på tysk territorium over i et selvstændigt selskab, for på den måde vil den resterende del af ledningen ikke være omfattet af EU’s regler. Det vil altså sige, at Nord Stream vil kunne forhandle betingelserne for 1200 km af rørledningen på plads med Tyskland uden for EU’s regler om blandt andet gennemsigtighed om tarifferne og tredjepartsadgang. Til gengæld vil det nye selskab og de sidste 50 km være omfattet af EU’s gasdirektiv. En sådan opsplitning ville svare til ejerskabet til den rørledning – Opal, der i Tyskland siden 2011 forbinder den eksisterende Nord Stream med det tyske distributionssystem.

Bemyndigelsen til at godkende Nord Stream 2 i de farvande, rørledningen vil krydse, beror fortsat hos de nationale myndigheder i de pågældende lande: Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

Danmarks dilemma
Det var ikke kun ”Rasmussen Global”, der lagde pres på den danske regering og Energistyrelsen. Den amerikanske præsident og den amerikanske energiminister har ligeledes presset på for at Danmark skulle blokere for Nord Stream 2.

Danmark havde i 2017 hverken et sagligt eller et validt juridisk grundlag for ikke at imødekomme ansøgningen om tilladelse til at føre Nord Stream 2-ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning, der i 2008 blev godkendt af Energistyrelsen uden større dramatik.

I oktober 2017 fremsatte regeringen derfor et lovforslag om ændring af lov om kontinentalsoklen. Lex Nord Stream 2 blev vedtaget i Folketinget den 30. november 2017 med ikrafttræden den 1. januar 2018, men også gældende for ansøgninger indgivet tidligere men ikke færdig behandlet 1. januar 2018.

Lovforslagets formål var at give en klar hjemmel til, at der kan inddrages udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i afgørelsen af, hvorvidt energi-, forsynings- og klimaministeren kan give tilladelse til at nedlægge elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium.

Teknisk set er lovforslaget lavet sådan, at udenrigsministeren giver en indstilling til energi-, forsynings- og klimaministeren. Hvad udenrigsministeren baserer indstillingen på, er et frit politisk skøn, som kan omfatte alt, hvad der kan opfattes som udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitisk relevant i bredeste forstand. Det vil ikke fremgå af indstillingen, hvilke overvejelser udenrigsministeren har gjort sig, men der vil alene være et ja eller et nej til, om anlæggets placering på dansk søterritorium er foreneligt med danske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser og hensyn.

Nord Stream-loven lever langt fra op til normal dansk standard for lovgivningsmæssig præcision og med loven placerer Danmark sig på dette område på banan-stats niveau. Normalt undgås også lovgivning med tilbagevirkende kraft, men Folketingets flertal har altså ment, at et russisk anlægsprojekt ikke har krav på samme retsbeskyttelse som danske borgere.

Danmark godkender endelig Nord Stream 2
EU-løsningen på konflikten om Nord Stream 2 betød, at der alene manglede den formelle tilladelse fra Danmark.
Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen.
Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

I mellemtiden har konsortiet bag rørledningen forberedt alternative linjeføring nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.
Den 28. juni 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningen om at føre Nord Stream 2 gennem dansk farvand var trukket tilbage.

Den 30. oktober 2019 meddelte Energistyrelsen i en pressemeddelelse, at der var givet tilladelse til, at gasledningen Nord Stream 2 kan blive ført sydøst om Bornholm.

Vurdering af Nord Stream 2-forløbet
Hele forløbet omkring den danske godkendelse af Nord Stream 2 er en skammelig historie. Danske politikere påpeger ofte, at et lille land som Danmark har store fordele af den internationale verdensorden med institutioner, traktater, konventioner osv. USA og Rusland bliver jævnligt udskammet, hvis disse lande tillader sig at stille spørgsmål ved internationale aftaler og institutioner, og måske ligefrem afstår fra at deltage, således som USA har trukket sig fra Paris-aftalen og den iranske atom-aftale.

Havretten
FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79.

Linjeføringen skal godt nok godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten – hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler – større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

Danmark var aktiv i arbejdet, der førte til FN’s Havretskonvention og stedse henvist til konventionen som et forbillede for internationalt samarbejde.

Sagen om Nord Stream 2-gasledningen, der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året, har desværre stillet Danmark i et lidet flatterende internationalt lys.

Måske er der udsigt til, at den 16-måneder lange handelskrig mellem USA og Kina kan bilægges. I hvert fald er det aftalt, at den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump skal mødes i margenen af APEC-topmødet (Asia-Pacific Economic Cooperation) i Santiago, Chile.

En kilde, der er orienteret om arrangementerne i Chile har til South China Morning Post oplyst, at Xi Jinping og Donald Trump forventes at mødes den 17. november med det formål at underskrive en midlertidig handelsaftale.

Bestyrkede forventninger

Forventningerne om en snarlig aftale er bestyrket efter udtalelser fra seniorrådgiver i Det Hvide Hus (og Trumps svigersøn), Jared Kushner, hvorefter USA skulle være tæt på at opnå en ”fabelagtig” handelsaftale med Kina.

Der er også andre forhold, der tyder på, at Kina og De Forenede Stater er tæt på at afslutte en midlertidig handelsaftale.

I øjeblikket strømmer kapital ud af Kina, og en handelsaftale kan lette presset på den kinesiske økonomi. Der er slet ingen tvivl om, at Kinas rolle i globale værdikæder, den uhindrede adgang til globale markeder og udsigterne for landets eksportsektorer, der direkte og indirekte beskæftiger 180 millioner mennesker, er blevet ramt af handelskrigen med USA. Forventningen er derfor, at præsident Xi Jinping har interesse i at indgå en faseopdelt handelsaftale, der kan fjerne risikoen for en langvarig og ødelæggende handelskrig.

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump har allerede mødtes to gange i løbet af den 16 måneder lange handelskrig.
Mødet den 17. november i Santiago forudsætter ifølge kilden, at alt ”går glat”.

Trump om forhandlingerne

Præsident Trump sagde selv mandag den 28. oktober, at forhandlingerne om den midlertidige aftale var “forud for tidsplanen”.
”Vi ser ud til at være forud for planen for at kunne underskrive en meget stor del af Kina-aftalen, og vi vil kalde det fase 1, men det er en meget stor del,” sagde Trump. ”Den vil især berøre landbrug, men den vil også tage sig af andre ting”.

Topforhandlerne for de to lande – den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer og den kinesiske vicepremierminister Liu He – talte sammen i telefon sidste fredag. Efter samtalen blev der i USA frigivet en erklæring, hvor det fremgik, at de to parter “er tæt på at færdigbehandle nogle afsnit af den samlede aftale”.

Kinas officielle Xinhua News Agency sagde lørdag at forhandlerne havde ”afsluttet tekniske diskussioner om dele af teksten”. Kina ophæver således det nuværende forbud mod import af amerikansk fjerkræ og anerkender det amerikanske sundhedscertificeringssystem for import af kødprodukter, sagde nyhedsbureauet.
En talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, bekræftede tirsdag, at de tekniske forhandlinger om en del af aftalen var afsluttet.

I december sidste år mødtes de to ledere på sidelinjen af G20-topmødet i den argentinske hovedstad Buenos Aires og blev enige om en tre-måneders udsættelse af toldforhøjelserne for at give tid til at forhandlerne kunne udarbejde en aftale.
Som bekendt brød disse forhandlinger sammen i begyndelsen af maj, hvor USA beskyldte Kina for at give gå tilbage på løfter, de havde givet under forhandlingerne, mens Kina beskyldte USA for at forsøge at krænke Kinas økonomiske suverænitet.

Forhandlingerne genstartet i Osaka

Xi Jinping og Donald Trump mødtes igen i slutningen af juni i den japanske by Osaka, hvor de blev enige om at genstarte handelsforhandlingerne.

Der blev i begyndelsen af oktober opnået en slags våbenhvile i handelskrigen, da Beijing lovede at købe amerikanske landbrugsprodukter for mellem 40 og 50 milliarder dollars til gengæld for, at Washington udsatte en forhøjelsen af tolden på en lang række kinesiske varer fra 25 til 30 procent.

Analytikere forventer at en yderligere told på 15 pct. på kinesisk import – inklusive populære produkter som smartphones og forbrugerelektronik – der efter planen skulle træde i kraft i midten af december, også vil blive udsat, hvis en aftale underskrives i Santiago i november.

Hvad vil aftalen indeholde?

Den midlertidige aftale forventes også at indeholde en bestemmelse om beskyttelse af intellektuel ejendomsret, IP, som er et vigtigt krav fra USA. Kina har faktisk allerede taget skridt til at forbedre IP-beskyttelsen, herunder at oprette et system til at straffe og kompensere overtrædelser og forbedre mulighederne for at få afgjort tvister.
Kina og USA skal også være blevet enige om at undgå, at valutakursdevalueringer kan bruges til at få handelsfordele, ved at kodificere en forpligtelse, som begge lande indgik som en del af en G20-aftale for flere år siden. En valutaaftale – svarende til bestemmelserne i aftalen mellem USA og Mexico/Canada – kunne bane vejen for at USA kan ophøre med at betegne Kina som en “valutamanipulator”.

Aftalen vil formentlig også omfatte en ny mekanisme for bilæggelse af tvister. Systemet, der vil give begge sider lige status, skal erstatte et kontroversielt forslag fra USA, som var hovedårsagen til, at handelssamtalerne brød sammen i maj, fordi Kina følte kravene for indgribende og ensidige.

Foruden yderligere køb af amerikanske landbrugsprodukter, indeholder interimsaftalen også forpligtelser for Kina til at købe amerikanske fly og energiprodukter, især flydende naturgas.

Kina syntes også at være indforstået med at ophæve visse begrænsninger på udenlandsk ejerskab af finansielle virksomheder i Kina.

Ifølge oplysningerne vil den midlertidige aftale derimod ikke forholde sig til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den vil heller ikke indeholde noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

USA øgede den 18. oktober 2019 tolden på hundredvis af varer produceret i EU.
Beslutningen om at indføre nye toldsatser på udvalgte EU-varer blev truffet, efter at Verdenshandelsorganisationen (WTO) afgjorde en langvarig sag til USA’s fordel om ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus.

Ulovlig EU-statsstøtte til Airbus
USA anklagede allerede i 2004 flere europæiske lande for at yde ulovlig støtte til det franske selskab. Statsstøtten gav ifølge USA Airbus en uretfærdig fordel over for den amerikanske konkurrent Boeing.
I begyndelsen af oktober 2019 valgte WTO at give USA medhold i sagen og åbnede samtidig for muligheden for at indføre højere told.

USA indførte derfor den 18. oktober 2019 en ekstratold på 25 procent på en lang række varer, heriblandt en række landbrugsvarer: Pork, Cheese, Yoghurt, Butter, Biscuits, Wool products, Fruit, Vegetables og Whisky.

Listen omfatter vin fra Frankrig, oste fra Italien (og UK og Danmark), uldprodukter, single maltwhisky fra Skotland og visse forarbejdede svinekødsprodukter o.m.a.
Amerikanske producenter af whisky har været hårdt ramt af en told på 25 procent, som EU indførte i juni 2018 som svar på, at USA øgede tolden på stål og aluminium.

Italien
Det italienske telegrambureau ANSA kan den 29.oktober oplyse, at den italienske osteindustri er hårdt ramt af den amerikanske straftold.

Parmigiano Reggiano-producenten, Alberto Auricchio, udtaler, at den italienske ostesektor har brug for hjælp: ”Alle lovede os, at de ikke ville overlade os til os selv. Men nu har straftolden været i kraft i en uge, men alle vores politikere er forsvundet”. Auricchio henviste til premierminister Giuseppe Conte, til udenrigsminister Luigi Di Maio og til landbrugsminister Teresa Bellanova.

Virkningen af straftolden er en ekstrapris for den amerikanske forbruger på ni dollars pr. kg – og det er der ingen forbruger i verden, der er villige til at betale for Parmigiano Reggiano. Men også gorgonzola, provolone, taleggio og fåreoste, som er mindre kendte, er ramt af tolden.
Auricchio mente, at 60 pct. af osteforbruget i restauranter og storkøkkener m.v., vil blive erstattet af underlødige produkter med italiensk-klingende navne produkter, og hvis prisstigningerne varer i bare 6 måneder vil de aldrig falde tilbage. Efter WTO-regler har den amerikanske administration 120 dage til at hæve tolden eller tilføje nye kategorier, hvis der ikke sker noget.

Den italienske osteproducent mener, at Trump besluttede at slå til mod importeret ost, fordi Wisconsin er den største amerikanske osteproducent, og Wisconsin bidrog til at Trump vandt præsidentvalget. Straftolden på ost er tilbagebetaling for den støtte.
”Nogle amerikanske venner har fortalt mig, at Trump ikke ville ramme vinimporten, fordi Californien stemte for Hillary Clinton”.

Europæisk landbrug tidligere ramt af Krim-sanktionerne mod Rusland
Auricchio nævner også sanktionerne mod Rusland: “Se på hvad der skete i Rusland, med sanktionerne. I fem år solgte vi ikke et kg charcuterivarer eller ost til Rusland – alene til glæde for New Zealand og Schweiz, som fik ryddet deres lagre”.

Dansk landbrug
For dansk landbrug og danske fødevareproducenter er det skæbnens ironi, at konflikten med USA bunder i at EU har subsidieret den europæiske luftfartsgigant Airbus, der fremstiller flyvemaskiner og dele til flyvemaskiner i Frankrig, Tyskland, Spanien og i UK, men ikke i Danmark.

Hvis Thiese Mejeri og de europæiske producenter overvælter straftolden i priserne, må det forventes, at man vil miste markedsandele i USA. Alternativt vil det gå ud over indtjeningen på det hidtil lukrative amerikanske marked.