Er det pengepolitikken eller finanspolitik i EU, der skal trække os ud af Coronakrisens dødvande?

Centralbankerne er trætte af alene at skulle trække det tunge læs med at afværge de økonomiske konsekvenser ved Corona-krisen.

I USA har Jerome Powell fra The Fed allerede tydeligt i en tale den 13. maj 2020 tilkendegivet, at det var Kongressens opgave via finanspolitikken at påvirke udbuds- og efterspørgselsforhold i den amerikanske økonomi. Som han sagde: The Fed har lending power – ikke spending power!

Tilsvarende har den europæiske centralbank, ECB, klart tilkendegivet, at bankens super ekspansive pengepolitik behøvede substantielle finanspolitiske supplementer.

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

EU i et vadested

Nu er det op til medlemslandene. Bider man til bolle og (for lande som Danmark) sluger de kameler, som overdragelsen af finanspolitisk kompetence til EU indebærer?

Eller vil man acceptere, at EU – når det går op for en række medlemslande, at solidariteten i EU er ikke-eksisterende – falder fra hinanden?