Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, men hans nye bog – I form med Tapiren! – udsættes for hård kritik af aktivister i Politiken, der kalder den tykfobisk.

Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Af uransagelige grunde syntes der i Danmark og i andre EU-lande er være store forhåbninger til, at Demokraterne og Joe Biden vinder valget i USA den 3. november 2020.

Opfattelsen er åbenbart, at en Demokratisk kontrolleret Kongres og en Demokrat i Det Hvide Hus vil være en fordel for EU og resten verden.

Realiteten er, at uanset om Trump genvælges eller Joe Biden vinder præsidentvalget i USA den 3. november 2020, ligger det klart, at USA ikke er indstillet på at understøtte en kontroversiel international verdensorden, urimelige internationale aftaler og dårligt fungerende internationale institutioner på bekostning af amerikansk suverænitet.

Handel

Det bør ikke glemmes, at det var Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, der nu er lammet selvom europæiske lande havde ønsket at styrke organisationen.

Det er muligt, at USA med Biden som præsident mere helhjertet vil deltage i den enorme reformproces, der forestår hvis WTO igen skal gøres relevant.

På den anden side, er der ikke grund til at tro, at handelsforhandlingerne mellem EU og USA om Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) vil blive genoptaget.

Uenighed om håndteringen af forhold, der i handelsforhandlinger benævnes som non-tariff barriers (NTB), var i høj grad årsagen til, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), i slutningen af 2016 brød sammen efter mere end 3 års forhandlinger.

Ambitionen var ellers at nå en aftale, der stort set ville fjerne de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

Det er mere nærliggende, at der – uanset hvem, der vinder valget – snarest vil blive indgået en handelsaftale mellem UK og USA.

En præsident Biden vil ikke kunne overhøre den grundlæggende kritik, der i USA og i andre dele af verden er rejst mod Kina. Det er muligt retorikken vil ændres, men også demokraterne har lært faren ved at underordne amerikanske interesser og suverænitet for at leve op til omverdenens forventninger om, at en stor og stærk supermagt skal ”ofre sig” for almenvellet.

Vil NATO-samarbejdet blive påvirket?

Det bør erindres, at adskillige præsidenter før Donald Trump har været ude med krabasken overfor europæiske NATO-allierede, der ikke anvendte 2 pct. af deres BNP på forsvar.

De europæiske lande har rente faktisk forhøjet forsvarsbudgetterne, og der er ingen tegn på, at det militære NATO-samarbejde er svækket overhovedet.

Det bør også noteres, at USA under Trump ikke har ”tvunget” NATO-allierede som Danmark m.fl. til at gøre fælles sag med USA i håbløse militære interventioner. Det er fortsat en gåde hvorfor Danmark har ladet sig overtale af Frankrig og andre til åbenlyst håbløse engagementer i Irak og i Mali.

FN og menneskerettigheder

Selvom Trump trak USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, var USA allerede under George Bush i 2006 særdeles kritisk.

Den Internationale Straffedomstol, som blandt andet dømmer i sager om krigsforbrydelser, og Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, der tillader kontrolbesøg i de enkelte landes fængsler, har USA heller ikke underskrevet.

Faktisk har det længe før Donald Trump blev præsident været snarere reglen end undtagelsen, at USA lader være med at tilslutte sig bindende internationale aftaler.

F.eks. er kun to lande ikke en del af FN’s Børnekonvention fra 1989, som blandt andet forbyder børnesoldater og henrettelser af personer under 18 år. De to lande er Somalia og USA. I 1997 vedtog verdens nationer at forbyde produktion og brug af landminer. Ti lande stemte imod aftalen: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Iran, Irak, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og USA.

En gennemgang af de traktater, som verdens lande har vedtaget i FN gennem de seneste knap tres år viser, at USA sjældent er en del af dem. Samtidig er de konventioner, som supermagten faktisk har ratificeret, fulde af amerikanske forbehold.

Mellemøsten

Alle er enige om at Obama ikke havde en heldig hånd med at varetage amerikanske interesser i Mellemøsten.

Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som Obama indgik uden øje for amerikanske interesser og under protest fra Republikanerne, men af hensyn til sit eget eftermæle som modtager af Nobels fredspris.

Om en præsident Joe Biden vil genindtræde i Iran-aftalen, er tvivlsomt. Det vil forudsætte fundamentale ændringer i aftalen – ændringer, Iran tidligere har afvist.

Trump er lykkedes med at omgå Palæstinensernes forsøg på at blokere en fredsaftale mellem Israel og deres arabiske naboer. Det er bl.a. sket ved at lægge pres på Palæstinenserne, herunder trække USA ud af UNRWA, der dermed hæmmes i at understøtte palæstinensiske aktiviteter.

Allerede Obama/Biden lovede at flytte den amerikanske ambassade i Israel til Jerusalem, men det var Trump, der rent faktisk gennemførte det.

Den 15. september 2020 blev der indgået en historisk aftale mellem Israel, Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, der normaliserer forholdet mellem Israel og de arabiske Golf-stater.

Donald Trump udnytter naturligvis “fredsaftalen” til det yderste i hans kampagne mod Joe Biden. Uanset hvad der har været sagt om Trumps udenrigspolitik, så er aftalen et håndfast bevis på, at han leverer, og bringer harmoni til et kaotisk Mellemøsten!

Desværre er vi ikke vidne til den endegyldige fredsaftale for Mellemøsten. Palæstinenserne, der opfatter aftalerne som et anslag mod deres drømme om en selvstændig stat, er forfærdede.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning for en samlet fredsaftale. Qatar er ikke umiddelbart til sinds at slutte sig til UAE og Bahrain og her og nu etablere diplomatiske forbindelser med Israel, før konflikten med palæstinenserne er løst.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret til fordel for houthi-oprørerne.

Den manglende enighed blandt de arabiske Golf-stater har også hæmmet Donald Trumps bestræbelser på at danne en fælles front mod Iran i Golfen. Derfor har USA aktivt forsøgt at mægle i striden med Qatar, men indsatsen, støttet af Kuwait, har efter Qatars opfattelse endnu ikke nået et vendepunkt.

Forhandlingerne har bevæget sig ud over de krav, som boykotstaterne tidligere har præsenteret som grundlag for at indstille boykotten. Kravene omfatter lukning af Qatars statsfinansierede Al-Jazeera TV – en hyppig kritiker af andre arabiske lande og regeringer.

Det forlyder, at Qatar prioriterer forholdet til Saudi-Arabien, som Qatar deler sin eneste landegrænse med. Hvis Saudi-Arabien flytter sig, vil Qatar måske ændre politik.

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.

På trods af palæstinensiske protester blev Israel og Sudan fredag den 23. oktober 2020 enige om at normalisere forbindelserne.

Israel har siden henholdsvis 1979 og 1994 haft normale diplomatiske relationer med Ægypten og Jordan.

Klima

Trump er indstillet på at trække USA ud af Paris-aftalen fra 2015 inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf.

Barack Obama underskrev aftalen vel vidende, at han ligesom Clinton og Kyoto-aftalen ikke havde skygge af chance for at aftalen godkendt i Kongressen.

Om en præsident Biden vil kunne opnå Kongressens godkendelse af Paris-aftalen er tvivlsomt.

Når fanden bliver gammel, går han i kloster, lyder et gammelt ordsprog. Sjældent har det passet bedre end på den ambitiøse opportunist, Uffe Østergaard, der den 27. oktober 2020 fylder 75 år.

EU står overfor enorme udfordringer – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen, Covid-19 og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrigs Macron prøver at gøre sig gældende, men Frankrig har sine egne problemer. UK, der tidligere var fornuftens stemme og Danmarks allierede, har taget konsekvensen og forlader nu den synkende skude.

Det grandiose europæiske projekt trues fra alle sider. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som sammen med anarkister kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem sammen med nationale højrepartier. Østeuropa har med Polen og Ungarn i spidsen fundet sin egen vej, og i Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst. Mette Frederiksen er åbenlyst skeptisk – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af det skandaliserede Radikale Venstre, tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk har den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard

Uffe Østergaard, der den 27. oktober fylder 75, er et sådant eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har opportunistisk bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Men i 2016 får Uffe Østergaard pludselig en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den da netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Selvom Jesus ifølge Lukas sagde, at der er større glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse, er den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard bemærkelsesværdig så kort tid efter han var fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden, og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende (dog ikke om hans kinesiske kones fædreland). Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

De tidlige år

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Ved folkeafstemningen om EF, som EU hed dengang, stemte han naturligvis imod. I det hele taget faldt Østergaard godt ind i opgøret med autoriteterne og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – stillede spørgsmål til hans udlægninger, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Uffe Østergaard har i forbindelse med flere studieophold i Italien i en periode, hvor Le Brigate Rosse huserede, specialiseret sig i Italien og bl.a. skrevet lærde afhandlinger om fascismen.

Det revolutionære appellerede til Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til kamp. Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet indefra og intellektuelt smidigt skifte partisantørklæder og maosko ud med mere klædeligt og borgerligt antræk. De stormede ind på universiteter og medier og blev toneangivende.

Jean Monnet-professor

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie og kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

Jean Monnet-lærestole blev i 1990-2000 specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration, og gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”.

Et Jean Monnet-professorat tildeles for en syvårig periode i samarbejde med det modtagende universitet. I Danmark var der i 2002 i alt 18 Jean Monnet-professorer.

Mærkeligt nok gav det dengang ikke anledning til kritik at EU-udnævnte og -finansierede professorater docerede EU på danske universiteter. Østergaard måtte dog tåle, at den borgerligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

2002 – 2003 var Østergaard direktør for Center for Holocaust and Genocide Studies, og 2003-2006 afdelingschef for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Danish Institute for International Studies, DIIS.

Lærestol på Handelshøjskolen

I 2007 fik han et professorat i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et rigtigt universitet, men kun ved Copenhagen Business School, CBS.

Han markerede sig – gerne i pressen – med analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand.

Han har også udgivet en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigt” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Efter Uffe Østergaards ændrede opfattelse som pensionist, har han diverteret offentligheden med ordrige analyser af (næsten) alt mellem himmel og jord.  

Overraskende for nogle, har vi har under overskriften “Viktor Orbán og ungarsk politisk kultur” hørt pensionisten Uffe Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en foregangsmand, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser.

Nu slår Uffe Østergaard til lyd for ”Fort Europa”: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

De 3,5 milliarder kroner, som forliget ventes årligt at koste, skal ifølge aftalen finansieres af højere skat – et såkaldt ”samfundsbidrag” fra den finansielle sektor – og af besparelser på landets jobcentre.

Alt, hvad der har med jobcentre og beskæftigelsesindsats at gøre, er omfattet af et bredt forlig i Folketinget. Så besparelserne, som forligspartierne bag Arne-pensionen vil gennemføre på jobcentrene, kan ikke føres ud i livet uden accept fra de ”gamle” forligspartier, som også omfatter Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og de Radikale.

Den konservative finansordfører Rasmus Jarlov har sagt, at de Konservative ikke vil være med til at finde milliardbesparelser på jobcentrene.

Hvorfor dog ikke? Det er oplagt, at der er besparelsesmuligheder på jobcentrene og i det hele taget på beskæftigelsespolitikken.

Hvorfor skulle Det Konservative Folkeparti blokere for at Socialdemokratiet realiserer en mærkesag og et valgløfte?

Vi skal vel alle have lov at være her, og Socialdemokratiet under Mette Frederiksen forekommer at være en oplagt samarbejdspartner for Det Konservative Folkepart.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er efter eget udsagn rød, før hun er grøn. Frederiksen har sin styrke i fagbevægelsen, hos Blå Bjarne og i provinsen. Hendes magt hviler ikke på de ulideligt frelste kulturradikale Antorini-socialdemokrater i København og Aarhus. Dagens Socialdemokrati er for arbejdspladser i industrien, for pension til Arne, for udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen og for stram udlændingepolitik. Klimapolitikken må ikke vende den tunge ende nedad. Partiet forlader sig på teknologiske løsninger, der ligger bag hockeystavsbeskrivelsen af vejen frem mod målet om 70 pct. reduktion i 2030.

What not to like?

Organet Indblik.net, der foregiver at formidle redelig og reel oplysning, bringer den 22. oktober 2020 en såkaldt kommentar af den rablende Karl Iver Dahl-Madsen, der præsenterer sig selv som rådgiver om mad & miljø. Karl Iver Dahl-Madsen betegner sig selv som klimarealist med en realistisk tilgang til klimavidenskab. Problemet er, at Karl Iver Dahl-Madsen ikke er videnskabsmand eller sandhedsvidne, men nu snarere er en forstokket liberal uden den intellektuelle spændstighed, han givet har besiddet som yngre.

Når det drejer sig om energi- og klimapolitik, anbefaler Karl Iver Dahl-Madsen fuldstændig passivitet: De mennesker, der er ansvarlige for energiproduktionen, er til enhver tid de bedste til at tage stilling til, hvad der skal gøres, når et eksisterende kraftværk er ved at være udtjent.

Kan vi regne med Dahl-Madsens rådgivning? Det er nok ikke tilrådeligt – i hvert fald svinger hans opfattelse af klimaudfordringen som vinden blæser.

I et interview den 20. aug. 2019 med Karl Iver Dahl-Madsen med Indblik.net (som dengang bare hed Indblik) om nødvendigheden af at få fakta ind i klimadebatten, betegner Dahl-Madsen det håndfast som løgn, at klimaændringerne er menneskeskabte:

Karl Iver Dahl-Madsen må efterfølgende have sat sig ind i stoffet. I hvert fald har han den 17. februar 2020 i ”Jordens kulstofkredsløb” ment:

”Opmærksomheden har i mange år været rettet mod CO2 indholdet i atmosfæren, der som illustreret i figuren fra et førindustrielt niveau på 589 Gt er øget med 240 Gt og derfor nu ligger 40 % over det førindustrielle niveau. Der er ikke tvivl om, at stigningen skyldes menneskets aktiviteter, bl.a. fordi isotopsammensætningen af kulstoffet afslører, at en stigende del af kulstoffet i atmosfæren kommer fra fossile brændstoffer”.

Læserne af Indblik.net kan formentlig se frem til flere oplysende kommentarer fra mad & miljø rådgiver Karl Iver Dahl-Madsen – i hvert fald er hans datter, Signe Dahl, nu tilknyttet organet som skribent.

Indblik.net bragte den 20. oktober 2020 som en ”nyhed uden blinde vinkler”, at ”Temperaturen i Romerriget 2 grader højere end i dag”. Ifølge ”ny forskning” skulle det være påvist, at den romerske fremgang fandt sted, mens temperaturerne var høje. Da de faldt, faldt også riget sammen.

Mediet videnskab.dk beskrev allerede den 17. januar 2011 hvordan ”Romerrigets fald hang sammen med ustabilt klima”. Kilden var: 2500 Years of European Climate Variability and Human Susceptibility, Science januar 2011 DOI: 10.1126/science.1197175 (kun abstract).

Berlingske Tidende kunne i juni 2020 berette, at en ledende medarbejder i den statslige jernbanevirksomhed Banedanmark tilsyneladende havde haft et tæt og personligt forhold til private entreprenører.

Sagen føjer sig til en række af andre uheldige sager for statens jernbanevirksomhed. Allerede i sommeren 2018 anmodede Berlingske om aktindsigt i 23 nuværende og tidligere medarbejderes kommunikation med eksterne virksomheder på baggrund af oplysninger om mulige ulovligheder.

Sagerne var baggrunden for, at Banedanmarks ledelse i foråret 2020 besluttede at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i styrelsen.

Kammeradvokatens undersøgelse af forholdene i Banedanmark viser, at der i perioden 2011-15 var eksempler på væsentlig kritisabel adfærd blandt ansatte og leverandører.

I perioden efter 2015 er der alene konstateret to mindre tilfælde af kritisabel adfærd.

Kammeradvokaten vurderer, at der med Banedanmarks markante opstramning af regler og retningslinjer samt kontroller fra 2015 og frem er sket en tydelig kulturændring.

Kammeradvokatens rapport har givet anledning til, at seks ansatte har modtaget en skriftlig indskærpelse af diverse regler, og en enkelt medarbejder er varslet en skriftlig advarsel for forhold, som i al væsentlighed kan henføres til perioden 2011-15.

Kammeradvokatens rapport kan læses her: https://www.bane.dk/Presse/Kammeradvokatens-rapport

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte allerede i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo, der trådte tilbage 1 år før beskikkelsesperiodens udløb til fordel for et vellønnet job i PepsiCo.

WTO er dermed i øjeblikket uden ledelse, og samtidig er organisationen i sin største krise i dens 25-årige historie.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men har nu været tvunget til at korte processen ned til 3 måneder.

Medlemslandene træder sammen den 27. oktober 2020 for at tage stilling til de 2 tilbageværende kandidater. Ambitionen er inden den 7. november 2020 at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan blive forlænget i afventen af udfaldet af det amerikanske præsidentvalg den 3. november 2020, der kan betyde, at den amerikanske holdning til WTO og en ny generaldirektør ikke er klar. Der er ligeledes rejst tvivl om det vil være muligt inden årets udgang at få taget stilling til WTO’s budget for 2021.

I den sidste ende kan det ende med en afstemning.

WTO-problemer

Blandt de akutte problemer er WTO’s appeldomstol, som skulle afgøre internationale handelstvister, men som er blevet lammet, fordi udnævnelsen af nye dommere har været blokeret.

Donald Trump er kritisk overfor WTO, som han ser som et redskab for USA-fjendtlige globalister, der tillod at Kina krænkede spillereglerne. Trump har endda foreslået at forlade WTO, selv om der ikke er annonceret nogen faste planer. Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Det bør dog ikke glemmes, at det var Barack Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, der nu er lammet selvom europæiske lande havde ønsket at styrke organisationen.

Situationen giver anledning til bekymring i Danmark, der traditionelt har set internationalt regulerende organisationer som en fordel for en lille og åben økonomi som den danske.

Af Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at WTO er rygraden i det globale handelssystem, og Danmark er ifølge silkeaberne, blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads en stærk støtte af WTO og et effektivt multilateralt handelssystem.

EU-kompetence men Jeppe Kofod har alligevel en mening

I forhold til WTO er Danmark repræsenteret af EU, men den danske regering har dog sin egen opfattelse. Den 16. juni 2020 sagde udenrigsminister Jeppe Kofod i Folketinget om WTO:
”Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at WTO for nuværende ikke er i stand til effektivt at adressere udfordringerne fra unfair handelspraksis som mangelfuld håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller uigennemsigtige statslige subsidier. Her er hovedudfordringen sagt lidt firkantet, at WTO-reglerne er utidssvarende i forhold til Kina og andre lande med stærk statsstyring af økonomien. Som et lille åbent land er Danmark dybt afhængigt af et velfungerende multilateralt handelssystem. Derfor lægger regeringen stor vægt på, at vi fra dansk side via EU styrker indsatsen for at modernisere WTO’s regelsæt. Organisationen skal reformeres, så mere tidssvarende regler kan håndteres, altså de konkrete udfordringer, vores virksomheder kommer ud for i den globale økonomi. Reformindsatsen skal have et bredt sigte om at sikre færre og ensartede globale konkurrencevilkår for alle WTO’s medlemmer frem for at fokusere på enkeltlande. Vi skal arbejde gennem EU, både fordi WTO og handelspolitik er EU-kompetence, og fordi det er det mest effektive. Hver især er EU-landene jo i virkeligheden for små til at påvirke de globale spilleregler. Kun ved at stå sammen og tale med én og stærk stemme kan vi opnå positive forandringer.”

WTO

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Det er ikke kun Trumps opfattelse, men sådan ser man det faktisk også – efter års tøven – i EU. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Der var oprindelig 8 kandidater til WTO-posten, men feltet er nu indsnævret til 2:

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi.

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Okonjo-Iweala, har positioneret sig som en outsider – en, der aldrig har arbejdet i WTO eller ledet en handelsaftale forhandling. I sidste uge opfordrede hun til en tilbagevenden til “et multilateralt system. Lad os styrke det – det er det, der vil tjene verden, og lad os gøre mindre ud af de bilaterale handelsaftaler”, sagde hun under en videokonference sidste torsdag.

Okonjo-Iweala har stærk støtte fra Den Afrikanske Union med 55 medlemmer, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater og Organisationen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet.

Det forlyder, at EU er tilbøjelig til at støtte Nigerias Ngozi Okonjo-Iweala.

Det skal endvidere bemærkes, at EU spillede en vigtig rolle i udskilningen af 2 kandidater til den afgørende runde, da EU-gruppen af 27 lande valgte både Yoo og Okonjo-Iweala.

Det betød, at Kenyas Amina Mohamed, der tidligere var betragtet som favorit, var ude af løbet.

Ms Yoo Myung-hee (Republic of Korea)

Minister for Trade.

Yoo Myung-hee store plus er omfattende erfaring med det internationale handelssystem.

USA’s handelsrepræsentant Robert Lighthizer vil – hvis Donald Trump vinder valget – have afgørende indflydelse på den amerikanske position. Han er en mangeårig WTO-skeptiker, og folk tæt på ham siger, at han ville foretrække at se en mere teknokratisk kandidat som Sydkoreas handelsminister Yoo som Generaldirektør for WTO. Hun har 25-års erfaring og har bidraget til at udvide sit lands kommercielle netværk gennem bilaterale aftaler med Kina, EU, Storbritannien og USA. Lighthizer kender koreaneren personligt fra deres samarbejde om en genforhandling af en handelsaftale tidligt i Trump-administrationen.

Hvad Kina, Brasilien, Indien og andre toneangivende lande mener er fortsat uklart.

Kandidaternes kampagne

Yoo har kæmpet hårdt for at sikre støtte fra Japan, der både er en handelspartner og rival til Sydkorea. Forværrede handelsforbindelser mellem de to eksportkraftcentre vejede i første omgang tungt på Yoos kampagne og er fortsat en vigtig overvejelse i løbets sidste fase.

Både Yoo og Okonjo-Iweala har bearbejdet medlemslandene med henblik på at opnå deres støtte. Blandt de modydelser, der tilbydes de lande, der støtter dem, er blandt andet posten som 1 af de 4 Vicegeneraldirektører i WTO.

De Økonomiske Vismænd opjusterer deres prognose trods stigende pres på økonomien fra nye corona-restriktioner både herhjemme og på mange af vores eksportmarkeder. Det fremgår af rapporten Dansk Økonomi efteråret 2020, der blev offentliggjort den 20. oktober 2020.

I rapporten spår vismændene, at bruttonationalproduktet (BNP) vil falde 3,6 pct. i år. Det er en opjustering fra et fald på 4,4 pct. i forhold til deres rapport fra juni, og stort set det samme som i deres mest optimistiske scenarie fra april.

Ikke behov for nye hjælpepakker

Økonomien er således – trods et højt smittepres – i følge De Økonomiske Vismænd godt i gang med at lægge krisen bag sig. Der er således ikke aktuelt brug for nye hjælpepakker.

Pensionsalder

Vismændene mener samtidig, at levetidsindekseringen af pensionsalderen, dvs. den gradvise forhøjelse af pensionsalderen i takt med den længere levetid, er afgørende for den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.

CO2-afgift

Vismændene tilkendegiver ligeledes, at de klimapolitiske mål mest effektivt opnås via en ensartet afgift på drivhusgasser. Dermed får man markedet til at drive omstillingen. Planøkonomiske tiltag som tilskud, teknologikrav og forbud gør omstillingen unødig dyr.

”Forværres smittebilledet i Danmark og i udlandet mærkbart, vil de økonomiske udsigter blive forværret, og så kan der godt blive behov for finanspolitiske initiativer for at holde hånden under økonomien,” siger Carl-Johan Dalgaard, der til daglig er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Kritik af Vismændenes optimisme

Fra flere sider kritiseres Vismændene imidlertid for at være for optimistiske.

Ledernes Hovedorganisationen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) mener, at det økonomiske tilbageslag, som følge af de voksende smittetal i specielt udlandet, undervurderes i rapporten.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at regeringen allerede nu gøre sig klar til f.eks. at udbetale flere kontante ydelser og sætte endnu flere offentlige anlægsprojekter i gang for at stimulere økonomien.

”Jeg kan frygte, at vismændene er lidt for optimistiske i deres vurdering af, hvor hurtigt dansk økonomi genoprettes”, siger Michael Rosholm, formand for AE.

Regeringen vil nominere Ulrik Vestergaard Knudsen til at blive ny generalsekretær i OECD. Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD og før det var han direktør i Udenrigsministeriet.

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021.

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes samt EU’s faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

Muligheden for at nominere kandidater til posten som ny generalsekretær for en 5-års periode løber frem til slutningen af oktober.

Herefter vil der blive foretaget interviews og konsultationer.

Annonceringen af en ny generalsekretær ventes at finde sted en gang i starten af 2021.

Andre kandidater

Sverige har nomineret tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom.

USA har nomineret Christopher P. Liddell, vicestabschef I Det Hvide Hus. Liddell, der blev født I New Zealand, har dobbelt statsborgerskab. Før Liddell kom til Det Hvide Hus, var han økonomidirektør (CFO) i General Motors Co., CFO i Microsoft Corp., og CFO of International Paper Co.

Canada har nomineret tidligere finansminister Bill Morneau.

Tjekkiet har nomineret Mr. Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel. Han er formand for Czech Chamber of Commerce og Viceformand for EUROCHAMBRES, sammenslutningen af europæiske handelskamre, der repræsenterer over 20 million virksomheder i 44 lande.

Australien har nomineret finansminister Mathias Cormann.

Estland har nomineret Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. Kersti Kaljulaid har været medlem af Verdensbankens rådgivningspanel for World Development Report 2021 samt medlem af Europarådets Council on Foreign Relations.

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.